helt alene igen

Gæst

Roselinn så på Shadow fra de tunge mørke skygger, som hætten lagde over Roselinn's ansigt. Hun nikkede som en hilsen, og så så kort mod brostene, som var belagt på markedspladsen. Hun vidste stadig ikke om hun kunne stole på Shadow, så det eneste hun kunne gøre var, at finde ud af det. Roselinn vendte sit blik op på Shadow igen, og så bare stift på hende med de isblå øjne, hun havde skiftet til. Skulle hun teste Shadow lidt? Eller finde ud af, om hun kunne få tilid hos Shadow, stole på hende! Hun sukkede indvendigt, men intet var synligt. Hun lignede en slags skygge, som blot stod der, og intet foretog sig. Et lusket smil spillede sig over Roselinn's læber.

Hun tænkte lidt for sig selv, men hendes blik var stadig fast på denne Roselinns ansigt. Det var ikke engang særlig tit at hun mødte andre formskiftere, men efter at havde kommet et godt stykke, kunne hun ligeså godt se om denne formskifter var til at stole på. Hun vidste, at selvom at man måske var fra samme race, var det ikke altid man kunne arbejde ordentligt sammen. Og det var ikke altid at man ville kunne snakke eller overhovedet stole på hinanden.

Yasmin kiggede rundt og så Roselinn og anden kvinde snakke sammen. Dansende nærmede hun sig. Hun stillede sig til højre for Roselinn, og kiggede på dem begge. Fristelsen til at lave magi var stor, men hun lod vær. Friheden over at lave magi glædede hende, og hun jublede indeni. Det havde hun gjort i lang tid. Yasmin lod sine læber blive stille, og kiggede på dem med hendes skinnende, grønne øjne. Det brune høj legede lidt med vinden der der kom en lille vind.

Gæst

Roselinn så på Yasmin og Shadow. Hun så mest mod Shadow, da hun ville se, og denne Shadow var til at stole på overhovedet. Roselinn så lidt på hende, hævede svagt sine øjenbryn under hætten. Hun sagde intet, men betragtede dog kun Shadow med et roligt blik. Hun lod sine tanker være varierede, så hun bedre kunne koncentrere sig, men Shadow var anderldes, det var tydeligt! Hun var dog anderldes på en god måde, men om det var noget men kunne stole på eller ej, var meget svært at sige! Roselinn trådte et skridt tilbage, og lå halvt i skygger, og halvt så man kunne se hende.

Dokuro så på de andre snakkede og havde på en måde glemt hende*som alle andre*tænkte hun, og gik lidt mere ind i de mørke skygger, her satte hun, hun tog en fløjte frem og begyndte stille at spille på den, hun var rimelig god til det selvom hun ikke havde øvet ret længe var det stadig smukt, hun lukkede øjne og tænkte på alle sine venner, hun havde eller havde haft det viste hun ikke men hun tænkte på dem alligevel

Yasmin lagde straks mærke til de bløde toner der flød igennem den bløde luft. Hun kunne ikke lade vær med at lukke øjne og falde ind i tonerne. En lille råbene købmand vækkede hende fra den lille trance.
Tonerne lagde sig dybt ind i hende, og hun kunne næsten smage lyden. Hun vendte sig om og kiggede efter den lille pige der havde været der før. I starten var det umuligt at se pigen med katte ørerne, men da hun kiggede ordentlig efter så hun pigen med fløjten. Yasmin ærgrerede sig lidt over hun ikke kendte den lille piges navn. Den lille pige, den lille musiker, den lille formskifter. Hun lavede et lille pige fnis over navnende til det lille væsen, mens hun gik lidt nærmere. Da hun kom tæt på, måske en halv meter, satte hun sig ned på hug, og kiggede på pigen.
"Det lyder jo helt fantastisk," sagde Yasmin med hendes varme og bløde stemme. De grønne øjne skinnede næsten i skyggerne, for hun var jo så glad. Så glad over at pigen havde et så stort talent. *Mit eneste talent er min magi, som måske er stor, men ikke udviklet ordentlig. Nogle gange når jeg skal hjælpe nogle, kommer planterne op som noget rådent træ, eller noget udueligt* tænkte Yasmin og sukkede meget utydeligt. Langsomt kom nysgerrigheden op i Yasmin, og hun smilede.
"Hvor er dine forældre?".
Hun håbede nu hun havde holdt hendes mund lukket, man spørger jo ikke sådan en lille pige om sådan noget. Nå, men sket er sket, og hun kunne i gøre for det. Hun måtte bare vente på pigens svar og reaktion, og se om hun kunne lave bod på det.

Dokuro så på den fremmede kvinde og stoppede med at spille, hun så lidt på hende"tak"sagde hun stille, så lidt glad ud, men da hun spurgte om hendes forælder, så hun ned og så trist ud"har ikke nogle"sagde hun meget stille, hun så stadigvæk ned

Yasmin sad og skældte hende selv ud i tankerne. *Hvordan kan du spørge om sådan noget?! og så til en lille pige?! altså hvad tænker du på?! tror du hun er...*. Hun så lidt nedtrykt ud, pigen, og Yasmin sukkede lidt. Hun gennemrodede sine tanker, og prøvede at igonere den sure stemme i hendes tanker. Til sidst fandt hun en tanke som måske kunne hjælpe lidt på pigens humør, og fjerne Yasmins triste samvittighed.
"Kunne nogle planter eller noget med skoven hjælpe dig? en rose? en lilje?" Yasmin håbede virkelig at det hjalp på dem begge.
Hun kunne mærke hvordan en lille energi strømmede ind i hende igen, og hun havde næsten fulde kræfter så hun kunne lave en masse kunstner. Yasmin ventede tålmodigt på pigens svar, og om det hjalp. Det var en af fordelene ved at være druide. Man havde en uendelig tålmodighed, som man aldrig mistede.
(Tror det passer xD)

hun så op på den fremmede kvinde"kan du godt lave sådan nogle?"spurgte hun, hun så op på kvinden, hun var meget nys. hun lagde fløjten væk og gik lidt hen til kvinden men ikke meget for hun viste ikke om hun kunne stole på hende.

Yasmin sendte pigen et varmt smil. Hun lavede en håndbevægelse, og 3 liljer og 1 rose kom frem, dog var den ene lilje vissen, men de var der da.
"Som du kan se kan jeg godt det" forklarede Yasmin, og satte sig op af muren. Hun nød altid hvordan små børn var, og hun elskede det. De var så modige på livet.

"sejt"sagde hun, hun kiggede på blomsterne"hvor er de pæne"sagde hun med store øjne"hvor er det mega sejt"sagde hun og hun var elde vild med blomsterne

(hvis det ikke er 3 linjer så kunne jeg ikke finde på mere)

Yasmin grinede varmt til den lille pige. Hun hørte, mærkeligt nok, købmændenes råben endnu bedre nu, og hun smilede. Hun lod sit blik lande på pigen. "Hvad hedder du" spurgte hun og lod blomsterne forsvinde ned i mellem brostenene igen.
Yasmin rejste sig op og børstede lidt støv at den snehvide kjole.

"jeg hedder Dokuro og bare så du ved det jeg er ikke spor modig"sagde hun, hun kiggede lidt rundt, hun stod idt inde i skyggerne for at en soldat ikke skulle kunne se hende for dem var hun meget bange for og ville helst ikke møde dem nu og heller aldrig noglesinde igen

Yasmin grinede glad over pigen lille bemærkning. "Det er da også helt i orden" sagde hun og begyndte at grine lidt mere. Langsomt stoppede hun med at grine og kiggede på Dokuro. Hun så ganske normal ud i forhold til katte ørerne på hovedet. Yasmin lagde meget svagt sit hoved på skrå, bare for at se Dokuro i en anden vinkel. Hun smilede lidt over sin barnlighed, og kom i tanke om hvor lav hun var. Måske var det fordi hun var så barnlig, at hun var så lav. *Nej, da er da latterligt* tænkte hun. Yasmin stod åbenlyst ude i solen, så hvis en soldat skulle få den tanke at kigge ind, ville han straks bemærke den kridhvide kjole hun bar.

hun havde katteører og hale, men den kunne ikke ses fra den vinkel Yasmin stod i, hun håbede ikke at en soldat så dem for så ville hun være på spanden og det ville ikke være så godt for hun ville pines eller noget som helst andet ondt, hun ville bare havde lov til at være her lige som alle andre måtte

Lyden af metal som skrabede imod hinanden fyldte Yasmins ører. Ligesom et lyn rette hun hovedet imod åbningen af gyden, og så en tilfældig soldat gå forbi. Heldigvis var han ligeglad med de tre personer inde i gyden, og gik stilfærdigt videre op af markedspladsen. En duft af stegt kød ramte Yasmin, og hun begyndte langsomt at blive sulten. Hun prøvede at overvinde det eller dæmpe det, hvilket lykkes.

Dokuro var hurtigt kommet helt ind i skyggen da soldaten kom forbi"er han væk nu?"spurgte hun stille, hun ture ikke komme frem igen, hun var blevet meget bange, hun havde tabt sin fløjte i farten, men det tænkte hun ikke på nu, men hun opdaget det lidt senere men hun ture ikke hente den igen.

Yasmin vendte sig om imod dokuro. "Ja, han er væk nu, kom bare frem" sagde hun. De grønne øjne gled hurtigt rundt i gyden, undersøgte de gamle mursten, og muren som de stod op imod. Et lille gab kæmpede sig igennem hendes hals, og hun prøvede forgæves at få det at forsvinde. Langsomt gabte hun, og hun satte sig træt ned af muren.

Dokuro løb ud og tog din fløte og forsvandt ind i menneskemængten

//out//

» alene igen...
» Tilbage igen igen
» En helt almindelig dag ( - eller..?)