Hjemrejsen [OPN]

Det havde silet ned hele dagen, denne sene vinterdag. Og det var ikke bare et harmløst regnvejr, næh nej; det styrtregnede, som var det en voldsom byge uden ende. Skovbunden var dækket af våde blade i rød, gul, orange og brun og de små blob dråberne lavede, når de ramte bladene, ville have fået den gamle Ephera til at le og danse rundt i lykke.
Men ikke mere. Ikke nu. Hun sukkede.
Den lille ulveunge, der gik trofast ved Eph's side, skuttede sig i vinden, og rystede sig, så vandet fra dens våde pels fløj omkring. Ephera sendte den et svagt smil; Kairos var den eneste, hun havde tilbage. Hendes eneste ven. Ligesom dengang...
Hun tænkte tilbage på tiden i Den Store Skov efter plejemoderens død, hvor hun følte sig så fortvivlet og kunne slet ingen håb finde, lige indtil hun fandt Saga. Den store ulv, der siden deres første møde havde fulgt hende overalt... Hun kiggede tomt ud i luften, og sendte et drømmende smil ud i intetheden...

Hendes grønne hår var blevet et par nuancer mørkere af regnen, og klistrede sig fast til hendes våde ansigt. Hendes tøj var gennemblødt, og hendes bare fødder frøs noget så forfærdeligt. Men sådan havde hun gået rundt hele vinteren - med bare fødder. Der var efterhånden kommet ret mange rifter og sår på den hårde hud under foden, men Ephera skænkede det ikke en tanke. Hun havde travlt med at tænke på langt vigtigere ting...

Hun lagde ikke mærke til, at den lille ulv ikke gik ved hendes side mere, før den gav en lille piben fra sig. Hun vendte sig, og så hvordan Kairos havde lagt sig på den kolde jord et par meter fra hende, og kiggede med bedende øjne på hende. Han peb igen.
"Er du blevet træt i benene, min ven?" spurgte hun bekymret, og luntede hen til ham. Sådan havde han aldrig gjort før, Kairos, selvom de havde vandret mange hundrede mil. Måske tusinde! Hun løftede den udmattede ulveunge op, og trykkede ham ind til sig på en beskyttende og moderagtig måde. Hun kyssede ham på snuden. Han var blevet meget tungere, siden hun først fandt ham. Han vejede nok lidt over 12 kg nu... alt for tung at bære i armene, tænkte hun. Hun stod lidt og rynkede tænksomt på brynene, før hun med lidt besvær fik ulven op på skulderen. Han var god til at klamre sig fast, så det var intet problem, at hun fortsatte sin vandretur med ham over skulderen, uden at hun skulle holde fast i ham.

"Gad vide, hvor vi befinder os..." tænkte hun højt, imens hun koncentrerede sig om lyden fra Kairos' vejrtrækning i hendes øre. "Tænk, hvis vi er i Den Store Skov?" Hun smilede ved tanken, men smilet forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet. "Sikkert ikke... der er mange skove i Warland. Og det er ikke engang sikkert, at vi overhovedet er i Warland!" Det havde hun ikke tænkt på før. Det skræmte hende, for hun havde aldrig været uden for hendes hjemland før. Og hvis hun var i et andet land, ville hun aldrig kunne finde hjem, selv hvis hun fandt en stor by, ville de ikke kunne sige hende, hvordan hun kom til Takamir. Rædslen vældede op i hende ved erkendelsen af dette faktum.

Noget flængede stilheden. Smiet på Abaddons læber, var så bredt, så skummelt at det var dømt til at rage igennem luften, som et lyn der flakkede over himlen på en sommer aften. "KLANS MÆND! VELKOMMEN TIL WARLAND!" Råbte han.

Han kiggede ned imod skoven. Greb sin hjelm med den handske beklædte hånd, og trak den af hovedet, ladende den kolde regn plaske ned over hans ansigt. Ramme hans hår, og som han stod der, følte han sig næsten helt faderlig. Dette land var som et barn, et barn der ikke vidste hvordan man gjorde noget som helst, et barn der skulle opdrages, der skulle disiplineres. Bag ham, hørtes mumlen, gryntende lyde, og andre små tegn på at de hundrede mænd var stoppet. Ligeledes beskuende skoven der lå foran dem. På grænsen til bjergpasset, var den knap så mægtig og dyb som den plejede, men det kunne tydeligt ses at denne skov, var flere hundrede år gammel.
Men hjelmen under armen gik han med faste, hamrende skridt ned af skrenten, småstenene rullede enten væk eller blev trykket langt ned i jorden under hans solide støvler.
Der hørtes en metallisk skratten, da hærren igen satte sig i bevægelse.

De fleste af hærrens mænd var iklædt praktisk tøj. En enkelt eller to bar noget sparsomt rustning, men det var arbejdere, det var tydeligt, det var ikke krigere. Det var slaver der var taget til fange, klar til at gøre det beskidte arbejde. Her skildte Abaddon sig mægtigt ud, det steder der ikke var dækket af plade rustning, som ellers dækkede omkring 95% af hans krop, var enten besat af tykt læder, ringbrynje eller skind, som han bar inden under rustningen, og inden under den igen, tøj lavet af hårdført læder, marcherings tøj. Praktisk tøj.

Der blev stoppet. "De damer, i ved hvad der skal gøres. Vi skal inden ugen er omme, have ryddet plads til at vi kan opsætte den nye lejr her! Det vil sige at I går i gang nu med at hugge de her træer ned..." Hans stemme var en smule skrattende i kanterne, efter mange timers råben, og mange timers brølen.
Således gik greb de 99 mænd deres økser, og gik ellers igang med at hamre løs på træerne, deres sved kunne lugtes flere meter væk, smældene fra økserne kunne opfanges i den anden ende af skoven. Deres åndedræt var som en rullende storm over havet. Arbejdende som en organisme, blev skoven pløjet ned, træ og træ, og stille og roligt. Abaddon som den eneste, var begyndte at gå rundt blandt de arbejdende, længere og længere væk. I den ene hånd holdt han sin økse, og den anden var fri til at trække... Hvilket et af de mange våben han nu bar, der faldt i hans smag denne gang. Længere og længere væk gik han, i en evig vagt overfor hvad der fandtes i dette land... Han havde hørt rygter om mennekser, der kunne skifte deres form til mærkelige krigerriske ting.

Da han kun lige akkurat kunne skimte arbejderne i det fjerne, satte han sig på en stor træstub. Placerende Hjelm ved hans side. Lagde han hovede tilbage, og smillede til himlen...

// Forresten er tidspunktet sen eftermiddag/tidlig aften, og det er jo vinter, så det er allerede lidt mørkt. :]

På trods af Epheras manglende stedsans, fortsatte hun. Uden at vide, hvor hun var på vej hen... kompasset havde hun mistet en gang i Mavitas, og hun ejede ingen andre midler til at hjælpe hende på hendes vej mod Takamir.
Hun var så træt i benene... smerten var svag i lårene og ved hofterne, men den trættende følelse blev intensiveret længere nede. I fødderne var smerten størst, og de føltes noget så tunge. Hun havde faktisk ikke nok energi til at også kunne bære den lille Kairos, men hvad kunne hun gøre? Den stakkels hvalp kunne jo ikke gå mere, måtte have hvile... ligesom hende.
Hun sukkede, og kastede sig nærmest ned på jorden. Kairos sprang hurtigt ned fra hendes skuldre, og smed sig ned ved siden af hende. Hendes vejrtrækning var dyb og nærmest rallende, men ellers var der fuldstændig stille i den mørke, tætte skov. Hun kunne ikke engang høre fuglenes sang mere.
Men så var der en lyd. En meget svag lyd, der uden tvivl kom fra et sted langt borte... fra den retning, hun selv var kommet fra. Hun rystede træt på hovedet, og lukkede øjnene i. Lod sig selv svæve ind i ubevidstheden... hun var der næsten...
Men der var den igen, lyden. Og denne gang var hun sikker på, at hun også havde mærket en bevægelse i jorden under hende. Hun kiggede forvirret, og en smule skræmt, mod den retning, lyden kom fra. Hun havde knebet øjnene sammen for at se mere i det tætte mørke, men ingenting var at se. Det måtte være noget, hun bildte sig selv ind. Så hun vendte ansigtet den anden vej, og lukkede øjnene igen.
Men lyden fortsatte, og hun kunne føle små vibrationer fra jorden, som om den bevægede sig... hun kom hurtigt på benene, og samlede den årvågne ulveunge op, og smed ham over skulderen igen. Så begyndte hun at vandre, hastigt, mod lydens retning. Ærgrede sig lidt over, at hun gik tilbage, og derfor ikke kom nogle vegne alligevel. Men det måtte vente.

Efter et par minutters lydløs vandren, syntes Eph at kunne se skikkelsen af en mand siddende på en stor træstub. En stor mand, når hun kiggede nærmere. Og vibrationerne fra jorden var blevet voldsommere, og hun kunne høre lyden tydeligere nu, men kunne stadigvæk ikke helt sætte en finger på den, selvom hun burde være i stand til det nu. For hun var tæt på, det kunne hun høre.
Hun fik hurtigt gemt sig bag et stort træ, og hviskede til Kairos, at han skulle være stille. Et forkert skridt, og denne fremmede mand ville -...
Knæk.
Hun havde ved et uheld trådt på en lille, ubetydningsfuld kvist. Men lyden var høj i hendes ører. Hun bed tænderne sammen, turde ikke kigge på manden i frygt for, at han kiggede i hendes retning. Hun holdt vejret så godt hun kunne, og Kairos efterlignede hende heldigvis, og var også stille.

Knæk. Lyden der viste sig at komme fra noget så ubetydeligt som en gren, en kvalm, våd og sjasket lyd fra en gren, kun lige akkurat dæmpet af vandet der sillede ned. Men stadig høj nok til at den kunne høres.

Han kom på benene. Raslende. En mettalisk og hård lyd kom fra ham, hans åndedræt intensiveredes, smilet over læbernes strammedes, og han kunne høre stemmen i hans hoved, stemmen, han havde lært at leve med, gudernes evige hvisken. Om det var guderne, eller blot viden der var instinktivt plantet i ham, gad han ikke bryde sit hoved med. "Enhver, i et ethvert land, må underligge sig Amarth, enhver der ikke gøre dette, er dyr..." Hviskede han for sig selv. *Jeg, Jahre har skabt alle dyr, og de skal tjene jer, som trælde, føde eller som underholdning, tag det inden det rådner væk... Thi i er mine børn, og i skal aldrig mangle noget.* Fuldførte han i sit hoved, men lod dig ikke denne sætning glide over læberne, da dette ville skræmme hvad end der var bag træet. Om det var en kanin, en fugl eller et menneske var ligegyldigt.

Efter et par skridt, stod bjerget hende ved siden af træet. Bjerget lavet af stål. Hvor blå øjne lyse imod den lille skikkelse der stod, klamrende en lille hund ind til hendes bryst. Hans strøg sig over det sorte lange hår, der var samlet bag på ryggen i en hestehale. Smillende bredt. "Der kan man se...." Hans stemme var blød, blød som silke i nattenvinden, blød som en hests mule efter en lang ridetur. "En pige og en hund...Hvem er du så? Pigebarn?" Hjelm lå stadig tilbage på træstubben, for hvilken skade kunne der ske ham, han var Abaddon den evige, den der altid levede, den der ikke kunne falde, han var evig! Han strakte den handskebeklædte hånd frem imod hende, der lød en knagen var læderet, og en skratten fra metallet. Intentioner var røre ved hunden. Pigebarnet kunne vente, slaver var der rigeligt af. Men kød manglede der, der manglede kød til slaverne, selvom hunden nok var lidt mager omkring hofterne, så var der vel til et godt måltid mad på den.


Han trak vejret dybt ind igennem næseborene, duftene den våde duft fra dyrets våde hår, dens pels, og pigens..... Hans tankestrøm stivnede, grønt hår, hendes hår var grønt som det grønneste mos, det var lige så grønt som troldenes hud. Hvordan i al verden kunne det ske, enten var hun heks, eller også var dette Jahres profet, og hvis dette var tilfældet, måtte han være sikker inden han bragte hende tilbage, tænk at vende tilbage med en falsk profet? Hvor ville guderne være vrede over et så ringe offer.
Profeter i Jahres religion levede umådelig kort tid, de spredte den visdom de nu kunne nå, og blev da ofret til guden, hvor de skulle sidde til dommedag, hvor de ville vende tilbage, for at sprede sygdom blandt alle uværdige.

Han rømmede sig, kraftigt, som et stenskred lød det, og talte så igen. Stemmen var anderledes, forandret, ikke underdanig, ikke foragtende, eller på nogen ande måde følelsesladet, den var højtidelig, den var lavmeldt, men ordene slog som en legdehammer.


"Har kræet ædt din tunge? TAL Pigebarn!"

Ephera lukkede øjnene, bad til, at han ikke havde opdaget hende. Hvorfor var hun også gået tilbage? Hun kunne stadig høre de høje smæld, og hendes nysgerrighed var ikke blevet mindre, selvom hun havde mødt denne mand på hendes vej. Pludselig lød der en ny lyd, lyden et råddent træ gav fra sig, når vinden hev og rev i det, indtil det væltede... men det blæste jo ikke? Ephera rynkede brynene, og pludselig fik hun en åbenbaring, det gik det op for hende... nej, det kunne da ikke være... nej, det kunne ikke, måtte ikke! Måtte ikke være! Men hun kendte til sandheden, kunne ikke lyve for sig selv denne gang.
Hun skreg. Et højt, skingert skrig der måtte kunne høres i miles afstand. Hun var ligeglad med, om manden opdagede hende. Hun skreg så højt, at hun ikke hørte den uhyggelige raslen fra hans våben, da han rejste sig og bevægede sig hen mod hende...

Da hun åbnede øjnene igen, stod han lige foran hende. Hun holdt straks op med at trække vejret, stod i et øjeblik i chok og studerede ham. Han var middelstor, men i forhold til det lille væsen hun var, var han gigantisk. Kairos knurrede lavmælt, den lille hjælpeløse ulv. Han klamrede sig til hendes nakke. Hun tænkte tilbage på dengang i kroen, et hurtigt flashback der førte hende tilbage til tiden, hvor Haldonir hærgede... hvor var han egentlig nu? Hendes ansigt var fyldt med rædsel. Denne gang skulle hun gøre det rigtigt, denne gang var der ikke plads til kvikke bemærkninger. Hun bladrede hurtigt igennem hendes muligheder, ignorerede manden fuldstændigt, da han snakkede.
Hun kunne ikke vende sig om. Det ville tage for lang tid, han ville få fat i hende. Men hvis hun var hurtig - og det vidste hun, at hun var - så kunne hun løbe forbi ham. Bare et stykke, et lille forspring. Det lød nemlig ikke som om, han ville løbe efter hende med det samme. Han var interesseret i hendes intentioner.
"Har kræet ædt din tunge? TAL, pigebarn!"
Hun sendte ham et flygtigt blik, og satte så af. Fik manøvreret sig udenom ham, og løb så hurtigt hun kunne hen til et træ, omkring ti meter væk. Hendes ben kunne simpelthen ikke mere. Og så frøs hun noget så grusomt. Hun vendte sig om og kiggede på manden, støttede sig op ad det lille træ ved siden af hende. Hun var forberedt, hvis han lagde an til noget. Hvad som helst.

Han standsede op, det tog ham omkring et nano sekund at opfange hvad der skete, denne ting var han vant til, og det næste træk var inopereret i hans hjerne, han kunne det i søvne. "Tror du du kan løbe? LØB"! i hans hjerne, var dette blevet reduceret fra at være en forhandling, til at være en jagt. Det var blot jagten på aftens maden, og tilfældigvis var den i armene på en lille pige. Hvis hun blot stilte hunden ned NU, så kunne hun måske nå at løbe. Han greb øksens skæfte. Øksen, der vel i sig selv gik ham til brystet, hvor selve klingen vel sagtens kunne flække et middelt stort træ, men et så fint smedet våben, var ikke til gement arbejde, det var til jagt! Det var til KRIG!

Han greb om skæftet. Trak skulderen tilbage i et ryk, og slyngede så øksen imod hende. Han sigtede med vilje lidt til siden, han ville ikke skade, blot skræmme, og hvis han ramte, blev køddet sejt på grund af dødsstivhed, hvis han dræbte den mens den var forberedt, fik man ikke smagen fra kødet.... En skam. Med et hårdt KRANK. Borede bladet sig ned i jorden, ikke mange centimeter til hendes side. "Jeg spørger dig kun en gang til pigebarn... Hvem er du? Og hvad gør du her?" han rettede sig op, han kunne ikke indhendte hende, men hans hånd havde snoet sig omkring skæftet på sit sværd, og i sit bælte havde han adskillige mindre våben, køller, knive, og på ryggen et endnu større våben, og han mindede vist en kæde i den ene støvle. NOGET ville ramme hende, det var simpelthen for usandsynligt at det ikke gjorde det. Han klukkede for sig selv, smillende bredt, læberne var trukket op over tænderne, som når et rovdyr betragter sit byttedur. "Pigebarn... Overvej dine muligheder... Løb og du vil dø.... Du kan stadig nå at beholde dit liv, tænk nu rationelt..." Han rullede med skuldrene, pressede tænderne hårdere sammen, han kunne ikke modsige bæstet i hans indre, jægeren, dræberen i hans indre var for stærk til at han kunne modsætte sig, og nu var det blot et spørgsmål om tid, før slangens i paradisets have brød frem, og forvandlede Abaddon, fra at være diplomatisk general, til hensynsløs dræber.

Ephera så ham, da han forberedte sig til at kaste øksen. Hun fik hurtigt bevæget sig om bag det lille træ, og så hvordan øksen landede små centimeter fra hvor, hun havde stået før. Hun bevægede sig tilbage, og så overvejende på øksen ved hendes side, målte det med hendes øjne. Men der var absolut intet at overveje - det våben var alt for tungt til hende, det vidste hun. Hun ville ikke kunne kaste det længere end to meter, og bare at holde det ville være besværligt i sig selv. Nej, der var ikke noget at hente der.
Og tænk, hun stod og overvejede at bekæmpe denne mand! Denne mand, der var mindst tre gange så stor som hende! Det var gået nogenlunde mod Haldonir, men der havde de været mange flere mod ham, og desuden var det jo endt med, at de tog hende med til et usselt fangehul...

"Jeg spørger dig kun en gang til pigebarn... Hvem er du? Og hvad gør du her?" spurgte manden igen.
Ephera bed sig i læben, og tænkte sig godt og grundigt om. Hun var ikke naiv mere, ikke så meget som hun havde været dengang. Det var nye tider. Hun var anderledes nu. Men hvordan skulle hun tackle denne situation? Hvad var han overhovedet ude efter? Der måtte vel være en grund til, at han ville dræbe hende... for det var da det, han ville, ikke sandt? Siden han sådan havde kylet en ordentlig økse efter hende.
"Jeg er på vej hjem," svarede hun sandfærdigt. Det var ikke for mange oplysninger, og desuden så han det jo som om, hun kom fra den modsatte retning, end hun egentlig var på vej hen.
Hun tænkte sig godt om. En kniv var gemt i rygsækken, og den anden kunne hun mærke i hendes ærme. Men han var pakket godt ind, og ligemeget hvor skarpe hendes knive var, kunne de ikke skære igennem sådan en rustning. Kun hans ansigt var blottet, og det kunne hun alligevel ikke nå. Så var der selvfølgelig den mulighed, at hun kunne kaste. Hun havde trænet intensivt i bjergene, og chancen for at ramme var stor. Hvis han altså ikke rykkede sig... hun var ikke sikker på, at hun kunne være diskret nok til, at han ikke kunne se hende kaste kniven. Og hvis han så det, rykkede han sig med garanti.
Hun befandt sig virkelig i en kattepine.
"Pigebarn... Overvej dine muligheder... Løb og du vil dø.... Du kan stadig nå at beholde dit liv, tænk nu rationelt..."
"Hvad er der at tænke over? Jeg ved jo ikke, hvad De ønsker," svarede hun med mistænksomme øjne. "Såeh. Hvad vil De?"

Han klukkede for sig selv. "Sandt... Men, min intention var simpelthen at vide hvem du er, og hvad du laver her. Jeg mangler stadig at få at vide, hvem er du?" Han smilte bredt, og kunne ikke lade være med at slå en latter op, da han så hvordan hendes blik gled over øksen. "En kvinde! Tror du, at du som KVINDE, ville have en chance imod mig! Imod mig af alle mænd i hele verden?" Han lagde hovedet tilbage, og udstødte en latter, der kunne have flænget ethvert bjerg, der kunne have været baggrunden for enhver ond handlinge i historien. Han trådte langsomt frem imod hende, holdende armene op foran sin bryst, universalt tegnsprog for 'se, jeg truer dig ikke med en stor økse...lige nu' hvad det ikke viste var, 'fordi jeg lige har kastet den efter dig'

Havde han kunne læse tanker, ville han have grint endnu længere, han ville da ikke dræbe hende, noget så latterligt, hvorfor skulle han ønske at gå imod de to guders bud, hvorfor skulle han ønske at skade en kvinde, kvinder var skabt for at skabe børn og for at opvarde mænd, færdig punktum. "OG mine mænd er sultne, så giv mig hunden..." fortsatte han mens han viftede med hånden, som om det var en hundrede procent normal og fair pris, og han endda havde været gavmild, hvilket han da i hans eget hoved også havde været, han ville ikke æde HENDE, og ville heller ikke skade HENDE, det var blot hunden, der var nok mere kød på den end hende.

Han fortsatte med at gå, og hvis hun altså ikke flyttede sig, villle han strække hånden frem, gribe hunden i nakkehårene, og forsøge at hive den til sig, det var en sølle hund, de hunde han kendte, gik ham til hoften, havde lange kløer, skarpe tænder og sortpels.... HAvde han vidst at dette var en ulv, havde han grædt i afmagt.... En ulv? Det var en HVALP! Ulvene hvor han kom fra, var en helt anden historie.... Som læseren nok vil skånes for.

((det blev lidt kort... sorry!))

//må jeg være med???//

// Det går nok. Så kort var det jo ikke - mit, derimod, er rigtig kort. xD
- Dokuro, er du ikke med i en anden tråd i skoven? :]

Ephera kneb sine øjne sammen, da han lo. Hvilken ubehagelig mand. Hvad gjorde han her? Havde han nogen allierede med sig? Hvis hun løb… ville der så være nogen, der stoppede hende på vejen? Hun gispede lavmælt.
”Navnet er Nadja Lyng,” svarede hun stilfærdigt, stadig med sammenknebne øjne. Du gør klogt i ikke at undervurdere mig, tænkte hun for sig selv. Men han havde jo ret – hun ville aldrig slippe godt fra en nærkamp mod ham. Hun kunne dog hurtigt løbe fra ham, det vidste hun. Han var beklædt i tunge gevandter, og også selvom han ikke havde været klædt sådan, ville hun nemt kunne slippe væk fra ham… spørgsmålet var bare, om der var nogle til at tage i mod hende på hendes flugt. Så ville hun for alvor være i knibe…

Da han trådte frem mod hende, tog hun automatisk et skridt tilbage. Afstanden imellem dem skulle opretholdes, selvom han ikke havde nogen våben i hænderne lige nu. Han ville kunne slå hende ud med et enkelt slag fra hans bare knytnæve, det vidste hun. Hun måtte ikke tage nogen chancer, ingen.
"Og mine mænd er sultne, så giv mig hunden..."
Hans ord hang i luften i et øjeblik, før det gik op for Ephera, hvad det egentlig var, han sagde. En voldsom rædsel skyllede ind over hendes ansigtsudtryk. Hun åbnede munden i forargelse. ”Hvad siger du?” spurgte hun forfærdet. Hun gloede uforstående på ham, og trådte endnu flere skridt tilbage, hurtigt.

På et øjeblik havde en yderst grusom situation forvandlet sig til noget helt katastrofalt.

//nej er smuttet ud af den igen//

// Nå, okay. Ved ikke om din karakter passer så godt ind i sammenhængen, men vi kan lige spørge Muslen/General Abaddon. ^____^

//hun keder sig hun vil drille nogle plizzzzzz....//

//Altså du skal vide, ((forresten er jeg gorm, så jeg ved godt hvem du er xD))

Men du skal vide, at din karakter har en god chance for at komme rigtig slemt til skade, måske dødelig, så hvis du kan leve med det, og hermed underskriver at det er cool med dig, så er du velkommen...//

Han lagde hovedet på skrå. "Er du dum eller bare døv? Jeg skal have hunden... NU!" forlangte han, mens han fortsat gik imod hende, hans strakte fingrene, snart var de nær øksen igen, hvis hun altså fortsatte med at gå tilbage. Hvis han blot kunne få øksen, havde han noget at intimidere hende med! Han lagde hånden på sit sværd skæfte. Eller han rakte nærmere om efter det, da det stak op fra hans højre skulder. Med en skarp lyd, lyden der kommer når metal møder metal, i en langtrukken hylen, som når virkeligheden flænges af en enkelt mand, med alt alt for store ambitioner. Han holdt sværdet afslappet i hænderne, når man truede folk, var det om at signalere at man havde gjort dette tusind gange, og at det blot var rutine. Hvilket det for Abaddon... også var. Han strakte hånden frem, med håndfladen vendt opad, valgte hun at gå til angreb på ham, var håndfalden det nemmeste mål, kun et ca. 0,5 centimetter tykt læder var imellem hånden og resten af verden. Der var naturligvis også hovedet, men det var et svært mål.

Han gjorde et udfald, ikke med sværdet, men trådte et hurtigt skridt frem - så hurtigt som man kan dækket af rustning - snappende efter hunden med fingrene. I et forsøg på at få fat i noget af pelsen, hvorfra han ville rykke hunden, eller ulven som det rent biologisk var, ind til sig. "Mine mænd har ikke spist i 2 dage... de er sultne... Der er nok mere kød på kræet end på dig!" forklarede han hende. Smillende som om han var en yderst venlig handelsmand, der lige havde tilbudt hende et ristet æble, til næsten ingen penge.

Dog var denne handel, ikke en man kunne afslå, og gå derfra.

//Dokuro er ikke bange//

Dokuro løb rundt i skoven, hun grinede og havde det sjovt, hun stoppede op da hun så to personer, en med et sværd og en uden et, men en hund"vovse"sagde hun stille for sig selv, hun lignede en helt normal pige, men hun var en formskifter, hun gik lidt tættere på, hun kiggede stadigvæk på dem, hun kunne høre nogle fælde træerne i skoven*onkel bliver meget sur på dem nu*tænkte hun, hun blev ved med at kigge på de to personer, hun havde en mørkebrun jakke på og et par læder farvet sko på, hun kunne ikke lide manden med sværdet

// Dokuro, denne del af skoven er den del, der er længst fra Takamir og nærmest bjergene. Muligvis ville det være lidt urealistisk, hvis din karakter opholder sig her, imens hun bor tæt ved Takamir... men nu ved jeg jo ikke hvor hun bor. (: Just saying. ^^


Han var frygtindgydende, denne mand, frygtindgydende! Et monster! Tænk, at han troede Eph sådan ville give ham sin trofaste følgesvend over lang tid uden videre - for at spise ham til aftensmad! Et monster!
Hans tempo var blevet hurtigere, og han gik med hastige skridt mod hende. Hendes ansigtsudtryk blev efterhånden mere og mere forskrækket, og hun opfattede først hvor tæt på hende, han var, da han i ét hurtigt ryk rakte ud efter Kairos. Ephera hvæsede af ham. Snurrede rundt på hælen i et hidsigt tempo, og løb. Løb alt hvad hun kunne, spurtede derudaf. Hun havde en plan. Den ville virke... måtte virke, skulle!
Hun vidste, hvordan det ville tage på hendes allerede udmattede kræfter, og hvordan hun næppe ville kunne slippe fra ham, hvis han fandt hende igen. Men hvis det kunne redde hendes ulveunges liv, så måtte det være løsningen. Uafhængigt af den pris, hun måtte betale.

Hun løb hurtigt - det havde hun altid gjort. Lige pludselig tog hun fat om Kairos, der stadig klamrede sig fast til hendes skuldre og ryg, og kastede ham frem. Han stod i et øjebliks forvirring, imens Epheras krop i sin spurt elegant forvandledes til en smuk, stor ørn. Og pludselig, i stedet for at løbe, fløj hun. Hun fløj! Åh, hvilken frihed! Hun smilede stort, og fik nemt fat i den forskrækkede ulvs nakkeskind med sine skarpe kløer. Han ville få nogle slemme rifter, det vidste hun... men heller det end at ende på et monsters beskidte tallerken, gennemstegt!
Hun fik med noget besvær manøvreret sig forbi nogle træer, og fløj så op. Trækronerne var tætte, og det ville gør ondt at flyve igennem - men kunne smerten i hendes krop virkelig blive værre? Hun tvivlede. Spredte sine vinger så brede de nu var, og kæmpede sig igennem de mange blade og grene. Og så...
En mørk himmel. Og meget mere regn. Alt for meget. Hun fik hurtigt øje på et sted længere væk, hvor træer faldt, én efter én... det blæste stadig ikke, og ingen af de træer var rådne, så vidt hun kunne se.
Hun udstødte endnu et skrig, men denne gang var det en ørns gennemborende skrig. Hun flaksede med vingerne, og fløj mod det udsatte sted. Hun kunne ingenting se, bortset fra de steder, hvor træer allerede var faldet. Og der var mange! En tårer banede sin vej fra hendes ørneøje og ned, for så at falde fra hendes næb og ned igennem luften...
Hun skreg igen, og fløj mod bjerget. Landede et sted, hvor skovfælderne umuligt ville kunne se hende. Før hendes klamme fuglefødder ramte jorden, gav hun slip på Kairos, som faldt til jorden. Derefter landede hun selv lige ved siden af ham, og forvandlede sig igen til den lille, grønhårede pige.
Nu var hun drænet for energi. Hun faldt til jorden, slap i hver eneste kropsdel. De lå i skjul bag en større busk, et par hundrede meter fra de mange arbejdere.
Hun lukkede øjnene i et øjeblik, magtede ikke at sætte sig op, og undersøge hvad disse arbejdere lavede. Hun var så træt, og det gjorde ondt. Så uudholdeligt ondt, over det hele. Hendes krop føltes tung som var hun lavet af bly, og hver eneste bevægelse gjorde ondt.

Hun sukkede tungt, og lod ubevidstheden overtage hende.

Abaddon fik nok, noget i hans hjerne sagde klik, den lille ting der havde holdt ham tilbage hele tiden, den sidste rest af menneskelighed. "STOOOOOOP!" Han lagde nakken tilbage, og skreg dette ud i luften. Hurtigt greb han hans hjelm, pressede den ned over hovedet. Hvorefter han rev øksen op af jorden, og begav sig, i løb, tilbage til den lille lysning der efterhånden var blevet skabt. Han stillede sig op på en af de mange trestubbe. Placerende foden på et af de mange væltede træer. Her stod han så, fortsat råbende og skrigende, med en stemme der sitrede helt ud til kanten. "DE DAMER! Stop! Vi har en formskifter i blandt os.... Hun bærer rundt på en hund, hun skal findes, og det skal gå hurtigt! Ekstra rationer til den som finder hende... levende" Herfra smed han blot de to våben han fægtede med, han smed dem på jorden, og satte sig roligt på en træstub. Her sad han så, pustede dybt ud, og trak vejret hårdt ind.

Han vidste ikke helt hvorfor det skulle være sådan her, hvorfor dette raseri altid skulle grebe ham, det havde kostet ham mange timers sengetid, med sår, med forbrændinger, eller andre ubehagelige ting. Abaddon kunne simpelthen ikke styre sig. Ihvertfald ikke når det kom til dette her. Han så op imod himlen. Smillende bredt. En ørn fløj over ham, med noget i dens kløer, noget der til en forveksling godt kunne ligne en hund. Et tilfælde? Hardly. Han rejste sig. Trak hjelmen af. Ladende våbene blive her, og med lidt besvær, rev han brystpladen af, indenunder var der lidt læder og en rinbrynje, men dog langt lettere at løbe i, end den tung og flere centimeter tykke mave og rygplade. Han satte i løb, og var forbavset over hvor hurtig han var, i forhold til hans normale tempo. Men det var dog stadig ALT for langsomt. Til sidst, nåede han op i bjergene. Smillende over sit fund. Han kunne ikke lade være med at grine, et sagte fnis undslap ham, og han bed sig i læben, for ikke at vække hende. Han gik ganske stille imod den sovende. Der kom et enkelt klynk fra hunden, men den havde øjensynligt ikke kræfter til at løbe. Han greb den hårdt i nakkeskindet, og løftede den op. Eph tog han imidlertid i blusen, og slyngede over skulderen. Passende på at hendes hoved ikke lå imod rustningen, men imod skindet... Hun skulle gerne vågne med sin forstand indtagt!

Langsomt, triumpherende gik han ned af bjergsiden igen. Og først her kom han i tanke om barnet, der havde spasseret rundt ude i skoven... Var denne kvinde mor? Var hun ikke lidt for ung til det, men hvis hun var mor, gjorde det tingene en del nemmere, hun ville kunne gives til slaverne uden dårlig samvittighed, og det ville da løfte deres arbejdsmoral med en kvinde... Eller det havde han da hørt!
Han knælede, og lagde forsigtigt pigen og hunden ned på jorden, i et håb om at de ikke var vågne endnu. Han gik hen imod sin rustning. Som han tog. Lagde oven på pigen, således at det store hylster omsluttede kroppen, og trådte hårdt på den. Altså blev rustningen presset ned imod jorden, og ned i den. Hvilket sikrede at pigen ikke flygtede... IGEN! "MADIKER! HUN ER FUNDET!" skreg han, og kiggede imod pigen... se NU måtte hun gerne våben.... Hunden samlede han op i natteskindet... Betragtende den... Lidt mager omkring hofterne, men... 4-5 slaver kunne vel få sig en snack på den.

hun havde set det hele, hun var blevet til en lille katte killing, hun var blevet skræmt op i et træ, hun kunne ikke komme ned, hun lå på gren, hun holdte godt fast, hun blev sig selv igen i sin menneske form, hun kunne stadigvæk ikke komme ned, hun sad på grenen, ingen havde set hende skifte"for langt ned"sagde hun til sig selv, hun rykkede helt ind til stammen, hun kiggede på den meget store mand som var kommet tilbage igen, men en kvinde og en...en...HUND, hun ville slet ikke ned lige for øjeblikket, ikke når den hund var der

// Jo, Ephera kan godt spytte sidelæns, når hun ligger ned... xD


Selvfølgelig ville Kairos ikke forlade sin Ephera. Han lod sin kærlighed overvinde hans intelligens, og blev stædigt liggende ved hendes side. Ephera ville have ønsket, at han løb sin vej langt væk, ville have fortalt ham, at hun nok skulle klare sig. Men ligesom hende var han for stædig, og ville ikke lade noget ondt gå ud over hende. Han ville følge hende til verdens ende, hvis det var. Ingen tvivl der.

Ulven udstødte en lille piben, da den store mand stod ved deres side. Han havde ikke været uvidende om, at manden ville komme igen - hvis han var noget, så var det da kvik! Og desuden var han i besiddelse af en udmærket høresans, og havde hørt mandens tunge, men hurtige skridt flere hundrede meter væk. Han havde endda bjæffet lavmælt et par gange i Epheras øre, og hun var da også vågnet og havde opdaget, hvad der foregik. Men hvad kunne hun gøre? Hun kunne ikke løbe igen, det ville være for hårdt. Og en forvandling til i denne tilstand kunne under ingen omstændigheder komme på tale - hun kunne risikere at miste bevidstheden kort efter forvandlingen, det vidste hun. Og den risiko kunne hun ikke løbe.

Hun lod sig derfor fange af denne modbydelige mand, og bad gang på gang til, at både hun og Kairos ville slippe godt fra det. Lod manden tro, at hun var i den dybeste søvn. Men det håb, hun havde haft dengang med Haldonir ved Det Gyldne Vildsvin, var langt borte nu. Denne gang kunne hun ikke se, hvordan nogen af dem skulle slippe levende fra denne tilfangetagelse. Hvad hun havde brug for, var et mirakel. En stærk magi... ja, magi! Ved hjælp af magi kunne hun nemt komme fri, og transportere både Kairos og hende selv tilbage til Takamir. Et nyt slags håb blomstrede op i hende, men forduftede lige så hurtigt igen. Hvor skulle hun få magi fra? Det eneste, hun nogensinde havde været i stand til, var formskiftning. Og det tærede alt for meget på kræfterne, især når hun var sådan ude af øvelse.
Hvis bare hun aldrig var gået tilbage efter den pokkers lyd! Hun opsøgte jo faren selv! Hun havde da godt vidst, at det ikke var sikkert at gå tilbage!
Hun havde altid vidst, at hendes åndssvage nysgerrighed en dag ville få hende dræbt. Og det viste sig, at den dag nok var i dag...

Hun blev lagt på den kolde, mudrede jord, og Kairos lagde sig straks tæt ved hendes hals. Hun havde chancen for at flygte nu... skide være med de træer, dem måtte hun bekymre sig om en anden gang... og selvom det var risikabelt, fordi der var en hel masse arbejdere rundt omkring, så var det et forsøg værd. Hun skulle lige til at rejse sig op, da Kairos blev fjernet, og noget hårdt trykkede på hendes bryst, maste hende. Hun tabte pusten, og prøvede febrilsk at få vejret igen, uden at tænke på det åbenlyse...

Hun så hvordan Kairos blev hevet op i nakkeskindet af den frygtelige ækle mand. Det gjorde ikke ond på hvalpe - de var vant til det fra deres moder, nakkeskindet var sådan set beregnet til at blive hevet og bidt i.
Men det var måden, manden stirrede på Kairos, der fik Ephera til at råbe og skrige som en gal. Hun var udmærket klar over, hvad de ville gøre ved den stakkels ulveunge.
"Dit modbydelige svin!" skreg hun højt. Hun vred og vrikkede sig, skreg og råbte. Hun var lige akkurat i rækkevidde til at kunne spytte på denne klamme mands klamme sko, så det gjorde hun uden tøven. "Jeg væmmes ved dig, din ækle stodder! Du lever af ubetydelige værdier, du er intet! INTET!" Hun spyttede på hans sko igen.

Hans smil blegnede, stadig holdende hunden i nakken skindet, førte han den anden hånd op til munden, bed i fingerspidsen, og trak den metal besatte handske af. Hånden var stor, stor som et spade blad, og mindst lige så hårdt. Den var benet, og sorte hår voksede på toppen, bidragene til den dyriske illusion. Han strammede hånden omkring dyrets nakke, med sin ny blottede hånd hev han hjelmen af. Han stod nu foran hende. Uden hjelm og uden bryst plade, havde det ikke været fordi hun var trykket imod jorden, ville han være et nemt bytte. Og med et, skete det, og for at gøre øjeblikket retfærdighed bør det beskrives langsomt.

Det ene af de isblå øjne gled i. Den frie hånde knyttedes til en næve, reaktionen kunne ses i skulderen, armen spændtes, og musklerne truede med at udvide brynjen et par milimeter. Det spredte sig helt ned til fingerspidserne der lukkede sig sammen til en flade, og med flad hånd, slog han hende. En enkelt gang. Men slaget gav genlyd, den tørre lyd.

Slaverne var lige så stille kommet tilbage, et par stykker var begyndt at arbejde på træerne igen, men størstedelen stod nu omkring den lille scene der udspillede sig midt i lysningen, betragtende dem, lænende sig op af deres økser, spader eller andre ting. Glad for et enkelt sekunds pause. I sekundet hans hånd rørte hende, mærkede han hvordan noget, noget der ikke burde være sket skete. En ældgammel blodmagi, en ældgammel forbandelse over Jahre og Amarth tilbedere. Det føltes, som om et rødglødende spyd, blev jaget direkte ind i hans hånd, smerten forplantede sig, og spyddet blev drejet op til flere omgange. En tone i hans øren lød, et højt skrig som fra en kvinde. Alt dette var naturligvis ikke virkeligt, men i Abaddons hoved, var spydet, skriget og smerten virkeligt. Straffen for at slå en uskyldig kvinde var ikke så lidt endda.

Dette kanaliserede han dog ikke som et smertes skrig, men i brøl af vrede. "ARHHHHHH!" Lød det fra ham. Han hev
efter vejret, og stirrede diabolskt på den pige der lå, trykt ned imod jorden foran ham. "Hør her pigebarn..." Snerrede han ud igennem sammenbidte tænder, som om han egentligt ikke ville sige det, men simpelthen ikke kunne holde det tilbage længere. "Hvis du sætter dig imod, DØR hunden, og jeg gør det lige foran øjnene på dig... Forstået?" Han lagde hovedet på skrå, og blinkede med de blå øjne, som når man gør for at et barn skal forstå, at man mener hvad man siger. "Din og kræets chance er, at du gør som jeg siger" Hviskede han, vredt, olmt og tydeligvist dybt provokeret. "Du løber... HURTIGT, tilbage til hvem end der leder denne skov, og fortæller dem, at dette er krig, og at Krigshære Abaddon den evige, har gjort krav på landet her.... Fortæl dem hvor min lejr er... Fortæl dem alting, og sig, at hvis de har noget at sige, hvis de har noget de vil, kan de møde op... De vil ikke blive dræbt med det første..." Han bed tænderne sammen. Bøjede sig og samlede handsken op, og krabbede sin hånd ind i den. Han tog fat i sin økse, og holdt den klar, hvis hun skulle prøve på noget...


Hvorefter han sparkede til rustningen, så den løsnede sig og rullede til side... Hun var fri....

hun sad stadigvæk i træet, men grenen gav efter, den ramte uheldigvis en af slaverne, hun landte selv på jorden, men på bene"ups"sagde hun, da hun så på slaven*det var ikke så godt*tænkte hun, hun gemte sig hurtigt bag ved træet, hun blev til en lille katte killing og luntede lidt rundt, hun fandt et hul under et træ, hun kravlede der ned i håb om at ingen havde set hende endnu. men en slave havde fået fat i hendes lille hale, hun bed sig fri og smuttede hele vejen i gennem hulet, hun blev en lille pige igen, men hun kom ikke særlig langt før en anden slave havde fat i hende og hev hende tilbage"slip mig!"sagde hun vredt, hun prøvede at komme fri

Ephera så hvordan hans ansigtsudtryk ændredes, hvordan han næsten helt henkastet smed handsken og hjelmen, hvordan han stillede sig foran hende, hvordan hans krop spændtes...
Hun studerede ham med store, frygtsomme øjne... og så gik det ellers stærkt.
Pigen med det grønne hår og en flænge i underlæben opfattede ikke, hvad der skete, før hendes hoved i ét hårdt ryk blev skubbet til den anden side, og en utrolig smerte bredte sig - ikke bare i hendes kind, men i hele kroppen. En voldsom, pludselig smerte, der lynhurtigt spredtes fra kinden, snurrede rundt i hele hendes hoved, dykkede ned igennem halsen, ud i armende, i fingerspidserne; ned igennem maven, skabte en helvedes kvalm følelse og en trang til at kaste op, ned igennem benene, ud i fødderne... og hele vejen tilbage igen.

Tilbage lå en paralyseret, lille pige. Hendes kind var mærket med en en rød håndflade. Hendes hoved dunkede noget så forfærdeligt, og ligeså gjorde hendes slåede kind. En længere rift på den modsatte kind var lige så langsomt begyndt at bløde, fordi slaget havde stødt hendes ansigt ind i den skarpe metalplade, der var placeret over hende for at hun ikke skulle stikke af.
Hendes vejrtrækning var uregelmæssig, en blanding af hurtige og dybe stød. Hun havde lukket øjnene, og pludselig følte hun sig så klar i hovedet, og en mængde fornyet energi havde på mystisk vis lagret sig inde i hende. Men hun lå tilbage i chok, følte den voldsomme smerte i hver eneste del af hendes krop. Følte den, fokuserede på den.
Og på hvad helvede det var, der var sket.

Manden gav et voldsomt brøl var sig - hvorfor råbte han sådan op?
Imens Ephera hev efter vejret, begyndte han at tale til hende, fortælle ned i detaljer, hvad hun skulle gøre. Om hun havde tænkt sig at sige ham i mod? Aldrig i livet. Det ene slag, hun havde fået, havde givet hende en livslang frygt og had for denne... denne... ubeskriveligt ondskabsfulde mand. Aldrig før havde hun følt sig så fanget, så afhængig af en anden person. Aldrig før havde hun følt lignede ærefrygt.
Én enkel hændelse, der varede i et splitsekund, havde åbnet hendes øjne for, hvor meget magt denne mand besad. Og hvor bange, hun skulle være for ham. Aldrig igen ville hun sige ham i mod.



"Du løber... HURTIGT, tilbage til hvem end der leder denne skov, og fortæller dem, at dette er krig, og at Krigsherre Abaddon den Evige, har gjort krav på landet her... fortæl dem hvor min lejr er... fortæl dem alting, og sig, at hvis de har noget at sige, hvis de har noget, de vil, kan de møde op... de vil ikke blive dræbt med det første..." fortalte manden hende.

Ephera forstod ikke en skid af, hvad han havde sagt. Krig? Jo, det hørte hun skam. Men Warland var allerede midt i en krig - en borgerkrig, mellem Menneskene og Oprørerne. Det kunne hun huske. Sådan forholdte tingene sig i hvert fald, dengang hun boede i Takamir. Hvor lang tid var der gået? Hun havde ingen tidsfornemmelse overhovedet. Der kunne være gået to uger såvel som to år. Intet kunne have nået at ændre sig, på samme tid med at alt kunne have ændret sig.
Desuden var der stadig en chance for, at hun ikke befandt sig i Warland mere. Og hvis hun endelig gjorde, så havde hun ingen idé om, hvor hun var rent geografisk. Det kunne være Den Store Skov såvel som så mange andre skove. Hun anede ikke hvilken retning, hun skulle gå mod. Hun havde en anelse om, hvor de fire verdenshjørner var ved hjælp af Solen, men ellers... nada.

Men som sagt; hun skulle aldrig modsige denne mand igen. Han sparkede metalpladen væk, og langsomt fik hun sat sig op, og kæmpet sig på benene. Først var hun lidt vakkelvorn - slaget havde gjort hende svimmel - men hun blev hurtigt stabil igen. Hun kiggede i et kort øjeblik på denne mand - Abaddon den Evige, havde han kaldt sig selv - og så pludselig en chance til at få en slags hævn... for alle truslerne, for alle disse uskyldige træer... kniven lå stadig i hendes ærme. Først nu mærkede hun, hvordan den havde stukket hul i hendes hud, hvordan bloddråberne trillede ned af hendes arm, og ind i hendes hånd, som hun nu knyttede.
Der stod han. Uden metalplade. Selvom han havde øksen i sin hånd, og Kairos i den anden. Det var alt for nemt...

Men nej.

Hun trådte et skridt frem mod ham, studerede i et øjeblik hans øjne, søgte forgæves efter noget dybde... noget, hvad, godhed? Noget, hun ikke fandt. Hun sukkede. Lod den hånd, der ikke lå en sø blod i, falde på Kairos, og strøg ham over ryggen, og var varsom med at hun ikke kom til at ramme Abaddons hånd.
Hun lukkede øjnene i et øjeblik, tog en dyb indånding for at samle en sidste klump energi til at løbe mod... hvor? Det vidste hun ikke. Men hun ville gøre alt i sin magt for at fuldføre Abaddons ønske. Ikke fordi hun brød sig om ham, ikke fordi hun respekterede ham... men fordi hun ganske enkelt nærede en så dyb frygt for ham, at hun ikke turde andet.
Hun åbnede øjnene, udveklsede et dybt blik med ulven. Og det blik, han sendte hende, sagde virkelig noget. Hun vidste, at det nok skulle gå. At de nok skulle se hinanden igen, begge i levende tilstand.
"På gensyn, min ven..." mumlede hun.

Og så satte hun ellers af. Hun ænsede ikke en eneste af arbejderne, koncentrerede sig kun om én ting; hendes nye mission.
Koste hvad det vil.


// Out.

En lille pige kom humpende. Øjnene rullede i kraniet, og hun hvæste indædt. Hun var træt. Syg og træt af at jagte kaniner.
"Jeg vil tilbage til Takamir vil jeg.
Nej det vil jeg ikke. Jeg vil væk.
Vil jeg væk?
Jeg vil væk. Det er derfor jeg går denne vej."
Hun hvislede ordene uden at ænse lyden. Langsomt opfattede hun lyden af faldende træer. Øksehug, en lille pige der skreg. Hun humpede igennem et krat, og pludselig var hun midt i det hele.
Som en mørk fyrstinde der vender hjem, iagttog hun en synkende verden. Endnu et forstyrrende element; råbet. Ville ungen da ikke holde mund?
"Hvem råber?
Pige råber. Pige derhenne."
Hun humpede henimod en lille pige der vred sig i grebet af en forvirret person med en økse på jorden.
"Slip unge. Hun skriger. Hun larmer. Ingen arbejder i larm. lad hende gå. Hun er barn."
Hendes hvæse stemme lød som sandparpir over en sten, og let foroverbøjet med rullende øjne, så hun ikke mindre skræmmende ud. Hendes tidsløse ansigt fortrak sig let i foragt.

"Kelp! AFLEVER!" Skreg Abaddon, og slaven dukkede lydigt nakken, og afleverede ungen, der tydeligvist vred sig, og var tydeligt utilfreds med situationen. Nu stod han så der, med en økse og en unge, samt et ønske i maven, om at han dog kunne forene de to ting, langsomt... blot i et navn, men det samme forbød ham det. Da, faldt hans øjne på kvinden, pigen, den skabning der engang havde været en kvinde. Hvis man nu engang synes at hun var værdig til titlen kvinde... Hendes hofter var smalle... Det betød dårlige drenge børn. Digtere... Drenge elskere... eller endnu værre... malere!

Han rystede ved tanken, hvorefter han besluttede sig for at afslutte det her, helst hurtigt, og helst permanent, dette tog formen i at han strammede grebet om ungen, måske lidt for meget, men hvad fanden, hvis barnet ikke kunne tage det, så var det jo også bare et barn, fra det her land, et svagt land, altså svage børn! Altså var det ligegyldigt om et barn tog skade, de ville jo alligevel blive jaget væk, eller udryddet når han tog vagten.. Ikke hvis... NÅR han tog magten.

"Før den der væk fra lejren! Gamle kælling! Ved du hvad? BEDRE ide!"
"Og hvad ville den ide være, mesterfulde mester"
"Bed hende tage ungen med! Giv hende en håndfuld mønter, og bed hende skride af helvede til!"
"Perfekt plan... mesterfulde mester!""

Abaddon rakte ungen frem, og hans ønske blev efterkommet, nu stod der pludselig to slaver, den ene med en pose, med noget tydeligt metallisk i, og den anden, med ungen i hånden, fremstrakt....
Og med det, andså Abaddon det for afsluttet, så han drejede om på hælen, og begyndte at gå...

"Forresten... Kelp... Der er intet der hedder "mesterfulde mester" Hvis du nu planlagde at skrive om mig i din dagbog"

Og så stod hun der. Meget lidt havde formået at overraske hende i årenes løb, men pludselig at få stukket en skrigende ugne i armene var ikke noget hun var vant til. Hun hvæste forskræmt, og satte pigen ned.
"Hun skal løbe. Hun skal skynde sig væk. Manden vil dræbe ungen."
Hun kiggede kort på pigen, uden bare at tænke på at tale direkte henvendt til hende. Straks efter faldt hendes opmærksomhed på manden. I rustningen.
"Penge. Han har fin rustning. Han har mange penge. Mange slaver. Men intet land. Hvorfor har han intet land?"
Hun fulgte efter ham med afkortede skridt. En let provokerende tone farvede hendes ord.
"Han vil have land. Maddie kender land. Maddie kender byer. Maddie kender folk. Folk kender Maddie."
For en gangs skyld kiggede hun efter, og så at pigen var uden for hørrevidde. Selv, hælede hun ind på manden. Manden med den fine rustning. Den store mand, der måtte køre festen.