Det Endelige Møde

Merrisun Grey sad i den karret som hendes forældre havde lejet til denne "specielle" leglighed, så det ville se ud som om de var rigere end de virkelig var. Hendes skindende sorte hår hang hende naturligt ned af ryggen. hun havde en flot blå kjole på en af hendes fineste, den frem hævede hendes slanke tallie og pæne barm. Hendes mor havde købt en speciel rød pen til at farve hendes læber med, gøre hendes evlver træk endnu mere tydelige. Hun var meget smuk, og de ord der kom fra hendes røde læber passede overhovde ikke ind i billedet. "Hvad i helvedes navn!" udbrød hun, da hun så ud på det ernorme slots agtige bygning som de kørte op mod. hendes stedfar havde godt nok sagt at hendes forlovede kom af en rig familie, men hun havde ikke forrestillet sig at de var så rige. Husk nu hvad vi talte om, advarede hendes stedfar hende. Hun nikkede, men hun gen spillede den samtale hun havde haft med sin stedfar to dage før.
"Aldrig, i hele mit liv vil jeg gifte mig med en mand som jeg ingen gang kender, ligemeget hvor rig han må være!" råbte Merri. "Merri, hør nu..." "Nej," sagde hun stædigt. "Det her kommer til at lyde kliché, men hvorfor skulle jeg gifte mig med en jeg ikke elsker? jeg troede at ægteskab handlede om kærlighed, ikke penge!" hun var rasende, de hendes forældre havde aftalt hendes ægteskab med en mand, uden ovaerhovedt at spørge hende.
"Han elsker jo heller ikke mig, efter som han ikke har mødt mig!" "Han er kriger, du har altid drømt om krigere!" prøvede stedfaren. "Nej, jeg har altid drømt om at jeg kunne blive kriger, ikke at blive en krigers kone der sidder derhjemme, med børnene men han er i krig og bekymre sig om det kyniske svin, kommertilbage i live!"
"Så er det nok!" sagde stedfaren. "Din moder og jeg har endelig fundet dig en nydelig ung og rig mand, til dig, og du har bare at være taknemelig! du skulle være nedde på dine knæ, lige nu mens du græddene fortalte mig at du ikke fortjente den, godhed din moder og jeg har udvist dig!"
"Men han elsker mig ikke" gentog hun sille. hendes stedfars tonefald bliver mildere.
"Men det vil han komme til så snart han ser dig. hvis du bare opføre dig som en rigtig dame så vil han komme til at tilbede dig." Merri nikkede. "Du har nok ret, kære Artem, det var forkert af mig og blive så vred." sagde hun modviligt men i et troværtigt tone fald. "Ja, du er undskyldt." sagde han i en afsluttene tone. Merri vendte sig om for at gå op mod sit kammer, men hun tænkte at hun ville få sin såkaldte trolovede til at føle sig som om han ikke fortjente hende, som om han ikke var god nok. Hun ville få ham til at tilbede hende og måske endda elske hende.
Kareten stoppede og hun steg ud, elegant og stolt.

Kareten var simpel uden for meget udsmykning, men alligevel var den noget så flot. Den blev trukket af to gråplettede heste, begge forpustede og udmattede. Den kørte op af den røde løber på den ujævne sti, og stoppede ved enden af stien. Der var godt ti meter hen til hoveddøren, hvor Caedmon og Yamilet stod.
Og så trådte den kommende hustru ud af den fine karet, rank og smuk, i den kønneste blå kjole.
Calanthe tabte bogstavelig talt kæben. Hvor vovede en bondepige, at se pænere ud end hende? Hun var en bondepige! Hun burde ikke se så smuk ud! Det var noget af det groveste, Calanthe havde været ude for. Hun havde altid været den flotteste, men nu blev hun overgået. Af en bondepige! Vreden og jalousien boblede op i hende, imens hun gloede olmt på Merrisun Grey - hendes nye ærkefjende.
Caedmon smilede, men hans øjne var som altid helt tomme. Han studerede hans trolovede fra top til tå, og han var ikke utilfreds med, hvad han så. "Velkommen til min herregård, kære," sagde han, og gjorde en distræt gestus, som for at fortælle hende, at hun skulle komme nærmere.
Calanthe var lige ved at trampe hårdt i jorden af had, men hun fik på en eller anden uforklarlig måde styret sit hidsige temperament. Uf, hvor var hun dog sur. Hun prøvede at smile som sin broder, men det var den sværeste opgave, hun nogensinde havde fået. Måske kunne jeg lave en lille scene? Skabe lidt drama? Få opmærksomheden væk fra nybegynderen? spekulerede hun.

Merri tog et par yndefulde skridt hen mod sin komende mand. Han så ikke helt slem ud, muskuløs og pæn. Men det gjorde Merri en smule utilpas at da han smilede forblev hans øjne tomme og kolde.
"Velkommen til min herregård, kære" sagde Caedmon Morgan. Merri gik elegant det sidste stykke af vejen hen til hvor sin trolovede og en pige der måtte være en slægtning af ham. "Tusinde tak, så mødes vi endelig, Sir Caedmon. Det er mig en ære." Sagde Merri i et underdagnigt men stadig elegant tonefald, mens hun rakte en hånd ud så Caedmon kunne kysse den. Hun tænkte inden i sig selv, at hvis hun absoulut skulle tvangs giftes ville dette slot ikke være det værste sted at bo. Hun vendte sig derefter mod den unge pige der prøvede på at smile til hende men det blev mere til en underlig gimasse. "Jeg formoder du er en slægtning af min kommene ægtemand? en kusine måske?" Hun smilte et sukkersødt smil som hendes rigtige selv normalt ville have fået kvalme af, men ikke i dag. for i dag sillede hun en rolle, som ville bevise overfor hendes forældre og hendes trolovede, og ikke mindst hende selv, at hun var mere værd end et tvangs ægteskab. hun var ikke bare en udsel bondepige der ville få sine største drømme til at gå i opfyldelse bare ved at gifte sig med en eller anden stodder, som ingen andre rigtig havde lyst til at gifte sig med. "Ja" tænkte hun ved sig selv, under hendes falske smil, "Jeg er meget mere værd!"

Calanthe kneb øjnene sammen, og hendes lynende blik fulgte den provokerende bondepige hele vejen fra kareten til trappen, hvor hun selv stod. Iiv, hun stod under to meter væk fra en bondepige! Hun rynkede næsen, men forblev tavs. Et bedre, og mere overbevisende smil spredte sig på hendes ansigt, men det venlige udtryk var falsk, selvom det ikke var så tydeligt.
Caedmon tog imod hans trolovedes hånd, og kyssede den blidt. Han stirrede ind i hendes dybe øjne, og undrede sig over hendes perfektion. En tanke slog ham pludselig. Han tog en lok af hendes hår, og placerede det yndefuldt bag hendes øre. Hans udsagn havde altså været korrekt; hun havde en smule elverblod løbende i hendes årer - det kunne ses på hendes ører, der ikke var lige så runde som alle andres.
"Tusind tak. Så mødes vi endelig, Sir Caedmon. Det er mig en ære," svarede Merrisun, og ydmyghed kunne spores i hendes stemme. Men ak, hvor havde hun dog en pæn og blød stemme.
Jalousien vældede endnu en gang op i Calanthe, og hun var ikke langt fra at bryde ud i gråd. Hun skulle være den smukkeste, for evigt og altid! Basta! Ikke en gang en elver måtte slå hende i skønhedskonkurrencen. Ih, hvor var det uretfærdigt. Og så vendte Frk. Ih-hvor-er-jeg-skøn sig mod Calanthe.
"Jeg formoder, du er en slægtning af min kommende ægtemand? En kusine måske?"
Hun rankede ryggen, og prøvede at se høj og magtfuld ud, og det lykkedes faktisk. "De," sagde hun, rettede på hendes kommende svigerinde. Den bondepige skulle ikke omtale hende som du. "Og jeg er ked af at måtte bevise Deres antagelse ukorrekt. Jeg er hans søster," svarede hun stift. Og du burde ikke formode noget som helst om min familie og jeg! tilføjede hun hidsigt i hendes tanker. Dumme bondepige.
"Vil De gøre min søster og jeg selskab til middag i aften?" spurgte Caedmon høfligt, et lettere spørgende udtryk klistret fast på hans ansigt. Han satte hovedet let på skrå, og rynkede panden.

Merri kiggede på pigen der kneb sine øjne sammen. "De" sagde hun, og Merri syntes at kunne høre fornærmelse i hendes stemme. "Og jeg er ked af at måtte bevise Deres antagelse ukorrekt. Jeg er hans søster," fulendte hun sin sætning efter en kort pause. "Det må 'de' virkelig undskylde, jeg formodet bare siden vi snart bliver søstre, så kunne vi også være du's." hun smiliede, men måtte kæmpe hårdt for at holde det smil på plads. Hun afskyede snopper. AD! men hun måtte nød til at spille sine kort korrekt for ellers ville hendes plan slå fejl. "Vil De gøre min søster og jeg selskab til middag i aften?" spurgte Caedmon høfligt, et lettere spørgende udtryk klistret fast på hans ansigt. Han satte hovedet let på skrå, og rynkede panden. "Det ville være mig en stor glæde og fornøjelse, at spise middag med dem, og ikke mindst en ære." Svarede Merri pænt, og lagde sin hånd, der bar en fin hvid hanske, på Caedmons arm så han kunne føre hende ind i sit hjem. Hun drejede endnu en gang hovded og kiggede på Caedmons søster, "Undskyld, jeg fik ikke helt fat i deres navn" sagde hun med ekstra tryk på ordet 'deres', hun kunne ikke modstå det.

Calanthes blik kørte lettere forarget ned af Merrisuns figur. "Søstre? De må hellere tro om igen," nærmest spyttede hun fornærmet. En bondepige skulle i hvert fald ikke gå ud fra, at hun kunne være dus med en adelsfrøken, der i øvrigt var meget højere rangeret end hende selv. Tsk-tsk.
Caedmon sagde intet til hans trolovedes opførsel, selvom han sagtens kunne høre det sarkastiske tryk hun lagde på ordet De. Han tog imod hendes hånd, og trak hende med ind i vestibulen. Imens vendte Merrisun hovedet, bare for at irritere hans søster en anelse mere.
"Undskyld, jeg fik ikke helt fat i Deres navn," sagde bondepigen sukkersødt, og det sarkastiske tryk på Deres var igen at finde.
Calanthe viste tænder, og kom med en lille knurrende lyd. Nøj, hun var vred. Hendes øjne lynede, imens hun svarede i en overraskende stilfærdig tone, "Miss Morgan skulle kunne gøre det, bondetøs." Hun smilede ondt, og fulgte med parret, elegant og yndefuld, som hun jo var.



Den lille viser på det store forgyldte ur, der hang over hoveddøren i vestibulen, ville snart ramme klokken fem. Der havde ikke været nogen rundvisning for Merrisun Grey, fordi den begivenhed skulle gemmes til efter ægteskabet. I stedet havde det formelle selskab placeret sig i den såkaldte rygestue, hvor Caedmon havde røget flere cigarer, end han havde sagt ord. Selv Calanthe havde været musestille; ikke en eneste fornærmelse havde sluppet ud af hendes mund. Merrisun havde endda også tiet stille, for hun var udemærket klar over, at hun som ikke-adelig ikke havde rettighederne til at starte en samtale blandt adelsfolk. Heller ikke selvom selskabet egentlig kun bestod af hendes kommende ægtefælle og svigerinde. Men nu blev selskabet altså eskorteret ind i spisesalen ved siden af rygestuen. Det lange bord var 10 meter langt, og lavet af ibenholt, og der var stole af samme træsort omkring det til 22 gæster. Selvfølgelig havde Caedmon en masse runde borde og en masse ekstra stole, så der kunne være plads til over 200 gæster, hvis det nu var. Det gav et meget svagt ekko, når man talte. En masse stearinlys var blevet tændt rundt omkring, så det var meget mere hyggeligt end uhyggeligt.
Merrisun blev ledsaget til enden af det lange bord, Caedmon placerede sig i den anden ende, og så var Calanthe ligesom nødt til at slå sig ned i midten. Hun var fornærmet over, at hun ikke fik lov til at sidde for enden, for det var ligesom en ære. Og de pladser var til betydningsfulde folk. Ikke latterlige bonderpiger.
Der var blevet dækket bord med sølvtallerkener, og 6 forskellige gafler og knive, også af ægte sølv. Ak, selv vinglassene var lavet af sølv!
Maden var ikke blevet serveret endnu, så Caedmon begyndte at tromme på bordet med sine lange, kalkhvide fingre. Det lød højt, da der ikke var nogen der talte. Han stirrede intenst på hans trolovede, der sad ti meter væk.

Merri sad og stirrede på sine hænder i den pinlige tavshed der var opstået. Hun vidste godt at hun havde overskredet en grænse da hun fornærmede Calanthe Morgan, og selvom hun vidste at det ikke var i hendes sted at starte en samtale besluttede hun sig for at prøve at gøre det godt igen. hun tænkte lidt på hvad hun kunne sige for at gøre et godt indtryk på den adelige snob. "Jeg må virkelig sige at det er en vidunderlig kjole de bære i dag, Ms. Morgan" sagde hun smilende men ydmygt til den unge dame der stirrede mut ud i luften. Så bermærkede hun at Caedmon, der kiggede intenst på hende. Hun blafrede, med sine lange mørke øjnvipper og sendte ham hendes sødeste, mest kærlige smil. det var meget vigtigt at han blev fordybet i hende, så hans interesse for hende ville blive endnu større og at han så måske senere ville blive forelsket. Der efter rettede hun igen sin opmærksomhed mod Calanthe.

Stilheden forblev stille, kun brudt af Caedmons lange fingre der trommede lavmælt på bordet. Hans blik var som klistret fast til Merrisuns ansigt, som var hun et mysterium der skulle løses. Fire rynker i hans pande beskrev hans dybe forundring og svage irritation. Han satte hovedet en smule på skrå, og kneb øjnene sammen - det så nærmest ud som om, at han kæmpede for at kunne regne hende ud. Hvis det da var muligt.
Pludselig blev den ubehagelige tavshed brudt. "Jeg må virkelig sige, at det er en vidunderlig kjole, De bærer idag, Miss Morgan," sagde Merrisun blødt, forsigtigt. Ydmygt, endda, som havde hun ændret sin indstilling på den snobbede adelsfrøken, der i øvrigt nu sad og stirrede forbavset på hende. Oprigtigheden havde da været tydelig, men Calanthe fik den opfattelse, at Merrisun havde ment det sarkastisk. Hun åbnede munden for at skælde ud, og skrige at det ville hun ikke finde sig i. Men hun kunne slet ikke komme på noget, der ville være ondt nok, så i stedet gav hun sig til at skule olmt til bondetøsen - bare indtil hun kunne komme på en ordentlig sætning, der kunne sætte den flabede tøs på plads.
Caedmon opdagede Merrisuns pludselige smil til ham. Et sødt ét. Han hævede brynene, og vendte sit hoved i det øjeblik, at døren ind til køkkenet blev åbnet.
Tre tjenere kom marcherende ind i spisesalen, og de lignede kloner, da de gik i samme tempo, og bar på de samme hvide porcelænstallerkerne. De placerede porcelænstallerkenerne ovenpå sølvtallerkenerne, bukkede, og marcherede igen ud af spisesalen, og ind i køkkenet. Og så kom overhovedet for køkkenet ud, og smilede som en anden idiot. "Maden er serveret for herskabet; chilimarinerede kinarejer. Velve" sagde han højt og tydeligt, og forsvandt derefter ud i køkkenet igen.
Calanthe tog den yderste gaffel, og begyndte åndsfraværende at prikke til maden. Jojo, hun havde manerer og så videre, men hendes tanker var hos noget beskidt og flabet; noget charmerende. Hun smilede, og blev derefter modvilligt hevet ud af sine dybe tanker, da Caedmon rømmede sig.
"Såeh, Merrisun, hvor gammel er du?" spurgte han nysgerrigt, og tog en lille bid af kinarejerne. Han ventede tålmodigt på svar, imens han tyggede på maden.

Maden så meget fint og ikke mindst lækkert ud, men Merri vidste at som en "fin" ung dame, måtte hun ikke gnaske maden i sig lige som hun hadve lyst til. nej hun måtte tage små fine bider, spise langsomt og elegant, og meget gerne levne noget af maden. hun rettede sig lidt op da Caedmon pludselig spurgte hende om noget. " såeh, Merrisun, hvor gammel er du?" spurgte han. "Jeg er seksten år, sir." svarede hun mildt, og ydmygt. hun havde lyst at gengælde spørgesmålet men hun vidste at det ville være uforskammet. "Jeg bliver sytten til efteråret." tilføjede hun i stedet. Hun tog fosigtigt den yderste lille sølvgaffel op i sin hånd og stak en smule i maden. så opdagede Merri at Calanthe ikke havde svaret på hendes kompliment. Adelsfolk takker sikkert ikke folk af pøplen tænkte hun bittert, lige meget om de skal giftes med deres bror. Men i det mindste havde Calanthe ikke skubbet kommentaren væk ved at komme med en af hendes egne sarkastiske, fornærmede kommentare. Så Merri opfattede hendes lille kompliment vellykket. over den næste tid skulle de nok blive bedre venner. hun tog den lille bid mad hun hade på gaflen ind i munden og tyggede lidt på den. Det smagte forrygende.

Det lille selskab spiste forretten i nogenlunde tavshed, dog med enkelte spørgsmål, der blev stillet til Merrisun af en videbegærlig Caedmon. Egentlig var han ikke særlig nysgerrig, men han fandt det temmelig praktisk at vide de vigtigste ting om hans kommende hustru.
Inden længe blev vinen serveret i de dyre sølvkopper. Det var en mørk, fløjlsrød kirsebærvin af den fineste slags, og årgangen var særdeles storslået.
"Hvor er din families bosted placeret?" spurgte Caedmon, og kløede sig eftertænksomt på hagen, for at udstråle den interesse, han slet ikke besad. Et lille smil spillede kedsommeligt på hans ellers stramme læber. Hans øjne forblev tomme.
Calanthe spiste og drak med måde, og hun havde stoppet med at skule til Merrisun. Ja, hun havde helt stoppet med at lytte til hendes og Caedmons samtale. For stalddrengen hjemsøgte hendes ellers så rene sind.
Efterhånden begyndte et par tjenere at tage ud af det lange ibenholt bord, men de sørgede for at være stille og diskrete. At forstyrre samtaler var ikke noget, de blev betalt for.

"hvor er din families bosted placeret?" spurgte Caedmon med falsk nysgerrighed.
"Inde i byen, Takamir altså, et lille stykke vej for smeden." svarede Merri, som en artig lille pige som svare på et skole spørgesmål. hun vidste at underdanighed var godt, det ville få Caedmon til at føle sig magtful, og det ville få ham til at begære hende mere. Hun havde forventet en smule mere samtale, og formodet at Calanthe gjorde mødet lidt mere pinligt. hun fik i hvert fald merri til at føle sig overvåget. Men pyt med det, tænkte hun. der bliver masser af tid til at lære hinanden bedre at kender over de næste par dage. Fordi Caedmons herregård lå så langt væk fra byen havde hendes forældre arrengeret at hun skulle overnatte og blive en dag mere. det passede hende fint for så følte hun at der ikke var så meget pres på hende i aften. hun sippede tilvinen. den smagte fremragende. Hun havde kun fået vin en gang før i hendes liv, og det var nu et næsten et år siden til hendes yngste bror, Merlins, fødsel. Men denne vin var som intet andet hun nogensinde havde smagt i sit liv. Caedmons tjenere kom igen ind og tømte bordet. Hvis dette kun var forretten hvad ville hovde retten så være! Hun dubbede sig med den fine serviet, og lagde den tilbage ned i skødet.

Merrisuns tonefald var tydeligvis valgt med ekstra omhu, og det var ikke uden god grund. Et enkelt uhøfligt eller flabet svar ville sandsynligvis få den snobbede ridder, der ellers sad så roligt ved den modsatte af det lange ibenholt bord, til at vælte hele bordet og gå helt amok. Han havde en ekstrem kort lunte, og når først den var tændt, var den ikke til at slukke igen. Hans temperament var som en vulkan; når den var i udbrud, var der ikke noget at gøre. Den kunne på ingen måde stoppes, og den ville først køle ned efter dage, måske endda uger, hvis det var et meget voldsomt udbrud.

Caedmon værdsatte hans smukke trolovedes underdanige væsen utrolig højt, og han ville sætte meget på spil for at vedligeholde den. Altså ikke bogstaveligt talt. "Fint fint," fremmumlede han, ligeglad, som om han slet ikke havde hørt hendes svar, imens han drak af kirsebærvinen med en vis ynde. Hans tanker strejfede ligeså let det kommende bryllup, og selvom han indtil videre havde været komplet ligeglad med alle de beslutninger der skulle tages ("hvilket farvetema, Sir? Fløjlsrød eller blodrød?" havde en af tjenestepigerne, der i øjeblikket knoklede med brylluppet, spurgt ham. "Øhm... min moder vil tage stilling til det," havde han svaret i et åndsfraværende tonefald), men pludselig virkede han... ja, den rette følelse ville beskrives som nysgerrig. Han havde ingen anelse om hvad der blev planlagt, for han havde takket nej, da han blev spurgt om alle de overordnede ting ved det betydningsfulde bryllup. Ligepludselig følte han en trang til at blande sig, og overtage magten over hele planlægningen, for en pludselig bekymring om at hans mor og hendes tætteste hofdamer ikke ville gøre det rigtigt og træffe de rette beslutninger, invaderede nu hans ellers så fredelige og utravle sind. Fløjlsrød eller blodrød? Fløjlsrød, for helvede, og hvad nu hvis hans mor havde valgt blodrød? Men han var udmærket klar over, at han ikke ville kunne stille noget op i en diskussion med hans moder. Et dybt suk forlod hans læber og nynnede en trist sang gennem den store spisesal, der gav ekko når man lavede den mindste lyd.

Calanthe bemærkede slet ikke Caedmons ansigtsudtryk, der ændrede sig, når hans tanker vandrede over forskellige ting er ville ske inden for den nærmeste fremtid, og endnu mere underligt; hun bemærkede heller ikke hans højlydte suk. I stedet havde hun rynket svagt på næsen, for én ting undrede hende ved Merrisun Greys svar; Takamir var en stor by, og der fandtes mange smede rundt omkring i den storby. Det tog en smule tid af den intense tavshed for Calanthe til at regne ud, at Merrisun virkelig var en vaskeægte bondepige, datter af en vaskeægte bondeknold. En blanding af en hysterisk klukken og et hånligt fnys slap ud af hendes mund, alt imens hun hamrede sin lille knytnæve ned i den fine hvide dug adskillige gange, så bestikket klirrede mod tallerkenerne, og ilden i stearinlysene dansede vildt. Det gik snart op for hende, at hendes opførsel måske ikke var helt passende inden for murene af Caedmons Herregård. Hun sendte et par skrækslagne øjne til sin irriterede og utålmodige broder, og rømmede sig lavmælt. Hun begyndte derefter at spise pænt og var musestille, imens hun gloede forlegent ned i sin tallerken - for tjenerne havde ikke fået taget hendes tallerken ud endnu. Hun skulle ikke nyde noget af Caedmons reaktion hvis hans vrede kogede over.

Inden længe var alt taget ud af det lange, sorte bord, og det så igen så fint ud. Få sekunder efter blev der serveret jomfruhummere marineret i en sød urtesauce af de gamle elverstammers fineste slags, sammen med en ny kirsebærvin fra endnu en fremragende årgang. "Jomfruhummere marineret i vin-urtesauce, serveret med kirsebærvin fra 1783," sagde chefkokken højt og tydeligt med et dybt buk. Han forsvandt derefter ud af spisesalen sammen med de tre tjenere.

Lyden af vin der blev hældt ned i glas var som musik i Caedmons ører; den fjernede helt hans tanker fra brylluppet og hans mange bekymringer. Der var sikkert ikke noget at bekymre sig over alligevel, men han kunne da ikke lade være med at spekulere over, hvad der ville ske. Men det kunne han nu. Han elskede vin, kort sagt. Han kendte skam godt effekten af at drikke lidt for meget, men det gjorde vel ikke noget hvis man drak lidt mere end nødvendigt, når det nu bare var sommetider. Ej, Caedmon var ikke en overforbruger af alkohol, og han vidste altid, hvornår han skulle stoppe. Men hvis man var alene hjemme, så var der da ikke noget galt i at blive lidt beruset - bare for fornøjelsens skyld.

Calanthe sendte vinen et blik, der sagde, "Iiiv, ulækkert!" fordi hun brød sig ærlig talt ikke om gammel vin. Det var der dog ikke nogen der vidste, for alle de ting, hun gjorde, som ikke var passende for en adelsfrøken, holdt hun hemmelige. Og desuden skulle hun ikke have mere end to glas vin, og hun ville meget hellere vente på dessertvinen. Den smagte som regel godt, også selvom vin i det hele taget måske ikke lige var hendes kop te. Hun sendte et diskret blik til Merrisun, men blev nærmest blændet. Hun ærgrede sig indvendigt over hendes kommende svigerindes skønhed. Hun vidste at hun også selv var smuk. Og selv så hun jo ganske yndig ud, som hun sad der i stolen med rank ryg i den flotte, blå balkjole. Men i forhold til bondepigen lignede hun bare en simpel tøs fra byen, der havde malet ansigtet med alt, alt for meget sminke, for at prøve på at blive smuk - uden succes. Calanthe besluttede, at hun fra nu af aldrig mere ville sammenligne hendes skønhed med sin svigerindes. Hun sukkede fortvivlet.

Alle blev opmærksomme og forundrede, da en lille tjenestepige åbnede den store, knirkende dør af ibenholt; den som vestibulen var gemt bag. Hun ilede som en hurtig mus hen mod bordet, og stoppede omkring 15 fod fra det, for at de alle kunne høre og se hende. "Det bankede på, Sir Morgan," hvinede hun i sin skingre stemme, der underligt nok var endnu værre end Calanthes, "En ung mand påstår, at han er her for at hylde hans broders trolovelse. Han siger også, at han har fået en invitation, men ved et uheld smed den væk." Hun stammede indimellem, og nu stod hun og trippede nervøst, imens hun ventede på svar; skulle hun lukke den unge mand ind eller ej?
Calanthe frøs til is, og tabte sin kniv og sin gaffel på gulvet. Hendes ansigt var helt skævt af forbavselse.
Caedmon stod og stirrede på tjenestepigen i dyb vantro. Det kunne sgu da ikke være sandt, at hans forbandede broder var kommet alligevel. Han kneb øjnene sammen.
Det skide svin til Caoimhghín.

Merrisun var ved at blive desperat. Hun kunne snart ikke klare mere af den pinlige tavshed og den falske venlighed. Hun var nød til at komme væk. Få en lille pause på en måde. Hun huskede tilbage på dagen i forvejen, og alt det hendes mor havde lært hende.

”Arthur! Angoth! Maden står på bordet!” Lød hendes mors stemme inde fra spisestuen. Merrisun rejste sig langsomt og modvilligt fra den stilling hun havde siddet i næsten hele dagen, for at udtænke den perfekte plan. Hun følte sig stadig forådt af hendes forældre. ”Merri, vil du være en skat og tage Merlin med her ind?” halvråbte hendes mor. ”Ja, ja.” mumlede Merri surt, og gik hen og samlede sin yngste bror op fra den hjemmelavede vugge. Merlin var kun et par måneder gammel og Merri havde en speciel tilknyttelse til ham. Da hun nåede ind i spisestuen rakte hun ham forsigtigt til hendes mor. Derefter vendte hun sig om for at sætte sig på en tilfældig plads. ”Nej, nej nej frøken!” sagde hendes mor. ”Du må lære hvordan du skal opføre dig til middagen med din forlovede. Når du skal spise med de adelige, må du ikke sætte dig før din komende mand og hvem der ellers er højere stillet ind dig har sat sig. Og du må være sikker på hvor det er ment du skal sidde.” Merri vendte øjne men ventede ikke desto mindre til at hendes forældre og brødre havde sat sig og gik derefter hen og satte sig på den sidste ledige plads rundt om det slidte bord.

Resten af middagen forsatte hendes mor med at belære hende om høflighed og pligt, overfor de adelige. Hen mod slutningen at måltidet havde hun sagt, ”Du må ikke gå, ved mindre det er strengt nødvendigt, i det det ville være ekstremt uhøfligt at forlade rummet. Hvis du skal på toilettet så må du holde dig, og hvis du ikke kan, så må du være meget forsigtig med hvad du siger for at undskylde dig. Gør det høfligt og underdanigt , og meget yndefuldt.”

Merri tænkte at det nu var tid til at bruge denne metode. Men i det hun skulle til at åbne munden, kom en forfjamsket tjenestepige ind og sagde, ” Det bankede på, Sir Morgan, "En ung mand påstår, at han er her for at hylde hans broders trolovelse. Han siger også, at han har fået en invitation, men ved et uheld smed den væk." Hun så ansigtsudtrygget på sin forlovede ændre sig. Hun kunne ikke gå nu alligevel. Nu var tingene endelig begyndt at blive interessante.

Caedmon nærmest fløj op af stolen, så den væltede bagover, og bordet rykkede et par centimeter mod Merrisun. Hans ansigt var rødt af vrede. Jo, det var ham selv der havde inviteret Caoimhghín, men kun for at andre ikke skulle tænkte grimt om ham. Han ville hade at høre folk gå rundt og hviske, "Har du hørt det? Caedmon Morgan inviterede ikke sin bror til sin egen trolovelsesfest! Det er jo direkte forrykt!" Han ville simpelthen ikke kunne tage det. Så han havde sendt en invitation til broderen, bare for en sikkerheds skyld, og han havde været så sikker på, at det åndssvage svin ikke ville komme. Og desuden havde der altså stået 'd. 24. marts' på indbydelsen, ikke 'd. 23. marts'! Så ikke nok med at Caoimhghín kom til festen, han kom kom endda en dag for tidligt! Vreden ulmede i Caedmon, og han knurrede lavmælt, hans ansigt stadig pink af arrigskab. Han prøvede at forholde sig roligt, at beherske sit raseri, men han rystede stadig, da han gik med voldsomme og determinerede skridt mod den brede ibenholt dør. Hans øjne lynede og han nærmest susede forbi tjenestepigen, der reagerede med et forskrækket og skræmt udbrud. Caedmon ignorerede hende, og åbnede den tunge dør uden besvær.

Calanthe havde også rejst sig op, og kiggede uroligt mod sin broder, der i arrigskab stormede gennem vestibulen. En tjener, der stod ved døren for at sørge for at den uventede gæst ikke lavede nogen numre, blev nødt til at springe til side for ikke at blive ramt af den hidsige Caedmon. Calanthe skreg, da hun så hvor tæt Caedmon var på at ramme den forbavsede tjener. Hun vippede sit hoved side til side, igen og igen, og rykkede hele sin overkrop fra den ene side til den anden, bare for at kunne se den bror, hun ikke havde set i omkring 2 år. Men på grund af det voldsomme gennemtræk, hamrede den store dør imellem vestibulen og spisesalen i med et kæmpemæssigt brag. Tjenestepigen og Calanthe skreg i kor, lige indtil en irriteret Calanthe bad tjenestepigen om at holde sin mund - nogen kunne jo miste hørelsen! Utålmodig og en smule spændt, gik Calanthe rundt om det alt for lange bord, og småløb mod den sorte ibenholt dør. Hun hev og trak i den, men den var temmelig tung. "Lidt hjælp, måske?" hvæsede hun til tjenestepigen, der med det samme luntede hen, og hjalp Calanthe med at få døren op. Derefter gik de begge to mod hoveddøren, forsigtigt, hvor Caedmon stod og skyggede for den nyankomne gæst. Det fik Calanthe til at ærgre sig, for gad vide hvor meget Cave havde ændret sig på to år?

Caoimhghín havde svært ved at holde en latter nede, da hans ældre bror styrtede mod ham i fuld fart med et rasende ansigt. Han stoppede en meter fra ham, og hans øjne lynede af vrede, selvom han ikke kunne finde på, hvad han skulle sige. Caoimhghín, derimod, fandt situationen temmelig underholdende. Han kluklo kort og lavmælt, imens han lænte sig afslappet op af dørkarmen. Han smilede drilsk til sin stadig arrige bror, der bare stod og skulede med et ansigt der stadig var pink.
"Kære broder! Hvilken fornøjelse. Så nu har du altså tænkt dig at tage en piges drømme fra hende?" spurgte Cave muntert, "Hvor gammel er hun?"
Caed kneb øjnene sammen. "Seksten," snerrede han, og ignorerede med vilje det første spørgsmål.
"Kun et barn i forhold til dig, kan jeg høre. Det har du det sikkert strålende med, ja?"
"Hold dog kæft."
"Har du noget imod, at jeg kommer med indenfor og får et glas vin? Det er lang tid siden, forstår du." Cave smilede stort over hele ansigtet. Ih, hvor han dog elskede at drille sin irritable bror.
"Festen er imorgen. Du er uheldigvis kommet en dag for tidligt," sagde Caed med sammenbidte tænder.
"Tjaeh, det var nu eller aldrig."
"Jeg ville have foretrukket mulighed nummer to."
"Jaså? Jeg modtog ellers en noget så formel indbydelse. Hvad skulle den til for, hvis du ikke vil have mig her?"
"Jeg... kom tilbage imorgen. Du har ikke noget at gøre her idag," hvæsede Caedmon.
"Er din trolovede her? Jeg ser frem til at møde hende. Gad vide, om hun så frem til at møde dig, personen der tager hendes frihed fra hende." Et venligt smil spillede livligt på Caves læber.
"Forsvind!"
"Det var ikke en særlig venlig velkomst, kære broder. Og jeg som troede, at du havde lært manerer gennem årenes løb. Hvor kom vi fra? Nårh ja, vin!" Og med de ord maste Caoimhghín sig forbi Caedmon, stillede sig midt i vestibulen, og kiggede sig omkring med et beundrende udtryk klistret fast til hans ansigt. "Guderne må vide hvordan du kan tjene så mange penge, Caed. Mon ikke mor og far har hjulpet lidt med udgifterne?" Han grinede over hele fjæset.
Caedmon himlede irriteret med øjnene, vendte sig om, og fulgte med. Han vidste, at han ikke kunne stille noget op med sin brors tilstedeværelse. Desværre.

Cave vendte sig mod den store dør af ibenholt, der førte ind til spisesalen, og foran ham stod hans lillesøster og en utrolig smuk ung kvinde, han bestemt ikke havde set før. Et par lange og akavede sekunder gik, imens han bare stod og stirrede forundret ind i øjnene på den smukke pige. En underlig fornemmelse bosatte sig i hans mave, og han trak modvilligt blikket væk fra den unge kvinde.
"Calanthe! Hvor er det dog lang tid siden," sagde han, tog sin hat af og bukkede dybt for sin søster.
Hun lod sit blik køre ned af ham, og derefter stirrede hun bare stift på ham, men af en eller anden grund undgik hun hans øjne. Han var iført et par slidte, mørkebrune sko, et par lyse knæbukser af hør (som endda var nyvaskede), en hvid skjorte, mørkebrune seler og en kæk hat af samme stof og farve som knæbukserne. Det var i hvert fald ikke klæder, som adelen gik i, og det var Calanthe udemærket klar over. Hun satte en facade op, og lod som om, hun virkelig ikke brød sig om Cave.
"Godaften, Caoimhghín," svarede hun stift, og blev selv overrasket over sine nyopdagede evner inde for skuespil. Det havde ellers aldrig været noget, hun var god til.

De gik allesammen ind i spisesalen igen, og Cave fik lov til at sidde overfor Calanthe ved midten af det ti meter lange bord. Tre tjenere kom ind, og samlede de brugte tallerkener fra hovedretten sammen, og forsvandt derefter ud i køkkenet igen. Caedmon og Calanthe havde set frem til tavsheden, men Caoimhghín havde så sandelig ikke tænkt sig at forholde sig tavs.
"Jeg ved godt, at trolovelsesfesten først er imorgen, men det gør da ikke noget at gratulere jer en enkelt ag før, gør det? Såeh, tillykke, kære broder og...?" Han smilede venligt til den unge kvinde i den blå kjole, og ventede tålmodigt på hendes navn.
"Merrisun Grey," sagde Caedmon utålmodigt.
"Er hun stum?" spurgte Cave undrende.
"Naturligvis ikke."
"Så lad hende dog svare selv. Hvorfor er hun ellers blevet tildelt en stemme?"
Caedmon ignorerede ham, og kaldte på en tjener. Én kom luntende, og spurgte ridderen om, hvad han kunne gøre for ham. "Den næste hovedret bliver serveret hvornår? Vi sidder jo bogstavelig talt og sulter." Tjeneren luntede ud i køkkenet igen, og fik forhåbentlig kokken til at arbejde lidt hurtigere.
"Hvordan mødte I så hinanden?" spurgte Cave nysgerrigt, selvom han udemærket vidste, at det var et arrangeret bryllup. Han var kun nysgerrig efter at vide Merrisuns mening om det hele. Han holdt blikket fra hende, selvom hans tanker cirkulerede om hende hele tiden. Der var bare noget over hende...

Caedmon stormede ud af de store ibenholt døre, og efter noget tumult fik Calanthe bakset sig samme vej. Merrisun stod et øjeblik og overvejede om hun skulle blive stående hvor hun var eller gå med ud i indgangshallen. Hun bestemte sig for at gå ud i hallen og møde sin kommende svoger. Hun gik forsigtigt ud af dørene uden at nogen opdagede hende, netop som den nyankomne sagde, ”… Gad vide, om hun så frem til at møde dig, personen der tager hendes frihed fra hende." Disse ord ramte Merri som en stor sten. Sandheden i det manden havde sagt overvældede hende. Hun havde selvfølgelig godt vidst at dette ægteskab ville berøve hendes frihed, men hun havde skubbet den tanke væk, og aldrig ladet hende selv dvæle på det. Hun ville aldrig opnå sin drøm, selvom chancen for at hun ville blive kriger var meget lille alligevel, ville hun godt have haft muligheden. Nu stod hendes fremtid til at være husmor, og kone til en mand hun næsten ingen gang kendte. Ærgrelse over dette faktum skyllede ind over hende, og hun kunne mærke sine øjne begynde at svig.

Pludselig fangede Caedmons brors blik hendes, og i et øjeblik stirrede hun bare dybt ind i de pæne øjne. Hun fik en under lig fornemmelse i hele kroppen. Der var noget ved disse øjne der beroligede hende og hun kunne igen få et greb på sine føleser. Den underlige kontakt mellem dem blev afbrudt da gæsten rev sit blik løst. Mens de gik ind og satte sig i den flotte undrede Merri sig over den underlige følese og kontakt hun havde haft med den treje af Morgan søskene.

Da de atter sad omkring det store bord sagde den nye gæst, "Jeg ved godt, at trolovelsesfesten først er imorgen, men det gør da ikke noget at gratulere jer en enkelt ag før, gør det? Såeh, tillykke, kære broder og...?" han smilede venligt til Merri, hvis hjerte hoppede og hun blev lidt nervøs, hvorfor ville han dog tiltale hende så direkte? Før hun kunne tage sig sammen til at svare, gjorde Caedmon det for hende. ”Merrisun Grey” sagde han surt, og utålmodigt. "Er hun stum?" spurgte Cave undrende.
"Naturligvis ikke."
"Så lad hende dog svare selv. Hvorfor er hun ellers blevet tildelt en stemme?" Et lille smil gled over Merri’s læber. Det første ægte smil hun havde smilt siden sin ankomst til herregården. Mens Caedmon kaldte på tjeneren svarede hun lavmeldt, ”Det er sandt nok, Sir Morgan, mit navn er Merrisun Grey.” "Den næste hovedret bliver serveret hvornår? Vi sidder jo bogstavelig talt og sulter." Tjeneren luntede ud i køkkenet igen, og fik forhåbentlig kokken til at arbejde lidt hurtigere.
"Hvordan mødte I så hinanden?" spurgte Cave nysgerrigt, Merri rettede sig op i sin stol og svarede så i en fin stemme, ”Mine forældre arrangerede dette bryllup, med Hr. og fru Morgan, så svaret på dit spørgesmål må vel så være nu her i aftes da jeg ankom til denne nydelige herregård.” Igen smilede hun, men denne gang var smilet rettet direkte mod Calanthe’s og Caedmons bror.

Cave bemærkede Merrisun Greys oprigtige smil, og han kunne ikke lade være med også at smile. Hun virkede bare så mystisk, så fortryllende... han længtes efter ydeligere information om hende. Og det var ikke bare hendes nærmest perfekte udseende der gjorde ham så interesseret. Nej, der var bestemt noget over hende der fik ham til at glide ind i en tåget verden med fantasier, han ønskede ville blive til virkelighed.
"Det er sandt nok, Sir Morgan, mit navn er Merrisun Grey," sagde hun i den skønneste og blødeste stemme. Selvom hendes sætningen var sagt i en noget lavmæl stemme, så kunne Cave stadig opfatte det, og han smilede kækt tilbage til hende. Calanthe opfattede ikke en pind, for et drømmende udtryk var klistret fast på hendes ansigt, og det virkede som om, at hun i det øjeblik befandt sig i en helt anden verden...
"Navnet er Cave," svarede han med et lille buk og et kækt smil. Det var jo begrænset hvor meget man kunne bukke, når man sad ved et bord. "Hvordan mødte I så hinanden?"
Merrisun svarede i et fint og formelt tonefald, "Mine forældre arrangerede dette bryllup med Mr. og Mrs. Morgan, så svaret på dit spørgsmål må vel så være nu, her tidligere i aftes da jeg ankom til denne nydelige herregård." Hun smilede igen.
"Interessant," svarede Cave, og gengældte hendes smil.
Et intenst øjeblik gik, hvor Caoimhghín Morgan og Merrisun Grey havde øjenkontakt. Han vidste ikke, om hun følte den samme kildende fornemmelse i maven, som han følte, men han vidste, at han havde følt den før. Han kunne bare ikke huske hvorfra, og han kunne heller ikke forstå, hvad det var for en fornemmelse, og hvor pokker den var kommet fra. Og nu var den stærkere, voldsommere, end sidste gang han havde følt den...

Caedmon opfattede den intense atmosfære, og han begyndte at føle sig lidt truet af sin egen bror. Han rømmede sig højlydt for at få opmærksomhed. "Yderst interessant," mumlede han med et åndsfraværende nik. "Åh ja, forresten, Merrisun, dette er min broder, Caoimhghín Quahtli Morgan. Han beskæftiger sig med en noget anderledes... karriere, end det man normalt ville se hos adelen." Han sendte et sigende blik til Calanthe, men fandt hurtigt ud af, at det ikke ville gøre nogen nytte; hun var jo fuldstændig væk i sine dybe tanker. "Calanthe?"
"Mmh," svarede hun åndsfraværende, hendes øjne lukkede.
Caed hævede stemmen. "Calanthe!"
"A hvabehar?" mumlede hun, da hun blev hevet ud af sine drømme om Ciaran. "Åh! Ja, broder?" svarede hun med et lille, skræmt smil for at prøve at rette op på fejlen.
"Gå ud og spørg hvornår den næste ret er færdig," beordrede han med sammenbidte tænder.
Calanthe fløj op af stolen, og ilede ud i køkkenet. Man kunne høre hende råbe, "Mad!" selvom der var en temmelig tyk
"Nogen virker en smule anspændt, Caedmon?" Cave grinede over hele ansigtet.
"Du må lære, at sætte dine udsagn korrekt," svarede Caedmon irriteret.
Cave rynkede panden. "Jeg skulle da mene, at jeg allerede havde lært det."
"Hmpf."
Cave grinede.

Calanthe kom straks tilbage med nu fire tjenere i hælene. Hun satte sig på sin plads, og betragtede tjenerne da de tog ud af bordet, og stillede de nye retter på sølvtallerkenerne. Det var en slags oksesteg, og den så lækker ud, men Calanthe havde allerede spist to portioner fisk, og nu var hun ærlig talt en smule... mæt. Hun kiggede på maden, og overvejede, hvad hun skulle gøre. Hun ærgrede sig over, at Caedmon ikke havde anskaffet sig en hund. De var ubehagelige og så videre, men i disse situationer var de faktisk temmelig praktiske. Hun sukkede, og lod som om, at maden ikke stod foran hende. Hun kunne dog ikke lade være med at føle en smule kvalme.

Caedmon var ikke mæt endnu; han var jo en stor og stærk ridder der skulle spise meget for at bliver endnu større og endnu stærkere. Han følte næsten, at der var en konkurrence mellem ham og hans yngre bror. Han svor, at han havde set hans trolovede og hans bror have øjenkontakt før, og at der var et eller andet i luften. Han kneb øjnene sammen, og prøvede på at spise hurtigere end sin bror. Merrisun var hans! Ikke Caoimhghíns! Og han skulle nok slå sin forbandede lillebror i alt. Selv i spisekonkurrencer.

Caoimhghín begyndte også at spise med det samme. Det havde været en lang tur, både for ham og hans trofaste følgesvend, og lidt mad gjorde godt i maven. Han havde faktisk så travlt med at spise, at han slet ikke fik brudt tavsheden. Det fandt han en smule ærgerligt, men sådan var det jo en gang imellem. Selvom han havde travlt med at spise, ville hans tanker ikke holde sig væk fra den unge kvinde der sad omkring fem meter fra hende. Han kunne simpelthen bare ikke lade være med at tænke på hende. Den forbindelse, han havde følt imellem dem første gang han så hende, havde været så eventyrlig. Han bemærkede, at Caedmon begyndte at spise hurtigere (lidt for hurtigt), men han havde ingen idé om, at det var fordi, han havde lavet en eller anden konkurrence mellem dem. Helt ærligt, de var jo begge anstændige voksne.

"interasant." Cave gengældte hendes smil, og igen var der den underlige forbindelse."Yderst interessant," mumlede Caedmon med et åndsfraværende nik. "Åh ja, forresten, Merrisun, dette er min broder, Caoimhghín Quahtli Morgan. Han beskæftiger sig med en noget anderledes... karriere, end det man normalt ville se hos adelen." Merrisun nikkede og sagde, "det er mig virkelig en fornøjelse." hun kiggede ned på sine hænder og gled væk i sine tanker mens samtalen fortatte mellem de tre morgan søskene. Hun blev først opmærksom igen da den næste ret blev serveret. Merri var virkelig met, selvom hun ikke havde spist så meget af de to første retter. Hun var bare ikke vand til at få serveret sådan et stort måltid. plus tænkte hun inde i sig selv, det her korset hjælper ikke lige frem. Men hun tvang sig selv til at løfte gafflen og tage en lille bid af det delikate kød. Det smagte vidunderligt. Men hvis det overhovdet skulle være en mulighed for hende ikke at kaste op, så måtte hun stoppe med at spise nu. Hun kiggede nysgerrigt rundt på de andre. Calanthe så heller ikke for begejstret ud, og havde også lagt det fine sølvtøj fra sig. Caedmon, og Cave derimod syntes ikke at kunne få nok af maden, de skovlede i sig som om det var en konkurence om at spise mest, hurtigst. Hun vidste ikke hvorfor men hun følte sig forpligtet til at bryde denne tavshed. "så sir Caoimhghin hvorfor kom du så for tidligt?" spurgte hun interaseret.

Og stilheden havde igen lagt sig over spisesalen, lige indtil Merrisun brød den, i håb om at starte en samtale.
"Sir Caoimhghín, hvorfor kom du så for tidligt?" spurgte hun, oprigtig interesseret.
Calanthe gispede, da hun hørte Merrisun. Kunne det være rigtigt? Havde hun brudt tavsheden selv? En bondepige? Uden at svare på et spørgsmål eller noget? Hun kiggede skiftevis på dem alle tre, forskrækket og nervøs.
Caedmon kneb øjnene sammen og hans mund formede sig som en tynd streg.
Caoimhghín var tilsyneladende den eneste der ikke fandt det uhøfligt, at 'bondepigen' startede en samtale. Han smilede fornøjet til hende. "Tjaeh, alt jeg kan sige er, at min bror ikke har fundet den bedste beliggenhed til sit bosted." Han lo klukkende, og smilede kækt til sin bror, der sandsynligvis var ved at være godt rasende. "Det kan du jo ikke nægte, Caedmon. Denne herregård ligger jo flere hundrede kilometer fra alt!" sagde han kærligt, og spiste derefter videre.
"Åh, kære broder, det er der bestemt også en god grund til. Jeg vil jo helst undgå uvelkomne gæster, hvis du forstår," svarede Caedmon. En efterfølgende følelse af stolthed vældede op i ham; han havde faktisk givet et kæphøjt svar til sin lillebror!
"Selvfølgelig."
"Hm."
Og så spiste de to grovædere videre, lige indtil deres tallerkener var helt tømte. Derefter kom de fire tjenere ind, og tog ud af bordet endnu en gang. "Desserten er på vej," sagde en af dem, før de forsvandt ud i køkkenet igen.
"Hvor kommer De fra, Merrisun?" spurgte Cave høfligt og en svag, nysgerrig kant til hans tonefald kunne opfattes. Hvis man altså ikke var Calanthe.

"Jeg flyttede til Takamir efter min far døde. Der ver jeg omkring ni år gammel, før det boede vi i mange forskellige små byer rundt omkring." svarede hun. "Men jeg tænker altid bo Takamir som min hjemby." sagde hun. denne gang, kiggede hun ikke på Cave men på Caedmon. Hun havde været lige ved at glemme sin trolovede over den nye charmerende gæst. Hun havde været lige ved at ødelægge sin plan. nu da hun tænkte over det, havde hun været meget, meget tæt på at ødelægge den, ved at bryde tavsheden.

Hun forsøgte at få øjenkontakt med Caedmon, og da hun endelig fik kontakt med de is kolde øjne, følte hun slet ikke den samme forbindelse som med Cave. Der var ingen kildrend i maven, ingen sjov fornemmelse der bøljede gennenm hendes krop. i stedet følte hun sig frastødt af ufølsomheden i disse øjne, og en smule skræmt. Da hun brød kontakten kunne hun ikke tilbageholde en lille skælven. Hun bad til gud om at Caedmon enten ikke havde bemærket det, eller at han ville mistolke det til at hun havde skælvet ud af fordybelse og respekt for ham.

En tjener meddelte at deserten var på vej, Merri, som stadig var prop met, tænkte at hun ville vendte og se hvordan Calanthe reagerede på endnu et måltid, før hun begyndte at tvinge deserten ned, ligesom før. hendes øjne rettede sig mod sin kommende svigerinde, hun så en smule ondskabsfuld ud, men det morede Merri sig kun over.

//må jeg være med?...skal være sød//

// Egentlig har vi sådan et planlagt plot kørende... men når det bliver næste dag i dette emne, så bliver der holdt en trolovelsesfest. Meeen... en af hovedpersonerne til den fest kan virkelig, virkelig ikke lide andre racer end mennesker, og desuden er din karakter jo ikke så gammel... så jeg tror ikke, at et ville blive muligt, desværre. .__. //

//øv jeg keder mig for der er ingen at lave et emne med og når jeg får et op svare de så mega langsomt tro jeg skulle for slettet mine personer her fra, men det vil jeg helst ikke//

//*at blande sig..* Start et med mig? :D eller join os i Ly for natten - det gyldne vildsvin?//

"Det lyder yderst interessant. Takamir er jo også en fortryllende by, så det er kun naturligt, at De ser den som Deres hjemby," svarede Cave med et venligt smil. Han kunne ikke holde nysgerrigheden nede, så endnu flere spørgsmål slap ud af hans mund. Hans tonefald var dog hverken for ivrig eller ophidset; nej, den var lige tilpas nysgerrig. "Men De har altså flyttet meget rundt med Deres forældre? Måske rejste I rundt i en hel gruppe? Som nomader?" Han prøvede at opretholde øjenkontakten med Merrisun, hvis store, skinnende, grønne øjne nærmest tryllebandt ham. Men Merrisun havde vendt sin opmærksomhed--der før kun havde cirkuleret rundt om Cave--mod Caedmon. Cave sukkede lavmælt for sig selv, og begyndte at betragte Calanthe åndsfraværende. Hun var tilsyneladende stadig ved at diskutere med sig selv om hun havde en for lille appetit, eller om det simpelthen bare var fordi der blev serveret for meget mad.

Caedmons tomme blik mødte Merrisuns, og han stirrede køligt på hende, selvom han meget hellere ville vende sin vrede mod sin bror, der tydeligvis lagde an på hans trolovede. Han knyttede hænderne under bordet, og bed tænderne sammen. Han bemærkede hendes pludselige humørskift, og han kunne tydeligt se hvilke følelser der løb igennem hende. Det var jo som skrevet med fed skrift i hendes pande.
Øjenkontakten blev brudt ved at Merrisun pludselig kiggede væk. Men Caedmons blik hvilede stadig på hende, og han stirrede på hende, imens hun skælvede.
Hun har sgu god grund til at føle sig flov og bange, hvæsede en stemme inde i hans hoved.

Åh nej, mere mad, tænkte Calanthe fortvivlet. Nå, men i det mindste kunne hun få lidt dessertvin, som forhåbentligt ville være af en nyere årgang. Uf, hvor hun dog hadede gammel vin. Det smagte bare så... gammelt. Iv. Og tanken om at skulle få mere mad ned var kvalmende. Hun prøvede på at tænke på noget andet, for det ville bestemt ikke se godt ud, hvis hendes ansigt pludselig blev helt grøn. Hun løftede blikket fra sin tallerken, og stirrede et øjeblik på sin kommende svigerinde. Hvordan kunne nogen se så perfekt ud? Det var da ikke menneskeligt. Men Calanthe skænkede ikke Merrisuns skønhed flere tanker, for da blev desserten serveret.

Endnu en gang kom fire tjenere ind i spisesalen, en efter en, hver med kun en tallerken på armen. De placerede de hvide porcelænstallerkener ovenpå sølvtallerkenerne, og gik derefter ud i køkkenet igen uden at sige en lyd. Én tjener blev dog i spisesalen, og hældte dessertvin i sølvglassene, og sagde højt, "Den kongelige æblekage er serveret for herskabet. Velbekommen," og forsvandt derefter også ud i det store køkken.

"Siden hvornår er æblekagen blevet royal?" spurgte Cave undrende for sig selv, men hans stemme var høj nok til at Caedmon ville høre det. Han fandt serveringen af hver ret temmelig morsom. Han kunne da sagtens se, at det var æblekage der var blevet serveret. Han behøvede ikke en tjener til at sige det højt for ham. At en æblekage var kongelig, ja, det var da fuldstændig uhørt! Og desuden kunne enhver bære mindst to tallerkener, så hvad var meningen med alle de tjenere? Han lo sagte. Og hvis blik kunne dræbe, så ville Cave være død nu, for Caedmons iskolde øjne lynede rasende mod ham. Det morede bare Cave endnu mere, og han sendte et kækt smil til sin storebror, hvorefter han begyndte at spise af den såkaldte kongelige æblekage.

En mindre madglad person sad igen og stirrede ned i sin mad. Calanthe rystede på hovedet og følte sig ualmindelig frastødt. For at tænke på noget andet tog hun en lille slurk af vinen, og en dejlig følelse af fryd fyldte hende. Det var den bedste vin hun nogensinde havde smagt. Okay, måske med et par undtagelser, men alligevel. Hun smilede svagt, og lod sine tanker vandre igen.

Caedmon begyndte også at spise af æblekagen, og selvom det var en temmelig ordinær dessert, så smagte den vidunderligt. Han glemte helt, at han var vred på Caoimhghín. Ja, faktisk gjorde æblekagen ham så glad som en Caedmon kunne blive, og da han var færdig, besluttede han sig for at starte en samtale med Cave. Han var da nysgerrig, det var der ingen tvivl om, og så var det jo også praktisk at vide noget om hans egen bror? Han smilede, men hans øjne forblev tomme.

"Hvor holder du til i øjeblikket, Caoimhghín?"
Cave vendte sin opmærksomhed fra kagen til sin bror. Hans ansigtsudtryk var overrasket. Men det var vel fint nok, at Caedmon ville tale lidt. "Her," grinede han.
"Før du braste ind i min herregård."
"Det er forskelligt. Hist og her. Man kan vel sige, at jeg camperer meget."
Caed lo uden humor. "Så du rejser meget?"
"Jep."
"Hvilken by holder du mest til i?"
"By?"
"Ja."
"Jeg bor i skove såvel som byer," forklarede Cave med et skuldertræk. "Jeg bekymrer mig ikke om navnet på skoven eller byen."
"Interessant."
"Tja."
"Hvordan går det så med økonomien?"
Calanthe blev straks opmærksom. Hun havde stadig ikke tilgivet Cave for dengang han stjal hele hendes opsparing. Hun havde heller ikke set ham siden, men alligevel.
"Det går. Jeg har da råd til at bo på kroer nu og da."
"Men jeg formoder at pengene snart slipper op?"
"Nej, da. Jeg er jo sælger, ikke? Pengene forsvinder, men kommer hurtigt tilbage igen." Cave smilede muntert.
"Det er ved at blive sent," mumlede Caedmon, som tydeligvis ikke var interesseret i samtalen længere. Han kaldte på tjenestepigen med den skingre, hvinende stemme, og bad hende følge Calanthe, Cave og Merrisun til forskellige gæsteværelser. Han rejste sig fra sin egen stol, og styrede mod døren ud til vestibulen, hvorefter han forsvandt op af en ad trapperne til sine egne gemakker.
Tjenestepigen vinkede de tre resterende personer over til hende. "Følg med mig," sagde hun nervøst.
"Jeg skal lige have noget luft. Undskyld mig," sagde Cave til tjenestepigen, og så smuttede han også ud i vestibulen, ud af hoveddøren. Men ikke uden at sende et blik til Merrisun, der bare bedte hende om at følge med. Han håbede hun ville opfatte 'signalet'. Han gik ud i stalden til sin tro følgesvend, hans hest, og ventede på Merrisun Grey. Hvis hun da kom.

Calanthe havde allerede gået op af trapperne, og ind på det gæsteværelse hun allerede havde sovet i én nat. Hun klædte sig af, vaskede sig grundigt, og hoppede i en elegant natkjole, hvorefter hun lagde sig til at sove. Mange tanker for rundt i hendes hoved, for der skete så mange ting omkring hende. Hendes bror skulle giftes, og hendes anden bror var kommet til trolovelsesfesten... og hun havde mødt en dreng, som hun burde afsky, men i stedet var faldet pladask for. Hun sukkede højlydt, og fik ikke meget søvn den nat.