I en anden verden (novelle)

En danskstil.. Oo

I en anden verden

Ama havde altid vidst at hun var speciel. Det var det, som Lægen sagde til hendes Forældre, når de ikke troede at hun lyttede. ”Ama er jo et… specielt barn,” plejede han at sige. Med en pause lige før specielt. Den pause var det vigtigste. Det var den, der understregede at hun var noget for sig selv.
Men Ama vidste det også før Forældrene tog hende med til Lægen, og fik hende undersøgt. Hun vidste det, fordi hun vidste ting som andre ikke vidste. Hun vidste at Traktoren i laden var levende. Men når forældrene kiggede, sov den altid. Derfor anede de ikke uråd.
Ama vidste også at taget var en port til en anden verden. Nej, faktisk var det en anden verden. Oppe på taget boede Minitterne. Minitterne var et folk, der var så små at kun Ama kunne se dem – For-ældrenes øjne var så gamle, at de ikke længere kunne se så småt. Men det var i orden, for Minitterne ville faktisk slet ikke ses af Forældrene. De var nemlig allergiske overfor deres giftige ord, og gemte sig hver gang de hørte Voksne komme, for hvis en Minit fik Skæld Ud, så blev han til sten. Minitterne boede på det skrå stråtag, der hvor man ikke kunne se dem fra jorden, og de dyrkede stråene med mos, og boede i små huler under det. Deres borgmester hed Inim Lilleput, og det var ham, der sørgede for at alle Minitter havde det godt. Ama holdt meget af Minitterne. Hun kunne altid snakke med Ellil Pusling eller Etteb Stump, når hun var ked af det. Det var især når hun havde fået Skæld Ud, og var lige ved at blive til sten, at hun søgte op til Minitterne.
Men der var andre ting i laden. Ting, som ikke var lige så rare som Minitterne eller Traktoren. Bag den venstre dør, ved siden af den Store Port, regerede Dragerne. Ama havde aldrig været derinde, men når Forældrene skulle have nogle af deres ting derinde – Mad til Kat, Gødning til Planter eller Stole til Gæster – så måtte de pænt spørge Dragerne om lov, og give dem en nøgle som betaling for at måtte træde ind i deres territorium.
Bag den højre dør var noget helt specielt. Forældrene omtalte det som ”Redskabsskuret,” men Ama, der havde været derinde, kendte dets hemmelighed. Rummet bag den højre dør var fyldt med træer uden blade. Helt glatte var de, som de stod der og strakte sig op mod loftet. Redskabsskuret var Amas private skov. Men man skulle passe på, for man kunne let fare vild imellem de glatte træ-stammer. Engang havde hun begivet sig helt ind, hvor der ikke var noget lys, og kunne ikke finde ud igen. Den dag havde hun fået meget Skæld Ud.
Men der var en dør mere. Den bagerste dør i laden, bag Traktoren og al halmen. Gemt godt væk, der hvor lyset ikke kunne nå. Den havde Ama aldrig set åbnet. Alligevel vidste hun godt hvad der gemte sig bag den; det skønneste og mest pragtfulde sted nogen kunne forestille sig.
Bag den dør lå Paradiset.
Ama havde hørt om Paradiset. I biblen, som Forældrene læste op for hende hver aften, stod der at det var der hvor de første mennesker var blevet skabt. Det var en grøn have, med gyldne frugter på træerne, og det køligste kildevand i fontænerne. Der var ingen sorg, ingen vrede, og bestemt ingen Forældre. Det var der hvor alle var lykkelige. Og det var også der hvor man kom hen når man døde. Derfor blev den aldrig åbnet.

Nu var det mørkt. Det var Nat. Ama skulle ikke være ude om Natten. Både fordi Forældrene sagde at hun ikke måtte, men også fordi at det var nu Hømonstret hærgede. Om dagen var den en helt almindelig bunke hø, mens den om Natten blev til et stort monster, der stod på lur i laden efter små piger.
Der var også andre monstre. Der var Sengebæstet, der gemte sig under Amas seng, og ventede til man satte fødderne ned på gulvet, så det kunne springe frem og æde hendes storetå.
Den højre storetå.
Der var Køkkenspøgelserne, gengangerne fra de dyr, som de hver aften fik at spise. Mange ænders, grises, oksers og kyllingers spøgelser huserede i Køkkenet, og fik pander og gryder til at klapre og klirre. Der var Skabsuhyret. Der var Spejlpigen. Der var Puslevæsnet, der holdt til i de mørke kroge.
Men Ama var ude alligevel. Dér stod hun, med den bløde, blå natkjole, der var lidt for lang på ærmerne, og knugede Bamsen i hånden.
At løbe hjemmefra er nok noget de fleste børn har villet gøre. Ama var ingen undtagelse.
Væk fra Forældre, tænkte hun. Væk fra Skæld Ud og fra Lægen. Væk fra alle dem, der aldrig troede på hende, og dem, der kaldte hende speciel, kaldte hende mærkelig, kaldte hende sær.
Hun var kommet til laden. Herinde kunne hun gemme sig. Det ville sikkert vare dage, måske uger, før de opdagede at hun var væk. Ja, den ene ville sige, ”Hvor er Ama henne?” Og så ville den anden sige, ”Nårh ja, hun dukker jo nok op.” Men det ville hun fald ikke gøre.
Der var mørkt i laden. Det var den slags usikre mørke, der er i kroge og hjørner, den slags, hvor du hvert øjeblik venter at et monster hopper ud fra. Det var den slags mørke hvor almindelige ting som en stol eller en bunke tøj bliver til et blodtørstigt utyske. Almindelige mennesker ville nok tænke rationelt. Der findes jo ikke monstre, ville de sige til sig selv. Det er bare en bunke hø.
Men Ama vidste at de tog fejl.
Hømonstret lurede i den anden ende af laden. Hun kunne se dens store skygge, og hvis hun anstrengte sig, kunne hun høre den knurre. Puslevæsnet var fulgt med fra huset, og sneg sig ind på hende fra et spindelvævsfuldt hjørne. Uhyrer, monstre og væsner, der ville have været uden for en-hver andens fatteevne, kom nærmere og nærmere. Hun kunne mærke deres fæle ånde i nakken. Amas skrøbelige barnehjerte bankede vildt og voldsomt, da hun begyndte at løbe. Hun vidste de var lige bag hende, men de trak sig væk når hun kiggede.
Hun opdagede ikke døren før hun stod foran den. Den lukkede dør. Paradisets dør.
Den ville selvfølgelig være låst. Men i panikkens desperation trak hun alligevel ned i håndtaget, og skubbede til.
Døren svingede op.
Amas mund stod åben i et forbavselsens suk, og hun trådte ud i det bløde græs. Fuglekvidren lød fra de frodige træer, og blandede sig med den stille rislen fra et springvand. Skønt det havde været Nat før, skinnede solen her fra en skyfri himmel.
Forundret og målløs, så Ama til da en Engel landede foran hende. Det var et barn, som hende, med langt, hvidt hår og fjerklædte vinger. Og den lyste.
”Velkommen,” sagde den. ”Velkommen, Ama Drømmer, til Paradis.”
Og Ama vidste at hun aldrig ville forlade dette sted igen.

Selvom Amas forældre ledte efter deres datter alle tænkelige steder, kunne de aldrig finde hende. En politieftersøgning blev ved i flere måneder, før hun endelig blev erklæret forsvundet. Der blev holdt en mindehøjtidelighed, og en gravsten blev sat op.
Og Amas forældre ville altid undre sig over hvorfor de ikke kunne få ladens bagdør op.

Ow...
Owhao
... Nøøøøøøøøj.
Whoa.

Fantastisk!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

*Rødme*
Tark :'D

Fuldstændig enig med Ammie. D:

DU ER SÅ ELEFANTASTISK GOD TIL AT SKRIVE, SIGNE!!!!! SKRIV EN BOG, SKRIV EN BOOOG!!!!!!!!!!!!!!!1111 D:

Lalala, lalala
Lalalalala, smukke løøøøøøøøgne xD (Det en sang)

Men tark xD

Men ... sangen lyver! D: