Ikke tilfreds

Corkin var ikke tilfreds.
Haldonir havde ikke sendt sin ugentlige rapport.
Sikkert fordi han ikke havde foretaget noget som helst.
De andre uger var den godt tnok kommet men der havde kun stået småting i den.
En lille flække af en landsby der gjorde oprør og blev slået ned.
Ikke et ord om det virkelige oprør.
Han måtte tale med Haldonir.
Nu!
Corkin vinkede og en tjener pilede ind i den store foltte sal og knælede da han nåede op foran tronstolen.
"Hent et sendebud" sagde Corkin og tjenere forsvandt lynhurtigt.
Snart efter dukkede en ny mand op.
"Herre?" spurgte han idet han knælede.
"Find Haldonir og bed ham komme herop straks, fortæl ham jeg skal tale med ham".
Sendebuddet nikkede og forsvandt.
Tilbage sad Corkin og ventede.

Haldonir kom gående op ad gangen sammen med budbringeren.
Han havde været i infirmeriet da han havde fået beskeden.
Hurtigt havde han bedt lægerne om at forbinde sårende og skaffe ham noget rent tøj så kongen ikke kunne se det.
*Hvad vil han nu?* Tænkte Haldonir da han trodte ind gennem døren.
Han faldt på knæ og sagde: "De øndskede at se mig Herre?

Corkin kiggede på ham.
Var respekten falsk?
Han valgte at lade det være "Rejs dig" sagde han så.
Han stirrede på ham "hvor er denne uges rapport? Hvad har du nået? Det samme som de andre uger? INTET?".
Corkin smilte ikke.

Haldonir rejste sig og tænkte: *Når det var det du ville.*
Hans hjerne arbejdede med lynets hast da han skulle finde på en forklaring.
"Undskyld Herre, men jeg tænkte at det ikke var værd at forstyrre dig med at fortælle dig at vi har slået hårdt ned på ulydige borgere og mordere." Sagde han og så på Corkin og tænkte: *Hopper han på den?*
Haldonir tænkte kort om han skulle sige mere men besluttede sig for at se hvordan Corkin reagerede.

"Du skal altid aflevere din rapport" sagde Corkin koldt.
Hans øjne var smalle "du har med andre ord ikke nået en skid!" hvæsede han "jeg vil se resultater, jeg vil se tusinde døde oprøre og et dusin hængte oprørsledere, 10 oprøre der omkom er IKKE NOK".
Han trak en kniv og hamrede den forbi Haldonirs øre.
Den satte sig hårdt fast i kortet på væggen kort derfra.
Det store kort over Warland.
"jeg vil se resultater nu, du er vel ikek blevet for gammel til jobbet" sagde han, stadig med iskold stemme "fra nu af aflevere du den rapport HVER uge, og sørger for at der sker noget, mordere og tybe er IKKE nok, uanset hvad vil ejg se den rapport hver uge".

Haldonir var ikke klar på kniven og opdagede den først da den susede forbi øret.
*Satans* tænkte Haldonir.
"Javel Herre" svarede han og begyndte at gå baglens ud af døren.

"Og..Haldonir" sagde Corkin, stadig med kold stemme, den stemme han brugte når INGEN skulle sige ham imod "du kommer vel til ballet her på slottet om en uge?".
Det var ikke ment som et spørgsmål.
Det var bare en skjult ordre.
Corkin smilte "ikke?".

en spinkel ung kvinde kom lydløst ind gennem en dør i den fjernere ende af salen. hun var klædt i hvidt fløjl og så rundt med højt løftet hoved. da hun fik øje på haldonir lyste hun op i et blidt smil og satte farten op til hvad det var anseeligt i den situation. hun knælede foran kongen, før hun så op på den to mænd med sit lysende smil.

Corkin kiggede ned på hende.
*Yndefuld som altid* tænkte han.
"Goddag, Safira" sagde han.
Han var lige ved at sige ´du kan tale´.
De fleste af hans folk talte først til ham efter at han havde givet dem lov, men Safira og Haldonir talte normalt uden.
Noget han havde det fint med.

"Deres majestæt. jeg ville bare forelægge et forslag fra en af mine bekendte, men jeg havde ikke regnet med at de havde så charmerende selskab."
hun lo klingende og følte sig underlig tom inden i. det falske spil for galleriet fyldte hende helt. der var ikke noget menneske tilbage i hende. hun jog de skræmmende tanker væk, og ikke et øjeblik kunne man se hvad hun tænkte. kun en yndig ung dame, der stod foran landets konge og den øverste hærfører.

"For mig at se er han nu ikke ret charmerende" sagde Corkin koldt.
Han stirrede på Haldonir "du slipper for denne gang, Haldonir" sagde han roligt "husk nu at komme til ballet i næste uge".
Haldonir var heldig Safira var kommet.
Hun var der sikkert med oplysninger.
Corkin gad ikke skælde mere ud på Haldonir nu, han ville hellere høre hvad Safira havde at sige.

safira så ned. hendes ansigt virkede bestyrtet over regentens hårde tale, men hun havde faktisk ikke regnet med andet. selvfølgelig havde hun vidst Haldonir var der, men det plejede at foregå lidt mere stilfærdigt. hendes nysgerrighed havde lokket hende ned i salen.

"Jeg kommer Herre" sagde Haldonir og så kort på Safira
*Hmm... Hvad er hendes skjulte budskab?* tænkte Haldonir og barkede ud af døren.
*Måske er der slet ikke noget budskab?* tænkte han da han gik ned af gangen.

//OUT//

Corkin kiggede på Safira.
"Nå" sagde han så "hvad har du at sige?".
Der var ingen følelser at spore i hans ansigt.
Men han glædede sig til Safiras melding.

Safira trak et langt perlemorbesat rør ud af det ene posede ærme. hun skruede låget af og trak tre af mange sider papir ud. hun tænkte på hvor meget arbejde de oplysninger havde kostet og glædede sig til at se glæden på kongens ansigt.
"Der er lidt om sir Haldonir på en af siderne. ellers er det optællinger af de forskellige herremænds kampklare styrker."
hun spurgte sig selv om hun skulle fortælle kongen, hvorfor Haldonir ikke havde rapporteret, men lod være. det kom hende til gode, at væggen havde ører.

Corkin smilte svagt.
"Må jeg se" sagde han og rakte hånden frem.
Det ville blive rart at se tallene på hans undersåtters tropper, men endnu rare at se hvad Haldonir havde lavet.

hun rakte ham dem og pegede med en lang tynd finger på nogen små tal, der stod tydeligt med en fin håndskrift.
"Mænd til oprørere."
hun lod fingeren løbe ned over datoerne.
"sårede står her. ukampdygtige står her."
tallene var uhyggelige efter hendes mening.

"Vi har mistet mange mænd" mumlede Corkin "oprøret har også mistet en del, men ikke så mange som os".
Han kiggede lidt i parpirene.
"Haldonir" hvæsede han "et kæmpe nederlag til oprørene, han måtte flygte, klart han ikke gad skrive dne rapport".
Corkin var sur over statestikken.
Menneskene havde tabt mange mænd.
"Safira" sagde han så "godt job".
Han lagde en tilfreds hånd på hendes ene skulder.
Han smilte for en gangs skyld nogenlunde ægte.
Han var træt af statestikken men til gengæld havde Safira endnu en gang vist hvor god hun var.

"tak herre"
hendes ansigt lyste op i et smil da hun talte. en svag rødmen trådte frem på hendes pudrede kinder. hun samlede sig og pegede på de sidste tal i rækken 'sårede, men kampdygtige.'
"for denne uge. Haldonir er talt med. jeg var nødt til at rette det selv, da jeg havde fået de nyeste meldinger. En af mine bekendte hørte en af de unge menige fortælle hvem modstyrken var. først en formskifter, der sloges med Haldonir, for at give to piger med udseende som elvere tid til at flygte. den ene viste sig dog at være formskifter. det står på denne side udtalt med næsten hans egne ord. min bekendte var nødt til at fylde lidt på ham, så det blev en smule grødet."
hun så på sin konge, og besluttede at han gerne ville have hende til at fortælle mere.
"den pågældende pige, altså formskifteren havde grønt hår og var omkring de femten. de anden pige var elver med nogen lidt spektakulære ører med blå fjer på. hun havde rødt hår. Den formskifter, der først sloges med Haldonir er middelhøj og forholdsvis stærk af udstråling. almindeligt udseende. han skiller sig ikke ud fra mængden, men vi ved at han har mørkt eller sort hår..."
hun viste med hånden, at hans hår gik omtrent til lidt under ørerne.
"mørke øjne. almindelig så at sige... elverpigen kaldte ham Green. formskifterpigens navn fik vi ikke fat i, men hun kaldte elverpigen Nina, selv om en anden formskifter, der kom senere kaldte hende Ninia. Green er... eller var kroejer... de kender Det gyldne vildsvin... nå men kort sagt, så kæmper de lidt, før Haldonir sårer Green alvorligt med en kniv. Så dunker denne sit sværd ned i Haldonirs skulder, men Haldonir hugger Green i maven. Samtidig skulle Joseph have stukket manden ned bagfra. Green, der nok havde en flugtplan, ophidsede mængden, og de angreb soldaterne og Haldonir. elverpigen blandede sig. så satte formskifterpigen en kniv i nakken på Haldonir, og så havde elverpigen overtaget. der gik dog ikke længe, før Haldonir fik hende slået væk, selv om hun stod med et svær mod hans strube."
hun vidste godt, at Corkin nok ikke var glad for Haldonir denne dag, men hun kunne levende forestille sig generalen som en helt i krigen mod uovervindelige fjender, og hun kunne ikke skrabe den imponerede undertone helt af sin yndige sopranstemme.
"Så har vores kilde ikke opfanget så meget af kampen lige der, for han angreb formskifterpigen, som ingen på daværende tidspunkt vidste var så farlig som hun var. han blev slået i den kamp, men så fik den gode Joseph overtaget med Green som gidsel. dog slog formskifterpigen også ham væk, og så er der lidt uenighed over det næste, der sker..."
hun så forventningsfuldt på ham, men da han ikke havde svaret eller afbrudt endnu gik hun ud fra at hun kunne fortsætte. Hun kiggede igen kort på papiret før hun talte.
"men på en måde slipper en lille pige forbi vores styrker og over til Green. Hun er magiker, viser det sig, og hun standser blodet, der løber fra hans sår. Her blandede hr. Thaugård sig, og kampen så, fra vores vidners, vi har flere, ud til at vende meget, men så ankommer en, som vi er helt sikker på er oprører. Han er formskifter og bedst kendt i en pæn elverform. Hvidt hår, grønne øjne, stædig hage… en man bemærker, når man møder ham. Soldaterne var holdt om med at kæmpe, de spredte bare mængden og så til, mens deres leder blev truet. Han måtte beordre dem hjem, bare for at få en reaktion."
Hun rankede sig og rakte det fulde resume af historien og samtalen med de forskellige kilder frem. hver kilde var mærket med et græsk bogstav, for hun nægtede at udlevere deres navne. ingen skulle erstatte hende. ingen. så ventede hun bare tavst på Corkins fordømmelse af soldaterne. han vidste det ikke, men hun arbejdede allerede på nogen småting omkring netop det problem

((det her krævede en del nærlæsning af emnet kedsomhed på markedspladsen. hvis i er utilfredse, så sig lige til tak.))

"Du er heldig, Safira, jeg ikke dræber sendebudet".
Han stemme var stille og kold.
"Haldonir kæmpede sikkert godt, alene, men han havd eet klart overtal af soldater, og fik så mange tæsk at det sang" Corkin hamrede sin hånd ned i armlænet "det er uacceptabelt at en fire - fem stykker kan besejre en hel deling, de soldater er jo nok heller ikke noget at skrivfe hjem om, det burde være enkelt at udføre deres job".
Corkin kiggede på Safira "Haldonir har endnu ikke vist mig nogen grund til at smide ham ud, han kæmper godt og han har lederegenskaber, men at han ikke kan holde styr på en deling soldater..".
Corkin gav et fnys fra sig.
Alligevel kunne han ikke alde hver emd at være imponeret over Safiras arbejde, hun havde udarbejdet en fantastisk præcis rapport, over noget hun sikkert ikke engang havde set.

hun krympede sig synligt. det var vel fair, men hun kunne ikke lide at rigets hær ikke var i ordenlig stand, og hun var ked af at han ikke var glad.
"Det... ja det er uacceptabelt. jeg er ked af det. jeg vil se hvad jeg kan gøre ved det..."
hun tænkte allerede i baner af en fremlægelse om forbedringer af patruljer og specialstyrker.

"Jeg er ikke sur på dig, Safira" sagde Corkin som sandt var.
"Safira, kan du have oplysninger om denne Green, parate til ballet?".
Corkin var næsten sikker på at hun kunne.
Hun var den bedste af de bedste.
Han havde respekt for hende.
Det var faktisk underligt.
Corkin havde stort set ikke respekt for nogen.
Men denne undersåt...
Hun kunne sit kram.

"Tak herre, jeg ved ikke hvor meget jeg kan nå. vi kan selvfølgelig samle lidt op på tidligere møder, men måske er det ikke nok..."
hun lød pludselig tvivlende. hun var bange for hans vrede, og der var andre ting, der interesserede hende mere.
"Jeg vil gøre hvad jeg kan for dem deres majestæt."
hun vidste at det ikke ringtig var nok, men det var det mest korekte hun lige kunne mande sig op til at sige. af og til hadede hun ham, fordi han ikke bare var et menneske som hun kunne tale lige fremt til uden at være bange for at bryde etiketten, men hun kunne ikke, ud over haldonir, lige se nogen bedre regent.

"Det er nok" sagde han "jeg kan nok alligevel ikke røre ham foreløbig".
Han sukkede "gid jeg ikke var nød til at være så sur hele tiden" mumlede han "men mine flok er bare nogle gange uduelige".
Corkin vidste udemærket godt at det var en hård anklage mod Haldonir at kalde ham uduelig, men han var, langt fra tilfreds med troppernes indsats på det sidste.
"Du har sikkert bedre at tage dig til end at stå her" sagde Corkin idet han tog en indåndning "du kan gå, vi ses vel til ballet".

"Det ville glæde mig hvis vi gjorde, deres majestæt."
hun lagde hånden på sit bryst og bøjede sig let. hun var stolt af sit udseende. den røde kjole med de løse ærmer gav hende en smuk og flydende ynde. hun var helt klar over hvornår en officer ikke turde tale til hende.
"Jeg vil se hvad jeg kan rette op på."
hun gik ikke før han vinkede hende ud. det vidste hun at han vidste, men af og til var det besværligt. mon han havde en ledsager til ballet. hun skulle i hvert fald ikke have nogen. hun var jo væggens ører, og selv om en gemal dækkede fint over de tvivlsomme ting hun lavede, så var det lettere uden.