Det Endelige Møde

Merri rørte ikke sin æble kage, og brugte resten af måltidet på at stirre ned på sine hænder. Da Caedmon kaldte på en tjenestepige som skulle følge dem op til deres værelser, var Merri meget forsigtig med at vente med at rejse sig til at alle tre Morgan søskene var oppe af deres stole. Hun fulgte de andre ud igangen og fulgte Caedmon med blikket da han forsvandt op af den flotte trappe. "Jeg skal lige have noget luft. Undskyld mig," sagde Cave til tjenestepigen, og så sendte han Merri et blik der sagde, kom med mig. hendes hjerete hoppede, og hun gav ham et lille nik. Der efter fulgte hun med tjenestepigen op til hendes værelse. Det var et stort smukt rum med en seng størrer end hun nogensinde havde drømt om. "kom, her" sagde hun venligt til tjeneste pigen, "Hjælp mig ud af det her, satans korset." ti minutter efter åndede hun dybt ud. det var en rar følelse endeligat få korsetet af. Efter Merri havde takket hende for hjælpen gik tjeneste pigen. Merri trak i en af sine normale brune kjoler, hjemme fra kroen. hun tænkte at så ville folk ikke kende hende så let hvis de så hende på vej ud. Hun tjekkede sig en sidste gang i spejlet, og så listede hun sig ud det tog hende omkring fem minutter før hun var kommet gennem den store hærregård og ud i forhaven, hun halv løb over mod stalen, for det var det mest logiske sted Cave nok ville være. da hun kom til stalen der kun var oplyst af nogle få olie lamper, sagde hun med en dæmpet stemme, "Hallo!?"

”Nu om dage er de unge piger virkelig langsomme, Florence,” fortalte Cave sin smukke, brune hoppe, der utålmodigt sparkede med forbenene. Cave sukkede længselsfuldt, og lod sig glide ned af endevæggen på en halmballe ved siden af Florences boks. ”Men de er værd at vente på, det er de virkelig,” tilføjede han med et kækt grin, ”Hende her er i hvert fald. Bare vent til du ser hende. Hun er det smukkeste, jeg nogensinde har set.” Et drømmende udtryk overtog hans storsmilende ansigt, og han tog ingen notits af hoppens fornærmede vrinsk.
Pludselig kunne de to høre fødder på gruset, og en fortryllende stemme sagde lavmælt ud i rummet, ”Hallo?”
Cave lyste op i et stort smil, og rejste sig op. Pigebarnet havde faktisk opfattet hans besked. NU følte han sig temmelig selvtilfreds; måske var han ikke den eneste der kunne føle den elektriske forbindelse mellem dem.
Belysningen i stalden var ringe, og da det allerede var semimørkt udenfor, så var det også temmelig mørkt indenfor. Få olielamper hang dog hist og her, men de lyste ikke stalden nok op til, at Cave kunne se Merrisuns ansigt. Hendes silhuet var dog tydelig, og han kunne se, at hun havde skiftet tøj. Selv havde han smidt sine brune seler og sin lyse hat, så nu var han kun iført et par slidte, mørkebrune sko, et par lyse knæbukser af hør (som endda var nyvaskede), en hvid skjorte, og et par næsten helt hvide, lange sokker. Han tog et forsigtigt skridt frem, og satte hovedet på skrå. ”Halløj.” Han hilste hende i et muntert tonefald, og tog endnu et skridt frem. ”Hvad er din mening om heste? Rider du?” spurgte han nysgerrigt, og gjorde en diskret gestus til de mange heste i bokse på hans venstre side. Han smilede venligt til hende.

"Halløj!" sagde Cave muntert ti Merri. Hun gik længere ind i stalen, men standsede stadig et pænt stykke væk fra Cave.”Hvad er din mening om heste? Rider du?” spurgte han nysgerrigt, "Jeg red meget da jeg var yngre, men ikke så meget for nygligt. Jeg syntes heste er så smukke og beroligende, og da jeg var lile fortalte jeg altid mine hemmeligheder til vores familie hest. For jeg var jo sikker på den ville holde på dem." sagde Merri med et lille smil på læben ved tanken om det. "Men Mir, hesten altså, døde for omkring et år siden, så jeg er nok lidt rusten hvad ridning angår." Hun gik en smule tættere på Cave, så hun kunne se hans atraktive ansigt. Hendes hjerte slog alt for hurtigt da hun så ind i hans pæne øjne. men hun var bange. "Jeg burde ikke være her sir Caoimhghíen, Det her er forkert, hvad nu hvis deres bror fandt ud af det!" Sagde Merri skræmt. hendes delikate hænder var knyttet så hårdt at alt blodet var løbet ud af den, og de var blevet helt hvide. Hun kiggede ind i den unge mands øjne igen. og endnu en gang var var der noget over dem der beroligede hende. "Jeg skal giftes med deres bror, trolovelsen bliver ofentligjort imorgen, det her er forkert." gentog hun. hun følte sig forvirret. Hun tog endnu et skridt mod Cave. hun ville helt tæt på, hun ville mærke den bløde afslapende atmosfære der hang rundt om ham. Pludselig fik hun sådan en trang til at røre ved han, holde ham tæt, at føle hans læber...
hun bed sig selv i læben som straf for disse tanker. Hun måtte tage et skridt bagud, for ikke at friste hendes selv, til at tænke sådan igen.

Cave lyttede videbegærligt til hvad Merrisun havde at sige om hendes evner inden for ridning, både nu og tidligere. Hun havde kaldt sig selv 'rusten', med hensyn til ridning altså. Cave betragtede hende nysgerrigt i et kort stykke tid i total stilhed, og hans hjerte sprang et slag over, da hun diskret tog et skridt nærmere. Da kom hendes perfekte ansigt til syne, og han svor, at hans knæ ville have blevet til gelé, hvis ikke Merrisun havde afbrudt den intime tavshed.
"Jeg burde ikke være her, Sir Caoimhghín. Det her er forkert, hvad nu hvis Deres bror fandt ud af det!" Hun var skræmt, og det kunne høres på hendes stemme. Hun var ikke tryg ved situationen, og det gjorde Cave en smule... fortvivlet? Skuffet? Måske endda jaloux? Han knyttede hænderne, og tog en dyb indånding. Han var både irriteret og vred på sin broder, (for hvordan kunne han dog gøre sådan noget mod en uskyldig, ung pige?) men at han pludselig også følte jalousi, det var noget han aldrig ville have forestillet sig. For S*t*n da, han havde kendt tøsen i 2 timer! Han havde været sammen med flere kvinder over hele nætter, og der havde ikke været nogle følelser overhovedet. Det havde kun været den gang med Minnie... hans eneste ene...
... Men det var anderledes. Han kendte hende. Men med Merrisun... han vidste bare, at hun var seksten år gammel, og at hendes fulde navn var Merrisun Grey.
Deres øjne mødtes endnu engang, og hans mave slog en baglæns kolbøtte. Den følelse, den forbindelse. Det eneste han var fuldstændig sikker på var, at der var noget over Merri, han ikke kunne forstå.
"Jeg skal giftes med Deres bror, trolovelsen bliver offentligjort imorgen, det her er forkert," fortsatte Merrisun Grey, nærmest helt febrilsk. Hendes forvirrede ansigtsudtryk gjorde hende så ren, så uskyldig...
Men hun havde ret. Hun tilhørte Caedmon. Hvor ondt det end gjorde, så skulle hun altså gives væk til Caedmon. Og hendes frihed skulle smides væk, uden nogen ville skænke det en eneste tanke.
Hun tog endnu et skridt mod Cave, og han tog også et mod hende. Forsigtigt tog han en lok af hendes sorte, fine hår, og placerede det med ynde bag hendes lettere spidse øre. Han blinkede til hende, og hans sædvanlige kække smil spillede lystigt på hans læber.
"Caedmon sover," sagde han beroligende, "Tag med mig ud og rid i nat, Merrisun. Som bekendte, intet andet. Lad os møde her ved ulvetime." Derefter tog han endnu et skridt mod hende, så de ikke var mere end få centimeter fra hinanden, og han kiggede fascineret ned på hende. Han strøg sin håndryg ned af hendes kind, og i et øjeblik stod han bare. Pludselig stormede han forbi hende, og han var ude af syne, før hun kunne nå at vende sig om.