I månens skær

Stjernene og den tiltagende halvmånes skær gav et særlig præ i natten. Især i skoven, hvor det lette månelys faldt ind mellem de formørkede træer. I ly af månens dejlige lys vandrede en slank kvinde. Man kunne tydeligt se på hendes ører, at hun var en elver. Hun vandrede i en knælang grøn kjole i bære tæer, som man kun lige svagt kunne skimte, da hendes mørkeblå kappe dækkede det meste. På ryggen bar hun sit pilekogger, som lå skråt over hendes forparti, hvor hendes pile og bue var fastgjort. Ligeledes bar hun en brun taske, støttet af den ene skulder.
I et roligt tempo fortsatte elverkvinden, hvis navn nu var Daria, længere ind i skoven. Hun følte sig som ét med skoven, og et let smil krusedes på hendes mund, da hun så sig omkring. Med lukkede øjne kunne hun næsten føle skovens sukken, og måske endda en nyudsprungen blosmt ...

Det var dér, mens Daria stod med lukkede øjne, at hun hørte det. En let knagen og knasen, som lød som nogen, der maste sig igennem skoven. Hun slog hurtigt sine grønlige øjne op igen og så sig hurtigt omkring. Hvad end det var, kunne det ikke være langt herfra. På grund af hendes elverører kunne hun sagtens høre sådan støj på lang afstand.
Daria fik sit åndedræt under besvær og gled hurtigt og lydløst ind under en busk. Med langsomme bevægelser løsnede hun buen fra remmen og satte en pil på strengen. I kampberedt possition spejdede hun gennem natten, hvor hendes elverøjne gjorde det lettere at se end normale menneskers.
Og så!
Buskene raslede og en lille gren på jorden knækkede, og frem trådte ... En ræv!
Daria ånede lettet op, og dog stadig sagte, op. Et selvbebrejdende smil bredte sig på hendes mund, da hun satte pilen og buen tilbage på dets plads på ryggen, og hun lod sig glide ned i en skræddersiddende stilling.
Hvor latterligt ... Hun var blevet nervøs for en ræv! - Meen der var nu heller ikke så meget at sige om det. Hun havde jo trods alt de farlige væsner at frygte, og det var ikke just ufarligt at gå helt alene i sådan en skov uden sin flok.
Daria sukkede let og lod blikket falde på månen. Flot og ny ...

//velkommen til warland btw :D. P.s Alastor er en nekrotiker med to sjæle i sig, så han har på en måde splittet personlighed, den ene er ren ondskab mens den anden er en meget god type//


mørke...nat... stillhed... Stemmen....... væk. Det var mørkt, men man kunne sagtens se for sig. Han var ved at panike en smule, hvad var der sket mens han var væk!?!? Hvorfor havde hans store sorte kappe pludselig røde pletter...hårde...størknede AGH! Havde den onde side dræbt nogen? NEJ NEJ NEJ! Han havde aldrig dræbt det kunne ikke være rigtigt.


fik pludselig en ekstrem trang til at løbe lidt, måske ville det gøre ham træt nok til at falde i søvn...ja det ville hjælpe løbe væk fra det! Han rejste sig op og løb. Selv i mørket kunne han se tydeligt takket være sit døde øje... sort med en lille gul pupil inde i midten. Rundt om hans levende døde venstre øje var der sort død hud. Det var også grunden til at han havde købt en maske... for at skjule sit uheld og sin identitet som nekrotiker.


Han løb og løb, han kunne høre en bue spændes i nærheden, og i ren barnlig frygt løb han mod det i håb om sikkerhed. Men hans instinkt slog til i sidste sekundt, han prøvede at bremse men desværre faldte han. Han kravlede bag det tætteste træ i håb om ikke at være blevet hørt.

Han tog knæerne op til sig og vuggede sig frem og tilbage, hans øjne var vildt udspillede, fyldt med frygt, forvirring og andre urare følelser han ikke kunne forklare hans gode øje han en stor tåre sidende i øjenkrogen og var på vej ned over hans kind.

"det skal nok gå det skal nok gå" sad han og hviskede for at køle sig selv ned.

//Forklaringen er at hans onde side lige har slagtet en lille "landsby" ved markerne og har lavet dem til levende døde slaver (med en stærk illusion over landsbyen så de ligner og lugter som mennesker. , Den gode ved ikke noget om dette, men hved noget er HELT galt).

p.s igen velkommen =)//

// Jo tak :) - Og undskyld at det tog så lang tid at svare :/ //

Lettelsen over ræven forsvandt pludseligt, som det var kommet.
En let bevægelse bag et træ i nærheden foruroligede Daria, og hun, trods den tidligere latter over sig selv, blev straks anspændt igen.
Med blikket flakkende mellem to træer, som hun anså for skjulestedet for denne ukendte skabning, kom hun langsomt op at stå. Men en sagte hvisken fik hende overbevist om, hvilket træ det var.
Med listefødder sneg hun sig langsomt hen mod træet. Da hun nåede om på den modsatte side. tøvede hun automatisk. Man kunne aldrig vide hvilket væsen, der måske gemte sig om bagved - hvad hvis denne kunne føle hendes tilstedeværelse eller lignende.
Hun lod den ene hånd føle pilene på pilekoggeret bag på ryggen og prøvede forsigtigt at få buen om foran igen ...

//helt iorden =)//

Alastor var helt spærret inde i sig selv på grund af den store frygt han følte. Alligevel da han kunne høre bare den svageste abnormale lyd komme meget tæ på ham skreg han næsten i ren panik "HVEM DER!?!" Hvorefter han hurtigt holdte sig for munden før han med en meget lav stemme sagde "undskyld, men kom ikke nærmerer jeg vil ikke skade dig!" Han kunne mærke paniken stadig i hans krop.

Han sad stadig ned og med knæene helt oppe til sig, hans øjne vidt udspillede og fyldt med frygt

"Åh!" Daria gispede og havde på et øjeblik spændt bue med pil i foran sig.
"Hvem er du?" spurgte han højlydt og nærmede sig med langsomme skridt, selv om frygten dog dundrede i hende. Hun forsøgte at tale roligt, da hun fortsatte: "Giv dig til kende! Jeg har en spændt bue rettet mod dig!"
Mens hun talte spekulerede hun undrende over, hvad det mon var.
Måske en varulv?
Tjah, det var måske en mulighed, bekendtgjorde hun eftertænksomt og stirrede med fast blik på træet.

Alastor høre stemmen. Og med en medium høj stemme sagde han "Alastor den forbandede...." Han kunne mærke hvordan frygten og trangen til at bare knække sammen gnavede i ham.
Han rejste sig op og hans døde øje kunne ses tydeligt "læg den pind og snor ned. Det kan alligevel ikke skade mig.." tåre røg fra hans kind. Ikke en af hans bedre dage, men hvem var hun og hvad lavede hun i skoven? Han havde svært ved at holde fast på den tanke på grund af den frygt der gnavede inde i ham.
Hans tøj havde små pletter blod på sig her og der. Han kikkede hende dybt i øjne og sagde "du har ikke lyst til at være ved mig, jeg har ikke kontrol..." Selv om hun nok ikke ville vide hvad han mente, så gjorde han det. Han havde ikke kontrol over...ham.. Og det var derfor frygten gnavede.. Han skulle aldrig have lavet den aftale.

"på grund af mit venskab er sikkert flere døde...." Han sukkede, den forbandede aftale.. Fordi han var for svag!!! Hvis han havde været stærkere ville han ikke have haft brug for den aftale!

Han rømmede sig og sagde "nå, men læg buen som du nok kan se er døden ikke min fjende ligefrem. Din pil er tæt på kun at være velkommen." Og med tæt på mente han TÆT hvis det ikke var fordi han havde et job og en han holdte af. Så ville han sikkert selv have afgjordt sin skæbne omkring nu.

Era.... Han sukkede igen, han satte sig på en nærliggende sten og tog sine hænder til hovedet og bøjede sig fremaf. Hvorfor? Hvordan? Hvorhenne? hvor mange?!... Og hvad skulle han sige? "hejsa Era jeg mistede kontrollen og nu er mange sikkert døde på grund af mig" Han følte sig forvirret... Han var sku for ung til de her problemer! 15 år han var kun en ung mand!! Hvorfor ham!?

Daria stirrede tankefuld og overrasket på drengen - eller drengen, der snart ville træde ind i manddom. En bekymringsnerve løb kort over hendes ansigt, da hun så hans dårlige øje. Som det lå i hendes natur, kunne hun ikke lade være med at bekymre sig. Hun havde sådan lyst til at spørge. hvad der var galt ...
Hvad var han dog for en? Og hvorfor talte han om alt det her, om at hun skulle holde dig væk?
"Jeg ved ikke, om jeg kan stole på dig," sagde hun så med rolig stemme, der dog afslørede lidt forbavselse og usikkerhed. Hun sænkede buen en smule, men pilen var dog stadig spændt. Hendes stemme mildnede, da hun fortsatte: "Bare rolig, jeg vil ikke dræbe dig - Tjah, det vil jeg nødig, men hvis du viser dig at være en farlig fjende, bliver jeg måske nødt til det."

Alastor så tydeligt hvordan hun reagerede da hun så hans øje, han trak roligt tøjet fra sin venstre skulder til side, der var et ar fra en daggert.. Det så abeslut ikke kønt ud. Han sukkede og sagde "når du rammes rigtigt i skuldren kan små stykker af dit brusk i sjældne tilfælde blive ført op til blodstrømmen i det øje der passer til skuldern... Og det dræber bogstaveligt talt dit øje.. Jeg... har bare genoplivet det.." Han kikkede på hende, og sukkede kort.

Han kikkede op på hende og sagde "bare rolig, der går 30 dage før jeg igen måske kommer til at fortryde noget så slemt...." Han følte sig svag og ubrugelig fordi han ikke havde haft nogen kontrol...

Han så hvordan hun sænkede buen svagt og hørte hendes ord, helt uden at tænke over det kom et lille tørt smil på hans kind og en meget kort lille latter "hehe... Selv om du ville dræbe mig...ville du ikke vinde... Døden er ikke min fjende, heller ej vil den stoppe mig..." Hans smil forsvandte hurtigt igen. Han kikkede op på hende og sagde "og hvem er du så.... Det er jo farligt i denne skov... Der er onde skabninger i denne skov...........som mig..." Han sukkede igen. Gud hvor var han ynkelig, men hvad kunne man forvente? Hans barndom havde bestået af at blive født og trænnet op på skyggerådets skole... Og ved hver eneste test være bange for at fejle for så at blive smidt for bæstet... Han havde ikke haft en barndom. Kun en fortid.

Han kikkede op på hende og sagde "hvis det er koldt kan jeg give dig et varmt sted at hvile..." Han vidste hende et stykke kridt i den ene hånd og en omvendt knyttet næve i den anden han åbnede hånden og indeni var der noget pulver, hvidt som den fineste knoglemasse man kunne opspore.

Daria forstod naturligvis hurtigt at øjet blev lavet sådan i en kamp - Det var i hvert fald en af valgmulighederne. Hun tænkte hurtigt og afgjorde til sidst med sig selv, at det nu var sikkert nok til at sænke buen helt. Han viste jo trods alt ingen tegn på at ville angribe, men han forurolighede hende dog stadig.
"Jeg er elver - Healer for min klan," svarede hun kort og godt og lagde let myndig tryk i sin stemme, noget som hun ikke kunne lade være med. Det gjorde hende altid glad at vide hvor mange liv, hun faktisk havde reddet gennem tidernes løb. Hun kneb derefter øjnene en smule sammen og fik et lettere fjendteligt udtryk over sig. "Din sætning kan hentyde til to ting," påpegede hun en smule skarpt og mistænksomt. "Hvis side er du egentlig på?"
Dog imod hendes ydre udtryk syntes hun, han så ... fortabt ud. Det foruroligede hende igen. Ligeledes var den kløende fornemmelse om at undersøge hans øje endnu stærkere for hvert sekund, der gik.
Hun så fascineret og mistænksomt på det underlige hvide i hans hånd, men turde næstem ikke vise sin forvirrende uvidenhed omkring det. Noget, som kunne være overraskende flovt for hendes art.

Alastor så på hende da hun sænkede buen, de svage smil på hans kind blev meget lidt større, men lidt større alligevel. Han så ned i jorden...Tør...godt...
"klan??? Hm... lang tid siden jeg har hørt om en elver klan hehe.." Han kikkede op i luften kort og sagde "tja, det er ved at være mørkt." Han lukkede øjne og agde "tag det helt roligt.." han koncentrede sig på støvet og hviskede
"incomming darkness build me a hiding......bones of dust obey my call...obey the forsaken necromancer!!!"

støvet fløj op i luften og det så flot ud, lige indtil det pludselig faldt til jorden. Det kravlede, trillede, rullede og på andre måder bevægede sig rundt om dem, til sidst var det spredt i en rektangel omkring dem, og der skød lynhurtigt vægge op af jorden, ikke tykke men de kunne holde kulden ude. Foran døren var der et lilla tæppe. og taget begyndte også at dannes.

han havde skam hørt hendes spørgsmål om hvilken side han var på, men først nu kikkede han på hende med et halvt opgivende smil og sagde "begge, kommer an på hvilken dag det er..." Han rækte hånden ned i sin lille pose og hev 3 store og tykke brænde stykker frem og sagde "jeg tænder lige et bål.."

Daria forholdt sig stadig ikke-smilende, da hun naturligvis stadig var mistroisk. Hun trak let på skuldrene over hans bemærkning, og rynkede så panden let.
*Aaah, en magiker,* tænkte hun og opdagede pludselige, at hendes ene fod var et skridt på vej tilbage. Hun tog sig hurtigt i det, men blev ved med at se sig hurtigt omkring til alle sider. "Meget effektivt," kommenterede hun mumlende og så derefter på drengen igen. Han forvirrede hende stadig.
Endnu engang var hun ved at gøre noget ubevist. Det var, da han trak brændet op af hans lille pose, at hun kom til at tænke på sin egen. Hun rømmede sig let og så opmærksomt på ham.

//sorry min langsome respons....trrææættt =)//

Alastor smilede roligt, han følte den terror der før var løs i hans krop havde fallet til ro. Stadig havde han en ny mærkelig følelse... Som om han gerne ville møde Era igen, få sagt det hele.... Og samtidigt ønske han aldrig skulle se hende i øjne igen...
*tænk i nutid...tænk i nutid!!* sagde han til sig selv i sit hoved...
"tak..." mumlede han tilbage da hun kommenterede hans arbejde... han havde gjordt det mange gange og var begyndt at blive rigtig god....

Da kvinden rømmede sig kikkede han op på hende og spurgte "øh...har jeg gjordt noget forkert???"

Ups ... - Nej, dén måtte hun lige redde. Han behøvede jo ikke vide alt (eller bare lidt) om hende. Hun kendte ham jo knap nok og stolede stadig ikke på ham.
Der var dog et eller andet ved ham, der gjorde, at Daria ikke løb med det samme.
"Nej, absolut ikke," svarede Daria med et forsikrende udtryk. Hun tøvede lidt, men satte sig så forsigtigt ned i skrædderstilling, mens hun omhyggeligt sørgede for, at hun ville kunne springe oip med det samme, hvis der var noget. "Det er meget mærkeligt at stole så let på en fremmed så hurtigt," sagde hun stille, som om hun ville have ham til at give en masse gode grunde. Hun betragtede tænksomt hans arbejde.

//Åh, respons? //

//respons som i at responderer som i at svar som i at poste???//

Alastor smilede roligt og tændte bålet, det brændte langsomt først men efter et kort stykke tid brændte det pænt og roligt.
Han kikkede kort op på hende "helt forståeligt, jeg er heller ikke typen man ville stole på hvis man dømmer bogen på omslaget hehe... Men du kan jo se på det sådan her, er jeg nogen trusel for dig? Og hvis jeg er en trusel ville jeg så have gjordt alt dette og ikke bare givet dig en forbandelse og lade dig falle sammen i ekstreme smerter?" Han smilede roligt, det lød skræmmende, men det var jo hans fag.

Han kikkede ned i bålet og sagde "såå hvad laver du helt herude? På vej mod byen?" Han smilede roligt, men hans gode øje syntes træt, udmattet, småt sørgende, forvirret og mest af alt tomt.. For han følte sig ikke helt tilpas og det kunne ses. Kun på hans gode øje alligevel.. Men stadig.

Han kikkede på kvinden igen, og antog lidt hun gloede på hanslevende døde øje. Han tog fat i noget af det sorte døde skind og rev hårdt men roligt en lille revne, intet kom ud og da han gav slip faldt det på plads og groede sammen.
Han smilede og sagde "Nekrotikerer har det godt hehe..." Han var blevet mere ligeglad om hvis nogen kendte til hans identitet eller ej... Før eller siden ville han ikke kunne skjule det hele uden at skulle bruge stærke illusioner og når han blev opdaget ville han være et levende lig... Bare kønnere selvfølgelig... ikke nogen zombi som sådan bare grå/sort hud osv.

//Ååh! Nåh, jeg er selv mega langsom, så det gør ikke noget! //

Endelig krusede Darias læber i et let smil. "Nej, det kan vel være en mulighed," sagde hun langsomt. Hun fortsatte i normalt tempo: "Ja, det kan man godt sige. Jeg mangler visse urter, som man ikke kun kan finde i skoven." Hun lod blikket glide ned over hans ansigt, hvor hun ganske kort idenficerede hans ansigtsudtryk. "Og hvad så med dig? Hvad foretager du dig i en sovende skov hér i nat?"
Hun fik et inspireret blik over sig, da han viste hende effekten med øjet. "Aha," sagde hun og gled over i et forsigtigt tonefald. "Ha du ladet nogen undersøge det øje?" Et meget direkte spørgsmål og måske et for tidligt et, men af Darias natur kunne hun ikke lade være med at spørge.

//kommer til at være på ferie ved min far i en uges tid, så svare måske ikke helt hurtigt, bare så du er advaret =)//

Alastor smilede og sagde "tja, der er masser af planter så der er sikkert rigeligt med urter hehe..... Og jeg.... jeg.. je.." hans stemme stoppede han følte sig pludselig forvirret... hvad skulle han sige? "jo min anden side er ond og har måske myrdet nogen hvad ved jeg?" NEJ,, han kikkede op på hende med et falsk smil og sagde "det ved jeg faktisk ikke hehe."

Alastor hørte hendes snakken om hans øje og sagde hurtigt, "heh, jeg er nekrotiker hvis der er en ting jeg kender til er det kødet... Desuden er det længe dødt og kun nekrotisk magi kan gøre det levende igen... Så jeg behøver ikke nogen til at kikke på mit øje hehe, jeg er måske ung men jeg ved hvad jeg gør."

//Jeg skal nok overleve //

Daria kiggede en smule skeptisk på ham, men nikkede så. Måske var det en sag, der ikke angik hende.
"Åh, aha," sagde hun tankefuldt. Hun strøg langsomt hånden gennem håret. "Hvor er det uretfærdigt." Hun så kort ned, men lod så sit blik falde på ham igen. "Så du ved altså, at det ikke kan helbredes?"
Det pinte hende altid. Det pinte hende altid, når hun havde en skadet - hvadend det var - foran sig, og denne måske ikke kunne helbredes. Hun følte en svag trang til at prøve sin helbredende magi af på ham, men holdt sig tilbage af gammel erfaring. Hun burde ikke bruge sin magi på noget, der allerede var slået fast.
Men hvor det dog ærgede hende ...

Alastor så hendes skeptiske ansigt og gav igen med et svagt roligt smil.
Han havde en hånd i sin pose og rodede rundt uden at virke som om han fandt hvad han ledte efter. Pludselig stak han hele sin arm ned i den lille pose, hvilket så lidt skræmmende ud. Han trak en lille sort bog ud, helt sort... En slags notebog. Han åbnede den og reciterede hvad der stod.
"når først menneskelige dele er døde i mere end 1 dag vil ingen urter eller medicin rede det, efter 3 dage kan det ikke vækkes til live ved brug at lysets magi, efter 30 dage kan det ikke vækkes af mørk magi..." Han lukkede bogen og sagde "det her er et par måneder gammelt, desuden virker det jo fint, det ville jo kun være for udsendets skyld hvis jeg skulle have lavet det.." Han smilede da han lo bogen tilbage og kikkede på hende

"hvad irreterer dig?" sagde han hurtigt da det så ud som om han gjorde noget forkert.
"bare rolig, jeg har ikke noget imod det her øje, det virker og jeg kan ikke føle smerte i hele mit hoved så det gør ikke noget..... Nogle gange er det så rart at det får mig til at tænke på hvorfor alle hader min magi så meget..."

Forstående nikkede Daria. "Godt, det ikke volder dig smerter," sagde hun i oprigtig mening og smilede let, mens hun studerede bogen lidt. HUn sukkede dernæst blidt. "Det er bare det sædvanelige," forklarede hun. "Jeg mener; jeg hader når jeg ikke kan helbrede folk. Det er ... frustrerende. Men så længe, det ikke udgør smerter hos dig."

Alastor kikkede på hende roligt og sagde "tja, det er bare et bevis på du har et rent hjerte hehe.... "
pludselig slog det ham, han sad og stirrede ned i jorden før han kikkede op og sagde "såå...er du lys bruger eller læge?"
han stirrede igen ind i ilden... Det var rart for det holdte hans hoved beskæftiget.

Med et smil bøjede Daria hovedet i hans bemærkning i betragning af en kompliment. "Du mener magi?" spurgte hun dernæst og så på ham igen, henvisende til "lys".

//undskylder MEGET min langsomme respons tid >.<!//

Alastor nikkede roligt med et smil og sagde "ja... lys magi.... Mest brugt til at heale men også brugt til skade..." Han rømmede sig og sagde
"så...er du lys bruger eller læge?" Han stirrede ind i flamerne der nu var flere gløder end flammer.
Han rækte hånden ned i sin pose og trak to nye tæpper frem og kastede roligt det ene hend til hende "her det kan være koldt om natten"

Daria greb tæppet. Hun foldede det lidt ud og svang det let omkring sine skuldre. "Jeg er forbruger af lys magi," svarede hun og smilede varmt på grund af hans venlighed. "Men nogle gange kan jeg da heller ikke lade være med at bruge de andre metoder. Magi er ikke altid sikkert, ved du nok."

//Hehe, det er okay ;D //

Alastor tog tæppet om sig og lænede sig op af den hårde knoglevæg.
Han kikkede på hende og sagde "helt i orden med mig, jeg har ikke noget imod lys magi... Ligesom alle andre hehe.... Det er jo sjældent tilfældet at folk er glade for mørk magi.." han sukkede let før han hurtigt rømmede sig og sagde "men nok om det hehe.... Nåh det var da godt du ikke fik "kikket" på mit øje så... Mørk og lys magi modarbejder jo hinanden du ville bare have skadet mit øje yderligerer hehe........." Han så ned på flammerne...de var næsten væk...


han tænkte lidt... Ikke noget dybt... Bare tænkte.
Han tog sin store kappe af og foldede den pænt sammen så den lignede en pude han rækte den til hende og sagde "her" hans øjne var lukkede og han havde et roligt venligt smil.
Man kunne se hans grå/sorte tynde langærmet trøje med et lilla symbol i midten... Nogle ville vide det var skyggerådets mærke andre ville ikke..

"Ja, det var heldigt," nikkede Daria. Hun kunne ikke undgå at lade en næsten umærkelig gysen løbe gennem sig. Hér sad og talte med en magiker, der var forbruger af mørk magi. Noget, hun sjældent havde ladet ske i de århundrede, hun havde levet. Hun kunne ikke lade være med at stirre undersøgende på ham, vurderende. Nej, ond kunne man ikke sige, han var. I hvert fald ikke sådan direkte. Hans venlighed lød oprigtig nok, medmindre han (som Daria altid frygtede, når hun mødte fremmede) var en formidabel skuespiller.
Da hun så hans blik glide over i tænkende, blev hun egentlig en smule nysgerrig. Hvad tænkte han egentlig på? Hvad var hensigten med hans venlighed? Vejene var jo trods alt ikke sikre i denne tid mere. Hun tog tøvende og forundret imod tæppet.
"Hvad skal jeg med det?" spurgte hun med en sagte hvisken, mens hendes stemme ubevist gled over i en sælsom klang. Hun lod sit blik glide hen over hans ansigt og videre ned til overkroppen. Og et mærke, bemærkede hun, som hun godt nok havde set før. Dog kunne hun ikke huske yderligere oplysninger om det.