Stoppet ved kroen.

//så mangler jeg bare Houks tilladelse xD//

Misel skrev:: Misel betragtede dem glad.
De var allerede meget tæt knyttet kunne hun se, og hun var glad for det.
Måske var hun allerede som en skygge, dog var det en god føelse.
Sidde som en skygge, se hvordan et venskab udvikler sig.
Hendes ansigt blev langsomt afslappet, og mildt.
Hun tog hætten over hovedet igen, og kiggede på dem, i mørket, med hendes grønne øjne.
*utroligt hvor jeg allerede føler mig tryg* tænkte hun og lænte sig tilbage.

//ville det det være okay, hvis jeg sendte en af mine andre brugere med ind? altså et menneske//

//Tæt knyttet? HAHA sunny

Selvfølgelig! Alle må da gerne joine vores emne //

Houk kiggede hen på Misel der intet havde sagt. Hun havde en underlig behaglig følelse trukket ned over ansigtet. Hun virkede meget fjern, havde hun drukket? "Jeg ved ikke hvad vi skal lave?", sagde Houk. Han havde faktisk ingen anelse, men en ting er sikkert. Han gider i hvert fald ikke side her hele aftenen. Houk kiggede ud og så på de fjerne stjerner. *Vi kunne kigge på stjerner?*, tænkte han, men sagde intet. En ægte mand kigger ikke på stjerner!

//okay fedt nok, men jeg skriver bare fra den her bruger xD//

Misel kneb øjne næsten utydeligt sammen.
Solen var helt væk, og månen skinnede klart over byen.
Hun kiggede rundt på kroen.
Bordene var rene uden madrester, gulvet var ikke så beskidt, og der var ikke så rodet.
Hætten lod hun blive over hovedet, og hun nød skyggens mørke.

//og her kommer soldaten Mortimer >,<//

Lyden af nogle tunge skridt rungede i gaderne.
Mortimers rustning skinnede i månens lys.
Bag ham havde han nogle få andre soldater i ryggen, dog uden rustning.
*i dag, ingen kamp, bare lidt øl og varm mad* tænkte han.
Han kiggede imod en kro som tydeligvis havde slukket lys.
Soldaterne mumlede lidt surt over den så lukket ud, men Mortimer trak på skuldrene og gik hen til døren.
Med hånden tog han godt fat i håndtaget og åbnede døren så noget af det svage lys kunne strømme ind.

Mira stod stadig op, da Døren knirkede, og hun vendte hurtigt sin opmærksomhed mod den..
Hendes øjne lyste af liv..
* hvem kom mon så sent?* tænkte hun undrende, men tanken om at der kunne ske lidt nu fik hende til at smile en smule.
Da Manden trådte ind, iført rusting og flere folk, hjuplede hun kort indvendig over, at der nu kunne ske lidt igen..
Hun sagde intet, kiggede bare nysgerrigt på ham..
- som hun forventede kendte hun ham ikke, og hun betragtede kort Misel og Houk, for at se om de ville lyse op i et venligt smil, som tegn på genkendelse, eller om deres øjne ville blive mørke, som tegn på had og afsky?

Houk ventede på Misels reaktion. Det var trods alt hende der stod for kroen. Houl smilede da de trådte ind. *Modtog de gæster så sent?*. Houks ansigt forblev dog venligt. Han kiggede på de mange krigere og tænkte at der garanteret var interessante ting de tale om. Trods alt havde Mira, Misel og Houk ikke noget bedre at tage sig til. Han vendte sig om og så på Miras ansigt. Var disse mænd venner eller fjender?

Misel slappede helt af ved synet af soldaten.
Normalt ville hun fare op og ligge hånden på en pil, klar til at skyde.
Dog viste soldatens mænd bag ved ham at han kom med venlighed.
Alligevel kunne hun ikke lade være med at trække buen, og en pil frem og ligge det på skødet.

Mortimer:
Mortimer kiggede rundt i den mørke kro.
Tydeligvis var der nogen derinde, da han kunne skimte tre skikkelser.
Soldaterne, uden rustning, bag ham dirrede svagt efter mad og drikke.
"hvem end i er, om i er på menneskernes side eller oprørnes side, vi vil jer ikke noget" sagde Mortimer klart og højt.
Han tog nogle skridt frem, og mændene fulgte svagt efter.
Nogle af dem blev udenfor, mens andre gik modigt ind.

Misel:
"Her er lukker" sagde Misel højt og venligt, dog en andtydning af had, og kiggede på de mænd bag ham.
Hun trak på smilebåndene, og rørte kun svagt pilens fjer.
Hendes blik lå på Houk og Mira.
Ingen af dem så ud til at ville springe på dem af had.
*godt* tænkte hun, og vendte blikket mod soldaterne.

Mira stod stadig midt på gulvet.. hun kiggede en smulende undrende på Misel, da hun fortalte at kroen var lukket.." Jamen.." sagde hun lavt men stoppede så.. og tænkte i stedet resten * De kan da godt få mad? og blive lidt?*
Hun kunne ikke lade være med at skjule sin indre skuffelse..
Tanken om At der kunne komme nogle ind og skabe en munter stemning, og så bare lade dem forsvinde, fik Mira til at protestere lydløst.
Men hun holdt lav profil, Misel kendte tingende meget bedre end hun selv gjorde.. så hun tav og respekterede Misels svar!

Houk for op fra sin stole. I mørket lyste en flamme op fra hans hånd og viste et følelses koldt ansigt. Han kiggede på soldaten der var deres leder. Misels reaktion viste at de tydeligvis ikke var velkomne, men Houk gjorde intet før Misel gav signal. "Vis os deres side, soldat. og jeg vil vise min", sagde Houk høfligt. Han vidste at visse soldater gik op i ens tone og ordvalg. Et forkert trin og dette kunne ende katastrofalt. Houk kunne ikke forstå hvorfor de ikke bare kunne få noget mad og drikke?

Mortimer kiggede rundt på dem alle.
De var næsten alle sammen mennesker, men hende som talte var en elver.
"Jeg kan se at her se lukket ud, dog kan jeg ikke forstå hvorfor disse to stadig er her" sagde Mortimer med en god ro.
"Min side er venlig, jeg vil ikke lade en lille krig udbryde i dette her venlige sted, bare få lidt at drikke" sagde han og vendte sig om mod manden.

Misel:
Misel kiggede på Soldaten og hans mænd.
Da hun så hvad Houk gjorde vidste hun ikke hvordan soldaten ville reagere, men han tog det med en god ro.
Misel rejste sig op, "Hvis dine mænd vil sværge en ed at de ikke vil blotte deres våben denne aften eller i morgen, vil jeg lade dem og deres mænd komme til kræfter" sagde hun og slog armen imod stedet.

Mortimer:
Mortimer kiggede på sine mænd som hellere end gerne ville sige ja, "jeg vil sige ja på dette tilbud, hvis du vil sværge den samme ed, dig og dine gæster" sagde han og kiggede på mændene som allerede nærmede sig kvinden for at sværge.

Misel:
"jeg kan kun sige noget for min side, men ja, jeg vil sværge efter dig og dine mænd" sluttede misel af, og kiggede på Houk og Mira.

Mira kiggede tavs fra Misel til Manden, og hans gruppe..
* tænk at hun var så forsigtig?* tænkte hun undrende..
* så forsigtig havde hun da ikke været overfor hende og Houk? eller de dansende gæster?*
Hun så kort over på Houk, han havde åbenbart også først nu set manden og hans mænd for første gang nogensinde..
- Da han ligesom hende selv holdt sig rimlig neutral og lod Misel føre an..
Dog kunne Mira ikke se grunden til af de ligefrem skulle sige en ed! , så slemt kunne det umuligt være, der var jo ikke fordi de lignede monstre eller direkte onde mennesker..
- Hun besluttede at hun nok godt kunne vinke farvek, til den hyggelige og glade stemning, som hun ellers havde håbet at Disse mænd ville bringe med sig..
Mira trak kort på skuldrende og satte sig stille.. * enten var både Misel og Houk, utrolig mistroiske? ellers var det fordi at hun selv var for naiv? * tænkte hun tavst

Houk knep øjnene sammen. Han syntes at vurdere sagen nøje inden han sagde: "Jeg lover ikke at være den der angriber først, og jeg sværger at hvis I gør os noget, vil jeg personligt gøre en ende på jer". Houk viste ikke den mindste glæde. Han vidste at soldater ikke var til at stole på og hvis de skulle have 'lidt' at drikke kunne man aldrig vide sig sikker. Og Houk var ikke engang kvinde. Flammen i Houk hånd blev blå og forsvandt.

Misel nikkede over Houks ed og hun kiggede imod mændene.
"gentag efter mig: jeg sværger ved min stærkeste tro, jeg blotter ikke noget våben i denne kro, ikke for denne dag eller nogen kommende" sagde misel og kiggede på mændene.
Hun mumlede derefter hurtigt eden hun lige havde sagt, og kiggede på mortimer og hans mænd.

Mortimer:
Mortimer nikkede anerkende til manden, og kiggede på sine mænd, som hurtig sagde eden med bøjet hoved for kvinden.
Derefter sagde Mortimer eden, og lagde hans sværd på et bord.
Mortimer satte sig falmende over til et bord, og kiggede ud med et stille udtryk i ansigtet.
Mændene kom hurtigt over til ham, og undersøgte kroen med deres sultne og tørstige blikke.

Misel:
Misel kiggede med et lille smil på Houk og Mira.
"det skal nok gå" mimede hun med munden, og fandt noget at tænde et lys med.
Hun tændte hurtigt nogle lys rundt omkring, så der var svagt lyst op.
"Hvad ønsker disse herre" spurgte hun lederen og mændene som havde med tiden sat sig ved deres leder.

Mortimer:
"Bare noget øl til mine mænd og noget varmt mad" sagde han med et toneløst tonefald.
Mændene nikkede ivirigt og kiggede på kvinden der havde snakket, og manden og den anden kvinde.
Mortimer kiggede stadig ud på gaden mens han ventede på kvinden.

Misel:
Misel gik ud i køknet og forsvandt...

Mira så på dem, med et nysgerrigt blik.
Hun havde intet sagt siden de, var kommet ind, men Det betød åbenbart intet at hun ikke havde sagt eden.
- Det var hun selv godt tilfreds med, ikke fordi hun ville udnytte det, men fordi hun normalt ikke love folk noget!
Hun overvejede et kort øjeblik at gå ud for at hjælpe med maden, og øllen, men der var Misel allerede væk, og hun var sikker på at det ville være lidt akavet hvis hun så kom trissende efter!
- Så hun tav og betragtede hver og en af de nye mennesker.
Hun lod til sidst glide sine klare øjne ned af sig selv..
Mens hun tænkte..

Houks blik fulgte efter Misel ud i køkkenet. Da hun forsvandt bag dørene vendte han sit blik mod Mira. Hun virkede meget fjern og sagde ikke det mindste. Hendes øjne så ud som om hun tænkte, men på hvad vidste han ikke. Houk stønnede højlydt og sagde så, mens han strakte sig: "Hvor har I været henne siden I vender tilbage så sent om aftenen?", spurgte han. Soldater plejede at være loyale, spørgsmålet er bare om de er loyale mod monarkiet eller oprørendes tanke gang. Houk råbte ud i køkkenet efter Misel at hun godt måtte tage et krus mjød med til ham. Houk holdt stadig øjenkontakt til soldat-lederen.

Mortimer vendte hovedet mod manden.
"prøver at overleve her på det sidste. Vi bestemmer jo ikke så meget længere" sagde han stille og også lidt roligt.
Under bordet knugede han sine hænder sammen.
Knoerne blev langsomt hvide, og han bed sig selv i læben.

Misel:
Misel havde lavet det hele og havde hentet mjøden til Houk.
Dog kom hun ikke ud i endnu.
Hun stod oppe af døren og lyttede efter.
Hendes vejrtrækning var næsten uhyggelig stille.
Hun gik lidt væk fra døren, og stilte sig med ryggen til.
"Mira, kan du ikke komme herind og hjælpe mig?" spurgte hun, dog lød det lidt som en odre.

Mira rettede hovedet mod Misel, et lille smil spillede på hende læber.
" Jo selvfølgelig!" svarede hun med en måske lidt for glad stemme i forhold til hvor trykket stemningen var.
Hun havde rejst sig og gik nu med lette fødder over gulvet og ud til Misel, som var i køkkenet!
" Hvad skal jeg hjælpe med?" spurgte hun lidt lavere, Misel, og betragtede det hele.
Hun lyttede ikke til mændenes samtale, og var glad for at Misel havde råbt på hende, så hun kunne slippe væk. Væk fra deres kedelige snak og den noget triste stemning.

Prøver at overleve? Houk sad et øjeblik og tænkede. Hvem kunne dog være efter soldaterne? Var kampene ikke stoppet for længst. Houk lagde mærke til Misels anstrengte stemme der kaldte på Mira. Det virkede underligt. Var soldaterne ikke gode alligevel? Houk vidste at Misel var på oprørenes side og at soldaterne ikke var på oprørenes side. Houk forblev dog tavs i denne akavet situation.

Misel smilede da Mira kom ud.
"kan du hjælpe mig med at bære denne her mad ud?" spurgte hun og samlede nogle krus øl op, og noget mad.
Hun kiggede på Mira, "kom" sagde hun og gik ud af døren med maden.
Hurtigt stillede hun maden hen til de soldater hun havde maden til, og satte sig ned.

Mortimer:
Mortimer så på Houks ansigt at han undrede sig lidt over hans svar.
Han tog en dyb indånding.
"ja, altså oprørene har overtaget tronen" sagde han stille.
Da han sagde ordene hvæsede han dem næsten ud igennem hans tænder.

Mira nikkede med et lille smil.
Hun tog resten og fulgte så roligt med, efter Misel.
Hun satte stille de sidste krus og resten af maden på bordet og sikrede sig, at hun ikke kiggede direkte på mændene..
Efter de var kommet var stemmingen blevet mere og mere forfærdelig, syntes hun.
Hun satte sig over på sin plads igen. Den glade aften som før havde været der, virkede uendelig fjern.
Og tanken og dansen og sjov var forlængst væk og erstatte af krig og gammelt had! som nærmest svævede rundt om soldaterne!
- Dog havde Mira selv intet at frygte, hun havde ingen Ed sagt, eller hvem hun var med.. Alt lå til hendes fordel.
Men alligevel, følte hun at hendes kloge valg ikke gav pote..

Houk smilede. "Du siger altså at oprørende har overtaget tronen. Så er det vil jer der er oprører mod den nye trone?", spurgte Houk flabet. Han ville gerne kende til soldaternes loyalitet overfor kongen og overfor de nye regenter. Måske kunne de spille en rolle i det store hele? Houk overvejede om han selv skulle tage kampen op mod den nye trone. Han kunne med hjælp fra den gamle trone og dets soldater samle en styrke stærk nok til at besejre den nye trone. Og så placere sig selv i midtpunktet af denne nye orden. En orden der kunne give ham magt og rigdom. En magt der endelig gav ham den respekt han fortjener.

Mortimer kiggede på Houk.
Da han så at han smilede, rejste han sig op, så stolen han sad på næsten væltede.
Mændene var ligeglade og spiste videre.
"Så du er med oprørene? så burde du jo at dræbe mig jo, ik? Hvis du skal smile, så gør det hvor jeg eller mine mænd ikke kan se det" sagde Mortimer vredt til Houk med lynene øjne.

Misel:
Misel satte sig ned, og slappede af.
Det kunne godt være en af soldaterne, virkede vred, men han kunne ikke bruge våben, dog var der intet om når kamp kom Misel på.
Hun trak svagt på skuldrene, og så rundt.
Alt var stille, og man kunne høre når senge gav sig efter nogle af gæsterne der sov.
Da soldaten rejste sig op sad hun stadig stille.
*måske ved jeg hvor oprørenes base er, men det betyder ikke at jeg er med dem* tænkte hun og kneb lidt med øjne.
Hun kunne fortælle dem det, hun kunne lade være, hun kunne give dem et hint.
Lige meget hvad ville hun stadig være den ukendte elver, som man sjældent ser.
Elveren som virker som en skygge, elveren som ingen ligger mærke til.

Mira så på dem, ingen overraskelse at det var mændene der skabte problemerne..
Mira og misel sad bare og så på.
hun gjorde i hvertfald.
Hun havde egentlig aldrig forstået hvad krigen skulle gøre bedre, eller værre.. for hende var det fint som det var nu.. eller næsten i hvertfald.. Mira havde efterhånden fundet ud af at smilet var en ting man ikke gjorde tit, og det betød ikke altid det hun var vant til..
Lige pludselig fandt Mira ud af hvad der manglede : Musik!
det havde været en dødsyg stilhed..
Måske var det fordi hun selv kom fra smilets og musikkens område, at det kun var hende der savnede det!
Mira sukkede..

Houk kiggede dybt i soldatens øjne. "Jeg fik vidst aldrig fat på Deres navn?", spurgte Houk. Han kiggede på soldaten. Houk blev bare overlegent siddende på sin stol. *Primitive soldat, tænk at rejse sig op og vise vrede uden grund*, Houk vidste at gruppen af soldater med lethed kunne overmande de tre, for de var trods alt kun tre mod et halvt snes soldater. Han kiggede en sidste gang på soldaten inden han vendte sig mod Mira, der hele tiden virkede som om hun kedet sig, men uden at tage initativ til noget.

Mortimer vidste at han ikke gjorde nogen stor trussel alene, og ville krænke hans ære hvis han overmandede de tre med hans mænd.
Dog kunne han ikke styre sig.
Tydeligvis var denne mand ikke engang med kongen der han reagerede, men nu hvor han måske kunne hjælpe med at styrte oprørene af tronen og selv få magten glædede ham.
Mortimer vidste ikke om dette var sandt eller ej, men det gjorde ikke nogen forskel.
"Mit navn ville ikke gøre nogen forskel ikke denne verden. Jeg er bare en lille brik i et stort spil" sagde han og kiggede stadig på manden.
"Men en fornemmelse siger mig at du gerne ville være en større brik i spillet" sagde han, og mændene spiste stadig roligt videre.
De kendte Mortimer og kendte hans vaner.

Misel:
Misel var helt afslappet.
Mænd var nogle som kun ønskede magt, og penge.
Nogle få kunne ønske sig noget andet, men alle ønskede sig magt.
Hun havde aldrig mødt en som ikke havde et lille pist af magt begær.
Eller måske havde hun, dog kunne hun ikke huske ham.
Kvinder derimod var meget svære at regne ud var de ønskede sig.
Hun rystede svagt på hovedet, og lukkede øjne.
Hvis der kom en kamp ville alle lægge mærke til det i de nærmeste gader.

Mira kiggede på dem, hun var efter hånden blevet klar over hvad det hele altid handlede om..
hun sukkede lydløst, hev så en lille pose frem som lå gemt, under kjolen ..
- hun kunne da i det midste få tiden til at gå..
Hun åbnede den og hev nogle pap brikker, med forskellige tegn på..
hver lille blik havde sit eget lille mønster og speceille billede som gjorde det helt anderledes.
Hun talte dem hurtigt, 13 brikker var det nu blevet til.
Hun betragtede brikkerne med et glimt i øjet, mens hun huskede på den gang hun sidst havde brugt dem!
hun fniste lydløst..
- i modsætning til nu havde den anden kro hun sidst havde været i været fuld af liv og glade smil!
hun betragtede sin lille 'skat' med et glad smil

» Om kroen