Et alvorligt kapitel om mine forældre og om søvn.

Jeg kan ikke sove. Det er sent, men søvnen vil bare ikke komme. Klokken nærmer sig fire, og jeg har ikke lukket mine små øjne et eneste øjeblik. Jeg har bare ligget i min seng og stirret op i loftet. Af og til har jeg svært ved at sove. Af og til er nu. Selv om jeg vender og drejer mig, kan jeg bare ikke finde hvile. En indestængt følelse holder mig vågen, en følelse af frygt måske. Jeg kan stadig ikke lukke et øje, har tilsyneladende igen glemt, hvordan man sover. I sådanne tilfælde ligger jeg som regel med åbne øjne og stirrer ud i mørket. Godt det er lørdag i morgen. Tastaturets tap-tap-lyde klikker ud i det dunkle værelse. Okay jeg er meget træt. Ordene, jeg skriver, flimrer for mine øjne, skærmen er en stor grødet klump. Jeg venter, som jeg så ofte gør. Som regel sidder jeg bare ikke foran computeren, mens jeg gør det. Jeg ligger i min seng, og det er mørkt. Kører der en bil forbi ude på vejen, kan jeg se forlygternes lys blive kastet ind over gardinet. Langsomt, tænker jeg og ser det for mig, bevæger sig over loftet, hvor mit sznoozelight viser tiden, der går, før bilen er forbi og mørket igen lukker sig. Når jeg har set den sidste lysstråle forsvinde, vil jeg vende mig om på maven og stirre ind i væggen.
Det ene lange minut efter det andet skrider frem, føler jeg. Time efter time snegler natten sig til ende, denne gang ikke imod en ny skoledag med nye regndråber, nye tanker og måske en lang lur i biologi, men imod en lang, dejlig lørdag, jeg kan bruge på at se tegnefilm på nettet og sove. Jeg glæder mig til i morgen.

Af og til er egentlig ikke et passende begreb. Det er ret sjældent, at jeg ikke sover som en sten. Nogen gange bliver jeg bare bange, og så er det svært at finde ro. Eller ikke bange. Det er forkert at sige. Jeg er ikke bange nu. Jeg er urolig og rastløs. Jeg er nervøs for, at helvedet igen vil bryde løs. Jeg er bange for at høre dem græde.
Det er stilheden, der gør mig så nervøs. Ikke den stilhed, der er i mit værelse til daglig, og ikke den stilhed, man søger på biblioteket. Ikke stille, som der er stille i den tågede skov, og ikke stille, som der er stille ved busstoppestedet om morgnen, hvor kun regnens konstante drypdryp høres. Det er den stilhed, der er i huse. Stilheden, når huset holder vejret. Jeg hader den stilhed.

Jeg bor ikke i et gammelt hus. Vores hus er et rækkehus fra 80’erne, og det er på ingen måde spøgelsesagtigt. Alligevel har jeg af og til på fornemmelsen at huset trækker vejret omkring mig. Når Lisa og jeg ser en hyggelig film er huset afslappet og stemningen er god. Når vi skændes, mor og Lisa og jeg, så er huset trist, men det mærker jeg først, når jeg har smækket med døren og smidt mig på min seng for at fortælle mig selv, hvor dumme de er. Det værste er dog stilheden, der kommer, når huset holder vejret. Det gjorde det andet hus også, der hvor jeg boede før. I begyndelsen tror jeg, det var fordi jeg eller mor græd. Sådan er det ikke længere, tror jeg. Vi er holdt helt op med at græde, ser det ud til. Alligevel bliver huset af og til så underligt tyst og trist. Så bliver selv min seriøst provokerende radiator helt stille, og alle de lyde, ens seng laver, bliver som tordenbrag, høje og alligevel dæmpede og fjerne. Så føler jeg mig bare så frygteligt lille og barnlig og fortabt. Så savner jeg at have lov til bare at være lille og barnlig og fortabt. Så savner jeg at lege med de andre piger fra min klasse. Jeg ved godt, at barbie-dukke-alderen er for længst overstået, men jeg må ærligt indrømme, at jeg, i disse sene nattetimer, hvor huset frygter at høre gråd, og møblerne i mit værelse står som tydelige men alligevel uudfyldte konturer i mørket, savner trygheden omkring de tidlige skoleår. Jeg savner også at sidde bag i bilen på vej hjem fra håndbold og se min far smile i bakspejlet. Min far var aldrig sur, når det kun var os to eller mig og ham og Lisa. I en afkrog af min hjerne taler den venlige speakerstemme, der altid summede ud af bilradioen, stadig. Af og til savner jeg faktisk også ham, selv om jeg har lovet mig selv at hade ham. Min far altså.

Det er længe siden, jeg så ham sidst, men måske er det bedst sådan.
Det er hans skyld, at jeg en gang imellem ligger vågen næsten hele natten, for det er ham, der har fået mig til at høre, når huset holder vejret og lytter efter min mors gråd.

Det var januar efter en frygtelig jul. Jeg var elleve år og vejene var smattede efter et nyligt snefald. Det havde skændtes meget det sidste års tid, og jeg gik hele tiden med en frygtelig knude i maven. Frygten for at de skulle begynde at råbe igen. Jeg hadede, når de råbte. Det gjorde mig helt tom inden i. Og så græd Lisa altid. Jeg hader, når min lillesøster græder. Det skal hun ikke. Jeg ønsker for alt i verden, at hun skal være glad, ligegyldigt hvor irriterende hun end måtte være.
Mine forældre råbte tit, og det var virkelig forfærdeligt at overvære det. Heldigvis vidste både Lisa og jeg altid, når det var under opsejling, for der var tre tydelige faser.

De startede med at komme med små beske stikpiller til hinanden. Kritik, små nålestik, der havde til hensigt at såre mest muligt. Det gav mig altid lyst til at flygte skrigende eller stikke fingrene i ørerne og tralle højt for at vise, at jeg også var der. Alligevel gjorde jeg aldrig andet end lige så stille at forsvinde.
Min mors isnende, overlegne tone, der svarede alt for klogt på min fars rå anklager, gjorde mig helt ude af den. Flere gange har jeg siddet på mit værelse og hørt min mors stemme lavere og lavere, til den kun var en faretruende hvisken, som en kold gennemtræk. Jeg kan, på nuværende tidspunkt, stadig ganske tydeligt se hendes røde mund blive stram og bleg for mig. Jeg bryder mig virkelig ikke om at skændes med hende, men det virkede næsten som om min far nød det.

Efter stikpillerne kom stilheden altid. En ildevarslende stilhed, hvor man kun hørte de beslutsomme stiletters klapren mod linoleummet i køkkenet. Det var en stilhed før stormen. Som om de gik og talte ned. Stilheden voksede sig dybere og dybere. Huset blev stille, holdt vejret. Til sidst blev stiletterne også stille. Alt blev stille. Spændingen til juleaften bare i negativ indpakning. Det var på det tidspunkt, jeg altid, hvis jeg kunne komme til det, søgte skjul under min dyne. Gemte hovedet langt ned under puden med Disneymotivet. Stilheden syntes at bore sig ind i min hjerne i et forsøg på at gøre mig døv. Måske af venlighed, så jeg ikke skulle høre det, der kom efter.
Så begyndte de at råbe. Min far brølede, og min mor råbte.

Tap-tap. Tasterne på min computer klikker lavt. En følelse af raseri har taget form i mit hoved. Sandsynligvis fordi jeg er så træt. Taptap. Jeg har brug for at skrive det her ned. En følelse af, at jeg har frygteligt brug for at formulere mig.

Den sidste gang, de råbte af hinanden, var den værste. Jeg kunne ikke høre, hvad de råbte, kunne bare mærke, hvor hadefuldt de ord blev slynget ud. Lisa og jeg havde gemt os under min dyne. De blev ved længe. Lisa græd og jeg græd egentlig også, men kun på indersiden for jeg var den ældste, og hun var så bange og ked af det. De blev mere og mere højrøstede. Så med et blev der stille. Et sekund troede jeg, at far havde slået mor, men så forsvandt tanken igen. Godt nok kunne han blive frygtelig vred, men han ville aldrig kunne finde på at slå nogen. Øjeblikket efter hørtes de bestemte klipklaplyde på gangen. Det lød, som om hun løb. Ind i soveværelset. Døren blev smækket med et brag. Lisa græd højere og højere. Hun larmede rundt derinde, min mor. Klipklapklip tilbage gennem gangen. Jeg kan stadig lige forestille mig, hvordan de små spidse sko har sat mærker i gulvet. Det havde han rigtig godt af.

Jeg er ret vred nu. Min far var et svin. Alligevel savner jeg ham. Gud hvor er jeg træt.

Hun kom ind på vores værelse. Jeg kiggede op over dynen og så hende stå og flå tøj ud af vores skab. Hendes hænder rystede, mens hun trykkede bukser og kjoler og T-shirts og sokker sammen i en af de store tasker, vi brugte til vores sengetøj, når vi var på camping. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, men at dømme efter den hivende vejrtrækning havde hun grædt. Så vendte hun sig om, og jeg så lyset fra sengelampen glitre på hendes våde kinder. Hendes mund var blevet en tynd streg og hendes hænder var så hårdt knyttet, at jeg kunne se hver eneste blodårer. Hun hvæsede, at vi skulle komme op og tage overtøj på. Det gjorde vi, Lisa stadig hulkende.

Far sad i stuen. Billedet af den let skaldede mand, der sidder i den dybe læderstol med hænderne knyttet om armlænene, får mig altid til at tænke på en gammel mafiafilm. De stirrende øjne og den hånlige grimmasse var det eneste, der mødte og fulgte vores gang gennem rummet. Mor smækkede døren hårdt efter os. Så puffede hun os ned af trappen og ud i gården og den kolde aftenluft. Jeg havde stadig pyjamasbukser på, og det ene bukseben, der sad ud over min støvle, blev næsten med det samme vådt. Vi gik hurtigt over gaden og mor låste bilen op. Hendes hænder rystede hele tiden, mens hun gennede os ind på bagsædet. Til sidst, da hun havde forsikret sig, at vi var ordentligt spændt fast, startede hun motoren. Da jeg så mig tilbage, fik jeg øje på fars mørke skikkelse i et vindue. Det oplyste værelse bag ham gjorde ham meget lille og tynd. Så drejede vi om hjørnet og lagde karrerne bag os.

Vi boede på hotel et stykke tid, før mor fandt noget, vi kunne leje. For et halvt år siden købte hun det spøgelsestomme rækkehus. Jeg er træt, så nu tror jeg, jeg vil gå i seng igen. Min ufatteligt irriterende radiator er også begyndt at larme igen. Jeg tror godt, jeg kan sove nu.

o.0 wow o.0

mm.. kunne du lide det?

ja meget