I skovens midte

Elinor kiggede lidt overrumblet på Veneur, hun så på hans kønne træk og ærgrede sig over at han ikke var ren elver. (elvere er et stolt folkefærd, og hvis de ser noget kønt, ønsker de instinktivt at det tilhøre deres race).
*En medhjælper?* mente han det mon? Han snød hende ikke bare, men indtil nu havde han virket meget nobel og til at stole på, så Elinor besluttede sig for at tro ham. "Hvad vil du bruge mig til?" Hun havde ingen anelse om hvad sådan en stor og stærk fyr kunne bruge hende til.

Han stod meget tæt på hende og Elinor følte at hun langsomt blev et med den jord hun stod på. Det var en ubehagelig følelse og det skete tit når hun var utryg (det var som om at naturen omkring hende ville passe på hende og derfor lod hende blive et med sig). Elinor rykkede et lille skridt nærmere Veneur og så ham ind i øjnene. Rytteren havde bevæget sig og var krøbet ind i skyggerne ovre på den anden side af vejen, men Elinor følte sig ikke længere troet fra den kant af, for hun var jo sammen med Veneur nu.

"kvindelist og dine natur evner er vigtige, for mig, hvis jeg skal gøre det som jeg har tænkt mig, men dte kan jeg ikek fortælle dig lige her på grund af en person" sagde han til hende roligt og normalt, han havde hele tiden en lille smule af sin opmærksomhed rettet mod Alia mens eller mod Elinor. Hna var klar til at reagerer hvis Alia gjorde noget som at prøve at angribe dem, men ellers var det vigtigerer at Elinor fik tryghed ved ham.

Elinor kunne mærke en lille snært af utryghed i hans stemme og hun konkluderede at det måtte være på grund af rytteren. Hun stillede sig lidt tættere på ham og hviskede så: "Er rytteren en trudsel?" Hun spejdede ud mod rytteren og lukkede så øjnene, der gik et lille ryk igennem hende og hun åbnede øjnene igen, "uden tvivl en kvinde" sagde hun så. "personen vejer for lidt og er for høj i forhold til det til at det kan være en mand." Elinor kiggede igen på Veneur, og blev lidt flov, hun stod sikkert for tæt på ham nu, måske skulle hun rykke sig lidt væk?

*Mine evner? Kvindelist?* Hvad skulle han dog bruge det til? Elinor så undersøgende på Veneur.

"hun kan ende med at blive torturret og dræbt i mit navn bare for noget så simpelt som en lilel plan jeg har, som gavner mange, og ja uden tvivl en kvinde, men også fordi personen ikke er komemt nærmerer på os." sagde veneur til hende. Han var lidt ligeglad med at hun stod så tæt på ham.

Elinor gispede og så bebrejdende på ham, godt nok udspionerede kvinden dem, men ligefrem at dræbe hende havde Elinor ikke tænkt på. "Hvad er det for en plan? Er det noget jeg er med i?" Hun tav og tænkte på om rytteren kunne høre dem, og hvis hun kunne ville Elinor ønske at hun stak af - for hendes egen skyld. Elinor to den tot hår hun plejede at pille ved når hun tænkte, og så op på Veneur igen. Hun var begyndt at stole mere på ham, men var alligevel utryg ved hans plan med hende.

"for dig er det ne fuldstændigfredeligplan, men for mig er dne nok lidt mere hård, men den vil skabe en del mere fred men jeg tror lige at bagefter skal jeg have et ord med rytteren for at sikrer sig at du ikke bliver et mål, uden at bruge voldelige midler" sagde veneur og dte allersidste så lavt at kun elinor kunne hører det, og dte var for at beskytte hende

Elinor lyttede intenst og troede på hvad Veneur sagde. Hun var ham taknemmelig for at skåne hende så meget som han gjorde, og siden hendes forældres død var der ikke mange hun havde stolet på, men Veneur havde ændret noget i hende, på en underlig og mystisk måde.

"Hun stillede sig helt hen til ham og spurgte så lige så lavt: "hvad gør vi så nu? Skal du ud og snakke med rytteren nu?" Hun så ud mod Alia som stadig skjulte sig, hun håbede på at et sammenstød mellem hende og Veneur kunne undgåes. Hun rykkede lidt væk igen og så så tankefuldt op på ham.

"ja men bare rolig, tit er det ikke fysiske midler jeg bruger, men ting der ændrer folk, ved at tale til dem, vise tryghed og hjælpe dem ligesom jeg har gjort ved dig, du er jo allerede anderledes end fra sammenstødet" sagde veneur roligt, men venligt

Elinor blev lidt forbløffet, kunne han se igennem hende? Men ja han havde ret, mundtlige midler hjalp oftere end fysiske, og det var hun glad for at han benyttede. Tænk sig hvis han i stedet havde brugt magt overfor hende. Elinor skuttede sig ved tanken, bare han ikke fik for meget brug for det overfor hende. Men der var vel en mening med galskaben.

"Hvor havde du tænkt dig at starte din plan?" Elinors stemme var rolig men nervøs og hvad havde han tænkt sig at gøre ved rytteren? Hun pillede stadigvæk ved sit hår, og så med æresfrygt op på ham.

"på et sted som kun oprørerne kender til position og som alle andre leder efter når vi snakker regering" sagde han til hende, det var tydeligt hvad han snakkede om uden nøjagtig at afslører hvad det var, så han var sikker på at det ikke blev misforstået. han vidste at det svære blev at få hende til at gøre de ting som hun skulle gøre så han kunen komme til,

Elinor forstod udemærket hvad han snakkede om og nikkede forstående. Hun så på hans tankefulde øjne og kunne mærke at der var noget der gik ham på, på en eller anden måde. Hun bøjede hovedet lidt og så ned i jorden "Hvad tænker du på?" Hun var nervøs for svaret og ret irreteret på sig selv over at hun kunne spørge så dumt. Hun regnede ikke med noget svar, men koncentrede sig i stedet om at finde ud af hvor hans øjne kiggede hen, selvom hun så ned i jorden. Hun ville gerne vide hvad der plagede ham.

Hun følte sig svag på en måde, hun vidste ikke hvorfor, men af en eller anden grund var hun bange for at hun ikke var stærk nok til at hjælpe ham. (Hun ved stadigvæk ikke rigtig noget om sine kræfter)

"det er hvordan du vil reagerer efter at jeg har gjort det jeg skal gøre som stadigvæk irreterrer mig lidt" sagde veneur til hende, han fortalte ikke helt sandheden , men dte var også en del af det, så det var en halv sandhed. hna så så på hende igen og sagde så "jeg tror altså at må må gå, fordi her er ikek sikekrt nok lige nu og jeg vil lærer dig bedre at kende"

*Irreterede ham lidt?* Elinor så op på ham igen og rømede, "hvad skal du gøre med mig?" Hun så spørgende men venligt på ham og fornemmede en hvis mystik over hans svar. Hun rømmede sig og tænkte lidt bange over hvad det kunne være.

Hun nikkede og forstod, hun følte det heller ikke helt sikkert her, både fordi Alia var der og fordi at der muligvis kunne være andre spioner her i området. Hun smilede svagt "i lige måde" mumlede hun og hendes øjne var klare og skinnede i det resterende lys der kom gennem trækronerne.

"du skal bare få naturen til at gro og kan du ikek følge med mig" sagde han roligt og begyndte at gå, men han var klar til at forsvarer dem hvis Alia ville dme noget. Han begyndte så at forvandle sig til den samme hipogrif som han transporterede Niniane på, da han hjalp hgende med at flygtye. Hna sgade i dne form "stig op, det går let nok sparer en masse tid og vi kan ikek spores plus du kan se alt fra et nyt synspunkt."

*Få naturen til at gro...* Hun stod lidt rådvild og kunne ikke bestemme sig hvad hun skulle gøre, men valgte så at følge med, hun indhentede ham og løb op på siden af ham. Hendes ben bevægede sig af sig selv men Elinors hjerte hamrede af bare overraskelse da han forvandlede sig, et jag af frygt gik igennem hende, men hun mindede sig selv om lige i sidste øjeblik at han var den samme som før selvom hans ydre havde forandret sig. Hun stod tøvende lidt og så på ham efter hans anmodning om at hun skulle stige op. *Hvad hvis jeg falder af!?* tænkte hun i et split sekund og hendes hænder begyndte at ryste. Hun satte dig modvilligt op på hipogriffens ryg og klamrede sig til den. "Hun hviskede usikkert og rystende: "Jeg e..er bange for h..højder" Elinor var så jordnær at hun ikke brød sig om for store højder. Men hun stolede på Veneur og derfor gik hun med til det. Han ville passe på hende, det kunne hun mærke.

Hun lukkede de grønt skinnende øjne og holdt godt fast i fjerene, mens planter begyndte at stige op fra jorden for at hjælpe hende, ikke fordi hun ville have dem til det, men uden varsel ville de hjælpe hende når de kunne. Hun hviskede i hans øre næsten uhørligt: "Klar"

"hold fast i manken g bare rolig det er ikek hurtigt men sikekrt flyvning dne her er god til." sgade han. Han lettede så i et lilel løb og så stilel og rolig steg han, uden at stige for meget af gangen stilel og rolig, mens han kom hen af vejen. han sgade så oppe i luften " bare hold fast, det her er min transportable luft form, dne bruger jeg når jeg skal transporterer folk, derfor er det flyvning med personerne på mig at den her form er god til" De var nu oppe over træerne med cirka ti meter og dne højde blev de i. de var ikek alt for hurtigt eller alt for langsomt.

Elinor lyttede men stadig med lukkede øjne, og ved hans ord begyndte hun at slappe lidt mere af men hun holdt stadigvæk godt fast. Hun kunne mærke at han prøvede at gøre det så skønsomt som muligt og hun lå tæt ind til manken og gemte ansigtet i den. Elinor holdt lige så stille om med at ryste og hviskede knapt hørligt i hipogriffens øre: "tak." Hun sad/holdt sig så tæt ind til den som hun kunne og hun kunne mærke varmen gennem dens pels. Hun sad helt stille og prøvede at slå tiden ihjel ved at nynne en lille melodi meget lavt så det næsten ikke kunne høres.

Vinden blæste i træerne under dem og de svejede frem og tilbage i et roligt tempo. Elinor hørte det og lyttede til vindens melodi i træene, den var smuk og hun åbnede stille øjnene og så ned.

"var så lidt, bare sig til hvis du har brug får noget, til at varme dig, det er ikke perfekt, men jeg kan ændre så at nogle benen bliver til et slags extra lag af fjer som kan holde dig nede og varme dig, det bruger bare ne hel del kræfter, fordi jeg skal fokuserer på flere ting af gangene." sagde han til hende roligt

Elinor kiggede stift ned på toppen af skoven, så højt havde hun aldrig været før og hun klyngede sig til ham, men af en eller anden grund følte hun det sikrere her end der hvor de lige havde stået i skoven og hun rettede i stedet sin opmærksomhed imod hans bemærkning. Hun smilede svagt og mumlede taknemmeligt et lille tak, det var meget sødt af ham at tilbyde det, men hun forstod at det var magisk hårdt og så meget frøs hun ikke så hun fandt det nødvendigt. Hun gav et lille klem og hipogriffens forbov og lagde hovedet på dens hals.

De var noget rimelig langt allerede og der var en god grund, i forhold til vejen fløj de ligeud, vejen snoede sig som en slange der bevæger sig på jorden uder træer og blade. Han nød virkelig friheden i luften, men også at været på jorden og mærke jordens tryghed, men han forholdte isg rolig og fløj for hendes skyld roligt. Hna vidste at der cirka var en halvtimes flyvetur tilbage, og for ham var det ligeosm at løbe en halvtime, men det var han trænnet sig ti lat kunne kalrer.

Hun smilede ved Hipogriffens nydelse af den friske luft. Han nød det uden tvivl og Elinor kunne på en måde godt forstå ham, "Er luften dit element?" Hun mente hvor han følte sig tryggest og hvor han bedst kunne lide at være. Hun satte sig stille op og hendes hår blæste bagud og blafrede vildt i vinden. Hendes øjne funklede og hun kiggede sig omkring, denne gang mere nysgerrigt. "Jeg forstår dig godt" mumlede hun og fjernede noget af hendes hår der var viftet om i hendes øje.

"Men hvordan vidste du at jeg kunne kontrollere naturens magi?" Hun virkede en smule tankefuld, men oprigtig.

"du reagerede instinktivt og stopepde os i luften ,det var ikke mig men dig som stopepde os og nej alle elementer er mit element, jeg elsker luftens frihed, jordens tryghed, vandets loyalitet, ildens vilje. det er det jeg kan lide ved dem alle, dewrfor er alle elementer mit element" sagde veneur oprigtigt og det var sandt.

Hun så forbløffet ned på ham, *Hende?* Det var mest en konstatering, og hun tænkte lidt videre over det. Det var i sandhed meget for hende at lære og hun kunne li Veneurs synspunkter. "Du må være meget stærkt magisk begavet" sagde hun så stille tilsidst.

"Men hvis du kunne mærke at jeg havde magi i mig, hvorfor var du så ikke bange for mig til at starte med? Kan du mærke at du selv er stærkere?" Elinor var lidt nysgerrig men skjulte det godt, hendes nye "beskytter" var ret spændende.

"nej men det kunen jeg se på den måde ud beskyttede dig selv på, havde du været meget stærkerer og sikker også bedre kontrol havde du stoppet mig inden jeg ramte dig, og jeg er jo et magisk væsen hele vejen ind, så jeg har studeret emnet meget" sagde veneur mens han fløj

Elinor tænkte over hans kommentar. *Var hun virkelig så stærk?* Det var ikke til at fatte. "Men hvordan skal jeg kunne hjælpe dig hvis jeg kun reagere instinktivt?" Hun blev en smule mut da hun kom til at tænke over det. Hendes greb blev løsere og hun flyttede sig lidt uroligt, hun følte sig dum. *En magiker der kun kan reagere instinktivt, sikke en køn en! De kan jo ikke bruges til noget!* Hun satte sig til rette og kiggede ud over landskabet, så fik hun øje på nogle fugle der brød op fra skovens bund. Hun pegede derhen "Hvad er det derhenne?" Hun vidste at fuglene trak sydpå om efteråret men det var for tidligt endnu.

For hendes skyld behøvedes de ikke at tjekke det, men det så bare underligt ud. Hun spekulerede på hvornår de mon var fremme. Elinor havde ingen fornæmmelse af hvad klokken var eller hvor de var henne, men hun regnede med at Veneur havde styr på det.