I ly af natten ... (Fortsat fra markedspladsen)

De løb side om side. Han fulgte hendes takt og lyttede instinktivt til alle hendes bevægelser. Håret der piskede frem og tilbage under hætten, deres kapper der flagrede om deres stærke kroppe, og deres konstante, tunge åndedræt. Tempoet var forholdsvist hurtigt, og dog vidste han, at de begge sagtens kunne løbe stærkere.
Dyrene havde trukket sig tilbage, og nattens skabninger tittede stille frem fra deres skjul. Solen var ved at gå ned bag træernes toppe...
Raiden sænkede tempoet, da de nåede nattens opholdssted. Han havde vist hende vej til en lille lysning i skoven - et af hans yndlings steder. Et stort piletræ stod i kanten af lysningen, ud til en rolig flod. Vandets klukken havde altid en beroligende effekt på ham.
Han samlede et par grene der lå hist og her på jorden, og lagde dem i en bunke nær piletræet. Han satte sig på hug, greb en smal gren og rullede den hurtigt mellem sine fingre, ned på en flintesten. På flintestenen havde han lagt en slags plante kaldet "Old man's beard" (findes irl). Den skulle hjælpe med at få gang i gnisterne. Disse to ting havde han altid på sig. Stenen mente han engang at have fundet på en strand. Planten havde han samlet en del af tidligere, da han fandt ud af, at den var ret nyttig.
De havde gjort deres job, som sædvanlig; gnisterne ramte planten, og de små flammer fik fat i træet og begyndte at brede sig. Suge kræften langsomt ud af det, og skabe varme.
Han lod flintestenen dumpe ned i lommen igen, og varmede kort hænderne ved de smukke, men dog så farlige flammer.
,, Tag et hvil" mumlede han og smilede venligt til hende.

Mara sørgede for, at hun ikke løb om foran Raiden, så hun ikke pludselig ville fare vild i skoven, hun have ikke rigtgi været i denne skov. Men hun var ikke bange for at fare vild, hun var vand til at tage på afveje og prøve noget nyt. Hun nød vinden mod hendes hud, som kildrede hendes kinder. Det var lang tid siden, hun havde følt sig så fri. Hun kunne føle naturen om sig, hun kunne hvordan den faktisk holdte øje med dem, mens de løb gennem den, men den havde intet imod det.
Mara havde stået og kigget på, mens Raiden tændte bålet. Hun havde obseveret hans bevægelser. Da han havde tændt bålet og stukket sine hænder frem mod det, gik Mara hen og satte sig sig bålet i skrædderstilling. Hun skubbede sin hætte tilbage. Hun skubbede håret om, så det lå på ryggen. Hun satte sin albue på sit knæ og lod sit hovede støtte i hånden. Hun så ind i flammerne.
Flammerne lyste hendes ansigt op på en anden måde. Hun virkede fredfyldt og rolig, men man kunne også se, hvordan bekymringerne havde sat sig i hendes ansigt.

Raiden betragtede hende tøvende. Smilet forstummede.
Han rejste sig og traskede hen til flodbreden. Satte det ene knæ hvilende i jorden, bukkede sig en anelse ned, og samlede vand i hænderne der tilsammen var formet som en lille skål. De var ikke helt rene, og således med vandet, men han var ligeglad. Han havde lært at leve i naturen.
Vandet synes opkvikkende, og han lukkede tilfreds øjnene et øjeblik. Tørrede da hurtigt munden i ærmet, rejste sig og gik roligt over til bålet igen. Han satte sig ved siden af Maradith med knæene trukket til sig, og armene hvilende hen over dem. Hans vendte hovedet og betragtede hende atter. Så hvordan ildens skær oplyste hende. Gav hende en blid og rolig glød, og da så afslørende. Bekymringer skjulte sig i hendes kønne ansigt. En trang til at holde om hende, og lade hende græde ud hos ham som var han tryghedens borg, vælede ind over ham, men han knyttede blot hænderne hårdt sammen. Lad dig ikke binde..

Mara havde siddet og kigget efter Raiden, da han var gået hen til floden. Hun havde en sær følelse indeni, men hun vidste ikke, hvad det betød, men hun kunne heller ikke forklare den. Hun så igen ind i bålet. For sit indre blik kunne hun se sin fortid blive afspillet i flammerne, den gjorde nar ad hende og prøvede at gøre hende svag. Sådan havde det altid været i alle de år, hvor hun har prøvet at flygte fra det og prøve at glemme. Det var bare ikke så let, som man troede. Mara gav et lille fnis fra sig og smilte, da hun kom i tanke om en gammel dame, hun havde mødt på sin vej den ene dag.
Mara lagde mærke til, at Raiden var kommet tilbage igen. Hun kunne mærke, hvordan skidtet sad på hende. *Det er længe siden, jeg har fået vasket mig.* tænkte Mara og sukkede.


//ved nu også, hvorfor det endte galt... havde glemt, at vi havde skiftet sted. ;D//

// Haha okay, i orden ;D ... Lignede dig heller ikk, ikk at have svaret indenfor så lang tid :b Du plejer at være super hurtig ;] !

// Ikke for noget, eller fordi jeg vil virke kritisk og sur, men kunne virkelig, virkelig godt tænke mig at Mara spurgte Raiden om noget, eller gjorde noget han kan reagere på? Svært at skulle finde på noget nyt hele tiden, når jeg nu ikk rigtig kan gøre noget på baggrund af dine indlæg ^^'' Forstår du? ;s

Hendes fnis vakte nysgerrighed i ham, men han smilede blot og drejede hovedet, så han - ligesom hende - så ind i ilden. Det var som om flammerne havde gang i en livlig dans, og de mange farver der lå gemt i ilden snoede sig kælent om hinanden; glimtede af og til.
Han smilede roligt og gabte svagt. Lukkede øjnene et øjeblik og nød varmen fra det livlige bål foran dem.

En svag puslen lød ved træet foran dem. Raiden lod hurtigt øjnene falde på det sted, hvor han syntes at have hørt lyden. Han kneb øjnene sammen, og betragtede tøvende stedet et øjeblik. Hans ansigt løsnede dog hurtigt op i et smil, da en lille, sort skikkelse viste sig på den krogede, trykke gren.
,, Hugin" sagde han og smilede varmt til hans trofaste kæledyr af en ravn, som straks bredte vingerne ud og kastede sig ud fra grenen. På sin vej hen til hans skulder, gav den en skræppende lyd, og satte sig derefter til rette. Den gik hen til hans hals, og gned næbet kærligt op af hans kind som hilsen. Han lod armen nå op til venstre skulder, hvor ravnen sad, og aede dens blæksorte fjer blidt med en finger.
,, Var det en god jagt?" mumlede han, og havde i et fjernt øjeblik glemt sine omgivelser.

//arrg... damn, det ender galt for mig hele tiden. jeg ved ikke, hvad der sker. jeg er virkelig ked af det... atder går så lang tid før jeg svarer. jeg prøver at gøre mit bedste, men har haft vildt travlt på det sidste. det er trist. -.-
og jo, jeg skal prøve at se, hvad jeg kan gøre...//

Maradith sad dybt i sine egne tanker og havde glemt sine omgivelser omkring hende. Ilden facinerede hende, men også de historier den fortalte.
Mara hoppede to meter til siden væk fra Raiden, da hun hørte en skræmpen. Hun var blevet revet tilbage til virkeligheden. Hun lagde en hånd over sit hjerte, som galoperede derud af. Hun var næsten bange for, at Raiden kunne høre det. Så han troede, at hun var en være bangebuks. Da hendes åndedræt igen blev normalt, kunne hun slappe af igen.
Hun kiggede nysgerrigt på ravnen. "Kender du den?" spurgte hun.

// Heh, det' i orden! :) ... Kender det desværre godt selv ;s
Og tak ^^

Han lod sig ikke mærke af hendes reaktion, men blev først revet ud af sin fjernhed, idet hun snakkede til ham. Han så kort på hende, smilede og så atter på ravnen.
,, Ja." Han sænkede fingeren, som før havde kørt over fuglens ryg, så ravnen kunne hoppe op på den. ,, Han er min følgesvend og bedste ven. Jeg fandt ham som lille, da han var faldet ud af redden."
Han førte det fuldstændig rolige dyr hen foran sig. Han ville ikke bevæge ham for tæt på Mara, i tilfælde af at hun var bange for ham, eller blot ikke brød sig for fugle eller ravne.
,, Han hedder Hugin." (Navnet på den ene af Odin's (nordisk mythologi) trofaste ravne. Hans "øre og øjne" ..)
Hans blik hvilede på Hugin i mens han talte, mens ravnens små, sorte perleøjne stirrede nysgerrigt på fuldblodselveren ved Raidens side. (Raiden selv er halvt elver og halvt formskifter. Læs evt. under udseende.... Har hun bemærket det sår, der løber hen over hans øje?? ^^ hun kunne evt. forsigtigt spørge ind til det, på et tidspunkt. Eller hvorfor han er omrejsende og ikke bor i et hus eller på en gård :) ?? )

Maradith kiggede nærmere på ravnen og smilte. Hun var facineret af dyr. Denne mand, Raiden, havde taget sig af en lille fugl og opdraget den, hvis det var det rigtige ord for det. Hun blev lidt misundelig på ham. Hun ville ønske, at hun havde en følgesvend, som ville følges med hende.
"Hvordan blev du enlig rejsende?" spurgte Mara og kiggede op på Raiden. Hun smilte forsigtigt til ham.
"Hugin.. et smukt navn til en smuk ravn." mumlede Mara, mens hun forsigtig førte hånden frem og i nærheden af ravnen. Hun ville ikke skræmme den. Så hun var forsigtig og ville lade fuglen røre ved hende først. Sådan havde hun lært at vinde dyrs tidlig. Rørte de ved en, så havde de accepteret en.


//ikke for mange gode ideer... og desuden, så gemmer han hele tiden sit ansigt, så hun kan ikke lægge mærke til så meget ^^
men Mara har også et ar, som går fra nakken om til venstre skulder og ned til starten af højre bryst. man kan måske ikke det hele af den, men den er der.//

// Mener da ikk han har hætte på nu? o.O ... Tog han den ikk af på markedspladsen/sidst i kroen? :)
Okay, det har jeg læst ^^ ... Men hun har både kappe, hætte og bare tøj på, så svært at lægge mærke til et ar på overkroppen

Hugin, som kun havde været tryg ved ham, da han var det eneste "menneske" han rigtig havde været i kontakt med før, kastede et blik op på Raiden, som for at tjekke, at det var OK. Raiden smilede blot til ravnen og blinkede lidt længere end normalt. Ravnen så atter på Mara. Betragtede hånden, som hun forsigtigt førte op i nærheden af ham. Tøvende, lænede den sig en anelse frem, og lod næbet glide hen over hendes fingre; undersøgende, som prøvede han hende af. Han ville være sikker på, at hun ikke var farlig.
Raiden lagde hovedet en anelse på skrå og så på Mara. Undersøgte hendes ansigt for en reaktion, men fandt hende kun rolig. Hun var tydeligvis vandt til dyr.
Han tøvede længe, og svarede da, med blikket ind i ilden. ,, Det er en lang historie... Man kan vel sige, at jeg aldrig rigtig følte mig hjemme, når jeg var tvunget til kun at leve ét sted. Oprindeligt arvede jeg mine forældres gård, men jeg solgte den til min bror.. Jeg er ikke skabt til at være landmand" Han smilede stille og så atter roligt på hende. Nød den blide varme fra bålet, og lagde næsten ikke mærke til mørket der langsomt havde lagt sig omkring dem.

//jeg mener, han trak den på igen. men Mara lagde ikke mærke til meget ved det første møde. ^^
du siger noget.. det må vi hellere gøre noget ved. XD//

Maradith lagde mærke til blikket mellem dem og smilte skævt. Hun blev enig med sig selv om, at de måtte have et meget tæt knyttet bånd, når de kunne kommunikere på denne måde. Hun kunne mærke et stik af jalousi, men også tomheden i sig. Hun manglede nogen, som hun kunne dele sine oplevelser med. Efter ravnen havde rørt ved hende, smilte hun venligt til den, mens hun beholdte sin opmærksomhed mod den. Hun strøg forsigtig ravnen i nakken med en finger. Hun trak igen hånden lidt væk fra ravnen. Hun ville være helt sikker på, at den ikke var bange for hende, før hun kælede med den for meget.
Hun så op på Raiden, en del af hende sagde, at hun var glad for, at hun havde forladt hendes hjemland, men alligevel savnede hun stedet. Men hvis hun aldrig var rejst, så havde hun aldrig mødt denne interessante mand. "En lang historie, som du gjorde meget kort." sagde Mara og smilte igen skævt, "Jeg vil gerne tro, at det ikke var noget for dig. Du virker ikke til at være den afslappet landmand."

// Haha xD

Han lo og smilede varmt til hende. ,, Nah..."
Han så atter på Hugin, som sendte ham et hurtigt blik, og derefter lettede fra hans finger; flyvende op mod træet, for at sætte sig på selv samme gren som før. Hvis der var fare i nærheden, ville han være den første til at opdage det.
Raiden placerede hænderne på sine knæ, så han sad lettere foroverbøjet. Han så atter på Mara. Bålet gav dem begge en gylden glød.
,, Hvordan var det dybt inde i skovene?" Sagde han roligt. ,, At leve i det "hemmelige elverland" mener jeg?"

Maradith så efter Hugin og smilte.
Hun satte sig i skrædderstilling, så hun halvt sad mod bålet og halvt mod Raiden. Hun så på ham, men vente så sin opmærksomhed mod bålet, da han havde spurgt hende, om hvordan det var i hendes hjemland. Hun mærkede et stik af sorg, men ignorede det.
"Når man er der, er det som om verden udenom en ikke eksistere." begyndte Mara at fortælle, "Man synes ens liv er perfekt og kan ikke blive ødelagt af det mindste. Det er som at leve i harmoni med alting, selv naturen." Mara sukkede og holdte en lille pause, før hun fortsatte, "Når man er ude i store verden, savner man sit trygge hjem. Men alligevel, når man herude, så kan man ligeså godt opleve noget. Og jeg opdagede hurtigt, at verden herude var mere spænende, end mit hjem. Men det var alligevel mit hjem." Hun så ind i bålet med et blik, der ikke kunne forklares. Der var en blanding af tristhed, spædning og uforklarlige følelser.

,, Hmm.." mumlede han svagt. ,, Det gør mig ondt.."
Han stirrede ligeledes ind i bålet, et øjeblik uden ord.
,, Det lyder ellers fantastisk... Min mor fortalte tit historier om stedet. Hun måtte flygte derfra, og aldrig vende tilbage, fordi hun havde fundet lykken sammen med min far"
Selv om hans ord blot var en hvisken, kunne det nemt høres. Skoven var stille og mørket havde lagt sig tungt omkring dem. Kun enkelte natdyr var begyndt at pusle frem.
Han huskede kun svagt sine forældres skikkelser, og var dybt inde bange for at glemme, hvordan de så ud. Hvordan de var og hvad han havde oplevet med dem. Selv om han ikke ville indrømme det, savnede ham dem og sin trygge, glade barndom.

"Det er ligemeget. Nu er jeg her." sagde Maradith. Helt ligemeget var det ikke, fordi hvis man så nøje efter, kunne man skue sorgen i hendes blik. Hun tænkte på sine forældre, som hun dengang havde mistet.
"Stedet er fantastisk." sagde Mara, "men jeg synes også, at verden herude er fantastisk. Men jeg ville stadig ønske, at jeg kunne vende tilbage til mit gamle hjem, men det har jeg jo ødelagt for mig selv." Hun så stadig ind i bålet.
"Din mor var elver. Jeg har ikke aldrig hørt en historie om en elver, som blev forvist, fordi hun havde fundet en mand. Men jeg vil også tro, at sådanne historier er noget, der diskuteres i stilhed." sagde Mara og så hen på Raiden, "Din far var formskifter?" Hendes blik var spørgende.
*Hellere vælge lykken frem for alt andet.* tænkte Mara og vendte igen sit blik mod flammerne.

Raiden sad stille og lyttede til hendes beretning og kunne forestille sig, hvor problematisk det måtte være i hendes situation.
Han smilede skævt og stirrede stadig ind i ilden. ,, Ja.."
Betragtede da atter hendes kønne ansigt og undrede sig et øjeblik over, hvorfra hun vidste, at hans far var formskifter. Men ved nærmere eftertanke, huskede han på, at han havde hentydet til at han selv var formskifter, da de var inde på kroen.
,, Hendes forældre var rasende og ville ikke have at nogen fik det at vide. Det ville være en skam over familien... Forvisningen blev aldrig offentliggjort." mumlede han og spekulerede i sit stille sind på, om hans bedsteforældre mon stadig var i live? Hvad de mon ville sige, hvis han pludselig dukkede op i byen og bankede på deres dør?

"De plejer aldrig at offentligøre sådan noget, jeg tror bare jeg var en undtagelse, fordi det jeg gjorde var slemt." sagde Maradtih, "Det er altid en skam over en familie, hvis der sker noget uacceptabelt. Du skal heller ikke regne med, at du er velkommen blandt elverne. De bryder sig ikke rigtig om krydsninger." Hun havde selv oplevet det engang. Hun havde spurgt til det engang, hvad der ville ske. Hendes forældre var blevet sure på hende og havde sagt, at hun aldrig skulle nævne det emne igen. Det var skamfuldt. Eller sådan noget ligende havde de sagt.
Mara tog sin kappe af og lagde den ved siden af sig. Hun skubbede sit hår om bag øret. Hun lod hånden blive lidt ved øret, inden hun lod den falde ned i hendes skød. Hun sukkede ganske kort.

(( Har hun det tøj på, som på billedet, indenunder kappen?? :) ... og har hun ikk det der bånd om ørene?? ))

//Ja, det har hun... og jo, den har hun også stadig på.//

Maradith skrev:

Hun skubbede sit hår om bag øret. Hun lod hånden blive lidt ved øret, inden hun lod den falde ned i hendes skød. Hun sukkede ganske kort.

// Hvordan kan hun så skubbe håret om bag øret? o.O

,, Det kan jeg forestille mig.." sagde han og smilede svagt. Hun var nu ganske køn, uden kappen til at skjule det gyldne hår. Hendes ører var en anelse mere fremtrædende, når hun ikke havde den på, men var stadig dækket af det grønne bånd om hendes hoved. Han undrede sig lidt over hvorfor hun dog i det hele taget bar båndet... Hun var tydeligvis bange for at folk skulle finde ud af, hvem hun var og hvilken forbrydelse hun havde gjort i sit gamle land. Men hvis Raiden ikke kendte til historien, var der ikke mange der gjorde - han vidste det meste af, hvad der foregik i Warland. Dog havde elvernes land altid været ham en gåde, da han aldrig havde haft mulighed for at give det et visit.
Han kunne ikke forestille sig, hvad der for hende var at frygte i menneskenes land. Ganske vidst kom der racer af alle slags på markedspladsen, men det var vel ikke forbudt for hende, at befinde sig der? Hvad ville de kunne gøre hende?
Han kastede et kort blik op på Hugin, for derefter atter at se på Mara.
,, Hvor plejer du at overnatte? Siden du forlod elvernes land og du ikke bor fast på kroen, mener jeg?"

//arrg... damn.


Maradith trak lidt på skulderne. "Jeg sover der, hvor jeg finder det behageligst." sagde hun. Hun sov jo ikke rigtig, det var vågne drømme, som man havde, når man var elver. Hun skulle bare finde et sted, hvor hun kunne hvile sig, så hun var klar til den næste dag. Så hun kunne sagtens finde på at sove i et træ i en skov, hvilket hun ahvde gjort oftere. Hun spurgte også nogen gange om ly for natten på en gård. Hun var altid blevet budt velkommen, de gange hun havde spurgt. Hun spurgte kun, når vejret virkeligt var slemt.
Mara rejste sig op og kig ud til vandet. Hun satte sig ned på knæene og samlede vandet i hænderne. Hun vaskede sig i hovedet, så hun følte sig mere frisk. Hun rejste sig igen og børstede skidtet af sin kjole. hun gik igen hen og satte sig ved siden af Raiden.

,, Godt svar" tænkte han og overvejede hvorfor han overhovedet havde spurgt.
Han betragtede hende, da hun gik, og mens hun var ovre og vaske sig, rejste han sig og gik over til træet hvor Hugin sad.
Raiden havde været i denne lysning mange gange før, men alle gangene var der altid ændret et eller andet; en eller flere af grenene på træet var knækket, f.x.
I buskadset bag træet lå en mellemstor, hul træstamme som han - sidste gang han havde været i lysningen - havde smidt bag træet. Bare for at være sikker på, at den ville være der til næste gang.
Han greb fat i den ene ende og trak den hen af jorden, så den lå næsten lige ved siden af bålet. Da Mara var på vej tilbage, satte han sig til rette mellem træstammen og bålet og lænede sig tilbage op af stammen; det var en fantastisk hovedpude, i stedet for at skulle ligge på den bare jord.
Han lagde hænderne afslappet bag hovedet, med det ene ben bøjet og det andet strakt... Hætten blev trukket lidt op, men man kunne dog stadig se starten af hans hår, samt hans ansigt.
Han gabte lydløst og lukkede tilfreds smilende øjnene i.
,, Det er nu rart med selvskab.." han så atter på hende med de charmerende, blå øjne.

Maradith var blevet lidt overrasket over, at han havde fundet en træstamme frem, mens hun havde vasket sig. Men som tanken måske havde været, det var meget behageligere, når man havde noget at læne sig op ad, når man sad på jorden.
Mara tog sit bånd om hovedet af og viklede det rundt om hendes håndled. Hun gned sit ene øre og derefter det andet. De var ømme efter at være blevet mast under båndet. Lidt efter skubbede hun håret om bag øret (hvilket hun godt kan nu ^^).
Hun bøjede igen benene, så hun igen sad i skrædderstilling.
Mara kom til at grine. Hendes latter kunne samlignes med Nattergalens sang, men man kunne godt høre, at der var en anelse forskel. "Ja, det er rart med noget selvskab." sagde hun og smilte. Hun kiggede på Raiden. Hun lagde mærke til, at han havde et ar henover øjet, men sagde intet til det. I stedet lagde hun en hånd over hendes venstre skulder og så igen ind i ilden.

Han smilede kækt. Nød hendes kønne latter og tænkte for sig selv, at han aldrig havde hørt én smukkere.
Raiden betragtede hende lidt. Lod blikket glide hen over den mindste detalje i hendes ansigt; de kønne, spidse elverører - som han selv kun havde i mindre format - øjnene med det tavse blik og de lokkende, fyldige læber. Han fik lyst til at røre ved dem. Ved hende. Blot for at føle, hvordan det mon var?
Han sukkede. Vidste at ingen anstændig kvinde ville tilnærme sig ham på den måde. Ingen fornuftig kvinde skulle have en rejsende til husbond. Det var der ingen fremtid i. Og selv om han vidste dette, ofrede han alligevel kærligheden for eventyret og friheden.
Han så langsomt ned af hende. Betragtede i smug hendes former (han er en mand! Don't blame him xD ) og lod derefter blikket glide ind i den milde ild igen med et tavst smil på læberne.

Maradith kiggede over på Raiden, hun smilte og hun kiggede næsten kærligt på ham. Hun ville spørge ham, hvad det var et for et ar han havde, men hun turde ikke, så hun kiggede igen ind i ilden. Hun tænkte på sit eget ar, det havde ikke kun gjort ondt der, men også i hendes hjerte. Det var nemlig en artsfælle, som havde angriebet hende, men heldigvis var den anden blevet stoppet, inden han havde gjort det af med hende, hun havde været bange. Hun havde aldrig før været bange. Hun bed sig usikkert i underlæben.
Hun så igen hen på Raiden, hun kunne ikke lade vær med at smile. Hun syntes Raiden var facinerend og virkede anderledes, end andre hun havde mødt. Hun havde så ikke mødt så mange. "ehm..." begyndte hun, hun kunne ikke lade være, men kunne heller ikke spørge. Hun lavede underlige bevægelser henover hendes ene øje.