en lyd i gaden.

Niniane skuttede sig i vinterkulden. markedspladsen var fyldt med mennesker, men det var stadig koldt. hun gik langs boderne uden rigtig at interessere sig for dem. hun havde set markeder andre steder, men så mærkede hun duften af kanelæbler.
hun gik gennem mylderet af mennesker mod en lille sidegade bag en bod. her var meget mindre trængsel, og hun drog et lettelsens suk. så hørte hun noget.

en hvislende susen fra en pisk og så et hulkende råb. hun så sig om for at finde kilden til den ubehagelige lyd, og fik øje på en mørk og næsten usynlig gyde bag en halvåben port. den endte blindt i en lille gård.
drevet frem af sin ukuelige nysgerrighed gik hun ind. En elverdreng lå på jorden, og en brutalt udseende menneskemand stod med en læddersnor i hånden og så truende ud. drengen blødte fra et sår over kinden.
"hvad foregår der?"
udbrød hun, højere end hun egentlig selv ville.
manden vendte sig.
"Det rager ikke dig lille møgtæve."
spurgte han ligegyldigt.
"Ahva!?"
hun glippede med øjnene og gloede ellers bare forvirret på manden. så gik det op for hende hvad han havde sagt.
"Dit... dit fede læs. selvfølgelig rager det mig om knægten er ved at blie tæsket af et brutalt svin."
hun gik over til drengen uden at se på manden en eneste gang. hun rørte ved drengens kind med sine fingerspidser. han mumlede noget utydeligt, og i næste sekund greb en stor hånd fast i hendes kappekrave.
"*araargh*"
gispede hun da hun blevb hevet bagud og op at stå. manden drejede hende rundt og stak sit ubarberede ansigt helt ned til hendes.
"Bland dig udenom lille skat. ellers er det dig der står for skud næste gang."
hvæsede han og der stod spytklatter ud af munden på ham når han talte.
"Hvis du lar drengen være ka du for min skyld rende og hoppe."
svarede hun hvislende. mens hun talte kom drengen på benene. drengen stak af, og lod dem stå alene tilbage i gyden. manden så det ikke. først da drengen råbte "fedtflæsk" efter ham blev han opmærksom på det manglende offer.
han skubbede hende ind i et mur hjørne.
"Se nu. han er væk... og nogen ska straffes."
han greb efter lædderremmen som han havde brugt som pisk før, og da han skubbede sin våbenkappe til siden, kunne niniane se det lille sværdmærke som ordensmagten plejede at bære på deres uniform. det her var en betjent... han skulle holde hånd om loven, men i stedet overtrådte han den. hun bandede rasende i sine tanker, mens hun så ham hæve pisken og trykkede sig ind mod muren som et sidste flugtforsøg.

//Undskyld jeg lige bryder ind, selvom jeg ikke må. Det her emne er helt vildt medrivende! Der burde skrives en novelle om det ligenu o.O Sorry at jeg skriver. Men det kunne bare blive til en helt vildt spændende historie. Som det allerede er... o.O Undskyld...//

((om det gør noget? er du syg! jeg er vildt glad for din ros^^ nu kan jeg sove med et smil ))

//Det er jeg glad for ^^ Selvom det ikke er så normalt at skrive ros til et emne hvor andre skal svare xD Ej, skal nok smutte nu. Men vil du ikke lave en novelle eller en historie om det? //

Han slog med remmen. hendes højre arm røg pr refleks op som parade i sidste øjeblik. Da den var omviklet med tøjstrimler/bandager (se billedet) mærkede hun det kun som et slag, da snoren svirpede rundt om hendes håndled. hun greb fat i den, for at vinde tid. han hev til af alle kræfter får at få den fri, og hun måtte slippe den med et lille hvin og et brandsår i håndfladen.
han hævede igen armen til slag, denne gang parat til at møde hendes en smule forsinkede parader. hun slog armene op omkring hovedet, og blottede ved en fejl sin ene bare overarm.
det sang i luften da pisken smældede ned over hendes skulder, og hun råbte/skreg af smerte. hun sænkede armene for at se det ildrøde mærke, og pisken sang igen. hun nåede lige at vende hovedet halvt væk, og den ramte hende over nakken. tårer pressede sig ud af hendes øjenkroge, nok mest af raseri over denne bølle.

Green kom gående hen af gaden i katteform da han tilfældigvis så ind i gyden hvor Nina stod.
Han rejste børster *sådan en bølle trænger nok til en lærestreg*.
Green sneg sig ind i gyden og stillede sig lige bag manden med pisken.
Han stod der et spiltsekund så stod der en kæmpe elefant der hamrede manden op af muren.
Han gik ud som et lys og pludselig var det Green der stod der.
"Godaften miss" sagde hanvenligt.
((er det ved at være aften?))

((sikkert))

niniane vendte langsomt ansigtet væk fra muren og så chokeret på ham. hun sænkede langsomt skuldrene, og så begyndte de at ryste af gråd. hun kastede sig om halsen på Green og græd ind mod hans hals. det tog langsomt af, men før det nåede hans (hvad han nu har på) at blive helt våd.
"han-han var-var ved at tæske en lille dreng."
hun klyngede sig til Green.
"de skal be-beskytte folk, og-og så-... de g-gør bare in-intet"
hun begyndte af græde igen, ikke bare over at manden havde slået hende, men osse over en masse gamle ting.

"Når, du klarede den selv" sagde han henvendt til Green.
Han kiggede på Ninianes sår, og sagde:
"Tror du ikke at du skal have nogen til at kigge på det der?".

hun snøftede og rystede på hovedet. tårerne pressede sig frem og slørede hendes syn, så hun trykkede atter hovedet ind mod green. hun forsøgte at kvæle hulkene, men det lykkedes ikke, og hun begyndte at hulke dæmpet igen.
Hendes ene hånflade, den der var forbnændt var begyndt at bløde en smule, og blodet faldt på de toppede brosten.
*Du har jo set det før... hvorfor chokere det dig så meget? du kender jo overmagten i disse dage... du ved hvordan de opfører sig... hvorfor tar du sådan på vej? hvorfor gør du dig selv til grin?*
hun havde ingen svar på sine egne spørgsmål, og hulkede bare højere ved tanken om den gang hendes egen bror var blevet behandlet sådan.

Green fik et trist blik i ansigtet.
Han holdt om Nina "derfor er oprørene til" sagde han stille og med sorg i stemmen "de skal bekæmpe den virkelige fjende".
Green klappede hende på ryggen "såså" sagde han stille.
*Jeg beholder mit job det er både sikkert og vist, de mennesker!*.
En enkelt tåre forlod Greens øjenkrog men han tørrede den hurtigt væk.
"Det skal nok gå, vi har næsten alle sammen prøvet det" sagde han og kiggede på Nina.

"op-oprørene?"
snøftede hun overrasket, og så op på green, og derefter på Chris. hendes øjne blev fyldt med et barnagtigt håb.
"Der er altså nogen der holder øje med de rædsler... (det menneskerne gør)"

Han nikkede og holdt hendes hovde ind til sig "ja" sagde han "det gør vi, det prøver vi ihvertfald på".
Han smilte og kiggede på Chris "jeg stoler på du ikke fortæller dette til nogen vel?".

hun fnøs vredt.
"hvad regner du mig for?"
alligevel slap hun ham ikke.

"Selvfølgelig ikke" svarede han.
Han fulgte dem med øjnene, han havde altid været håbløst dårlig til at trøste, og ville derfor ikke prøve.

"Nåja tempramentet skifter" sagde han havlt alvorligt halvt smilende "det må du undskylde".
Han slap hende uden rigtig at vide om det var det rigtige.
Han sendte hende et skævt smil så "vil du være en af os?" derefter kiggede han på Chris "og dig vil du?".

hendes øjne blev en sørgmodig og alvorlig grøn farve.
"hvis det gør en forskel."
svarede hun og skuttede sig i vinterkulden. hun ville gerne holdes om og trøstes, men det virkede så barnligt i forhold til disse oprøreres alvorlige udseende.

"Selvfølgelig, ellers ville jeg nok blive nød til at skifte job" svarede han glad.
*Det går hurtigt nu, først livvagt og så hurtigt efter oprører* tænkte han fornøjet.
Han blev stående på sin plads, af samme grund som før.

"Jamen du er jo osse... alle ved at du gør en forskel... men har i brug for mig? jeg slås elendigt og mine magiske evner ligger laaangt under middel..."
hun så bekymret ud og pillede nervøst ved kanten af sin nederdel.

"Men du er ret god til at snige dig, ikke?" spurgte han.
*Det ville overraske mig hvis hun ikke var det* tænkte han.

"Det ved jeg ikke..."
hun begyndte nervøst at knække fingre.
"Det... jeg har rejst rundt længe, men det er som om jeg ikke kan vænne mig til byernes ordensbalance... på en eller anden måde kommer jeg altid i klammeri med de forkerte."

"Ok, det lyder ikke så sjovt" sagde han trist, og han fortsatte: "Men du må da vide om du kan finde ud af at snige dig?".
*Hmm.... Hun ligner en der kan snige sig* tænkte han.

"Måske..."
hun smilede et smil der var umuligt at tyde.
"nogen gange er det meget smart at være stille..."

"Ja, og hvis du mestrer det tror jeg sagtens at oprørene kan bruge dig" forklarede han hende.
"Ellers kan du bare blive madmutter" sagde han med et smil.

"MADMUTTER MIG!? du ved ikke hvem du taler med... jeg er ikke køkkenvenlig.."
hun var en ganske god kok, men det endte altid med at køkkenet lå i ruiner bagefter. hun havde noget med tomatsovs, knuste tallerkner og pletter i loftet.

"He he... Det var også kun ironi. Madmutter er vist ikke lige dig" sagde han stadig smilende.
*Det ville sikkert gå helt galt* tænkte han glad.