Yamon og hans nederdrægtige planer! :P

Yamon vendte sig skræmt idet at den 'nye' magiker var kommet til stede. bruge af hans magi? Hvad snakkede han om? Yamon sagde til magikeren: "Jeg har et gidsel. Jeg dræber hende hvis I ikke går væk og bringer dragen til mig!". Yamon frygtede yderligere i det panteren sagde at pigen intet værd var for hende. Kunne det passe eller bluffede hun? Yamon løftede hånden og skelletterne gjorde sig parate til at dræbe pigen eller kæmpe for Yamon til det sidste...

"jeg ønsker intet andet end at magikeren dør", sagde Baltazar og nikkede mod Yamon. Underligt at en der brugte fysiske våben valgte at true ham? I Mana kunne våbenbrugerne aldrig drømme om at udfordre en magiker, men sådan var det åbenbart her. Respekt? Hvad snakkede hun dog om? Baltazar indså nu at der var meget han manglede at gøre inden han kunne tilpasse sig denne nye verden. Baltazar kiggede en (forhåbenligt) sidste gang på Yamon inden han kastede en kugle i mod ham. En kugle af oplæret magi. En kugle lille som et æble, men dødbringende som pesten.

Avanya benyttede sig af at den ene magiker (Yamon) vendte sig mod den nyankommende. I tre store skridt var hun henne hos Doruko og med et sving af sit højre sværd, blev pigens reb skåret over.

,,Løb!" Sagde hun til Doruko, og vendte sig mod begge magikere, klar til hvad der end måte komme.

,,Og lige meget hvad, så gå ikke tilbage her til. Find Alya og Fal!" Bad hun, og så på den skræmte pige inden en af skeletterne klodset nåede over til hende og hævede sværdet det havde i hånden.
Ava havde intet problem med at parere slaget, men hun blev overrasket over den kræft der lå bag. Hun havde aldrig troet af et skelet kunne slå så hårdt.
"Fandens lort!" Tænkte hun, og parerede da skelettet slog mod hende endnu engang. Det kunne godt være den var stærk, men tilgengæld havde hun to sværd i stedet for et, og da skelettet slog efter hende tredje gang, parerede hun med det ene sværd, mens hun slog med det andet.
Af ren vane slog hun mod halsen, og hun mærkede sværdets klinge skære sig gennem knoglerne og følte lettelsen skylle genne sig. Skelettet faldt, og Avanya kunne ikke holde et triumferende smil tilbage, inden skelettet gav sig til at spjætte og langsomt rejste sig op.
Der var en ting hun ikke havde taget højde for:
Skeletter kunne ikke dø på samme måde som mennesker.

Misel kiggede på magikeren der sendte en kugle efter den anden.
Hun syntes dog ikke det var fortjent.
Dog vidste hun ikke hvad hun skulle gøre.
Men i en hurtig beslutning spændte hun sin bue, og begyndte at hjælpe Avanya(kender hun dig?).
Hun sendte sin pil mod skellets ene ribben.
Dog fik hun ikke resultatet af se før hun kiggede på den Nye magiker.
"Få dig respekt og spar en sjæl. Dog har han gjort ondt, men han fortjener ikke dette" råbte hun koldt til magikeren. Hun spændte buen og sigtede på ham.

Yamon ænsede end ikke Dokuro der ville flygte for i det energi kuglen ramte ham faldt han om på jorden. Rallende og spjættende. Yamons øjne blev hvide og hans blik sløret. Han vidste at hans tid ikke var kommet, men hvordan den ikke var kommet endnu havde han svært ved at se. I en sidste kraftanstrengelse faldt Yamon om på jorden. Han bevægede sig ikke det mindste.

I det man kunne se Yamon blive fjern begyndte skeletterne også langsomt at falde sammen. Da Yamon lå bevidstløs var skeletterne kun støv der langsomt blev pustet væk af vinden...

Spare en sjæl? Spare en hvis sjæl og krop misbrugte hans dyrebare magi? Baltazar rystede på hoved af denne bueskyttes latterlige forslag. Han ønskede på ingen måde at spare nekromantikerens sjæl, hvis han overhoved havde en tilbage. Baltazar kiggede en sidste gang ned på Yamon og vendte så ryggen til mens han langsomt gik væk fra kirkegården. Han end ikke kiggede tilbage på de andre...

Misel så hvordan magikuglen ramte Yamon.
Et gisp forlod hendes mund.
Nu faldt skelleterne sammen og blev til støv.
Dog kunne hun ikke smile.
Kirkegården lå øde hen.
Nu satte hun sig trist ned og trak hætten over sit hoved.
I mørket af hætten gennem gik hun hele sin barndom.
Nu mærkede hun en gren ved sin side.
Hendes fingre samlede sig rundt om grenen, og lagde den op på sit skød.
Stillede strammede hun grebet om den.
"Du magiker som ikke stoppede dit angreb. Ingen sjæl vil du kunne leve med mere, end ikke overleve med mere!" råbte hun ad ham.
"Du magiker, har du nogensinde prøvet at blive elsket!?" råbte hun igen.
Hendes raseri kogte lidt.
Dog kølede det ned og hun blev ligeså stille bange for sig selv.
Hvordan hun havde forandret sig.

reves løb hen mod doku og skubbede hende op på hendes ryk "doku det her eventyr fortæller vi ikke til onkel fal eller tante Amy vel" siger reves og løber igennem lidt skov og ud mod kysten *hvis ham den anden magiker vil dræbe magiker gælder det mon så også formskifter* tænker hun mens hun løber i fuld kalop.

hun holdte fast i Reves, hun var bange"nej"sagde hun*reves jeg var så bange hvorfor kom Onkel Fal ikke?*tænkte hun for sig selv, der gik lidt tid"Reves hvorfor kom Onkel Fal ikke og reddede mig?"spurgte hun, hun kiggede lidt rundt for at se hvor hun var henne men hun viste det ikke alligevel

Det rykkede med i gisp i Yamon. Hans øjne blev vidtåbne men var stadig meget fjerne. Han kiggede ud i det blå, men kunne ikke så noget. Endnu engang for krampeagtige rystelser ind over Yamons bange ansigt. Med en kræftanstrengelse hviskede Yamon: "Hjælp". Han havde fejlet. Der var et punkt i hans plan der havde fejlet. Hvis skyld var det? Dokuro-chan! Yamon gik endnu engang i sort...

Baltazar vendte sig om til bueskyttens råb. Hans ansigt var neutralt, men stadig vist. Han kiggede hende i øjnene og sagde: "Engang...". Han kiggede ned på den rallende Yamon smilede og forsvandt igen. Hans krop syntes at formere sig til røg og et vindpust senere var han der tydeligvis ikke længere. Engang...! Ordne hang stadig i luften mens Yamon syntes svagere og svagere...

//out

Misel kiggede på Yamon.
Hendes venlige vilje førte hende hen til ham.
Hun tog noget plantesaft hun fandt fra forskellige planter.
Hendes hænder maste det og hun lagde det der hvor området havde ramt Yamon.
Hun vidste dette ville hjælpe ham.

Avanya så kort på bueskytten.

,,Har du brug for hjælp?" Sagde hun, selv om hun allermest havde lyst til at løbe efter Reves og Doruko. Hun så på magikeren i den røde kappe der forsvandt.

,,Du bør komme væk herfra, og ikke hjælpe magikeren." Sagde hun mørkt, og beherskede trangen til at forvandle sig til panteren og flå halsen over på magikeren på jorden, eller bare stikke sværdet så dybt i ham, at hun aldrig ville kunne få det løs fra hans brystkasse igen.

,,Føj for S*t*n!" Hvæsede hun til den bevistløse magiker, og sendte en ordentlig spytkast ned i panden på ham.

Misel kiggede op på hende.
"Han har brug for hjælp, og du kan lide det eller ej. Løb bare efter pigen, og dyret, jeg hjælper magikeren" sagde hun og begyndte at hjælpe Yamon.

Yamon gispede efter vejret i det plantemedicinen gav hans krop kræfterne tilbage. Han var udmattet og træt. Vanæret og stødt. Han var besejret.

Yamon åbnede langsomt øjnene, han kiggede på den der spyttede på ham. "Måske er du ikke som jeg, men at spytte på en der er besejret vil altid være under min værdighed", hviskede han svagt. Han prøvede at sætte sig, men hurtigt faldt han tilbage...

reves og doku når hen til kysten *hvorfor har jeg ondt af magikern han har ikke gørt andet end at gøre mig vred* tænkte hun og rystede på hovdet "doku nu skal du prøve noget du aldrig har prøvet før, du skal sejle på en hvidhvals ryg" sagde hun og hoppede i vandet og svømmede lidt ud og forvandlede sig så til en hvidhval, hun så på øen "doku grunden til fal ikke kom er fordi han nok stadig er til maske bal eller har læst mit brev"

Misel kiggede på Yamon.
"ssh, nu tier du stille, spar på kræfterne" sagde hun, og holdte ham tilbage bestemt.
Langsomt tog hun sin bue om på ryggen, og pillekoggeret skrå modsat.
Hun rejste sig op, og kiggede på Avanya.
Hendes øjne fortalte hende, at man ikke tramper på den der allerede er nede.
Bestemt tog hun sin hætte over hovedet igen.

Avanya lå koldt og så ned på Yamon.

,,Ja det siger du jo, magiker." Hun vrængede det sidste så det kom til at lyde som noget katten havde slæbt med ind.

,,Men jeg har talt med det magiske råd, og måske er det under din værdighed at spytte på en der ligger ned, men det er ikke under din værdighed at lyve om at de har sent dig ud for at gøre krav på et hus der ikke er deres, og dermed vanære dem." Hun satte det ene sværds klinge mod hans hals og knurrede.

,,Jeg burde slå dig ihjel her og nu. Det ville ikke være ærefudlt, men ære siger mig intet." Det var kun delvist sandt. Hun satte en ære i at være soldat, og en ære i at overholde de regler der var ved krig. Hvis hun slog ham ihjel nu, ville hun føle skam, men ikke længe for hun ville ikke glemme hvem han var, og hvad han havde gjort.

Yamon fik energi fra den ophidselse Avanya bragte i ham. Han satte sig op, tørrede spyttet væk fra panden og kiggede ondt på soldaten. Med en del besvær kravlede Yamon hen til den blodrøde suppe og gav sig til at drikke af den. 'suppen' eller nærmere eliksiren gav Yamon en del styrke. Han var nu i stand til at gå og tale ordenligt. "Jeg takker for Deres hjælp, du skytte af renhjertet, men du soldat. Du har ingen ære og det er under min værdighed at konversere med Dem yderligere. Forsvind herfra, det er privat grund!", sagde Yamon. Han forventede ikke at hun ville gå, men det satte soldaten i et dårligt lys...

Misel kiggede nu beslumtsomt op fra hættens mørke.
Man kunne se at hendes blik hvilede på dem.
"Ti begge, denne kamp vil være mere fair hvis i begge er ved jeres fulde fem. Nu går i begge væk fra denne ø" sagde hun roligt.
Hendes kano, håbede hun, lå stadig ved kysten med en padle.
Hun orkede ikke en krig lige nu.

hun gav et hyl fra sig da vandet var iskold"Reves vandet er koldt"sagde hun, hun sys det var alt for koldt, hun holdte godt fast i Reves, hun villle helst ikke hel i det iskolde vand*Onkel Fal kom og hent mi nuuuuu*tænkte hun for sig selv, hun frøs i det iskolde vand, det kunne godt være farligt for hende at være i det iskolde vand for længe

Avanya så forbløffet på magikeren, så udstødte hun en hånelig latter.

,,Privat grund? Nej det er det bestemt ikke, dette er en gravplads, og alle her kan blive begravet og besøge deres afdøde, så din private grund kan du stikke op et sted hvor solen ikke skinner." Hun vente blikket mod elveren og sagde roligt, men med en tone der sagde at hun ike skulle blande sig:

,,Jeg er glad for Deres hjælp med Doruko, men du kender ikke denne magiker og De har ingen ret til at bede mig forlade øen. Og nej, det ville ikke være fair, men må jeg minde dig om at han har kidnappet en lille pige for at ofre hende til en drage, efter han var færdig med at true og tyranissere en flok formskiftere i deres hjem?!" Hun var godt klar over at hun ville blive vanæret hvis hun slog magikeren ihjel nu hvor han var så svag, men hun var ligeglad.
Hun brød sig bare ikke om at slå ihjel.

,,Jeg er ikke kommet for at udgyde blod idag." Sagde hun til magikeren.

,,Men hvis du nogensinde røre Doruko igen, eller en af de andre, så vil jeg ikke tøve med at slå dig ihjel." Hun gik over til dens store sorte gryde med den mærkelig suppe og stemte ryggen imod den for at vælte den.
I starten var hun overbevist om at det ikke kunne lade sig gøre, men da hun forvandlede sig til en stor, brun bjørn gik det nemmere og hun mærkede hvordan gryden langsomt hældte til den ene side indtil den tippede over og den røde suppe flød ud over jorden med en mærkelig syden.
"Sådan!" Tænkte hun tilfreds, og forvandlede sig tilbage til sig selv.

//Hvis det ikke kan lae sig gøre at vælte den, så sig lige til så ændre jeg det ^^.//

Misel kiggede på personen som tydeligvis var formskifter.
Da hun var færdig med at vælte karret, sagde hun blidt og roligt.

"Hvis du ikke vil udgyde blod, er alt godt. Dog beder jeg atter ikke dig om at forlade denne ø, men forlade hånens vej".
Hun kiggede på formskifteren.
Langsomt vendte hun sig om.
Magikeren og Formskifteren kunne godt klare sig selv, sagde hun til sig selv.
Nu bevægede hendes ben sig lydløst over kvistene.
De førte hende hurtigt, men lydløst over til sin kano.
Der steg hun i, og begyndte langsomt at sætte fra.

"rolig nu Duko jeg vil svømme så stærkt jeg kan for at du ikke fryser for længe, og Duko bare så du ved det fal kommer ikke og redder os eller henter os vi må klare os uden ham, men det kan vi også, ikk ?" sagde Reves med en glad stemme og begyndte at svømme *hvis Duko bliver forkøldet så bliver fal nervøs det vil jeg ikke risiker han skal ikke tro jeg ikke passer godt på hende, for det gør jeg. Hun er så lille men stadig modig det er det jeg kan lig ved hende hun, mener om mig selv bare mere munder* tænker reves og svømmede hurtiger.

//out med Duko//

//out med Reves//