Slotshaven

"Mit navn er Tera Laima" Safran knejsede let og stolt med nakken. End ikke prinsessen kendte hendes rigtige identitet. Hun vidste, (okay?) at Tera kun var et dæknavn, og at hun var spion, men andet og mere kendte hun - ifølge de 'højere magter' - ikke til. Det var Safrans hemmelighed, og hun havde tænkt at værne om den med livet.
Så satte hun sig. Vel at mærke valgte hun at sætte sig meget yderligt på bænken, da hun af erfaring vidste, at hendes sværd alt for let kom i vejen, hvis hun pludselig skulle springe op.

// de sidder på en fontæne xD Men ja ja - det er okay Wink

Hvor skulle Iljana også vide det fra, kan man så spørge sig selv ^^

Hun smilede til Tera, overbevist om at dette måtte være en af de højere magter under militæret - en officer eller general, sansynligvis. Hendes bevægelser var elegante, stolte og smidige, hvilket militæret også krævede...

Iljana flyttede blikket rundt i den smukke sommerhave - betragtede to sommerfugle der svævede et stykke væk, midt i en vild parringsdans (hvis i nogensinde har set sådan én .. - De flagrer rundt om hinanden), samt de smukke lyserøde blomster der var plantet op af paladsmuren... Hendes yndlings.

,,Så.. had plejer I at lave på sådan en vidunderlig dag?" Spurgte Cassandra, og lagde nakken tilbage så det tykke hår skinnede som ravnefjer i solen. Et sort vandfald.

,,Jeg mener, I må da lave andet end at gå rundt i haven? Går I ikke på markedspladsen? Holder baller eller noget andet?" Hun så spørgende på de tre kvinder, inden hun igen lukkede øjnene og lod sig bage af solen.
"Sådan her burde det være altid." Tænkte hun.
"En skyfri himmel, en smuk solskinsdag, og sammen med et par charmerende kvinder. Sådan en dag hvor man er taknemmelig for at være i live." For det var Cassandra. Inderligt taknmemmelig over stadig at leve, på trods af hvad hun havde mistet.
Hun var stadig ikke helt overbevist om at hun var fuld ud rask, men der havde ikke være nogle symptomer efetr pesten. Måske turde hun bare ikke tro på at der fandtes nogle højre magter der havde ladet hende leve i et eller andet sygt spil.
Først ville de tage alle hendes grund for at leve fra hende, og så ville de tvinge hende til at være taknemmelig. Og selvom hun ville have byttet plads med sin søn til en hver tid, så han kunne leve i stedet, var hun stadig dybt taknemmelig over den tid hun havde haft der havde været fuld af lykke og latter.

Iljana så op i den blå himmel, tænkte et øjeblik tilbage.. Tjae, hvad hun plejede at lave, ud over det sædvanlige?
Hun åbnede atter sin tegneblok og greb blyanten, hvorefter hun gik i gang med en masse små, hurtig-tegnede skitser. Den første forestillede et stort langbord, med en masse mennesker omkring. Et middagsselskab; sådan nogle havde de mange af om året... Den næste lignede et stort maskebal, i en sal prop fyldt med mennesker. Dette var en tradition de havde hvert år på paladset. Den sidste, var hende selv der sad i haven ved siden af et stort træ, lyttende til en lille fugl der sad i trækronen. Hun smilede til Cassandra og lagde blyanten til side, betragtede de små skitser..

Alia der et stykke tid havde forholdt sig tavs, smilede til den nyankomne, Tera, som hun mente at have set før. Hun tænkte sig om, men varmet gjorde hende døsig så hun gav midlertidigt op og hun gav sig istedet til at betragte Iljanas ferme hånd med blyanten. Alia kunne ikke undgå at føle sig en smule misundelig, billederne der dukkede op var så virkelige, at det så ud som om de kunne rive sig løs fra papiret hvert øjeblik det skulle være.
"Maskeballet" udbrød hun, da hun med det samme genkendte det.

//Alia er spion for officerne og de royale, ikke oprørene.. så ved i det ;D//

//jeg sagde det jo! :D *opfører lille sejrsdans*//

Tera svarede ikke lige med det samme. Hun så ikke ud til at have travlt. Beundrede prinsessens tegninger og så på sine negle. Fulgte en fugl i flugten og så til sidst på Cassandra med et lille skuldertræk.
"Jeg er i tjeneste... Min fritid plejer jeg at bruge på at sove.."
Det var rigtigt. Hun havde det hårdere for tiden, end ellers. Mange af de andre officerer var blevet såret i nærkampe med oprøret, og selv om hun altid undgik konfrontationer, kunne hun tit mærke, at de menige var urolige for de andre racer. Formskiftere og mystiske elvere, der kunne færdes uset og uhørt. Hun kendte mange af de historier, der gik. Og dog. Hun nød at have sin hemmelighed, da den gav hende næsten ubrydelig magt. De skulle bare vide. Hun kunne være hvem som helst, hvis hun havde lyst. hvor som helst og når som helst.

,,De tegner smukt!" Udbrød Cassandra betaget af de smukke tegninger der voksede frem fra Iljanas hånd.

,,Maskeballet, hvordan plejer I at holde det?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun ville lærer hvordan folk her levede, fordi hun selv regnede med at slå sig fast ned her.

,,Hvornår plejer I at holde det?" Spurgte hun, og lagde elegant sit højre ben over det venstre.

Iljana smilede taknemfuldt til Cassandra og nikkede til hende som tak. Hun pegede op på den solen, men sørgede for ikke at kigge direkte på den. Hun havde hurtigt lært, at det ikke var godt for øjnene.. Hun pegede dernæst på maskebals-tegningen, håbede at hun forstod, at det var i sommertiden. Hun begyndte at skitsere et dansede par ved siden af den lille maskebals tegning, og gjorde en del ud af at de bar masker og fornemt tøj..
Hun var taknemmelig for den gave hun havde fået; at kunne tegne. Tilgengæld forstod folk hende også bedre, når de så det i billeder som hun prøvede at fortælle.

*maskeballet..*
Ingen havde spurgt Tera, om hun ville med. Det gik hende en smule på. De lagde aldrig mærke til hende som en kvinde. Hverken som noget smukt og feminint eller som en ligestillet. Bare en underordnet. Hun hadede dem for det. Men på den anden side. Hun var for mange en overordnet, og hun var kriger. Hun var ikke en af dem, de ville vælge at invitere med. De ville ikke kunne lide at danse med hende. De ville være bange for at falde over hendes sværd, og hun ville hade de spottende bemærkninger, der senere ville komme. At hun havde været sammen med en ny menig. En anden, hun havde fået med i kassen, eller måske en, der havde fået hende med. Det var det samme hver gang, og det gjorde hende rasende. En som Cassandra. Hende ville de ikke have noget imod. Hun var smuk og udfordrende i den lille dragt, tydeligvis kriger, men hun var ikke en, de kendte. ikke en, de ville blive kendte med, hun var ikke i hæren, og hun havde ingen forpligtelser overfor dem. Iljana var smuk og attraktiv. Det var der ingen vej udenom. Hun var stum, men ville givetvis alligevel blive et mintpunkt i festlighederne. De ville måske skræmme nogen væk, men det ville gøre andre helt og aldeles gale. Det var ved den slags lejligheder, der blev konkurreret om de bedste pladser i rådene og hæren. At blive set med prinsessen var klart en appelsin i hatten. Og Alia. Hun var smuk og velkendt på slottet. Hun var venlig og folk mødte hende altid med et smil. Det havde Safran selv set. Der ville blive kamp om hendes gunst. ingen tvivl.

// obs...: ALLE er inviteret til ballet; bønder, militæret, de adelige osv osv. . Der er self. visse regler, f.x skal man have forholdsvist fint tøj på og bære maske. ;D

Godt skrevet, BTW (, "Safran" ^^)

Cassandra sukkede, og kørte en behandsket hånd gennem det tykke hår.
Så var det det bal mændende havde talt om. Der havde allerede været en del mænd henne og spørge om de måtte være hendes ledsager til Ballet, en del af dem havde kun været unge drenge, men hun havde hver gang høfligt afslået.
Hun savnede stadig Micha, og hun vidste at han ville have set på hende med bedrøvede øjne når hun afslog en anden mand, han ville have ønsket at hun kom videre og levede livet igen, men det ønskede hun ikke.
Hun ville hellere leve som nu, og så huske ham.
Huske hans måde at være på, hans stemme, hans duft, hans kys og hans berøring.
"Og hans kærlighed." Tænkte hun, og sukkede.

Hun så kort på Safran og tænkte kort at der nok ikke var mange der inviterede hende. Ikke fordi hun ikke var smuk, for det var hun bestemt, men fordi hun var en kvindelig officer, og stærke kvinder havde det med at blive anset som en af gutterne, eller ignorret.
Iljana var hun ikke i tvivl om ville få invationer i hobetal, hun var trossalt prinsesse. Og Alia, jah, hun virkede både enormt charmerende og åben så hende var der nok også mange der var ude efter.

Gæst

Mortimer kom gående i sin lidt løse trøje, og et par løse bukser. Han var kommet tilbage fra markedspladsen, og fået skiftet tøj, da rustning skulle repareres. Da han så prinssesen gemte han sig. Han kiggede på alle kvinderne. han satte sig ned i en busk lydløst, og kiggede på dem alle.
Da han sad og kiggede kom han i tanke om et maskebal der var kommet snak om. *åh nej! jeg kan ikke komme hvis jeg ikke har en partner med tror jeg, jeg vil blive mobbet! Det vil være ydmygnde!* tænkte han.
Han blev lidt trist, ingen kunne han invitere, for de alle hørte til de højere magter, som ikke ville sige ja til en sølle soldat som ham.
Hans blik kom op på kvinderne, og han kiggede hemmeligsfuldt på dem.

"Maskeballet plejer at være sommertidens royale højdepunkt.." fortalte Tera og kom i tanke om sidste års bal. Hun havde ikke været med, da tjenesten havde været vigtigere. På den lune sommeraften havde hun opsnuset fem oprørere og en forrædderisk hoftroldmand, der havde været ved at planlægge et angrebsforsøg. I de seneste nattetimer, havde de ført hende til ti andre oprørere og en mindre oprørscentral. Hun og syv andre havde uskadeliggjort dem det øjeblik, de havde redegjort for deres infame plan. Hun var stolt af sig selv. Hun var vendt tilbage til paladset i det tidlige daggry, hyldet i en vidunderlig sejersrus og havde fundet adskellige sovende adelsmænd ved de lange borde, der var ved at blive tømt for mad og vin. Der var endnu et par unge dansere igang på det store gulv, men maskerne var for længst røget på gulvet. Hun kunne pludselig se den store balsal for sig i al sin udsmykning.
"Det er en dejlig fest. Har i valgt kjoler endnu?"
Det havde hun ikke. Hvordan skulle hun kunne det? Tera var ikke skabt med tanker om en kjolekender. Safran vidste ikke helt, hvordan hun skulle klæde den lille rødhårede kvinde med den smukke fyldige mund. Noget grønt som hendes øjne ville ikke være godt. Det skulle være mere raffineret. Hun ville have noget let og samtidig smukt, som også viste, at hun kunne kæmpe som enhver mand.

Alias blik blev et øjeblik sløret og fraværende, og et lille smil spillede om hendes læber. Hun elskede fester, spicelt det årlige maskebal. Hun havde gjordt sig en del tanker om hvordan den kjole hun skulle have på om aftenen skulle se ud.
"Nej jeg har ikke bestemt mig helt enu, men regner med at gå til min syerske idag" svarede hun Cassandra med et let smil.
"Har I fundet en partner at følges med?"

//Hvornår er det endlig? ;P//

Iljana sad og stirrede lidt ned i jorden, tænkte på sidste års store maskebal.. Hun sukkede og smilede let, hvorefter hun kiggede på Alia. Hun rystede på hovedet og trak derefter på skuldrende. Mon ikke at hun nok skulle nå det.. Det gjorde hun altid.. På en måde, betød det ikke så meget for hende, hvem der spurgte. Hendes ledsager var alligevel altid den samme type - en der kun spurgte for berømmelsens skyld; så han ville blive lagt mærke til. At gå sammen med prinsessen til en stor, traditionel fest skaffede altid nogle ekstra point et eller andet sted.
Hun blinkede med øjnene, i det hun opdagede at hun var gledet ind i en tom stirren - drømt sig væk i sine egne tanker.

Cassandra tænkte sig om et øjeblik, og nikkede så.

,,Jeg har faktisk en kjole jeg havde købt til et bal jeg aldrig nåede til." Hun tænkte kort, at ballet skulle have været for at fejre hendes søns et-års fødselsdag, men skubbede så tanken fra sig. Den skulle jo bruges ligemeget hvad, og hvorfor så ikke til noget sjovt som et maskebal?

,,En partner. Puha." Hun sukkede teatralsk, og sendte så et smil til Alia.

,,Hvis jeg skal være helt ærlig er der ikke rigtig nogle jeg har haft lyst til at følges med. Jeg mener, hvis det var muligt ville jeg gerne følges med en ven, men jeg kender ikke nogle her." Hun trak på skuldrene, og legede med en lok af det løse hår.

,,Har du Alia?" Spurgte hun nysgerrigt.

Gæst

Mortimer kiggede på kvinderne. *det var da mærkeligt. Nogle var ikke engang blevet spurgt endnu, men de havde afvist dem* tænkte han. Han kunne nu mærke en pind sidde og stikke i hans mave. "Av" mumlede han og fjernede den. Hans blik kiggede glad på dem. Mange havde sagt i lejren at de ville spørge nogle ud, også nogle af disse kvinder men de turde ikke. Han smilede kort ved tanken.

Safran spidsede ører. Hendes veltrænede sanser havde lige opfanget en svag lyd, og hun var helt sikker på, at det ikke havde været et dyr. Tera reagerede ikke synligt, lyttede bare efter og lukkede de andre kvinders snak ude lidt. Cassandra var allerede blevet spurgt.. En lille lyd, et næsten uhørligt suk trængte frem.
Der. Hendes ører opfangede lyden af en menneskekrop, der bevægede sig i krattet. Hun drejede hovedet en smule. En tot kastanjefarvet hår faldt frem foran hendes ansigt. Den var ubeværket gledet ud under den hårnål, der havde til formål at holde det bølgede pandehår væk fra hendes ansigt. Hun strøg den langsomt væk fra sine grønne øjne og brugte bevægelsen til at skjule, hvordan hun to oversigt over pladsen. Det var givetvis ikke en uvelkommen, der sad i busken. Hun kendte vagterne for godt til at tro, at de ville lade en fremmede komme ind bag de høje mure. Det kunne være en formskifter, men muligheden var langt ude, syntes hun. I havde hun overhørt adskellige samtaler mellem de unge menige, der alle drejede sig om at finde en partner til maskeballet. Selvfølgelig var hun ikke blevet spurgt. Det turde de slet ikke.
"Ja?" fulgte hun op på Cassandras spørgsmål. Alia var næsten stensikkert inviteret ud. Måske skulle hun komme som en anden. Ikke som hærføreren og spionen Tera, men som glorværdige Safran? eller som en helt anden? På den anden side. Folk ville undre sig og stille spørgsmål. Og så var hun lige så meget Tera, som hun var Safran. De to var samme sider af et enkelt papir.

En følelse, som havde luret i hendes underbevidsthed hele dagen dukkede pludselig frem i dagslyset. Tera hævede hagen en smule og rejste sig. "Undskyld mig de damer.." Hun skyndte sig ned af havegangen. Det i busken måtte vente. Hun var ligeglad. Hvis det var en ung mand, var det ikke hende, han stirrede hemligt på. Hun var for god til dem. Hun ville komme alene. Hun kunne sikkert få en vagt. Hun forlod haven gennem den lille port.

//out//

Gæst

Mortimer kiggede på Safran der gik.
Han rejste sig lydløst og begyndte at liste væk fra krattet.
Maskeballet ville han gøre sig klar til.
//out//

Iljana så lidt efter Tera, hvorefter hun vendte opmærksomheden mod de andre. Hun sænkede hovedet en smule, smilede undskyldende, og rejste sig med tingene og tegningerne under armen. Hun vendte sig mod dem endnu en gang, nikkede høfligt som farvel og skrånede derefter elegant over græsset mod slotsindgangen. Det var på tide at gøre sig klar til festen, der fandt sted denne aften.

// OUT! P.s: I know - sent at skrive, men nu er det gjort xP