Markedsdagen tiltrækker

"De er sikkert ikke lige så gode til det grove arbejde," svarede Edith i en normal Edith-tone - skarp, direkte og en anelse kontrollerende. "For skrøbelige." Hun krummede ryggen en smule, da hun tog hænderne op foran sit ansigt for at studere dem bedre. De var elegante, slanke og blege. Feminine. Den totale modsætning af drengens hænder. Hun vendte blikket mod dem, og studerede nu også dem. Grove, voldsomme og arrede. En arbejders fingre. Ediths bryn var stadig rynkede i forundring. Pludselig hengav hun sig til dybe tanker, der svømmede rundt i de inderste kamre af hendes sind.
Men drengen rev hende inden længe ud af hendes fantasier med et godt spørgsmål.
"Øhm. Jo. Hvad hedder du?" spurgte Edith, og smilede skævt. Det var ikke lige hendes kop te, det der med at smile. Hun holdt som regel sine følelser for sig selv. Følte ingen trang til at vise dem til hele verden.

Jay satte sig op og så på hende. "Jayden Bulgari," Sagde han smilende. "Glæder mig at møde dem." Han rakte hånden frem mod hende så hun kunne tage den. En svag vind blæste hans hår hulter til bulter, og han rystede nogle af de lange lokker væk fra øjnene, så han stadig kunne betragte hende. Han kunne godt lide hendes ansigt. Det så megte interessant og unikt ud. Hver følelse havde hver sit ansigtsudtryk, og man kunne se dem flyve gennem hende. Det ene øjeblik var den der, følelsen, det andet øjeblik, erstattet af en ny.

Hans smil smittede af, og Edith havde ingen undskyldning. Hun kiggede ned for at skjule sit smil bare en smule. "Spøjst navn," mumlede hun sagte, og løftede hovedet mod de mange handlende. Der blev råbt og skreget og kæmpet om kunder. Denne Jayden havde fået tildelt et dejligt hjørne, syntes hun. I skygge og lidt isoleret fra markedsvirvaret inde i midten af pladsen. Sikke et kaos. Hun vendte blikket mod hans fremrakte hånd, og rystede på hovedet. "Jeg udveksler ikke håndtryk. Det er en kedelig gammelmandsprocedure." Hun spejdede igen mod den skarpe sol der stadig sendte sine varme stråler ned på de mange hundrede folk, der var samlet i dag på Markedspladsen. Det blev dog hurtigt kedeligt, og hun vendte igen opmærksomheden mod Jayden Bulgari. "Hvor kommer du fra? Jayden."

Jay lod hånden glide ned på jorden for at tegne cirkler i støvet. Han kiggede ned. Vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende. Han havde ikke turde sige til nogen endnu at han var fra Gamran. Vidste godt det var dumt men frygten for at blive stukket ned eller noget, pga. den kommende krig, hvilede hele tiden i hans baghoved. Han lagde sig på ryggen igen, og kiggede på de florlette skyer der ikke så ud til at bevæge sig. Han kunne godt lide Edith, men hvem ved hvad en lille pige ikke plaprede om til sine venner? På et øjeblik kunne alle vide at han ikke hørte hjemme her. Men Edith lod ikke til at være sådan. "Ehm... Jeg kommer fra Gamran..." Sagde han tøvende, næsten hviskende. Jayden stirrede op på Edith, for at få en reaktion. Var ikke sikker på om det havde været en god idé.

Edith gloede alvorligt og uforstående på ham i et par uendeligt lange sekunder, før sandheden slog hende. Hun begyndte at hoste lidt af latter, en gammel, hæs latter, der havde været gemt væk til en sådan situation. Efterhånden som sekunderne gik blev hendes grineanfald mere og mere voldsomt til hun til sidst spruttede af latteren og skælvede ukontrolleret. Hun fik dog og heldigvis for hende hurtigt styr på sig selv og sit flip.
"Ha!" råbte hun triumferende. "Du kunne aldrig være fra Gamran," tilføjede hun med en mørk hvisken, så ingen ud over ham ville kunne høre det. "Mig narrer du ikke. Ha!" Hun lagde hovedet tilbage og lo igen, en voldsom og ubehagelig latter, der overhovedet ikke passede til hende og hendes lille, spinkle krop.

Jayden kiggede undrende på Edith. Hvad talte hun om? Hun kunne da ikke vide om han var fra Gamran eller ej? Hvorfor skulle han også lyve om lige det? Godt nok havde han været ved at sige han kom fra Warland, men at gøre det omvendte var da helt hul i hovedet. Han vidste ikke hvordan han skulle overbevise hende. Hvad var der også af grund til det? Han havde jo egentlig ikke tænkt sig at nogen skulle vide det. Men der var et eller andet der nagede ham, ved pigens opfatning af ham. En følelse han ikke før havde kendt til, begyndte at spirre inde i ham. Var det fornærmelse? Ja, den var god nok. Han følte sig fornærmet.
Jay vidste at han nok burde lade det ligge, og spille med. Det var nu han burde slå en latter op, og indrømme at han var fra Warland. Men han kunne ikke lade være. Ville godt have at hun skulle tro ham. Vide sandheden. "Hvorfor skulle jeg ikke være fra Gamran?" Spurgte han med en forarget stemme, da han satte sig op og stirrede hende ind i øjnene

Edith rettede ryggen op, og slog armene over kors. Et skeptisk udtryk spillede i hendes ansigt.
"Hvorfor skulle jeg ikke være fra Gamran?" begyndte Jayden med en både forarget og fornærmet stemme. Pludselig kunne Edith ikke finde ud af, om han snakkede sandheden, eller prøvede at tage fusen på hende.
"Fordi," svarede hun tænksomt, "De er anderledes. Større. Våbenføre." Hun gned sig søvnigt i øjnene - den ekstreme sommervarme gjorde hende virkelig udmattet. "Desuden," fortsatte hun sagligt, "Hvis du virkelig var fra Gamran, hvorfor ville du så fortælle det til mig, en Warlænder?" Hun smilede triumferende igen, som havde hun vundet. "Og så ville jeg have pligt til at melde dig til barakkerne. Så er det kun et spørgsmål om hvornår og hvordan, de tager livet fra dig."
Hendes ansigtsudtryk mørknede og smilet forsvandt. Hun vendte blikket mod markedspladsen, spejdede efter noget, der kunne aflede hendes opmærksomhed. Få hendes tanker væk fra den sætning, hun netop havde formet i ord og offentliggjort til denne Jayden Bulgari ved hendes side. Pludselig fik hun en gnavende trang til at spole tiden tilbage, og udviske den sidste sætning, der nu nagede hende noget så grusomt. Var dette en erkendelse af hans nationalitet? Eller havde sandheden i hendes ord bare slået hende? Og... hvad hvis han virkelig var fra Gamran?
Hendes mund havde automatisk formet sig til et lille O, og hendes øjenbryn var formet på en sådan måde, der sagde, "Jeg bekymrer mig dybt."

Jayden kiggede såret på Edith. Han lænte sig lidt længere frem mod hende, med et lukket ansigt. "Du ville ikke sige det til nogen" Hviskede han. Han undlod at tage stilling til det andet hun sagde. Følte sig lidt ubekvem over bemærkningen med hans død. Så kiggede han ned i jorden, og fejede den alvorlige mine væk. Han smilede til hende, og spurgte med en påtaget såret stemme; "Og hvad er der lige galt med mine muskler?" Han gestikullerede til de flade, tynde arme, der gemte sig bag et lag gråt bomuldsstof. Så tog han En slurk øl, og lagde sig ned igen. Tilbød hende en tår, og lod en dæmpet latter trille ud af hans mund.

Edith studerede hans ansigt, der nu var faretruende tæt på hendes. Hun indtog hver eneste detalje, hver misfarvning, hver fure, hver fregne, og indprentede dette ansigtsudtryk i hendes hukommelse. Dette triste ansigt, der udtrykte sår af hendes skarpe ord. Hun fortrød så dybt, noget, hun ellers aldrig gjorde. Hun stod altid ved sine holdninger, ved sine ord, men denne gang var det altså anderledes. Hun følte sig blød og slatten, og havde mest af alt bare lyst til at kaste sig i Jaydens favn og trykke sig ind til ham.
Han havde ret. Nej, hun ville ikke have sagt det til nogen. Ikke en eneste sjæl. Alligevel svarede hun ham ikke. Sad bare i gruset og mærkede sjældne tårer presse sig på. Hun gned sig febrilsk i øjnene, kæmpede for at undertrykke de våde saltdråber, der snart ville trille ivrigt ned ad hendes hvide kind.
Hun ignorerede hans kommentar om hans ikke-eksisterende muskler. Takkede pænt nej til øllen for tredje gang. Lyttede intenst til hans latter. Vendte ryggen mod ham, for at skjule sit grædefærdige ansigt.
"Kan du bevise det?" mumlede hun sagte, hendes ansigt vendt væk fra hans. Mon han kunne det? Og hvis ja, hvordan?
Hvorfor var det egentlig så vigtigt? Om han var Gammer eller ej. Spørgsmålet var mere, hvad han i Ranars navn lavede i Warland på et så kritisk tidspunkt - hvis han altså var fra Gamran.

Jay så tænktsomt på Edith. Han rynkede brynene da hun vendte ham rykken. Hendes spørgsmål irriterede ham en smule. Hvordan i alverden kunne han bevise at han var Gammer? Der var ikke noget specielt ved hans ejendele, der kunne kendetegne Gamran. Det eneste tvivlsomme bevis han havde, var at han boede på Det Gyldne Vildsvin. Men det var der vel så mange der gjorde, selv folk fra Warland, når det nu var markedsdag? Han pustede til pandehåret, og lå et øjeblik og kiggede op i himlen. Han var ikke længere så opsat på at hun skulle vide det. Følte at Edith allerede vidste han ikke var fra Warland. Han trak på skuldrende, og sagde så "Jeg bor på Det Gyldne Vildsvin. Det er det eneste jeg kan fortælle dig, så du bliver vel bare nød til at stole på mig." Han smilte, og strak sig dovent. Jay kiggede op på boden. Det var nu lidt dumt at holde fri på en af de travleste dage. Tanken blev fejet væk. For en gangs skyld gad han ikke tænke på læder.

Edith kiggede ham ind i øjnene igen. Hans tonefald bekræftede hans påstand om at være Gammer. Ingen tvivl var at finde i Ediths ansigtsudtryk mere - nu var den erstattet af en ny følelse, et nyt udtryk. Noget, der sjældent vistes på hendes ansigt. Frygt. Den var tydelig i hendes store, grønne øjne. "Hvorfor... er du her?" spurgte hun sagte, usikkert, men hendes blik flakkede ikke. Hun undersøgte hans øjne grundigt, lod sig fascinere af det opslugende lilla skær, der spillede lystigt i hans pupiller. Der var ingen ondskab at se... renhed hele vejen igennem de uendeligt dybe øjne, hun nærmest var ved at drukne i.

Jayden så spørgende på Edith. Hvad var der dog galt med denne mærkværdige pige? Var hun bange? Han smilede lidt til hende. Han kunne ikke løsrive sig fra hendes blik. Hendes intense øjne, der holdt ham fast. Studerede ham. Det sitrede i hans hånd, og han skulle lige til at lade den søge hen mod hende. Han tog sig i det, og klukkede. "Det skal jeg skam sige dig, Edith Ember. Jeg er her for at rave til mig," Sagde han. Så kunne hun tro hvad hun ville, men han var i hvert fald ikke spion.
Jayden rejste sig hurtigt op, og fremdrog en stor, slidt lædertaske, fra under bordet. Med en fejende bevægelse skovlede han alle lædervarene ned i den, og tog fat i et af bordbenene. Med tasken over skulderen, og det spinkle bord slængt hen over ryggen, stillede han sig foran Edith. "Jeg har tænkt mig at få noget at spise, så må du jo gøre hvad du vil. Det var i hvert fald hyggeligt at møde dig," Han balancerede med tingene i den ene hånd, så han kunne række den anden frem for at hjælpe hende op. Så ombestemte han sig, gik et par skridt tilbage og betragtede hende.

Ediths rigtige jeg vendte tilbage for en stund, og hun himlede med øjnene igen. Hvorfor var det så vigtigt for alle folk at virke kryptiske? Altså! Det var jo meget nemmere, hvis man bare var direkte, så ens konversationspartnere rent faktisk kunne forstå, hvad pokker det var, man sagde. Hun sukkede irriteret. Betragtede ham fraværende, imens han pakkede sammen. Hendes bryn var rynkede - havde han tænkt sig at smutte nu? Der var stadig masser af mennesker. Potentielle kunder. Men nej, han pakkede rent faktisk sammen for at tage hjem! Edith spidsede læber, og stirrede med smalle øjne på ham. Tog ikke fat i hans hånd, og rejste sig heller ikke selv. Hun blev stædigt siddende på det varme grus uden at foretage sig noget som helst. Han kunne bare gå, kunne han. Hvis han var så ligeglad. Det var Edith da også. Fuldstændig ligeglad. Hvad skulle hun også med ham? Hmpf.
"Jamen farvel så," svarede hun tørt, og gjorde et halvhjertet forsøg på at vinke. Intet smil på hendes læber.

Jay lo igen. Højt og hjerteligt. Der var noget ved denne pige. Han stod et øjeblik og så på hendes trodsige ansigtsudtryk. Så trak han på skuldrende, og smilede da han var færdig med at le. "Som du vil, Edith Ember," Sagde han "Vi ses nok snart igen," Tilføjede han lidt efter. Han stod lidt, og skiftede vægten fra den ene fod til den anden. Nej, så nemt kunne hun nemlig ikke slippe af med ham. Han tøvede lidt. Så blinkede han hurtigt til hende, stadig smilende, vendte om, og begav sig med langsomme, dovne skridt ud i det stadigt tætte menneskemylder.

Edith fik lyst til at skrige. Fik lyst til at sprælle som et hysterisk, lille barn, der ikke fik sin vilje. Det kogte indeni hende. Man skulle ikke komme for tæt på - så ville hun uden tvivl slå. Hårdt. Adskillige gange. På samme tid med dette, brød hun sig heller ikke om at føle sig fastspændt. Knyttet til et andet menneske. Være afhængig. Det var ikke frihed! Og Edith skulle være fri! Fri som en fugl! Uden forpligtelser og alt det pjat.
Hun missede mod solen, der var ved at svinde hen bag Paladsets høje tårne. Mærkede de våde dråber løbe ned ad hendes blege kinder og skabe spor, der skinnede og glitrede i sollyset.
Hans havde vendt ryggen mod hende og hun spejdede håbløst efter ham. Den klukkende lyd af hans latter genspillede i hendes hoved, lavede ekko og fortsatte med at spille. Gøre længslen værre.
Længslen?! Edith længtes aldrig! Edith var fri! Ingen forventede noget af hende og sådan skulle det forblive! Hun følte sig lænket fast til denne unge mand, en tung, usynlig lænke, der fastholdt hende og tog hendes frihed fra hende.
Hun havde brug for ham.
Jayden Bulgari.
Den ranglede sælger med de lilla øjne og rødbrune hår.
Efter et par tidsløse minutter, fik Edith endelig slæbt sig selv op. Hun strakte sig. Et vemodigt udtryk i hendes ansigt. Hun kørte blikket hen over menneskemængden, der efterhånden var ved at tynde ud. Folk skulle hjem til deres familier og spise. Eller hen på deres kroer og drikke sig i hegnet med andre tilfældige drankere.
Edith sukkede. Ville ikke anerkende sit nederlag. Ville ikke indse, at slaget altså var tabt - hun så ham ikke igen, Jayden. Sådan var livet. Og hun havde kun kendt ham i en time. Hun havde oplevet sin første ungdomsforelskelse, og de varede jo aldrig. Hun kendte til virkeligheden. Den såkaldte forelskede endte her, og det måtte hun forstå, før hun igen kunne vende tilbage til det daglige trummerum.
Hun følte sig naiv og dum og ydmyget af oplevelsen. En helt normal ungdomsforelskelse! Hun skulle ikke have kørt sig selv sådan op. Det var jo ingenting. Drengen var væk og ligeså var hendes drømme. Det var jo ikke noget stort. For helvede, Edith!

Hun vaklede fremad, fortsatte et par skridt, før hun kiggede tilbage. Sendte sit sidste blik på stedet, hvor scenariet havde udspillet sig. Før det blev til et minde og aldrig kunne udvikle sig. Det ville lægge i de bagerste kamre i hendes sind og langsomt rådne op, svinde hen, falme. Og snart ville hun have glemt alt om det. Det måtte hun huske på - det var den eneste trøst.

Men der i gruset lå en sort plet. En rulle. Lædersnor viklet om sig selv. Jayden havde tabt det, glemt det. Hvad var det? En undskyldning. En god én, endda. Det Gyldne Vildsvin. Der bor du. En god undskyldning. Et smil, en henkastethed, endnu et møde med ham. En mulig udvikling. Mere end en ungdomsforelskelse. Kærlighed? Pjat. Skæbnen? Muligvis.
En god undskyldning. En rulle lædersnor. En nøgle til... lykke?

Edith samlede den op, proppede den i lommen, og forsvandt muntert i menneskemylderet.

Det er ikke slut endnu.

Jay så sig ikke tilbage, men stoppede da han var ved udkanten af markedet. Han smilte for sig selv. De skulle nok mødes igen. Det var han sikker på. Han tænkte sig om.
Hvad havde han egentlig gang i her? Bare lidt fjollen rundt, vel? Et kort bekendtskab med en interessant pige. Han lo ved tanken om hende. Hvem var denne tøs? Hvad var hun for en? Det skulle han nok få svar på.
Jayden sparkede lidt i støvet, og gik så videre. Nu ville han have et godt måltid mad og en kold øl. Trods den lange pause han havde holdt, havde han alligevel fortjent det. Med et selvtilfredst smil tværet ud over det blege ansigt, så han op mod den svindende sol, missede med øjnene, og traskede videre i et rask tempo.

//Out//