*** (i mangel på kreativitet)

Gæst

han ventede lydløst og agtsom. hvad ville hun gøre?
han veg et par cm. tilbage og trak sig en smule sammen, for at være klar.
*komså!*

Øksen havde hun i sin venstre hånd og sværdet i højre.
I en flydende bevægelse lod hun øksen lande på sin plads.
Nu tog hun sin venstre hånd om sit sværd og strammede grebet.

Gæst

Attzhor halede en lang jagtdolk op af el skjult lomme. den var lige så lang som hans arm, det halve af hans sværd. han holdt den frem foran sig, sådan, at hvis hun huggede med sværdet, ville han kunne parere uden at bruge sit sværd.

"hvad venter du på?" hvæsede hun ud ad mundvinen.
Højt nok til at kunne høre det, men han skulle anstege ørene for at høre det hele.
Hun begyndte at kredse om ham med et lumsk smil.

Gæst

han opfattede det, selv om det krævede en del.
"dig selvfølgelig,"
sagde han endnu lavere og gjorde hele tiden front mod hende. hun måtte ikke komme om på siden af ham. det betød døden. det vidste han alt for godt.

"så kommer det til at tage flere dage ved du nok" fik hun sagt efter at have med stor anstregelse hørt hans ord.
Lige pludselige tog hun et skridt frem.
Hun begyndte hurtigt efter at kredse om ham igen.

Gæst

"Så lad os bare vente..."
han trak sig baglæns og fulgte hendes kredsen med fronten.
"hvor mange dage sagde du?"
spurgte han et øjeblik efter.

"indtil du dør" svarede hun.
Hendes støvler var gamle og ville ikke kunne klare det og det gjorde ondt i hendes fødder.
Men hun kunne ikke mærke smerten for vreden og blodtørsten fik det til at forsvinde.

Gæst

"Er jeg virkelig det værd?"
Artzhor kedede sig gudsjammerligt, men han turde ikke forsøge at forsvinde. ikke tabe til hende. hun slog ham sikkert ihjel, og han havde faktisk andet at gøre. pludselig slog han ud mod hendes hoved med sit sværdskæfte, for hvis han bedøvede hende, ville hun ikke bemærke at han forsvandt lige så stille.

Hun nåede i sidste øjeblik at se svørdskæftet og parede det med sit sværd.
Nu trak hun Øksen og gjorde et udfald mod hans mave.

Gæst

han vaklede baglæns og standsede hendes angreb med sin kniv på en lidt akavet måde. låste den fast.
"skal vi stoppe?"
han forudså allerede sin egen undergang, men det skulle blive løgn.

hun kiggede op luften og tænkede sig om.
Hun ville så gerne vinde, men det andet var at give op, og hun var begyndt at blive træt.
"hvis du kan løbe hurtigere end mig, mens jeg rider, så lader jeg dig gå" svarede hun.

Gæst

"rettelse... hvis du kan fange mig når jeg har din hest..."
han bakkede et lille stykke og forsvandt så mellem teltene.
"vi ses-"
nåede han lige at råbe før han var væk. der stod en enlig hest. den 'lånte' han.

//out//

Dette tog Sauhsa som et nederlag.
Hun kiggede op i himlen og brølede af sine lungerns fulde kraft. Gårdspladsen rungede af hendes brøl.
Nu traverde hun ind i et telt for at sove.

//out//