Leopold

Navn: Vikram Leopold

Kaldenavn : Leo

Job: paladsets (og måske Warlands) største troldmand.
- Udfører dog kun gode gerninger.

Race: menneske, måske elver.

Alder: 100

Fødselsdag: vinter

Køn: mand

Magi: Kan kaldes meget. Måske ren magi? Måske druidisme? Måske vandmagi eller lys magi? Grænserne har altid været meget flydende for ham. Han har let berørt de sorte emner, men aldrig så dybt som mange andre, og aldrig blivende. Hans sjæl fik mørke ar, men han fyldte arene med lyset, der ikke nødvendigvis er bedre.

Udseende:
Leo har langt hvidt hår og et ret stort pjusket skæg, der vokser som død og helvede. Hans øjenbryn er buskede og hans næse lang og kroget. Han har et meget strengt og alvorligt ansigt, men når et smil krydser hans smalle læber, ser han egentlig ganske elskelig ud. Han har en værdighed som en konge, og da han i sine yngre dage var med kongen som krigstroldmand, var det med frygt, man så hans ranke skikkelse. Han udstråler ro og retfærdighed men ikke på nogen måde blødhed. Respekt henter han fra alle sider.
Leopold ses som regel i en lang hvid kåbe, selv om det ikke følger reglementet. Han hævder, at han ikke kan arbejde i andet, ligesom han mener, at hans hår ikke kan tåle at blive klippet. Dette skyldes dog mest den foragt for forandringer, ældre mennesker tit har.
Hvis Leo ønsker det, kan han let fremstå som svagelig, men på trods af sin høje alder, er han stadig meget stærk og rørig. Dog er han begyndt at mærke årene tære på sine fysiske kræfter. Til gengæld vokser hans magi dag for dag. Han har engang forudset, at han vil ende som et tandløst kadaver, der kun bliver holdt sammen af magi.
https://2img.net/h/i383.photobucket.com/albums/oo276/Strazzen/mage-wht.jpg

En yngre Leo i krigstid.
[url]http://www.chrisdien.com/gallery/LOTR/Theodin.jpg[/url
(billeder fundet på Chris Diens side.)

Personlighed:
Leo er psykisk en stærk mand. Han er streng og bliver let vred. Han har det bedst i selskab med indviede og børn, da han kun føler, at de forstår ham. Han er stolt og retfærdig og han ser det som sin ypperste pligt at hjælpe enhver tilskadekommen, ligegyldigt hvem det måtte være. Dog er han ret hoven og hader at tabe. Han kræver sin respekt og afskyr folk, der naivt tror, at han bare er en svagelig gammel mand med sin stav og sine bøger. Bag det ydre lever der stadig en meget ung kriger i Leo.
Leo er magiker. Han er en af de stærkeste og ældste - det hænger sandsynligvis sammen - magikere man længe har set, og klart blandt de mest veluddannede troldmænd i verden. Hvad han ikke ved, ved kun døden og guderne. Han har studeret næsten alt, hvad der er at studere, og han er så dygtig, at han kan tvinge hele hære i knæ, og han har også gjort det førhen. Nu har han dog, efter en gruelig ulykke, aflagt ed på kun at gøre gode gerninger og aldrig skade nogen. Han vil udbedre de sår, han og så mange andre magikere har påført verden. Dette løfte har han kun brudt en gang siden han bandt sig for tyve år siden.
Gode gerninger er, når han healer, når han sikrer høsten, når han fortryller et hus, så ingen børn vil dø der. Det er, når han renser brønde i byerne i ørknens udkant og det er når han bøjer sig for at hjælpe en gammel orkkvinde op fra den snavsede gade. Denne godhed giver tit komplekser, da én handling kan føre til flere og langt større ulykker end nogensinde, og det er en af grundende til, at Leo tit føler sig tit moralsk presset.
Han er ikke oprører og bryder sig ikke om forandringer. Siden han kom i kongens tjeneste har han kun fået ganske lidt at høre om verdens tilstand, og man ser ham kun sjældent udenfor paladset. Dog ved han, at hans sides motiver ikke er bedre, end de såkaldte fjenders. Han er ikke en tvivler, men tro kan defineres på mange måder.
Nogen siger, at han holder på en stor hemmelighed og sorg, hvilket er ganske sandt. Derfor skal man passe på med at tirre hans følelser. Især Wikan er noget, han væmmes ved.

Baggrundshistorie:
Leo har et langt og mystisk liv bag sig. Han var søn af en jævn og meget rig troldmand, der sådan set levede af at snyde almindelige borgere. Leos far ønskede Leos hjælp til sine små magiske fiduser, for Leo viste allerede i en lav alder meget stor magisk kraft Leo og hans far brød sig meget lidt om hinanden, og Leo blev kun hjemme, fordi han havde en svaghed for hans meget undertrykte mor. Da hun døde var han tretten, og det øjeblik hendes kiste var blevet sat i jorden, var han ude af huset med sin vadsæk. Han så aldrig faren igen og havde egentlig tænkt sig at lægge sit magiske liv bag sig, men sådan gik det ikke. Han blev hurtigt rekrutteret som stalddreng i den Warlandske hær til dem daværende ørkenkrig, og ved fronten fattede en krigstroldmand interesse for ham. Troldmanden var ikke den venlige type, der brugte de moralsk rigtige remedier eller holdt sig for god til at bruge lig og voodoo. Leo brød sig ikke om ham, men alligevel blev hans interesse vakt, og snart var praktiserede han både lys og mørk magi meget fuldendt. Da Warland havde vundet krigen, begyndte den unge Leopold at rejse rundt i verden. Det gjorde han længe. Han så alle slags magi og besøgte alle de store biblioteker. Hans store evner blev alle steder mødt med begejstring. I disse år glædede sig meget over sin nye viden, men så mødte han det, han mente var den store kærlighed. Det viste sig, at han ikke havde ret stor forstand på mennesker, og da han opdagede, at hun var ham utro, slog han hende og hendes elsker ihjel. Den tid, der fulgte fortæller han sjældent om.
Der gik mange år, men han følte sig stadig ung, da han blev fascineret af mørket. Han mødte en meget magtfuld magiker, som lærte ham om de dybeste toner af den sorte magi. Nekromantik og voodoo blev noget, han ofte beskæftigede sig med, selv om han ikke direkte udøvede disse former for magi. Ånderne begyndte gennem magien at tale til ham. De trak ham ind i mørket og i omkring ti år var Leo ikke åndeligt i denne verden. I disse år lærte han. Han lærte, så og forstod. Det er derfor, han er så vis nu. Da han langt om længe trak sig fri at ånderne var hans skæg blevet hvidt og langt, og i hans hår boede der fugleunger. Han taler heller aldrig om denne periode af sit liv, og han siger selv, at han ikke husker, hvordan han kom tilbage til Warland og blev hyret som krigstroldmand, men sådan gik det. Han var en stor helt i de meget omtalte slag om Sydhavet og Den store Ø.
I årene, der fulgte herskede han som warlands førende troldmand, og selv om han ofte fik hård konkurrence af yngre og stærkere magikere, frygtede han aldrig for sin position. I hvert fald ikke til han var godt oppe i årene. Men da mødte han også en magiker, der langt oversteg hans tidligere bekendtskaber. Det var en ganske ung mand, blot en stor dreng, der bar en slags druidemagi, der gav ham en særlige indvirkning på sine omgivelser. Leo blev blændet af misundelse, for drengen var både meget belært og stærk, men også følsom overfor magi. Han kunne, med de rette remedier, alt. Ydermere var han både ung og smuk, noget som Leo følte, at han aldrig selv havde fået lov til at nyde. Ingen vidste, hvem drengen var, eller hvor han kom fra, men han hævdede at han ville være den første af den hær af troldmænd, der ville prøve at råde bod på alle de skader, magikere gennem tiden har forvoldt verden. Drengen trådte endvidere i kongens tjeneste, og Leo var grøn af misundelse i et par år, mens drengen steg i graderne. Den gamle troldmand begyndte at føre en næsten usynlig psykisk krig mod ynglingen, men drengen lod sig ikke skræmme synligt, og efter fem år stod han kongen nærmere end Leo. Drengen blev smuk men sart en ung mand, der havde det bedst i velkendt selskab og nød at opholde sig i naturen. Som menneskenes undertrykkelse af de andre racer voksede, svandt den unge magikers glæde og loyalitet overfor menneskene, men han var i grunden for svag til at sige fra, og Leo bebrejder ofte sig selv, at han var så optaget af sin egen succes, at han ikke så den unges kvaler. Han fik først øjnene op for drengens usikkerhed, da ynglingen en morgen kom til ham med våde øjne og fortalte, at han ikke anede, hvad han skulle gøre, og at han følte sig meget ensom og forladt. Leo blev bag en rolig facade ret forbløffet, for han havde ikke troet, at noget kunne rokke den unge mand. Det rørte ham også, at drengen søgte råd hos ham af alle, selv om han kendte til den gamle troldmands bitterhed over hans succes. Det blev starten på et stærkt venskab, og den unge mand fik Leo til at sværge, at han ville forsvare godheden med alle midler. Der gik to år, hvor ynglingen i samarbejde lagde mange gyldne planer for sin fremtid. Leo blev meget fanget af den kærlighed til livet, som den unge mand lagde for dagen, og det var med stor glæde, han lagde alle sine kræfter i den unges hænder.
Så trådte en ung elverprinsesse ind i den unge mands liv. Hun var også en fremragende magiker, og hun kom til paladset med direkte ordre til kongen om øjeblikkelig at indstille fældningen af hendes fædrelands skove. Det gik dog ikke helt efter hendes planer, men efter en diskussion, der strakte sig over atten måneder gav kongen sig og standsede sine skovhuggere. Imidlertid havde den unge magiker forelsket sig i elverprinsessen, og prinsessen havde også fattet interesse for ham. Hun ønskede at tage ham med til sit hjemland, men sådan blev det ikke, da den meget ærlige mand havde aflagt en næsten ubrydelig ed på at tjene kongen. I stedet blev prinsessen på paladset. Hun gik ikke direkte i kongens tjeneste, men sagde ham heller aldrig imod. En strålende sommermorgen blev prinsessen og den unge slotsmagiker viet, og ved forårsjævndøgn fødte prinsessen det dejligste barn, Leo nogensinde havde set. Den lille pige havde sin mors skønhed og ynde og sin fars sarte, tiltalende væsen. De første tre år af sit liv tilbragte hun på paladset, hvor hun vandt alles hjerter, men så blussede konflikten mellem racerne op, og hendes mor hende tog med til de store skove, og Leo og pigens far så ikke noget til dem i syv år, men de modtog næsten hver dag brevduepost, og pludselig en dag i maj vendte prinsessen og hendes datter tilbage. Det skete dog i dybeste hemmelighed, da folk var begyndt at se skævt til prinsessens eksistens. Leo, der på det tidspunkt lige havde anskaffet sig et ensomt beliggende hus på heden nord for Takamir, tilbød de to unge mennesker og deres datter husly. I et år boede de uforstyrret der, og det var den lykkeligste tid i den gamle mands liv.
Så tonede en trussel frem, nemlig den magiske sammenslutning Wirkan, der ønskede at styrte kongen. //okay?// De mente tilsyneladende, at kongens bedste magiker var en trussel, og en lun sommeraften udfoldede et blodigt drama sig på den store markedsplads. Wirkans leder og fire andre fantastiske magikere troppede op og angreb den unge mand, der ikke kunne holde dem fra livet, men heller ikke ville bryde sit løfte om godhed. Han blev slået ihjel som en hund. Prinsessen, der ved et tilfælde befandt sig i nærheden blev rasende og angreb dem sammen med Leo. Også prinsessen faldt, men tog to af sine fjender med sig. Det udløste en bølge af frygtelig vrede hos Leo, og han brød sin ed og slog den ene af de to tilbageværende ihjel, før han kom i tanke om alle sine idealer og flygtede. Det er hans største skam, og han taler aldrig om det. Siden den dag har han aldrig grædt med tårer. Nu græder han blod.
Siden den dag har han passet på de to faldnes datter, men det er en helt anden historie.

Rigdom: rig? Han ser i hvert fald aldrig pengene, men det betyder ingenting.

Ejendele: Et ensomt beliggende hus nord for Takamir. En smuk stav af egetræ.

Andet: Leo har en plejedatter

hmm meget interessant karakter

personeligt kan jeg godt lide hans karakter, men ikke noget med druidisme mere shamanisme (druidistiske ånder er de dem som er i levende planter og dyr ;D - shamanisme dem fra døde og elementer osv.)

Han kan godt have lært nekrotik, selv om det tager år at lære til et punkt hvor man kan gøre det større end at rejse skeleter ved brug af knogler.
da mørk og lys er modsatte af hinanden vil han for eksempel ikke kunne have 2 skeleter igang mens han bruger lys magi på sig selv, det ville skade ham fordi at den mørke magi i ham modarbejder den lyse magi =P. Men han kan sagtens have lært begge hvis han er en af de meget sjældne som er født med evnen til mere end 1 slags magi. Element magi er næsten noget alle magikerer kan lære, bare kun et element pr person, alt efter deres natur/personelighed.


bare husk han kun kan bruge en af lys/ren/mørk magi af gangen. Men at for eks. at blande mørk magi med vand for at skabe et monster (kræver meget forskning, trænning osv.) så er det muligt


men indtil viderer får du et - skriv igen når du er færdig så checker jeg igen din karakter
**STAMP OF APPROVAL**


p.s Shamanismen kan han ikke udnytte ånderne vil lære ham ikke beskytte og hjælpe ham - bare for at undgå overpower osv. =)


- the spell weaver have signed off ;D

mm.. *at have nærlæst din guide*
det var shamanisme, der skulle stå... tror jeg.. men han har også en druides følsomhed overfor naturens balancer...
og.. han har ikke været i kontakt med ånderne siden sine mørke år.
eller..
nu er han jo ikke heelt færdig xD

btw er han IKKE en trussel mod nogens magiske karakterer, hvis man skulle være i tvivl.. det kan han slet ikke *putte Leo i kassen, der er navngivet rare karakterer...* ^^

Undskyld at jeg sådan dumper ind, men jeg fandt denne karakter meget interessant (Ligesom Alastor ^^)
og ville lige høre om hvem hans plejedatter er? Kunne Ellinor bruges? Medmindre pladsen er optaget?

(Ellinor er elementmagiker (jord) og behersker druidisme bedre end noget andet ^^)

god idé, men pladsen er optaget..
er ved at skrive hendes historie ind.. :D
btw er hans baggrund blevet opdateret...

OOg, hvis nogen skulle have lyst til at vide det, er det Nina, der er ved at opgradere sit persongalleri igen...
- og hvis der stadig skulle være tvivl -
så er det personen bag Livia og Safran...

Jeg synes nok at jeg kunne genkende "skrive-sproget" ^^

Goo Nina! ^^

Færdig :D

Godkendt :D

Ked af, at karakteren kommer til at stå nederst, men der er ikke noget, jeg kan gøre ved det..

Navn: Vikram Leopold

Kaldenavn : Leo

Job: paladsets (og måske Warlands) største troldmand.
- Udfører dog kun gode gerninger.

Race: menneske, måske elver.

Alder: 100

Fødselsdag: vinter

Køn: mand

Magi: Kan kaldes meget. Måske ren magi? Måske druidisme? Måske vandmagi eller lys magi? Grænserne har altid været meget flydende for ham. Han har let berørt de sorte emner, men aldrig så dybt som mange andre, og aldrig blivende. Hans sjæl fik mørke ar, men han fyldte arene med lyset, der ikke nødvendigvis er bedre.

Udseende:
Leo har langt hvidt hår og et ret stort pjusket skæg, der vokser som død og helvede. Hans øjenbryn er buskede og hans næse lang og kroget. Han har et meget strengt og alvorligt ansigt, men når et smil krydser hans smalle læber, ser han egentlig ganske elskelig ud. Han har en værdighed som en konge, og da han i sine yngre dage var med kongen som krigstroldmand, var det med frygt, man så hans ranke skikkelse. Han udstråler ro og retfærdighed men ikke på nogen måde blødhed. Respekt henter han fra alle sider.
Leopold ses som regel i en lang hvid kåbe, selv om det ikke følger reglementet. Han hævder, at han ikke kan arbejde i andet, ligesom han mener, at hans hår ikke kan tåle at blive klippet. Dette skyldes dog mest den foragt for forandringer, ældre mennesker tit har.
Hvis Leo ønsker det, kan han let fremstå som svagelig, men på trods af sin høje alder, er han stadig meget stærk og rørig. Dog er han begyndt at mærke årene tære på sine fysiske kræfter. Til gengæld vokser hans magi dag for dag. Han har engang forudset, at han vil ende som et tandløst kadaver, der kun bliver holdt sammen af magi.
https://2img.net/h/i383.photobucket.com/albums/oo276/Strazzen/mage-wht.jpg

En yngre Leo i krigstid.
[url]http://www.chrisdien.com/gallery/LOTR/Theodin.jpg[/url
(billeder fundet på Chris Diens side.)

Personlighed:
Leo er psykisk en stærk mand. Han er streng og bliver let vred. Han har det bedst i selskab med indviede og børn, da han kun føler, at de forstår ham. Han er stolt og retfærdig og han ser det som sin ypperste pligt at hjælpe enhver tilskadekommen, ligegyldigt hvem det måtte være. Dog er han ret hoven og hader at tabe. Han kræver sin respekt og afskyr folk, der naivt tror, at han bare er en svagelig gammel mand med sin stav og sine bøger. Bag det ydre lever der stadig en meget ung kriger i Leo.
Leo er magiker. Han er en af de stærkeste og ældste - det hænger sandsynligvis sammen - magikere man længe har set, og klart blandt de mest veluddannede troldmænd i verden. Hvad han ikke ved, ved kun døden og guderne. Han har studeret næsten alt, hvad der er at studere, og han er så dygtig, at han kan tvinge hele hære i knæ, og han har også gjort det førhen. Nu har han dog, efter en gruelig ulykke, aflagt ed på kun at gøre gode gerninger og aldrig skade nogen. Han vil udbedre de sår, han og så mange andre magikere har påført verden. Dette løfte har han kun brudt en gang siden han bandt sig for tyve år siden.
Gode gerninger er, når han healer, når han sikrer høsten, når han fortryller et hus, så ingen børn vil dø der. Det er, når han renser brønde i byerne i ørknens udkant og det er når han bøjer sig for at hjælpe en gammel orkkvinde op fra den snavsede gade. Denne godhed giver tit komplekser, da én handling kan føre til flere og langt større ulykker end nogensinde, og det er en af grundende til, at Leo tit føler sig tit moralsk presset.
Han er ikke oprører og bryder sig ikke om forandringer. Siden han kom i kongens tjeneste har han kun fået ganske lidt at høre om verdens tilstand, og man ser ham kun sjældent udenfor paladset. Dog ved han, at hans sides motiver ikke er bedre, end de såkaldte fjenders. Han er ikke en tvivler, men tro kan defineres på mange måder.
Nogen siger, at han holder på en stor hemmelighed og sorg, hvilket er ganske sandt. Derfor skal man passe på med at tirre hans følelser. Især Wikan er noget, han væmmes ved.

Baggrundshistorie:
Leo har et langt og mystisk liv bag sig. Han var søn af en jævn og meget rig troldmand, der sådan set levede af at snyde almindelige borgere. Leos far ønskede Leos hjælp til sine små magiske fiduser, for Leo viste allerede i en lav alder meget stor magisk kraft Leo og hans far brød sig meget lidt om hinanden, og Leo blev kun hjemme, fordi han havde en svaghed for hans meget undertrykte mor. Da hun døde var han tretten, og det øjeblik hendes kiste var blevet sat i jorden, var han ude af huset med sin vadsæk. Han så aldrig faren igen og havde egentlig tænkt sig at lægge sit magiske liv bag sig, men sådan gik det ikke. Han blev hurtigt rekrutteret som stalddreng i den Warlandske hær til dem daværende ørkenkrig, og ved fronten fattede en krigstroldmand interesse for ham. Troldmanden var ikke den venlige type, der brugte de moralsk rigtige remedier eller holdt sig for god til at bruge lig og voodoo. Leo brød sig ikke om ham, men alligevel blev hans interesse vakt, og snart var praktiserede han både lys og mørk magi meget fuldendt. Da Warland havde vundet krigen, begyndte den unge Leopold at rejse rundt i verden. Det gjorde han længe. Han så alle slags magi og besøgte alle de store biblioteker. Hans store evner blev alle steder mødt med begejstring. I disse år glædede sig meget over sin nye viden, men så mødte han det, han mente var den store kærlighed. Det viste sig, at han ikke havde ret stor forstand på mennesker, og da han opdagede, at hun var ham utro, slog han hende og hendes elsker ihjel. Den tid, der fulgte fortæller han sjældent om.
Der gik mange år, men han følte sig stadig ung, da han blev fascineret af mørket. Han mødte en meget magtfuld magiker, som lærte ham om de dybeste toner af den sorte magi. Nekromantik og voodoo blev noget, han ofte beskæftigede sig med, selv om han ikke direkte udøvede disse former for magi. Ånderne begyndte gennem magien at tale til ham. De trak ham ind i mørket og i omkring ti år var Leo ikke åndeligt i denne verden. I disse år lærte han. Han lærte, så og forstod. Det er derfor, han er så vis nu. Da han langt om længe trak sig fri at ånderne var hans skæg blevet hvidt og langt, og i hans hår boede der fugleunger. Han taler heller aldrig om denne periode af sit liv, og han siger selv, at han ikke husker, hvordan han kom tilbage til Warland og blev hyret som krigstroldmand, men sådan gik det. Han var en stor helt i de meget omtalte slag om Sydhavet og Den store Ø.
I årene, der fulgte herskede han som warlands førende troldmand, og selv om han ofte fik hård konkurrence af yngre og stærkere magikere, frygtede han aldrig for sin position. I hvert fald ikke til han var godt oppe i årene. Men da mødte han også en magiker, der langt oversteg hans tidligere bekendtskaber. Det var en ganske ung mand, blot en stor dreng, der bar en slags druidemagi, der gav ham en særlige indvirkning på sine omgivelser. Leo blev blændet af misundelse, for drengen var både meget belært og stærk, men også følsom overfor magi. Han kunne, med de rette remedier, alt. Ydermere var han både ung og smuk, noget som Leo følte, at han aldrig selv havde fået lov til at nyde. Ingen vidste, hvem drengen var, eller hvor han kom fra, men han hævdede at han ville være den første af den hær af troldmænd, der ville prøve at råde bod på alle de skader, magikere gennem tiden har forvoldt verden. Drengen trådte endvidere i kongens tjeneste, og Leo var grøn af misundelse i et par år, mens drengen steg i graderne. Den gamle troldmand begyndte at føre en næsten usynlig psykisk krig mod ynglingen, men drengen lod sig ikke skræmme synligt, og efter fem år stod han kongen nærmere end Leo. Drengen blev smuk men sart en ung mand, der havde det bedst i velkendt selskab og nød at opholde sig i naturen. Som menneskenes undertrykkelse af de andre racer voksede, svandt den unge magikers glæde og loyalitet overfor menneskene, men han var i grunden for svag til at sige fra, og Leo bebrejder ofte sig selv, at han var så optaget af sin egen succes, at han ikke så den unges kvaler. Han fik først øjnene op for drengens usikkerhed, da ynglingen en morgen kom til ham med våde øjne og fortalte, at han ikke anede, hvad han skulle gøre, og at han følte sig meget ensom og forladt. Leo blev bag en rolig facade ret forbløffet, for han havde ikke troet, at noget kunne rokke den unge mand. Det rørte ham også, at drengen søgte råd hos ham af alle, selv om han kendte til den gamle troldmands bitterhed over hans succes. Det blev starten på et stærkt venskab, og den unge mand fik Leo til at sværge, at han ville forsvare godheden med alle midler. Der gik to år, hvor ynglingen i samarbejde lagde mange gyldne planer for sin fremtid. Leo blev meget fanget af den kærlighed til livet, som den unge mand lagde for dagen, og det var med stor glæde, han lagde alle sine kræfter i den unges hænder.
Så trådte en ung elverprinsesse ind i den unge mands liv. Hun var også en fremragende magiker, og hun kom til paladset med direkte ordre til kongen om øjeblikkelig at indstille fældningen af hendes fædrelands skove. Det gik dog ikke helt efter hendes planer, men efter en diskussion, der strakte sig over atten måneder gav kongen sig og standsede sine skovhuggere. Imidlertid havde den unge magiker forelsket sig i elverprinsessen, og prinsessen havde også fattet interesse for ham. Hun ønskede at tage ham med til sit hjemland, men sådan blev det ikke, da den meget ærlige mand havde aflagt en næsten ubrydelig ed på at tjene kongen. I stedet blev prinsessen på paladset. Hun gik ikke direkte i kongens tjeneste, men sagde ham heller aldrig imod. En strålende sommermorgen blev prinsessen og den unge slotsmagiker viet, og ved forårsjævndøgn fødte prinsessen det dejligste barn, Leo nogensinde havde set. Den lille pige havde sin mors skønhed og ynde og sin fars sarte, tiltalende væsen. De første tre år af sit liv tilbragte hun på paladset, hvor hun vandt alles hjerter, men så blussede konflikten mellem racerne op, og hendes mor hende tog med til de store skove, og Leo og pigens far så ikke noget til dem i syv år, men de modtog næsten hver dag brevduepost, og pludselig en dag i maj vendte prinsessen og hendes datter tilbage. Det skete dog i dybeste hemmelighed, da folk var begyndt at se skævt til prinsessens eksistens. Leo, der på det tidspunkt lige havde anskaffet sig et ensomt beliggende hus på heden nord for Takamir, tilbød de to unge mennesker og deres datter husly. I et år boede de uforstyrret der, og det var den lykkeligste tid i den gamle mands liv.
Så tonede en trussel frem, nemlig den magiske sammenslutning Wirkan, der ønskede at styrte kongen. //okay?// De mente tilsyneladende, at kongens bedste magiker var en trussel, og en lun sommeraften udfoldede et blodigt drama sig på den store markedsplads. Wirkans leder og fire andre fantastiske magikere troppede op og angreb den unge mand, der ikke kunne holde dem fra livet, men heller ikke ville bryde sit løfte om godhed. Han blev slået ihjel som en hund. Prinsessen, der ved et tilfælde befandt sig i nærheden blev rasende og angreb dem sammen med Leo. Også prinsessen faldt, men tog to af sine fjender med sig. Det udløste en bølge af frygtelig vrede hos Leo, og han brød sin ed og slog den ene af de to tilbageværende ihjel, før han kom i tanke om alle sine idealer og flygtede. Det er hans største skam, og han taler aldrig om det. Siden den dag har han aldrig grædt med tårer. Nu græder han blod.
Siden den dag har han passet på de to faldnes datter, men det er en helt anden historie.

Rigdom: rig? Han ser i hvert fald aldrig pengene, men det betyder ingenting.

Ejendele: Et ensomt beliggende hus nord for Takamir. En smuk stav af egetræ.

Andet: Leo har en plejedatter