Dumdadum

"man lære en masse om de ting omkring os fx at planter og træerne er med til at lave det så vi kan trække vejret tro jeg nok og deres sprog, det er svært til at starte med, men efter hånden bliver det sjovt"sagde hun, hun kiggede på ham"du skulle prøve det i stedet for at le"sagde hun,

George begyndte igen at le. Skulle han lade være med at le? Det var da svært når kvindemennesket slyngede sådan nogle skøre ting ud i luften. Hvordan skulle sådan nogle grøntsager kunne lave luft? Han tog sig til den rystende mave, imens latteren boblede op gennem halsen. Han lænede sig op ad træet igen, stødte ryggen hårdt mod det. Et øjeblik stod han lænet op ad luften da træet pludselig forsvandt. Den luft der skulle være kommet til af de grønne planter omkring ham. Han viftede vildt med armene da han opdagede hvad der skete. Lidt forsinket, opfattede han det høje krak der var kommet da det sidste af træet knækkede over, og den høje larm da stammen knuste ned i underskoven. Med et bump landede han også. Hans ryg smækkede ned i træet, og han kunne mærke den rillede bark gennem trøjen. George gispede forskrækket, da et jag af smerte for gennem rygsøjlen. Han blev liggende lidt og sundede sig. "Av for helvede da også!" Bandede han, og spyttede rasende en jernsmagende væske ud af munden. Han lod hånden glide op for at gnide det ømme baghovede og stønnede af smerte.

nu var hende der grinede, en sød lille latter, hun kiggede på ham"fornærm ikke naturen"sagde hun så, hun vendte sig om for at gå lidt rundt, hun så et æble i et æbletræ, hun tog sin pisk, hun slog om æblet og hev det ned i hånden, hun kiggede hen på ham igen, hun tog en bid af æblet"uhmmm godt"sagde hun, det æble hun havde i hånden var helt rødt og dejlig saftig

//Ehm... æbletræ, fyrrenåleskov? Nånå... det er vel plausibelt... :3//

George rystede på hovedet. "Jaja, da. Så siger vi det," Han så på det gule spyt der lå på jorden. Vidste ikke helt hvor jernsmagen kom fra. Forsigtigt spændte han i ryggen, så han kunne rejse sig op. Den ømme rygsøjle blev ved med at få ham til at knibe øjnene sammen i smerte, ved hver bevægelse. Han stønnede højlydt gennem tænderne, og rejste sig så op i en hurtig bevægelse, for at få det overstået. Et øjeblik svajede hans tunge krop faretruende meget, og svimmelheden dansede i hvide prikker for hans øjne. I forsøg på at stabilisere sig selv, greb han rundt i luften efter noget at kunne støtte sig på. Da han havde blinket et par gange og endelig kunne se ordentligt, fandt han sin hånd på Pigens skulder. Han stod lidt og så på hende. Så trak han langsomt den grove håndflade væk fra hendes lyse hud. Så gryntede han, og begyndte at spejde efter sin økse under de mange små planter for hans fødder.

//der er da godt være nogle har smidt et der med frø i//

hun spiste det færdig, hun smid det ind i en busk, hun vendte sig om mod ham, hun kiggede lidt på ham, hun kiggede på en hver af hans bevægelser, undersøgte ham, hun sys han var underholdene, hun smilede lidt af ham, hun begyndte at gå lidt rundt igen, en lille fugl fløj ned på hendes skulder, hun gik bare videre, den legede lidt med hendes hår, men hun lod som ingenting

//Ja det har du ret i. Det sagde min bror også xD Guess I was wrong C:

George gik hen til det væltede træ og sparkede lidt til de mange blade. Hvor dælen havde han gjort af den økse? Han kløede sig i nakken, og gryntede eftertænksomt. "Har du set min økse?" spurgte han, og vendte sig om mod tøsen.

hun kiggede på ham, hun rystede på hovedet"nej desværre"sagde hun, hun gik lidt rundt og kiggede på de mange træ, de så lidt kedelige ud, at det kun var den art af træer der groede der og de dækkede næsten alt skovbund så der ikke kom særlig meget lys der ned så der kunne voksne noget i underskoven

"Hrm." Gryntede George irriteret. Så måtte han da bare finde den selv, nå. Men efter et par minutters koncentreret søgen blev han lidt træt af det, og efter ca. 10 minutter gav han op. "Øv, altså! Satans god økse, det var den, ja." Mumlede han lidt for sig selv, men sukkede så, og lod sig dumpe ned på det væltede træ. Så svært kunne det da vel for fanden heller ikke være at finde en økse! Hans humør var næsten sunket helt i bund nu, og han skulede surt ned på sine fødder, der var dækket af blade. Så blev han nok desværre nød til at købe en ny. Han rejste sig op, og traskede hen til damen. "Ja, øh... Jeg bliver sgu nok nød til at tage ind til byen og købe mig en ny økse..." Han prøvede at få øjenkontakt med hende. Mon hun ville med? Ej... det ville hun nok ikke. Sådan nogle fruentimmere plejede ikke at gide spilde tid på en gemen bådbygger. Til sidst besluttede han sig for hvad han ville sige. "Ehm, altså... ja, jeg ved ikke hvad du har tænkt dig at gøre, men det var i hvert fald hyggeligt at møde dig" Han så spørgende på hende, og rakte hånden frem i tilfældet af at deres veje skiltes her.

hun kiggede lidt på rundt, hun var gået hen til en busk lidt fra det væltede træ, hun kiggede i den og tog hans økse frem, hun vendte sig om mod ham"er den her du leder efter?"spurgte hun, hun gik hen til ham med den og gav ham den"her"sagde hun, hun begyndte at gå rundt igen, hun elskede at gå ture, men heller ikke meget at de skulle være km'er lange

//håber du forstår det med km'er//

//Kilometer?

George stirrede bare på øksen. Havde han ikke lige ledt i den busk? Langsomt tog han den fra hende, og lod den dingle ved siden af hans ben, i den hårdt knyttede hånd. "Nå. Øh, ja." Mumlede han, og så ned i jorden. Det var lidt irriterende at hun havde fundet den, når nu han havde ledt i så lang tid. "Hrmfhrm." Han rømmede sig højlydt, og vendte så ryggen til hende, for at gå over til det væltede træ. Han stod lidt og stirrede på ned på det, men gik derefter i gang med at hugge grenene af. han holdt sit blik på den gråbrune bark, og lyttede til pigens bevægelser.

hun satte sig til sidst ned, hun gad ikke gå mere rundt, hun havde heller ikke et sted at gå hen for at sove, så hun sov sjælden i særlig mange timer, det var var van til hjemme fra, der var nogle som kunne angribe hvornår det skulle være, sådan var det åbenbart ikke her*ikke som der hjemme*tænkte hun og begyndte at savne det der hjemme

//Må man joine i det her emne? Som Yasmin?
Link til Yasmin: https://warland.aforumfree.com/karakterer-f2/yasmin-leaf-t797.htm//

Lyden af økens skarpe blad, der skilte grenene fra stammen lød i skoven. Ingen gjorde noget ved det. Men hvad kunne de også gøre ved det? Intet. Og alligevel, nogle kunne...

Det brune hår strøg sig omkring den brune hud. Samtidig dansede den elfenbenshvide kjole omkring de brune ankler. Yasmin kiggede sig omkring, lod de spinkle fingre glide over bladenes overflade. Lod sin sjæl blive ét med naturen. Noget hun gjorde tit. Afsøgte naturens område, mærke egernes små fødder løbe over træernes bark, ulvens store poter der gik på det bløde mos, nærmede sig det udsatte og rolige rådyr. Og pludselig gav det et ryk i Yasmin. Smerten, da noget huggede i hende. Hun åbnede øjne, lyttede efter og mærkede efter. Hvor stammede det glatte og skærende blad fra? Yasmin kunne mærke endnu et smertefuldt hug, og gik efter lyden. Endelig opdagede hun en lysende kvinde. En kvinde der lignede en gudinde synes hun. Hendes hud og hår var så lyst. Og alligevel var hun væbnet med rustning og sværd. Men hun huggede ikke i den vilde natur. Nej. Det var manden. Manden med øksen.
"Nej" hviskede Yasmin, da endnu en gren faldt at den faldne stamme. Yasmin overvejede stærkt at bryde igennem det tætte krat der gemte hende, men noget holdte hende tilbage. Hvem var disse personer? Til sidst, efter andre grene var faldet, brød hun igennem krattet der nærmest flyttede sig for hende.
"Stop" halvråbte Yasmin med hånden strakt ud.

//sletter indlæg hvis nogen protesterer ;D//

//Sorreeeeh! Skidetravlt på efterskolen ... Ser om jeg får tid til det :3 Måske kan jeg svare om lidt...//

// Undskyld jeg blander mig, men kan I ikke holde ligegyldige OOC beskeder ude af emnet? Vedkommende som skal svare skal nok få det gjort... det hjælper ikke at skrive, "Kom nu, Blahblah, det er din tur til at svare?!?!!"
Og husk, at vi har et minimum på 5 linjer per indlæg...
Hej-hej 8D

//Edith Ember ikke for noget, men vil du ikke godt være sød i ikke at blande dig i et emne du ikke en gang er med, det vil gøre det nemmere for mig for jeg bliver bare forvirret og jeg skriver 5 linjer der er ingen der har sagt at det skal være hele linjer der står bare 5 linjer og George Hemmers det er helt okay^^ jeg har selv gået på efterskole^^ og Edith Ember det var ikke for at virke sur eller noget som helst //

//Okay. Nu kan jeg vist godt svare :3 Hej nytilkommer!

George havde øksen hævet i vejret da han hørte det skingre udbrud. Han spejdede efter kilden til den pludselige lyd, og så en lille kvinde løbe mod ham. "A'hva'?" Hviskede han spørgende. Han rømmede sig. Stemmen var vist lidt ør i det i dag. "Hva'?" Gentog han med en kraftigere røst. Han stirrede på det blafrende virvar af hvidt stof der kom mod ham. Hvordan kunne det være der pludselig var sådan en trafik i skoven i dag? Var det nu endnu en af disse skovelskere? De gik ham lidt på nerverne, sådan nogle folk. Man skulle vel leve af noget, og naturen så da ikke ud til at tage så meget skade af det. George havde altid haft det motto at man skulle tage hvad guderne havde givet èn. Han sænkede øksen og betragtede irriteret, men nysgerrigt den fremmede.

hun kiggede hen på den nye person som var kommet til, hun sad på jorden, hun kiggede bare på kvinden der var kommet til, hun smilede en lille smule, derefter kiggede rundt på de mange nåletræer, hun sys det så meget kedeligt ud i denne skov, der var jo kun de samme slags træer over det hele og det var hun ikke van til, det var derfor hun sys at skoven meget kedelig ud i forhold til det hun var van til at kigge på

Langsomt gik det op for Yasmin, at det hun havde gjort, ligefrem ikke var det klogeste. Det var meget usædvanligt for hende, da hun plejede at tænke tingene godt igennem. Roligt tog hun nogle dybe indåndinger og lod skovens tilstedeværelse hjælpe hende på vej.
"Hvorfor dræber du skovens sjæle?" spurgte Yasmin med de grønne øjne, der skinnede klart. Den brune hud trådte mere frem, og den hvide kjole, blev lidt lysere. Imens hun tålmodigt ventede på svar, lod hun sin energi mærke dyrerne omkring. De var flygtet, skræmt for manden... og kvinden. Yasmin mærkede efter og mærkede en kvinde, med et skævende blik kiggede hun på kvinden. Blond hår, elfenbens hvid hud, en kriger. Sværdet fik Yasmin til at føle sig truet. Selvom det ikke var trukket, kunne hun ikke tro at hun bar våben inde i skoven, og manden med øksen. Det hele forstod Yasmin ikke. Hvorfor skulle de hugge i denne smukke skov, hvis liv trives fint i forvejen.
Hvorfor fældede manden træer?
Hvorfor var kvinden klædt klar til krig?

Forvirret rettede Yasmin opmærksomheden hen imod manden, ventende.

//hopper ind//

Jackson trådte ind i fyrrenåleskoven med stille skridt og de olivengrønne øjne rette fram af imens han langsomt gik længre ind i skoven, han kørte en hånd gennem sit korte røde hår og sukke svagt imens han rette sig op ikke fordi han blev højer af det men han sku vel se lidt maskulin ud ikke?, i hans ene hånd holdt han stramt fast om skaftet på en lille kniv for at ku forsvare sig selv mod det han måske mødte her i skoven, han begyndte at fløjte lidt imens han gik vidre ind i skoven imens han så lidt rundt, han vidste ikke hvorfor han var her men han havde intet andet at lave så nu gik han her imellem træerne og nynnede han tænkte dog på om han sku fange en harre eller en fugl så han ku få sig lidt mad for han er ret sulten, han var iført en olivengrøn slidt skjorte samt et par korte brune bukser med huller og om hans hals hang en lædersnor med en guldmedalje og ellers havd han blot bare tær da han ikke havde råd til sko, Will gik lidt vidre men efter lang tid stoppe han op ved lyden af stemmer, han kaste sig hurtigt ned på jorden og kravlede hen til en busk hvor han gemte sig men fjernede dog lidt af grene med hånden så han ku se, han fik hurtigt øje på en mand og en kvinde som stemmerne tilhørte, han trak været lavt imens han betragte dem nysgerrigt men vagtsomt, han havde dog ikke tænkt over at man igennem busken ku se lidt af hans meget røde hår så de ville hurtigt ku se ham, han sukke svagt imens han betragte dem og overveje om han sku gå der hen men rustede så svagt på hovdet.

//nu har jeg skrevet lidt mere//

//George Hemmers siger: Hej Jackson! Velkommen i emnet :3 Tænkte bare på om du måske kunne skrive lidt mere? Vi andre er jo et bestemt sted inde i skoven, og vi kan jo ikke helt bringe dig ind i emnet derfra hvor vi står. Jeg tænkte bare om du i det mindste kunne få øje på os, for så ville du måske stå et sted hvor vi kunne få øje på dig? glæder mig til at skrive med dig n.n//

//har lavet svaret længre//

//Så vil jeg mene at det enten er George Hemmers eller Howahehs tur til at svare?//

//Okay, nu svarer jeg n.n Forresten, Jackson... Det der med Will og Jackson, er det fornavn og efternavn eller hvad er det?//

Nu var George godt nok ved at være træt af alle disse naturelskere. "Ved du hvad?" Han kunne godt høre at hans stemme havde en familiær hård kant, da han begyndte at svare det næsvise pigebarn foran ham. "Jeg gør fandme hvad jeg vil, og jeg er sgu ligeglad med om en eller anden lille grøn træ-fe, eller hvad fanden det er du fabler om, kommer til at lide under det. En mand må gøre hvad han må gøre, og du skal i hvert fald ikke komme her og klage over at jeg skaffer mad på bordet til mig selv og min familie!" Hans åndedræt var nu prustende og hæst af raseri, og han kunne mærke hvordan blodet var gået i hovedet på ham. George tog en dyb indånding, og pustede langsomt ud. Han kunne høre ekkoet af sin egen ophidsede stemme i hovedet. Hvorfor gik det altid galt for ham med sådan noget? Han vidste godt at han havde lidt af et vildtert temperament, men det gjorde det da godt nok ikke nemmere at styrre. Han sukkede af sig selv. Hvor mange førstehåndsindtryk var ikke blevet præget af hans evne til at komme i ophedet diskussion ved den mindste provokation? Pigebarnet foran ham måtte jo tro han var gal. Og hende den anden naturelsker. George kunne stadig mærke raseriet boble i ham, og vendte sig derfor for at gå lidt væk og få hold om sig selv. Hans blik gled hen over de fredelige omgivelser. Han måtte tage sig sammen. Måske var der noget om det de sagde? Måske kunne han i det mindste lade som om han var på deres side til de var gået? Imens han tænkte fangede hans øjne noget der ikke passede ind. En skarp rød farve, gemt bag de mange blade, ikke så nem at overse blandt alt det grønne. "Hva-" Han kunne mærke vreden tage fat om hans tanker igen, da han udlignede den umiskendelige form af et menneskes omrids i krattet. Var der nu også en der udspionerede dem? George knyttede hårdt næverne, og bevægede sig med langsomme skridt hen mod lureren.

Howaheh sad bare en væltede træstamme og så på dem, hun var ikke en narturelsker lige som elverne var det, men hun havde bare lært på sine mange rejser at det var vigtigt at ersatte det træ der var blevet væltet, men hun viste ikke helt hvorfor, det havde hun bare fået af vide, hun så meget anderledes uf i tøjet end George og pigen, hun ikke kendte navnet på, men det skulle hun jo nok komme til, hun kiggede hen på pigen"hvad hedder du?"spurgte hun pigen, ikke på noget fremmede sprog, men det kunne hun godt gøre, for at drille pigen lidt, men det ville hun ikke til, hun lod sig dumpe ned på jorden igen fra træstammen, hun gik hen til pigen, med et smil på læben og det var ægte