blandt orker.

Gæst

Artzhor sad mellem orker på en lille snusket bar. en af dem brokkede sig højlydt over rinok, men ellers var der nogenlunde fredeligt. Artzhor havde valgt sig det mørkeste hjørne, da han ikke havde lyst til at komme på kant med nogen lige i øjeblikket. måske når de var blevet lidt mere fulde, men klokken var kun henad otte, og orkerne plejede først at begynde det helt store drikkegilde henad midnat.

Midt mellem alle de orker, sad en elver. Orkerne bryd sig ikek om det, men de vidste godt, hvem det var, men de frygtede ham ikke, de kunen bare ikek lide at hvis de prøvede på at lave et slagsmål med ham, forvandlede Veneur sig til en skikkelse som var stærkerer en en ork. Veneur drak ikke, men nippede engang imellem til glasset. Han var ikek fuld eller nået. Hna havde bare trænnet en hel del, så nu vilel han bare lige sidde og slappe en del af.

Gæst

Artzhor holdt et vågent øje med elveren. han syntes at kende ham, men kunne ikke placere ham. Orkerne lod som om den fremmede ikke fandtes, så Artzhor gik ud fra, at det ikke var en elver, eller i hvert fald ikke en helt almindelig en. ellers ville en af de største orker nok have most ham, det øjeblik, han var trådt ind af døren. han kiggede ned og legede med en mønt i hånden. han var helt sikker på, at han kendte den elver. han trak lidt i sin kappes hætte og gled helt ind i skyggerne.

Veneur så sig rundt omkring. han gik så et stykke væk fra der hvor alel kan se ham. han fandt det hjørner, hvor der kom mindste lyd fra. Han sagde så det sig selv "så har jeg prøvet tyvekongen, trænnet og nu skal jeg så til Grook, men ha nblvier det sværeste indtil nu" ahn lukekde så øjne og åbnede dme igwen. Han begyndte at tænke. Han tænkte på hvordan han skulel forhandle med grook og Rinok som han havde hhørt en smule om.

Gæst

hm. Artzhor vidste, at han kendte manden. men hvorfra. nu talte han øjensynligt med sig selv. Artzhor kneb øjnene lidt sammen og tænkte sig om. jo han havde været sammen med de rødhårede. de to elvere mødte da også de mærkeligste mennesker, ham selv inklusiv. han gav en mønt til en lille næsten bedårende orkunge-ting, den havde gigantisk øjne og gik rundt og tiggede ved borene. den smilede og viste tre rækker frygtingydende tænder, før den forsvandt under en bænk.

Veneur så sig igen omkring. Han kunne mærke en holde øje med sig, men han kunen ikke lige finde ud af hvor personen var, men han vidste at noget eller nogen holdte øje med ham, der var altid nogle som gjorde det. Veneur havde jo ikek haft den letteste tur på gaden, for han kunen jo ikek bare gå rundt omkring i byen, han måtte tænke sig om og bruge nogle af hans former som han brugte til forklædning.

Gæst

Artzhor satte fingerspidserne mod hinanden. det ville utvivlsomt være dumt at gå direkte hen til manden, da de var blandt orker, og selv det mindste intiativ kunne tages som en sammensværgelse. på den anden side var der altid nogen, der mødtes her, men man kunne bogstavelig talt ikke føre en privat samtale. væggene havde ører og selv om det var de mest uskyldige emner, var der altid nogen, der fandt dem interessandte.

Veneur tog nu hånden frem, og det så ud til at han nærmest lavede en sten saks papir konkurrence med sig selv, indtil han tog fingrerne og prikkede dem i øjne, på en som gemte sig bag et maleri, som gav en rimelig høj lyd derinde fra. Veneur sad bare der og tænkte, men han var stadigvæk fuldstændig klar til at reagerer, hvis der skulle ske det mindste som kunen afslører ham.

Gæst

Artzhor trak på smilebåndet ved det høje udbrud. det var der også andre, der gjorde. en af de største orker rejste sig med et grynt og trampede over til elveren, der kom til at se meget lille ud. Orken klaskede Veneur hårdt på skulderen med sin store trefingrede hånd. Han hvæsede noget, der muligvis kunne tydes som et 'godt gjort'. det var i hvert fald ikke nogen trussel.

Veneur nikkede bare ved det slag, og igen havde han bandager på, fordi hans skulder var fri nu. hans tøj var gået i stykker af al den trænning og da trolden slog blev et stykke til ødelagt lidt. Der var ikek mange huller, men nogle var der og mange af dem sad ved skuldrerne og siderne af maven. Veneur lavede et kort øjeblik en grimasse af en smule smerte, men lavede den hurtigt om til et grimasse af morskab. Han vilel ikek lige vise fr mange svagheder.

Gæst

Orken gik tilbage og satte sig. Hans (orkens) ansigt var roligt, og Artzhor kunne ikke afgøre, om han havde planlagt noget. elvermanden så faktisk ud, som om han var såret. et øjebliks trækning om munden havde gjort Artz opmærksom på, at der nok lå en rolig facade over en mission af en art.

Veneur så sig omkring og sagde så stilel og roligt "jeg ved godt du er her et sted og holder øje med mig, hvem er du g hvad vil du mig" hvilket artzhor sikert ville hører fordi han holdte øje med veneur. veneur vidste ikke hvor han var, men han kunen nærmest mærke en holdeøje med ham, fordi veneur havde jo været et godt stykke tid i oprørne og nu hvor han var næste leder skulel han helle tidne holde øje med forskellige ting og have øjne i ryggen.

Gæst

såh. øjne i nakken. Artz kiggede ned på mønten i sin hånd. så slyngede han den med sikker hånd over mod Veneurs bord. hans kast var ikke ret godt, og med et plop forsvandt mønten ned i det glas, der stod på bordet foran elveren. en af orkerne fik et mindre hosteanfald af grin, men han vidste heller ikke, at mønten var falsk. mon elveren kunne huske, at han havde set sådan en før?

Veneur fik øje på mønten som fløj i luften og så rør ned i glasset foran ham. han rejste sig, og gik hen for at kigge på mønten. Han så så på mønten. Han havde set den før, den var falsk, men det sagde ha nikek til trolden, han sagde bare "den er meget værd behold den" Han gik så hen til bordet igen og sagde "nå så det er dig jeg snakkede med om mønter i kroen inden den blev brændt ned, Du har stadig den der lille fejl på mønten."

Gæst

Artzhor rejste sig og kom over til Veneurs bord. han satte sig roligt med ryggen mod muren.
"det er mit kendemærke forstår du..."
erklærede han og lænede sig roligt tilbage. hans ansigt sagde ingenting, men under den rolige facade var han på vagt nøjagtig som den anden. ingen skulle have lov at overliste ham denne nat. hans unge træk var for længst blevet omdannet til mistro og stædighed.

"ah ligesom elver formen er for mig" sagde veneur til ham. han så kort på ham nikekde og så lagde sig til at tæmke igen, eller sådan så det hvertfald ud som om han gjorde, men han ventede på svar fra Artzhor, så han kunen svarer igen, og måske få svar på ngole spørgsmål.

Gæst

"hm.. er der nogen grund til, at du er her?"
Artzhors stemme var ganske sagte. kun de nærmeste kunne høre den, og selv om orkerne så ud til at interessere sig, så var elvermandens skikkelse nok lidt advarende, i hvertfald var der ikke nogen, der så ud til at lytte.

"jeg skal snakke med Rinok og Grook" sagde veneur uden at vise frygt i stemmen og uden at sinke dne så meget. De nærmeste trolde, fik en slags kuldegysning ved ordet Grook og Rinok, alle vidste jo hvem de var

Gæst

"lyder meget logisk..."
svarede Artzhor roligt.
"hvis du siger, at du er sendt af Artzhor så kommer du som gæst. ellers kommer du let som fjende..."
han gned underkanten af den maske, der dækkede det halve af hans ansigt. der var ingen grund til at lægge skjul på, hvem han var. det ville nok bare gøre det til et mere behageligt ophold.

"nej jeg komemr som noget andet, fordi jeg skal snakke med ham og ting som kan gøre ham rimelig magtfuld" sagde Veneur

Gæst

"gør som du vil.."
artzhor trak på skuldrene. han var ikke babysitter for formskifteren, han kunne helt sikkert passe på sig selv. Artzhor tog en tår af sit glas og tørrede sin mund med sit ærme.
"Rinok kan se gennem alt husker du nok..."
det var et godt råd, men der lå næsten en trussel bag den. man skulle ikke prøve at snyde det dyr.

"ved jeg og bare rolig, min rigtige form er dysterer end den jeg har lige nu, derfor vil rinok sikekrt advare grook om det ike er min rigtige skikkelse og på den måde kan jeg sørger for at der ikke r nogle spionerne ved Grooks hof fordi det kun bliver mig og de to" sagde veneur

Gæst

"Hvis jeg var dig, ville jeg ikke snakke højt om min rigtige form..."
han trak en finger ned over kanten af sin maske.
"nu er det bare sådan, at mine former er lidt hæmmede..."
han talte, som om han var formskifter, men han regnede med, at Veneur kunne gennemskue ham. det var nærmere orkerne, der skulle undre sig.

"ah ja det kan jeg forstå, men sådan nogle har jeg uheldigvis også" sgade veneur, det var ikke helt sandt eller helt usandt en smule af begge. Han vidste/regnede også ud af at Artzhor gjorde det for at få orkerne til at undre sig. Veneur havde jo muse formen, når han skulel kravle igennem små steder, men alle andre steder var den jo hæmmende på grund af hvor svag den var.

Gæst

"Hm ja.. mine former er nu hæmmede af magi..."
hans ansigt fortrak sig en lille smule i en trist grimasse.
"magi har en pris..."
det lød som et suk eller en hvisken.
"men til gengæld har den en masse fordele... usårlighed eksempelvis..."
det var ikke direkte løgn. halvdelen af hans ansigt var næsten umuligt at skade, men til gengæld var det ødelagt under den sølvfarvede hud.

» vi har ingen orker... kan det passe?