På gåtur

Green gik hen over markedspladsen. Overalt omkring ham vrimlede det med børn og voksne. Det var eftermiddag, og der var godt gang i handelen. Green havde gået en kort tur og var endt på markedpladsen, han brød sig egentligt ikke om så mange folk og da han kom til stedet havde han villet vende om, men ånderne havde budt ham at blive. Han vidste ikke hvorfor, og måske fandt han aldrig ud af det, men han adlød dem. Green sukkede træt og satte sig ned på en af stolene i den nærmeste bar, han bestilte ikke noget at drikke.

Ann kom gående ind på markedspladsen. Hun var begyndt at spekulere på hvor Fido var blevet af, men han ville nok dukke op på et tidspunkt. Det gjorde han altid.
Hun stod og beundrede nogle fristende glaserede æbler, da hun pludselig mærkede noget i luften - en forandring. Det syntes at stamme fra en mand, der sad ved en bar et stykke væk. Ann kunne ikke se hans ansigt for en sort hætte, der var trukket langt ned i ansigtet.
Nysgerrig, men også noget mistænksom, nærmede Ann sig den fremmede mand. Lidt væk snusede hun til den fremmede luft omkring ham - hun anede ikke hvad det var.

Green der havde sidde tog dagdrømt lidt, vågnede brat op, der var magi i luften, stærk magi.
Han kiggede rundt og så så hen med det sted hvor magien kom fra, men han kunne ikke se nogle voksne deromkring.
Pigen, pigen, pigen. Hvislede ånderne til ham.
Og ganske rigtigt, der stod hun, en lille pige, men tydeligvis en pige med store kræfter indenfor magi.
Hun kunne blvie virkelig god, inden for Wirkans mure. Han studerede hende nøje.

Ann stirrede med store øjne på manden, men sagde ikke noget, og gik ikke nærmere på ham. Efter lidt tid med heftig stirren, tog Ann mod til sig og spurgte:
"Hvad er det du hælder i luften?"

Green smilte bag kutten, hun kunne også mærke ham.
"Magi, min ven" svarede han så "jeg er ligesom dig, fyldt med magi!.
Han rejste sig op og gik hen til hende "du ved godt du er en meget stærk magiker ikke?".

"Magi?" gentog Ann, skeptisk og tankefuld. Hun overvejede lidt. "Det der er ikke magi," bestemte hun sig så for. "Det er noget andet."
Hun stirrede stadig på manden med sine store, grønne øjne der kunne få selv en stor soldat til at slå blikket ned. Det irriterede hende dog at hun ikke kunne se hans øjne.

Green funderede ldit over hvad de tkunen være hun havde mærket, så slog det ned i ham som et lyn. Hun kunne mærke ondskab...hans onskab. Hna ville gerne have haft hende med i sin gruppe, men hvis hun fandt ud af hvad det var hun kunne mærke, ville hun muligvis gøre oprør.
Han kiggede et stykke tid på hende "hvad tror du det er?".

//*At ikke skifte bruger*
.. Og det er ikke hans ondskab hun kan mærke, det er bare fordi hun aldrig har oplevet åndemagi før, og da det ikke er som hendes egen magi tror hun ikke at det er rigtig magi xD//

Ann overvejede det lidt. "Hmm... Jeg ved det ikke," sagde hun tøvende. "Noget..." hun ledte efter det rette ord "Noget hvidt. Eller gråt. Som røg."
Hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle forklare den underlige følelse som manden gav hende. "Som... Noget der er levende, men alligevel ikke. Og det er som om det er gemt bag et slør, lige udenfor ens syn."
Ann fattede sig, og spurgte så med lidt mere bidsk stemme, "Hvad er det?"

Green smilte bag sin mørke kutte.
*Ånderne* tænkte han. Han kiggede på hende "det er skam magi" sagde han "men højst sandsynligt en anden form for magi end den du er vant til." Han tænkte sig om lidt "min magi stammer fra ånder." Han kiggede på hende, ventede på hendes reaktion.

"Mmh... Ånder, ligesom spøgelser?" spurgte Ann. Som et hvert andet barn, havde hun hørt historier om spøgelser, ånder og dæmoner. "Hvem er du egentlig?" spurgte hun så. "Og hvorfor gemmer du dit ansigt?"

"Jeg kommer fra en organisation, der ønsker at gøre verden bedre, jeg håbede du ville være med i den" han smilte stille ved tanken.
Hun havde mange kræfter, i betragtningen af hvor lille hun var, hun kunne blive fantastisk dygtig under hans vejledning. Og hun var ung nok til at han kunne lære hende, at hvad organisationen gjorde var det rigtige.
Hvorfor han holdt sit ansigt skjult undlod han at svare på.

Ann stirrede mistroisk på manden. "Kan du lære mig om magi?" spurgte hun, uden at svare på det indirekte spørgsmål.
Det var det hun ønskede mest af alt, at lære magiens gåder. Hun var træt af at den kun gjorde skade på folk, og at hun ikke kunne kontrollere den.

"Ja" svarede han "jeg fornemmer at du under min vejledning vil kunne blive meget stærk".
Han stod op og kiggede ned på hende. Han blev med et sikker på at det var hende ånderne havde ønsket at han skulle møde, at det var derfor de havde bedt ham blive på markedspladsen.

"Hmm," sagde Ann og overvejede hans tilbud. Hvis han virkelig kunne træne hende - det ville være perfekt! Men hvad hvis han var ond? Ann havde mødt onde mænd før, og det var ikke en fornøjelse hun havde lyst til at gentage.
"Hvad hedder du?" spurgte hun. Hun stolede stadig ikke på ham. Gid hun bare kunne se hans øjne. I mellemtiden kiggede hun ublinkende på det hun kunne se af hans ansigt.

Green overvejde et sekund om han skulle sige sandheden, han besluttede sig for at gøre det "Green" sagde han "og du?". Han smilte ved tanken om at hun muglivis kunne mærke det, hvis han løj.

Lindorâ gik rundt mellem de mange boder. Hendes øjne søgte over de mange ansigter, hun ledte efter en bestemt men kunne ikke umidlbart få øje på ham.
Naur sad på hendes skulder. Hans lange, røde hale med den sorte spids var snoet om hendes hals et par gange så han kunne have hænderne fri til at lege med den sorte ravnefjer han havde fundet på gaden.

,,Naur, hvis du får øje på Green, så sig til." Bad Lindorâ mumlende til den smukke abe der straks gav sig til at se søgende om, dog legede han stadig med fjeren som han havde fundet ud af var sjov at stryge over Lindorâs kind.
"Mød mig på markedspladsen. Men hvor?" Det havde Green ikke svaret på, han var bare gået med et smil om sine læber og mumlet noget om ånderne.
Pludselig udstødte Naur en høj lyd, og gav sig begejstret til at hoppe på hendes skulder så hendes krop rykkede i takt med dens hoppen. Han pegede glad, og Lindorâ fulgte hans blik og fik øje på skikkelsen med den mørke hætte.
"Green." Tænkte hun, og mærkede at hun blev lettet. Hun gik roligt over mod ham, med rank ryg som det passede sig for ildens dronning, og var nået næsten hen til ham, da hun opdagede pigen ved siden af ham. Hun kunne næsten smage magien i luften, og smilede.
"Endnu en af os." Tænkte hun, inden hun gik helt over til Green.
Hun sørgede for at han fik øje på hende, men stillede sig bag ham, som den næstkommanderende hun, var det hendes plads og hun tog den uden at kny. Hun havde intet imod at følge Greens ordre, for han var aldrig urimlig mod hende, og han behandlede hende heller ikke som en underordnet men mere som en ligemand. Hun vidste det var fordi hun havde ligeså meget magi som han, bare en anden form for magi.
Naur gav en glad lyd fra sig, og kravlede lykkeligt over på Greens skulder.

Ann mærkede straks magi i luften, da den rødhårede kvinde nærmede sig. Den var fremmed, men stadig ikke lige så mærkelig som den røgagtige aura omkring manden, Green. Og så føltes den varm, brændende. Men det første Ann lagde mærke til ved kvinden var aben. Hun forelskede sig i den fra det øjeblik hun så den - den var så kær!
"Jeg hedder Ann," sagde hun fraværende til Green, hele hendes opmærksomhed rettet mod aben, der kravlede rundt på den kutteklædte mands skulder. "Hvor er han smuk," sagde hun så, betaget, til det lille orangerøde væsen.

Green bemærkede straks Lindora, man sagde ingenting, hun vidste nok godst, at det var på grund af pigen han havde bedt hende komme.
*Ann* tænkte han.
Der gik et halvt sekund før han opfattede hvem hun snakkede om da hun kaldte aben smuk.
Han rakte en hånd op til den og den straks ud til hans fingre, han rakte den frem mod Ann "vil du holde den?" spurgte han så.


((håber det er ok, at jeg styre aben))

,,Tak." Svarede Linorâ. Hendes stemme var svævende og smuk, og når hun talte fortalt folk tit at hendes stemme lød som musik.

,,Han hedder Naur, det er elvisk for ild." Hun smilede til aben der pillede nysgerrig ved en af Greens fingre og nappede i den i håb om at få en godbid.
" Så, det var på grund af pigen vi kom?" Tænkte hun, og ønskede at hun kunne læse tanker, så ville hun vide hvad Green tænkte. Det var ikke første gang hun havde grebet sig selv i at tænke det, og hun smilede og rystede svagt på hovedet så de flammende røde hårtotter der var smuttet ud af den kunstfærdige frisyrer, dansede.
Hun glattede den store røde kjole, og overvejede kort at få noget at drikke, hun havde gået rundt længe og hun var tørstig.

//det er helt ok ^^//

"Må jeg?" spurgte Ann med store øjne. Hendes små hænder rakte allerede ud efter den lille abe, og den kravlede, lettere tøvende, over hendes arm og hen på hendes skulder. Hun aede den forsigtigt, og som gengæld strøg den sit hoved mod hendes kind. Ann elskede allerede dens gyldne pels og små, gribende fødder.
Imens overvejede hun Greens tilbud. Han ville lære hende magi! Det var hendes største ønske. Og han kunne vel ikke være helt slem. Desuden ville hun følge med hvor end den lille abe skulle hen.

//Håber det er ok at jeg også styrer den.. den er vel lidt npc-agtig?//

Green havde tænkt at aben kunne vinde den lille piges tillid, det så ud tila t det virkede.
Green kiggede endnu en gang på hende "ønsker du at lære magi, og hjælpe min organisation i kampen mod det onde?" spurgte han så Ann.
Så vendte han sig om mod Lin "Lindora - Ann, Ann - Lindora".
Han stod lidt og betragtede aben, så kiggede han på Ann "Hvis du acceptere mit tilbud, vil Lin også være din læremester til tider".
Lin, var hans underordnede pg hans ven, han var sikker på hun ville acceptere.

"Så havde jeg ret." Tænkte Lindorâ og nikkede ved Greens ord.

,,Hvad er din specialitet?" Spurgte hun pigen, og så hvordan Naur allerede havde kastet sin kærlighed på hende.

,,Her. Giv ham noget af det, det elsker han." Sagde hun, og fandt noget tørret frugt frem fra en af de dybe, skjulte lommer i kjolen. Hun rakte det til pigen, og slap hende ikke med øjnene et sekund. Hendes blik var nysgerrigt, men venligt.

"Ja," svarede Ann Green. Det var vel nok venligt af dem... tænk at de virkelig ville lære hende det!
"Specialitet?" spurgte hun Lindorâ, og tog imod det tørrede frugt, som hun gav til den ivrigt spisende abe. "Hvilken specialitet?"
Ann vidste ikke at Lindorâ snakkede om magi-specialitet, for hun havde aldrig hørt om det før. I det hele taget kunne hun ikke forestille sig noget hun ikke kunne gøre med magi.

//Altså, hun tror selv at der ikke er noget hun ikke kan.. i virkeligheden er der en del xD
Og srry at jeg var så lang tid om at svare ><//

//Det er sgu helt fint, men vi venter lige på Green ikke?^^ //

//Yup x)//