I månens skær

Alastor indså pludselig at han sad i signed egne tanker og hans ansight poppede nærmest tilbage på hans rolige ansigt //i know lyder skørt XD//
han så hvordan hun gysede og sagde imed en stemme der virkede træt af den reaktion "ok, jeg forstår godt min magi ikke er den kønneste men den er på ingen måde værre eller bedre end nogen anden magi! Lys magi ser kønt ud JA men den er farlig hvis ikke man forstår at bruge den!!! Hele grunden til i! hader mørk magi er fordi den er faldet i de forkerte hænder da i kastede den væk udenlukket på grund af hvordan den så ud!"
han så på hende ud af en øjenkrog... Hun var lidt typisk, lidt overfladisk? Lidt forståeligt?.... Nåh... I det mindste røg hun ikke helt ud af den... Han huskede tilbage på det uheld på markedspladsen... Hvordan de mange soldater prøvede at stoppe ham, og Era + nogle andre.... Hvordan en af dem blev dræbt og han lavede den forbandede aftale i panik med......ham...... Han fortrød det inderligt selv om han vidste ddet var hans eneste mulighed på det tidspunkt...
Nåh! Tilbage til nutiden! Han sukkede roligt og sagde "bruge det som hovedstøtte, jeg er vandt til kulde og andre former for nerve signaler så jeg har ikke noget problem, desuden får jeg jo ikke nakkesmerter fordi...ja du ved... Så her tag den, og indtil nu har jeg givet dig en eneste grund til ikke at skulle stole på mig? Sikker på du ikke dømmer mig på grund af hvad jeg er i stedet for hvem jeg er?... Det sker tit for mig.."

Han så hvordan hun stirrede på hans trøjede og mumlede lidt for sig selv noget i stil med et barnligt "kik væk" og "forbandede forbandelse...." Før han Lagde sig ned og tog tæppet over sig og sagde "jeg...jeg tror det er ved at være senge tid......" han følte sig ikke lige frem i humøret til at snakke om symbolet og dets betydning... Mest på grund af hendes opførsel.... Hendes nysgerighed for at finde ud af om han var farlig eller ej...

han vendte sig om og sagde "synd der er så mange mennesker der dømmer sådan endnu....." med en lav stemme, tydelighvis igen småsur over hvordan han næsten altid fik samme reaktion, lav eller stor så var den, den samme......frygt og had...

*jeg ved det er det ikke herligt?.... Nå hvad siger du skal vi ikke rive hende fra hinanden? Æde hendes sjæl og/eller bruge hendes krop til en udød tjener?!* Sagde en pludselig stemme indeni hans hoved..... Han fløj med det samme op tog sig til hovedet og prøvede at undertrykker et stort... brølende "HOLD DIN NASKALSKE KÆFT!" //Naskalske.... lige opfundet bandeord for udød stor edderkop xD 50% band 40% mere ord og 10% mer naskal! =P.......bad joke men sent på aftenen...natten xD//

"Jeg må indrømme," sagde Daria, "at det dog alligevel er mærkeligt for mig at snakke med en mørke-forbruger. Alle mine instinkter i min krop bliver ved med at påpege, at det her kunne blive meget risikabelt." Hun smilede. "Tak, det er meget venligt af dig." Hun lagde blidt det sammenfoldede tæppe ved siden af sig, til senere når hun ville lægge sig til at sove. "Nej, du har ikke givet nogen grund til mistro. Jeg er vist bare mere van til, at folk som jer angriber mig i stedet for at tilbyde mig sit tæppe som hovedpude." Hun lo let.
Hun havde lyst til at række en undskyldende hånd ud efter ham, da han vendte sig bort, men lod dog være. "Nu må du ikke se sådan på det," hviskede hun undskyldende. "Du kunne jo lige så godt også være mistroisk, hvis jeg nu heller ikke havde nævnt det med det lyse magi. Folk af min rase kan også være onde væsner."
Daria stirrede overrasket på ham, da han, med tydelige smerter, tog sig til hovedet. "Hvad er der i vejen?" udbrød hun usikkert og vidste ikke, om hun burde nærme sig ham eller holde sig lidt på afstand.

Alastor kikkede over på pigen som om han ikke vidste hvad der lige var sket de sidste par sekundter, men blikket ændrede sig hurtigt. Han sukkede og sagde "som jeg sagde er jeg jo farlig en gang om måneden... Hvor mærkeligt det en lyder bære denne krop to sjæle, mig og....ham... Han er det rene ondskab..... Han elsker at træde på dem der ligger ned, sparke ned dem der står op... Og gøre mit liv til et helvede......"
"Folk af min rase kan også være onde væsner." hørte han,
han kikkede hende halvvredt ind i øjne og sagde "den eneste og bedste person i hele mit liv, den person der gør at jeg endnu ikke har givet op, og ladet den forbandede sjæl i mig tage over er elver!" Han indså hurtigt hvad hun egentlig mente og rømmede sig og sagde lavt "undskyld, det var ikke min mening at snappe efter dig....... Og jeg forstår godt du er mistroisk, efter alt er der sikkert hundrede gange så mange onde af min slags som gode..."

*nåååh hvor søøødtttttt...... Surt at hun vil forsvinde om en måneds tid ikke? Jeg mener kommer du for tæt på folk andre end dem beskyttet af aftalen.... Så er det ikke mit problem hvis deres kroppe skulle ved uheld blive ramt af daggerten utallige gange og hvis deres sjæl ved uheld falder ind i mit sjæleslugnings ritual og..* "ti så stille!..." Mumlede Alastor igen for sig selv.

Meget hurtigt sprang Daria op at stå. Tæppet om hendes skuldre faldt hurtigt ned i farten, og i hendes blik vistes der usikkerhed men også beslutsomme overvejelser. "Jeg gætter på, at du vel har et af dine anfald nu?" spurgte hun og rankede sig lidt. Hun lod hurtigt hånden løbe over panden, inden hun fortsatte: "Det er okay, jeg kan godt gå nu, hvis det er. Jeg vil ikke volde dig smerte."

Alastor så op på hende og sukkede, han havde nærmest forventet at hun ville reagerer sådan... Han løftede armne lidt i en bevægelse der prøvede at fortælle hende hun skulle slappe af "ikke helt, når jeg får kontrol igen er han... på en måde bevidstløs i de første par timer, når han vågner begynder han virkelig at gøre mit liv slemt... Så nåh han begynder kommer jeg altid til at svare ham, fordi jeg ikke har hørt på ham i et par timer.... Bagefter kan jeg ignorerer ham fint..."
Da hun snakkede om at gå lavede han igen armbevægelsen og sagde "rolig, det er ikke din skyld han snakker om alverdens ondskab ligemeget om der nogen her eller ej, hvis noget hjælper du mig med at ignorer ham.." Ha gabte og sagde "jeg vil se om jeg kan sove mig fra ham... Godnat"

Alastor log sig ned og prøvede at faæde i søv, det var svært men han begyndte langsomt at falde i søvn.

//hvis du føler emnet er ved at løbe tør kan Daria bare smutte næste morgen, der er intet være end et emne der går tør..... altså det bliver kedeligt//

Daria nikkede forstående. "Det forstår jeg," sagde hun, som et svagt ekko af hendes tanker. Hun lod sig langsomt glide ned igen, men denne gang lagde hun sig så langt ned, at hendes hovede lå på det andet tæppe, mens hun svang det andet tæppe om sig.
"Godnat," hviskede hun blidt, hvorefter hun lukkede øjnene i en søvn, der alligevel ikke var med drømme - sådan en søvn, som kun elverfolk kan sove i.



Daria vågnede tidligt. Det var som sædvanelig de meget sarte dyrelyde og planternes morgenkys mod vinden, der vækkede hende. Hun åbnede langsomt sine øjne og så over på drengen, hvis navn hun nu sikkert aldrig ville lære at kende. Med sine elegante bevægelser kravlede hun ud af tæppet, så der næsten ikke kom nogen lyd. Kun, da tæppet meget let faldt til jorden.
Inden Daria vendte sig mod teltets åbning, betragtede hun den sovende dreng lidt. Nej, han var ikke farlig, konkluderede hun. Og i så fald var det ikke selvvalgt. Så sukkede hun, drejede om og forsvandt ud af døråbningen.

- Let som en hjort løb en elverkvinde af ungt udseende mellem skovens krogede træer.

//Out - eller hvad man siger //

Alastor vågnede roligt og strækkede sig, han kikkede over til siden hvor igårdagens gæst havde været... Væk, nåh pyt med det...
Han tog lige en halv time mere før han rejste sig op, forvandlede hele moliviten tilbage til knoglestøv og begyndte at gå mod byen.


//OUT - :)//