I skovens midte

Elinor listede rundt i den mørke skov, som var hun et vildt dyr på jagt. Sådan var hun vant til at færdes og gjorde det altid, sådan følte hun det sikrest. Hun spejdede ind mellem de høje mørke træer, men forventede egentlig ikke at se noget, men alligevel håbede hun.

En kappeklædt skiggelse kom ridende af skovvejen. Skovens trærer her var høje og trækronerne der gik ind over hinanden log ikke meget lys til skovbunden. Alia trak let i den grå hoppes tøjler for at få den til at sætte farten ned uden dog at standse helt. Hun trak hætten på den lange sorte kappe der nåede næsten ned og dækkede hendes fødder, op over hovedet, og så sig undersøgende omkring.

Elinor standsede brat ved lyden af klaprende hestehove, en lyd der mindede umiskendeligt om Varylernes masakre på alferne/elverne for år tilbage. Denne lyd trængte helt ind og vækkede gamle skumle minder hos Elinor og hendes frygt for det store dyr blev endnu engang vakt til live.

Hun skulede ud mellem træerne, hen mod skovvejen og skjulte sig for den nytilkomne. Hun fik øje på at omrids af en stor skikkelse i grå nuancer og en rytter med en mørk kappe, siddende ovenpå.

Veneur kom flyvende meget lavt, han var i den form som han fandt smukkest, det var hans dugleform, den skinnede i lyset fra vejen blå som himlen og havet i et. Klart men måørk. han var på vej til en af grenene på et træ. Han fløj stille rolig og svævede hen mod træet. Han nød virkelig friheden i den form,

han opdagede så den grå rytter ligeunder ham, og en som gemte sig i skyggerne, han skyndte sig så så hurtigt som han kunne hen mod det træ, men det lavest træ, så han kunne forvandlesig til elver formen og hjælper den ene af dem, som måske ville blive overfaldet.

Det gav et ryk i Alia da hun hørte en lyd. Hun standsede Celesta(hest) ved et hurtigt ryk i tøjlen og greb efter sin kniv. Hun drejede hovedet mod lyden, og så med sammenknebne øjne ind i mørket mellem trærene.

Elinor sprang et skridt tilbage ved rytterens udfarende bevægelse og troede inderligt at det var ude med hende. Hun vidste ikke hvem det var eller hvad personen var ude efter, men i solens blege skær som faldt på den lille skovvej, spejlede sig nu noget skinnende og skarpt. Uden tvivl en kniv og Elinors hjerte hamrede i brystet på hende.
I hendes spring knækkede en gren og hun var nu næsten synlig, da hun ikke stod i ly af træet længere.

Over hende hørte hun endnu en ukendt lyd af vingeslag, fortumlet og uvidende gjorde hun automatisk en håndbevægelse og en støvsky hævede sig fra skovens tørre bund og fejede op mod det svævende dyr der var på vej imod hende. Hun stivnede og hendes hænder rystede af bare skræk.

Hvis der var to og de muligvis var meget magiske vidste hun ikke om hun kunne overmande dem (hun er ikke særlig bevidst om sine kræfter endnu), hvis det gik så vidt. Hun var ikke ordentligt skjult mere og nu nyttede det ikke at gemme sig, men at flygte var måske stadig en mulighed.

Veneur var blevet overrasket ovwer tinenes spring til at starte med, det var ikek meningen aft det skulle ske så huritgt, han satte endnu mere farten op.

Veneur nåede ikke at undgå Elinors støvskys angreb, da han havde lidt for meget fart på, han forvandlede sig så til ahns elverform, hvilket sikkert ville overrake dem begge. Han kunen ikek helt se hvad der var foran ham, mens han tumlede rundt i luften, han vilel tumle ind i elinor hvilket vilel være dumt for dem begge.

Han kunne ikke helt se alt for godt men han kunne reagerer med lukket øjne, han var så tæt på jorden at han måske kunen nå at trække sværdene og standse sig selv uden at ramme hende, men det var kun et måske.

Elinor rystede som aldrig før og nåede lige at vende sig om i den retning som larmen kom fra og som støvskyen var rettet mod og skjulte. Hendes ansigt var fortrukket i radsel da den fugleligende skikkelse forvandlede sig i høj fart med kursen lige mod hende. Den lignede nu en mellemting mellem en fugl og en person og Elinor stod som naglet til jorden.

Hun glemte alt om rytteren på hesten og skreg skingert da skikkelsen fejede mod hende, hun satte de spinkle hænder for øjnene og ventede på sammenstødet som formodentlig snart ville komme.

Veneur reagerede så godt som han kunne, han fik sig så godt som muligt i balance, og fik trukket sværdene, han manglede nu kun at sætter dem i jorden. Han kun tætterer og tætterer på Elinor, han fandt stedet han kunen bruge. Han spændte hurtigt den kraft han kunne mønstre mens han skulle styrer de andre ting og hamrede sværdene ned i jorden, uheldigivs var der en kæmpesten, cirka 7 centimeter nede i jorden, så han dipepde viderer, men langsomerer nu, han smed sværdene og ramte så Elinor, meget af kraften var væk, men det var stadig som at blive ramt, med en knytnæve i maven.

Elinor blev kastet baglæns med en sådan kræft at alt luften røg ud af hende og noget tungt fortsatte over hende, de var lige ved at ramme ind i et træ og hun forsøgte så godt hun kunne at gribe fat i forbi passerende planter for at afdæmpe stødet. Hendes øjne lyste klart grønt et sekund og planter af alle slags greb med lynets hast fat om hendes spinkle arme og snoede sig om hende og skikkelsen over hende og de standsede deres fald. Elinor lukkede øjnene og forsøgte at få vejret igen.

Veneur fik åbnet et øje lige i det øjeblik han så hendes øjne lye og planter greb dem, han kunne ikke være andet end utrolig overrasket, en person som var til planternes magi og som var elver, det kunne blive nyttig for ham, men han vilel lige rejse sig først, men planterne holdte ham jo, men heldigvis var han tæt på et af sine sværd, så det lykkedes ham at få det ene sværd og skære kun kanten af planten so af hvilket var den del der holdte ham, så han kunne rejse sig og planten leve viderer. Han rejste sig op, uden at hjælpe Elinort fordi hun havde jo gjort det her selv, og han havde ikke set at hun kun gjorde det instinktivt. Han fik så fat i dte andet sværd og fik nu begge sværdi deres skeder, ha nvar fuldt forvandlet i elverformen.

De rasterende planter slap om Veneurs ben og ankler og hvislede tilbage i deres normale stillinger. De krøb ligeså væk fra Elinor, men hun lukkede ikke øjnene op af bare skræk for hvad der ventede hende, istedet følte hun sig frem og satte sig fortumlet og sammenkrøbet op. Træet de havde været tæt på at ramme, var ca. en meter fra hende og hun støttede sig op af den krogede mosbelagte stamme. Hun åbnede øjnene langsomt og så frygtsomt på manden foran hende. Han var højere og meget kraftigere bygget end hende -(styrkemæssigt) men det eneste hun tog specielt notits af var hans øjne. De var smukke og Elinor som ellers plejede at kunne bedømme folks hensigt ud fra øjnene, var helt i vildrede. For mindre end 2 min. siden havde han været en fugl og nu stod han i sin fulde højde, fuldt udrustet med sværd og i elver-skikkelse.

Hvem vidste hvornår og om han kunne finde på at antage form som et stort uhyre der så let som ingenting kunne knuse hende. (Elinor har ingen anelse om hans kræfter)

Alia der havde fulgt hele sceneriet fra hesteryg kunne nu se hvad det var der havde betragtet hende inde fra skyggerne. Det var to elvere. Hun kunne mærke sit hjerte hamre.

"har du brug for hjælp til noget og mit navn er Veneur bare for at præsenterer mig" sagde veneur til hende, hun havde jo lige reddet dem fra at ramme ind i et træ, hvilket kunne have brækket hans ben, han vidste at de slags kræfter der var stærkerer end dem hun havde brug. Han ville sørge for at elinor ville komme til at hjælpe ham og lærer sine kræfter qat kende, men et skridt af gangen, først udvisning af venlighed for at skabe tillid og så derefter stadigvæk venlighed, og flere ting, for at gøre den lille smule tillid større. Han så så over mod Alia som sikkert ville have hørt om ham, og green da hun jo var spion ved slottet men det vidste veneur intet om. Han vendte så blikket mod elinor igen og rakte så også en hånd ud til hende.

((snakker Veneur elversprog? For det gør Elinor))

Elinor kiggede ængsteligt på hans udstrakte hånd, og vidste ikke om hun turde at svare. Ikke en lyd kom over hendes læber og hun rettede sig op. Hendes ellers så krystalblå øjne lyste af frygt en svag lysegrøn (det gør de altid når hun er bange eller når hun udfører magi) og hendes hænder skælvede. Hun rettede blikket mod rytteren men da hverken personen på hesten eller manden som havde præsenteret sig som Veneur, gjorde udfald mod hende, begyndte hun at slappe lidt mere af. Hun turde ikke rigtigt at tage imod hans håndsrækning da hun var i tvivl om hun kunne stole på ham, men tilsidst gav hun sig og tog hans hånd. "Elinor" svarede hun stille med øjnene stadig stift hvilende på ham.

"slap af jeg gør dig intet, undskyld for det med at du blev ramt, men du blindede mig med det støv" sagde veneur mens han gavh ede hånden. han kunen sagtens mærke at hun stirrede ham dirkete ind i øjne, og derfor var han glad invendig for at det ikke var hans rigtige form han havde brugt for så var hun blevet skræmt. Veneur havde regnet ud af at hun kun kunne styrer sine kræfter instinktivt eller når han var meget bange for noget, og så var hendes æøjne lysegrønne. det havde han regnet ud da han i et kort stykke tid så hendes krystal blå øjne lyse svagt af lysegrønt.

Elinor så undersøgende på ham, *Støvsky? Hvad mente han? Stod hun ikke bare i vejen? Og forsøgte han ikke bare at lande med for høj fart?* Hun prøvede næsten umærkeligt at trække sin hånd til sig, da hun ikke følte sig tryg ved situationen, men hun ville heller ikke virke uforskammet, så hun lod ham holde sin hånd og på den anden side så sagde han jo også at han ikke ville gøre hende noget, så den håndsrækning kunne betyde at han gav hende hans ord.
Denne Veneur var uden tvivl ikke en elver og det gjorde hende nervøs. Godt nok havde han taget skikkelse som en, men hun havde set ham forvandle sig, og nu var hun ikke sikker på hvad han var længere. Elinor var øm i kroppen efter sammenstødet men hun ville ikke udvise svaghed, da det kunne styrke hans chance for at dræbe hende, hvis det var det han var ude efter. Hun var ikke i tvivl om at han havde en fordel med sin størrelse og styrke, så hun forholdte sig rolig.

Hun målte ham med øjnene, hun var lettere end han men hun kunne ikke finde ud af om han var hurtigere på benene end hende. Elinor kunne løbe stærkt, men Veneur så ret muskuløs ud, så mon ikke at han kunne nå hende hvis hun løb sin vej? Hun blev derfor stående i samme stilling og mumlede noget i retning af "H..hv..hvad er d..du?" Hendes stemme var lys og klar, men frygten var ikke til at undgå at høre.

"hvad jeg er, det er let at svarer på, jeg er en formskifter. en magisk væsen siger så mange fordi min race har evnen til at skifte form op til halvtrrads former, men ikek mere., du er vist en elver, der har naturens gave og dte her er ikke min rigtige form, men den viser jeg ikke til nogen" sagde veneur til hende. han slap så hendes hånd, og han kunne sagtens høre hendes frygt og det var jo den som han ville overvinde, så han kunne få hendes krafter på sin side og til sin hjælp, for veneur vidste at han ikke kunne klare magiekrer som han kunne kalarer våbenbruger med hans evner.

"En f.. formskifter?" Ordene kom snublende ud af hendes mund og hun tøvede lidt. *Hvilke 50 former? Gad vide hvad hans normale form er?* Hun så undersøgende på ham, og prøvede at bedømme hans normale træk, men forgæves. *Naturens gave?* Hvad snakkede han om? Godt nok vidste hun godt at planterne adlød hende mere end de normalt ville gøre, men at hun ligefrem kunne kontrollere dem til et hvis punkt vidste hun ikke. Første gang hun opdagede at de gjorde som hun tænkte dem til, var dengang hun var barn og plukkede blomster, hvor dem hun valgte var eller blev smukkere når hun rørte ved dem. Hun kunne ikke lade være med at se overrasket ud og hun trak sin hånd til sig og pillede tankefuldt ved en tot hår. Hun tog lidt mod til sig og så ham ind i øjnene "Kan jeg se din rigtige form?" Hendes stemme var mere bestemt denne gang men venlig. Hvis han virkelig kunne forvandle sig til et uhyre, fandt hun det bedst at se det med det samme, så hun var forberedt.

Et vindstød tog fat i hendes hår og kastede de fine krøller bagud, hun skælvede, men mest af frygt for hvad hun kunne komme til at se.

"det her er min rigitge form" sagde han og vwendte sig så at Alia umuligt ville kunne se den. I skovens midte Possessed

var hans form, han blev laverer røde øjne sort hår, han lignede en ond person, men han forvandlede sig tilbage efter at have gjort formen færdig og holdt den i 10 sekunder. Han forvandlede sig så til hans elver form igen, han brød sig ikek om hans rigtige form. Han sagde så "jeg syntes ikke at min rigtige form er særlig god.

Elinors hjerte sprang et slag over ved synet af de røde øjne og den umenneskelige form. Hun gispede, og så væk, godt nok blev hun forskrækket men hun blev stående. Hendes øjne mødte hans og hun skælvede igen. Da Veneur havde forvandlet sig tilbage til sin normale form slappede hun lidt af igen. Han havde haft ret, hvis han havde forvandlet sig til den form i første omgang var hun forlængst løbet sin vej af bare skræk. Hendes hænder rystede "et sandt uhyre" hviskede hun næsten uhøreligt og hun kiggede på ham for at finde en anden mening.

Han havde endnu engang ret, hun brød sig heller ikke om den form og hun var taknemmelig for at han brugte sin elver skikkelse mest! Elinor rørte lidt på sig og trippede lidt. Hun vidst ikke hvad hun skulle gøre af sig selv og hun håbede inderligt at han ikke kunne forvandle sig til noget uhyggeligere end det. Hun så bebrejdende på ham, men et lille smil glimtede i hendes øjne, hun var taknemmelig for at han havde vist hende den.

"ja desvære, men nu må jeg lige spørge dig om noget, ved du noget om oprørerne" sagde han til hende næsten uhørligt så alia umuligt ville kunne høre det. Han så hende trippe. Han forholdte sig roligt, han hadede næsten den form, han kunne ikke slipep af med dem som han kunen med alle andre forme, men de nvar god til at skjule sig med for ingen næsten kunne tro at det var veneur. Han vidste at der fandtes mærkeligerer ting han kunne forvandle sig til.

Hun så på hans tankefulde ansigt og prøvede at gætte sig til hvad han tænkte på. "Oprørende?" Hviskede hun tilbage, skulle hun svare ham? Selvfølgelig vidste hun noget om dem, hun var selv en del af det, men hun havde ikke meget indflydelse. Elinor bekæmpede det uretfærdige på sin egen stille måde. Hun vidste ikke om hun kunne stole på ham, men han vidste tilsyneladende en del om dem. Hun skuttede sig og så ud mod rytteren for at bedømme om hun kunne høre hvad de snakkede om. Så så hun på Veneur igen, "Ja" mumlede Elinor så tilsidst, han ville uden tvivl finde ud af at hun var en del af det før eller siden, og hvis hun ikke fortalte ham sandheden, kunne det komme til at gå ud over hende selv senere. "Hvorfor?" spurgte hun lidt efter, men mere stille som om hun skammede sig, han ville sikkert ikke fortælle hende hvorfor, og hvis han gjorde, hvad forskel ville det så gøre? "Hvad har du med oprørende at gøre?" Hendes stemme var stille og hun var nervøs for svaret.
Elinor ville gerne finde ud af hvem han var og hvad han ville hende, men hun kunne ikke finde ud af hvordan hum skulle få det sagt, uden at hun sagde noget forkert.

Alias hjerte hamrede nu i hendes bryst. Det så ud som de to væsner talte sammen, men om hvad kunne hun ikke høre. Alia var ikke sikker på om det var godt at blive opdaget. Hun hoppede lydløst af Celesta, og trak hende ind i grantræernes skygger på den modsatte af vejen så hun kunne betragte dem på afstand.

"det det har at gøre er at jeg vil spørge dig om du godt ville tilslutte dig oprørerne og hjælper mig og en masse andre med at bekæmpe slaveriet og masssakre der nu engang sker. Hvad jeg har med oprørerne at gøre er at jeg er næste kommanderende" hviskede han til hende og det sidste så lavt at det kun var muligt for elinor at hører det fordi de ikek var særligt langt fra hinanden. Han havde brug for en medhjæper som var kvindelig og havde kræfter.