*** (i mangel på kreativitet)

"måske, måske ikke" svarede hun ham,
efter at have tænkt længe.

Gæst

"er det godt eller skidt?"
spurgte han, stadig med en uskyldig klang i stemmen.

Hun trak på skuldrende.
Hendes ben lavede et let dansetrin frem og tilbage.
"artzhor... står det for art?" spurgte hun med en drillende stemme.

Gæst

"hvor er du kreativ. men jeg må skuffe dig. nej."
han stod stille og ventede. før eller senere blev hun træt af legen, og så endte det som det nu gjorde.
"danser du?"
spurgte han interesseret.

hun ingorede hans spørgsmål.
"nå står det så for lad mig se Artzhor... hor... art.... zhor... nej nej.... hvad laver sådan en 'spejder' her?" fik hun spurgt til sidst.

Gæst

"har jeg ikke sagt at jeg ikke er et menneske?"
spurgte han lidt træt. han havde hørt det hele før. mange havde prøvet at lave sjove ting med hans navn, men han havde altid været ligeglad.

"hvad er du så?"
spurgte hun og kiggede lidt træt på ham.

Gæst

"Ja det er så det gode spørgsmål. jeg er vokset op som ork..."
han pillede ved sine rene negle. han lignede ikke en ork, men han følte sig som en af dem.

"a hva'?"
spurgte hun og lavede undrende øjne.

Gæst

"ikke så meget.."
han kiggede på noget bag hende uden interesse. det plejede at hyle mennesker totalt ud af den.

"okay, ved du hvad? du er MÆRKELIG"
sagde hun med store øjne.

Gæst

han gik langsomt rundt om hende, stadig med sværdet i hånden.
"Ved du hvad? det er du også."
fnøs han, da han havde gået en runde.

En varme af vrede brusede op i hende.
"nå så det synes du forræder" hvæsede hun ad ham.

Gæst

"Forrædder? forrædder mod hvem?"
spurgte han uskyldigt. det kunne hun nok ikke svare på.
"det er det gode spørgsmål... mod jer? eller os orkere? eller mod menneskerne? ville du ikke være glad hvis de havde flere forræddere?"

"hmm lad mig se. 1. Du har forrådet menneske, 2. du handler med menneskene, 3. så du er tydeligvis en stor forræder" sagde hun meget tilfreds med sig selv. Hun skyndte sig at hugge sit sværd mod han hoved.

Gæst

han drejede hovedet og gled baglæns, men ikke nok. sværdet strejfede hans kind et øjeblik, men det var kinden med stålmasken. han rynkede panden og metallet fulgte hans bevægelse.
"Det var synd."
han pegede på hendes sværd.
"den slags hakker i klingen er sværde at udbedre..."
han tog sig til kinden. da han fjernede hånden løb en lille sølvstribe ned over hans håndled fra en lille ridse i det lanke stål. han smilede hårdt.
"interessant hvor mange måder magi findes i..."

Hun smilede ondt til ham.
"godt det ikke er mit eget" svarede hun henkastet.
"men det bliver mit eget" tilføjede hun hvæsende igen.
Hun lavede et nyt udfald mod Atzhor denne gang mod maven.

Gæst

han gled baglæns, men sværdet flåede sømmen af hans kappe. han sukkede og hægtede spændet af. han smed den ind mellem dem og håbede hun faldt over den ved en fejl.
"tak. jeg var også træt af den farve."

Hun opdagde ikke kappen og faldt over den. Hendes sværd spids pegede op mod hende, men hun nåede i sidste øjeblik at flytte sværd æggen så hun ikke kom til at dræbe sig selv. Hun løftede hovedet og gav ham hvis-du-rør-mig-er-du-død blikket.

Gæst

han var lige ved at grine, det var meget fristende. i stedet rakte han hende venligt en hånd og lod sin sværdspids hvile mod jorden.
"Kom du til skade?"
spurgte han uskyldigt

Hun hvæsede ad ham, og mens hun lå ned trak hun usynligt sin økse op, og da hun rejste sig op lod hun hånden med øksen kører om bag ryggen. Nu lavede hun et udfald med sværdet mod hovedet, mens den med øksen kørte gennem luften mod maven.

Gæst

han så øksen, før han så sværdet han hamrede sit sværd op og låste øksen fast. så opdagede han sværdet, men det var for sent at springe baglæns. han vendte metalkinden til, og det gav en uhyggelig lyd da metal mødte metal. hans kind var et øjeblik som en krummet blikplade. så blev den ren og blank igen.

Hendes øjne lynede vredt.
Hun drejede rundt i en hurtig bevægelse og sparkede bagud, i en stor kraft.
sværdet fløj gennem luften og styrtede mod hans højre knæ.

((hun vender hendes ryg mod hans mave kan man godt sige.))

Gæst

han vaklede baglæns, lidt for sent, men dog i tide til at unslippe hendes angreb. han begyndte at kredse om hende, nåede en halv omgang, men blev så stående stille og ventede på det næste hug fra hendes side.

Hun kiggede lynende på ham.
hun begyndte at kredse rundt om ham.
Vreden kogte stadig kraftigt i hende da hun ikke kunne få ram på ham.
Den mindstre tirren/fornæmelse så vil hendes vrede bryde løs og hun vil sikkert ramme ham, men hun vidste ikke.