på jagt efter...

Gæst

Safira gik mellem de store trær. det var nok ikke den bedste ide. hvorfor havde hun ikke hentet en hest i stalden eller en af sine rare officervenner? de ville frygtelig gerne med hende ud, men ikke idag. skumringen var ikke særlig hyggelig, og hendes sko var ikke lavet til den bløde skovbund. heller ikke hendes kjole, der allerede var revet i stykker forneden.

Veneur havde fløjet med hende hele vejen. Hna var i sin yndlings blå fugle form. Hna landede så på en gren og forvandlede sig til hans elverform. Han så på hende og sagde "hvad laver sådan en alt for for fin kvinde erude i denne her skov". Hna vidste ikke at hun kunne genkende ham fra rapporten hun kom med

Gæst

hun blev enormt forskrækket, og hendes skræmte hvin rungede højt i skoven. hun snublede baglæns og lænede sig op af et træ, da det gik op for hende, at det 'bare' var en elver.
"åh gud de forskrækkede mig"
hun strøg håret væk fra ansigtet og kiggede længe på ham. hvor kendte hun ham fra. hun havde aldirg set ham før, men hun burde vide hvem han var, det var hun helt sikker på.

"du burde da også passe bedre på, for du burde slet ikek værer her ude." sgade han til hende roligt, uden at tænke over at sådan tiltilate med en en højtstående kvinde. De eneste han kunne finde på at tiltale højligt var hans gode venner og nogle få bekendte

Gæst

et øjeblik var hun helt stum, kiggede bare dumt på ham, men så tog hun sig lidt sammen.
"øh..."
hun gned sin ene tinding.
"har de et navn?"
hun lod være med at svare på hans spørgsmål. det ragede i hvertfald ikke sådan en lille elversnude.

"måske har jeg et navn måske har jeg ikke et navn, men jeg afslører det ikke til personer af din format." sgade han fuldstændig rolig. Han så bare på hende roligt. Han havde for første kan i lang lang tid faktisk glemt at skifte fuldstændig, men det var nok fordi han var en lille msule træt. Hans ene ører var stadig i fugle skikkelse, så han skiftede den om til elver.

Gæst

"åh min gud!?"
*han er jo lige hvad jeg leder efter.*
overløberne kunne have gjort det samme, det vidste hun, men hvis hun fik ham til at hjælpe sig, ville det blive hendes egen sussec. hun kunne få ham til at ligne d - e - m...
"he..."
lyden døde i hendes mund, da hun vaklede baglæns. det var ham, det var hun helt sikker på. hvad skulle hun gøre? hun kunne ikke bruge et sværd. hvis han vidste, hvad hun vidste, så var hun vel dømt på forhånd.

"så der kom endelig realismen ind i dit menneskelige sind, men det var da også på tide, for jeg kan da ikke have undgået at blive raporteret når jeg direkte truede Haldonir og skærmte soldaterne omkrig dem, men du spurgte efter mit navn og det er Haldonin, så uheldigt tæt på Haldonir, men dit navn kender jeg allerede ike frøkken Safira" sagde han roligte side røg lidt ned og man kunen nu se hans bandager, dem havde hans også haft på ved haldonir til hende. Hna hoppede så ned for træet for at land med et bump. hans ene stykke røg ned og hans bandager på armen og på øveraste af brystkasse nblev synlkig, de selv samme bandager osm han hjavde på da han truede Haldonir. Han hev dme så op igen, så bandagerne igen var usynlige.

Gæst

hun veg væk fra ham med et hæst gisp. en gren flængede det nederste af hendes kjole. magi. hun var nødt til at sørge for noget på paladset, der lod hende overvåge alle formskiftere. det andet var alt for farligt. selv i den ret bizare situation tænkte hun i strategiske baner.
*hvad vil han mig. hvem er han rigtigt. for vel er det ej hans rigtige navn.*

"du tænker sikkert at det ikke er mit rigtige navn, men det er det virkeligt. Jeg kender også en del om dem Safir, så du for et valg lige nu." sagde han til hende rolgit. han trak begge sine sværd og sprang henaf imod hende. Hna tiltalte hende som man normalt gør til folk man kender.

Gæst

hun trak sig baglæns. formanede sig til koldt overblik, men hendes kønne blege ansigt røbede frygt og hun bad til at han ikke hånede hende. hun beherskede sin let røstende sopranstemme.
"hvilket valg?"
hun støttede sig til et træ.

"du forholder dig negativt, eller så bliver det dig som bliver hængt for mordet på fire adelsmænd fordi de finder nået at de når på stedet, og en del af din kjole" sgde han til hende. Hna skar et meget lille stykke af hendes hår efter at han var taget endnu et par hop og til hende. Han havde også lide kort skåret nederst i hende kjplle, så det ville se ud som om det var sket fra en skarp gren. Han gik så tilaeg og så på hende.

Gæst

"de mener passiv?"
spurgte hun, før det hun nåede at bremse sig selv. hun bed tænderne sammen. afpresning, det var hendes eget fag, som nogen brugte mod hende. det var lige så fari, som det kunne blive, men hun var en kvinde uden mulighed for at forsvare sig.

"ja at du ikek kommer med nogle gode ide´er og slet ikek giver kongen hjælp ved at bruge din kvinde list. jeg tror ikke p åat kvinder er dumme og bare så du ved det, jeg kommer til ballet på lørdag, men i en skikkelse som du på et punkt vilk genkende men på det andet punkt ikek vil genkende." sagde han til hende. Hna satte sværdene tilbage ideres skeder og puttede så tingene fra hende i en lomme. Hnas bandage kom igen frem, da han gjorde ne lilel forkert træk. Han ville ikke gører hende nået, men heller ikek vise svaghed.

Gæst

"ej det kan du ikke mene."
sagde hun vredt. så længe hun ikke brød hans regler ville han vel ikke gøre hende noget. hun hyperventilerede, og på grund af det stramme korset under kjolelivet, havde hun svært ved at få luften ned i lungerne. hun fik hovedpine.

"jo det kan jeg mene, jeg er ikek lige så dum og fordømmende overfor folk som de adelige er, jeg kan sagtens grave hemmeligheder op omkring dig og besklde di for mord og bare ås du ved det, nu skal de holde øje overalt for fra nu af har jeg folk til at skygge dig selv i skyggerne." sgade han roligt til hende.

Gæst

hun begyndte at græde stille. han løj. det måtte han gøre. han kunne ikke det andet, eller kunne han? hun var ved at gå i panik, da hun fik en anden ide. det var ikke en rar tanke, men det var sandheden. hun faldt hulkene på knæ.
"hvad skal jeg gøre? de slår mig ihjel som forrædder, hvis jeg ikke passer mine ting, og ellers bliver jeg hængt..."

"passe dine ting ,men rådgiv kongen til at slutte fred og lade nogle fra alle de andre racer og opørsledererne komme med i rådet, så det ikek kun er mennesker i rådet, som med glæde sælger formskifterer som slvaer" sgade han til at starte emd roigt, men til sidst en smule vredt.

Gæst

"Slaver..."
gentog hun med en lille ynkelig stemme.
"det er umuligt at stoppe... "
*han har jo ingen forstand på politik.*
hun satte sig ned med et bump og hvilede hovedet i hænderne et øjeblik.
"det... du beder om er fysisk umuligt."
hendes stemme var tyk af gråd, men hun hulkede ikke mere.

"det er måske lige nu fysisk muligt men hvis man kæmer mod det i ti år, kan man stoppe det, fordi lad os se hvad du syntes til at arbejde som save for en adelsmand i de fjerne lande" sgade han til hende rolgt. Hna blev ikek særlig meget bevæget af hendes tårer. de betød intet i forhold til de piger som var formskifterer eller elverer som blev misbrugt af deres herre.

Gæst

"det er nok at gøre det herhjemme."
han kendte nok ikke hendes tidligere ægteskab. familiens trykken mod hendes ryg. det faktum, at hun umuligt kunne undslippe den ægtemand, hun var kommet til at hade så forbandet meget. rædslen da hun opdagede at hun havde været gravid nagede altid i hendes baghoved. også tanken om det barn, der aldrig havde set dagens lys.

"der har to mad nok , du har tjener , mens som slave lever du på et stykke brød i en uge og du skal selv gører alt også herrens mad slevom han er et værre svin" sgdee ha til hende. Hna satte sig op af engren og tænkte. Hna tænkte over hvordan han kunne give hende en lærer steg

Gæst

hun rejste sig op og vaklede let.
*corkin slår mig ihjel.*
hun panikkede indvendigt, men man kunne ikke længre se frygten på hendes ansigt. nu var hendes træk bare stive og formelle som en voksdukkes.
*og det gør han her også.*

"vælg dine valg ordenligt, det er den eneste måde du kan overleve, flygte er mit råd til dig" sgade han til hende roligt. Hnas så bare på hende. Det ville ike værer godt his hun besvimede, så skulle han jo til at give hende mudn til mund, hvilket knne fører til nået dårligt.

Gæst

"det kan jeg ikke."
hviskede hun ud i luften.
"vær sød at lade mig være..."
hun havde frygteligt ondt i hovedet. hun satte sig langsomt ned igen.

((hvis en kvinde med korset besvimer, er det eneste man skal gøre at skære den øverste snor over.))

» til green efter ferien.