Navn: Blomst.
Kaldenavn: Intet... udover Blomst. n__n
Job: Heller intet. xD
Race: Tror han er halv elver og halv menneske, men er rigtigt 3/4 elver og 1/4 menneske.
Alder: 16 år - både af ydre og indre. Har altså kun eksisteret i 16 år... han følger nemlig menneskeår af uforklarlige grunde.
Fødselsdag: Forår.
Køn: Dreng.
Nationalitet: Hans mor er Warlænder og hans far er fra Gamran.
Udseende: Faktisk temmelig køn at se på. Ikke for høj af en 16-årig elverdreng - omkring 175 cm? Spinkel kropsbygning, bleg hud om vinteren og det meste af foråret... i sommeren får han dog farve, og den holder det meste af efteråret. Håret er krøllet og næsten skulderlangt. Gyldent eller rødblondt i sollys... i skygge og mørke er det mere kastaniebrunt. Brune øjne, enten store og nysgerrige eller halvlukkede og sørgmodige. Lille, sød næse og en lille, rød mund med halvfyldige læber. Spidse, næsten vandrette elverører, der stikker ud og er besværlige at skjule.
Han klæder sig sjældent i andet end tørklæder og stykker af stof - afhænger dog af årstiden. Blomst ejer nemlig også en dejlig, skræddersyet, lilla kappe, der både har ærmer, hætte og ekstra varmende stof omkring skuldrene og brystkassen.
Specielle kendetegn: Blomst er druide, og for de skarpe er det tydeligt at se på ham... de resterende vil bare tro, at han er et slags misfoster af skoven eller noget. Grunden til dette er, at en stor del af hans hud er dækket planter, mos og rødder. Det er dog kun hvert 5. år eller deromkring, at det er meget voldsomt, og det er kun om foråret og sommeren, at hans hud "blomstrer." Om efteråret visner planterne, og bliver tørre og brune... om vinteren forsvinder de helt. I starten af foråret begynder små, grønne frø så at vise sig på hans hud. Og det er altså over hele kroppen, også i ansigtet og i håret.
Han kalder disse levende planteorganismer hans venner, fordi han kan snakke med dem (druidisme), og de er de eneste, udover dyrene, der kan høre ham (igennem tanker, fordi han er stum).
Desuden har Blomst et lyserødt ar skråt ned ad halsen.
Undskyld ALT for store billeder! Var for doven til at gøre dem mindre. xD
Personlighed: Blomst har et meget tæt forhold til naturen. Naturen er hans bedste ven, og han elsker den mere end noget andet. Han føler sig også mest tryg, når han befinder sig i skovens eller dyrenes selskab... men så længe han er lidt distraheret (af spændende, fremmede folk, eksempelvis) kan han sagtens være i storbyen uden at blive ængstelig. Men ja, skoven! Han elsker den og vil beskytte den for enhver pris!
Han tilhører ikke nogen elverstamme, og det har han eller aldrig gjort. Han går alene, men føler sig ikke specielt generet af det, fordi han har planterne, dyrene og ånderne ved hans side, og han ved, de altid vil være der for ham - så længe han også er der for dem.
Blomst er stum - han kan ikke snakke eller lave nogle stemmebåndsrelaterede lyde overhovedet. Dette gør ham afhængig af kropssprog, og han kommunikerer ved at røre. Nogle folk kan blive ret forargede over denne opførsel, og det kan Blomst ikke forstå, for han snakker jo bare med dem på sin egen måde. Han har altid en blomst på sig, og når folk spørger om hans navn, stikker han straks blomsten op i næsen på dem.
Han kan hverken læse eller skrive, men har heller aldrig haft behov for det. Han lever sit eget liv i skovene, og føler sig dejligt fri. Han tager ikke tingene for givet (for det meste).
Udover det er Blomst
meget nysgerrig, og har svært ved at holde fingrene for sig selv. Han er et meget muntert individ, og bliver sjældent trist... og endnu mere sjældent vred. Han elsker at smile og le, og kan godt lide at være sammen med andre skabninger, udover de ånder han altid er sammen med. Han er altid meget blid og mild, men kan sommetider være ret opmærksomhedssøgende og lidt for påtrængende... han kan hurtigt komme til at føle sig tilsidesat, og det gør ham ked af det.
Han er gavmild og altid glad for at dele. Det gør ham så varm indeni, når han glæder andre, og derfor ville han gå langt for folk, han måske ikke engang kender særlig godt - bare for at opleve deres glæde.
Blomst har aldrig været involveret i kamp.
Aldrig. Han er ikke særlig stærk, og ville heller ikke fungere godt som soldat. Han kan ikke finde ud af at håndtere våben - hverken sværd, bue og pil eller kniv. Kniven kunne han måske lære, men det andet... det tvivler jeg stærkt på. Tilgengæld er Blomst ekstremt hurtig. Hvis der er noget han kan, så er det at løbe! Det vil være svært at få ram på ham i en kamp.
Og så behersker han også druidisme, men han er bestemt ikke trænet i det, og det kunne hurtigt ende galt, hvis han brugte det i kamp.
Men ja! Alt i alt; Blomst er naturelskende, glad, fri, nysgerrig, blid, ivrig efter at lære andre at kende, gavmild, fysisk svag, druide, stum, og bruger berøring som sit sprog. :]
Lang, forvirrende og ikke særlig gennemført personlighed... men altså, hvis man vil lære ham at kende, skal man tråde med ham! 8D
Baggrundshistorie: Akandra levede elverlivet i de dybe dele af Elverskoven i Warland sammen med hendes klan, Månefolket, der blandt andre elverstammer var kendt for at jagte om natten og tilbede månen. De passede sig selv og deres skovterritorium uden at komme i konflikt med andre, hverken elvere eller andre skabninger. Akandra havde en høj status i hendes elversamfund; hun var alfaens datter, og skulle en dag overtage herredømmet over Månefolket og deres del af skoven. Hun var skønheden selv - flammende rødt, taljelangt hår, stort, bølget og viltert, men blødt som kashmir. Hun var høj og slank, hendes hud bleg som måneskin. Hun gik altid klædt i de grønneste klæder, og var vellidt af alle.
En dag blev det forudset af Akandras mor - som var Månefolkets shaman og derfor hende, man gik til, hvis man skulle have svar - at en ung, mandlig eventyrer ville vise sit ansigt hos stammen for første gang, og at hans tilstedeværelse med tiden ville udpege en forræder hos folket.
Den opdagelsesrejsende dukkede op ved Akandras 140 års fødselsdag (svarer til 20 menneskeår), og inden længe indledte de to en hed affære. Det var ægte kærlighed, det vidste de begge to - men Akandras mor blev ved med at advare sin datter mod at udvikle forholdet.
Da begyndte Akandras mave at vokse, og moderen kunne snart konstatere, at Akandra skulle bringe et lille, uvidende barn til verden. Faderen, Månefolkets leder, blev rasende og beordrede eventyreren forvist - for alle vidste, hvem faderen til det lille barn var. Månefolket begyndte gradvist at undgå Akandra, for ingen ville have noget at gøre med hende. Hun bar på urent blod, og de væmmedes ved det.
Det var Akandras egen mors skyld, at Akandra ikke selv blev udstødt og smidt ud af samfundet.
I de mange måneder der gik (må vel være flere år, egentlig, når det gælder elveres drægtighedsperiode?) havde Akandra ikke kontakt til nogen udover hendes mor. Moderen vidste godt, hvem ånderne havde udpeget som forræder - det var hendes egen datter. Men hun mente ikke, at Akandras handlinger skulle stemples som forræderi - et barn var et barn. Et rent og nyskabt væsen, om det havde menneskeblod løbende i årerne eller ej. Derfor begyndte Akandras mor at diskutere med ånderne, og de blev hurtigt så vrede på hinanden, at ånderne forlod hende i hele tre år. I disse år var moderen altså ikke magiker, for de ånder, hendes magi var forbundet til, havde forladt hende.
Akandras barn kom til verden en smuk forårsnat i en underjordisk hule i skoven. Det første, hun lagde mærke til, var at tynde, grønne rødder langsomt spredte sig over den lille drengs krop. Hun var forundret, for ingen anden elver, hun havde mødt, så lige sådan ud. Alligevel forgudede hun ham fra det første øjeblik, hun så ham.
Men den gensidige kærlighed varede ikke mange minutter, før en vred bedstefar trampede ned i hulen, og rev den skrigende dreng ud af Akandras hænder. Han trådte ud i midten af en lysning, hvor størstedelen af hans elverfolk var samlet. De så undrende til, imens han vredt trak en lang, skarp kniv op ad sit bælte. Klingen skinnede i månelyset og blændede et par nærtstående elvere. Han hævede den højt over hovedet, og med lynende øjne lod han den hamre ned i den grædende drengs strube. Men i samme sekund blev han smidt flere meter tilbage, og en usynlig hånd rev kniven ud af drengens hals.
Barnet blev i lynets hast løftet op fra jorden, og svævede nu yndefuldt fire meter over de andre elvere, der målløst så til. Flængen i hans hals healede synligt af sig selv, og den usynlige kraft lod ham sænke stille og roligt.
I mellemtiden var Akandras mor kommet op fra den underjordiske hule, og løb hen til den lille dreng, der svævede i øjenhøjde. Hun tog fat i ham, og sendte ham et kærligt smil. På hans strube havde et 10 cm langt, lyserødt ar dannet sig. Hun studerede hans ansigt, hvori store, brune øjne nysgerrigt fløj rundt.
Blomst ved ikke den dag i dag, at det var hans magi, der engang reddede ham fra den visse død.
Ånderne rensede og healede hans sår, inden det kunne nå at gøre skade, men de kunne ikke ordne hans ødelagte stemmebånd. Derfor er Blomst i dag ikke i stand til at tale.
Akandras mor afleverede drengen hos skovfogeden,
Martha, fortalte hende hele historien og bad hende om at se efter ham, indtil han blev stor nok til at klare sig selv.
Det første Martha sagde var, "Der vokser en blomst på din næse." Herefter gik Akandras mor og kom ikke tilbage igen.
Drengen blev af Martha navngivet Blomst grundet den tusindfryd, der voksede frem på hans næsetip ved hans fødsel. Beplantningen og blomstringen på hans krop er forskellig fra år til år, og siden hans første forår har han ikke haft en blomst voksende på sin næsetip.
Martha lærte ham og alverdens ting i livet - mest hvad tingene hed og hvad de var. Det var hende, der lærte ham, at han skulle vise fremmede en blomst, når de spurgte efter hans navn. Hun opdrog ham med en streng hånd, men gav ham dog altid frie tøjler - han måtte gå, når han ville.
Allerede da Blomst lærte at gå begyndte han at løbe rundt udenfor ved kilden. Efterhånden som han blev ældre, var han væk i længere tid. Da han fyldte seks, var han altid ude i skoven for at snakke med træer, dyr og ånder. Han var kun hjemme om natten for at sove og om morgenen og aftenen for at spise.
Da han var 10 år gammel, var han begyndt at være væk i flere dage, også nætter. Han fandt selv sine måltider og lærte at klare sig på egen hånd i naturen.
Årene gik, og Blomst blev 13. Nu var han væk flere uger ad gangen, gerne en hel måned hvis ikke mere. Martha var aldrig bekymret - hun stolede på knægten.
Der gik et år med denne pendlen frem og tilbage mellem Martha og skoven. På et tidspunkt, da Blomst var fjorten, forsvandt han en dag ud i skoven og er ikke vendt hjem endnu. Det er to år siden.
Han betragter stadig Martha som familie og hendes stenhytte som hans hjem. Han har bare ikke lagt mærke til, at han er væk så længe... skoven er så spændende, synes han, og han har altid taget Martha lidt for givet - fordi hun er den eneste, der altid bare har været der. Han kender intet til sin tidlige barndom og kan heller ikke huske intet derfra. Martha har heller ingen intentioner om nogensinde at fortælle ham om det...
Rigdom: Penge? Hvad er det for noget?
Ejendele: En lilla, skræddersyet kappe. ^__^ Og en blomst! Han har altid en blomst på sig, i tilfælde af at nogen skulle spørge ham om hans navn.
Andet: Blomst er stum, se grund i baggrundshistorien. Han er også i besiddelse af magi - druidisme, for at være mere præcis - han er dog ikke trænet i det, og ved ikke selv, han er magiker. Han tror, at det er helt naturligt, at han kan snakke med træerne, planterne, dyrene og naturens og livets ånder.
Se mere under Drama's guide til magi
her.
Også... se
Martha's karakterbeskrivelse for at få mere at vide om Blomst's barndomshjem.
Ons 29 Apr - 0:58 af Misel
