Forglemt. Forladt. Fortabt. - Arandur (fortsat fra Hjemrejsen) [OPN]

Luften var kold. Briserne, der fløj afsted i høj fart, var isnende. Og bygen fortsatte, som var den ustoppelig. Det stod ned i stænger, og man skulle tro, at skovbunden var beskyttet mod den våde regn af træernes tætte kroner. Men nej. Man var bestemt ikke i ly under trækronernes beskyttelse. Selvom regnen måske ikke var så ekstrem inde i skoven som på en åben eng, så var det stadig voldsomt.

Eph trak vejret i hurtige, korte stød. Løb alt hvad hun kunne. Kiggede tilbage hele tiden.
Er de efter mig? De er efter mig. Er de ikke? De vil skade mig. De vil skade Kairos. Er de efter mig? Jeg er så træt. Tankerne fór rundt i hovedet på hende. Gjorde hende forvirret, svimmel. Må forblive koncentreret. Ikke tabe fokus. Ikke stoppe... ikke stoppe!
Men de grimme tanker kunne ikke holde sig mere, kunne ikke udstå at være gemt væk mere. Hvem er Abaddon? Hvilken krig? Hvor er jeg? Hvordan kommer jeg til Takamir? Hvor lang tid kan det tage? Hvor lang tid skal jeg løbe? Mine ben er så trætte, mine fødder gør ondt. Smerten i mit hoved dunker... hvor er jeg?!
Tårerne løb ned af hendes smertende kinder, tegnede glimtende baner i hendes beskidte ansigt. Hendes fyldige, blødende underlæbe bævede, hendes øjne var ulykkelige. Hun kiggede ned på sine fødder. Forstod ikke, hvordan de kunne blive ved med at bevæge sig...
Hendes hjerte bankede hårdt under hendes hud, der i skovens lysskær var lysegrøn. Den eneste lyd hun kunne høre var den dunkende puls bag hendes ører. Hendes lunger gjorde så ondt, og ligeså gjorde hendes hals. Hendes vejrtrækning var efterhånden blevet rallende, imens slim samlede sig i hendes luftrør.

Hendes våde, mørkegrønne hår svingede fra side til side, og lavede små pjask hver gang de ramte hendes rødmossede kinder. Det gjorde ondt, som blev hun pisket i ansigtet, men den smerte var ingenting i forhold til alt det andet. Alle hendes nerver var nærmest i tortur, og hun blødte fra både højre kind, underlæbe og venstre* arm.

Men hun fortsatte målbevidst, på trods af alt. Hun så ikke den flotte natur omkring hende, imens hun spurtede afsted, hurtig som hun jo var. Så ikke mosset. Blomsterne. Buskene. Træerne. Intet. Hun så intet. Kun forestillinger af Abaddon, Kairos, Takamir og makabre billeder var hun i stand til at se. Det var barskt. Men hun fortsatte ud i intetheden, som var forestillingerne hendes motivation.


// *Fik det lige ændret, fordi hun ikke er venstrehåndet... så hun skal helst kunne trække kniven under ærmet med højre hånd.

Midt i al denne rædsel, havde Ephera en tilskuer. Arandur kom i let, elegant løb efter hende. Sikke dog hun kunne løbe!

Han havde siddet ganske stille i ly under et væltet træ på en lav bakkekam, der gik gennem skovlandskabet, og lyttet til regnen, der faldt og faldt. Det var tung regn. Regn, der fik sneen på bjergene til at smelte. Det stod ned. Evigt faldende var regnen. Det blæste i stød. En blæst, der forvirrede ham, den var ikke blød, men kold og hård og dens lunefulde latter susede mellem de høje stammer og den hviskede i underskoven. En kastevind blæste et iskoldt vandgardin ind i hovedet på ham. Han rystede sig.
”Det bliver snart forår,” sagde han til hesten, der stod og sov på tre ben ved siden af ham. Den vippede godmodigt med ørerne ved lyden af hans klare, melodiske stemme, men viste ellers ingen livstegn. Det gjorde ikke ham det helt store, han kunne godt lide at være lidt alene. For ikke at sige meget. Han havde aldrig været så langt væk hjemmefra før. Hans hjem lå hundrede af mil mod sydvest. Mon de savnede ham? De vidste jo, at han altid kom tilbage. Altid. Hans indre kompas var stillet den vej. Ligesom fiksstjernerne, der altid hænger over samme punkt. Han kiggede op. Det skulle have været fuldmåne i aften, men skydækket var vist ikke i humør til at vige. Han trak på skuldrene og lukkede øjnene. Der duftede dejligt af regnvejr i skoven, selv om luften var lige lovlig kold efter hans smag, den bed sådan i hans bløde næsefløje. Han puttede hænderne i lommerne og glædede sig over sin tykke kappe og sine bløde støvler. Regnen faldt fortsat. Det susede højt i træerne, så var der stille, og straks blæste det igen. Pludselig, midt i en af disse stille perioder..
En lyd.
En fremmet lyd.
En lyd af noget stort. Noget stort, der kom brasende gennem underskoven. Lynhurtigt ålede Arandur sig ud under sin træstamme og antog en lav forsvarsposition. Han kiggede ned ad den lave bakkes side. Hans ører vippede frem og tilbage, fangede lyden gennem den piskende regn. Den kom der nede fra. Hesten var vågen nu. Dens øjne var blanke og uudgrundelige i det svage lys. En bjørn, måske? Han var ikke bange for bjørne, han havde sin bue, men han undgik helst at dræbe.. kun orker fik hans vrede at føle. Han havde dræbt sin første ork da han var (hvad der svarer til elleve) og han var ret stolt af det. Et lille smil krusede hans fintformede læber, et ganske uskyldigt smil, der dækkede over et uhyggeligt, sært tilfredsstillende minde. Endelig brød fredsforstyrreren frem gennem et tæt krat omkring tredive meter fra hans stilling, løbende parallelt med bakken. Hun fik ham til at spærre øjnene op. Et menneskeligt væsen. Han gjorde sig lidt mere flad mod jorden. En pige, en menneskepige, der kom tumlende gennem skoven. Hovedkulds løb hun gennem underskovens lave krat. Et pludseligt vindpust fik hende til at vakle lidt i sin spurt. I stilheden, der fulgte, kunne han høre hende gispe stakåndede. Hun havde.. grønt hår! Han Lagde hovedet lidt på skrå. Besynderligt. Grønt hår, tænk engang. Hende ville han da egentlig gerne snakke med. Måske kendte hun noget spændende til verden udenfor? Hvorfor mon hun løb? Det faldt ham slet ikke ind, at hun flygtede. Han kom på benene og begyndte at løbe langs bakkekammen, der var mindre kratbevokset.

Hun løb som et skræmt stykke kreatur, tænkte han, da han havde kastet et blik ned på hende. Blind for smerte og forhindringer, blind i rædsel. Han løb selv som en hjort og halede hurtigt ind på hende. I en overgang havde de kaldt ham hjorteløberen derhjemme. Det navn passede ham aldeles udmærket. Han kiggede på hende, gennem et par næsten oppe på siden af hende. Hendes ansigt var sammenbidt, meget sammenbidt. //I har helt sikkert set den her scene i en film.. Helten, EPH, kigger sig til siden. swusjh, siger det, noget ubestemmeligt, mandsstort suser forbi mellem nogle træer/nogle søjler/nogle ruiner/noget.. Eller man ser helten gennem nogle blade.. og pludselig løber noget stort forbi kameraet og wooh! Sådan løber han.. sådan på siden af, men egentlig ikke helt//
Så, nu var han tæt nok på, syntes han og skrånede ned imod hende.
”Heja frøken Grønhår,” råbte han veloplagt til hende, ikke det mindste forpustet. Vinden rev i hans ord, og han mærkede pludselig hendes fært mod sin næse. Hun svedte. Hun var bange, hun blødte, han opfangede den let metalliske duft og standsede helt op, pludseligt forbløffet og forskræmt. Han kunne høre, hvordan hesten kom i trav hen imod dem.

// Har ændret hvilken arm der bløder, og i hvilket ærme hendes kniv ligger gemt. xD

En-to, tre-fire. En-to, tre-fire, lød den hvislende stemme i Epheras hoved. Hun koncentrerede sig om sin puls. Mente, at det var nemmere at holde fokus på den måde, så hun ikke ville stoppe. En-to, tre-fire.
Hun var blind og døv overfor alt andet. Lagde end ikke mærke til elverdrengen, der i yndefulde spring fulgte efter hende. Men selv hvis hun havde koncentreret sig, ville det have været enormt svært - drengen var jo praktisk talt lydløs i sit løb!
En-to, tre-fire. En-to, tre-fire.
Hendes blik var ikke fikseret på noget bestemt; hun kiggede bare lige frem. Hårdfør og determineret var hun.

"Heja, frøken Grønhår," blev der sagt. Ordene svandt hurtigt med vinden, men denne gang havde Ephera opfattet lyden. Hun faldt gradvist i tempo, før hun stoppede helt, og sprang et skridt tilbage.
"Halløjsa, herr Platinhår," ville gamle Eph have sagt med et bredt smil klistret til læberne.
Men alting var forandret nu.
Lynhurtigt fik hun hevet kniven (der stadig lå godt skjult under hendes venstre ærme) ud, og placerede hendes ben på en sådan måde der gjorde hende kampklar, hvis det nu var.
Forsvarspositionen var indtaget og kniven fundet frem på ingen tid.
"Hvad vil De mig?" forlangede hun at vide. Hun var, i modsætning til denne elverdreng, meget forpustet. Hun havde svært ved overhovedet at trække vejret, og det kunne sagtens høres på hendes allerede mistænksomme stemme.

Hun studerede drengen, en vane hun altid havde haft. Kørte blikket op og ned af ham, indtog hver en detalje. Han var tydeligvis elver - en rigtig en af slagsen. Hvor det dog havde været lang tid siden, hun havde set sådan én. Men nu blev alle minderne genopfrisket, og mange billeder af gudesmukke skabninger dukkede op én efter én i hendes hoved. Drengen var, som dem, også smuk. Han havde langt, platinblondt hår, og hans lange, spidse elverører stak op fra håret på hver side af hovedet. Han var bleg som månen i dette tunge mørke, ja, nærmest selvlysende! Han var virkelig smuk, en ægte elver, tænkte Eph.
Derfor valgte hun også at sænke kniven. Elvere havde aldrig givet hende grund til ikke at stole på dem.

Det beviste selvfølgelig også bare, at hun ikke havde smidt al sin barnlige naivitet væk alligevel.

Hun sagtnede farten. Standsede op og gispede forpustet. Han kiggede på hende, ventede og blev med ét forbløffet over, hvor lille hun var, nærmest et lille barn! Et aggressivt lille barn! Hun gled lynhurtigt baglæns og hev en lille dolk frem med en elegant og uhyggeligt rutineret bevægelse. Han trådte hurtigt tilbage og hævede som en refleks hænderne foran sig, så hun kunne se håndfladerne. Hun så ikke decideret barnlig ud, absolut ikke. Mon mennesker bare var så små? Han havde kun mødt menneskemænd, aldrig en pige.. Måske var det helt naturligt? Han lagde hovedet på skrå og fik ondt af hende. Hun var helt gennemblødt, og hendes mund blødte. Håret klistrede grønt og slattent ind til hendes lille, runde ansigt. Hun havde store øjne og var næsten abnormt snavset, som om hun havde ligget på jorden i længere tid. Hendes arm blødte også.
Hvad vil de mig? Spurgte hun forpustet og sænkede kniven en smule.

”Eh..” Arandur tøvede. Pludselig var han ikke helt sikker på, hvad han egentlig havde villet hende. Han trak på skuldrene og kiggede ned og lo kort, en lettere forpint latter over sin egen pludseligt manglende talegave. ”Der er ikke så mange, der løber i regnvejr.. jeg..” han løb tør for ord på den front og besluttede sig for at tage hul på en ny sætning.
”Du bløder, har du det godt?” Han kiggede på hende et øjeblik, før han kom i tanke om den formelle tiltaleform.”… DE, DE! Har De det godt?” Han smilede genert og sænkede hænderne langsomt med en følelse af, at de var i vejen. Han havde lyst til at gøre et eller andet, beskæftige sine hænder med noget, så de ikke bare hang der og var store og dumme, men måske blev hun bange, hvis han puttede dem i lommerne. Han smilede igen, et lille smil, der krøb ind over hans mund og forsvandt igen med det samme. Hun var godt nok lille, han var mindst tre hoveder højere end hende, næsten en halv meter! Han havde lyst til at løfte hende, hun havde grønt hår.

Ephera rynkede brynene, imens elverdrengen forklarede sig. Eller nærmere, forklarede sig halvt. Et lille smil formede sig på hendes læber, da han lo. Grin og smil havde det med at smitte af på andre, mente Eph. Hendes kinder føltes mærkelige, som om de ikke var vant til smil. Men engang havde Ephera smilet hele tiden - det kunne hun tydeligt huske.
Da elveren gav op med at prøve at uddybe sin tilstedeværelse, spurgte han, "Du bløder, har du det godt?"
Helt automatisk tog Eph sig til den blødende kind, og kiggede ned på den hendes arm. Hørstoffet, der var om den, var blevet helt rødt. Hun fugtede sine læber, smagte blodet og genkendte den metalagtige smag fra tidligere. Hun kiggede ned på sine fødder, og pillede utroligt ved hendes negle. Nikkede svagt.
"Ja," mumlede hun med næsen rynket.
Hun lukkede øjnene hårdt i, og bed tænderne sammen. Hun havde det jo ikke godt... Kairos havde det ikke godt... skoven havde det ikke godt! Hun indså, hvor meget hun egentlig behøvede omsorg og kontakt fra andre som hende, hvor meget hun havde brug for en, der ville lytte. Ikke hjælpe hende, nødvendigvis. Bare lytte...
Hun kiggede op på elverdrengen igen. Rystede på hovedet. "Jeg er så forvirret," sagde hun sørgmodigt på samme tid med at et tungt suk undslap hendes mund. Og så slap det hele ellers ud.
"Jeg kommer fra Takamir, forstår De," begyndte hun, uden at vide om han overhovedet vidste, hvad Takamir var og hvor det lå. "Jeg opholdte mig der under borgerkrigen. I Warland? Kender du den? Er den for øvrigt stadig i gang? ... Hvor er Green? Nina? Hvor er Saga? Har de det godt?!" pludselig begyndte hun at forlange oplysninger, denne elverdreng helt sikkert ikke kendte til. Hun kiggede ned på sine mudrede fødder igen, flov og genert. "Det må De undskylde, det er bare... folk jeg kendte. Jeg aner ikke, hvor de er eller hvordan de har det. Sidst jeg så dem var efter bræ-... nej, øhm, sidst jeg så dem var efter, jeg havde gjort noget lidt... nej, meget dumt. Jeg ved end ikke, om de stadig er i live..." Hun sank hen i tanker. Tanker, der var ubehagelige. De hjemsøgte hendes sind hver eneste dag, for hun havde intet andet at fokusere på.
Hun rømmede sig i forsøg på at jage disse tanker væk. "Men jeg forlod dem kort efter. Flygtede mod bjergene. Men det var også kun fordi, at -... nej. Øhm. Der var en skov... fyldt med duftende grantræer, det var helt fortryllende!" Et pludseligt smil lyste hendes ansigt op. "Og en by. Der var også en by. Mavitas, mener jeg at kunne huske. Der boede jeg i... hmm... jeg ved faktisk ikke hvor længe. Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid der er gået. Om det er en måned eller flere år eller..." Hun sukkede fortvivlet.
"Der er en mand. Dén vej," fortsatte hun, og pegede mod den retning, hun var kommet fra. Hele hendes krop skælvede ved mindet om Abaddon. "Jeg ved ikke, hvem han er. Han fablede løs om... om krig. Hun lukkede øjnene i, og fandt hans præcise ord frem. Hun havde memoriseret dem godt.
"'Løb tilbage. Fortæl dem, der ejer denne skov, at dette... at dette er krig. Fortæl dem, at krigsherre Abaddon den... den Evige har gjort krav på landet her. Fortæl dem, dem hvor min lejr er, fortæl dem alt,'" citerede hun, og hun var næsten sikker på, at hun havde fortalt det ordret. Sådan cirka.
"Og så noget om at de skulle møde op, hvis de har nogle indvendinger. Og... at de ikke vil blive dræbt med det samme." Hun gispede lavmælt, og endnu en tårer løb ned af hendes kind. Hun slap kniven, lod den falde til jorden. "De har myrdet så mange uskyldige træer... de har Kairos... min Kairos..."

Hun tog et skridt frem, kiggede bedende på denne smukke elver med det lange hår. "Jeg ved ikke, hvor jeg er. Hvor er jeg? Jeg ved ikke, hvem jeg skal gå til med disse informationer... jeg ved ikke hvilken krig det er han taler om!" Hun sænkede blikket endnu en gang, åndede ud. Hun var ikke forpustet mere, men nu, hvor hun stod stille og ikke koncentrerede sig om at tale, var smerterne næsten fordoblede.

Ephera kiggede op mod trækronerne, mimede bedende ord til skovens gudinde, Fae'thera. Derefter vendte hun igen sit hjælpeløse blik mod elverdrengen.
"Vær sød at hjælpe mig."

Pludselig var frøken Grønhår blød. Et lille smil gled over hendes fyldige, blodige mund. Men hun sagde, hun havde det godt. Arandur ville spørge mere, men så.. Hun så ud til at ville sige noget. Han lagde hovedet på skrå og lyttede opmærksomt. Hun var forvirret. Han kom med en lille trøstende lyd, ville have krammet hende, hvis ikke hun var blevet ved at tale. Takamir, ja, hovedbyen i Warland. Der havde han været engang for længe siden. Hvor havde der været mange mennesker. Dengang havde han bare været en bitte knægt. Der havde været uhyrligt mange mennesker. De havde været overalt, myldret af sted som de myrer, han havde observeret så ofte. Der havde været alle farver, alle former, alle arter. Det havde været stort! Og skræmmende! Han nikkede forstående. Der kom hun fra, byen med de mange farver. Det var nok derfor, hun havde grønt hår. Men en borgerkrig? Han rynkede panden. Det havde han ikke hørt om, overhovedet. Hun spurgte til den, hun spurgte meget. Pludselig væltede der spørgsmål ud af hende. Han ville spørge, men hun ville sige mere, og der ville vel blive tid til spørgsmål bagefter. Hun lignede en, der havde brug for at snakke. Derefter undskyldte hun, og forsøgte at forklare.
”Alle begår fejl..” fik han indskudt med et tilgiveligt smil i et lidt tamt forsøg på at opmuntre hende. Regnen silede ned. Hans hår var blevet mørkblond og klistrede ligesom hendes til hans ansigt. Det passede ham egentlig fint, vand var godt, vand i alle afskygninger. Det fik ham til at føle sig i live.
Så fortalte hun om en granskov. Kun et enkelt ord, en duftende granskov, det var nok! Arandur kendte det sted. I hvert fald i tankerne. Han nikkede og smilede lidt bredere, for tanken om at pigen her kunne lide granskovens duft gjorde ham urimeligt glad. Næsten lige så glad som han var blevet den anden dag, da han havde fundet årets første vintergæk. Nu var der mange af dem. De dukkede frem overalt, hvide og yndige, sårbare, så smukke. Og gul erantis, dem var der også mange af. De dækkede hele skovbunden med deres små solansigter. Han elskede blomster. Så fortalte hun om en by. Hun lød fortvivlet igen. Modet i hendes stemme sank endnu dybere, da hun begyndte at tale om en mand. En mand fra nordøst. Hun pegede.

'Løb tilbage. Fortæl dem, der ejer denne skov, at dette... at dette er krig. Fortæl dem, at krigsherre Abaddon den... den Evige har gjort krav på landet her. Fortæl dem, dem hvor min lejr er, fortæl dem alt'

Det gav et gys i Arandur. Hun lød så fortabt, så forskræmt, som om denne Abaddon, som om han virkelig var det onde selv. Og de havde myrdet træer. Det var det, der gjorde forskellen. Det og så hendes tårer.
”Nej, du må ikke græde” udbrød han fortvivlet og iskold på indersiden. Tusind istapper syntes at vokse frem i hans hals, spyd af is, der gjorde det svært for ham at tænke og tale. Uskyldige træer. De myrdede uskyldige træer. Hans hænder rystede, da han forsigtigt rørte ved hendes skulder.
”Det.. Skal nok gå!” Han aede hende forsigtigt, kejtet på skulderen. Hun vidste ikke, hvor hun var, sagde hun. Eller hvilken krig, der var tale om. Det gjorde han heller ikke, men han skulle finde ud af det, skulle han!
Hun virkede så fortabt, så prisgivet de vilde vinde, som om hun ikke havde noget hjem. Han krympede sig lidt. Hun var så hjælpeløs, og han ville gøre alt for at hjælpe hende, vidste han pludselig. Hun havde så fint, grønt hår og så store øjne og ingen at gå til.
Han trak hende ind til sig og krammede hende forsigtigt, som om hun kunne gå i stykker ved berøring.
”Jeg skal nok hjælpe dig,” lovede han, sikker på at sige sandheden. ”Det skal nok gå, vi skal nok klare den.”

Hun kunne få hans hest og hans kort og hans kappe. Og hans kompas, det kompas som han aldrig selv ville få brug for, men som han elskede, fordi det var fra hans mor. Han aede forsigtigt hendes grønne hår og gav slip på hende.
”Nu må du ikke græde mere.. Hvem er Kairos?” Han kunne høre, hvor fast hans stemme var blevet, og det forskrækkede ham næsten, selv om han også blev en lille smule glad, for slet ikke at sige stolt. Han lød som sin far, endelig lød han som sin far! Nu bliver jeg et rigtigt mandfolk, tænkte han og var pludselig ikke helt sikker på, han ønskede at få drengedrømmen opfyldt.
”For hvis jeg tror, jeg skal snakke med den der evige og så kan jeg godt tage din ven med tilbage på vejen…” han lagde hovedet på skrå. Hesten var kommet hen til dem, stod et par meter væk og lod som om den græssede i den brune skovbund.
”Se, ehh.. hvad hedder du?” Han rørte igen ved hendes skulder, let. På en eller anden måde betød det pludselig meget for ham, hendes navn, altså. At vide det var som at åbne en hemmelig dør, så vidste han, at han kendte hende, bare en lille smule.. og det ville han gerne! Kende hende..
”Hvis du tager hesten så har jeg et kort og et kompas.. Han har ikke noget tøjr, men han er sød, så det gør ikke den store forskel. Du skal bare fortælle ham, hvor du vil hen.. Du kan også få min kappe..”

Aldrig havde Ephera følt sig så lille, så hjælpeløs og så... ynkelig. Her stod hun og fortalte en fremmed hele hendes livshistorie, betroede ham om sine problemer og græd. Jo, hun følte sig virkelig ynkelig. Men det nagede hende faktisk ikke. Lige nu havde hun det godt, stående overfor en smuk elver, der ville hjælpe hende. Hun turde ikke tænke på, hvor lang tid siden nogen havde opført sig sådan overfor hende, været kærlig og omsorgsfuld. Hun følte sig som et lille barn... og den følelse var rigtig god at have indimellem, erfarede Ephera.

Da elverdrengen krammede hende, trykkede hun sig ind til ham. Følte sig pludselig tryg og fri for bekymringer. Alt for et øjebliks lykke, tænkte hun taknemmeligt, og lukkede øjnene hårdt i.
"Jeg skal nok hjælpe dig. Det skal nok gå, vi skal nok klare den." I det han sagde disse ord, vidste Ephera, at denne elverdreng, som hun ikke engang kende navnet på endnu, var en sand ven for livet. Der var ingen løgne at spore i hans tonefald, men Eph ledte heller ikke efter dem. Hun stolede fuldt ud på ham, og fornyet håb blomstrede op indeni hende. En dejlig fornemmelse boblede i hendes mave. Det skal nok gå.

"Kairos... han er en lille ulv. Min lille ulv. Han er ikke ældre end et par måneder, Abaddon har ham. De ville... de ville..." Hun kunne ikke få sig selv til at sige det. Det var for voldsomt at tænke på, alt for voldsomt. Især fordi hun ikke vidste, hvad Kairos' skæbne var...
Tænk, hvis det ikke bare havde været en trussel. Tænk, hvis Abaddon og hans mænd rent faktisk åd ulven!
Ephera rystede på hovedet, ivrig efter at få den grumme tanke væk.

Hun kiggede op på ham med håbefulde øjne. "Ville du virkelig gøre det?" spurgte hun overrasket, med en pludselig ændring fra des til dus. Kunne han virkelig gøre det? Redde Kairos? Tanken var så fristende...
... Men hvad så med denne elverdreng? Han ville risikere alt for meget! "Nej... nej, det må du ikke, det må du ikke!" udbrød hun pludseligt, forskrækket.

Hun betragtede den flotte hest med store øjne, og lyste op i et bredt smil. "Den er smuk..." mumlede hun, betaget af hesten. Men drengen var mere spændende, mere betagende. Hun vendte blikket mod ham. Han var også smukkere. Og noget så utrolig. En skabning skabt af udelukkende skønhed og godhed, tænkte Ephera med et drømmende smil. Elvere var vidunderlige væsner, mente hun.
"Jeg hedder Ephera," svarede hun stilfærdigt. Hun skulle virkelig bøje nakken, for at kigge op på denne høje elverdreng. "Hvad med dig?"

Hun betragtede ham med forundrede øjne, som om hun først opdagede hans yndefulde elverhed nu. Han begyndte at tale om noget med at hun skulle tage hans hest.
"Hva'?" spurgte hun, overrumplet. "... - Behar'," tilføjede hun, for god ordens skyld. "Du mener vel ikke...? Nej, det kan du da ikke! Det er for meget, det kan jeg umuligt tage imod! Og kort og kompas og kappe, og nej! Nej, det kan jeg altså ikke, det kan jeg ikke!" Pludselig var hun blevet helt panikslagen, og hendes skræmte øjne stirrede ind i hans.

Hvor var hun dog sød.. og lille. Som en lille bitte pige. Helt gennemblødt af regnen og mut og forskræmt. Men nu var hun glad, heldigvis. Bare lidt glad. Hun virkede også tryg og hun krammede igen. Det gjorde ham glad. Glad og varm. Der var ikke så mange, der ville kramme ham længere. Slet ikke piger, men heller ikke drenge. Man viste ikke sine følelser sådan, åbenbart. Egentlig lidt trist. Han kunne godt lide at kramme. Men på den anden side, måske havde han heller ikke lyst til at kramme de andre elverdrenge. Det var ikke rigtigt det samme, det var noget andet. Den side af sagen havde han ikke overvejet overhovedet. Nej, det var noget andet med hende her med det grønne hår. Han følte, at hans kram gjorde en forskel. Det var et betydningsfuldt kram. Han kunne godt lide betydningsfulde kram, fandt han ud af.
Kairos, det var altså en ulv. De ville noget med ham, dem der myrdede skoven. En hvalp på bare et par måneder. Noget koldt løb gennem Arandurs hoved. Et bånd af vrede. De havde gjort hende ked af det, den grønhårede pige, de havde taget hendes ulv og de myrde skoven. Det var slet ikke retfærdigt, sådan behandlede man bare ikke andre. Han strøg hende over hovedet. Han skulle redde hendes ulv, skulle han. For at få hende til at grine. Han kunne godt lide tanken om, at hun var glad. Hun var på en eller anden måde så sart og ubeskyttet, at hun vandt direkte indpas til hans hjerte. Han forstod det ikke, men det gjorde ikke noget. Hun skulle bare være glad.
”Selvfølgelig vil jeg det!” sagde han fast. Han skulle snakke med denne Abaddon under alle omstændigheder. Han kunne ikke bare fælde skoven! Sådan en.. Arandur kunne ikke komme på nogen grum fornærmelse. Sådan en hestepære, ja! Han skulle få. Og håbet i Grønhårs stemme var så hjertevarmende, så vigtigt! Pludselig skiftede hendes ansigt til rædsel. Han måtte ikke, sagde hun, og rørte ved noget dybt nede i hende. Hun var urolig for ham! Der var noget så uskyldigt over det, noget opofrende, der vandt over alle forbehold. Han ville på bare tæer bære hende over glødende kul, hvis hun bad ham om det.
Hun roste hesten.. og smilede. Dejligt. Han smilede også, lettet over at rædslen var forsvundet. Ephera skulle ikke være bange. Ephera, hed hun. Han kunne godt lide det navn. Ephera. Hun spurgte om hans og han rømmede sig lidt, pudsigt nok overrasket over lige præcis det spørgsmål.
”Arandur, hedder jeg.” han smilede. Glad for, at hun var glad. Ephera var glad! Han følte en sær trang til at fnise tøset.
Og så kom den igen, denne forvirring i hendes øjne. Som om hun ikke forstod, at han ville hjælpe hende. Men det var jo ikke kun hende, han hjalp! Han tog hende om skuldrene.
”Jo, Ephera..” Hendes navn var rart at bruge. Han smilede ”Du skal bringe nyheden hjem. Det er jer, ham den evige vil i krig med, ikke os elvere. Vi er bare uheldige at bo på hans vej.. Dit folk skal vide det, I skal have tid til at forberede jer, derfor skal du bruge hesten.. og kortet og alt det andet og du må ikke være bange!” Han krammede hende igen.
”Så ser jeg, om jeg kan få ham til at holde op med at fælde træer..”

// Jeg fnisede tøset, da jeg læste Han følte en sær trang til at fnise tøset. xD *At kommentere igen* Undskyld.

"Arandur," gentog hun, smagte på navnet. Selv hans navn mindede hende om elvere! Så lang tid siden det havde været, hun sidst havde kommunikeret med disse fascinerende væsner. Men nu stod hun her i en dejlig skov, drivvåd, og snakkede med den venligste af dem alle. Han var som plukket ned fra Ranar og Aysils guddommelige rige, han var som godheden selv, han var som en engel, hvis ikke bedre. "Det er det pæneste navn, jeg nogensinde har hørt!" sagde hun sandfærdigt. Og det var ikke kun på grund af selve navnet; nej, det var alt det, der gemte sig bag. Hun smilede bredt.

Arandur begyndte at insistere. Ephera kiggede på ham med spørgende øjne, men inderst inde vidste hun, at han havde ret. Men hun brød sig stadig ikke om det, følte, at hun stjal fra ham. Og hun ville ikke stjæle fra Arandur, han var så gavmild og så smuk! Hun blev overrasket over krammet, men gjorde sig hurtigt lille og lod sig varme i hans beskyttende favn.
"Men hvad med dig?" spurgte hun trist, kiggede på ham. "Hvor bor du? Er det langt herfra? Hvordan skal du komme hjem...? Hvordan skal du komme nogen steder?" Pludselig vældede den dårlige samvittighed ind over hende. Hun havde ikke lyst til at tage hans hest og hans kort og hans kompas og hans kappe... hvad hvis de aldrig så hinanden igen?
Nej.
Nej, de skulle nok se hinanden igen, det skulle de! Ephera smilede. Hun havde fået overtalt sig selv til at tro på det, for alt andet virkede så umenneskeligt sørgeligt. Hun ville gerne se Arandur igen. Han var så venlig, og hun ville aflevere alle hans ting tilbage så hurtigt som muligt! Og så skulle det alt sammen nok gå, det havde han selv sagt. Og hun stolede på ham.

Hun kiggede ned på sine bare fødder. "Du skal passe på dig selv, Arandur," mumlede hun utydeligt. "Du må ikke lade dem gøre dig fortræd. Du skal passe på dig selv... ellers ved jeg ikke, hvordan jeg skal leve med mig selv." Hun kiggede op på ham med triste øjne. Han var alt for god, måtte ikke blive skadet. Det måtte ikke ske, kunne ikke ske.

Arandur smilede, da hun roste hans navn. Han blev helt varm og glad, tænk at hun kunne lide det. Det betød meget. Hun havde disse store øjne, der var ravfarvede og hendes hår var så grønt og vådt og det var så synd for hende, at det var et under, at han kunne få hende til at smile, et under der helst skulle vare evigt. Hun virkede så tryg nu, tryg og glad. Han strøg hendes hår med en lidt kejtet bevægelse. Godt, hun ikke var flygtet med det samme. Tænk, hvis han var gået glip af hende, tænk hvis han ikke var løbet efter hende. Hun spurgte til hans hjem, og han ville et øjeblik gerne fortælle hende alt, alt om den store skov og de grønne blade, om vandfaldene om klipperne, om bjergene, om dalene. Om sin familie og sin by og det hele. Han ville gerne fortælle hende om sine steder, om hjortene med de store øjne om de smukke blomster og de evigt grønne træer. Men han havde ikke tid, ikke lige nu, en anden gang måske? Så kunne han vise hende den allermest duftende granskov nogensinde, det ville han gerne. Han ville lave hende en gynge og få hende til at grine. Han ville bygge hende en kano så hun kunne sejle på floden, hun kunne være klanens æresgæst så længe hun ville..
”Mod sydvest, inde hvor skoven altid er grøn,” sagde han bare, et alt for kort svar. Hun fortjente meget bedre. Hun virkede så trist nu igen. Han aede hende igen. Hendes hår var dejligt grønt. ”Når jeg skal hjem løber jeg bare.. Jeg har lange ben, Ephera.” han lo lidt og smilede vemodigt, pludselig ikke helt sikker på, han brød sig om at lade hende gå. Men hun skulle afsted. Så måtte de ses bagefter. De måtte og skulle!
Han åbnede sin kappe og mærkede straks kulden mod sin hud. Så ville hun få varmen, det var godt. Han rystede den en enkelt gang, så vanddråberne stod til alle sider, og så lagde han den om hendes skuldre. Den var ret stor til hende, men det var bare en fordel.
”Så,” sagde han og følte en sær stolthed over at den klædte hende. ”Når du åbner spændet skal du bare trykke nålen let ind, så springer det op af sig selv..” han viste hende den lille mekanisme og hæfte til sidst kappen på hendes skulder. ”Den er vandtæt, så du burde ikke komme til at fryse mere nu..” igen måtte han le, bare en lille smule. Glad for, han havde mødt hende. Så vendte han sig om og bad med dæmpet stemme hesten om at komme. Den kiggede på ham et øjeblik, den skridtede over til dem. Den var tilsyneladende en smule skeptisk stemt overfor situationen. Arandur ignorere det. Hun var bekymret for ham, sagde hun. ”Nej, de får ikke lov at gøre mig noget, det lover jeg! Jeg skal jo tilbage med Kairos..” Han lo og klappede hesten. ”Han hedder Harodin,” fortalte han sin nye veninde. ”Kom, så skal jeg løfte dig op..” Det var ingen sag, hun vejede jo ingenting, det barn! Det rene skind og ben! Han blev helt kold indvendig. Hvor skulle hun fedes op, når de mødtes igen.
”Der er kort og kompas og mad i højre saddeltaske og vand i venstre.. Rid nu pænt..” Han klappede hendes fod og gned sig i øjet, ganske ugenert over at fælle en tåre.
”Vi ses igen, Ephera” lovede han og smilede tappert.

"Hvor skoven altid er grøn..." gentog Ephera eftertænksomt. "Selv om vinteren?" spurgte hun beundrende. Hun lyttede opmærksomt, da han sagde hvordan, han ville komme hjem til der hvor skoven altid er grøn. "Nu må du ikke blive syg, Arandur." Igen følte hun sig tarvelig over at tage hans ejendele.
Han tog sin kappe af, rystede den og lagde den blidt om hendes skuldre. Ephera smilede, da varmen bredte sig over hendes krop. Den var dejlig varm, kappen, og den gjorde hende godt med det samme. Den var alt for lang, og hang ned i mudderet. Nu gør jeg også hans kappe beskidt, tænkte hun, lettere irriteret på sig selv. Skyldfølelsen nåede dog ikke at nage hende i lang tid, for pludselig begyndte Arandur at vise, hvordan man åbnede og lukkede spændet i kappen, og hun nikkede ivrigt. Da han var færdig, kiggede hun ned af sig selv, og snurrede rundt på stedet. Den svingede elegant om hendes ankler, men blev også en anelse mere våd og mudret forneden.

Arandur hidkaldte hesten. Harodin, hed den. Ephera fornemmede dens urolighed, og aede dens bløde mule, selvom hun nok ikke var den rette til at berolige den. Arandur løftede hende op på den høje hest, og pludselig var hun ligeså høj som ham, hvis ikke lidt højere. Hun grinede af det, og strøg ham over det våde, mørkeblonde hår der var blødt som kashmir //ok?// nu når hun havde chancen for det.
Hun nikkede, og sagde, "Jeg skal nok ridde pænt!" Hun smilede stort.
"Vi ses igen, Ephera."
En følelse der mindede meget om hjemve vældede pludselig ind over hende og gnavede hende i maven. Hun bed det i sig og svarede, "Ja. Ja, det gør vi. Arandur." Med de ord fik hun sat Harodin i trav og forsvandt hurtigt i mørket.

// Out.

Arandur kiggede efter hende, følte sig uendeligt tung i sjælen af vemod og vendte så om for at følge hendes spor tilbage mod trædræberen. Han skulle få, skulle han!

//Out..