I tusmørkets skær

Solen var lige ved at gå ned, og hele Markedspladsen var badet i et blodrødt, blødt lys. Lige en farve for Lindorâ der gik langsomt ned mellem de lukkede boder, dog kiggede hun hverken til højre eller venstre men gik rankt ligeud i små skridt.
Hun havde intet hun skulle nå, og faktisk var hun bare gået en tur for at tænke, sådan tænkte hun nemlig bedst.

Det var få dage efter oprørene havde væltet tronen, og sladren havde gået overalt i byen. Jah, folk havde endda prøvet at sladre til dem der ikke gad hører det.
Som for eksempel Lin der jo selv havde været der og ikke gad hører på hvordan ti ildsprudlene drager havde grillet prinsessen og bagefter ædt kongen.

”Løgn og latin.” Tænkte hun, og smilede kort ved tanken.

Mens hun langsomt gik ned gennem boderne begyndte natten for alvor at falde på, og snart var de eneste lyde man kunne hører en enelig solsort der sang solen i søvn.
Naur lå i hendes arme og halvsov, og mens hun tænkte strøg hun fraværende den gyldne, bløde pels.
Hun tænkte på Green og på Wirkan. Nu da oprørene var ved magten ville det være sværere at få Green på tronen, og det skulle han altså.

Som hun gik der tænktsomt i tusmørket rank, og i en ildrød kjole og en frisurer det havde taget timer at sætte, lignede hun en der selv burde sidde på en trone i det purer guld, og ikke den gadegølger hun var.

Amon var som altid ud, natten var på sin vej. Han gik og var fordybet i sin lidt tykke bog.
Efter at ha' blinkede 3 gange, skal man svinge begge sine arme mod målet.
Målet vil ikke bemærke noget før det er forsent. Formularen har det som slange gift,
den sniger sig ind og begynder at forstærke sine kræfter..
Dennes liv er afhængig af at målet trækker vejret, så han/hun kan indtag magi, som blot vil forstærke formularen. Og i den gode ende, vil formularen blot sige PUF, og målet vil ikke længere være et styk.
Amon læste om sin selv opfundet magi, da han hørte nogen stemme længere fremme. *Natten har både de gode sider og de dårlige...* tænkte han og smilede. Han kunne høre at det var to mænd, ja mænd, og de lød ikke til at være rar mod de svage. Han gik blot videre, men prøvede at sænke det lille larm, der blev udløst ved hvert skridt.

Mændene lod mærke til at en kvinde var på vej. Hun så ikke ligefrem ung ud, men slet ikke gammel. Efter deres mening var hun meget passende til en god aften. De smilede blot til hinanden, hvorefter hver af dem gik til en side, og ventede på at hun skulle komme tæt nok.



//Amon mændene Lin...
Sådan står de, altså Amon komme fra den ene side opg Lin kommer fra den anden, og mændene i midten //

((håber det er iorden jeg joiner, bare sig til hvis det ikke er, ikk?))

Green gik langsomt hen over markedspladsen.
Han var fordybet i sine tanker, og så hverken Amon eller Lin.
Oprørene havde taget magten, det havde de virkelig.
Green vidste ikke helt om det var godt elle rskidt.
Det ville sikkert blive svære for ham at få magten nu, men måske var oprørene lidt bedre til at lade magien komme til warland...

Lindorâ opdagede ikke mændene før Naur vågnede i hendes arme. Normalt var den rød/gyldne abe glad når han vågnede, men denne gang vågnede han med en advarende pippen og pels der stod ud i børster.

,,Hvad er der Naur?" Spurgte Lin, der ikke var langt tid om at fange abens advarsel og så sig om. Hun var nået til et sted hvor den brede gade bredte sig i tre mindre gader: en der førte ligeud, og to på hver side der førte til små gyder hvor den netop rejste månens skær ikke nåede ned.
Så vidt hun kunne se var der intet nede af gyderne, men hun vidste at Naur ikke ville advarer hende mod ting der ikke var farlige.

,,Er der nogle?" Halvråbte hun, men selvfølgelig kom der intet svar. Et væsen der var dumt nok til at svarer "ja" til dette spørgsmål ville ikke overleve længe men dø af sult.
Et minut passerede, så endnu et, og derefter et tredje og til sidst besluttede Lin sig for at det nok bare havde været en kat eller en hund Naur havde kunne lugte, og hun gik derfor ned af den mindre gade.

Hun var ikke noget mere end et par skridt før et par grove hænder, der kun kunne stamme fra en mand, greb hendes lynhurtigt og tvang hendes hænder om bag hendes ryg så Naur faldt ud af hendes favn og ned på jorden med et bumb. Dette lagde Lin dog ikke mærke til, for i det samme kom der endnu en mand halvløbende mod hende. Han var fed og ubarberet og lugtede som om sæbe var et begreb han ikke kendte til.
De var fulde begge to, og Lin kunne tydeligt lugte spritten fra deres mund da den skæggede mand gav sig til at rage på hendes kjole.

,,Fingrene væk!" Råbte hun vredt, og sparkede ud efter ham, hvilket resulterede i at manden bag hende tvang hendes arme endnu en tand op. Smerten fik hendes øjne til at løbe over af tårer, men det var ikke det der optog hendes tanker, det var den skæggede mand der igen kom frem mod hende.
Han nåede dog ikke langt før en rød/gylden kugle af pels hoppede på ham og begravede dybt hans tænder i mandens arm. Manden skreg højt og viftede med armen hvilket resulterede i at Naur blev kastede hårdt mod en af husmurene og besvimede.

,,Svin!" Hvæsede Lin, men manden lo bare.

,,Slip mig eller det bliver værst for dig selv!" Næsten skreg hun til manden bag sig der bare svarede ved at vride hendes arme endnu en tand op. Der gik et øjeblik, så slap han hende med et hyl. Lin vendte sig lynhurtigt og så hvordan han holdt hænderne op og så på dem. De var fyldt med brandvabler.

Amon forhold sig rolig, men noget i dybden råbte. " lad hende hver" det var en hård stemme, hård og giftig stemme. Stemmen kom fra mørket hvor der i luften hang en brændende kugle. " lad hende hver" Maendene havde ikke set den flyvende kugle, og derfor lo de bare. Amon kunne mærke hvordan hans blod gik i koge. Med et blev gaden oplyst, og mørk igen. Mere sket der ikke.

Green hørte Lins hyl, og kiggede op.
Det første han så, var Abhay.
Han bed tænderne hårdt sammen, så kom han i tanke om det hyl han havde hørt.
Hvad havde den idiot til Abhay nu gjort.
Han satte i løb hen mod Abhay og hylet.

Amon bemærkede en bevægelse fra et sted, men den var ikke nok til at få ham til at vende sig om, han havde et mål, et bytte. *Og i den gode ende, vil formularen blot sige PUF, og målet vil ikke længere være et styk.* ordene gik igennem ham igen og igen, men de fik ham ikke til at smile, smile over sit værk. Nej, hans ansigt forblev hård, og uden de mindste tegn på blødhed. Det var en trøstløs ansigt, døde og øde. Han gik videre, videre mod der hvor Lin stod, mens hans hænder allerede var i gang med den næste formular. *PUF, Lin vil blive ramt, ramt af den ild der vil flænse modstanderen.*
Han løftede sine hænder op og lod fladerne pege mod himlen. *Lad aldrig fjenden leve...* tænkte han. "PUF!!" siger det pludseligt, og et kraftigt lys blinder alt, og igen var stedet mørk og øde. Få sekunder før faldt flere liter vand, over stedet, hvor både mændene og Lin stod.
Dem med et godt syn vil kunne se rester af det blod, der ikke er blevet blandet med vandet.
"Er du kommet noget til" sagde Amon spørgende. Han stoppede en meter fra hende.

"Mit navn er Amon, Amon Anubis..." sagde han og nikkede "Og det er mit pligt at hjælpe magikere.."*overfor nogen i hvert fald* han så spørgende på hende "Hvordan har Green det?? Er han kommet over den sidste ulykke??"
Amon var klædt i rød med guld mynstre. Hans ansigt begyndte stille at lysne sig, det begyndt at genvende sine afslappet og trøstende ansigtsudtryk. "Hvad fårq dig ud i den tid af natten?? Byen var ikke sikker i kongens tid, så jeg tror slet ikke at den vil være bedre i oprørets tid.." nu smilede han.
Noget tid før kom noget løbende mod ham, hva var det?

”Amon Anubis.” Tænkte Lin forvirret, der gik lidt tid inden det gik op for hende at Abhay måtte være det navn han brugte for at skjule sin sande identitet, og at han lige havde overrakt sig selv på et sølvfad.
Hun var helt tør igen, og da hun nikkede faldt et par løse, røde hårtotter ned i hendes øjne så hun måtte skubbe dem væk med den ene hånd mens den anden stadig holdt på Naur. Hendes bevægelser var lige så elegante som de altid havde været, og igen lignede hun den dronning hun var.

,,Ja, han har fået det godt igen.” Takket være Eleanora som havde givet så meget for at redde Green, og Abhay… Amon, der selv havde sat så meget på spil for at redde dem. Men så huskede hun de forbrændte menneskekroppe og igen kunne hun mærke vreden røre på sig.

,,Jeg har været… ude. Jeg ledte faktisk efter dig.” Svarede hun, selvom dette ikke var helt sandt. Nej, hun havde ikke ledt decideret efter ham, men hun havde tænkt meget på ham. Tænkt over om hun var en så stor kujon at hun ikke engang turde taget udfordringen op mod Pesten.

Han lo lavt "Det er altid godt at vide, at der er nogen der tænker på en... ven eller fjende, det gør ikke den stor forskel for mig..." sagde han og lo igen.
*Sandheden er altid ind i ordene.. skjult bag ordene* tænkte han.
"Jeg ved at du ikke kender Amon, men det er mit fødenavn... Jeg går under Abhay for at slippe for at dræbe magikere... Vi er få i forvejen.. Hvis et af de magiske råd kommer efter mig, så vil mange dø uden grund eller skyld.. Mester-magikerne er hjernedøde her i vor tid, så de sender deres lærlinger efter mig, af frygt for at selv miste livet." han rystede på hovedet og forholdt sig i tavs i noget tid.
"Meeen, nu har du fundet mig, hvad kan jeg hjælpe dig med??" han så spørgende og ventende på hende.
*Du kan i hvert fald hjælpe mig med meget....*
"Gid fanden får dig Abhay!" hviskede han stille for sig. Ordene rungede i hans hoved igen og igen.
Gid fanden får dig Abhay! Gid fanden får dig Abhay! Gid fanden får dig Abhay! Gid fanden får dig...

Green var nået op bag Abhay, og han var lige ved at slå ham ned bagfra, da han opdagede at det var Lin der havde skreget, og at Abhay havde hjulpet hende.
"Amon, ser man det" sagde han med klar stemme.
De havde åbenbart ikke opdaget ham, men han havde opdaget dem...
Havde det været skuespil fra Lins side hele tiden...nej hun havde været vred....rigtig vred, dengang Ab..Amon dræbte menneskesoldaterne.

"En person ved navn Green Leak, udtaler mit navn, som om jeg var et spædbarn. Jeg må indrømme, at tiden har ændret på opdragelsen.. Der er ikke længere respekt for de ældre... tsk tsk tsk" sagde Amon og rystede på hovedet * Djævelen er her altid når man taler om ham...* tænkte Amon *Hvad bringer du med dig den her gang, Green Leak, formanden for Wirkan.. Hvad bringer du med dig?*
"Tja, kan jeg gør noget for dig hr. Leak?" Amons stemme var i normal niveau, men stadig var den lidt skarp.

,,Godaften Green." Sagde Lin, og nejede kort for Green inden hun atter vendte blikket tilbage mod Amon. Der var stille et stykke tid, selv den enelige solsort var gået i seng sammen med solen, og nu var der kun stjernerne at se på den silkeagtige himmel, og så de tre.
Et minut gik, et til gik, og et tredje mens Lin tænkte på deres sidste møde hvor hun havde forbandet Amon. Det gjorde hun stadig, men hun var ikke længere så vred som hun havde været dengang, for hun var ikke typen der bag nag. Hendes temperament var et der blussede op i flammer som ilden, men ligeså hurtigt blev det til ulmende gløder.

,,Jeg er ikke bange for det magiske råd." Sagde hun endelig efter lidt tid. Faktisk var der ikke meget hun var bange for eller frygtede. Hun gik over til Green og gav ham forsigtigt Naur der stadig klynkede over bulen i hovedet.
Da hun vente sig mod Amon igen var hendes amatyst øjne mørke og de løse hårtoter blæste i en magiske vind der kun påvirkede hende.

,,Sidst udfordrede du mig til duel som du nok husker." Hendes stemme bar en smule af den vrede hun havde følt dengang, men ikke meget. Hun kunne bare ikke sige nej til en duel, hun havde trossalt sin titel som ildens dronning at forsvarer.

,,Den er jeg klar til at tage i mod." Afsluttede hun, og lod blikket hvile på Amon.

Et smil gled frem, men så forsvandt det, ligesom alt andet og lod Amons ansigt være utryktsløs. Et lille bånd der havde holdt hans hår, faldt og lod håret falde med sig. Hans hår havde på en måde sin egen aura, og det så ud til at hvert hår havde sit eget liv. Rundt om hans skikkelse kom en tynd hvid streg. Han slap sin bog og lod den falde ned på den lidt ulækker jord. Den forblev åben.
"Nej, du er ikke klar." sagde han med en trøstløs, skarp og død stemme. " har det som slange gift, den sniger sig ind og begynder at forstærke sine kræfter.. Dennes liv er afhængig af, at målet trækker vejret, så han/hun kan indtag magi, som blot vil forstærke formularen. Og i den gode ende, vil formularen blot sige PUF, og målet vil ikke længere være et styk." sagde Amon for sig, han prøvede ikke at dæmpe sin stemme, fordi der var ikke længere noget at skjule.
"Nogen vil dømme dig til evig fortabelse.... En sjæl der aldrig vil opnå hvile eller fred.. Døden er livets ven og livet er dødens fjende.... Det er stadig ikke forsent, forsent. FORSENT!!" Amons stemme blev højere og højere for hvert et sekund der gik og snart vil den være høj nok til at få hele byen op. Hans ord hang ikke længere sammen, og hans øjne var fulde med galskab, det var tydeligt selvom de var rette mod bogen.
Stedet hvor hans hjerte sad og pumpede blod blev lysere. Hans hænder blev lysere. Rundt omkring ham blev der varmere og varmere. Magiens lugt var nu tydeligere end tydelig, og den vil kunne blive lugtet over flere kilometer.
"Går ikke fortabelsen i møde" det var en stemme der stammet fra et sted langt væk. En lidt mere fornuftig stemme.

Green sukkede træt og tog imod aben.
"Hvorfor må jeg aldrig være med til det sjove" mumlede han irriteret.
Så kom han i tanke om noget "hvorfor stod du og takkkede, Amon da jeg kom?" spurgte Green, henvendt til Lin.

Lin så kort på Green og trak så på skuldrene. hun kunne mærke hvordan det trak i arret på maven.

,,Man skal ikke gå alene ude når man er kvinde." Svarede hun, hun vidste at han ville forstå. Det var trossalt ikke første, eller anden, gang hun var blevet overfaldet, men alle gangene havde hun klaret det og ville sikkert også hvis Ab... Amon ikke var kommet. Det ville bare have taget lidt længere tid.

Hun kunne mærke hvordan Amons ord fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende, men lod som ingenting og nikkede bare mod ham.

,,Jo Amon, jeg er klar. Du er måske mere magtfuld end mig, men jeg er ikke bange." Det var sandt, hun var ikke bange, hun var ildens dronning.
Måske lidt urolig, men det var mere på grund af Amons besværgelser som hun ikke ville kunne forsvarer sig i mod. Hendes øjne var blevet en tand mørkere mens magien i hende langsomt vågnede op til dåd.

"Haha! Det siger de allesammen, men når den første magi bliver kastet, løber de som hovedløsekyllinger..." sagde den nu vanvittig stemme, *Du kan stadig flygte, Lindorâ Aína Harleyson.. du kan stadig flugte...*
Amon forstod ikke sig selv. Selvom hun stod der og vil have kamp, kunne han ikke udslette hende, noget forhindrede ham. *Fjenden skal uskadeliggøres.. Kampen stoppes ikke før* tanken var som en ordre, og hele Amon's krop adlød.
"Svigt mig ikke, vis mig at du er magien værd! Ildens dronning!" sagde Amon højt.
Ild var ikke hans bedste ven, men hellere ikke værste fjende, samtidig havde han våbnet mod alt den ild hun vil kunne mønstre.
"Jeg Amon Anubis, en af magiens mægtigste troldemænd. Jeg beder om fortidens styrkere, om legendernes magt!" bad Amon for sig selv. Hvis hun holdt ud, vil han kunne udløse magi, som han havde gjort for mere end 50 år.
Bogen foran ham blev kraftigt påvirket af de stor magi mængder, og begyndt at lyse voldsomt, og siderne begyndt at vende sig selv, men ikke uden et system. Der var ligemeget tid imellem hver sideskift.
Den mindste rest af fornuft hos Amon forsvandt og blev erstattet af galskab. Hans øjne så ud til at forsvinde, og lod noget lys bryde igennem. Alt lys forsvandt for hans venstre hånd, og i stedet kom noget der lignede en mini vandportal.
"Vis mig hvad mindre end 50års træning kan gør! Bevis for mig at jeg ikke spilder min tid! Kom nu! Jeg venter, jeg venter! Vis mig hvad du kan!" Amon's stemme var nu meget høj, og de var som om jorden rystede hver gang han sagde noget (Ligesom Bas).
Luften blev klam pga. de stor magi mængder der blev suget til stedet.

//Green hvor er du?? :)//

((jeg troede du ville svare, synes ikke der er så mange muligheder for Green, undskyld...))

Green stod stille med Naur i armene.
Så mærkede han det, enorme mængder af magi der blev trukket til stedet.
Green kiggede skævt ove rmod Amon, og for første gang i lang tid, frygtede han for at miste sin søster og ven.
På trods af sin frygt for at miste Lindora forholdt Green sig i ro.

Amons magi lå tungt i luften omkring Lindorâ og hun kunne mærke hvordan den søgte over hendes magi i håb om at finde et svagt sted, en åbning, hvor den kunne krybe ind.
Den fandt intet.
Amons stemme fik en kuldegysning til at løbe ned af hendes ryggrad, men hun ignorrede det.
I stedet stillede hun sig bedre til rette med fødderne solidt plantet på jorden og højre hånd et stykke ud fra hendes krop.

,,Jeg er ingen kylling." Sagde hun med en stemme der dirrede af raseri, og samtidig med at ordne forlod hendes læber kom en stor ildkugle til syne i højre hånd. Hun bøjede fingrene som om hun ville holde fast på ildkuglen.
Bogen var Amons svage punkt, men Lin regnede ikke med at hun kunne sætte ild til den. Den var sikkert beskyttet mod magi på den ene eller den anden måde så det opgav hun hurtigt.
Omkring hende begyndte gnister at komme til syne, gnister der hurtigt voksede sig større og større indtil hun ikke kun holdt en ildkugle i hånden, men også havde adskillige ildkugler svævende omkring sig.

"Kom så Amon, jeg er klar, hvis mig hvad du kan oh mægtige troldmand!" Tænkte hun, og mærkede igen hvordan vreden fik hendes magi til at svulme.

Amon lo igen. Hans magi søgte ikke den direkte ødelæggelse, nej det var noget helt andet. Han blev ved med at suge magien til sig, og hans krop begyndt at lys let. Hans hænder begyndt at bevæge sig i stor mønstre, og det var som om mønstret var af ild, hvid ild.
*Det du ikke nå med armene, kan du aldrig nå med fødderne.* tænkte han.
"Jeg venter stadig, dronning! Vis mig hvad du kan! Kom nu!!!" råbte Amon med den gale stemme. Amon's mægtigste våben var galskab. Alle frygtede det våben, fordi alle var kloge nok til at vide, hvad der kunne ske hvis en magikere bliver ramt af galskab, eller blev sindsyg.
*Amon dræber ikke venner, han lader dem blot tage deres eget liv....* tænkte Amon, en gang for længe siden var der en af hans med magikere der var gået imod ham. Amon havde nægtede at kæmpe, og derfor var kommet hårdt til skade. Med magikeren var blevet dræbt pga. de stor magi mængder han havde fået igennem kroppen.
En mur af den reneste ild begyndt stille at stige op af jorden. Det var en stor mur og dennes lugt var ikke andet end magi. Den var på 10x3m.
"Jeg ønsker ikke at nogen kommer til skade pga. et barn der leger med farlige ting" råbte Amon og lo. Noget, nu rundt om Amon alen, var i gang med at danne sig.


//Så der ikke sker forvirringer... Der er en mur rundt om stedet hvor de alle befinder sig, også en til mur rundt om Amon alene... :D//

Green knyttede hænderne hårdt sammen, han havde virkelig den største lyst til at kæmpe mod Amon, men det her var Lins kamp.
Han strøg fraværende Naur over pelsen.
Den virkede bange.

"Han er gal." Tæntke Lin, men dette gjorde hende ikke bange. Tværtimod følte hun en vis lettelse, un ville det ikke være helt så slemt at skade ham som hun havde troet.
"Et barn!" Tænkte Lin og før hun nåede at tænke mere over det gik hendes temperemant amok. Alle ildkuglerne fór mod Amon, forskudt og ude efter forskellige steder på hans krop, og hun håbede inderligt at hun ville ramme med bare en af dem.
Hun nærede ingen forventninger om at dette var en kamp hun kunne vinde, men hun var heller ikke interesseret i at vinde, hun var kun interesseret i at skade, og helst så meget som muligt.

Hendes hænder rystede af vrede, hendes øjne var mørkelillae af magien og så snart de første ildkugler var sendt afsted dukkede der nye frem omkring hende klar til at blive slynget mod troldmanden der stod foran hende med en aura af galskab omkring sig.
Hun sendte dem dog ikke afsted endnu men ventede til hans træk.

,,Så er det din tur "mægtige" Amon." Sagde hun, hendes stemme afslørede den vrede der lå hos hende.

Amons ansigt gik op i en lang latter da han så kuglerne kom imod sig, men så gik han på knæ, stadig med øjne rettet mod kuglerne og den gale smil på læben. Kuglerne fløj med deres fulde kraft ind i Amons beskyttende skjold, og den magiske udladning var tydelig da de to magiske kræfter ramt hinanden. Amon's blik flyttede sig til Lin.
"Kom med mere...." sagde han og lo.
*Dræb hende! Dræb hende! Dræb hende!!* stemmen genlød dybt i Amon's sind, det var hans egen stemme. Den stemme der har fået ham til at dræbe alt. *Fortid vil kun styrke fremtiden, og aldrig styre den...*

Amon's ansigt begyndt at forandre sig. Mere fornuft kom til. Galskaben blev stille skubbede væk, og et tilfreds udtryk kom til. Han smilede et smil der sagde Jeg har sejret.
"Er det alt du har??" sagde han med nu nedladende tone. "Er det alt en dronning har... Nej, det er alt en person der ikke vil se sandheden har.."
En lille vandsky begyndt stille at danne sig ved Amon's venstre arm. Vandet var klar, men kogende. Amon begyndt at gå mod hende. Han havde opnået sit mål. Han havde sejret. Hvad vil hun gør nu? Hun har tabt kampen og er ikke længere værd at bekæmpe.
Amons næste plan var at trække sig. Måske vil tiden bringe ham noget stærkere.