I ly af natten ... (Fortsat fra markedspladsen)

//tja.. du nåede at svare, før jeg kom hjem.. ^^

Maradith blev først overrumplet og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun var først meget stiv i det, men begyndte så at slappe mere af. Selvom hun slappede af, så kunne hun både høre og mærke, hvordan hendes hjerte løb af sted, efter det havde sprunget adskillige slag over. Hun følte, hvordan varmen steg hende til hovedet, og glæden som boblede nede i maven på hende. Men hun forstod stadig ikke følelsen, den var sær og fremmed. Det var som, om hun ville have ham nu her og på stedet.
Mara lagde armene om ham og lod sig fange i kysset. Hun havde ikke lyst til at stoppe.

// Mange, mange gange undskyld! :s .. Har haft så travlt med ferier/rejser og skolen og har næsten ikke haft tid til at være på com :s ..

Han smilede svagt, da hun lagde armene om ham, og han holdte hende tættere ind til sig. Førte hånden fra hendes nakke til håret, og lod fingrene glide kærtegnende gennem det.
Det var som om en utæmmelig ild var vældet op i ham, og han mærkede pulsen stige.
Han lænede sig ind over hende, og sørgede for at hun ikke slog hovedet, da han fjernede hånden, så hun kunne ligge hovedet på træstammen bag sig.
Alle tanker var slået fra og han mærkede nu tydeligt, hvordan det var at leve i nuet.

// undskyldning accepteret.. jeg ved selv, at jeg kommer til at få travlt de næste dage. også fordi jeg skal gøre mig klar til efter sommerferien, og det er jeg bare ikke psysisk... -.-' og jeg hader at måtte indrømme det.

Maradith vidste ikke, hvordan hun skulle forklare dette, hun kunne ikke sætte ord på noget af det. Hun lod Raiden lægge hende ned. Hun kunne mærke hans varme, hans åndedræt, som kildrede mod hendes hud. Hun lod sin ene hånd vej finde vej op til hans ansigt og lagde den på hans kind. Hun nussede hans kind lidt, hvorefter hun legede lidt med hans øre med blide berøringer.
Helt ubevidst kom en tåre frem, som langsomt trilte ned forbi hendes øre. Mara vidste, at hun kunne sætte ord på tåren, som var trillet. For første gang i hendes lange liv, kunne hun føle lykke og føle sig fri. Hun havde jo troet, at alle hadede hende, for det hun havde gjort. Men alt havde ændret sig, da hun mødte Rai. *Er dette kærlighed?* tænkte Mara.
(overvejer også lidt at kalde ham Rai-Rai)

(( Haha ;D ))

// Samme her! ;s

Han trak sig en anelse væk, smilede varmt til hende og nød hendes kærtegnelse.
Lå over hende og betragtede hendes kønne ansigt. Smilet forstummede, og han fik en bekymret, næsten chokeret mine.
,, Er der noget galt?" spurgte han forsigtigt. ,

Mara så op på Rai, hun smilte blidt, og hun kunne ane en latter, som hun holdte tilbage. Hun flyttede hånden fra hans ansigt og flyttede den ned til hans bryst, hvor hun lagde den fladt. Lige henover, hvor hjertet lå. Hun kunne mærke hans hjerte slå og smilte. Hun prøvede at bevise over for sig selv, at dette ikke kun var en drøm, men noget, som virkelig skete. Hun havde enlig ikke fortjent at møde kærligheden, fordi hun havde gjort så grusomme ting, men alligevel kunne hun ikke lade vær.
"Jeg ved ikke, om man kan sige, at der er noget i vejen.. men for første gang i mit lange liv føler jeg mig lykkelig." sagde Mara og smilte. Hun bøjede sit ene ben, den som var uforhindret af kjolen, så hendes bare ben kom frem. Hun støttede benet op ad Rai. Men pludselig var det Mara's tur til at blive bekymret. Hendes smil falmede lidt og hendes blik så væk. Der gik tid, før hun igen kiggede op på Rai, men denne gang med et lidt mere trist blik, end før. "Jeg.." begyndte Mara, men vidste ikke, hvordan hun skulle forklare sig. "Jeg lever jo for evigt." mumlede Mara så, hvorefter hun igen kiggede væk.

Han smilede stille. Lykkelig... Et mærkeligt ord, som han i grunden aldrig rigtig havde tænkt store tanker om - og så alligevel, uden at indse det.
Kærligheden havde han ikke oplevet siden han var knægt, og han havde på fornemmelsen at Mara havde det på samme måde.
Ved hendes falmede smil blev han atter opmærksom. Bekymret.
Da hun begyndte at snakke om evigt lev, røg øjenbrynene en anelse ned. En tænktsom maske havde erstattet hans ellers så ubekymrede ansigtstræk. Bekymringer gemte sig i de små furer i huden, og han så tavst væk. Han havde hørt om elvernes evige liv; hans mor havde selv været en af slagsen, men aldrig tænkt over konsekvenserne, hvis han en dag skulle finde kærligheden med en elver. Han anede ikke, om han havde arvet "evigt-liv-kraften" fra sin mor, men ville højst sandsynlig først finde ud af det senere i livet. Han vidste ikke helt, hvad ville være passende at sige i denne situation. Hvad hun forventede? Alligevel svarede han blot;
,, Lev i nuet" Han smilede svagt.

Mara så på Rai med et trist blik, det var ikke helt det svar, som hun havde ledt efter. Men han havde jo ret, men alligevel. Hun havde meget af sit liv gået og spekuleret over fremtiden, og hvad den vil bringe hende, og hun ville opleve. Hun havde ikke let ved det med at leve i nuet, fordi hun helst ville have styr på de ting, som skete omkring hende, fordi hun ikke ville riskere noget skulle ske igen. Men alligevel, hun vil ikke kunne kontrollere Rai, så måske burde hun bare prøve at leve i nuet. Men alligevel..
"Jeg har bare ikke lyst til at miste dig." sagde Mara, mens hun sagde det, tog hun fat i hans trøje med den hånd, som lå omme på hans ryg. Hun havde virkelig ikke lyst til at miste ham. Hun vidste seriøst ikke, hvad hun skulle gøre, hvis han forsvandt igen. Så ville hun sikkert falde meget dybt, og så ville der sikkert gå rigtig mange år, før hun igen havde taget sig sammen til at kravle op ad hullet.

Han smilede forsigtigt. Strejfede hendes kind med hånden, førte den ned til hendes hage og løftede den blidt, så de fik øjenkontakt. Så hun forstod, hvad han sagde til hende.
,, Mara.. Selv om det her er helt nyt..." Han tav, sænkede blikket. Følte måske han gik for hurtigt frem? Han så atter på hende. ,, Jeg vil heller ikke miste dig"
Han tav kort, og alvoren viste sig i hans øjne. ,, Men jeg har ingen anelse om, hvad der venter i fremtiden.. Og jeg lover dig, at jeg vil passe på dig, beskytte dig og elske dig, så længe du ønsker det."
Raiden smilede forsigtigt til hende.

Mara så ind i hans øjne, hun kunne næsten spejle sig i hans øjne. Hun sank en masse spyt, som havde samlet sig, som hun havde glemt at synke. Hun kunne ikke forklare, hvad hun følte ligenu. Mara trak Rai ind til sig, hun lagde begge hendes arme lige under hans skulder og holdte godt fast. Hun ville give ham en følelse af, at hun ikke ville give slip igen på ham. Lidt efter løsnede hun hendes greb, men hun gav ikke slip. Hun lukkede øjne og tog en dyb indåndning og prøvede at slappe af, hvilket hun gjorde ved at lytte til naturen. Hun kunne høre vandets rislen og natdyr, som puslede, men den lyd, hun var mest opmærksom på, var Rai's åndedræt.
Mara sukkede en enkelt gang. "Du har godt hørt det med krigen ikke?" spurgte Mara sådan forsigtig, "Jeg har tænkt mig at melde mig til krigen."

Han blev først overvældet af hendes kram, men smilede da stille og lukkede øjnene. Indsnusede duften fra hendes hår.. Lavendel og natur.
Det var som om, hun ikke ville give slip på ham. Bare holde ham ind til sig, og elske ham for evigt, og han smilede, da han mærkede de tavse, gengældte følelser.
Ved hendes kommentar, så han pludselig helt forkert ud i ansigtet og trak sig lidt tilbage. ,, Krigen? Mellem oprørerne og menneske? Den har da lagt sig lidt, hvorfor.. Men du er da ikke soldat?"

// Han har ikke liiige hørt noget om den nye krig ;b

"Ikke den krig." mumlede Mara, "Den krig, som kommer til at være mellem landene. Jeg har også først lige hørt om den." Mara sukkede, hun ville melde sig il krigen, hun kunne ikke helt forklare, hvorfor hun ville melde sig til krigen, men alligevel var der noget, som havde tvunget hende. Hun havde hørt, hvordan naturen havde hvisket. Det var frygt og bekymringer, naturen ville nemlig ikke brændes ned på grund af en krig. Mara syntes også, at det var for dumt. Og hvilke motiver mon denne "fjende" havde til at gøre det.
Mara så på Rai og kærtegnede hans kind. "Jeg er måske ikke en soldat, men jeg er på min egen måde en kriger, som vil kæmpe." sagde Mara og kyssede Rai blidt.

//Mara har også hendes kilder.. ^^

Han lyttede tøvende. Krig?!
,, Mellem hvilke lande?" spurgte han fattet, men overrasket. ,, Hvem skal vi kæmpe i mod, og hvad er motivet til krigen?"
Han fyrede mange spørgsmål af på en gang, det vidste han. På den anden side var det bedre at vide så meget som muligt om krigen, hurtigst muligt. Specielt hvis Mara havde planer om at deltage.
Han gengældte hurtigt hendes kys.

"Jeg ved ikke meget mere end dig." sagde Mara, først stille, men så lidt sikkere, "men det bliver krig med nabolandet. Jeg ved ikke, hivlke motiver eller hvorfor, men alligevel kan det have noget at gøre med, at Warland situation er meget ustabil, fordi borgerkrigen lige er afsluttet og der stadig er lidt slid mellem racerne. Anden grund ville jeg ikke lige kunne finde."
Marahavde ikke helt lyst til at fortælle, hvorfra hun vidste alt dette, det undrede hende også lidt, at hun vidste alt dette. Men hun fik jo tingene hvisket i hendes øre, fordi hun forstod naturen.
'

,, Jeg forstår.." mumlede han og satte sig ved siden at hende. Stirrede tænksomt frem for sig, og så da på hende igen med en dyb bekymring skjult i blikket. ,, Jeg tager med dig. Deltager i krigen og kæmper for Warland."
Hans stemme var beslutsom, og han mærkede styrken boble op inden i sig. Han så op mellem trækronerne, op på den stjerneklar nattehimmel, og tog en dyb indånding. ,, Vi må drage ind til byen igen, når det bliver lyst. Finde ud af, hvor man melder sig til."
Han så på hende, og smilede da svagt. ,, Vi trænger begge til søvn. Der er ingen grund til at forhaste sig."
Han betragtede hende. Fattede ikke, at han lod hende deltage, og bringe sig selv i farer. På den anden side, forstod han hende godt. Han nød heller ikke tanken om blot at blive tilbage og betragte scenariet.

Mara satte sig også op. Hun så på Rai, hun kunne ikke tolke hans blik eller hans reaktion. Hun vidste heller ikke helt, hvordan hun skulle reagere på hans svar om, at han gerne ville deltage sammen med hende i krigen. Hun så ned på jorden. "Ja, der må jo være nogen, som ved noget om, hvor man kan melde sig henne." sagde Mara og halvt undrede sig lidt over, hvorfor hun blev lidt trist ved tanken om, at Rai skulle være med i krigen.
Mara tog sit halskæde vedhæng frem, som havde lagt skjult under kjolen, og lagde den i hånden. Hun så eftertænktsomt på den, mens hun drejede lidt på den. Det var en hvid sten eller perle, som svagt glødede. Mara havde aldrig forstået dens fulde betydning, men det betød noget, at den glødede. Hendes far havde sagt, at han håbede, at den ville vise hende hjem. Så et sted, så måtte dette være hendes hjem.
Mara så op på Rai og smilte.

Raiden betragtede tøvende halskæden, som hun havde hevet frem, og som nu lå i hendes hånd og glødede.
,, Hvad er det?" Han vendte hovedet lidt på skrå. ,, Og hvem har du fået den af?"
Han rakte hånden mod den. Strejfede den nysgerrigt med fingerspidserne.

Mara så op mellem træerne, da hun havde hørt en fugl flyve forbi. Hun så igen på Rai og smilte. "Dette er en halskæde, som min far gav mig. Han fortalte mig, at han håbede, at den ville vise mig hjem. Mere ved jeg heller ikke om den." sagde Mara og så igen på stenen, men den betød meget for hende. Den påmindede hende altid om hendes forældre og deres kærlighed til hende. Hun vil aldrig glemme dem for det de gjorde, som hun takker dem for.

Raiden smilede stille. Sød tanke..
Han savnede sine forældre. Lukkede øjnene ved tanken om, at de var i samme båd; både han og Mara ville sikkert aldrig komme til at se deres forældre igen.
Han sukkede og så op på himlen. Gabte søvnigt og greb så en pind, som han rodede lidt i gløderne med. Han lod pinden blive i bålet og lænede sig tilbage mod træstammen.
Endnu et gab nåede ham, og han lukkede øjnene et øjeblik. Så da op på Mara. Gad vide hvad hun tænkte på?

Mara kiggede endnu en stund på halskæden, hvorefter hun gemte den væk igen under hendes kjole. Hun så ind i bålet, og så hvordan flammerne tog fat omkring den pind, som Rai lige havde lagt ind i bålet. Mara smilte og havde næsten grintet, men hun gjorde det ikke. Flammen kunne næsten lidt være tegnet på grådighed og tog bare tingene til sig, men der var jo på det tidspunkt, hvor flammen døde, fordi der ikke længere var mere træ, som den kunne tage til sig. Men asken forblev tilbage og bliver en del af jorden, og asken var jo en del af træet. GRådighed kunne simpelhen ikke betale sig.
Mara kiggede over på Rai, hun lænede sig frem og nussede hans kind.

Raiden smilede kærligt til hende og tog blidt om den hånd, hun aede ham med. Kærtegnede den forsigtigt.
Han kastede et blik op på stjernehimlen og dets mysterier. På de svarløse spørgsmål og fremtiden..
Han sukkede stille og så på Maradith. Følte trætheden komme snigende.. Det var sent. Var hun slet ikke søvnig?

Mara smilte kærligt og varmt, da han tog hendes hånd. Hun nød hans berøringer. Hun lagde sit hoved på hans skulder, mens hun stadig kiggede ind i bålet. Langsomt kunne mærke, hvordan søvnen indhentede hende. Var hun allerede så træt? det havde hun ikke lagt mærke til, måske fordi hun havde været for opmærksom på Rai. Hendes øjne lukkede sig sammen, og hendes åndedræt blev tungere. Hendes ene hånd lagde sig på hans arm.

Han lukkede øjnene og gabte. Lagde sig en anelse tættere ind til Mara og gav hendes hånd et klem, før den gled ned på hans arm. Han åbnede øjnene og så på hende. Sov hun?
Et smil plantede sig på hans læber. Hun så sød ud.. Han fik lyst til at røre ved hende, kysse hendes indbydende læber. I stedet trak han tøjet lidt tættere omkring sig og lod øjnene langsomt falde i igen. Ikke lang tid efter var hans åndedrat tungt. Starten af natten var drømmeløs..

//elver sover jo ikke rigtigt. ^^
hvad nu?//

// Nå nej, okay xD .. Vel, HAN sover :)
Men spoler vi bare frem til morgen, eller? Siger evt. på gensyn eller noget, så vi kan tage til barakkerne og sådan? Ordne de sidste ting inden krigen ? Wink

//ja, eller sådan noget.. ^^//

» Forglemt. Forladt. Fortabt. - Arandur (fortsat fra Hjemrejsen) [OPN]
» Fortsat...
» Overatning (fortsat)