Dosis - lille novelle d;

Jep, jeg har lavet en ganske almindelig novelle. Det er ikke fantasy, så det kan godt være, at I synes den er lidt kedelig? xD Men anyway, den handler om en ung pige, som der kommer ud i mange problemer med hendes familie. Håber at I vil kommentere, og skrive jeres mening, for jeg kan sagntens tåle kritik, bare så længe kritiken er godt argumenterende. Men here we go! ^^ (Jeg har lavet det med linje-afstand, så det virker mere overskueligt d;)

Dosis

Jeg hældte roligt hovedpinespillerne ned i det klare glas. Iagttog hvordan de første af pillerne sprang rundt i glasset,

indtil flere kom i, og trykkede dem mod bunden. Hørte hvordan det sagde en underlig klirrende lyd når endnu en pille

ramte glassets bund eller side. Jeg sad i det kolde hospitalsværelse. Det var et nogenlunde tomt lokale jeg havde

fundet mig. Der var kun en enkelt stol, et aflangt bord og et stort pyntet spejl. Og så selvfølgelig to vinduer, hvor solen

skinnede ind og smed sine stråler oplangs de lyse vægge og det nye linoleumsgulv. Det lugtede af en blanding af

medicin og plastik, selve værelset altså. Jeg kunne knapt nok huske, hvordan jeg var kommet herop. Jeg havde

forvildet mig rundt på det nye hospital, med de mange nye lokaler og mange nye hvide kitler. Og alligevel var lugten af

medicin og sygdom stadigt den samme, som ved alle andre hospitaler. Mens jeg sad på den kolde stol midt i det lille

kolde lokale, tænkte jeg tilbage. Helt tilbage til dengang, da mor sagde at hende og far skulle skilles. Vi havde ellers

været gode til at holde det hemmeligt. I idræt sagde jeg altid til læreren, at det var fordi jeg havde faldet, at det var

det, der forårsagede de store blå mærker. Og da mit ene øje begyndte at hæve og blive blåt, løj jeg endnu engang og

sagde at det blot var en myg, der havde stukket mig på et meget ubelejligt sted. De åd det råt. Dem alle sammen.

Mine klassekammerater var såmænd ligeglade med mig, men selv lærerne nikkede forståeligt, selvom deres blik altid

undveg mit. Men mor kunne vel ikke holde til mere. Ikke flere løgne, ikke flere slag. Ikke mere af fars kærlighed. Mor

fik hele forældremyndigheden over mig og min bror, han var lige blevet 15. Han var begyndt at gå til fester og sådan,

jeg vidste godt hvor det endte. Men mor ville altså flytte, hun ville helt væk fra den lille lejlighed, hvor alt det

forfærdelige havde sket. Og for første gang i lang tid havde jeg set hende smile. Et rigtigt smil, der nåede hele vejen op

til de trætte øjne og tændte et sløret, men stærkt lys i dem. Og hun havde åbnet sin røde mund, og leet så vidunderligt,

at man blev helt varm indeni. For da vi sad alle tre, og pakkede tingene sammen i kasser, havde hun smilet, grinet og

sunget. Jeg havde aldrig ført set hende så glad. Men da vi kom til den nye by i den nye lejlighed, faldt det bange blik

igen tilbage i hendes øjne, og en skygge lagde sig over hendes ansigt. For da min bror kom til den nye by, fandt han

nye venner. Venner, der festede og meget tit var glade og højrøstede. Lidt for glade. En af dem, så jeg tit gå rundt i

byen med en flaske i hånden. Og jeg vidste det ikke var en sodavandsflaske. Sommetider kom min bror hjem, helt

grøn i hovedet og væltede ind på lokummet og brækkede sig hele aftenen. Han var også begyndt at lugte af tobak, og

han var mærkeligt hæs sommetider. Mor var helt ude af den, lige da hun troede at hun kunne starte på en frisk, få et

nyt liv, et godt liv, så skete der det, at min bror overtog fars plads som den drukkenbolt, som han nu var. Og det

gjorde mor ondt, åh hvor gjorde det mor ondt af se det. I stedet for at slå mor, skændtes han så tit med hende, så det

rystede i hele lejligheden. Imens lå jeg i min seng på mit lille værelse, og trykkede puden mod ørene. Mor hylede

værre end nogensinde, tårerne flød ned af hendes kinder, for min brors ord gjorde ondt på hende. Bagefter, når han

var smuttet igen med sine venner, kaldte mor mig ned og trykkede mig ind til sig, mens hun vuggede frem og tilbage,

og græd, græd noget så frygteligt. Hun huskede altid at fortælle mig, hvor meget hun elskede mig, hvor meget jeg

betød for hende. Men det var som om det ikke trak ind i mig. Som om det ikke varmede mig, som det burde. I skolen

var det det samme som altid. De samme hårde blikke og hånlige fnis, det var bare med andre øjne og andre ører. Mor

spurgte ikke til skolen. Hun havde vel andet at tænke på. Imens havde min bror fået en knallert. En lille en, som ikke

kunne køre særligt stærkt, og han fræsede rundt på den, ædru eller ej. Og så var det det skete: I en kæmpe brandert

havde han kørt hjemad fra en fest. Han havde slingret rundt på vejen, og en stakkels dame havde kørt direkte ind i

ham. Mor havde ikke engang grædt, da hun hørte om ulykken. Men hun så oprigtigt ulykkelig ud. Og hun sad hver

aften ved hans seng, og håbede, håbede noget så inderligt, at han snart ville vågne op. Lægerne mente vi skulle vente,

vi skulle have tålmodighed selvom det var svært. Men lægernes tålmodighed varede ikke længe. Og da de havde

snakket alvorligt med mor i et lukket lokale uden mig, kunne jeg høre hendes stemme runge på hele gangen: ”Nej!

Hvad er det dog I siger?! Nej!!” Det havde rystet mig dybt ind i sjælen, ligeså dybt som mor. De regnede ikke med, at

han ville vågne, de ville slukke for ham, og lade ham dø. Men da skete der et oprigtigt mirakel. Næste dag på det nye

hospital, vågnede min bror op. Mor havde grædt af lykke, og min bror havde også fældet adskillige tårer. Min bror

havde sagt undskyld for alt, han ville starte forfra, få andre venner og starte på en frisk. Men da brød lægerne ind og

sagde, at han altså var nød til at køre i kørestol. Hans ben var ubrugelige, og det havde rystet min bror så voldsomt.

Han sad bare og stirrede ud i luften på hospitalet. Han var stoppet med at spise, og til sidst var sygeplejerskerne nød til

at tvinge maden i ham, ellers skulle han have sonde-mad. Mor var efterhånden blevet tømt for tårer. Hun sad for det

meste ude på den kolde gang, hun var blevet så mager og bleg, og da jeg havde tilbudt hende et glas vand, viste hun

mig brevet. ”De ta’r dig fra mig,” sagde hun hæst, og stak den hvide konvolut i hånden på mig. Jeg læste det

forfærdelige brev om og om igen. Ungdomshjem. Jeg skulle væk fra mor, og hvis jeg var heldig kom jeg ud til en

plejefamilie. Men hvorfor? Jeg havde aldrig lavet ballade, eller givet udtryk fra mine indre følelser. ”Barnet er tydeligt

blevet udsat for omsorgssvigt..” havde de skrevet i brevet. Hvad vidste de om det? Jo, mor havde da ikke hele tiden

kredset om mig, men hvis blot min bror fik det bedre, og mor fik et job så skulle det hele nok blive bedre. Og jeg

havde hulket, og da mor rakte ud efter mig, ulykkelig som hun var, havde jeg snurret rundt på hælen og løbet min vej.

Jeg havde faret vild på hospitalet, og lukket mig selv inde på det lille kolde værelse, som jeg sad i nu. Også havde jeg

fundet den lille bøtte med hovedpinespiller frem, bøtten som jeg havde gået rundt med i lang tid. Altid haft den i

lommen, parat til at gribe chancen, hvis den nu skulle være der. Men åh, hvor ville jeg dog savne mor. Jeg var så ked

af, for den smerte jeg nu skulle udsætte hende for. Men hun havde stadigt min bror, at passe på og så behøvede hun

heller ikke at bekymre sig om mig. Jeg satte glasset for munden, og skulle lige til at sluge den første mundfuld piller, da

nogen pludselig hankede ned i håndtaget. Jeg fik et chok og satte glasset tilbage på bordet. Bevægede mig langsomt

hen mod døren. ”Hvem er det?” spurgte jeg. ”Luk op,” lød min mors grødede stemme. Jeg låste langsomt op, og min

mor væltede ind i rummet og omfavnede mig. ”Du må ikke gøre det, jeg vil ikke miste dig,” sagde hun, hulkende og

hun klamrede sig til mig. Jeg så på hende. ”Men jeg skal jo fra dig,” sagde jeg langsomt og ulykkeligt. Mor nikkede,

med de klare tårer piblende ud af øjenkrogen. ”Men det hele bliver godt igen. Du skal være en dygtig pige, og være

artig, så må du komme og besøge mig, og din bror får en kørestol – det hele skal nok blive godt igen,” udbrød hun.

Hun så ud til at mene det. Blikket var bestemt og fast, og hendes stemme lød så optimistisk. Det gav mig håb og mod.

Jeg gik hen mod vinduet, åbnede det hvorefter jeg tog glasset op, og kastede det ud i solen og den friske vind. Mor

smilte til mig. Et smil jeg ikke havde set i rigtig lang tid. Det der tændte lyset i hendes øjne. Det skulle nok gå. Det

skulle nok blive godt igen.

Læser den når jeg får tid ;D

Oki-Doki 8

jeg har ikke tid!

jeg har ikke tid!

men sjovt nok har jeg læst den alligevel og SHIT DU SKRIVER GODT! du forstår at binde dine læsere og vælger de bedste ord. ooog,,,,

... - er der ikke mere? ^^ bare en lille smule mere...? jeg SKAL nemmelig bare vide om det virkelig BLIVER godt...
...det kan du vel nok forstå^^

Tak, for dit comment Niniane (; Glæder mig du kunne li' den, og tak for dine flotte ord d;

- Nej, jeg har aldrig rigtigt tænkt på at 'Dosis' skulle være den første historie i en serie. Men det kan da godt være der bliver en to'er, det ved man aldrig ? ;b

Hooold da helt vinterferie på Jamaica, Onion! Det der er jo fuldstændig uudholdeligt super duper elefantastisk skrevet! Du skriver bare så utrolig godt, og jeg må indrømme at jeg fældede et par tårer i slutningen. Et par grammatik- og stavefejl, men who cares når man skriver sådan en god historie? Jeg synes at det lidt ødelægger historien at dele den op på den måde. Den burde hellere være delt op i 'rigtige' afsnit, eller hvad man nu kalder det. Men super duper elefantastisk arbejde. Det må jeg sige. - For det der, Onion, dét er professionelt!

Mange tak for comment'et Ephy xD Jeg kan godt se hvad du mener med afsnit, men eftersom historien mest indeholder pigens "flash-backs" syntes jeg at historien skulle være sammenhængende, så man ikke holdte nogle forvirrende ophold i teksten. Men jeg forstår ikke helt det du siger med at jeg har 'delt' den op. Det er blot linjeafstand, så den skulle være lettere at læse. Det er stensikkert mig der har misforstået noget xD

Ja, så linjeafstand eller hvad pokker det hedder. xD Det er lidt forvirrende, men det kan da også bare være mig, der er lidt skør i knolden ? xD

Det der, det er SYGT!! Man hvor kan du skrive! Selve hele det der flashback-fænomen er suverænt!! Jeg er TOTALT målløs!!

Hvis jeg skulle give dig point på en skala fra 1-10... 10 HELT KLART!!

Hov, jeg skal liiige... *Smutter ind i Lege-forummet* xD

Ephy, det kaldes linjeafstand, og det var blot fordi at jeg syntes det er nemmere at skrive sådan d; Det er ikke 'afsnit' på den måde xD

Tusind tak Artemis, det betyder meget for mig at du kunne lide den, men jo jeg skriver mange af dem dersens "syge" historie xD

Jaja, linjeafstand så. xD

Sarah, jeg VIL høre mere!

Jeg skriver selv lidt, og jeg overvejer at skrive en liille novelle herind til! XD

Men som sagt! Jeg VIL høre mere! XD

Og nu skriver jeg altså fra Cab, for jeg gider ikke logge ud, og så på XD

Jeg vil også høre mere O________________o

Ehm, når I skriver "vil høre mere!" mener I så fra mig af, eller historien?

Fra dig! XD

Hmm... Begge xD

Okay, jamen jeg skal da prøve at opfylde jeres behov? xD

Tak xD

Skal jeg læse den?

DEt gjorde jeg, den er rigtig god!!!

Jeg må indrømme; Den er altså god!

Godt Chris

hehe men ja den er værd at bruge tid på!!

Mange tak, det glæder mig at I kan lide den