Det er fra forskellige tidspunkter af hendes liv, så hvis det er forvirrende så lev med det... de øverste er de ældste... vær venlige ikke at besvare dette emne. hvis der er noget i vil kritisere eller kommentere, så pm mig på ninianes bruger... det nyeste står med grøn.
Kære dagbog
Der er sket noget forfærdeligt. Den unge ridder David af Vindbugten blev sendt fra borgen af min mand. Om jeg forstår hvorfor? Han er jo klog og positiv. Ganske vist ung, men han er så rar og… tja alle og enhver med hovedet på det rette sted, vil kunne se at han nok er forelsket. Det er på intet punkt gengældt, og jeg tror godt han ved det, men han støtter mig altid meget venligt og høfligt, når jeg er trist og alene, og det er jeg som bekendt tit. Han er eller var der for mig, når jeg længtes hjem, men pludselig i dag under middagen skreg min mand, at David og jeg ikke skulle gå bag hans ryg, og at David hellere måtte rejse. Vi blev begge vrede over denne beskyldning, og jeg er det endnu, men Lord Lorenz’ ord kan ikke ændres på hans egen borg. Nu er han nede for at sige farvel. Det virker grotesk, men han har givet mig direkte ordre om at blive her, alene på mit lille mørke værelse. Jeg er meget ensom, og jeg glæder mig langt fra til, at min mand kommer tilbage. Hvis han kommer i aften. Jeg må end ikke se til en anden mands side, mens jeg ved fra den sladder, der går mellem de andre ret forsagte kvinder, at han, når han ikke er i MIN seng, så er han hos en af tøjterne. Det passer mig faktisk glimrende. Gid han bare var der for altid. Åh min gud han slagter mig hvis han læser dette.
Safira 19 år. Maj
- - -
Kære dagbog
Jeg har haft kvalme den sidste tid, og i formiddags gik jeg til en af den magikyndige kvinde på borgen. Hun smilede bare til mig og lo af min uvidenhed. Hun lagde en hånd på min mave og sagde at jeg var gravid. Jeg blev ærligt talt vildt bange, mest fordi HAN var faren. Jeg ved godt han er min mand, men, men, men… jeg kunne godt ønske mig noget andet. Han var slet ikke på borgen i dag, men han fortæller mig jo aldrig noget, så jeg kender ikke grunden. Jeg har ikke sagt noget til ham om det, jeg vil vente til vi er alene. Han kommer nok lige straks, og jeg kan ikke sige at jeg glæder mig. Han drak tæt ved aftensmaden. Uh hvor jeg hader vinter. Det er så koldt, og jeg kommer slet ikke nok ud. Det trækker alle steder på dette store skrummel af en borg. Det er nærmere et fort eller en fæstning. Den er i hvert fald ikke lavet til beboelse. Alle rummene er fugtige og stenmurene er dødsens kolde. Jeg må gå med tykke sjaler omkring mig, og de få andre kvinder, der også bor her, har det på samme måde. Hvis nogen af mændene har været på jagt, er de helt gennemfrosne når de kom hjem, og de drikker mere end de plejer. Jeg hader allerede tanken om at skulle have ham liggende ved siden af mig med sin stinkende brændevinsånde.
Safira 20 år. februar
- - -
Kære dagbog
Min mand blev meget glad i går, næsten ædru. Jeg gik på hans ordre til den magikyndige kvinde igen, og hun siger, at det vil blive en pige. I går var jeg næsten panisk ved tanken om at skulle have et barn, men i nattens løb gik det op for mig, at det bliver mit barn. En del af mig. Selv om han er faren, så er jeg trods alt hendes mor. Jeg kan ikke lade være med at stryge hånden over maven hele tiden. Jeg ved ikke om jeg glæder mig til at fortælle min mand at han skal være far til en datter.
Safira 20 år. februar
- - -
Dagbog.
Der er sket noget forfærdeligt. Jeg hader ham virkelig. Jeg har lyst til at skrige og smadre ting, men jeg gør det ikke. Jeg græder højst en smule, men indvendig er jeg løbet helt tom af sorg. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne skrive det ned. Jeg er så bange og forvirret. Jeg skulle aldrig, aldrig have fortalt ham at jeg ventede en datter. Han blev helt forkert i hovedet. Jeg blev pludselig bange, men det var for sent at bakke ud. Han slog mig i ansigtet, og skreg en masse. Det gør ondt i min kæbe. Han bankede mig, til jeg bare lå og forsøgte at beskytte mit hoved. Så gik han ned for at drikke sig fra sans og samling, tror jeg. Jeg ved det ikke. Jeg vidste ingenting. Jeg blev først klar i hovedet igen, da jeg lå i min seng, og tre kvinder stod omkring mig. En af dem græd stille. Min ene arm var forbundet, og jeg kunne stadig mærke den stærke magi i rummet. Pludselig blev jeg grebet af panik, og deres ansigter viste at det var berettiget. Der var blod på lagnet, og Lord Lorenz bliver aldrig far. Jeg skreg af sorg, og græder over det lige nu. Hvor ond kan man være? Jeg vil bede magikeren om en amulet, der forhindre svangerskab. Aldrig aldrig vil jeg føde hans søn.
Safira 20. februar
- - -
Kære dagbog
Han kom ind før. Det gik op for mig at jeg hadede ham mere end nogen anden, og da han lagde armen om mig for at trøste mig, så skreg jeg virkelig af ham. Jeg havde sådan lyst til at sige ham et par sandheder, så det gjorde jeg. Han så bare på mig, før han hævede hånden for at slå mig. En af kvinderne standsede ham, men de kunne ikke få mig til at holde op med at skrige af ham. Så det endte med at de tre kvinder fik ham skubbet ud, og så brød jeg hulkende sammen. Jeg hader ham. Han fortjener ikke livet.
Safira 20. februar
- - -
Kære dagbog
De tiltaler mig enkefrue. Jeg er så forvirret. Han er død af en ukendt virus i maveregionen. Jeg er chokeret. Så bange og ensom. Jeg har aldrig kunnet lide ham. Når han endelig var rar, var det for sin egen skyld. Jeg er så bange. Ingen taler med mig. De ser bare på mig med deres tomme blikke. Jeg hader denne klamme mørke borg. Efteråret har virkelig fat nu. Jeg kan ikke lide de lange nætter, og jeg hader at vågne og se rim på de store flade græssletter. Mod syd kan jeg fra mit vindue se nåleskoven. Snart vil det være næsten umuligt at komme væk fra dette åndsforladte sted. Jeg vil ikke være her mere. Jeg vil væk.
Safira 21. november
- - -
Kære dagbog
Jeg har overdraget ansvaret for borgen i nord til sergent Haldor, den af de mænd jeg stoler mest på, og jeg vil ikke se den igen, før jeg har lagt sorgen fra mig. Jeg er på vej til Takamir. Der er meget langt, og de mange timer til hest er kolde og ubehagelige, især fordi ens ben kommer til at sove så frygteligt når man sidder i damesadel. Jeg har tre soldater og magikeren med. Hendes navn er Hilda. Hun vil altid gerne hjælpe, og hun har altid ønsket at se hovedstaden. Hun og de andre foreslog at vi kørte i en lukket vogn, men jeg har ikke set det åbne land rigtigt siden jeg kom hertil fra sommerfesten sidste år. Min mand var ikke særlig kongetro, men det er Haldor. Vi sover i to små telte. De andre var rædselsslagne over at jeg ville tage til takke med et primitivt telt, og jeg indrømmer ærligt at det er forfærdelig ubekvemt og koldt, men jeg vil bare væk.
Safira 21. november
- - -
Kære dagbog
Jeg gik til Corkin med de ting om oprørene idag. Sir Haldonir var i salen på det tidspunkt. Corkin var vred over den fart, pågribelsen af oprørene sker i. vi mister alt for mange mænd. Jeg blev slået af en idé. På en eller anden måde skal jeg, ud fra forskellige vidners beskrivelser, få en formskifter til at ligne de oprørere, jeg kender til. Det vil være langt lettere, hvis alle soldater kender deres signalement. Hvis jeg går til slottets overløbere vil det slippe ud. Jeg finder nogen, der er villige til at arbejde for mig uden andre mellemmænd.
Safira 23 forår
- - -
Kære dagbog
Jeg er så bange. Jeg mødte en oprører i skoven. Det var ualmindelig dumt af mig at komme der, men jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle finde en formskifter. Pludselig sad han i et træ bag mig. Han havde to lange sværd og sagde, at jeg måtte forholde mig passivt i politiske forhold, for ellers ville han få mig hængt for mordet på fire adelsmænd. Jeg græd. Jeg er virkelig en kujon, men jeg anede bare ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg troede på det tidspunkt at Corkin ville slå mig ihjel som forræder, hvis jeg ikke gør som jeg skal. Nu er jeg i tvivl om det er rigtigt. Veneur, det kaldte han vist sig selv, skar en tot af mit hår som bevis. Han forlangte at jeg skulle få nogen oprørere med i rådet og afskaffe slaveriet. Det er fysisk umuligt for en med min autoritet. Jeg er nødt til at presse fra alle sider for bare at få lov til at udtrykke mig foran rådet, og det er altid med flertallet mod mig. De anser mig for en eller anden lille spion, der lister langs væggene, for at pudse sin egen glorie. Veneur påstod at jeg skulle flygte. Men hvordan skulle jeg? Jeg har altid… jeg er ikke… jeg tør ikke. Jeg ved ikke hvor jeg skulle tage hen. Borgen mod nord kan være et tilflugtssted, men jeg hader den. Da jeg forsøgte at forklare ham det stod Corkin pludselig i lysningen. Jeg kan ikke sige hvor glad jeg blev. Jeg tror ikke Veneur blev glad. Han dræbte Corkins to unge livvagter, før nogen nåede at trække blank. Så tror jeg at jeg mistede bevidstheden. Da jeg vågnede var det øverste af ryggen på min kjole og mit korset skåret op, og jeg blødte ned over ryggen. Veneur lovede Corkin at næste gang de ser hinanden er det på hver side af et sværd. Han sagde også at hvis nogen sætter en plakat op med hans navn på, så mister jeg livet. Vi red hjem. Jeg havde meget svært ved at tage mig sammen. Corkin fulgte mig helt op på mit værelse. Så kyssede han mig på munden og gik igen. Jeg reagerede nok ikke særlig korrekt, men jeg blev så overrasket. Han mener det virkelig. Det troede jeg kun skete i mine drømme, men, men…
Safira 23 forår
- - -
Kære dagbog.
Der var bal idag. Jeg havde ellers glædet mig, men jeg hader det nu. Jeg stod og talte med en grevinde, da en tiltalende ung mand bød mig ud. Grevinden var vist ret misundelig, men jeg ville til en hver tid bytte ham med hvem som helst. det viste sig at være Veneur. Jeg havde en kniv uder kjolen, men han opdagede den for hurtigt. Bag efter kunne jeg ikke falde til ro. Jeg gik her op og åbnede dig, kære dagbog. Så havde jeg den glæde at gennemlæse det forfærdelige, der skete for så længe siden. Jeg er bare så ked af det. Og jeg hader ham så meget, lord Lorenz. de militære grupper skal være færdige snart, har jeg besluttet.
Safira 23 forår
Ons 29 Apr - 0:58 af Misel
