Jeg ved det ikke!

Ude i den store skov, gik en meget lille dreng. Hans tøj stumpede og var klart for kort, imens han gik på en underlig sammenkrummet måde som et jaget dyr.
"Nej, jeg ved det ikke... Undskyld. Jeg ved det ikke. Nej..."
Han var ikke engang bevidst om at han hviskede. Det var bare blevet til en vane.
"Nej. Jeg ved det ikke! Du må ikke gøre mig noget. jeg lover at være sød..."
Ordene kom bare unden af han tænkte over det. Og benene gik også bare deres egen vej. Han vidste ikke hvor han var, eller hvor han var på vej hen, han vidste bare at han ikke ville se bagud.

Når Gen nu var ude i skoven, var det ikke på hest med eskorte. Det var ikke klædt i fine silkekjoler, eller gemt væk i en hestevogn. Gen var ude at gå. Hun havde iklædt sig sit jævne tøj, der var mest posede bukser og skjorte, og nød den friske duft af skov, og det grønne lys, der faldt mellem bladene.
Hun var et stykke væk fra stien nu, men selvfølgelig kunne hun finde tilbage. Hun var jo ikke en hjælpeløs lille adelsfrøken, vel?
En puslen lidt til siden fik Gen til at vende sig pludseligt. Nogen var på vej gennem buskadset. Hun kunne høre en lav hvisken, men ikke ordene den sagde.
Gåsehuden, der krøb op ad hendes arme, var, sagde Gen til sig selv, kun et tegn på at hun burde have taget et sjal med. "Hallo?" spurgte hun ud i luften, og bildte sig selv ind at hendes stemme ikke rystede. Overhovedet.

Deem møvede sig afsted igennem underskoven, da han hørte en stemme. "Hallo" blev der sagt.
Deem stivnede. Frygten sneg sig ind over ham som en stor kappe der lagde sig tungt om ham og forhindrede ham i så meget som at tage et enkelt skridt. Han kunne mærke hans hjerte der begyndte at hamre i brystet, og kunne høre sin vejrtrækning der hurtigt steg i fart. "Je-jeg ved det ikke!" sagde han lidt højere. Før ville han nok have sagt noget andet, men her, efter var det som om hans mund ikke kunne forme andre ord.

Ved lyden af den bange stemme - stemmen af en lille dreng - forsvandt den stille angst, som Gen havde bygget op.
"Je-Jeg ved det ikke!" sagde den. Tanken "Sikke en underlig ting at sige" strejfede kort Gen, som hun gik et par skridt tættere på. Hun gik udenom et stort egetræ, og så pludselig ned på en lille dreng. Ét blik var nok for Gen til at få medlidenhed med væsnet.
"Hej.." sagde hun noget tamt, men stadig med den mest forsigtige og medlidenhedsdryppende stemme hun kunne mønstre. Og siden det virkede som en nødvendighed, tilføjede hun: "Jeg gør dig ikke noget,"

Deem så en pige. En pæn pige. Men en pige. Et menneske. Og hun talte til ham.
Ordet Hej var vel harmløst nok, men da ordene "Jeg gør dig ikke noget," kom, slog det klik.
*Nej, selvfølgelig ikke. De vil aldrig gøre dig noget. Ikke før de har dig. Ikke før du står sammen med dem. Ikke før de har godt fat i dig.* Det var de præcise tanker der føg igennem ham.
En lille del af ham vidste at det nok ville være smartest at gå hen til hende. Hvis man var frivillig gik det hele som regel lidt lettere... Men han ville ikke!!
Han kunne se hendes ansigt, og et udtryk som han i hvert fald ikke havde set i mange mange år. Og et udtryk han ikke genkendte. *Når ja, det er jo allesammen forskellige...*
Uden han lagde mærke til det, begyndte hans ben at bevæge sig. Men til hans store lettelse bevægede de sig bagud. Væk fra pigen. Han gik toi vaklende skridt bagud, før han kunne mærke den rug fornemmelse af bark mod sin nakke. Han pressede sig op af træet. maste sig så langt væk fra pigen som muligt.

Åh nej. Det havde ikke været Gens mening at skræmme den stakkels dreng. Hans skræmte øjne, som han trak sig tilbage, var hjerteskærende. Hvad var der dog sket med ham?
"Hvad er der dog sket med dig?" mumlede hun lavt og indadvendt, mens en bekymret mine overtog hendes fine ansigt. Drengen havde vækket hendes interesse, hendes nysgerrighed og ikke mindst hendes sympati, og hun så helst ikke at han bare løb væk uden et ord.
"Hvad hedder du?" Hun prøvede en ny indvaldsvinkel. Stemmen var stadig venlig og blid, øjnene dybe og bekymrede. Hvem var han?

Deem stivnede igen. Hvad var der med hende? Det var i hvert fald ikke de sædvanlige spørgsmål.
Igen var der en lille fornuftig del af ham. En der sagde at han da godt kunne klare sig. Han behøvede ikke fortælle hende noget...
Men så var der angsten der skyllede ind over ham i store bølger. Alle de mørke minder, der med et fik ham til at udbryde; "Jeg skal nok fortælle dig det! J-jeg skal nok fortælle dig hvad jeg ved! Jeg hedder Demetri!" Ordene fór ud så hurtigt at mange af dem blev kluntede og underlige, men de var da forståelige.
Deem kunne mærke sin brystkasse der stadig hævede og sænkede sig med stigende fart.

Frasen "Må jeg ikke nok beholde ham?" strejfede Gens bevidsthed et øjeblik. Den stakkels dreng mindede hende om en vildfaren hundehvalp, og gav hende en sådan lyst til at tage ham op og give ham mad og en seng at sove i.
Men... han reagerede som om hun stod med en stor kniv og truede ham for oplysninger. Det mindede hende svagt om en gang hun havde overværet torturen af en køkkendreng, der havde stjålet en halskæde fra hendes mors værelse.
"Sh... jeg vil ikke vide noget," prøvede hun "Demetri... Det er et pænt navn,"
Bare hun ikke skræmte ham væk.

Deem kunne ikke finde på noget at sige. Hun sagde jo at hun ikke ville vide noget, men hvad med om lidt? Hvad med når hun havde en arm rundt om hans mave, og en anden rundt om hans arm?
-Men igen var han forvirret. Hvorfor sagde hun at hans navn var pænt?
"J-j-jeg ved heller ikke noget!" mumlede han lavt, og kunne mærke hvordan hans ben langsomt gav efter af udmattelse og lod ham dumpe ned på jorden med ryggen op ad træet. "Nej jeg gør nemlig ikke. Jeg ved ikke noget. Det gør jeg virkelig ikke..." mumlede han lavt for sig selv.

Da drengen satte sig ned, tænkte Gen, at hun kunne tillade sig at gøre det samme. Forsigtigt og uden pludselige bevægelser satte hun sig op ad egetræet bag hende. Drengen hviskede noget, men hun kunne ikke høre hvad det var.
En del af hende overvejede om han måske ville være gladere hvis hun bare lod ham være her i skoven, men hendes stædighed bød hende stadig at forsøge at hjælpe ham.
Hun prøvede med ikke at sige noget, men sad bare og studerede den stakkels, lasede dreng. Til sidst kunne hun dog ikke styre sin nysgerrighed.
"Demetri... hvorfor er du her i skoven helt alene?" spurgte hun, før hun kunne stoppe sig selv.

"...ved slet ingen ting. Jeg er helt udenfor-"
han hviskede stille for sig selv indtil pigen sagde noget til ham. Og så blev han da føst rigtig forvirret!
"hvorfor er du her i skoven alene?" ...
Ja, var det ikke ligesom klart? Fordi han ikke havde noget sted at tage hen til. Fordi han var blevet smidt for porten, men den sikre tanke at han skulle dø, fordi han ikke ville være på slottet, -
-Slottet
Han dirrede svagt af frygt, og havde næsten glemt hendes spørgsmål. Hvordan havde hun tnkt sig han skulle svare? Hvad ville hun have? Hvad kunne han sige?

Det var kun en lang hurtigt række af pivende lyde der kom fra Drenges blege læber. Klagnde og forpinte, men ikke ligefrem så skrækslagne som hans stemme havde lydt før.

Selvom drengens manglende reaktion pirrede Gens irritation en smule, lod hun sig ikke mærke med det. Hvad var der dog at gøre for den stakkels dreng?
"Hvor er dine forældre," skulle hun lige til at spørge, men tog sig i det. At drengen løb rundt i skoven, forvirret og bange, tydede ikke på at hans forældre var specielt omsorgsfulde, hvis han da havde nogen.
"Er.. er du sulten?" spurgte hun i stedet, og håbede på et lidt mere håndgribeligt svar denne gang. Hun vidste at hun havde noget brød et eller andet sted, og Demetri så så sølle ud, at det næsten ikke var til at bære.

//Hov... Det skulle så være Gen xD Srry//

Da Deem hørte pigens spørgsmål denne gang, blev han mere forvirret end nogensinde før. Havde han været forvirret før, var det i hvert fald intet i sammenligning med det her.
Hvad var det for et spørgsmål?!
Havde hun faktisk spurgt ham om han ville have noget at spise?
Deem sad og var så forvirret at han næsten begyndte at græde. Han var dødsulten. Bær og rødder mættede ikke så godt når man halvdelen af tide måtte kaste det hele op fordi man havde spist noget giftigt. Så ja, han var da godt nok sulten.
Men hvorfor ville hun give ham mad? Hvad ville hendes motiv være? Hvordan kunne hun bare få lyst til at fråse med sin mad på den måde?
-Og så slog det igen klik for ham.
Hun havde ikke spurgt om han ville have noget af hendes mad. Bare om han var sulten.
Hun kunne vel godt finde på at lokke ham med mad, ikke?
Deem havde efterhånden tænkt i lidt tid, men så gad han altså ikke mere. Hvis hun nu ville ham noget, så måtte hun gøre hvad hun ville. Hvis bare han kunne få noget mad.
Han tæntke igen på hendes spørgsmål, og nikkede et meget lille nik, før han langsomt kravlede hen imod hende. Det var for svært at stille sig helt op.

//Det går nok ^^"//

Gen smilede ved det lille tegn på... ja, hvis det ikke var tillid, var det i hvert fald frygt i en mindre grad. Hun rodede lidt i sin lomme - frydede sig et øjeblik over overhovedet at have lommer - og trak en lille stofpose op. Der var noget brød - ikke meget, men heller ikke lidt. Hun havde hugget det i køkkenet før hun forlod huset... det vil sige, hun huggede det selvfølgelig ikke. Hun skulle i princippet have frokost på et elelr andet tidspunkt, så på den måde var det lige så meget hendes end nogen andres.
Det var nyt, friskt brød, selvom det var en smule mast af at have befundet sig i en lomme. Hun rakte det til drengen med et "Værsågod," og et nervøst smil.

Deem kunne ikke finde noget at sige. Hvad sagde man til en mulig fjende der sad og gav en det man havde mest brug for? "T-T-T-Tak..." Fik Demm fremstammet da der blev rakt noget brød til ham, han tog det forsigtigt, og ventede bare på at mærke et par faste hænder rundt om hans håndled.
Men der skete ikke noget.
Han prøvede at smile lidt, men det var efterhånden så lang tid siden at det kun blev til en underlig grimasse. Han kiggede på hende med store øjne da han langsomt kravlede lidt tilbage, til han stødte ind i et træ nogle meter fra pigen.
Og så gik han igang med at spise.
Først langsomt, for at nyde smagen af brød. Og endda friskt brød. Men når man var så sulten var det svært at spise langsomt. Han puttede hurtigt mellemstore stykker i munden og tykkede flygtigt før han slugte.
Han var kun alt for hurtigt færdig med brødet, og han stak sine fingre i munden en efter en for at få de sidste krummer. "Tak" Mumlede han igen, da han kiggede på jorden og prøvede at få de allersidste krummr, også.

Gen smilede, og smilet skyldtes to faktorer:
Ét, hun var glad og tilfreds over at Demetri endelig udviste tegn på tillid, og sagde andet end "Jeg ved det ikke!".
To, hun var stadig bange for at ethvert andet ansigtsudtryk ville skræmme det lille væsen væk.
"Det var så lidt," sagde hun, af vane frem for noget andet. Det var også virkelig så lidt. Brødet forsvandt alt for hurtigt ned i drengen, som om han ikke havde fået ordentlig mad i dagevis. Det har han sikkert heller ikke, tænkte en del af hende. Gid hun havde taget mere mad med.
En idé spirede i hendes hoved. Hun kunne selvfølgelig ikke tage drengen med hjem, selvom det var hvad hendes instinkt bød hende at gøre. For det første ville hendes mor aldrig tillade det. Virkelig. Og for det andet, ville det heller ikke hue Demetri. Men...
"Jeg kan komme ud med mad til dig," tænkte hun højt. "Hver dag," fortsatte hun, og prøvede at dæmpe sin ivrighed, i tilfælde af at det ville skræmme drengen væk. "Hvis du vil altså. Hvis du synes?" Jo længere hun talte, jo mere blev hun klar over hvor ivrig hun virkelig lød. Dumme! tænkte hun ved sig selv. Nu ville han sikkert flygte, og hun kunne ikke gøre noget ved det.

Deem vidste ikke helt hvad han skulle tro. En pige der glad og gerne ville give ham mad.
Mad.
Altså, sådan rigtig mad.
Sådan noget man kunne spise.
Altså, og leve af.
Sådan... mad.

"Øhum, hvorff-fff-ffor?" Spurgte han hæst.
Ingen, ingen ville ved deres fulde fem gå rundt og give mad til folk.
Mad var jo... mad! Det kunne man jo ikke fråse med. "Hvorfffor?" spurgte han lidt lavere med en stor rynke imellem øjenbrynene.
Selvom øjnene stadig var bange. men nu var de snart ved at være mere forvirrede end bange.

Hvorfor? Spørgsmålet forvirrede Gen. Hun havde da ikke tænkt over hvorfor. Det var da bare... rigtigt, var det ikke?
Hvorfor? Fordi hun ikke kunne holde ud at se ham på den måde, fordi hun var et godt menneske, fordi de havde rigeligt med mad som de ikke behøvede, fordi...
"Fordi jeg vil hjælpe dig," sagde Gen prøvende. Det virkede som det rigtige at sige.

"Hvorfoo-ooo-or?" Spurgte han en smule mere intenst.
Den pige der sad der mindre end fem meter fra ham havde ingen grund til at hjælpe ham.
Han var ikke rigtig sikker på at hun kunne forstå det. Hun havde jo ikke rigtig forstået det før.
"Du har ikke nogen grund til at hjælpe mig." Sagde han langsomt og tydeligt. han var ikke helt sikker på havd der var med pigen, men hun virkede ikke alt for farlig... Men hvem vidste..?

Gen åbnede munden for at sige noget, og lukkede den så igen. Hun vidste at hun ikke med ord kunne forklare noget, der lå så dybt i hendes natur at det ikke kunne udtales.
"Jo, det har jeg," sagde hun bare med et smil, som hun håbede så venligt, men også hemmelighedsfuldt og fascinerende ud. I virkeligheden så hun bare blændende yndig ud, hvilket også var en del af hendes natur, omend en mindre velkommen én.
Først nu opdagede hun at lyset havde forandret sig. Der lå et rødligt skær over skoven, og træernes skygger var ved at blive længere. Det var ved at blive aften.
Festen! Hun havde helt glemt at hun skulle være hjemme nu! Hendes mor ville blive rasende!
Det var ikke fordi hun ligefrem så frem til festen. For meget Minglen med Aristokrater og Fremvisning for Mulige Ægtemænd. Hvad hun virkelig håbede var at se sin fætter, Cave. Hun havde hørt om ham fra sine forældre, og han var eftersigende familiens sorte får. Dette var selvfølgelig grunden til at Gen ville møde ham.
Revet ud af sine tanker, kiggede Gen på Demetri igen.
"Lige her," sagde hun til ham "Hver dag. Aftale?"
Samtidig begyndte hun at rejse sig. Det var stadig med rolige bevægelser og uden hurtige ryk. Drengen havde bare den effekt på hende. "Jeg må gå," Tonefaldet var beklagende. "Men vi ses."
Hun smilede til ham en sidste gang, før hun vendte sig og forsvandt i den retning hun var kommet, i håb om at kunne finde hjem før hendes mor fik et føl.

//Er out fordi Gen har en fest at skulle til.. srry ^^''//

Deem var langt langt over den grænse, hvor man ikke kunne finde ord, så han sad bare og stirrede dumt.
Hun gik? Hun ville kommer igen? Hun sagde de skulle ses?
Han kunne ikke helt forstå det, men det gjorde ham ikke så meget. Så længe hun ikke hentede alle soldaterne...
Ved nærmere eftertanke begyndte han lagsomt at flytte sig til siden. Han var træt og ville sove, så han kom dog ikke længere end til under en stor tyk tornebusk.

» BESKRIVELSE: Mus, digitalt!
» Dokuro er ikke...
» Ikke tilfreds
» Ikke kendt....
» en varm dag alene eller ikke