Slotshaven

Iljana rystede beæret på hovedet og smilede så en smule genert. Hun så hurtigt væk, ned på grusstien, og derefter op på Cassandra igen. Hun var glad for endelig at få selskab.. Det var et stykke tid siden at hun havde været sammen med andre end sig selv, uden at det blev for formelt. Sådan her kunne hun f.x aldrig finde på at være sammen med stuepigen eller hofdamen..
Hendes mor havde aldrig forstået hvor ensom hun efterhånden var begyndt at føle sig. Hun havde det somme tider som var hun helt alene i verden, fanget bag den store port ud til friheden, alene med sine tanker... Lige indtil hun stødte på en vagt eller en tjener....
Hun lagde en smule tøvende papiret (med fronten ned af) og blyanten på sit skød, så hun havde hænderne frie. Hun så atter efter Cassandras blik og gjorde en lettere formel bevægelse med hånden, mod fontænekanten; spurgte om hun ville sidde ned.

,,Mange tak." Sagde Cassandra beæret, og satte sig ved siden af Iljana. Hun kunne hører hvordan vandet bag hende klukkede og smilede glad. Undinerne-vandets ånder-lavede deres helt egen musik til ære for denne smukke dag.

Iljana sukkede let og kunne ikke lade være med at smile.. Hun kunne tydeligt mærke hvordan glæden boblede i hende, kun pågrund af at disse to kvinder ville dele deres tid sammen med hende. Hun drejede sig en smule rundt, så ned i det stort set gennemsigtige vand, og lod fingerspidserne strejfe vandets kølige overflade. Lette kulegysninger spredte sig som en bølge op af hendes arme, men forsvandt dog hurtigt igen. Hun betragtede vandet i noget tid, nød den lune varme i ryggen og vandets kølighed mod sine fingre.

// Argh?! Er i blevet væk ..?

Cassandra studerede Iljana.
,,Ved du hvorfor vandet lyder som det gør?" Spurgte hun, og håbede at Iljana ville ryste på hovedet. Hun elskede at fortælle historien om Undinerne.


//nej sorry, men blev forlovet forleden dag, så har ikke haft tid til at være på ^^ og havde egentlig tænkt mig at vente på Alia ellers får vi hægtet hende af.//

// Virkelig? Ej tillykke!! :D Jae, jeg ved det... Men det er lidt kedsommeligt at vente ^^''


Iljana skævede til Cassandra med en undren og rystede så på hovedet. Hvorfor vandet lyder som det gør? hun kunne ikke lade være med at se nysgerrigt på Cassandra og kunne fornemme at hun ville fortælle noget spændende... Iljana elskede historier, og så vidt hun huskede, havde hun ikke fået fortalt en siden hun var barn...

//Ih tillykke Cassandre! I må undskylde at jeg ikke har været aktiv de sidste par dage, men har virkelig travlt lige i øjeblikket....I kan bare fortsætte lidt så hopper jeg på, så snart jeg kan x)//

//taak :)//

,,Vandet lyder som det gør fordi Undinerne, vandets ånder, spiller musik for at ærer solen." Begyndte Cassandra. ,,Ser De, der var engang en Undine der levde før jorden fik lys. Den hadede mørket, og den længtes mod noget den ikke vidste hvad var. En dag da den vågnede i sin lille hule, mærkede den straks at noget var forandret og forsigtigt svømmede den op til overfalden i den lille sø den levede i. Da den børd overfladen blev den ramt af et mærkeligt lys. Det var solen, og selvom dens øjne var blinde efter års mørke, frydede den sig over lyset.
Der gik lang tid, og solen gik ned og stod op, og hver gang frydede Undinen sig. Men så begyndte den at blive trist, for selvom den vidste det blev lyst, kunne den ikke se solen, og det begræd den. Den begyndte delvist at forbandede solen som den ikke kunne se, og at bede til den om at fjerne den mørke hinde fra dens øjne. En nat havde den en drøm, hvori solen fortalte den at den næste morgen skulle stirre direkte på solen, fra den stod op, til den gik ned.
Undinen gjorde som den havde drømt, og før solen stod op, brød den overfladen af sin sø, og gav sig til at vente. Den skulle ikke vente længe, og snart stod solen op. Hele dagen lå Undinen og så op i solen der langsomt jog mørket væk fra dens øjne, og da solen gik ned og mørket atter herskede, svømmede Undinen ned til dens hule og gav sig til at sove uden at kunne mærke forskel på sine øjne.
Næste dag da den brød vandets overflade blev den mødt af en eksplosion af farve. Det var solen der spillede på søens overflade. Og Undinen frydede sig, og i dens fryd gav den sig til at synge. Søen, der hørte Undinens sang, tog den til sig og gav sig også til at synge og begge sange harmonerede med hinanden i en smuk symbiose. Og det er derfor vandets klukken lyder så smukt, og derfor vandets sang er en hydelst til solen. Det siges at når solen spejler sig i vandet, er man i stand til at se de syngende Undiner." Cassandra trak vejret ind, og så på de to kvinder mens hun håbede at historien ville falde i deres smag. Selv elskede hun den historie, og hvis hendes søn stadig havde været i live ville hun have nydt at sidde ved ilden om aftenen og fortælle hamhistorien om den syngende Undine.
Et øjeblik blev hendes hjerte grebet af sorg, men hun skubbede følelsen til side, og tillod sig kun at nyde solen der bagte på hendes hud, og vandets klukken. Samt de to kvinder der var gode lyttere og ikke havde afbrudt en eneste gang.

Iljana sad et øjeblik, stum som sædvandelig, og stirrede intenst på Cassandra. Hun havde været meget optaget af historien, og havde lige kunne forestille sig den smukke undine. - Hun havde intet syn og Iljana ingen stemme... Måske ville Iljana kunne få sin stemme tilbage en dag? Lige som at undinen havde fået sit syn? Hun skubbede tanken til side og smilede bredt til Cassandra, hvorefter hun begyndte at klappe. Hun er fantastisk til at fortælle historier! Tænkte hun, og kunne ikke lade være med at være en smule misundelig, men samtidig dybt beundrende.

Cassandra smilede, og bukkede i spøg.
,,Tusind tak, De er en fantastisk lytter." Hun så på Alia, og smilede igen. ,,Og de med frøken Alia. Det er altid en fornøjelse at fortælle en historie til et godt publikum." Hun lo kort, og varmt, og lod en hånd glide gennem vandet.

Iljana havde stoppet applausen, og betragtede bare Cassandra. Hun var ikke lige så formel som de rige adelsdamer, men hun havde et eller andet yndefuldt over sig, som Iljana ikke kunne få øjnene fra. Det gjorde hende lidt forvirret, men samtidig nysgerrig efter at finde ud af mere omkring kvinden. Hun lod blikket glide over på Alia og betragtede hende lidt, mens at hun ikke kiggede. Alia havde da ikke arbejdet på paladset længe.. Havde hun?

// skal vi vente på Alia?//

// Hun sagde at vi bare skulle fortsætte ...? Så vidt jeg kan se ^^'' (i et tidligere indlæg)

Alia nikkede beundrende mod Cassandra. "Det er virkelig en smuk historie". Hun lænede sig let frem, og støttede hænderne på fontænens kølige marmor kant. "Hvor har De dog hørt den?" kunne hun ikke lade være med at spørge.

Cassandra så ned, og rødmede over rosen.

,,Tak." Svarede hun, og smilede.

,,Ehm, faktisk må jeg indrømme at jeg selv har fundet på den for at have noget at fortælle min søn når han blev gammel nok til at forstår den."
"Bare synd han aldrig blev så gammel. Tænkte hun, og mærkede halsen snorre sig sammen.
Hun vidste at de andre kvinder ikke vidste hun havde haft en søn, og hun bad til at de ikke ville spørge om hvor han var, men det ville hun selv gøre hvis hun så en mor sidde uden sin søn.

Iljana så spørgende og lidt undrende på Cassandra. Havde hun en søn? Men hvis hun havde en søn, hvor var han så nu? Hun var som sædvanlig tavs, og stirrede i stedet bare lidt fjernt ned på det grønne græs for hendes fødder... Tænksomt...

Cassandra så Iljanas spørgende blik, og så hurtigt ned mens hun slugte en klump.

,,Han.. døde, jeg er her alene." Sagde hun hurtigt, og så ned igen mens hun kæmpede for ikke at græde. Det var ikke længe siden hun havde haft sin søn i sin mave, og det var endnu kortere tid siden hun havde holdt ham i sine arme mens han havde udåndet.

,,Der er pest i nogle dele af landet." Sagde hun så, og så op på Iljana igen.

,,Men de vil være i sikkerhed, bare rolig, det vil ikke sprede sig her." Hun vidste ikke om det var rigtigt, men hun håbede det.

Safran kom ganske stille gående ned gennem den store slotshave. Hun var Tera idag, og Tera var hende. Hun elskede at være den tætbyggede, men yndige kvinde, der tilsyneladende altid indgød både beundring og respekt. Hun var klædt i tætsiddende bukser og en blød, let skjorte. Et par lette, bløde læderstøvler sad perfekt på hendes fødder. Hun gik med faste, men lette skridt, der hurtigt bragte hende ned mod det store springvand. Hun elskede haven, men vandet var det bedste. Hun kunne bruge timer på at sidde for sig selv, og se sit spejlbillede danse og forandres, som hendes virkelige ansigt også gjorde det. Da hun rundede et hjørne, opdagede hun dog, at der allerede sad tre kvinder. Hun genkendte straks den ene, Prinsessen, og så den anden, Alia, der ofte havde bragt oplysninger om slottets gæster og tjenestefolk til officerernes hovedkvarter. (( er det okay?.. mm.. det skal lige forstås ret.. det er på kongens ordre, at de bringer nyheder.. )) Den sidste kendte hun ikke. Den lette påklædning viste, at hun ikke var fra Takamir. Et øjeblik var hun let irriteret over, at de var der, men så gled det over i interesse og glæde. Det var længe siden, hun havde talt almindeligt med jævnbyrdige kvinder. Alle andre officerer var mænd, og kun et par enkelte så hende som en ligestillet. Faktisk, tænkte hun, mener størstedelen af hæren, at jeg ikke laver andet end at sprede ben for enhver tilfældig menig, jeg kommer i nærheden af.

// Alia bringer ikke oplysninger til officererne? Hun er spion for oprørerne. Altså giver hun oprørerne oplysninger og informationer ^^

Iljana så medtaget på Cassandra og kunne ikke lade være med at få våde øjne. Hun kunne ikke få tanken væk, om hvor forfærdeligt det måtte have været at have mistet sit måske få uger gamle barn med pesten... En slags trance skyllede over hende et sekund, som en bølge af minder.. Minder af mænd der råbte, bygninger der brændte, skrig... Hendes skrig.. Det sidste... Hun gispede, opdagede at hun var kommet til at holde vejret, og tørrede så overrasket de lettere tårevæddede øjne. Hun følte sig forvirret... - og havde endnu ikke lagt mærke til kvinden der var trådt rundt om hjørnet.

:: O_O noget jeg har misforstået, selv om jeg har læst hendes profil ret mange gange... ::

// eller også har jeg misforstået ... ? o.O Nå pyt! Never mind ^^''

OBS: sry, kunne ikke lade være med at skrive som Raiden, nu jeg var i gang ^^'

Cassandra undgik omhyggeligt Iljanas blik, og vendte sig da hun hørte skridt i gruset.
Hun vendte sig, og så en kvinde stå og se på dem.
Kvinden var yndig, og iklædt noget der godt kunne ligne en officerdragt.

,,Åh hej." Sagde Cassandra, glad for at skifte emne.

"De damer, Deres Højhed.."
Tera afleverede et lille formelt buk, som reglerne bød hende. Hun var officer, og de regler, hun lød, var kun formet til mandlige soldater. Det generede hende af og til, men ellers betød det intet. Ingen mand skulle være hende overlegen.
"Ville I have noget imod, at jeg sætter mig?"
Hendes høflige tone skiftede og hendes ansigt blev mere muntert. hun gjorde et kort kast med hovedet, så det korte, blanke hår dansede om hendes ansigt et øjeblik. det havde samme farve som modne hestekastanjer, der lige er faldet ud af deres skal, og skinner i efterårssolens stråler.

,,Åh nej, selvfølgelig ikke." Svarede Cassandra, og rykkede sig så der var plads til den nyankommende.
Det gjorde at hun sad tæt på Iljana, men Cassandra var påpasselig med ikke at sidde for tæt på prinsessen, og meget omhyggelig med ikke at røre ved den flotte kjole som Iljana havde på i dag.

,,Mit navn er Cassandra." Præsenterede hun sig, for den nyankommende inden hun huskede at det var høfligt at præsentere sig med sit fulde navn.

,,Cassandra Dione De’Clare." Sagde hun, og nejede så godt hun nu kunne når hun sad på en bænk.

Iljana smilede, og kunne ikke lade være med at mærke en meget let varme skyde op i kinderne, da Cassandra rykkede nærmere. Hun så op på den nyankommende og smilede lidt genert, i det hun pejede på sig selv og mimede sit royale navn til hende...

Det var en underlig følelse pludselig at være omgivet af folk. Mennesker, som ikke var hendes tjenere eller af kongeligt blod. Men det var også en rar følelse, og hun kunne ikke andet end at smile af den.