I tusmørkets skær

Antal indlæg : 171 Points : 6023 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

//Jeg vil nok ikke være på det næste uge... Skal til Ungarn :D!//

Green kiggede først på Amon og derefter på Lin.
Han så Amon nærme sig og han havde en følelse af at han burde gribe ind, men han gjorde det ikke.
Han tog en dyb indånding og betragtede igen de to kæmpende troldmænd.

Lindorâ så roligt på Amon der tydeligvis ikke troede hun havde mere at byde på.
Han undervuderede hende, og det gjorde hende mere vred end hans nedladende tonefald og hans latter.

,,Nej." Svarede hun roligt, og så på ham da han langsomt begyndte at gå hen imod hende med noget der lignede kogende vand. Som om det skulle kunne skade hende, hun havde ilden flydende i sine årer så kogende vand ville ikke være mere end en ubehagelighed.

,,Det er ikke alt jeg har." Hun lukkede øjnene ved det sidste og koncentrerede sig, ligeglad med at hendes lukkede øjne kunne give ham en fordel.
"Ingen undervudere Ildens dronning." Tænkte hun, og mærkede det temperament der gjorde hende perfekt til den sprudlenede ild.
Mens hun stod der med lukkede øjne begyndte der at opstå gløder, men denne gang var det ikke omkring hende, men omkring Amons højre arm.

,,Når jeg åbner øjnene." Begyndte hun, stadig med lukkede øjne og en lille rynke i panden.

,,Så vil ilden fortærer din arm." Hendes stemme var kold, for det var bare en fact hun kom med, og det rørte hende ikke, ikke så vred som hun var lige nu.
Langsomt åbnede hun øjnene og lod hendes amatyst blik møde hans.

Antal indlæg : 171 Points : 6023 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

"Jeg har ikke levet så længe for at et barn skal kunne udslette mig... Og jeg har ikke levet så længe for at udslette dem jeg før vil ha' hjulpet..." sagde han, og gik blot videre. Hans arm, ja fint. Så længe magien lever i ham vil han aldrig falde.
"Vågn op, vågn op og se sandheden ildens dronning.. Du kaster dig selv li' ind i den evige fortabelse, en sjæl uden fornuft... Jeg frygter dig ikke, og vil aldrig gør det... fordi du har vist at du ikke er kampen værd.... Du er ikke andet end et menneske, et forræderisk væsen.. skabt for at bringer ødelæggelse og skam til magiens verden.... og alt det har du selv bevist" hans tone var rolig. Og hans øjne øde.
Amon mærkede magien der prøvede at bryde inde til hans arm, men aldrig har han glemt sit skjold. Han gik, og stoppede ikke før hans næse var få cm'er fra hende. Hans øjne så ud til at kigge ind i hende. "...fortabelse..."
Magien hun havde brugt brændt ham, men smerten var ikke ligeså stor som den smerte han havde i sin dybde.

"Et barn!" Amons ord gjorde hende vredere end hun havde troet muligt og ilden var ikke kun omkring hans arm men bredte sig op af armen, brystet og ned af kroppen. Ingen skulle undervurdere hende!
Hun havde ikke regnet med at kunne forlade denne kamp uskadt, men det var ligegyldigt for hun havde sin ære at tænke på, og intet andet end hendes ære gjaldt.
"Såh, hvad med Green?" Tænkte en lille forræderisk stemme, og hun kunne ikke lade være med at dreje hovedet en ganske lille smule og se på Green. Selv hvis Amon slog hende ihjel regnede hun ikke med at han ville kunne vandre væk fra Green.
Og Lindorâ havde ikke tænkt sig at dø. Ikke i nat. Amon kunne måske sige hun ikke var værdi, men hun havde heller ikke givet slip på sin magi, ikke endnu.

Ikke før han kom helt hen til hendeog talte om skam, hendes skam. Den skam hun bragte den magiske verden. Hun så vredt på ham og hendes øjne var ikke længere amatystfarvede men helt røde og en afspejling af den ild der brændte i hende.
"Det siger du jo, oh mægtige Amon." Svarede hun med en stemme der dirrede af vrede. Hun gav slip.
Magien flød fra hende og alt det der var nærmest hende brød i brand. Undtagen Green og Naur som hendes magi beskyttede.
Flammerne slikkede op af det nærmeste hus, søgte mod Amon og slugte hans magi i et brølende flammehav.

Green kiggede på Amon. Det havde helt klart været en fejl fra hans side, at gøre Lin så vred som han havde gjort. Han havde også gjort Green vred...da han sagde at Lin ikke var værdig til magien, for det var hun, mere end nogen anden Green kendte.
Hvis Amon, slog hende ihjel, ville Green straks tage kampen op.

Antal indlæg : 171 Points : 6023 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

"Mægtig, tja det er ikke mine ord. Nej, tiden har bevist det, og hvis det var til mig vil jeg hellere være den svag knogl." han kiggede på hende. Hendes vrede var tydelig, men Amon vil ikke stop, ikke nu. Måske ønsker han ikke at udslette hende, men stadig ønsker han sejre.
Amon rykkede et skridt tættere, og med et blev han ramt af ilden. "Din ild er meget sødere end den ild der brænder i min indre.." sagde han og krydsede sine arme. Ilden begyndt stille at ta' fat i hans tøj, men han gjord intet for at stoppe den, flammerne var hans redning for den indre smerte, den indreild. Amon's ansigt blev mere og mere trøstende. Han så på hende med et smil, som man ikke ser hos en der er ved at brænde væk.
*Stop ilden. Stop den!* tanken fløj igennem ham, og hans krop var i oprør, men Amon's vilje var stor nok til at lad den være rolig. Blod begyndt at komme ud af både hans øjne. næse og mund. Han forblev smilende, mens han kiggede på hende.

Måske var det blodet, måske var det Amons smil, men pludselig gik det op for hende hvad hun var ved at gøre.
"Du slår ham ihjel." Tænkte hun, og ligeså snart den tanke var tænkt forsvandt hendes ild. Hvis hun slog ham ihjel var hun ikke bedre end han var, og hvis hun slog ham ihjel ville hun ikke kun havde slået et andet menneske ihjel, men ovenikøbet et magiske væsen. De væsner hun kæmpede for kunne blive frie.
Måske var hun svag, men hvis det betød at hun ikke ville slå ham ihjel, så måtte hun være svag. Også selvom han skulle slå hende ihjel på grund af hendes svaghed.

Ilden der havde slikket op af den nærmeste hus forsvandt og efterlod et sort brændemærke, men ingen i huset havde opdaget det. Det var som om der kun fandtes Lindorâ, Amon, Green og aben i Greens arme.
Der var stadig gnister i luften, men de var ikke ligeså stærke som før og kun en gnist af den magi der havde været i luften et øjeblik før.

Green så forvirret ud, han havde alle dage været mindre bange for at slå hårdt ne dpå fjender en Lin, men det her forstod han simpelthen ikke.
Hun havde haft ham i sin hule hånd, hun havde næsten vundet, og så havde hun stoppet, hun havde sluppet ham fri.
Var hun ikke klar over at han havde chancen for at dræbe hende nu?
Green knyttede hænderne hårdt sammen, klar til at beskytte hende, selvom det stred imod æresreglerne for troldmandskampe.

Antal indlæg : 171 Points : 6023 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

"Du har chancen... Nu eller aldrig..." sagde Amon med en stemme der bar spor af både magt og stolthed. *Jeg dræber ikke dem, jeg før vil ha' beskyttet...*
"Nu eller aldrig" sagde han og løftede armen stille op. Magien begyndt at samle sig. Ren magi. Han kiggede stadig på hende. En del af ham vil blot udslette hende helt, men en anden del holdt fast. Han kunne stadig afgør kampen. Han kunne stadig skrive enden.
*Jeg dræber ikke dem, jeg før vil ha' beskyttet* den rene magi der havde samlet sig forsvandt. Amon's tøj var godt forbrændt men hans hud var ikke kommet noget til. Hans hår var som altid. Det var kun tøjet som havde fået synlige skader.
"Du har chancen til at udslette mig, en gang for alle..." han prøvede at se hende dybt i øjne, men det var lidt svært, for blodet dækket meget af hans syn, og tvang ham til at blinke flere gange.

Lin rystede på hovedet af Amons råben. Det virkede som om han godt ville have hende til at ende det, som om han ønskede at hun skulle lade ham brænde, men måske derfor var det så meget værre at hun ikke gjorde.

"Nej Amon." Svarede hun roligt og gik et par skridt tilbage, hen mod Green der så ud som om han heller ikke forstod hendes handling. Det gjorde hun heller ikke selv. Amon havde udfordret hende og ifølge reglerne ville hun kunne slå ham ihjel uden at skulle lide af konsekvenserne.
Men det ville hun alligevel, for hvert menneskeliv hun havde taget havde gjort hende så meget hårdere og så meget koldere og hun ønskede ikke at hun ente på det punkt hvor hun ville kunne tage liv ligeså nemt som Amon.

"Du er ikke det værd." Sagde hun, og vente ryggen til ham og gik over til Green lige så rank som altid selvom hun psykisk var død træt.
Det var måske en fejl at vende ryggen til ham, og det var måske en fejl at lade ham leve men hun gjorde det ikke desto mindre, måske i et håb om at han ville vise hende nåde som hun havde vidst ham nåde? Hun vidste det ikke, det kunne også være lige meget.

Green kiggede på hende, han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen. "Okey" sagde han bare med mere ro i stemmen en han havde forventet. Han smilte til hende "men du er og bliver for venlig". Så kiggede han op og ned af hende, selvom hun så frisk ud, var han sikker på hun måtte være dødtræt.
Så kiggede han på Amon, klar på at han måske ville angribe, men et eller andet sagde Green, at Amons angreb ikke ville komme.

Antal indlæg : 171 Points : 6023 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

"Prøv aldrig at forgifte en slange med dennes egen gift.." sagde Amon. "Du vil dø, og jeg vil leve videre... Det samme vil ske igen.. Igen.. og igen.. Og kredsen vil ikke brydes... Men hvis du prøver at sætte enden nu, så kan det være at du vil ændre meget, for mange.."
Amon vil ha' hende til at starte en kamp, til at ende det her. Han var måske skadet, men hans magi var fejlfri og klar.
"Og en magiker der har respekt for sit liv vil ikke vende fjenden ryggen..." sagde han, nu med en lidt mere afslappet stemme *Fordi man kan risikerer at få en dolk i ryggen...* "Og en magiker med respekt for sig selv, vil ikke vende en kamp ryggen..." * Min kærlighed til dig har fået mig til at være den svag i denne kamp..*
"Hvis det ikke havde været for mit hjertes ild, vil du havde været død nu!" sagde Amon og vendt sig for at gå.

Lindorâ smilede træt tilbage til Green.

"Jep, jeg er venligheden selv." Sagde hun, og hendes stemme afslørede også hvor træt hun var da den rystede en lille smule.
Da Amon gav sig til at tale vente hun sig mod ham, alt trætheden var væk, begravet under den magi der igen flød ved lyden af hans trussel.

"Jeg anser ikke andre magikere som mine fjender." Svarede hun, og hendes stemme rystede igen, denne gang af vrede der slet ikke var så stor som den havde været, og den forsvandt helt ved hans sidste sætning.
"Hans hjertes ild? Fint nok jeg styrer ilden." Tænkte hun, men følte sig en smule forvirret over hans ord.

"Så afslut det Amon, afslut det nu, og hvis du gør er det dig der bliver den svage, for ægte magt er at vise sine medmagikere medfølelse." Sagde hun og mente hvert ord hun sagde. Hun var ikke interesseret i at slå magikere ihjel, for det var deres ret til at leve hun kæmpede for.

Green kiggede på dem, så trådte han hen ved siden af Lin "kampen er slut" sagde han stille, men med iskold ro "lad os gå".
Han smilte stille til hende "jeg tror ikke han ønsker at dræbe dig".
Så lagde han en støttende arm omkring hende "lad os gå" gentog han.

Antal indlæg : 171 Points : 6023 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

"Hvem er du til at tale om ægte magt?? Hvad ved du om ægte magt?..." Amon var atter kold.
Da Green talte vendte Amon sin opmærksomhed mod ham. "Kampen er slut?? Hvem har sat dig til at være dommer??" Amon løftede øjnbrynet "Lad din venlighed falde over os og bland dig ud af dette.. Tak.."
*Jeg kan ikke afslut noget som helst...*
Han vendt blikket mod Lin "Naturen er ikke på min side i denne sag.. Jeg kan ikke skrive enden.. Min tur er forbi.." han så intrængende ind på hende, hvorefter han vendte sig igen og begyndt at gå."Din opfattelse er blevet meget mindre..." sagde han, men det lød ikke til at more ham. Han lo ikke en gang på sin onde måde. Han var stille.

Lindorâ tillod sig at læne sig op af Green da han tog om hende, hun var udmattet helt ind til det inderste af sin sjæl men hun havde også brugt mere magi end hun før havde gjort, men det havde været nødvendigt. Alligevel kunne hun ikke helt forstå hvorfor hun havde stoppet sig selv, men hun valgte at tro at det var hvad hun havde sagt: fordi hun havde udvist ægte magt.
Naur kravlede fra Green og over til hende og gav sig til at nusse hendes hår hvilket var en dejlig følelse. Hun så efter Amon da denne begyndte at gå og kunne ikke lade være med at råbe efter ham.

,,Og hvad mener den store Amon så med det?" Det kunne godt være hun var udmattet men han havde blødt så hvis der havde været en dommer her ville hun have været vinderen, på den anden side havde hun trukket sig, og hun havde skånet ham så han var måske i virkeligheden vinderen, hun vidste det ikke, det kunne også være ligegyldigt, der havde bare været noget i hende der havde stoppet hende fra at skade Amon, noget hun ikke forstod.
Men han havde også valgt at træde ud af kampen, selvom han nemt ville have kunne slå hende ihjel, og det forstod hun heller ikke. Han havde dræbt så mange soldater til ballet, så hvorfor skåne hende?

Antal indlæg : 171 Points : 6023 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

Amon gik blot videre, mens et smil var på sin vej. "Det sidste må du selv tænke på, kære Lin.." sagde han uden at stoppe med at gå "Jeg har skrevet enden på alle de kampe jeg har deltaget i, men jeg kan ikke tillade mig selv at skrive enden nu... Af de samme grunde som fik dig til at stoppe.. Og nej det er ikke ægte magt, det er moget andet.."
Amon synes det var lidt mærkeligt at hun ikke har opfattet hans mening endnu. *Kvinder plejer at være go' til disse ting, men hun er anerledes...meget*
"Du havde muligheden til at skrive enden.. Enden der vil ha' slået et prik ud af spillet, men det gjord du ikke.. Men du havde et valg, og du valgt at lad mig leve... Det kan komme til at koste dig livet næste gang. Pas på dig selv..." sagde han, hvorefter han tog det øvste del af hans klæde af, og kastede det væk. *Frihed, intet er bedre..*
Da han var nået et stykke for dem så han på det nærmeste hus. Den så ud til at kunne holde til hans vægt. Han hoppede på huset og forsvandt.

//OUT :).. Næste gang skal jeg nok være Super-Man!//

Green sukkede. "Jeg er også for venlig" mumlede han så, som om han mente han selv burde have slået Amon ihjel.
Så begyndte han langsomt at gå.
Efter de havde gået lidt kiggede han på hende "hvorfor skånede du ham?" spurgte Green så "sidst jeg så dig hadede du ham, mere end pesten (andet navn for Amon, xD)".

Lindorâ, der havde stået og kigget efter Amon med et forvirret udtryk, begyndte at gå da Green gjorde ligeså. Hun mødte hans blik, og trak på skuldrene.

"Det ved jeg ikke." Svarede hun ærligt, for hun havde ingen hemmeligheder for Green.

"Måske er jeg bare for sød, eller også var det tanken om at slå et magiske væsen ihjel, hvis jeg gjorde det ville jeg jo ikke være bedre end den gamle konge." Det var noget af det, men der var også en underlig følelse i hendes mave som hun slet ikke kunne forklarer og som hun aldrig havde følt før. En følelse som hun ikke fortalte Green om. Naur trak hende let i håret og kravlede derefter ned i hendes arme. Hun nussede ham, og trykkede forsigtigt på den bule han havde fået i panden efter at have mødt muren, hvilket fik ham til at klynke.

"Og du lille Naur, du var så modig." Sagde hun, og gav sig til at snakke til ham på elvisk, der var det sprog han kendte bedst fordi han var vokset op ude hos elverne inden hun igen vente blikket mod Green.

"Hvad ville du have gjort?" Spurgte hun, selvom hun næsten var sikker på at hun allerede kendte svaret.

Green smilte til hende "dræbt ham" sagde han så uden tøven. Han kiggede på hende, så trak han på skuldrene "jeg har et sted hvor vi kan sove her i nærheden hvis du er intresseret".
Ja, Green havde sørget for at Amon ikke rejste sig igen, hvis det havde været Greens kamp, men det havde det ikke derfor havde Green ladet Amon gå.

Lindorâ nikkede træt og fulgte efter Green. Selvfølgelig ville han havde slået Amon ihjel, og det burdehun også havde gjort, men hun havde bare ikke kunne få sig selv til det.
Og et eller andet sagde hende at det ikke var fordi han var et magisk væsen, men at der lå mere i det. Hun sukkede.

,,Det burde jeg nok også have gjort, nå så har han nok ret-så er jeg bare svag." Svarede hun og smilede ud i luften, for hun vidste at hun var alt andet end svag men hvis Amon havde lyst til at tro dette om hende, så var det bare en fordel for hende.

Green lo "vi ved vidst begge to godt du ikke er svag" sagde han smilende.
Så førte han hende mod lagerhuset hvor de skulle overnatte.
*svag* tænkte han smilende *det er da ihvertfald dagens løgn*.

//out//

Lindorâ fulgte efter Green over til det lagerhus han åbenbart ville have dem til at overnatte i.
Det havde hun nu intet imod. Selvfølgelig foretrak hun at sove på kroer, men efter at oprørene havde væltet kongen var det blevet for usikkert at sove et sted hvor alle kunne komme ind. Især fordi mange af de der støttede det gamle styrer var fast overbevist om at alt der bare hvade et gran af magi i sig skulle myrdes.
Derfor var det heller ikke første nat hun sov i et sted lagerhuset, og hun havde vænnet sig til det.
Selvfølgelig havde hun det, hun havde været på farten med Green så længe at hun var vant til at sove hvor hun kunne, og før det da hun havde levet på gaden havde det heller ikke ligefrem været luksus der havde præget omgivelserne.
Lin lo over Greens kommentar, og med et lille smil om læberne gik hun med ham ind i lagerhuset.

//Out-og sorry der gik så lang tid, har været igang med de afgørende eksamner, plus er lige blevet student så har haft en masse om ørene.//

((tillykke!))