I ly af natten ... (Fortsat fra markedspladsen)

Maradith skrev:: Hun lavede underlige bevægelser henover hendes ene øje.

// Øh ?? Hvordan? Sådan fagter med hænderne?

Hendes stemme fangede hans opmærksomhed og han så atter på hende. Forstod ikke rigtig hvad hun lavede.
,, Ja?" spurgte han spørgende, eftersom hendes 'ehm' ikke blev efterfulgt af noget.
Han rettede sig op, så han lænede sig op af træstammen med kun den ene arm hvilende på træstammen, mens hans mystiske, nysgerrige og tavse blik hvilede afventende på hende.

//ja, det var det jeg mente... glemte lige at skrive, at hun gjorde det med hænderne. ^^//

Maradith lod igen sine hænder falde ned i hendes skød. Hun sp lidt ind i ilden, før hun igen kiggede på Raiden. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle få det sagt, fordi det kom jo enlig ikke rigtig hende, hvad han havde gået og lavet. Men hun var nysgerrig.
"Hvad har du lavet med dit øje?" fik hun spurgt sådan lidt usikker. Hun lavede en bevægelse med sin finger over hendes eget øje. Hun lod igen hånden falde. Hun strakte sit ene ben.

Da hun førte fingeren ned over øjet, gik det pludselig op for ham hvad hun mente med fakterne.
Følelsen af dumhed, fordi han ikke havde regnet det ud noget før, skyllede et kort øjeblik ind over ham, og han så tavst ind i ilden. Huskede tilbage på uheldet, der siden hans barndom havde efterladt sit mærke.
,, Nåh, dét..." Han så tøvende ned i jorden. Egentlig var han overrasket over at hun ikke havde spurgt noget før... På den anden side, forstod han hende udemærket. De kendte jo knapt hinanden, selv om det ikke rigtig føltes sådan.
Han glemte sommetider at han havde aret; under venstre øje til mundvigen. - Det var ikke tit at han så sit eget spejlbillede.
,, Jeg voksede op med et par storebrødre..." sagde han, som om det sagde det hele. Han smilede skævt ved mindet. Det var i grunden længe siden han havde set dem?
Han så atter på hendes opmærksomme ansigt.
,, Som barn kom jeg op at slås med en af de ældre drenge.. Lad os bare sige, at det blev til en del mere end bare en leg." Han trak let på skuldrende, stadig med et smil om munden.

Maradith forholdte sig stille, efter hun havde spurgt ham. Hun regnede med, at han ikke ville fortælle det, så det overraskede hende lidt, da han begyndte at sige noget. Hun kiggede nysgerrigt på ham, da han fortalte. Hun havde halvvejs forstået, hvad det var, han mente. Hun nikkede for at vise, at hun havde hørt ham. Så hun ikke virkede, som en ligegyldig lytter. Nej, hun var derimod det modsatte, hun lyttede opmærksomt til, hvad folk sagde til hende. Dette havde hun lært i sin tid, som spion.
Hun vidste ikke selv, hvordan det var at have søskende. Det var svært, som elver at have søskende, da det var så tit, at elver fik børn. "Hvordan er det at have brødre?" sprugte Mara og smitle skævt.
Mara vendte sit blik mod ilden igen. Hun strakte hændernu ud mod ilden for at varme sine hænder. Det var ikke nødvendigt, men hun nød varmen fra bålet. Hun vendte sine hænder i det samme, som vinden tog fat i hendes hår og blæste det ind foran hendes ansigt.

Raiden satte sig op med begge ben bøjede og armene hængende hen over. Han så frem for sig og det skæve smil viste sig atter. Han huskede tydeligt sine ældre brødre og hvordan han sammen med dem havde leget i sneen.
,, Fantastisk!" han grinede og blinkede til hende. ,, Nogle gange i hvert fald."
,, Jeg har som sagt kun storebrødre... Vi er 4 knægte i alt." Minderne kom let til ham og humøret steg når han huskede tilbage på det han havde oplevet som barn. ,, Den næstyngste, Jonathan, er 4 år ældre end mig, mens ..."
Han blev afbrudt i sin talestrøm, da Maras hår fløj ind i ansigtet på hende. Selv om han prøvede, kunne ikke holde latteren tilbage.
Han lænede sig tættere på hende, mens latteren forstummede, og fjernede forsigtigt en tot hår fra hendes ansigt. Hånden lod han blive ved hendes tinding, nær øret, og betragtede tøvende hendes kønne ansigt. Mærkede hvordan han følte sig tiltrukket af hende og skulle til at slå tankerne fra. Bare læne sig helt tæt på hende og føle sine læber mod hendes.
Det gik dog pludselig op for ham, at det måske ikke var det klogeste at gøre, og tilbageholdte sig selv.
Han anede ikke hvordan hun ville reagere på hans opførsel, men nænnede næsten ikk at tage hånden ned. I stedet førte han totten blidt bag hendes øre og lod hånden falde til jorden uden en lyd. Kun med et charmerende, varmt smil på sine læber.

// Hvor jeg dog elsker spontanitet? xD ... Nice detalje med håret! :b Så sker der noget xD

//^^

Maradith så på Raiden, da han nærmede sig hende og grinte. Hun kunne ikke helt se det sjove, men hun kunne ikke lægge skjul på det smil, som kom frem. Det var ikke tit, hun hørte, at andre folk grinte, især ikke, fordi der sker noget for hende. Hun kunne godt lide hans glæde.
Da Raiden tog førte hendes hår om bag øret, var hun betaget af ham. Hun var ved at løfte sin hånd, da hun stoppede sig selv igen, hun lod igen sin hånd falde. Hun ville have kærtegnet hans kind, mens hun bare så på ham. Hendes hjerte var kommet ud af dens normale rytme og slog lidt unormal. Hun havde aldrig prøvet det før, hun undrede sig over, hvad det kunne være. Hun havde bevæget sig lidt frem over, men hun stoppede sig selv, hun ville have kysset ham, men hun havde stoppet sig selv. Hun måtte kontrollere sig selv. Hun rødmede let.
Efter et stykke tids stilhed, kunne Mara igen sige noget, men hendes hjerte hamrede stadig løs. "Jeg kender desværre ikke selv til det med at have søskende. Jeg havde kun mine forældre." sagde Mara, da hun nævnte sine forældre, så hun trist ind i ilden.

Han bemærkede hendes rødmen og følte selv hvordan hjertet galloperede afsted. Følte sig måske en smule skuffet.
Situationen føltes pludselig akavet, og han vendte sig, ligesom hende, ind mod bålet og kastede engang i mellem blikke på hende, som for at vise at han lyttede.
Raiden anede ikke rigtigt hvad han skulle sige og forblev tavs. Personligt kunne han ikke forestille sig livet uden søskende - selv om han dog inderligt havde ønsket det for et par år siden, som ethvert andet barn med søskende sommetider oplevede.
,, Ehm... Undskyld at jeg grinte af dig" mumlede han og smilede svagt. Han anede ikke hvad han ellers skulle sige og brød sig ikke synderligt om pinlig tavshed.

Maradith kløede sin næse. Hun kunne godt mærke, hvordan stilheden havde sneget sig ind mellem dem. Hun vidste ikke, hvor meget hun syntes om det, men hun brød sig ikke særlig meget om stilheden. Ikke fordi hun ikke var van til stilhed, men denne stilhed var anderledes, end den hun kendte. Den virkede fremmede og sær. *Nu, hvor jeg tænker over det, så har mødt nye mange følelser, som virker fremmede, men alligevel føles de trygge.* tænkte Mara og igen viste sig et smil på hendes læber.
"Det gør ikke noget, det er ikke så tit, jeg hører latter." sagde Mara og kiggede på Raiden. Hun smilte helt automatisk. Hun så på ham med andre øjne, hun så det posetive ved ham. Og selv nu, syntes hun at arret klædte ham.

,, Hvorfor ikke? Sjældent du opholder dig muntre steder?" Han så på hende og smilede kækt. Kom til at tænke på, at det egentlig også var sjældent han hørte latter. Siden krigen havde der ikke rigtig været noget at grine af, og det var kun på kroen og markedspladsen, at han sommetider hørte nogle der morede sig.
Det var egentlig også længe siden, han selv havde leet, og det fik ham til at smile ved tanken om at det var Mara der fik ham til at le efter så lang tid.
Han førte hånden gennem det pjuskede hår og kløede sig let i nakken. Spændte automatisk i sine muskler; et typisk tegn på, at han kunne lide hvad han så.

"Det er bare meget længe siden, der er noget, som har været sjovt i mine omgivelser." sagde Maradith og slog ud med den ene hånd, som en hentydning for omgivelser, "Når nogen har grinet af mig, var det nogle skurke, som ikke ville tro mig." sagde hun og trak på skulderne, "Det er alt for længe siden, jeg har hørt en rigtig latter."
Mara strakte sit andet ben, så hendes ben lå ved siden af hinanden mod bålet. Hun lænte sig tilbage og støttede af med hænderne. Hun rystede på sit hovede, så hendes hår hang løst bag hende. Hun op mellem træerne, hun kunne skimte nattehimlen og en enkelt stjerne. Hun tog en dyb indåndning og lukkede øjne. Hun bevægede lidt på sine fødder, som samlede på varmen, som kom fra ilden.

,, Skurke?" spurgte han og prøvede at lyde interesseret - hvilket også lykkedes ganske godt - selv om hans tanker var et helt andet sted.
Han kunne ikke lade være at betragte hendes skønhed; lade blikket glide ned af hendes slanke krop og nærmest kærtegne hendes (bare ben? har hun bukser på?) ben, slanke mave, bryster, arme, hals og hendes betagende ansigt. Han kiggede hurtigt væk - frem for sig - og lukkede øjnene et øjeblik. Bed sig i underlæben.
,, Gammel, rynket dame, gammel, rynket dame" tænkte han fibrilsk i et desperat, men kontrolleret forsøg på at lægge "manden" i sine bukser; han skulle nødig komme for godt i gang.
Han åbnede atter øjnene - prøvede at slappe helt af - og lænede sig forover. Lagde armene på sine knæ; på den måde kunne hun umuligt opdage hans "lille uheld".
På nuværende tidspunkt var han glad for at rødmen sjældent hændte for ham.

//ehm.. ja, jeg vil gætte det er en kjole, som hun har på. men med en åbning (kan ikke huske, hvad det hedder... det er en lang kjole, som ikke syet helt sammen, så man kan stikke benet ud) i venstre side. og kjolen går ikke helt ned. og så har hun ingen sko på.
(må hellere få skrevet det ned i beskrivelsen..^^)

Maradith satte sig igen op. Hun bøjede sit ventre ben, så hendes fod kom til at ligge under det andet ben, så hendes knæ tittede frem fra kjolen. Hun så på Raiden, smilet kom frem igen, og betragtede ham en stund, før hun svarede ham. "Ja, du ved.. Tyve, som vil stjæle fra en. Overfaldsmænd og alle dem der, som altid vil et eller andet." sagde hun, mens hun skubbede den højre side af hendes om bag øret. Hun lod igen sin hånd falde til jorden, mens hun tegnede lidt i jorden med hendes finger, mens hun bare betragtede Raiden.
Mara kiggede ned på sin tegning, hun skyndte sig at fjerne tegningen igen. Hun var glad for at håret dækkede hendes ansigt, fordi hun rødmede. Hun havde tegnet hende og Raiden, som havde holdt i hånden med et hjerte rundt omkring dem. Selvom tegningen havde været lidt utydelig, så havde Mara set, hvad det var, hun havde tegnet. *Hvad går der af mig?* tænkte Mara og følte sig dum.

// Hehe, lyder flot! ^^ (så passede min "beskrivelse" også fint nok ;b ! hehe)
- Sød tegning xD

,, Hmm.." mumlede han og nikkede stille. ,, Jeg forstår." Efter et øjebliks tøven, hvor han bare så frem for sig og omsider havde fået fuldstændig kontrol over sin krop - og igen kunne slappe af - så han alvorligt på Mara.
,, Bærer du våben?"
Han så hende hviske noget ud i den løse jord og nåede lige at skimte de pludseligt røde kinder, der hurtigt søgte skjul bag håret. Den alvorlige facade brød og han smilede skævt, med et nysgerrigt hævet øjenbryn.

Det tog lidt tid, før Maradith igen fik sin normale farve tilbage i hovedet. Hun tog et par dybe lydløse indåndninger, før hun igen kunne kigge op. Hun vidste ikke helt, hvad Raiden tænkte, da han havde hævet sit øjenbryn, som hun nok mente måtte betyde noget. Men hun kunne ikke stå for hans smil og kom selv til at smile.
"Ja, jeg bærer et våben. Jeg har faktisk også et andet våben, men det har jeg ladet ligge et sted, hvor jeg kun kan finde det. Men jeg er aldrig våbenløs." sagde Mara og prøvede at virke alvorlig, hvilket kunne værelidt svær, når hun sad over for en umodståelig person.

Maradith skrev:: og prøvede at virke alvorlig, hvilket kunne være lidt svært, når hun sad over for en uimodståelig person.

// Nååårh xD

,, Klogt." Han nikkede stille. ,, Det er jo farlige tider.."
Smilet falmede en anelse og han gabte kort. Han kastede et blik op på den mørke, stjerneklar himmel.
,, Det' en smuk himmel i nat, synes du ikke?"
Han mærkede kulden der var begyndt at snige sig ind på dem og undrede sig over om Mara ikke frøs? Han betragtede hende atter. Fik lyst til at dække hendes bare hud til og holde hende ind til sig. Varme hende med sin kropsvarme.
Han flyttede hurtigt tankerne og blikket til himlen igen, af frygt for at bevæge sig ud i situationen, som han netop havde prøvet at undgå. Det var for pinligt at vise sine følelser for hende... Hun ville umuligt kunne gengælde dem.

"Er det virkelig en farlig situation?" spurgte Maradith og kendte ikke til, hvordan tingene så ud her i Warland, så meget havde hun nu heller ikke hørt. Hun vidste kun, at der var nogle oprører, som havde overtaget tronen, og at prinsessen var spærret inde. Men det var ikke helt den situation, hun kom til at tænke på, da hun sagde det. Hun syntes, at den nuværende situation ikke var farlig, måske nærmere fristende. Her galdt det om at holde facaden og skjule sine følelser. Faldt facaden var alt tabt til den anden. Her kunne de begge tabe eller vinde. *Og vi kan kun vinde, hvis vi begge føler det samme..* tænkte hun, men hendes tanke blev mere usikker, *hvilket vi sikkert ikke gør. Han er formskifter, han vil aldrig blivet noget for dig.. men alligevel..* hun afbrød sine tanker ved at kigge op på nattehimlen igen.
"Jo, det er meget smuk nat." sagde Mara og legede med en tot hår. Hun var rastløs og meget nervøs, hvilket hun ville skjule.

,, Tjae... Der er jo et par optøjer i gang. Krigen er endnu ikke slut. Menneskene og oprørerne har ikke fundet fred. Så ja, jeg vil mene at det er farlige tider." Han smilede stille men selvsikkert til hende og tøvede et kort øjeblik. Kastede atter et blik på Maradiths bare hud.
,, Fryser du ikke?" spurgte han forsigtigt og førte forsigtigt hånden op på hendes bare arm. Han førte forsigtigt - blidt kærtegnende - hånden ned af den. ,, Du føles kold.."
Han så lidt bekymret på hende. Var måske lidt bange for hendes afvigelse, men det betød egentlig ikke så meget for ham. Nu tog han da et skridt frem....

"Så landet er ikke helt i fred, som jeg havde været mit første indtryk. Det var faktisk en alvorlig situation. Men hvorfor var oprørerne, der overhovedet? Hvordan startede alt dette?" spurgte Maradith, som gerne ville gerne ville forstå det, menhun var også blevet meget nysgerrig omkring tingene. Hun var nu mest interesseret i, hvordan tingene startede.
Mara glemte næsten helt igen sine spørgsmål, da han lagde sin hånd på hendes arm. Hun havde næsten glamt at ånde. Hun nød de forsigtige bevægelser på hendes arm. Hun glemte helt sit hår, som hun havde leget med. Hun lagde en hånd på hans hånd, hun så på hånden, mens hun kærtegnede den. Hun vidste ikke om det var rigtigt at gøre sådan, men hun følte ikke for andet på det tidspunkt. Hun glemte næsten verden omkring dem. Hun var ved at miste sin facade, men hun ignorede det. Intet andet, end denne mand, der sad foran hende, betød noget i dette øjeblik.
"Det er måske en smule køligt, men jeg fryser ikke særlig meget." svarede Mara, da hun så op på Raiden. Hun smilte automatisk. Hun havde ikke rigtig lagt mærke til, at det var blevet køligt. Men nu, hvor hun var blevet gjort opmærksom på det, så kunne hun godt føle, at hun frøs lidt.

Hendes mange spørgsmål blev ikke besvaret. Da hun lagde sin hånd på hans og kærtegnede den, forsvandt alle de tanker og bekymringer, der ikke indeholdte hende.
,, Vi skulle jo nødig have at du blev syg.." sagde han stille og lagde armen om hende. Lænede sig lidt ind mod hende, så de sad forholdsvist tæt; varmede hende.
Han elskede situationen; at have hende tæt på sig og mærke at hans følelser måske var gengældte. Han så på hende med sine dybblå, kærlige og charmerende øjne. Prøvede tøvende at fange hendes blik.

Maradith havde glemt alt om sine spørgsmål, hun ville glemme dem i dag, og huske dem senere. Hun kunne ikke tænke på andet, end denne mand. Han havde fremkaldt nogle følelser i hende, som hun ikke vidste, at de eksisterede. hun havde aldrig haft sådanne følelser før. Før havde hun bare gået og tænkt over, at hun var udskødt blandt elverne, at hun ikke havde noget, at hun ikke tilhørte nogen steder. Men for første gang i længe følte sig endelig på en måde hjemme og tryg. Hun kunne lide denne følelse, men kendte den ikke. Nysgerrigheden var blevet vakt i hende, hun ville finde ud af, hvad dette var.
Mara så med sine øjne, som var så grønne og dybe som skoven, på Raiden, da han lagde en arm om hende og lænede sig mod hende. Hun kunne mærke hans varme. Hun fangede et øjeblik hans blik og rødmede svagt. Hun lagde sig ind mod ham. Hun smilte, da hun kom i tanke om sin kappe.

// "hun smilte da hun kom i tanke om sin kappe" .. sin kappe?? Hvad er der med den? :)

//den ligger jo ved siden af.. hun tog den jo af på et tidspunkt.

- jeg skal til Norge med min klasse, og har ingen mulighed for internet eller bærbar i de dage. og er først hjemme igen d. 19/3. men svarer så snart jeg får mulighed for det.//

// Helt i orden.. Svarer indenfor de næste par dage - højst sandsynligt inden du kommer hjem Wink

.. God fornøjelse!

// Sry for det langsomme svar... Tiden løb som sand ud af mine hænder!

Hans hjerte hamrede afsted som ti vilde heste på flugt. Som ved magi var alle spekulationer forsvundet og det eneste hans tanker kunne fokusere på, var den smukke skabning foran ham. Det han tænkte mindst på var konsekvenser, da han langsomt lænede sig mod hende, lukkede øjnene og lod sine læber røre hendes. Han kyssede hende først forsigtigt, da mere ømt.
Dette var en chance - et stort spring - men han var fortrød ikke det mindste; nød blot situationen til fulde og lagde begge arme om hende. Holdte hende tæt ind til sig. Overførte sin varme og inderste følelser til hende, selv om disse følelser kun havde været brugt en sjælden gang.

» Forglemt. Forladt. Fortabt. - Arandur (fortsat fra Hjemrejsen) [OPN]
» Fortsat...
» Overatning (fortsat)