ankomsten ved resterne

Alastor kom løbende med Liv og Era på hver sin side af ryggen, han standsede da han stod inde i midten af den nedbrændte kro. Han smilede, men smilet forsvandt hurtigt da han mærkede smerten fra sin midlertidige forbandelse.

"ok jeg ligger dem her og så laver jeg en illusion" sagde han lavt. Han lagde dem ned et rent sted, og log sin store kappe over dem. Han tog bogen og bladrede. Han mumlede nogle ord og luften omkring dem så ud som om når der er varmt og lidt efter lidt forsvandt de, de var der stadig men man kunne ikke se dem.

*jeg tror jeg tager en lur nu* tænkte han for sig selv han lagde sig ned ved siden af dem og mumlede "han skylder mig SÅ MEGET for det her"
han pustede hårdt før han faldt i søvn. Selv om det var tidligt på dagen, bare et par timer....

Era vågnede med en lyst til at tro at det bare var et mareridt. Hun havde dræbt - rentfaktisk dræbt - en soldat. En mand, der sikkert havde kone, børn - en familie. Og hun havde bare taget livet... bare taget det. Uden videre. Hun havde ikke givet ham en chance. Synet af hans opspilede øjne og chokerede ansigt lige før han faldt om dansede for hendes øjne, og hun følte en stærk trang til at kaste op. Det var nok et syn der ville hjemsøge hende i et stykke tid - hvis ikke resten af hendes liv.
Med et suk satte hun sig op, og kiggede sig omkring. Det første hun opdagede var at Alastor og Liv var der.. de lå begge på jorden ved siden af Era selv. Alastor så ud som om han sov, og hun havde ikke den største lyst til at forstyrre ham lige nu.
Det var først der at tanken slog hende - soldaterne! Det gibbede i hende, og hun kiggede sig til alle sider, men der var ingen soldater. Faktisk var hun slet ikke det samme sted som hun havde været da hun var besvimet. Det bragte hende til næste problem - der syntes at være en slags barriere omkring dem - som af glas. Forsigtigt stak Era hånden frem og rørte barrieren - hendes fingre gik igennem som om det var vand.
Undrende trak hun fingrene til sig igen, og kiggede på omgivelserne uden for barrieren. Det var en ruin af en slags, sodet til og hærget af vind og vejr. Var det mon Det Gyldne Vildsvin?

Liv snøftede stadig stille. Hendes spinkle krop rystede svagt. Hun lå med ansigtet ned mod jorden og hænderne beskyttende om hovedet. Hun havde trukket benene op under sig. På en måde mindede hun om et skræmt egern. Meget sårbar og lille. Da hun løftede hovedet og kiggede på Era, virkede hun langt yngre, end hun var. De rødrendede øjne var opspilede og fremhævede hendes barnlige træk. Hun så sig om og satte sig op på knæ.
"hvad skete der?"
Stemmen var et tyndt piv fra en lille mus. Hun talte om soldatens død. Øjnene udtrykte skræk og hænderne rystede. Alligevel var der også noget andet i hendes ord. ikke beundring, men heller ikke vrede eller fordømmelse. Forundring. Hun vidste ikke, hvad der foregik i Eurias hoved, og havde ingen mulighed for at forstå, at det var rædsel, og ikke behersket kold vilje, der havde udløst døden.

Alastor vågnede langsomt og strakte sig mens han søvnigt sagde "ser ud til mit arbejde var godt nok" hans stemme lød stadig mørk. Det var tydeligt den onde Alastor. Han krympede lidt sammen på grund af smerter og bandede en smule på et ukendt sprog. Men det var tydeligvis bandeord.

Alastor kikkede på Pigen der blev kaldt "Era" han surmulede meget svagt og sagde "du der, du bør ikke gå ud af barrieren før om en time eller to. Minimum, ellers er der sikkert vagter, jeg vil ikke have mit arbejde bliver spildt. Så mister jeg min...Fridag.. hehe" Hans gode øje var hvidt men hvis man fokuserede hårdt på det blev det blod rødt. Han kikkede på pigen der blev kaldt "Livia" og sagde "simpelt, den ååååh så gode person der bor i mig valgte at lave en aftale, red jer og sikker jeres overlevelse og jeg får mig en fridag. Takket være den gode magiker over der" han pegede på Era "så fik jeg mig et midlertidigt legetøj at skræmme soldaterne med hehe." Han smilede, men smilet virkede som en blanding af rolig og glad, samt mindre sindssyg.

Alastor kikkede på Era og så Livia og sagde "siden vi alle skal være her et stykke tid, og jeg vil...må ikke slå jer ihjel....Så i det mindste fortæl om jer selv."

Han rakt en hånd ned i sin pose og trak.....En cigarat //gammel version uden filter// og en svovlstik, han tændte den og tog et sug og sagde "håber det er ok...For ellers er det jo bare surt hehe"

Han skyndte sig at rejse en finger, dog uden rigtig at bevæge sin arm "også vil jeg lige sige jeres gode ven, er stadig "i live" Han kommer tilbage senere, jeg drænede en del af hans kræfter for at kunne rede jer. Så ingen brokkeri tak!."

Chris (Som åbenbart var inde i barrieren) satte sig koldt ved siden af Alastor.
"Godt kæmpet" sagde han rosende.
Han tog en pil frem fra sit kogger.
"Desværre mistede jeg en god pil, til ingen verdens nytte" (Jeg bestemte mig for at jeg ikke dræbte ham manden jeg ramte, alligevel xD) sagde han og trak på skuldrene.

Era sad bare. Hun hørte ikke rigtig efter hvad de andre sagde, og var måske også ligeglad. Ja, måske var hun ligeglad med alting. Hvis hun ønskede skade mod menneskene fordi de slog elvere og formskiftere ihjel... kunne hun så bebrejde dem at de følte det samme? Nu var hun ikke højere end dem. Hun kunne ikke retfærdiggøre at det var forkert af dem at slå ihjel, når hun selv havde gjort det. Hvem havde troet at det var så let? At et liv på et øjeblik kunne forsvinde.
Det var først nu hun begyndte at græde. Ikke højt og hulkende, som hun måske ville have gjort før, men stille, håbløse tårer der trillede ned ad hendes kinder i en lind strøm, uden tegn på at ville ende.

Antal indlæg : 30 Points : 5689 Reputation : 1 Registration date : 22/02/09

Cephia fulgte efter Chris, og satte sig ned ved dem. Hendes hoved rungede af spørgsmål, men hun kunne ikke få sig selv til at spørge. Det virkede en smule upassende, og måske var hun også en smule genert over for dem, hvilket hun ikke plejede at være over for fremmede. De virkede så utrolig fremmede, og det var de jo også, men der var et eller andet vigtigt, som hun ikke vidste om dem. Hvorfor var der feks. en flok soldater der jagtede dem?
Hun sukkede diskret, og nøjedes med at følge tavst med i deres samtale.

Alastor ignorede Eras hulken, men sagde alligevel "stop dog dit græderi pigebarn! Du gjorde det måske med vilje?! Vidste du fra starten at du ville dræbe?! Hvis ikke så drop dog den tuden, du er ikke en morder, men en uskyldig dræber hehe" han tog endnu et sug fra sin smøg og åndede ud op af. Han lænte sig lidt tilbage, og lod armene større ham fra bag ham. Han kunne mærke og høre noget hult da hans hånd ramte jorden, han kikkede over til de andre, de kikkede vidst ikke. Han dunkede meget svagt med hans venstre arm. Igen hult. Han sørgte for at de andre ikke kikkede mens han fjernede støv og andet skidt der var i vejen, under var et bræd der var brændt mere eller mindre helt væk.
*noget skujt? Herlig!* Tænkte han, da han fjernede det brændte stykke træ kunne han se ud af øjekrogen... En halskæde, han tog den op og holdte den foran sit ansigt og kikkede træt på den. Han smilte svagt, tog et sug af sin ciggaret og pustede ud på amuletten, han kunne mærke aktivitet. Uden han tænkte over det sagde han "JACKPOT!" før han nåede at sige mere holdte han sig for munden.

*en sjæle amulet?? Denne ting er jo vidunderlig!! Hvor meget vil jeg ikke kunne gøre med den ting!* tænkte han for sig selv med et lille smil. Han holdte den stadig foran sit ansigt, han kikkede på Chris og sagde "og dette er min andel for at bygge det her sted op igen, det er ikke fair han kun skal have en del vel??" Han puttede amuletten væk hurtigt ned i posen. Hvor kun han kunne røre den...Indtil viddere

//med tilladelse fra Chris som en "gave/præmie" for at have vundet titlen som æresmedlem =P - sjæle amuletten er en amulet i stand til at holde ofres sjæle, for flere grunde, som at dræne dem delvist. Snakke med dem, tortur osv. =P//

Chris kiggede undrende på ham.
Han grinte da han så halskæden.
"Fair nok" sagde han med et smil og rystede på hovedet, han havde ikke så meget forstand på alt det med magi, så han anede ikke om den tingest havde nogen effekt.

Liv havde tavst fulgt med i samtalen, nøjagtig som Cephia. Nu satte hun sig hen ved siden af Euria og lagde forsigtigt en arm om hendes ryg med en trøstende lyd. Der var nok ikke noget, hun kunne sige, for at gøre det bedre, men det virkede som det rigtige at gøre, og det var rart endelig at kunne tage en beslutning, der ingen negative konsekvenser kunne have.

Era kom med en klynkende lyd, der, set udefra, kunne betyde hvad som helst, men som for hende var et dybfølt tak. Hun tog en dyb vejrtrækning, og samlede sig selv. Men en anstrengelse tørrede hun øjnene, og kiggede op på Chris.
"Så?" spurgte hun. Det lykkedes hende ikke helt at holde sin stemme fra at knække. "Hvad så nu?"

Antal indlæg : 171 Points : 6033 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

"Selvom ondskaben har bemægtigede sig vore verden, skal vi stadig le" sagde en stemme med en venlig og glad klang "Hvis vi ikke leer græder vi. Glæden er det vi kender som håb. Så længe den findes vil vi leve" en mand klædt i hvidt kom gående. Det så ud til at han kom ud af intetheden. "Græd ikke når du er uskyldig, græd kun når du er skyldig, husk skyldenståre rense vore synder" Amon havde som altid et smil på læberne. Han havde set det sidste der var sket.

Antal indlæg : 30 Points : 5689 Reputation : 1 Registration date : 22/02/09

Cephia løftede hovedet, da hun hørte den fremmede stemme. Hun sænkede hovedet igen, så det så ud som om hun kiggede på sine hænder.
"Hvem er i?" spurgte hun lavt, og kunne ikke lade være med at føle sig lidt utilpas. Hun kendte ikke en eneste, og havde knap nok vekslet et ord med dem, og disse fremmede var lige blevet jagtet af soldater, hvilket hun heller ikke kunne lade være med at undre sig lidt over. Hun følte sig også en smule nervøs, da hun heller ikke havde nogen anelse om hvor hun var, eller hvilken retning hjem var..

Alastor kikkede på Euria og sagde "nu fordriver vi tiden i et par timer og bagefter kan vi komme tilbage til at genopbygge denne skrotdynge." Han havde stadig sit rolige men sindssyge smil på, men det forsvandt i et sekunft da en magiker bare var brudt igennem hans barriere, man kunne ikke se igennem den selv om man var magiker....Kun føle den hvis man prøvede at føle den. "Er du en af dem?" Spurgte han for at finde ud af om han var med soldaterne.

Alastor grinte svagt og sagde "hør nu her, glæde er at gøre hvad du vil og ikke føle skyld over det. Det kan være at dræbe, det kan være at sælge blomster på en sommersdag!....Og før i siger at jeg er ond hør efter... Ondskab og godhed findes ikke, der findes kun meninger, størstedelen af meningerne tager over og skabe en illusion af godt og ondt. Derfor kan jeg sagtens nyde at slå ihjel uden at være ond, så længe det er min mening!" han tog et sidste sug fra sin smøg og smed den ned i resten af de brændte træ og andet skidt der var.

"når det er sagt. Så hvem er du?" spurgte han fyren. Han kikkede dog lige over på den blinde og sagde "jeg er Alastor den forbandede. Og forhåbentlig i fremtiden en kendt magiker af min art!"

Antal indlæg : 171 Points : 6033 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

"Ondskab er det folk ikke leer af" svarede Amon koldt, "Man kender mig for Abhay, eller Pesten den mægtigste morder" Amons stemme var glad og afslappet som altid. Manden foran ham var en af dødens fjender. Amon havde en bog i højre hånden, dennes farve skiftede mellem mørke-blå og grå. "Og nej, jeg tjener ikke nogen, eller jo mig selv" sagde han og lo. Hans skjold holdt alt skadende langt væk som altid, efter hans sidste oplevelse, havde han nu sat endnu større kræfter bag den. "Jo, man kender også som Amen" sagde Amon til sidst.

"Chris" sagde Chris, "jeg, ehmm... ejer den her 'kro'".
Han løftede en af brokkerne.
"Eller... det bliver jeg når ham der" han pejede på Alastor, men tog sig i det (hun er jo blind) "Jeg mener Alastor, for bygget den op".

Antal indlæg : 30 Points : 5689 Reputation : 1 Registration date : 22/02/09

Hun nikkede, og kørte en hånd over en af brokkerne Hun vidste godt hvem Alastor var, manden med det lidt store ego, og som åbentbart kunne lide at slå folk ihjel. Cephia kunne ikke lade være med at føle sig lidt skræmt af Alastor og den anden mand.
Hun vendte opmærksomheden mod Chris igen, og kunne ikke holde nysgerrigheden nede længere "Har soldaterne gjort det?" spurgte hun med med medlidenhed i stemmen.

Antal indlæg : 171 Points : 6033 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

"Chris, dit navn er mit øre bekendt. Hmm, hvem eller hvor her jeg hørt det?" Amon fik tænkende rynker på panden, *Hvor har jeg hørt dit navn, sig ikke at jeg blevet for gammel!* tænkte Amon lidt sur over at hans hukommelse havde svigtede ham, så kom han i tanker om den grædende pige "Hvorfor græder hun?" spurgte han og pegede på Euria. Hans ansigtskiftede til det bekymrede udtryk. Han begyndt at gå mod pigen (Euria). Man kunne tydelig se at alt der var 5cm foran ham blev fjernet. Hans ben tog små skridt men alligevel kom han langt.

Era kiggede op på den fremmede mand. Fordi hun sad ned, var der langt op. "Jeg..." startede hun, men hendes stemme knækkede over. Hun kunne ikke bære at fortælle det, og slet ikke til en fremmed. Hun rystede bare på hovedet og kiggede ned på sine hænder der hvilede i hendes skød.

Chris tog Cephias hånd.
"Ja" svarede han ømt.
Han tænkte sig lidt om, før han med tøvende stemme svarede:
"Det ved jeg sørme ikke... jeg har arbejdet på denne kro, men ehmm...".
Han undrede sig lidt, han var da ikke kendt?

Alastor smilede ondt og sagde "Yep jeg vil genopbygge denne gamle gang skrot til noget stort, bare i husker jeg kun gør det her fordi at jeg ikke virkeligt har noget valg, og jeg er blevet betalt forud." Han rejste sig strækkede sine arme og gik hen til den blinde pige og smilede "har du altid været blind?" Dog gik der ikke lang tid før han stod op igen og sagde "spørgsmål: er NOGEN overhovedet det mindste bange for mig?!" Han grinte svagt før han kikkede på Chris og sagde "jeg kan gå igang med genopbygningen så snart du har skaffet mig de knogler, bare husk jo finere slags jo bedre kro" Han grinte svagt for sig selv, for med den sjæle amulet kunne han jo med lethed genopbygge kroen, den så ud til allerede at have en til 3 sjæle deri. Rigeligt til at bygge et hus med de rette ting.

Alastor kikkede på Amon og sagde "så du er heller ikke en del af de dummes råd?" han refferede til magikernes råd og skyggerådet. //De tog råd er jo HELT forskellige da de ikke bryder sig om hinanden//
Han tog noget kridt frem og begyndte at tegne mærkelige tegn over alt. På de vægge der var halvt nedbrændte, på gulvet, overalt! Imens fløjtede han en lille melodi, en ond melodi. Og til sidst sang han

"jeg nyder smerte og død
kald mig ond men det kan jeg lide
jeg finder godskab for blød
har noget imod SÅ SIG DET

for verdenen er som ler
vi former det
og så er det det sker
at folk som mig vil have det skal ske
at intet mere skal være til (udtales som the)"

Antal indlæg : 171 Points : 6033 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

Amon ignorerede den mærkelig mand, og kiggede ned på pigen, han var få skridt fra hende. "Få det ud min pige, få det ud" sagde Amon med en trøstende klang i stemmen. "Jeg vil hører på dig til enden" han lod sig gå på knæ, og kiggede på hende, hans øjne var trøstende. "Jeg lytter" sagde han. Hans lod bagdelen ramme jorden, nu sad han og kiggede på hende, med trøstende udtryk over hele ansigtet.

Era gloede på manden med en blanding af vantro, frygt og forargelse i ansigtet. "Jeg kender dig ikke," sagde hun, og krabbede sig en smule væk fra ham. "Bare... hold dig væk. Du har intet at gøre med mig."
Hun kunne ikke tro at en fremmed bare ville komme hen og trøste hende. Det virkede forkert, og hun brød sig ikke om det.

Antal indlæg : 171 Points : 6033 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

"Som du ønsker" sagde Amon og rejste sig op "som du ønsker" gentog han. *Aldrig trøst en der ikke vil trøstes* tænkte Amon, uden at være opmærksom kom ordene ud af ham"Aldrig trøste en, der ikke vil trøst...." Amon lad mærke til hvad han sagde og holdt sig for munden. "*hoste*... Så Hvad er grunden til at alle disse er døde" sagde Amon og pegede mod soldaterne/soldaten.

//Soldaterne ligger døde på markedspladsen//

Liv blev bare siddende ved siden af Era. Hun havde ikke lyst til at blande sig i noget eller lede de andres opmærksomhed hen på sig. Hun vidste af erfaring, at det var bedst at være usynlig, bare af og til. Det var magikere. Det havde hun opdaget. Og ham Alastor virkede ikke ligefrem rar.