en ny verden, et nyt sted

Døren til kroen åbnede sig med et brag, en skikkelse stod i døråbningen. Skikkelsen kom langsomt ind, man kunne netop hurtigt skimte at det regnede stille udenfor. Skikkelsen bar en ren, brun kappe og havde strukket hætten ned over hovedet, så man ikke kunne se ansigtet.
Mara trak hætten forsigtig tilbage, så hendes blege ansigt og blonde hår kom til syne. Hun havde et grønt pandebånd om hovedet, som dækkede hendes spidse ørespidser til. Mara så sig om i kroen og tænkte, *mon jeg kan få nogle informationer her?* Hun blev stående og undersøgte sine omgivelser, der var temmelig stille.
Før hun var kommet ind på kroen, havde hun mødt en tyv, som havde prøvet at bestjæle hende. Mara havde reageret hurtigt, måske lidt for hurtigt, hun havde stoppet personen, inden personen havde fået hænderne i lommen på hende. Personen var selvfølgeligt blevet overrasket og ville stikke, men Mara havde holdt fast. Hun havde stilt en masse spørgsmål, hun fik f.eks. at vide, hvor kroen lå.

Han nikkede til tjeneren ved sin side, som bekræftelse på sin bestilling, og placerede albuerne på tomandsbordet. Hætten var stadig trukket over hans hoved, og kun det nederste af hans ansigt var synligt. Han trak let på skuldrende, som rystede han kulden fra den lange rejse af sig, og vendte derefter hovedet. Observerende lod han ravneblikket glide diskret rundt i kroen, og stoppede ved dåråbningen. Overrasket betragtede han kvinden, da hun fjernede hætten. Det kom altid bag på ham, hvilke typer der kom der, men kvindfolk af den kaliber havde han dog aldrig troet gik på kroer uden selvskab.

Mara stod stadig og kiggede rundt i lokalet. *Jeg må hellere holde med at kigge rundt, ellers kunne de jo tro en masse om mig.* tænkte Mara og ville slå blikket ned, men i det samme fanger hendes opmærksomhed en bevægelse. Hun skimtede hurtigt rummet og fik øje på personen, som havde bevæget sig. Hun så lidt op og ned ad ham og vurdere lidt. Han så ud som et menneske, men kunne hun være sikker på det? Der var jo så mange ting, som hun havde lært undervejs. Hun havde lært, at der var formskiftere, som kunne se ud som mennesker, så det var ikke altid sikkert, at det var et menneske, man kiggede på. Hun lagde mærke til, at han faktisk var overrasket. *Han bliver nok mere overrasket, når jeg fortæller, hvorfor jeg ikke er sammen med min egen art...* tænkte Mara og sukkede lydløst. Hun overvejede, om hun skulle gå over.

Han kiggede hurtigt væk, da hun tydeligvis havde mærket hans blik, og så i stedet ned i bordet. Kom til at tænke på, hvor længe siden det egentlig var, at han havde haft kontakt til en kvinde. Han sukkede let, og betragtede kort sine lidt snavsede hænder. En rejsendes kendetegn. Han smilede svagt, og var langt væk et øjeblik, da han blev opmærksom på tjenerens ankomst.
,, Din øl, hr." sagde han høfligt, og placerede det halvstore, brune krus foran ham.
Raiden undlod at se på ham, og tog først en slurk af den lunkne væske foran sig, da tjeneren var gået. Han lod atter, denne gang lidt mere diskret, blikket løbe mod den nyankomne kvinde. Gad vide hvad hun lavede her?
Pandebåndet var tydeligvis til, for at skjule de spidse elverøre. Raiden kunne med lethed kende forskel på de forskellige racer, selv om denne kvinde nemt kunne gå for at være et menneske, specielt når det kom til højden. Han betragtede hende et stykke tid, under den sorte hætte, og sørgede engang i mellem for at trække diskret ned i den, så kun munden og hagen var synlig.

En underlig følelse gik gennem Mara bare ved, at hun stod her og kiggede. Det var så længe siden, hun havde været i kontakt med nogen, da hun havde været bange for, at de kendte til hende, men dette sted var meget facinerende og så holdte det på hende. Hun lagde en hånd over sin halskæde, den havde vist hende til stedet, og den vidste hende somregel hjem, mon hun kunne skabe et hjem?
Mara tog en dyb indåndning og gik langsomt over til personen, der havde kigget på hende. Uanset, hvordan hun gik eller bevægede sig, så det yndefuldt og elegant ud. Hun stoppede foran bordet, hvor personen sad.
"Må jeg sidde her?" spurgte Mara stille, men tydeligt. Hendes mund havde ikke ændret form, men hun så hverken sur eller glad ud. Men hendes øjne udviste lidt nysgerrighed.

Han nikkede, og brummede et lavmælt ,, Ja."
Undrede sig en smule over, hvorfor hun netop havde valgt at sætte sig ved hans bord... Der var trods alt stadig en del ledige. Han tog atter en tår af sin øl, og undlod denne gang at se på hende, mens han lyttede efter, om hun satte sig ned, eller havde skiftet mening.

Mara var lidt tøvende, men satte sig ned. Hun holdte armene indenfor sin kappe, hun var altid på vagt, så hun ville være ekstra sikker på, at hun var forberedt på de mærkeligste ting. Hun var på et tidspunkt blevet snydt, hvilket have kostet hende en del af hendes elverkrafter. Hun gyste, da hun kom i tanke om, hvordan det havde følt, det var en skræmmende følelse.
En tjener var kommet hen for at spørge, om Mara ville have noget, men Mara rystede på hovedet, hun havde ikke lyst til noget.

Han overvejede længe, om han skulle sige noget, men syntes at alle ord, alle sætninger, lød mærkelige at spørge om, når det galt en totalt fremmed. Alligevel så han på hende gennem hætten, hvilket hun burde kunne fornemme, og spurgte med en neutral røst (stemme);
,, Hvad laver du her, fremmede?"
Da ordene var udtalt, overvejede han om kaldenavnet passede forkert i lige dette sammenhæng. På den anden side, var næsten alle i denne kro fremmede for hinanden. Så vidt han vidste.
Hun skulle tydeligvis ikke have noget at drikke.. Monstro hun blot var kommet for at nyde varmen? Eller for at snakke med andre personer? Han kendte selv følelsen. Det var ensomt at rejse alene, dog var han så småt ved at vende sig til det.

Mara så op, inden han spurgte hende. Hun tænkte længe over spørgsmålet og vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige, der va rjo mange grunde til, at hun var her eller? der var grunde til, at hun rejste så meget.
"Jeg leder efter et hjem." sagde Mara stille og overvejede, om det var rigtige, hun sagde. Elver boede jo for det meste, det samme sted hele deres liv. Det vil jo lyde dumt, hvis hun sagde, at hun ledte efter informationer, eller at hun ville spørge, om man kendte til en Maradith Undómiel. Mara sukkede, da hun tænkte på, hvorfor hun havde forladt sit hjem dengang. Hun så igen væk fra personen, da han ikke skulle lægge mærke til, at hun var blevet trist. *Jeg er så ked af det.* tænkte Mara og opgav til sidst sine tanker. Hun overlod tankerne til sig selv og lod sine øjne glide gennem rummet igen.

Han sad tøvende og betragtede hende i et stykke tid. Lagde mærke til ensomheden og sorgen i hendes ansigtsudtryk og øjne, og kiggede ned i bordet, for derefter at tage en tår af øllet. Det ville virke akavet, hvis han spurgte hvad der var i vejen... Hvilket der åbenlyst var.
,, Hvordan ved du, når du finder det?"
Hans stemme var lidt beroligende, blot en nysgerrig brummen.

Mara havde fået sine følelser under kontrol igen og så på personen. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle svare og trak lidt på skulderne. "Når jeg føler mig hjemme i en by." sagde Mara.
Hun hvade næsten glemt, hvordan det var at føle sig hjemme, det var så lang tid siden, hun havde været på et sted mere end et år. Hun var rejst fra by til by og land til land og var kommet vidt omkring i løbet af nogle år. Det sjove var nok, at hun stadig var en ung elver, og unge elver plejede som regel, at blive boende i skoven. Men Mara kunne godt lide at færdes blandt mennesker, som faktisk kunne være sjove at se på, når de opførte sig anderledes eller uventet.

,, Hmm.." mumlede han og så ned i det tomme krus. Mon han skulle genopfylde det?
Han sukkede tungt og kastede atter et blik på hende, for derefter at lade det glide rundt i kroen. Stemningen var afslappet, og snakken kun en let summen.
Gad vide, hvor han skulle tage hen, efter denne pause? Mon han skulle overnatte? Han legede lidt med tanken, og rystede så svagt på hovedet. Nej, nattevandringen hviskede lokkende i hans øre...

"Hvad laver du selv her?" spurgte Mara, hun havde lagt mærke til, at han var en rejsende.
Mara tænkte lidt over sin tid, den tid, hvor hun havde rejst meget fra sted til sted. Over den tid, hvor hun boede der hjemme. Over den tid, hvor elverne troede, der var en forbandelse over hende. Hun kom helt til at smile, men det var kun kort, fordi hun kom også i tanke om, at de havde haft ret. Men hvorfor?

// undskyld den lange ventetid ^^''

,, Jeg er her blot for at hvile og samle kræfter. Som fuldtids rejsende kræves dette engang i mellem." Han smilede venligt, og kastede et kort blik mod baren. Tjeneren havde tydeligvis opdaget hans blik bag den dunkle hætte, og gik over til bordet. Han tog det tomme krus op på en bakke.
,, En omgang til, hr?"
Raiden rystede på hovedet, og så på kvinden foran sig.
,, Kunne De tænke dem noget, frk?" tjeneren havde nu henvendt sig til den unge elver.

//det er bare i orden... har også haft travlt på det sidste ^^//

Mara kiggede op på tjeneren og smilte venligt, mens hun sagde, "Nej, ellers tak."
Hun vendtede til at tjenere var gået, inden hun sagde noget igen. "Det vil sige, du faktisk er mange forskellige steder. Har du så et fast?" spurgte Mara, hun vidste ikke rigtig så meget om verden, hun syntes alt stadig var forvirrende og noget var stadig nyt.
*[iJeg gad så vide om, der også er andre steder, som dette sted? Hvor racer lever blandt hinanden uden en rigtig krig.[/i]* tænkte MAra, mens hun vendte hovedet mod døren,da hun syntes hun havde set/hørt noget, men der var intet.

Han rystede på hovedet, og strakte sig, så næsetippen netop også kunne ses for hætten.
,, Nej" svarede han og gabte. Overvejede hvornår han sidste havde sovet, men kunne på daværende tidspunkt ikke komme i tanke om det. ,, Jeg overnatter hist og her, og bliver højst et sted i nogle dage. På den måde får jeg set og oplevet en masse." Han smilede venligt, og betragtede hende et øjeblik. Så løftede han hånden til den sorte hætte, og trak den tilbage (læs evt. om hans udseende under profilen Wink

). Han kneb øjnene let sammen, og lænede sig afslappet tilbage i stolen.
,, Hvor meget af Warland har du oplevet, frk.---?"

Mara tænkte lidt over hans svar på, at han ikke havde et rigtig hjem. *Mon han ikke savner et hjem? et sted, hvor han kan være i fred? Jeg savner sådan et sted, det er så lang tid siden, hvor jeg bare har slappet af.* tænkte Mara og lavede et diskret suk, som hun ikke kunne holde inde.
"Undómiel.." svarede Mara på hans spørgsmål, "Mara Undómiel." Mara brugte navnet Mara, som dæknavn, fordi hun hed rigtig Maradith, men hun vidste ikke, hvor meget folk vidste om hende her, om hendes fortid, som elverne kaldte det forbandelse.
Hun overvejede at stille etspørgsmål, men lod det ligge. Hun svarede i stedet på hans spørgsmål, "Jeg har kun set denne del af byen, og ikke rigtig meget andet, da jeg først lige er kommet for et par timer siden."
*Men jeg overvejer da at undersøge mere af byen.* tænkte Mara og smilte.

,, Mara Undómiel.." han smagte lidt på navnet, og genkendte det svagt i sin erindring, dog huskede han ikke hvorfra. ,, Hvor er du fra? Fra de dybe skove? Elvernes land?" spurgte han, nysgerrig som han var.

Menneskemængden i kroen var steget en anelse, og mørket var efterhånden ved at lægge sig udenfor.

// sry, blev ikk til meget, men føler mig lidt fantasiløs lige nu ^^''

"hmm.. jeg er fra Elvernes Land, der hvor der kun lever elver, hvor landet næsten er tildækket med skove, ja. Det var engang mit hjem." sagde Mara og kunne mærke et stik i hendes hjerte. Det var sorg og smerte fra minderne om hendes tidligere hjem. *Jeg savner stedet, men det kan jeg godt forstå. Der er kun meget få elver, som har forladt landet, men de er også altid vendt tilbage til landet igen... men jeg kan ikke vende tilbage.* tænkte Mara.
Et gammelt minde blev vækket i Mara, om dengang hun var faldet i vandet, hvor hun ikke havde lært at svømme endnu. Vandet havde hjulpet hende i land, og bagefter havde hendes far lært hende at svømme. Mara kunne mærke endnu et stik i hendes hjerte, da hun tænkte på hendes far.
Hun så lidt nærmere på manden overfor hende, hun syntes han mindede om en elver, men var det alligevel ikke helt. *Hvad er han?* tænkte hun, men slog blikket ned, fordi han skulle ikke lægge mærke til hendes blik.

//kender godt de dage, hvor man bare ikke kan finde på noget som helst.^^//

,, Hmm.." brummede han, og så fjernt på det slidte trægulv. ,, Det lyder fantastisk.. Jeg selv har aldrig været der, men har overvejet at drage dertil. For nysgerrighedens og opdagelsens skyld, du ved.."
Han betragtede nu hendes øjne. Grønne som skovens mos, og de frodige trækroner. Han smilede svagt, og lagde hovedet let på skrå.
,, Hvorfor forlod du dem? Skovene, dit folk, dit liv.. Alt?"
Han vidste, at han muligvis gik over grænsen, og var for nærgående... men hun kunne på den anden side bare undlade at svare.
Personligt ville han aldrig have forladt skovene. Han befandt sig ofte selv, som barn, i skoven, som nu var brændt ned.. Det måtte være et fantastisk frit liv, som elver.
En kvinde dukkede svagt op i hans erindring, men han skubbede hende hurtigt væk fra tankerne. Hvorfor havde hun dog giftet sig med en formskifter?

"Ja, landet er fantastisk.. jeg ved ikke, hvor velkommen du er, de byder ikke mange fremmede velkommen.. de plejer at jagte dem væk, inden de når skoven, eller slå dem ihjel, hvis de har set skoven. Der er ikke mange, der slipper levende væk efter at have set skoven." sagde Mara, hun sukkede meget svagt, da hun tænkte over det. Hun ville jo selv blive slået ihjel, hvis hun vendte tilbage.
Mara tænkte længe over hans sidste spørgsmål, hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle svare på det, eller om hun skulle svare på det. Hun vidste jo ikke, hvor meget han vidste. Hun lod blikket gennemsøge lokalet, for at se om der var nysgerrige lytter, men hun kunne ikke se nogen.
Hun så på manden og hviskede tydeligt, "Har du hørt om Maradith Undómiel?"

,, Det ved jeg.." Sagde han med et lumsk smil, og vippede kort med øjenbrynene. ,, Jeg havde heller ikke tænkt mig, at bevæge mig derind i denne form og krop"
Han lo stille, og lænede sig lidt forover, så han kunne høre hendes hvisken.
Navnet forekom ham igen en anelse bekendt, og alligevel kunne han ikke sætte ord på hvorfra han havde hørt navnet - før denne aften, altså.
,, Jeg mener ikke at have hørt navnet, før jeg mødte dig" sagde han stille, og kneb øjnene lidt sammen. Undrede sig over hendes spørgsmål.

// Obs: du har sagt dit navn tidligere ;D

"Formskifter." mumlede Mara, da hun hørte, at han ikke ville tage ind i skoven i den form, som han havde nu.
"Jeg har ikke med egen fri vilje forladt mit land, jeg er blevet landsforvist." sukkede Mara og kunne igen mærke sorgen over at tænkte på sit gamle hjem. Hun savnede det, hun ville ønske, at hun kunne tage tilbage, men vendte hun tilbage, ville det få fatale følger.
Mara så mod døren og prøvede at få kontrol over sine følelse, hun havde ikke lyst til at vise sine følelser, hun hadede at vise følelser.

//I know... men hun lader som om, det er en anden person. | sorry... lidt ukreativ.//

// Helt i orden ^^
- Sry... Blev lidt kort ^^''

,, Huh.." mumlede han, og så tænksom ud et øjeblik. ,, Og hvorfor, om man må spørge, er du blevet landsforvist? Hvad kan du have gjort, som var så forfærdeligt, at det krævede denne straf?"
Mistanker formede sig stille i hans sind, men samtidig en smule melidenhed med den kvindelige elver. Hun så så uskyldig og ren ud, i hans øjne. Som et lille lys i skumringen. Hvorfor skulle hun straffes?

"Vi har en række utallige love, som vi kender, inden vi får dem at vide. De skal overholdes, og det ved vi. Hvis de ikke overholdes bliver man straffet. Jeg brød en af de vigtigste love vi havde. Jeg gjorde vores bestand mindre. Vi har svært nok ved at formere os i forvejen. Mine forældre fik også at vide, at der var en forbandelse over mig, hvad det er, ved vi ikke. Elverfolket tager sådanne forbandelser alvorlige, men det gjorde mine forældre ikke. Da der skete den lille smutter for mig, så blev jeg landsforvist." prøvede Mara at forklare uden direkte at sige, at hun havde slået en elver ihjel.
Hun mærkede igen savnet, da hun nævnte sine forældre.

» I en anden verden (novelle)
» Det yderste sted