:: Jeg kender ingen her .. ::

Vejret var en smule overskyet, solen havde svært ved at falde igennem de tunge skyer der flød over himlen som et himmelsk hav. Lidt dis gled ind over Mavitas mens en kølig brise gled ned af rygraden på folk og gav gåsehud. Ved "Fisken & Fyrrenålen" sad mange inden for og hyggede sig og fortalte om en masse spændende historier om forskellige ting de havde oplevet i deres færd rundt i landet. Piberne blev tændt de fleste steder mens øllen blev sat på hvert et bord.
En lille fyr i flot rystning og en brun kappe der dækkede over skuldrende og med en taske på ryggen, og med et par hvide øre stikkende op fra hovedet af kom roligt gående ind på sine bare fødder der havde hver en busk af hvide fine hår. Han så ud til at være for lille til at komme op på barstolene men efter at havde svunget tasken af ryggen gav han et let op fra sig hvor han fik hoppet op og sidde på stolen ved siden af ham. Han sad nu stadigvæk ret lavt men kunne lige have brystet over bordet hvor han vinkede efter bartænderen.
"en mellem mjød" sagde han hvor han roligt strakte sin lille krop. Blikket i øjnene var træt og udmattet, og havde ærlig talt bare lyst til at finde en god varm seng man kunne sove i. Han kunne høre folk sidde og snakke sammen rundt omkring og fandt kroen ret hyggelig, da stemningen lød til at være rigtig godt oppe. Det fik et let smil over hans læber til at vokse og øjnene finde lidt liv og gå på mod til at snakke lidt. Men han havde endnu ikke snakket med nogen i denne by så vidste ikke helt hvor han skulle begynde plus han vidste at han var i et land hvor han vidste at det godt kunne gå rigtig galt hvis han afslørede for meget af sig selv. Men han ville ikke virke mistænksom, han ville mere virke som en af dem, en fra Warland.

// Now roleplaying as Jenya Dicentra ^^

Robåden, hun sad i, var gammel, slidt og ildelugtende. Den var lejet, det var tydeligt - modellen var magen til de fleste andre robåde i Den Store Flod, og desuden var der et mærke på højre side, der skrev, Mavitas Bådudlejning. Det var kun byens indbyggere, der ejede en båd - turister måtte nøjes med at låne. Og denne unge kvinde, der sad i den klamme robåd og roede sig selv afsted i et langsomt, stilfærdigt tempo, var bestemt ikke fast bosat i Mavitas. Nej, faktisk kom hun langvejsfra - hun boede så langt væk, at hvis hun fortalte en tilfældig Warlænder om hendes residens, så ville de uden tvivl slå hende ned eller i det mindste tage hende som gidsel.
For Jenya Dicentra kom fra landet mod nord - Gamran.

Hun var blevet informeret om de mange farer og risici der fulgte med, når man tog til Warland, landet de i øjeblikket var i krig med. I starten havde hendes far, generalløjtnanten, nægtet at lade hende komme med. Men hun havde plaget i dagevis, og han havde ikke kunnet stå for hendes store, bedende, nøddebrune øjne. Hun havde fået sin vilje - som altid - og nu befandt hun sig altså i Mavitas, alene.
Og hvor havde hun fortrudt! Livet derhjemme var meget nemmere - og ikke mindst renere. Hun følte sig så malplaceret, som hun sad der i den halvrådne robåd, men i det mindste havde hun da styr på det der med at ro. Hun havde ikke prøvet det før, men havde heller ikke besvær med det. Helt svag var hun ikke!

På kort tid fik hun roet den lille båd ind til siden, og tøjrede den til en mindre pæl. Fortorvet var smalt og blev kun brugt til at gå fra bådene og ind i kroerne, butikkerne, caféerne og de andre faciliteter, der fandtes ved Den Store Flod. Hun hev sig op på land, og lukkede øjnene i.
Hun var høj og hun var smuk. Iklædt en grøn hverdagskjole (som egentlig lignede en balkjole, hvis man kom fra mellemklassen eller derunder) og en brun uldkappe, så hun en smule dyster ud...
Under kjolen var hendes lange kniv godt skjult, dog uhyggeligt nem for hende at finde frem. I hendes lange, gyldne hår sad et mintgrønt sommerfuglespænde med tænder skarpe som de blodigste knive... hun vidste hvad der skulle gøres, hvis der skete noget. Hun var beredt på hvad som helst.

Hun tog en dyb indånding, og fortsatte ind igennem en pænt dekoreret egetræsdør, og endte i en tilfældig kro. Stemningen var livlig og munter, og der hang en tung lugt af tobak over stedet. Automatisk fløj Jenya's hånd op til hendes næse, og hun hostede lavmælt.
"Afskum," mumlede hun for sig selv, lettere forarget. Hendes blik vandrede rundt i lokalet et øjeblik, og hun erfarede, at alle borde var fuldt optagede. Bortset fra ét. En enkel, ung mand med hvidt hår og... hvide katteører? sad ved bordet.
Jenya banede sig vej gennem menneskemængden. Hun skulle sidde ved det bord, inden nogle andre satte sig der. Selvom der allerede sad en sær skabning, så var det bedre end ingenting. Og hun gad ikke gå længere, og mest af alt gad hun ikke sidde i den åndssvage båd igen! Én tur ned ad floden havde været mere end nok.

Hun nåede hen til bordet, og nikkede afmålt til den hvidhårede. Hun satte sig ned overfor ham uden at sige en lyd, og kiggede ud over forsamlingen. Kroen lugtede af spildt alkohol og tjære - noget, hun ikke var vant til. Hun væmmedes ved det, men mente stadig, at det var bedre end båden.

James havde nøjagtig lige fået sat sig ved det ene bord hvor der ingen sad da han følte nogen åbnede døren til kroen. Hans blik blev rettet lidt bagud men gik hurtigt fremad igen. *hvad laver en dame med sådan en kjole her inde!? er det ikke fin bal eller lignende??* tænkte han og så lidt ned på sit ølkrus.
Han lod sig dog rette let op da han følte at hun kom tættere og tættere og tættere på ham hvilket fik ham til at blive en smule nervøs, og han kunne mærke sommerfuglene brede sig i hans lille mave over at en smuk og høj dame kom over mod ham. *mund det mig hun vil snakke med?* tænkte han undrende hvor i han tog en let slurk af sin mjød, det gav ham en lidt beroligende følelse i maven.
Øjnene gled op af kvinden da hun havde sat sig foran ham, han følte sig lidt som en lille skabning i forhold til hende, i hans øjne var hun total overklasse i forhold til ham og han havde det som at det var en kæmpe ære at hun ville sidde foran ham. Han tænkte kort over hvad han mund skulle sige til hende, første indtryk var joh altid det vigtigste og han ville helst ikke sammenlignes med de andre fulderikker skønt han selv sad med et krus. "hey... kommer de langvejs fra?" spurgte han hende men tænkte i sit hoved at det var godt nok noget af det mest ringe han over hovedet kunne komme op med at spørge sådan en højranget dame om.

Jenya ærgrede sig indvendigt, da den hvidhårede tog initiativ til en samtale. Det var det sidste, hun havde brug for... faktisk var hun kun kommet, fordi hun ikke havde noget andet sted at gå hen. Hvor skulle hun ellers bo? Det mindede hende om, at hun også skulle have bestilt et værelse... hvis de da havde nogen frie, hvilket hun ærlig talt tvivlede stærkt på. Hun vendte opmærksomheden mod drengen foran hende.
Han var... lille. Det var det første, hun lagde mærke til. Men hans ansigt var ikke barnligt, mere kønt og maskulint, så han var bestemt ikke i barnestadiet, kunne hun konkludere. Han måtte tilhøre en race, der normalt var lille.
Jenya spidsede munden og slog et enkelt klik med tungen. "Hvorfor?" spurgte hun i et skeptisk tonefald. Hun hævede brynene, og hendes øjne faldt på glasset foran ham. Hun rynkede panden yderligere.

James sank en klump, hendes svar kom en smule forventet til ham, en kvinde med så høj rang havde ikke ret meget grund til at ville snakke med ham, men han ville ikke give op på at få fat i en samtale, han kløede sig kort i nakken hvor han tog en let tår fra mjøden. "hehe tja når man er så lille her så bliver ham hurtig nysgeri" sagde han og smilte let til hende i håb om at det kunne få hendes humør lidt op.
Han vidste at rige og vigtige mennesker godt kunne lide at se ned på andre, så han troede at lidt nedgørelse over sig selv ville kunne få et smil over hendes læber. "men hvad laver de her så?" spurgte han direkte efter som bevis på at han ikke gav så let op for at få en samtale med hende.
"det her er joh ikke lige frem et så.. rent sted" sagde han og så let rundt på de andre fulderikker som havde det utrolig sjovt sammen og drak stadigvæk så det halve kunne være nok for deres lever, som snart kunne blive til leverpostej. Han tog let en tår fra mjøden igen og lod krusset stå lidt fra sig men stadigvæk godt tæt, han nød mjøden, den fik ham virkelig til at slappe af med alle de sommerfugle han havde i maven over hende, selv hans ene ben som hele tiden ellers vibrerede af nervøsitet slappede fuldstændig af når han drak mjøden.

Chalibeth smækkede kroens dør op og plantede sine støvleklædte fødder solidt i plankegulvet. Endelig på land! Det havde hun godt nok længdes efter. Turen gennem de smalle stræder havde været lidt for strabadserende efter hendes smag, hun som ellers kunne klare lidt af hvert. Søstærk, det bliver jeg aldrig, havde hun gentagende gange fortalt den mand, der sejlede hendes båd. Han havde fundet det mærkeligt, men han var selvfølgelig også vant til vandet. Det var hun jo egentlig også, men at sådan være i vandets vold? Nej tak! Hun havde været så dårligt tilpas, at hun, da hun så kroskiltet, der hang over en gyde mellem to huse, havde hun straks beordret fuldt stop. Efter at have betalt havde hun siddet og sundet sig lidt med benene dinglende ud over vandet. Nu var hun klar til kamp igen. Hun var lille, endnu mindre i modlys endda, men ikke desto mindre blev adskillige ansigter vendt imod hende med undren. Hun larmede da hun trampede ind og lukkede døren med et brag, men det var ikke kun det. Jeg er stærk, tænkte hun og smilede sit sædvanlige, glødende smil. Klædt i brun kappe med gylden kvast, læderrustning og blankpudset ringbrynje så hun meget fremmedartet ud. En tyk, kobberrød fletning lå ned over hendes ene skulder. Spændet, der holdt det lange hår sammen var forgyldt og besat med sjældne blå stene, hvis lige disse stakkels vandfolk sikkert aldrig havde set. Dertil kom hendes oppakning, bestående af den store, bugnende fulde rygsæk, og så selvfølgelig hendes lange sværd. For en gangs skyld havde hun det ikke på ryggen men i bæltet, hvilket gav hende en ret så komisk fremtoning. Det var så langt, at spidsen kun lige akkurat undgik at slæbe hen over jorden. Hun satte hænderne i siden og kiggede sig omkring med et smaragdgrønt blik. Ansigterne blev vendt bort igen, et efter et. Nu var hun gammelt nyt.

Der var ellers stille i kroen, bemærkede hun i tankerne. Halvstille i hvert fald. Afslappet stemning, behagelig, selv om stemmerne var højrøstede. Snakken gik muntert, folk var glade, let berusede. Stille efter hendes målestok, så var det sagt. Hun rynkede på næsen. Der lugtede. Af tjærer og tobak og alkohol og af snavs. Hun kunne lide lugten, der lugtede næsten hjemligt. Det var kun den svage men gennemtrængende stank af menneskemændenes sved, der generede hende. De lugtede dårligt, nok mest fordi hun ikke brød sig synderligt om dem, disse store mænd. Hun sukkede og gik op mod baren, spejdende efter et bord. Der så ikke ud til at være nogen ledige. Øv. Chalibeth ærgrede sig lidt. Det viste sig på hendes ansigt som en stram, sammenbidt trækning omkring hendes mund. Hun havde virkelig ikke lyst til at sidde sammen med menneskemændene. De blev dumme når de drak. Dem gad hun ikke, men på den anden side havde hun heller ikke lyst til at sidde ude på gaden.. Men det kunne hun blive nødt til.

Hun kiggede op over barens kant med hagen kun få tommer over den smudsige, klistrede bordplade. Der stod en høj mand på den anden side, men hun følte sig ikke generet af størrelsesforskellen overhovedet. ”Et glas vand,” beordrede hun for derefter at ombestemme sig, ”Eller nej, hellere et krus.. øl, tror jeg..” Vandet her var helt sikkert ulækkert. Hun rynkede på næsen ved tanken og rettede lidt på det viltre, kobberrøde hår mens manden skænkede øl i et glas, der var så stort, at hun kun lige akkurat kunne holde det i sin ene hånd.
”2 (møntfod) og femogtyve (møntfod)” bad han, det lange rær bag disken. Hun skævede til ham, en smule mistænksom, fyldt med fordomme om denne fremmede race. Menneskeyngel. Bah. Det var også noget af en ågerpris. Men måske var det meget rimeligt. De åd jo så frygteligt. De var så store og langlemmede. Det kunne umuligt være godt for noget. Hun betalte og vendte sig bort fra manden.
Og der var det, selvfølgelig! Hendes bord. Det var lige for. Simpelthen. Der sad en hobbit! Et smil, der var så lysende, at man næsten blev blændet af dets glød, tog form på hendes mund. Smilerynkerne omkring hendes øjne blev dobbelt så dybe, furer fyldt med lysende liv. Så derned gik hun. Klirrende i sin brynje, storsmilende og klar til enhver udfordring, nogen måtte komme med. Der sad en dame ved bordet. En dame i stor kjole og tung kappe, en dame der så meget fin ud. Hende ignorerede Chalibeth komplet, hun havde fokus direkte rettet mod sit mål, sin nære slægtning, hobitten. Han havde ører stikkende op af sit hvide hår. Meget mystisk. Det måtte hun undersøge. Hun stillede sit krus fra sig på bordkanten og læssede sin bagage af skuldrene med et suk.
”Goddag” afbrød hun smilende og satte sig op på en stol, stadig uden at tage mindste notits af den pænt klædte dame.
”Det er sjældent, man møder hobitter så langt mod vest. Hvad laver du her?”

”Hmpf,” var Jenya’s eneste svar til den lille mands konstatering, om at han hurtigt blev nysgerrig. Hun trak kappen lidt tættere omkring sig som for at gøre sig mindre, og dermed blive mindre rørt af klamme bakterier, der ikke hørte hjemme hos hende.
”Men du har ret... du er faktisk temmelig lille,” fik hun dog sig selv til at sige. Hendes blik kørte først ned ad ham og så op igen. Hendes ansigt formede sig i en skæv grimasse.
”Men hvad laver De så her?” spurgte ham den lille. Han var virkelig opsat på at konversere, åbenbart.
Hun spidsede læberne, overvejede, om hun skulle gøre sig besvær med at svare eller ej. Hun konstaterede hurtigt, at en kort udveksling af et par ord ikke kunne skade.
”Min intention var at bestille et værelse.” Hun kastede et enkelt blik på køen oppe ved baren, der på ingen tid havde vokset sig til det tredobbelte. ”... Men det sker nok ikke foreløbigt.” Hun fik øje på en lav, kraftig kvinde, der bevægede sig mod deres bord, og Jenya kastede hovedet tilbage i frustration. Ikke flere små mennesker! Hun jamrede højlydt.

Og ganske rigtigt som Jenya havde forudset, kom den lille dame trissende hen til deres bord, og slog sig ned med ryggen halvt vendt mod Jenya.
Fornærmelsen skyllede ind over hende, og hun slog armene over kors. ”Hmpf,” lød det igen.

Hans blik blev først undrende da han lagde mærke til kvinden han sad over for's hovedbevægelse og så derfor tilbage og fik faktisk som det første øje på dværgekvinden, *det godt nok længe siden jeg har set en dværg* tænkte han og så let tænkende op, det var joh ikke lige frem at de var så forskellige bortset lidt fra krops bygningen og behåring, men ellers nærmest samme højde næsten.
Hans blik gled let hen på damen foran ham hvor han lagde hovedet en smule på skrå *hende? en seng her? på sådan en beskidt kro??* tænkte han og ville gerne spørge om det virkelig ville være her hun havde tænkt sig at sove, sådan en fin dame som hende. "hvorfor lige her?? sådan et beskidt st.." mere fik han ikke sagt da han så dværgekvinden sætte sig hos dem, og et let smil kom over hans små læber. Han nikkede hilsende til hende hvor han let strøg håret tilbage fra øjnene. "denne hobbit er ude på eventyr" sagde han med et smil og løftede kort på sin rejsetaske. "men det er sjældent man ser jer dværge rundt omkring for tiden" sagde han og var nu faktisk ret nyskeri over hvor de var blevet af for mange havde han bestemt ikke set.
Hans tanker kom let over dværge metaller, og dværge smedning. Mund hun havde noget med sig? Han lænede sig til siden og så lidt på hendes udstyr, en klump kom ned igennem hans hals, hun så faktisk ret godt ud. Han tænkte kort over sin egen rustning, det var ikke lige frem en dværgerustning dog ikke en hobbit rustning som han vidste var svage for hobbiter var ikke lige frem kriger racen. Men lavet af mennesker. Hans hånd gled stille op af sin skulder og bed sig let i læben, hvor kunne han godt ønske sig noget stærkere og måske lidt tungere, for træningens skyld, også et dværge smedet sværd ville heller ikke gør nogen skade.
Hans øjne gled tilbage på den rige dame hvor han smilte roligt, hun så joh også godt ud. At sidde med to piger var ikke noget han havde oplevet før endnu, så de nervøse sommerfugle blafrede godt rundt i maven på ham, hvad mund der ville ske nu?

//Sorry, sorry, sorry, alt for sent svar v.v Det må I virkelig undskylde.. og derudover.. kort, tyndt svar, sorry..

Svaret består helt konkret af, at Chalibeth siger noget om, at småfolk ikke trives ved vand, (Jaja, vi dværge har jo vores egne sager at passe, og vand passer os derudover ikke særlig godt.. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle møde en lilleput her i flodbyen, mystisk, jeg troede I hadede vand) så griner hun og hilser ligegyldigt på Jenya (Dav) .. Derefter stiller hun sin øl, som hun har drukket i een kæmpeslurk (en spandstor øl, hun er sej) og spørger om man mon kan få et værelse. Uden at vente på svar går hun op til disken, hvor manden anviser hende op ad en trappe.. og så er hun midlertidigt out..

Sorry, god ferie.. <3 ^^//

//Hej n.n Er i stadig igang med dette emne? I saa fald... Er det okay hvis jeg blander mig?//

//Jeg hader lukkede emner, så ja, det er stadig i gang : D
Jeg er dog pæænt inaktiv for tiden, lige begyndt på gymnasiet etc.. Skal dog gøre mit bedste ^^
- Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er jeg ikke heelt out, bare.. på wc?//

// Du er velkommen, Georgie. ^^ Det er vist min tur, men har ikke rigtig tid i øjeblikket. Spil bare videre uden mig! Jenny er bare... faldet lidt i staver. Ja? Ok. HÅBER, I HAR DET GODT ALLESAMMEN!

.. Ville gerne svare, men har sådanset heller ingen tid lige pt..
But soon! n___n
Jeg vender frygteligt tilbage!

Ok. Tak tak :D Har faktisk heller ikke tid til at starte i emnet lige med det samme... Ville bare sikre mig at jeg måtte :3

Ehm... Tror faktisk bare jeg skriver et andet sted, nu nå i har så travlt :3 Undskyld forstyrrelsen... Men tak for jeres tålmodighed med mig