På markedspladsen (siger vidst alt? xD )

Efter at have forladt Det Gyldne Vildsvin, syntes vejret at være blevet dårligere. Han mærkede tydeligt hvordan vinterens kulde sneg sig ind under hans gevandter, gennem de små sprækker - bl.a. ved hans hals og ærmer. Raiden trak kappen lidt længere om sig, og kastede et blik rundt på den halvøde markedsplads. Skumringen havde lagt sig som en tung dyne over byen, og folk var begyndt at trække sig tilbage i deres varme huse. Han selv havde ingen ide om, hvad hans næste træk ville være, og nød stilheden i gaden. Boderne var ved at pakke sammen, og i stedet for den konstante råben og snakken, som der altid plejede at være når det var højlys dag, var der nu kun små private samtaler rundt omkring. Et stille smil bredte sig på hans læber. Han mærkede diskret efter, om de to dolke stadig var placeret solidt i bæltet, og fik hurtigt bekræftelse på, at det var de.
Blikket gled nysgerrigt rundt mens han slentrede gennem gaden, og han tænkte et øjeblik tilbage på mødet med elveren på kroen.

//er det så nu, hvor man skal blande sig? XD//

// Æh, super gerne? xD Jeg venter bare! ;D

Maradith stod lænet op ad en mur, hun havde trukket hætten op over hovedet, så man ikke rigtig kunne se hendes ansigt. Hun så rundt og lyttede forsigtigt til de få samtaler, der rundt omkring, hun prøvede at opfange landets situation, hvilket hun også kort efter gjorde, men af ren nysgerrighed, så blev hun stående der, hvor hun stod.
Hun fik øje på en skikkelse og smilte, hun syntes skikkelsen virkede bekendt. Hun blev stående, der hvor hun stod og iagttog skikkelsen. Hun var ikke helt sikker på, om det var personen, som hun kendte, så hun ville vente til hun se mere af personen.
*Det kunne da være et meget sjovt sammentræf, hvis det var ham.. men så kunne jeg måske spørge om noget.* tænkte Mara og smilte stadigvæk.

Raiden stoppede op ved et stort springvand midt på pladsen og lod blikket glide ned i det spejlblanke vand, hvor små kobber- og sølv mønter lå i bunker. Han smilede let og rystede stille på hovedet, for derefter at føre blikket op på de to engle i midten af springvandet. En mand og kvinde stod i omfavnelse. Kvinden var lænet en anelse bagover, og deres ansigter var kun en anelse fra hinanden. De havde øjenkontakt.
Skulpturene var af noget der mindede om marmor, ville han skyde på, dog var de langtfra skinnende og finpudsede. Skidt var ved at gro fast på dem hist og her, og en fugleklat eller to havde ramt dem. Én på kvindens ene, store vinge og en anden på mandens højre skulder. Ved tanken kastede han et blik op på den blå himmel. Grå skyer var begyndt at dukke op hist og her, men han tænkte blot at regnen ikke gjorde ham noget. Tværtimod følte han den ret befriende og behagelig - bortset fra den kulde vandet førte med sig. Han kastede et skævt blik på skulpturene, og satte sig ned med et dybt suk, med ryggen til dem.

Mara lagde mærke til, hvordan personen, som hun fulgte med øjne, havde stået og iagttaget springvandet. Hun vidste ikke rigtig selv, hvad hun skulle synes om det, fordi hun havde aldrig fået fortalt, hvordan engle så ud. Hun troede selv på, at når hun døede, hvis hun døede, så blev hun en ånd, der levede blandt naturen eller var naturen, men det skete kun, hvis hun havde fortjent det. Men Mara havde jo mange år til at gøre sine synder gode igen. Hun skulle bare finde ud af hvordan.
Mara kiggede til siden og så, at der var en, som stod og kiggede på hende. Hun smilte og nikkede til personen, som igen skyndte sig at se væk. Hun grinte bare. Hun trak hætten længere ned og begyndte at gå i retningen af springvandet og personen, som hun havde iagttaget.

Den lavmælte latter fik ham til at kigge sig over skulderen. Ikke fordi det interesserede ham synderligt, og dog, så tændtes nysgerrighedens flamme i hans indre med ét som en lille gnist.
Hans ravneblik fæstnede sig hurtigt på hende, og han genkendte hende efter et øjebliks tøvende betragtning. Hun bar dog hætte, hvilket hun ikke havde gjort i kroen. Et lille smil forplantede sig på hans læber, og han vidste, at hun snart ville lægge mærke til, at han så på hende.
,, Så krydses vore veje atter, Maradith Undómiel." Smilet blev en anelse bredere. ,, Pudsigt" mumlede han.

Mara opdagede, at personen, hun havde iagttaget, kiggede på hende. Måske tog hun fejl, men efter så vidt hun kunne dømme, så kunne det muligvis være ham, hun havde mødt i kroen før. Hun smilte og bevægede sig yndefuldt videre.
Mens Mara gik blæste det kort op, og hende kappe åbnede sig lidt, så man kunne se, at hendes tøj var grønt.
Maradith stoppede få meter foran personen. Hun kendte ikke hans navn, da hun ikke havde fået det sidste gang.
"Hej Person-Hvis-Navn-Jeg-Ikke-Kender." sagde Mara og smilte.

Han smilede atter bredt og kastede et blik op på englene, før han efter et øjebliks tøven sagde:
,, Raiden Aeron Hephaestus" Hans smil dæmrede lidt, og han så ned på de støvede murbrokker. Irritationen dulmede let, over hans egen opførsel. "Du er åben som en bog! Tag dig sammen, for helvede, det her ender galt!"
Han lænede sig en anelse forover, og lod albuerne hvile på knæene.

Maradith tænkte lidt over navnet. Hun havde aldrig havde hørt sådan et navn før, men nu var Raiden heller ikke helt normal person. "Så mødes vi igen, Raiden." sagde Mara og smilte.
*Sikke en underlig verden vi lever i.* tænkte Mara lidt for sig, men kunne ikke lade vær med at smilte. Hun syntes faktisk, om denne Raiden. Uden han vidste det, havde han fået Mara til at tænke på andre ting, end sin fortid. Og han havde gjort, at hun ikke følte sig uvelkommen her i byen.

Hendes sætning var som efterfølger på hans, inden hun spurgte om hans navn, og han kom til at tænke på, hvor sjældent fremmede i grunden fik hans navn at vide. Han smilede stille, velvidende at hvad end Maradith havde gjort, så havde det påvirket ham og fremført en reaktion hos ham, han ikke var vandt til. Han førte hånden gennem håret, og kløede sig med et skævt smil i nakken.
,, Såe, du følger efter mig?" Smilet bredte sig. ,, Skulle du ikke overnatte på kroen?"

"Jeg tror nu nærmer, det er dig, der følger efter mig. Jeg forlod trodsalt kroen først." sagde Mara og grinte lidt, "Måske var det min hensigt, men jeg ombestemte mig. Jeg holder mere af naturen, end senge."
Mara bøjede fingerne på den ene hånd og bøjede dem ud igen. Det samme gjorde hun med den anden. Hun følte, hvordan de trængte til at røre ved noget, som naturen havde skabt. Bare et enkelt strejf ville være nok.

,, Huh" mumlede han og grinede svagt, men blikket på jorden. Han så atter op på hende, og rejste sig fra springvandets kant.
,, Såe, hvor skal du hen nu, skovvandrer?" hvor kaldenavnet pludselig kom fra, anede han ikke. Alligevel fortrød han ikke sit ordvalg - det passede perfekt på en elver som hende.

"Jeg skal derhen, hvor mine ben fører mig." sagde Mara, "men jeg regner med at blive en tid i dette land et stykke tid."
Mara stak hænderne ind i hætten for at rette på sit bånd, som skulle dække hendes ørespidser til. Hun havde haft den flyttet lidt, så hun kunne bedre kunne flytte lidt på ørerne, så hun bedre kunne høre noget, hvis hun fangede noget interessant med øret.

,, Så er vi to" mumlede han og smilede stille. Han rejste sig med et suk og kastede et blik på himlen. ,, Skal du med i skoven?"
Smilet forvandledes til at blive lidt drenget og drilsk, og han hankede op i hætten, så den atter kastede sig ned over hans ansigt, og dækkede, så man kun lige kunne se munden og hagen.

// Lidt svært at finde på noget ?? ^^''

Mara nikkede, hun havde stadig ikke set skoven endn, men hun godt lagt mærke til, at hans smil havde forandret sig. Hun grinte ind i sig selv over sig selv og en tanke, som havde strejfet hende. *Som om nogen skulle fatte interesse for en elver, der afskyes af alle andre elver.* tænkte Mara og gættede på, at hendes instinker drillede hende lidt.
Hun gik hen til Raiden, han skulle jo vise vej til skoven. "Du viser vejen." sagde Mara og smilte.

//kender det godt ^^//

,, Følg med hvis du kan" sagde han og satte pludselig i løb. Ikke hurtigt som vinden, men heller ikke i gå-tempo. Han vendte rundt efter et kort stykke og luntede baglæns. ,, Vi kan selvfølgelig også gå, hvis det behager frøkenen? Men hvis vi løber, når vi i ly af skoven inden mørket falder på" forklarede han. Løbeturen ville ikke blive så lang. Der var måske 2,5 km hen til skoven fra markedspladsens midte, hvor de befandt sig nu.
Mørket var begyndt at lægge sig som en tyndt tæppe over byen, og han kunne fornemme natten krybe langsomt nærmere..

Mara grinte ad ham og fulgte efter ham, hun kunne indhente de fleste racer og havde ikke problemer med at følge efter dem. Hun kunne også følge med de fleste dyr, da hun har jagtet dem og været facineret af dem.
"Jeg kan sagtens følge med." sagde Mara og smilte. Bare for sjov overhalte hun ham, men satte tempoede lidt ned igen og endte bagved ham.

Han vendte rundt og smilede skævt med et udfordrende blik. Satte tempoet lidt op. Elvere var som regel glimrende løbere, og det var Mara tydeligvis også.

// Ses i skoven Wink

Mara grinte og fulgte med.

//jup ses der. ^^//

» Hvad siger du mest?
» Flugten fra markedspladsen x3
» I ly af natten ... (Fortsat fra markedspladsen)