Yamon og hans nederdrægtige planer! :P

Gæst

Yamon var kommet herned med en privat lejet båd. Han havde stadigvæk Dukoro i sækken. Han løb så hurtigt kan kunne op på den gamle kirkegård. Her havde han mange minder og hvad bedre var - mange til rådighed. Skellerne her nede var alle sjælsforladte og han kunne med lethed klare hvad der nu måtte være...

Oppe på kirkegården havde Yamon bundet den lille Dukoro op på en pæl i midten at kirkegården. Yamon ventede på dragen skulle komme og 'befri' hende. Lidt ved siden af simrede en stor gryde af kogende et eller andet. Yamon gik hen, stadig med et blik på Dukoro, og smagte på den blodrøde suppe...

"Sovet godt, hah?"

"slip mig fri"sagde hun, hun var bange*Fallllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllll*tænkte hun højt for sig selv"du er gal!"råbte hun, hun vred sig for at komme fri, men det gik ikke så godt som hun havde håbet

Misel havde kommet til øen for noget tid siden for at få lidt ro over sig selv. der hvor hun elskede at tilbringe sin tid var på kirkegården. Som altid havde hun sin bue over skuldren og et pilekogger på den anden skulder, selvfølgelig med pile i. Hun var på vej der ud, da hun så en lille pige og en mand. Efter hendes mening lignede det at manden ville gøre noget imod den unge pige.
Hun tog nu lydløst en pil op af koggeret, og tog sin bue fri. Derefter lagde hun pilen på strengen, men spændte den ikke. Hun kiggede ud fra sit gemmested og kiggede på pigen. Langsomt samlede hendes hånd noget jord op, med en sten. Hun kastede den roligt for at vise hun var der.

Gæst

Avanya havde netop været hos det magiske råd, og var derefter taget ud til øen der var en stor kirkegård. Herude lå hun selv begravet, eller en del af hende gjorde. Da hun var blevet ophøjet fra slave til kriger, havde hun begravet sin slavedragt og sine kæder for at vise at den del af hende var død og begravet.

”For altid.” Tænkte hun, og smilede tilfreds.

Hun vendte sig for at gå tilbage mod den lille båd hun havde lejet da hun hørte en velkendt stemme.

”Doruko?” Tænkte hun, men opfangede så frygten i pigens stemme. Der var noget galt, helt galt.

Hun vendte sig mod lyden, og bevægede sig lydløst mod midten af kirkegården hvor hun fik øje på den lille pige der var bundet fast til en pæl. Og en magiker. En magiker hun genkendte med det samme. Han var en af de der havde angrebet dem i skoven, og som hun havde været til det magiske råd for at snakke om.

Gæst

Yamon kunne fornemme de fremmede elementer i nærheden. To-tre stykker hvis han ikke tog meget fejl... Yamon kiggede på Dukoro. "Vi får at se hvor højt dine venner virkelig elsker dig, møgunge", sagde Yamon ledt. Han første en hånd over jorden og tre hænder stak dystert op fra jorden. De gravede sig fri og tre skelletter dukker op. Yamon kastede en kniv hen til den ene og bad den om at holde kniven for barnets strube.

"kom frem ikke pigen er død", beordrede Yamon.

De to andre skelletter dækker Yamon op i tilfældet at nogen skulle falde ham i ryggen. Med et flabet glimt to Yamon endnu en slurk af det blodrøde suppe... Den gav ham kræfter før kampen...

hun så bange ud da skellettet holdte kniven ved hendes strube, tårene begyndte at løbe ned af hendes kinder, hun grad lydløs*Fal, Amylia' Reves og Avanya hvor er i henne?*tænkte hun for sig selv, hun var meget bange, man kunne se det i hendes øjne og på at hun grad lydløs, hun ture ikke sige noget

Misel rejste sig op. "Hun betyder intet, men straffe en lille pige, når hun intet har gjort. Din beslutning men et blobad viser at du er hjerteløs" sagde hun, og pilen hvilede stadig på buestrengen. Dog stadig ikke spændt.

Gæst

Avanya trådte frem fra sit skjul. Hun var i panterens form, og hende skridt var lydløse.
"Hvis du røre Doruko." Tænkte hun vredt, og krænkede læberne tilbage så de lange, hvide tænder blev synligt. En dyb knurren unslap hendes strube mens hun gik frem mod magikeren.
"Hvordan får jeg dig væk fra hende?" Hun kunne mærke det korte stik da hendes klør gled ud fra hendes poter og hun længtes efter at lade sine tænder synke ned i magikerens strube og så bare flå til.
"Bare rolig Doruko, jeg skal nok gøre hvad jeg kan." Hvilket, i denne situation, ikke var meget.

Et øjeblik overvejede hun at skifte tilbage til sin menneskelige skikkelse, der havde hun sværdene hun kunne bruge, men mod magi var det måske bedre at forblive en panter.

Gæst

Yamon grinede over disse væsners dumhed. Tænk engang at de TROR de kan redde den lille pige. En pige så dum og ussel at hun ikke engang kan forsvare sig selv. Alene for det fortjener hun at dø. Yamon kiggede håbløst på pigens 'redningsmænd' og rystede sagte på hoved. Han var så småt begyndt at blive urolig for om dragen ikke ville vise sig.

"Smid dit våben, skytte", beordrede Yamon. Den røde suppe boblede fortsat... "Kære lille barn, jeg tvivler på at dragen overhoved kommer for at redde dig. De kan åbenbart ikke lide dig længere, men det skal du ikke tage så tungt. Jeg hader dig også.."

//Come on people! Kan I ikke trække den til tre linjer?! Very Happy

// Hvis du vil have at vi skal komme, så vent! ^^" Vi er jo stadig til bal...//

Antal indlæg : 171 Points : 6022 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

Yamon skrev:: "Kære lille barn, jeg tvivler på at dragen overhoved kommer for at redde dig. De kan åbenbart ikke lide dig længere, men det skal du ikke tage så tungt. Jeg hader dig også.."

//Undskyld. Men fand'me godt sagt. Er flad af grin!//

"onkel Fal hader mig ikke han er bare til bal"sagde hun"slip mig så fri!"råbte hun, hun ville fri, men hun ture ikke flytte sig på grund af kniven ved hendes strube, hun spyttede Yamon på skoen, hun var vred og bange"du er gal"sagde hun til Yamon, hun hadet ham meget nok mere end han hadet hende

Gæst

Yamon så ned på sine mølædt sko. Han kiggede vredt op på Dokuro. "Bal? Ha! Han måtte bare have en undskyldning for at slippe af med dig", sagde Yamon ondskabsfuldt. Han gik helt hen til hende og gav hende en lussing så det sang. "Så må du bare lade være med at spytte på mig", bestemte Yamon. "Næste gang ryger fingeren", sagde han. Han var nu dødalvorlig. Han mente sin trussel og prøvede panteren eller skytte at gøre ham noget ville han ikke tøve...

//At I er til bal gør det bare meget sværere for JER at opfylde MIT ultimatum :D Så.. Øhm... Jeg har ingen planer om at vente! Ikke så længe det er til min fordel! ^^

hun så op på"jeg er ikke bange for dig"sagde hun, hun var bange men ikke for ham"du er dum og gal"sagde hun, hun ville sparke over skinde benet vis det ikke var fordi hun var bundet helt til pælen, hun prøvede at komme fri, men det var ikke helt så let som det nok så ud til

Hun kiggede ondt på magikeren. "Hvorfor skulle jeg det!?" råbte hun vredt. Hun var på nippet til at spænde buen og skyde, men kunne ikke. Hendes blik vandrede over til den anden person. Denne person hun ikke kendte så ud til at kende den lille pige rigtig godt.

Da magikeren slog pigen, blussede hendes vrede op så hendes øjne blev langsomt røde, ikke kraftigt, men mildt. Hun tog pilen og spændte buen kort.

Gæst

Brølet der unslap fra Avanyas strube da magikeren slog Doruko fik en stor flok måger til at lette fra havet i nærheden.
"Dræb! Dræb! Dræb!" Tænkte hun, blind af raseri, og kastede sig frem ad med panterens hurtighed.
Da hun var tæt på magikeren skiftede hun tilbage til sit eget jeg-sit kriger jeg, og trak begge sine sværd i én bevægelse.
Hun var nu så tæt på ham, at hun nemt kunne ramme ham med sværdene, ikke så det ville være dødeligt, men nok til at det ville gøre hende ondt.

,,Lad hende gå!" Knurrede hun, med en stemme der sagtens kunne være ne panters, hvis hun kunne tale som panter. Hendes gullige øjne skød lyn, og hun trådte langsomt nærmere magikeren, udemærket klar over at han kunne slå til når det skulle være.

,,Lad hende gå! NU!" Gentog hun, og mærkede vreden pumpe adranalinen rundt i hendes krop.

Gæst

Yamon ikke så meget som blinkede. Der var andre måder at skade dragen på en hans fysiske krop. Hans sjæl ville blive slemt såret hvis Dokuro døde. Yamon løftede hånden i det panteren nærmede sig. Da hun stod foran sagde han: "Et skridt nærmere og pigen er død". Yamon lod den nyslibede kniv ved Dokuros hals. Sænkede han hånden ville Dokuro kun have få sekunder tilbage. "Du kæmper for ære og for at bevise dit mod, men dumdrigtig er det eneste du er. Sænk dine våben eller hun dør...", befalede Yamon. Fulgte pantermor ikke hans instrukser var pigens liv kommet til en ende...

man kunne høre et blask ude ved kysten hvor reves kom svømmende i sin hvidhvals form, lidt efter høre man et ulve hyl *doku nu kommer jeg* tænkte hun og løb af sted efter dokus fært ¤undskyld alle sammen hvis jeg gør noget dumt vil det koste mig mit ejet liv, men det er det hver¤ hvisker hun til sig selv, hun kraser i et træ mid sine klør for at kunne finde rund på øen "doku jeg er på vej" råber hun og kalopere hen mod de andre.

"Avanya"sagde hun, hun var bange for hvad der ville ske nu, hun fik øje på Reves der var lidt langt væk"Reves"sagde hun, hun så lidt på Yamon"du er færdig nu"sagde hun, hun viste at nok inden så længe ville Fal og amylia komme, hun smilte ved tanken

Misel så hvordan der var en ulv længere væk.
*der er dog mange der kender hende* tænkte hun.
Pludselig sprang hun på en sten og spændte sin bue sikkert og sigtede på det første skelets øje.
"Slip pigen og jeg vil ikke dræbe dine skelleter" sagde hun sikkert.
I hendes stemme var der ikke et tegn på frygt, stemmen røstede ikke engang tæt på.
"Og du tør ikke dræbe hende, dine krafter vil forsvinde kraftigt" sagde hun igen og smilede ved sin viden.
De tidspunkter hun havde været ved boghandlen, havde hun læst om magi, og havde lært en del.

Gæst

Yamon lo indvændigt ved tanken om at skytten vil dræbe SKELLETTER. Yamon stirrede intenst på skytten og vurderede situationen. Hvad skulle han gøre? Lade pigen dø og derved ville hans magi forsvinde? Men på den anden side kunne skytten bluffe... Yamon havde ikke planer om at lade pigen gå. Så længe Yamon havde pigen havde han magten. Yamon gjorde tegn til skellettet der skar en stor lok hår af fra Dukoro. "Her er det mig der udsender ordrene, skytte", sagde Yamon beslutsomt...

Gæst

Avanya lo lavt mens hun hurtigt udtænkte en plan.

,,Du har ret, jeg kæmper for ære, så hvis du dræber pigen, så har du mistet din magi. Og hvad har jeg mistet? Intet!" Hun bluffede, men hendes ansigt vidste intet og hun var god til at bluffe.
Indvendigt dirrede hun af vrede og hun forkuserede kun på en ting: at stikke sværdet så dybt i magikeren som hun overhovede kunne.
"Hold ud Doruko!" Tænkte hun, og bad til at Doruko ville vide at hun ikke mente hvad hun sagde. Men hvordan skulle hun det? Hun havde kun mødt Avanya en gang før, og det havde ikke været særlig lang tid.

Gæst

i et næppehørligt puf, dukkede en ukendt mand dækket i en rød kåbe frem. Manden var i klædt sine smykker og andet gear. Han kiggede vredt hen på Yamon. Den nyopdukkede mand sydet inderligt af raseri. "Hvor vover du at bruge af min magi?", hvæsede han. Den røde hætte dækkede stadig hans ansigt i det han gjorde sig parat til at kaste en formular...

hun vredt på Yamon"bare vent til jeg kommer fri"sagde hun vredt, hun ville så gerne fri, men hun var bundet for stramt til pælen, hun prøvede at få sine hænder fri, men det kunne hun ikke, hun så på den nyankommede mand, hun havde aldrig set ham før, men han så ud til at være sur på Yamon over hvad det viste hun ikke

Misel kiggede på Magikeren som sagde at han udsendte ordre.
Da hun sigtede på øjet vidste han af det ville gå igennem men ind i hans ben.
"Du tager derimod fejl. Jeg ved at du ikke ville dræbe hende. Denne lok ville ikke holde i al evighed. Langsomt ville den miste kraften og du vil stadig miste dine krafter. Giv os nu pigen, og vis os at du kan bedømme dine krafter højere" sagde hun med en klar stemme.
Magikeren som dukkede op bag ham, skræmte hende lidt. Var de sammen? Var de imod hinanden?
"Dig, du nye magiker, fortæl os hvem du er, måske har du magt, men ikke respekt" sagde hun.
*åhhh nej, jeg sagde det forkerte, IDIOT!* tænkte hun. Nu vidste hun at hun nemt kunne blive dræbt af ham. Dog var hun ligeglad. Bare den lille pige kunne overleve. Men ville hun det? Flere kendte hende. Ingen ville lægge mærke til hun var der når det var overstået.
Langsomt blev hendes blik koldt.
Hendes velvære var sidste priotet.

» Yamon og Baltazar af Mana