I ly af natten ... (Fortsat fra markedspladsen)

// Yes.. Super :)

Han vågnede ved daggry og satte sig op med et sæt. Stirrede frem for sig med bankende hjerte. Kunne stadig se ilden for sig, der opslugte gården og hans forældre. Høre hans mors skrig dø ud i flammerne. Hvorfor havde han ikke gjort noget? Hvad kunne han gøre? En panisk, lille dreng.. Han ville risikere sit eget liv, hvis han sprang ind i huset - muligvis ville hverken han eller hans forældre komme ud i live.
En svedperle løb ned langs hans tinding, og han tørrede den væk med ærmet. Træk benene til sig, støttede albuerne på knæene og lod hænderne skygge for øjnene. Prøvede at slappe af. Glemme mareridtet, som var alt for virkeligt...

Mara åbnede øjne, da Rai bevægede på sig. Hun så på ha, han kunne sammenlignes med en lille dreng, som var meget skræmt. Hun betragtede ham lidt endnu, hun ville ikke skræmme ham eller noget, så hun satte sig ind foran ham, uden at røre ved ham. Hun ville nødig gøre ham forskrækket eller noget. "Er der noget i vejen?" spurgte Mara med en lille forsigtig stemme. Hun var bekymret for ham, fordi hun havde aldrig set ham sådan før. Hun havde det jo selv med at være underlig til tider, men hun vidste heller ikke rigtig, hvordan hun skulle reagere i sådanne situationer. Hun havde aldrig prøvet at trøsten nogen før. Hun vidste nemlig heller ikke, hvordan hun skulle gøre det.

Han flyttede hænderne. Betragtede tavst Maredith med et lettere anstrengt ansigtsudtryk. ,, Mareridt" sagde han bare lavt, og tænkte da på, om hun nogensinde havde prøvet det, nu elvere ikke kunne sove? Og hvad med blot at drømme? Han fattede ikke at de havde så meget energi, at de kunne holde sig vågne så længe... Han misundte dem til dels, men ville nu aldrig bytte det at kunne sove med noget.
Han lukkede øjnene, tog en dyb indånding, og rejste sig. Gik med blikket rettet mod floden. Han satte sig på knæ foran den og kastede noget vand i hovedet. Rejste sig så igen - tavst - og gik mod Mara.
Bålet havde slukket sig selv, i løbet af natten.. Det røg stadig en smule..
,, Vi må nok snart afsted.. Mod byen, barakkerne.. Jeg ved ikke, hvornår vi ses igen"
Hans stemme og ansigtsudtryk viste ingen følelser. Gad vide om han nogensinde ville få hende at se igen? Han havde ikke råd til at miste flere.. Hvis blot han kæmpede og drog afsted alene, ville han ikke blive såret...

Mara betragtede ham stille, da han gik mod floden. Hun overvejede igen ordet 'mareridt'. Hun havde kun hørt det enkelt gang før. Det var noget med, at man havde en drøm, som var ond. Mara vidste helt, hvad det ville sige at drømme, hun kunne fantasere, men hvad var drømme? Der var jo de drømme, som man ville prøve at opnå i livet. Men så var der de drømme, som var der om natten, de drømme, som elver aldrig ville komme til at kende. De drømme, som Mara gerne ville prøve. Måske ville det blive muligt, hun nemlig hørt, at man kunne opgive sin udødelighed.
Mara gik hen og lagde armene om Rai, da han havde sagt ordene. De ville begge drage i krig, men hun vidste ikke, om hun ville se ham igen, eller om hun ville komme tilbage i live. Hun ville have svoret, at hun havde fået tåre i øjene,som hun blinkede væk.

Han tog en dyb indånding, da hun holdte om ham. Lukkede øjnene et øjeblik, og lagde også armene om hende. Holdte hende tæt og så så ned på hende. Løftede blidt hendes hage op, for at få øjenkontakt. Han lænede sig mod hende, og kyssede hendes læber inderligt. Nød hvert øjeblik han havde hende i sine arme.
Han slap hende da, hviskede
,, Pas på dig selv..." med et blik, der allerede længtes efter hende, og trak sig langsomt væk.
Han vendte rundt og kastede sig i en hurtig bevægelse mod jorden, samtidig med at han, på den tid det tog én at blinke, forvandlede sig til en sort panter, som landede på benene med ryggen til hende. Han satte i løb og stoppede op ca. 5 meter væk. Så da tilbage og vidste ikke, om det han gjorde var det rigtige. Om han nogensinde ville se kvinden, der muligvis var hans livs kærlighed, igen.
Han satte atter i løb. Følte jorden forme sig under sine poter, lyttede til vindens rislen i træerne. Han lyttede efter hende..

// Skriver endnu ikke out, i tilfælde af at du gerne vil sige noget inden han når for langt væk, eller noget Wink

!

Mara kiggede efter Rai. Hun blev lidt forskrækket, da han var blevet til et dyr. Hun vidste godt, at han ikke havde været et menneske, men dette havde ligesom overrasket hende. En tåre trilte ned ad hendes kind, da han forsvandt i det fjerne. Hun ville ahve grebet ud efter ham, mne havde ikke gjort det. Hun ville ikke hindre ham i at gøre nogen forskel. Hun ville heller intet råbe efter ham, som ville gøre afskeden svære. Hun måtte bare stå og kigge efter ham. Hvornår ville de se hinanden igen?
Mara fjernede tåren og tog sig sammen. Hun samlede sin kappe op og smed den over skulderne. Hun trak hætten op over hovedet, så man ikke kunne se hendes ansigt længere. Hun sendte et sidste blik mod Rai, inden hun bagav sig mod det sted, hvor hun havde gemt sin bue og pile. Hun måtte glemme alle følelser, fordi nu kaldte krigen på hende.

//hun havde ikke helt noget at sige. ^^
men.. OUT//

// Halvt elver, halvt formskifter ^^

Men all right, then.. :)

Raiden er OUT! (Gad ikke lige skifte bruger)

//I have seen it. :D//

» Forglemt. Forladt. Fortabt. - Arandur (fortsat fra Hjemrejsen) [OPN]
» Fortsat...
» Overatning (fortsat)