Markedsdagen tiltrækker

Det var sidst på eftermiddagen*. Solen stod stadig højt på himlen og bagede på de mange handlende, der som altid var på udkig efter et godt tilbud på kød, mel eller noget helt tredje. Men i dag var dog noget anderledes end den daglige trummerum på Markedspladsen.

"Så flyt dig dog!" snerrede en ung, sorthåret tøs til et forvirret, ældre dame, der udstødte et forskrækket hvin, da pigen irriteret skubbede sig forbi hende. Markedsdagen var en international attraktion fyldt med de vildeste tilbud, men det endte som regel i et helvedes besvær for alle. Sorthårede Edith Ember fattede ikke, hvorfor folk ulejligede sig at komme. Specielt hvis de kom fra et helt andet land...
Hvilket var den egentlige grund til, at Edith overhovedet havde gjort sig den anstrengelse at komme. Markedspladsen var et globalt mødested. Her kom folk og fæ fra nær og fjern... selv fra Gamran. Det var risikabelt i denne tid - uden tvivl - men det var sikkert og vist at der var Gammere handlende her på nuværende tidspunkt. Og det havde gjort Edith pokkers nysgerrig.

Hun banede sig vej ud til siden, hvor Paladset kastede sine lange skygger ned. Det var fandens varmt, og at komme i skjul for den blændende sol var en kæmpe lettelse.
Hun åndede ud, og hev i sin hvide piratbluse for at køle sig selv lidt ned. Små sveddug piblede frem på hendes blege pande. Hendes fødder føltes som om de var sat i kog, men ingen kunne vide hvilke skarpe ting der blev smidt på denne jord, så hun undlod at tage dem af.

En mindre bod ti meter fra hende fangede hendes ellers så reserverede opmærksomhed. Med lange, dovne skridt kæmpede hun sig hen til boden for at kigge på de mange artikler. Især en middelstor læderpose gjorde hun store øjne af - den passede til hendes bælte, og hun havde brug for mere opbevaringsplads efterhånden som hendes vandreture blev længere.
Først nu vandrede hendes blik hen - eller nærmere op - på den unge sælger. Han var lang og ranglet som han stod bag et mindre bord, og hans groteske kropsbygning fik Edith til at hæve øjenbrynene, så hun slet ikke nåede at lægge mærke til hans barnligt udseende ansigt, smukke øjne og det store, mahognifarvede garn.
"Hvor høj er du?" spurgte hun nysgerrigt med rynket næse, imens hun kiggede langt op på ham. Intet kunne skræmme hendes rapkæftethed væk, ikke engang dette mærkværdigt høje væsen.

// *Samme tid som Forberedelser til Kamp [OPN], Nyhed på Det Gyldne Vildsvin og Hjemrejsen [OPN].

Jayden stod med frisk mod, og kiggede ud over markedspladsen. Overalt myldrede folk frem og tilbage, og zig-zaggede rundt om de mange små boder. Han stod halvt lænet op ad sit lille hjemmebyggede bord, der var dækket af de mange smukke lædervarer, han havde taget med fra Gamran. Han lod tilfredst blikket glide henover varerne, der efterhånden var ved at blive tyndet godt ud i. På denne ene dag havde han solgt dobbelt så meget som på en uge, tilbage i sit hjemland. Han smilede, og førte en arret hånd op for at køre den gennem det pjuskede hår. Hans håndflade var varm og svedig, og han havde mest af alt lyst til at smide trøjen, men holdt sig i tøjlerne. Tænkte lidt på hvordan det ville se ud midt i tilbudsråbene og forhandlingerne. Han var heller ikke så bekvem med tanken om at folk skulle glo på hans flade overkrop. Han tørrede sveden af panden med et snavset ærme, og fokuserede på en lille pige der havde stillet sig foran ham. Hun så skrøbelig ud. Som hans lillesøster. Dengang hun havde set op på ham for første gang. Og sidste gang. Så skrøbelig. Døden nær. Og det næste øjeblik, væk. Hvad livet dog ikke kunne gøre ved skrøbelige sjæle. Folk der ikke kunne forsvare sig selv.

Jay stillede sig ret op, og så undrende på pigens ansigt. Den attitude passede da i hvert fald ikke sammen med det ellers skrøbelige udseende. Han gik et par skridt tilbage, for at studere hende, da hun åbnede munden; "Hvor høj er du?" Lød spørgsmålet. Jay missede med øjnene og stod og tænkte lidt. Hvor høj er du? Hvad var det for et spørgsmål at stille en man lige havde mødt? Hmm... Hvor høj var han egentlig? Og hvad vedkom det hende? Efter at have tænkt godt et minut, kom han frem til et mål der vel passede rimlig godt. "Omkring de 2 meter og 10, frue." Han var også kommet frem til at det nok var en god idé at være høflig, hvis han ville gøre sig forhåbninger om at sælge noget. Han gik igen helt frem til bordet, og lænede sig frem for at studere hende igen.

Edith spidsede munden, imens hun utålmodigt ventede på hans, ifølge hende, langsomme svar. Endelig lød ordene fra hans mund. Han stammede ikke og virkede heller ej usikker, hvilket fik Ediths respekt for ham til at stige. Men kun en anelse. Drengen lænede sig frem, og hans pludselige bevægelse fik Edith til at springe tilbage i forskrækkelse. Hendes ansigt mørknede en smule.
"Frue? Ad!" sagde hun og spyttede langt over skulderen. "Ligner jeg måske en frue, hva'?" tilføjede hun med smalle øjne. Mistænksomheden var tyk i hendes stemme.

Jayden smilede ad den lille skikkelse foran ham, da hun forskrækket veg tilbage. Langsomt gik han baglæns til hvor han havde stået før. Det var jo dumt at skræmme kunderne væk på den måde. Han slog alligevel en tør latter op, da hun spyttede i støvet af væmmelse ved hans ord. Hvad var der nu galt i at blive kaldt frue? Han betragtede hende igen, imens han holdt sin sædvanlige tænkepause. "Frøken, så" Sagde han, og tog sig selv i at gå tættere på hende igen. Han stak hænderne i lommerne, og sparkede lidt i jorden, imens han ventede på hendes reaktion. Måske var hun alligevel ikke typen man skulle spille høflig over for? Han var også træt af at skulle holde den venlige tone hele dagen. I evige minutter at holde den blanke maske han havde lært sig selv. Han tøvede, og stillede sig hen til bordet igen, for at kigge ned på hende.

Edith studerede ham med armene krydset over brystet, imens han forsigtigt tog et lille skridt tilbage igen. Hvor var det dog spøjst. Hun sukkede dybt og irriteret. "Nej. Nej, nej, nej, nej og nej! Ikke frue. Ikke frøken. Jeg vil ikke tilfangetages af nogen formel titel! Jeg vil ikke sættes i bås!" jamrede hun højlydt. Hendes øjne lynede faretruende. Hun lukkede fornærmet øjnene i, og bemærkede ikke, at han gik tættere på igen.
"Edith Ember! Nå," tilføjede hun surt, og slog armene over kors igen. Et kort øjeblik efter slog det hende, at hun ikke skulle have brugt sit rigtige navn. Hun var på udkig efter ikke-Warlændere, og på denne jagt skulle hun naturligvis ikke opgive sit rigtige, fulde navn! Hun havde endda råbt det. De nærstående handlere og sælgere ville også have hørt hende... ak ja, selv denne høje sælger kunne være fra fjendtlig jord! Alle var mistænkte!
... Men hvis hun skulle være ærlig overfor sig selv... så tvivlede hun altså stærkt på, at denne ranglet udseende dreng kom fra selveste Gamran.

Jay klukkede lidt igen, og rodede rundt i sin brune manke. Han krydsede benene, og lænede sig endnu længere frem, med al sin vægt på det vaklende bord, til han var omkring 20 cm. fra pigens ansigt. Han bøjede sin nakke i en ubekvem stilling, så han var lidt mere på øjenhøjde med hende.
"Edith Ember," Sagde han med sin flade, lave stemme. Han kiggede lidt nøjere på hendes ansigtstræk, nu han var så tæt på. Lod sit blik hvile lidt på de grønne øjne, og lænede sig så tilbage igen for ikke at gøre hende yderligere utilpas. Han gned sin nakke med den ene hånd, og stoppede den anden tilbage i lommen.

Edith veg ikke tilbage, da drengen nærmede sig hende, og deres ansigter pludselig var faretruende tæt på hinanden. Men hun trak sig ikke tilbage. Nægtede. Ville ikke vise svaghed på den måde. Hun gav sig under ingen omstændigheder - det måtte han om. Med smalle øjne studerede hun hans ansigt forsigtigt, detalje for detalje, præcis som han gjorde med hende. Hans øjne var smalle, men han så ikke mistænksom ud. Hans hår var stort og viltert og havde den dejligste farve. Munden fyldig og feminin. Og så øjnene... så kryptiske. Et lilla skær spillede livligt ved i hans pupil. Noget, Edith aldrig havde set før. Hans ansigt var højst usædvanligt, men egentlig ganske kønt. På sin egen, pudseløjerlige måde.
Og endelig, efter et uendeligt langt, akavet øjeblik, som egentlig ikke føltes akavet, fordi de begge var så selsikre, endelig trak han sig tilbage, drengen. Gav op, i Ediths øjne. Triumf skyllede ind over hendes ansigtsudtryk og hun smilede selvtilfreds, ja, nærmest hånende til ham.

Jay så nysgerrigt på pigen, der havde skiftet ansigtsudtryk igen. Han kunne ikke forstå den nye følelse der havde bredt sig med et smil, over det skrøbelige ansigt. Hvorfor så hun så triumferende ud? Havde han endelig gjort hvad hun ville have? Han rystede indvendigt på hovedet, og placerede igen de svedige håndflader på bordet. "Er der noget du kunne tænke dig, Edith?" Spurgte han med en neutral stemme, uden at gide at tænke sig om som han plejede. Han gennemgik ellers altid hans svar og spørgsmål inde i hovedet, inden de fik lov til at forlade hans mund. Gav sig god tid til at tænke over dem, men følte ikke nogen grund til at gøre det i dette tilfælde. Han lænede sig lidt henover bordet. Tænkte det ville tørre det triumferende grin af hendes magre ansigt, hvis hun var tvunget til at kigge på varerne under hans stille åndedræt.

Ved drengens spørgsmål vistes mistænksomheden igen på Ediths ansigt. Den var og havde altid været fast inventar. Hun svarede ham med endnu et spørgsmål uden at fjerne sine øjne fra hans. "Hvordan er dit prisniveau?" Hendes øjne blev smalle igen og hendes smil forsvandt sporløst. Spørgsmålet var simpelt nok, men tonen var udfordrende.
Da han igen lænede sig ind over bordet, blev hun endnu mere opsat på at vinde denne hersens... hvad, magtkamp? Bevis på hårdførhed? Hvad var det egentlig de lavede...? Det var meningsløst, men ikke desto mindre skulle Edith vinde. At tabe var bestemt ikke hendes kop te. Og det ville det aldrig blive.

"Tjaaa... Jeg ville da sige det er ret rimligt." Sagde Jay med en doven stemme, imens han bøjede sig ned i hendes højde. Hvad det end var hun ville, var han da frisk på en lille udfordring. "Du kan jo kigge lidt, og så kan vi finde frem til en pris der passer os begge...?" Han havde ikke tænkt sig at være fjendtlig. Man havde vel også lidt manerer. Han pustede fraværende det lidt for lange pandehår væk, og rynkede lidt på næsen da en brise kildede ham i ansigtet. Så sukkede han træt, og bøjede sig ned under bordet hvor han havde lagt en tæt forsejlet og vandtæt skindpose i skyggen. Han satte sig ned på jorden ved siden af bordet og hev proppen ud af beholderen. Lugten af halvkølig øl bredte sig i hans næsebor, og han tog en slurk. Tilfredst lænte han sig tilbage og stødtede sig på den ene hånd. Så rakte han øllen op mod Edith for at tilbyde hende en slurk. "Hvis du skal bruge mig er jeg her" Sagde han, uden nogen grund. "Og hvis du ikke skal købe noget kan du vel lige så godt sætte dig hernede og holde din modstander med selskab.".

Edith følte sig dårligt tilpas med drengens ånde stående direkte ind i hendes pande. Den var varm og klam på hendes allerede svedende pande. Han bøjede sig ned med voldsomme bevægelser, så de begge var i øjenhøjde, og han gjorde det garanteret kun for at irritere hende. Og fornærmet blev hun skam! Hun havde også regnet med, at han ville give hende et eksempel på hans priser, men det gad han tydeligvis ikke gøre sig besværet med. Hun fnøs lavmælt.
Efter et øjebliks fornærmet stilhed svarede hun på hans spørgsmål. "Fint nok," sagde hun ligegyldigt. Men hun rykkede ikke blikket fra hans... lige indtil han bukkede sig ned under det vakkelvorne bord og hun følte sig lidt tilsidesat. Især da han ikke kom op igen, men i stedet satte sig ned ved siden af bordet.
Så tilbød han hende noget øl. Hvilket nok ikke var det smarteste træk. Af ren refleks skubbede hun til den med en nyfundet kraft, og udstødte et forarget, "Ad!" Hun kiggede med rynket næse på ham, og tilføjede, "Det lugter. Nej, værre. Det stinker. Og smager i øvrigt også temmelig grumt." Hun satte hænderne i siden, og drejede om på hælen for at se på varerne på den modsatte side af bordet. Hun skulle i hvert fald ikke holde ham med selskab og gøre ham tilfreds, næh nej!

//Indlæg slettet af Trivia herself, men det gider com'en ikke at have... -.-//

Jayden smilte, og trak på skuldrende. Så tog han tilfredst endnu en ordentlig slurk, og tørrede sig om munden med det snavsede, grå ærme. Han vendte sit ansigt mod solen med albuerne placeret solidt i jorden, og lukkede øjnene et øjeblik. Så lo han. Højere end han ellers gjorde, men det føltes bare normalt at le på den måde i sådan en situation. Han lænede hovedet tilbage, og lod den fremmede lyd af en mands mørke latter strømme op fra hans strube og fylde luften omkring ham. Ja, en mand, det var vel hvad han var. Han lyttede et øjeblik til efterklangen af den interessante lyd der var kommet fra hans egen mund. Så tog han endnu en slurk, lagde hænderne bag nakken, og lagde sig ned. Midt i mylderet på en travl markedsplads, efter at have tjent sin højeste dagsløn nogensinde, med en underfundig pige i nærheden, der åbenbart ville have en eller anden slags magtkamp med ham. Der lå han. Sådan havde han ikke noget imod at tænke på sit liv. Det var da heller ikke så værst.

Edith himlede med øjnene, da drengen begyndte at grine. Hvad var det, der var så sjovt? Han var da godt nok underlig, sådan at sidde og grine af ingenting i offentligheden? Hun vendte øjne igen, og sukkede så tungt, at han umuligt kunne have undgået at høre det.
Hendes blik vandrede hen på den læderpose, hun havde set før. Den gad hun egentlig godt have fingrene i. Og måske et par nye sko? Snabelsko. De grønne, hun havde på nu, var blevet så slidte. Læder var et bedre og mere solidt materiale... helt sikkert også dyrere. Men mon ikke hun kunne få debatteret sig til en billig pris? Sikkert.
Hun tog fat i læderposen, og tog de to skridt tilbage til bordet. Hun smed posen der, og slog armene over kors endnu en gang. "Kunde venter på at blive ekspederet," sagde hun sarkastisk.

Jay kiggede op på den mærkværdige pige, Edith Ember, der stod ved bordet. Han rejste sig op på sine albuer, kiggede på himlen, og indåndede en mundfuld luft, stadig med et tilfredst smil på læben. Så så han på hende igen, og rejste sig op. Han lænte sig op ad siden på bordet, så han nu stod kun en halv meter fra hende. Han kiggede på hendes ansigt, og lod så blikket flyve ned til den genstand hun åbenbart var fast besluttet på at holde øjnene ved. En lille pose, der passede perfekt til bælter. Han havde lavet den aftenen inden hans rejse til Warland, og læderet lugtede stadig friskt.
Så kiggede han op på hende igen, med gennemtrængende øjne. Prøvede at få hende til at løfte hovedet. "Glimrende valg," Lød hans forretningsstemme, da han tog posen op i hånden. "Hvad har du så tænkt dig at give for dette kunstværk, Edith Ember?" Ham smilte lidt skævt til hende, og lod igen den ene hånd glide gennem det lange hår.

Edith vendte dovent ansigtet mod ham. Gloede ligegyldigt på ham. "Selvfølgelig. Hvorfor skulle jeg have taget den, hvis den ikke var glimrende?" Hun rystede på hovedet af ham. Ved hans næste ord fnøs hun højlydt. "Kunstværk?" gentog hun ironisk. "Du har vist for høje tanker om dig selv og dine artikler, hva'." Hun himlede med øjnene igen, og førte hænderne ned mod posen. Pillede lidt ved den, mærkede den, kastede den fra den ene hånd til den anden for at få en fornemmelse af dens vægt. "Otte bronzemønter," konkluderede hun prøvende. Hendes stemme var fast og selvsikker, og hendes henkastede toneleje fik prisen til at lyde rimelig. Hun kiggede afventende på drengen, der endnu ikke havde oplyst sit navn. Det nagede hende.

Jayden betragtede stadig Edith, og lod den nu frie hånd blive hængende lidt i luften. Han fastholdt hendes ventende blik et øjeblik, og rettede sig så op for at stirre ned på hende. Han tog sig en tænkepause, selvom han ikke følte det nødvendigt. Han betragtede hendes krop med et intenst blik. Lod langsomt blikket glide fra de usædvanlige snabelsko, til det krusede hår. "Ved du hvad, Edith Ember? Du kan få den for 5, hvis jeg vinder," Sagde han med en drillende tone. Han ventede et øjeblik for at se om hun ville reagere på hans forslag, og bestemte sig for at han ville give hende den gratis hvis han kunne få en bare lídt interessant reaktion ud af hende.

Edith kiggede ham forundret ind i øjnene. "Nej. Hvad?" spurgte hun, og ventede i tavshed på, at han ville fortsætte.
"Du kan få den for fem, hvis jeg vinder," sagde han, hans tonefald drilsk. Hvad? tænkte hun, forskrækket. Rystet af hans udfordring. Hun havde allerede foreslået en alt for lille pris, og nu sænkede han, sælgeren, den yderligere? Hvad var det for noget? Med hans ord følte Edith sig fanget. Fanget i et dilemma, der føltes meget større, end det egentlig var. Enormt. Edith Ember tabte ikke. Og hun havde ikke mange penge. Efter overnatningen og morgenmaden på kroen var hun praktisk talt ruineret - hun havde kun én sølvmønt og fire bronzemønter på hende. Og hun var ved at købe kvalitetslæder til penge for billigt hørbras! ... Eller hvad?
Hun bed sig i underlæben. Koncentrationen skabte tænksomme furer i hendes pande... testede han hende? Hvordan kunne hun vinde? Der var to sider af sagen. Hun ville vinde på begge. Hvordan gjorde man det? Hun vidste ikke, hvordan han tænkte! Ugh, suk og hvadgørjegnu?
"Nej," blev der pludselig sagt med en fast stemme. Der gik et par sekunder, før Edith opdagede, at nægtelsen kom fra hende. Så hun havde besluttet sig...? "Aldrig." Hun fiskede otte bronzemønter op ad lommen, og spredte dem ud på bordet. Derefter proppede hun læderposen i lommen, før drengen havde nået at bekræfte den egentlige pris, og så drejede hun om på hælen og gik sin vej. Forsvandt ud af syne imellem menneskemængden.

Jay smilte for sig selv og lod pengene ligge. Hans blik fulgte den underlige pige, der lige havde misset sin chance for at få de 8 mønter tilbage. Han var nu lidt ligeglad. Dovent traskede han hen til den mørke mur der stod et par meter bag hans bod. Med begyndelsen til endnu en omgang af den brumlende latter i struben, lænte han sig veltilfreds op ad de kolde sten. Hans øjne flakkede roligt henover menneskemængden, der stadig summede lige så kraftigt som tidligt i morges da han var ankommet til markedspladsen. Solen bagte stadigvæk, og han kunne næsten ikke holde varmen ud. Han lukkede øjnene et øjeblik, og da han åbnede dem igen blev han ramt af en bølge af svimmelhed. Heden var ulidelig, og han følte sig helt dehydreret. Det var vist tid til endnu en tår øl...

Da Jayden havde fået stillet tørsten lagde han sig ned det samme sted som før. Han vidste godt at det ikke var den bedste måde at sælge på, men kunne ikke holde den trykkende varme ud, og blev nød til at bevæge sig så lidt som muligt. Han kunne næsten ikke vente med at komme tilbage til den magelige kro, og få et koldt bad og køligere klæder. Hmmm... Måske skulle han pakke tidligt sammen i dag...? Men han tog sig sammen, og rejste sig op for at ekspedere en gammel kvinde, der ikke så ud til at vide om boden overhovedet havde en ejer. "Hvad kunne de så tænke dem frue?" Spurgte han med den evindelige påtaget høflige tone.

Edith var gået sig en tur på Markedspladsen, og havde fået en voldsom trang til at få noget koldt væske for at fugte den knastørre hals. Hun var kommet forbi en urtekræmmerbod, som solgte vand. Men det skulle snart vise sig, at vandet var sat til overpris ("Jamen, det kommer fra en fortryllet kilde i elverskoven!" havde bodens ejer forklaret) - syv bronzemønter - og Edith havde kun seks tilbage. "Nemesis," mumlede hun bittert, og besluttede sig - efter en grundig tænkepause - for at gå tilbage til drengens læderbod, og kræve sine tre bronzemønter tilbage, så hun kunne få råd til noget vand. Om det var fra en forbandet kilde eller ej.

Da hun kom tilbage havde en sindsforvirret olding overtaget hendes plads foran træbordet. Edith havde for lidt tålmodighed til at vente, så hun gik om bag bordet ved siden af drengen - uden at hilse, selvfølgelig - og skubbede ham lidt væk.
"Vi bliver desværre nødt til at lukke grundet dårlige vejrforhold," sagde Edith med en doven stemme. "Storm på vej, du ved." Hun lavede en skæv grimasse, og viftede irriteret den gamle dame væk.
Først nu vendte hun opmærksomheden mod drengen, hun havde snakket med før. Hun tog ingen notits af hans ansigtsudtryk, men begyndte uden hæmninger; "Fint nok. Du vinder. Tilfreds? Jeg skal have mine tre bronzemønter." Hun himlede med øjnene, prøvede forgæves at anerkende hendes nederlag.

Jayden kiggede op på pigen der var kommet tilbage. Han tog sig god tid med at kalde den gamle dame hen igen, og lade hende købe en lille læderpung, før han endelig så op på Edith med et bredt smil. Han betragtede hende for hvem-ved-hvilken-gang i dag, og tog sig endnu en unødvendig tænkepause. Han kune ikke lade være med at klukke lidt. Hvad skulle han mon gøre med hende? Nå, han havde jo sagt sig selv at hun kunne beholde sine penge hvis han fik lidt underholdning ud af det, så han lod en finger glide ned på bordet for at rode rundt i de 8 mønter der stadig lå fremme. Han samlede dem alle op, èn for èn, og rakte dem frem mod hende. "Værsågod, Edith Ember" Sagde han og smilede til hende. Så tog han igen øllen frem fra skyggen, og bød hende høfligt en tår inden han selv tog.

Ediths øjne var efterhånden ømme af at blive himlet med så mange gange, men nu, når drengen kaldte oldingen tilbage igen, gjorde hun det altså igen. Ingen variation dér. Hun åndede lettet ud, da han endelig vendte sig mod hende, og gav hende... hov, alle hendes penge? Hun stod og tøvede lidt, men tog så imod dem i frygt for, at han måske skiftede mening. Alligevel følte hun skyldfølelsen skylle ind over hende, som om hun havde stjålet pungen. Det var ubehageligt, men hun valgte ikke at give ham pengene tilbage. Hun ville få brug for dem senere... og han havde sikkert tjent en formue på disse varer i dag, så mon ikke han overlevede. Hun takkede nej til øllen, og mumlede irriteret, "Jegbrydermigjoikkeomdet!"
Derefter satte hun sig ned, hvor han havde siddet før, og lukkede øjnene i for en stund.

Jayden var tilfreds over at Edith tog imod pengene. Han klukkede videre, og ignorerede en kunde der havde stået bag hende. Med øllen i den ene hånd, satte han sig ned ved siden af hende og stirrede på hende. Hun så meget bedre ud med lukkede øjne, fandt han frem til. Meget mere fredelig. Men alligevel var hendes attitude det der gjorde ham nysgerrig. Han kantede sig tættere på hende, og lagde sig ned. Blikket flakkede mellem den stadig blå himmel og hendes mørke hår. Han betragtede hendes nakke, og de slanke arme. De blege pianistfingre, der var solidt plantet i skidtet. Han havde altid ønsket sig sådan nogle fingre. Forsigtigt nærmede hans varme, arrede hånd sig de slanke fingre. Han rørte dem i et kort sekund, og hev så armen til sig igen. Endnu en latter begyndte at rumle i hans mave, da han lukkede øjnene og smilede for sig selv. Jeg skal nok få dig Edith Ember. Jeg skal nok få dig. Tænkte han veltilfredst da latteren ebbede ud, og tilbagelod den summende støj fra det travle marked.

Edith hørte ham sætte sig ned ved hendes side, men åbnede ikke øjnene af den grund. Heller ikke, da han rykkede endnu tættere på. Så tæt på, at hun kunne mærke varmen fra hans lange krop. Pludselig begyndte en ukendt og lidt ubehagelig følelse at boble i hendes mave, og hun følte sig lidt nervøs og usikker ved a denne dreng - faktisk denne unge mand - lå så tæt op ad hende.
Noget varmt rørte hendes fingre. Hun blev forskrækket, og hev straks sin hånd til sig, og var så ved at falde bag over ned i gruset. Heldigvis fik hun hurtigt genfundet balancen og sad nu rank, og stirrede ham forundret ind i øjnene. Hendes øjenbryn var rynkede og hendes øjne spørgende.

Jay vendte sig om på siden, og støttede hovedet i den ene hånd, imens han analyserede Ediths ansigtsudtryk. "Jeg har altid ønsket mig sådan nogle fingre," Sagde han roligt, som om der ikke var noget underligt ved situationen. Han stirrede på hendes spændte ryg. Betragtede hende et par minutter. Stirrede intenst på enhver detalje. Da han havde indprentet sig hver en del af hende, smilede han. "Har du slet ikke undret dig over om jeg har et navn?" Sagde han i en neutral, men også lidt drillende tone.