Hjemrejsen [OPN]

//Jeg vælger dig, Arandur! Pokémon temasang! Håber ikke, I bliver megasure, hvis jeg joiner.. Jeg skal redde Ephs hund.. Forglemt, Forladt, Fortabt//

Arandur gled gennem skoven på lette fødder. Vinden susede for hans ører, han løb og løb, sprang som en hjort over væltede stammer og lavt krat. Han var ikke forpustet, overhovedet ikke, hans vejrtrækning var regelmæssig og næsten skræmmende roligt, og det var regnvand og ikke sved, der drev ned over hans høje, måneblege pande. Hans muskler var varme nu, han frøs ikke mere. Jeg er skabt til at løbe, tænkte han og frydede sig en lille smule. Han tænkte generelt bedre, når han bevægede sig, havde han opdaget. Han tænkte på Ephera. Den grønhårede skovnymfe, der var væltet hovedkulds ind i hans liv og havde vendt op og ned på det, han troede om mennesker. Han sprang fra en høj klippe, svævede med et pludseligt vindstød og landede efter et fald på et par meter sikkert på fødderne. Måske var hun slet ikke noget menneske? Hun var så anderledes. Måske en engel? Regnen piskede imod hans ansigt, et øjeblik var der vindstille, så blev dråberne igen hamret imod siden af hans hoved. Han klatrede op gennem en smal kløft, et øjeblik i tvivl om han var faret vild, for Ephera kunne umuligt være kommet denne vej, terrænet var alt for ujævnt, skarpe, tydeligt lagdelte klipper ragede op af den brune skovbund, og tornede krat gjorde det svært at færdes langs jorden. Han havde en klar fordel ved at være en elver, en næsten luftbåren elver. Han standsede op og rystede på hovedet. Hans lange, hvide hår var blevet mørkblondt af vandet, der fortsat kom væltende ud fra himlen. Bare han ikke var kommet væk fra sporet. Hans grønne tunika //sådan en, romerske mænd har på..// var gennemblødt og vandet piblede direkte gennem hans tynde, lette ringbrynje og gjorde den bløde, hvide skjortebluse, han havde indenunder, kold og klam som en våd karklud. Hans bukser var heller ikke noget at skrive hjem om, de klæbede til hans lår og gjorde det svært for ham at bøje knæene. Han sukkede et øjeblik og strakte sig. Så lyttede han. Hans spidse ører virrede lidt rundt, blev endnu spidsere, blev mere fremadrettede, han vendte dem bagud og lyttede hele tiden. Til vandet, der faldt. Til skovens lyde, og der! Endelig fandt han den! En fremmed lyd. En lyd af stemmer? En lyd af liv, i hvert fald. Som et svagt ekko nåede den til ham. Hans skarpe sanser havde fanget en ny fært. Han begyndte at løbe igen.

Opad, opad, hele tiden gik det opad og plantevæksten forandrede sig. Det tyndede ud i træerne. Det var ikke længere de himmelsøgende træer, dette var skovbryn, større kroner, mere lys. De kommer fra et pas, gik det pludselig op for ham. Et af de pas, menneskerne havde udnævnt til en grænse. For Arandur var det bare bjerge, bjerge han engang ville krydse, engang når han fik lyst. Han krydsede en mindre flod af regnvand, der strømmede ned over en bred klippe og stod endelig i lysningens udkant. Og hvilket syn! De havde dræbt den, de havde dræbt hans skov! De var midt i gang med myrderiet! Han gav et forbløffet hiks fra sig, lammet af rædsel, slået med denne frygtelige følelse af inderligt had. Træerne skreg. Lyden af øksehug ramte ham hårdt, det føltes som om, de huggede i ham. Hans hals blev helt tyk, han blev kold og varm og hæs. En utilgivelig handling var dette myrderi. Røde pletter tog form på Arandurs ellers ligblege ansigt, pletter der aldrig før havde skæmmet hans kinder. Så vred havde han aldrig følt sig, aldrig så inderligt rasende. End ikke orker havde formået at vække sådan en hæsblæsende følelse i ham. Han klemte øjnene sammen og spejdede ud over pladsen, den plads de havde ryddet. Der lå fældede træer overalt, stubbe stak op af jorden, døde stubbe, døde, uskyldige stubbe. Min skov, min skov! han hviskede ordene frem for sig, hæst, med ét grædefærdig. Det var halvmørkt. Himlen var så grå, vandet fossede ud, rindende vand, men det føltes ikke længere rart, det føltes ikke længere rent, healende. Nu regnede det bare. End ikke regnen kunne rense disse sår. De ville aldrig blive renset. Hans majestætiske skov, disse gamle, gamle træer, disse træer, der var så fyldt med minder og ord! De lå bare der, afskårne far omverdenen, døende. De fældede hans skov, de dræbte den, de svin! Han lukkede øjnene hårdt i et øjeblik og mærkede de første tårer. Hvor var den der evige fidus? Han skulle komme til at bøde, skulle han! For en gangs skyld var han stakåndet. Han bed tænderne hårdt sammen, klemte sine øjne til smalle streger. De dræbte hans skov! Han bed sig lidt i knoerne, mærkeligt tilpas. Der var tændt bål et sted længere væk. Et stærkt osende bål i dette evige regnvejr. Han kunne skimte en skærm eller et telt. //okay? Håber jeg.. hvis det falder i meeget dårlig jord skal jeg nok rette, men orker næsten ikke// En stor mand stod foran en pigeskikkelse et stykke væk. Han havde andre mænd omkring sig, men var tydeligvis en form for leder. Den evige, tænkte Arandur og mærkede sin vrede flamme op. Han var ved at gøre endnu en pige ondt. Endnu en som Ephera! Sådan en.. ækel hestepære! En svag barnerøst skingrede pludseligt op, det lød som om der blev protesteret alvorligt. Arandur bed tænderne sammen og tog et langt skridt ud lysningen. I det samme begyndte den store mand at gå væk fra pigen. Hun fulgte efter ham. Arandur gjorde det samme, dog på betragtelig afstand, nærmest som en skygge, ganske svær at skelne i tusmørkebelysningen. Gad vide, hvad det var for et barn?

//Dokuro her for doven til at skifte//

hun var ikke glad for det hun havde rodet sig ud i, hun kiggede lidt på den store mand, hun var vred på ham"bare vent til min onkel høre det her, du bliver øgleføde!"sagde hun vredt, hun var jo ikke noget helt normalt barn og hendes onkel var heller ikke helt normal, de var jo begge to formskiftere, men hun kunne kun tage form som et dyr og det var en kat og det var hun lidt sur over, hun kiggede efter en måde at slippe væk på, men der var for mange slaver og træer, hun kunne ikke finde på en måde*jeg er virkelig på den, jeg vil aldrig forlade onkels hus igen aldrig, med mindere ham bøfflen her finder det*tænkte hun, hun kunne godt lide at hun kaldte ham en bøffel, det var en meget stor og stærk ko og han var stor og han var stræk, men hun viste ikke om han var en ko.

//håber indlægget er langt nok//

Han stoppede op, og snurrede rundt på hælen. Maddie kender? siger du... Måske Maddie kunne fortælle Abaddon, Abaddon betaler, Abaddon giver land... Abaddon er en god fører Forklarede han smillende, som om han talte til et barn, mens han talte gestikulerede han langsomt og roligt, stadig som om, hun egentligt var dummere end hun var. Og der faldt dråben der fik kruset til at flyde over, den lille lort, lille unge forsøgte at TRUE ham. Hvis det var en kamp på trusler de ville have, så var det en kamp på trusler de skulle få! Han hævede ungen, stirrede den ind i øjnene og hviskede, helt stille. Hør her madikke... Tru mig igen, og jeg skal sørge for, at din onkel, din tante, og hvem ellers du holder kær, skal lide, meget mere end du vil kunne tænke det var muligt Og med denne lille tale, strammede han grebet i ungens tøj. Hævede armen, og hånden med pigen, højt over hovedet, og førte den i et hurtigt ryk ned imod jorden, kastede hende med flere meter i timen hårdt ned i jorden.

Eller sådan ville han have det til at se ud. Han slap hende, og tog hurtigt fat i hende igen. HAH! Kan du så lære ikke at true! Lille lort! Han lagde hovedet tilbage, og lod en rungende latter finde vejen, helt nede fra maven, op igennem luftrøret, forbi halse, og ud igennem munden, det føltes som hær af myrer, der langsomt kriblede op af hans mave, sendende skarpe prik af eufori igennem hans krop, han kunne have sitret at ren glæde, hvis det ikke var fordi det var hæmmet af rustningen. Han slap pigen, et par centimeter over jorden, hvorefter han spadserede hen imod brystpladen, som han samlede op, og gik igang med at spænde denne på sig. Tydeligvist ligeglad med pigen, men hende kvinden, den mærkelige der talte med sig selv, hende den dumme, kunne sagtens være en vigtig brik i hans plan.

Et par sekunder senere vendte han sig igen imod kvinden, fastgørende det sidste spænde. I hans hånd knugede han stadig øksen, hvis hun nu skulle vise sig at være aggresiv, men han tvivlede stærkt! Meget stærkt!

Utålmodigt så Maddie til, imens manden gav den lille pige hvad han uden tvivl mente hun havde fortjent. Men ikke desto mindre prikkede en mindre behagelig følelse til Maddie, der gjorde hende ilde tilpas. "Det er sikkert bare utålmodighed." Hun sukkede og trippede lidt og kløede sig i fuglerede der kunne betegnes som hår. "Han er interesseret. Han vil gerne." Hun hviskede kun lavt, ventede på at han var færdig, og hun kunne opsætte hendes krav. Hun lavede en vag hvæsende lyd, der skulle gøre det ud for at rømme sig. "Først, så lad ungen være. Vent til hun er stor nok til at blive rigtig straffet. Og så... Mad. Maddie have mad. Og så Maddie tage til byer og snakke med mennesker. Om hvad?" Hun hvæste lavt, kiggede hurtigt rundt, men holdt hendes ansigt noget nær uskyldigt. Efter et øjeblik, grinte hun en boblende tør latter. "Maddie lege spion." Hun kiggede omkring. Det så meget fint ud. Der var plads og der var en masse ulykkelige mennesker, og stadig skulle man ikke løbe langt, for at kunne gemme sig bag træernes grimme facade. Hun smilte nervøst over tanken om, hvor mange hjerter der ikke ville briste, ved synet.
Hun glædede sig.

hun så vredt op på manden, hun blev hurtigt til en lille kat, en lille fornærmet kat, men hun havde ondt i kroppen efter at blive kastet ned i jorden, hun gemte sig inde under et træ, hvor ingen kunne få fat i hende, hun lå lige så stille, hun sov ikke, hun lå bare og hvilede sig, til hun ikke havde smerter mere, hun kiggede lidt op fra hulet under træet

Han nærmede sig ganske lydløst. Som en kat gennem natten på bløde poter. Vandmasserne, der var kommet i løbet af dagen havde trukket dybe kløfter i den bløde, sorte jord. Små bjerglandskaber med floder og kløfter og større vandpytter med deltaer og det hele. Tegnet fint ligesom på det kort, Ephera havde fået. Arandur var glad for, hun havde det med. Så kunne hun næsten umuligt finde vej. Al den vand kom fra regnen, regnen, der faldt og faldt. Den gav en hvislende, prikkende lyd mod det brune bunddække, de visne blade, de nu ikke længere tørre grene. En konstant tone, kun afbrudt af den pludselige, hårde vind, der lunefuldt gemte sig og dukkede frem som et lig af et skab. Denne lyse sang af piblende vand, den slog koldt vand i Arandurs blod. Ikke lade denne nye, store følelse løbe af med sig, det var noget af en prøvelse. Han havde lyst til at råbe. Rasende. De fældede hans skov, de dræbte hans træer. Den gamle skov, den uendelige skønhed i det grønne, fuglesangen, det fine net af skygger og lys. De dræbte noget, han havde kær. Det gjorde han grædefærdig. Endnu en tåre løb fra hans isblå øje, trillede ned over hans kind. Han bemærkede det end ikke. Det ville alligevel ikke have generet ham det mindste, hvis han havde vidst det. Han var ikke genert, ikke med det, i hvert fald. Tårer er ord fra sjælen, det klareste hjerteblod hentet op af sindets bundløse brønd. Den brønd, man ser ned i gennem øjnene.

Epheras øjne var brune. Som nødder. Som klart rav. Solskinsfarvede. Han kunne forestille sig hendes brønd. Den lå hvor solen skinnede. Det regnede aldrig ved Epheras brønd. Derfor var den elsket. Højtelsket. Den var så klar og ren, så livgivende! Vandet smagte af himmel, af skyer, og når man kiggede ned i brønden kunne man se ned, ned, ned, lige så langt ned, som solens stråler nogensinde når. Der var nemlig ingen ondskab i den pige, ingen ondskab til at forurene hendes hjertebrønd.

Han kom inden for hørevidde af dem, ganske uden at gøre noget for at skjule sig og dog ganske uset. Naturligvis. Han var en lille kat, der gik lydløst gennem natten, en sulten tiger, der smøg sig gennem græsset. Pigen talte. Han standsede op og lyttede. Det dryppede fra hans hår og hans næse. Hendes stemme var hæs. Hun ville have mad. Maddie have mad, sagde hun. Hun stod halvt med ryggen til ham. Manden, den store mand, den evige, havde ansigtet imod ham, den skyggefarvede elver i tusmørkebelysningen, men hans opmærksomhed var tydeligvis rettet mod pigen. Hun lød stædig. Den boblede dæmpet og var tør som vissent løv, der rasler i skoven en blæsende efterårsdag, den stemme. Hun talte om at lege spion. Hende skulle han være opmærksom på, skulle han! Ikke at han ikke skulle passe på manden, bestemt ikke! Endnu engang analyserede Arandur manden. Denne havde en økse, ligesom de dværge, elverdrenge kendte, denne økse var bare forstørret op til kæmpestørrelse. Den så tung ud, tung og dødsens farlig! Den var lavet til at hugge, kløve, forvolde skade og smerte og blodtab. Et rigtigt våben, efter menneskenes målestok. Arandur begyndte sin gang mod dem igen, nærmede sig med lange skridt. Han var stadig vred. Stadig lige rasende. Men på en anden måde, nu. Regnen kølnede hans sind og hans tanker. Vred på en kold måde, en efter elvernes synspunkt ond måde. En udspekuleret måde. Måske var det også synet af øksen, der havde kølet hans harme. En mand med sådan en økse fornærmer man ikke lige, tænkte han, nu lettere urolig. Han havde rustning på, den evige. En tyk, stærk rustning. Ikke at Arandur ikke havde det, han havde sin vidunderlige ringbrynje… Der var bare forskel alligevel. Moralsk opbagning på en måde. Abaddon måtte føle sig ret tryg i sin rustning. Arandur følte sig klædt af til skindet. Gad vide, hvordan han ville tiltales?

*ahem..*

En lille, tynd lyd blev det til. For dårligt. Han prøvede igen, bare for en ordens skyld. Denne gang var resultatet lidt mere tilfredsstillende. En lidt mere mandig lyd. Et smil krusede Arandurs bløde mund, Han havde lydt næsten som sin far. Hvor var han heldig!* Bare et lille, yndigt smil, der end næsten blev usynliggjort af end de sølle fem-seks meter, der nu var mellem den store mand og den spinkle elverdreng. Vandgardinet slørede synet, havde Arandur lært. Han kiggede et øjeblik på manden, så på pigen. Et højtideligt udtryk tog form på hans ansigt. Han vendte blikket mod generalen, generalen og kun generalen. Sådan gjorde man. Man viste sin erkendelse, sin respekt. Ganske vist var det ikke ligefrem respekt, han følte for den store, koldt udseende mand. Men hvis ikke respekt, så måske frygt? Ærefrygt? Det var vel også en form for respekt? For han var virkelig frygtindgydende ud over alle hidtil kendte grænser. Det måtte Arandur give ham.

”General Abaddon den Evige!”

begyndte han med en forbløffende stor, klar stemme, der heldigvis næsten overhovedet ikke rystede. Pigen var gråbleg, bemærkede han. Gråbleg på en grøn måde. Grøn var hun, syntes han, han gjorde grønt indtryk på ham. Hendes hår var pjusket, viltert. Hun så lidt syg ud. Han fik næsten medlidenhed med hende, næsten.. hun ville spionere på Warland, men hvis nu det var i hendes eget lands tjeneste? Med mindre, hun forrådte sine egne? Men hvorfor gøre sådan noget? Nej, han ville ikke tænke over den slags. Det var alt for kompliceret for hans lille, loyale hoved. Hans tillid var næsten grænseløs, han kunne slet ikke forestille sig nogen forråde sit land, sin familie, sine venner? Han flyttede sine øjne tilbage til generalen.

”Jeg er Arandur søn af Carrirraent den retfærdige, Arandur af skoven..”

Han bøjede hovedet langsomt, ventede.

//*Arandurs far = I har måske set de der reklamer for et gratis rollespil, man kan spille på nettet.. Reklame for Metin2, nærmere bestemt.. http://www.hayalgame.com/urunler/metin2.jpg//

//Altså nu smutter jeg lige med i emnet, som Hera Garis, dog skriv, hvis der er protest ^^//

Den silende regn plaskede ned på den tunge kappe. Hætten var slået godt op og dækkede hovedet. Den sorte hest skridtede langsomt ned igennem stien som alle slaverne havde dannet. Hera kunne mærke kulden, der for længst var gået igang med at gnave i hende. En let gysning gik igennem kroppen, dog sad hun stille igen. Med de handske klædte handsker hev hun let i hestens tøjler, som lydigt stoppede op. Hera svang hele sin krop over den sorte hest og bøjede sig ned imod jorden. ed den ene hånd, der holdt fast omkring tøjlerne, strøg hun de mudderede fodspor i jorden. Et mere frisk var placeret ovenpå det, men Hera konstaterede hurtigt at det var ulvs spor. Lettet over at det ikke var andet, svang hun sig selv ovenpå Shadow igen, og pressede hælene ind i hans flanker. Lydigt slog den over i støt trav, imens de hurtigere nærmede sig den kommende lejr.

Endelig hørte hun øksernes hamren imod stammerne, og med et listigt smil på læben red hun ind i lejren. Lyden af en stamme, der var igang med at vælte lød i lejren. Hera kiggede sig omkring, prøvede at se hvilken stamme det var. Pludselig vrinskede Shadow, stejlede og bakkede. Hera skulle til at skælde SHadow ud, da stammen hamrede ned et par meter fra dem. Hvis Shadow ikke havde opdaget den ville de være kvast nu.
"God dreng" hviskede Hera til Shadow, hvorefter hun vredt vendte sig imod slaverne, der havde fældet træet.
"Hvis vi havde ekstra slaver, ville jeg fælde jer med mit sværd. Desværre er dette ikke tilfældet, jeg ville ellers have nydt det". Heras kvindelige stemme lød vredt og slaverne kiggede muntert på hinanden. Tydeligvis havde ingen fortalt dem hvem hun var. Hera svang sig af Shadow, trak sit sværd, der hang på dens side. Sværdet glimtede og lynhurtigt stod Hera med sværdet på en af slavernes hals. Slavens kammerater bakkede tilbage.
"Synes i dette er sjovt?" spurgte hun hvæsende og prikkede hul på slavens hals. Det varme og mørkerøde blod gled stille ned af halsen, men blev udtværet af regnen og slavens sved.
"Nej, ma'am" svarede de stammende og Hera tog sit sværd til sig.
"Godt vi er enige de herrer, kom så igang med arbejdet" svarede hun med sine adelsstemme. Mændene faldt næsten over hinanden for at komme igang igen. Tilfreds vendte Hera sig om imod Shadow.

"Det må du undskylde" mumlede hun ind i hans øre. Med en rumlen i maven svarede den, og hun trak den lidt længere ind i skoven. Nogle meter fra den kommende lejr, tøjrede hun et nogenlunde tørt sted Shadow. Shadow viste hans taknemlighed ved at nappe hende blidt i hætten så den gled ned. Det blonde hår viste sig og omkransede hendes hoved som en løvemanke. Et blid latter gled ud af hendes mund, imens hun gav Shadow noget af hendes sidste vand. Shadow drak grådigt af det, og begyndte at græsse på det græs der nu var der.
Til sidst forlod Hera Shadow, dog hang hendes sværd ved hendes hofte nu.

"General Abaddon den Evige!"
Stemmen der havde råbt generalens stemme var nær opfattede Hera. Lydløs gik hun igennem skoven. Dog undgik hun ikke grenene som advarende knækkede. Hera opdagede først generalen. Dog, uden at starte med at vise den store respekt kiggede hun på scenen. En ung pige stod ved generalen, og en ny kommende ung mand snakkede til generalen. Usædvanlig scene var den første tanke der slog ned i Hera. Hera hvilede hånden på sværdet, og bukkede på generalen. Dog var hun usikker på at nogen havde opdaget. Ventende kiggede hun på scenen, på generalens reaktion.

//Jeg kom lige i tanke om dette her emne... Er det fuldstændigt dødt?//

// Det må det ikke være. o.o Spændende emne! Og desuden burde der jo komme nogle Warlændere og møde op til det første slag, ja? Snart... forhåbentligt.

//okaaay, så skriver vi lige her igen... Er emnet dødt? Altså jeg undrer mig over om Arandur har tænkt sig at svare(ingen form for pres!) og om General Abbadon den Evige overhovedet er aktiv længere? //

Arandur venter på, at nogen reagerer på hans råb :i Og had på livløsheden i dette emne v.v

Men... jeg vil bare gerne have på det rene, hvis General Abbadon den Evige er inaktiv, hvad gør vi så?

.. Vi lader en anden tage hans plads? Den er ond, men dog en løsning..

Altså jeg håber ihærdigt på at han ikke er inaktiv, men han var vist sidst på d. 22 Juni, el. deromkring...

// Ammie kender Abaddon i virkeligheden. Vi kunne få hende til at prikke lidt til ham? For han er så god til at spille den onde - det ville være synd at udskifte ham.

//Genial idé!! Støtter 100% op omkring den idé! xD

PRIK, PRIK, PRIK! n___n

Har prikket, og han har mistet spillysten, og troede han havde skrevet det.

Argh, hvad gør vi så?

// NEEEJ! Du må tvinge ham, Ammie.

//Jeg har desperat prikket og pirket, men han har virkelig mistet al slags form for lyst Han er sådan lidt principfast...

//NOOOOOOOO HVAD GØR VI SÅ?!

//Finder en til at overtage hans plads?

//Nå ja xD Men hvem skal så overtage hans plads?

// du kan? xD