Dumdadum

Jackson holdt øje med dem unden et ord og lytte til hvad de sage manden lød lidt sur og det gjor ham en smule nervøs men han prøvede dog at skjule det lidt og håbe stadig på at der ikke var nogle der havde set ham for hva sku han sige? jeg kom lige forbi og så faldt jeg nej! de ville ikke tro på ham men de vil sikker ku se at han ikke var nogen stor trussel mod dem men han vidste ikke hvad de ville tænke, han sukke svagt men tav så helt da han så manden kom nærmer, han trykke sig ned mod jorden og kravle let bagud for at komme væk hvorfor sku han også være født med det kraftige røde hår det afslørede ham altid og lavede ikke andet en problemer, han tog fat i sin kniv og holdt stramt fast om knivens skaft han holdt så stramt at hans knore blev helt hvide, han kravle lidt mere bagud imens hans olivengrønne øjne holdt øje med manden"*gå kom nu gå*tænkte han nervøst men stoppe så med at kravle da det bare ødlage hans tøj mere en det var i forvejen, han ku vidst godt droppe jagt nu hvor han nok blev fanget af den ret sure mand som kom tætter på ham.

Vrede. Vrede gør os blinde, får os til at falme i mørket. Yasmin sukkede dybt, hele hendes krop sitrede, i længslen for at snakke med træerne, få planterne til at bøje under hendes vilje. Vise manden, at vrede fik ham til at falme i mørket. Yasmin skævede over til den smilende kvinde. Med et muntert smil på læben kiggede hun på hende med de grønne øjne.
"Yasmin" svarede hun med sine barnlige stemme, og rettede opmærksomheden hen imod manden. Manden der rasede ud over hendes beskyttelser overfor træerne og planterne. Men drengen. Drengen med de røde hår kravlede, bagud, væk fra dem.
Nysgerrigt gled øjenlågene langsomt i, og Yasmin tog en dyb indånding. Begyndte at snakke med tjørnebusken. Diskuterede med den, bad den, overtalte den. Hun hørte tjørnebusken knirke og bøje sig. En gren strakte sig ud, borede sig omkring drengens krop. Tornene snoede sig ind i tøjet, sørgede sig for at på ingen måde kunne han rive sig løs.
"Tak" hviskede Yasmin åndeløst, og åbnede øjne igen. Hun kiggede på tjørnebusken, der stod lidt forvrænget, men sikkert på jorden. Tornene holdte drengen fast, selvom det allerede så ud til at han havde sørget for at fange sig selv. Med et skævt smil, dansede hun nærmest let over jorden, hen til busken, og lod de brune fingre stryge den. Langsomt snoede de sig omkring grenene og strøg dem blidt. Også iagttog hun hvad der ellers ville komme til at ske. Spændingen dirrede i hendes krop, og alt var blevet glemt omkring mandens raseri, det eneste der interessede hende var drengen med det røde hår.

George var tæt på drengen nu. Han kunne se det skræmte ansigt. Det var bare en ung knøs. Han tog en dyb indånding. Bare en dreng. Han vidste sikkert ikke bedre. Måske havde han bare leget gemmeleg med en kammerat. Han kunne dog godt se at han nok var lidt for gammel til det. Men det ændrede ikke på at det George havde gjort var forkert. Gudskelov havde han ikke nået at skade knægten. Idiot! Så tag dig dog sammen! Han burde ikke blive så sur. Nogen gange kunne han bare mærke selvbeherskelsen løbe gennem fingrene på ham, og så var det den var gal.
Han var standset op, da drengen var stoppet med at kravle baglæns. Han burde nok holde sig lidt på afstand. Han stod og trak vejret ind gennem næsen, med lukkede øjne. Han havde brug for et øjeblik for sig selv. Endelig slappede han af, hans hænder foldede sig ud, hans skuldre faldt sammen.
George åbnede øjnene, og så på drengen med et fredeligt og lukket ansigt. Han skulle lige til at tale, da busken foran ham pludselig begyndte at bevæge sig. "Hva-" George hoppede baglæns af forskrækkelse og forundring. Busken snoede sig om den stakkels skræmte knægt, og blev derefter igen ubevægelig. Busken havde lige flyttet sig! En plante! George rystede på hovedet med et nervøst grin. Det kunne ikke være sandt! Godt nok havde han hørt om folk der besad evnen til at snakke med planter. Ja, hans bedstemor havde endda fortalt ham historier om det, pralet med hendes tidligere evne der dog var gået tabt sammen med hendes ungdom, hvilket var højst usandsynligt. Han havde alligevel aldrig mødt nogen der havde været i besiddelse af denne evne, ellers havde de bare ikke fortalt ham det, så han havde faktisk troet at den gamle bare havde ville underholde sit barnebarn med et par hvide løgne. Men det var sandt. Man kunne styre planterne, manipulere med moder natur. George så på den næsvise kvinde, der havde stillet sig hen til busken. Var det hende der havde gjort det? "Hvordan gjorde du det?" Spurgte George den mystiske dame. Han var lidt flov over sin uvidenhed, men det stoppede ikke nysgerrigheden i at hærge hans sind.

hun kiggede hen på George og så på Yasmin"hyggeligt at møde dig Yasmin"sagde hun efter hun havde fået af vide at den frememde kvinde/pige hed Yasmin, hun gik hen til dem"hvad kigger i på?"spurgte hun, hun kiggede ned på drengen"øh ham"sagde hun bare, hun smilede til ham"hej du skal ikke være bange"sagde hun, hun prikkede blidt og let til George"han gør ikke så meget ud over at blive sur"sagde hun med et lille grin, hun smilede bare til drengen, hun tog sig ikke af at planten bevægede sig, hun havde set så meget underlige ting på hendes rejser, de eneste våben hun havde var en sværd og en pisk, det var ikke mange der regnede hende for at være farlig, men det var hun meget endda, men det var kun når hun var kamp, udenfor det, var hun blid som en lam, hun var sød og venlig ved alle der ikke ville hende noget ondt

Jackson mærkede noget vikle sig rundt om hans spinkle krop og han ku svagt mærke torne, han løftede blikket da den sure mand kom tætter på og så lidt nervøst på ham da manden nemt ku få Jackson ned med narken, Jackson var ikke bare et lille barn han var faktisk 20 år man ku bare ikke se det på ham fordi han var så tynd på grund af mangel på mad, han prøvede på at komme fri fra torne grene men det endte dog me at noglr af de skarpe torne satte sig fast i hans ben og arme og han beyndte at bløde lidt"slip mig fri"sag han så med den mest kraftfulde stemme han ku mønstre dog lød det ikke så godt, han løftede hovdet da en ung kvinde nu dukke op ved siden af manden hun lød ret flink dog var han stadig nervøs for han vidste at de ville spørger hvorfor han gemte sig og hvad sku han svare?, han betragte kvinden let "sikker?"sag han spørgne og lukke kort de olivengrønne øjne men åbnede dem hurtigt igen, Jackson tænkte lidt tilbage på den gang han fik lov til at bo hos kro ejern det var en skøn tid to måltider om dagen samt et bad og en seng, han rystede let på hovdet for at komme tilbage til til skoven og prøvede at glemme det store mysterie med at hvenm hans forældre var og hvorfor de forlod ham på den lille kro men det ville han aldrig få svar på, han så lidt nervøst på manden stadig"Jackson"præsenterede han sig lidt nervøst.

Yasmin indså at snakke med busken, var en forfærdelig idé. Men som altid sikrede hun skoven og sig selv, før hun sikrede sig, hvem personer var. Langsomt gled de brune øjenlåg i igen, og hun så skoven for sig med sit indre øje. Hun så den spinkle dreng, eller udsultede mand, med det røde hår for sig, låst fast i tornene. Så den store mand nærme sig manden, men springe væk, da busken formåede at låse drengen fast. Kvinden med det elfenbenshvide hår og ligeså samme farvede hud. Busken strøg hun let og bladende.
Lad gå, lad manden gå, der er ingen farer. Busken lod let tornene forlade mandens hud, rystede lidt, og stod præcis som den gjorde før. Uden at åbne øjne tog hun en dyb indånding - mærkede nålene fra de høje træers duft, mos der lå under hendes bare og hårde fødder, lugten af det krigeriske læder. Alt sammen tog hun ind, og lod skovens energi give hende den sidst rest af energi. At bevæge en busk var mere end rigeligt. Endnu engang åbnede hun øjne og kiggede på manden.
"Historierne fortæller om mænd og kvinder, der er forbundet med skoven. Disse sjæle er også kaldet elvere. Men der findes andre, druider" forklarede hun let, imens hun hvilede med hele hendes krop op imod en træstamme. Med et dybt suk, gled hun ned så hun sad op af den, og lukkede øjne.

//out gider ikke vente mere//

// Gosh, det må i undskylde, men nu skal jeg nok svare... //

George viftede irriteret den prikkende hånd væk. Hvad vidste hun om ham? Han var stadig lidt muggen i det, og tog sig selv i at skule rundt på den lille flok. Dog kunne han ikke lade være med at lytte intenst til hvad den mystiske kvinde sagde. Druider, hva'? Han kiggede tænksomt ned i jorden. Han vidste godt nok ikke meget om verdenen omkring ham, men havde han ikke hørt om sådan nogle? De besad vist en hvis form for magiske kræfter eller noget. Han var lidt usikker på emnet, men besluttede sig for ikke at spørge sig videre ind på det. Men han ville helt klart undersøge det nærmere under mere familiære omstændigheder. Men nu måtte han da vist lige redde sit eget ry i denne situation. "Du, øh..." Han henvendte sig til den spinkle fyr der nu var blevet løsladt fra sit tornede fængsel. "Altså, der er vel noget om det hun siger," Han skævede til Howaheh. "Jeg gør dig sku ikke noget, vi kom nok ikke så godt ud af det, hva'?" Han rakte hånden frem mod hans. "Jeg hedder forresten Hemmers. Eh ... George hvis du vil." Han sparkede lidt til jorden og rømmede sig.

//Så venter vi på Jackson ik'?//

// George siger: Jo, øhh... hvis Howaheh ikke er med længere... //

//Hun har skrevet out //

//Ved ikke hvordan man kan beskrive dette her - men skal vi bare forsætte, lidt lang tid siden han sidst har været på O.o//

// Jo, øhh... men går det når vi kun er 2? //

//Ingen anelse - vi kunne prøve...//