Skovfæstningen

Green red ind igennem skoven, på noget der engang havde været en nydelig sti, men nu nærmere var et mudret spor, folk plejede ikke at komme denne vej til skovfæstningen.
Green kiggede sig over skulderen for at sikre sig at Nina var med.
De skulle snart finde et sted at sove, solen var ved at gå ned.

Gæst

"hm... stien bliver bedre længere mod øst..."
mumlede hun for sig selv og blev opmærksom på greens blik.
"hm ja.. vi skal finde et sted, hvor der er vand til hestene... der burde gå en bæk parralelt med stien... men måske er det højere oppe..."
hun nikkede frem ad stien, der ganske rigtigt så ud til at gå en smule opad.

Green nikkede.
"Kan du ikke føre an?" spurgte han så "jeg kender ikke stedet her særlig godt".
Skoven var flot, men også farlig, de skulle snart til at finde et sted at sove.
Green klappede sin hest på halsen, og kiggede fremad.

Gæst

"jo selvfølgelig."
hun overhalede ham og satte hælene ind i siderne på hesten, der ikke havde lyst til at gå ind under de brede kroner. modvilligt fortsatte den fremad og fulgte stien. dens hove sagde sjap-sjaplyde i mudderet, men det så ikke ud til at genere den.
"jo tættere man kommer på elvernes skov desto færre udødelige er der... ((udødelige=fabeldyr))"

Green nikkede til hendes ryg, hun havde helt sikekrt ret.
Han spejdede rundt.
"Jeg tror jeg kan høre vand" sagde han stille "vi er tæt på".

Gæst

"ja."
hun fortsatte omkring ti meter frem og standsede at sin hest og lod sig glide ned.
"jeg tror vi skal dreje ind her."
hendes blik flakkede let. hun så ud til at være i tvivl.

Green gled ned ved siden af hende og lagde en hånd på hendes skulder.
"Vi prøver" sagde han så.
Han tog fat i tømmen på sin hest og trak den med ind i krattet.
Han kunne ikke ride her, men Green mente godt at hesten kunne komme igennem.

Gæst

"pas på brændenælder..."
advarede hun og fulgte efter ham. et tornekrat trak lange blodige striper ned over hendes læg, men hun var vokset op i skoven, så det generede hende ikke synligt.
"det lyder som om det er her omkring."
sagde hun efter et minuts gang. hun kunne ikke se for hans hest, men hun regnede med, at hendes hørelse var fin.

Krattet åbnede sig og foran dem lå en lille plads.
Gennem pladsens midte gik de ren lille å.
Han smilte og trak hesten ud ad krattet.
"Din stedsans fejler vist ikke noget" sagde han så henvendt til Nina, idet han slap hesten der straks gik ned og begyndte at drikke.

Gæst

"næ..."
hun sank noget og forsøgte at finde på en kvik bemærkning.
"men den er bedre i skoven end i byen... og den er vist ikke noget at råbe hurra for, når det gælder basen..."
hun slap sin hest og trak kappen lidt sammen om skuldrene.

"Det er jo derfor du har mig" sagde han blidt.
Så gik han ud på den åbne plads.
"Vi bliver nok nød tila t sove under træerne" sagde han så.
Han kiggede lidt forlegent på hende "jeg er vist ikke noget som helst med".

Gæst

"det er jo derfor du har mig?"
svarede hun og lagde armene om ham et øjeblik."ska vi tænde bål?"
spurgte hun alvorligt og trak et lille fyrtøj frem.

Han lo til hende og kyssede hende i håret.
"Ja" sagde han så mens ha også lagde armene om hende men ikke for tæt på træerne vel?".
Han smilte til hende.
"Hvis du bliver ved hestene så finder jeg brænde".

Gæst

hun nikkede og klemte hans hånd et øjeblik, før hun hentede Greens hest og trak den over til et træ, hvor hun kunen tøjre den. hun løsnede gjorden og lagde sadlen på jorden, mens hun talte lavt til den. hendes egen hest kom hen og begyndte at gnubbe sit store let ludende hoved op mod hendes skulder. hun skubbede den væk og kiggede efter fnug. han plejede at gå og komme.

Green smilte varmt til hende.
Så drejede han om på hælen og begav sig ind i skoven.
Da han var komemt et stykke ind, fandt han et sted hvor der lå massere af små kviste og grene.
Han begyndte at samle dem sammen.

Gæst

Niniane tog hovedtøjet af greens hest efter at have bundet en simpel rebgrime. hun tøjrede den, så den kunne nå både vand og græs. hun gjorde det samme med sin egen hest, selv om hun egentlig regnede med, at den ikke stak af.
hun begyndte også at samle tørt kvas, men hvis bålet skulle holde hele natten skulle der være nogen større stykker brænde på. hun kiggede rundt og spottede en stor træstamme. det ærgrede hende, at hun ikke havde en rigtig økse med.

Green kiggede rundt.
Han fandt ikke nogle store stykker træ men massevis små.
Da han kom tilbgae havde han favnen fuld af kviste.
Han smilte da han lod dem dumpe ned på jorden.

Gæst

Niniane havde også samlet en lille bunke kvas. hun fangede hans blik og smilede svagt og blidt til ham. hun begyndte uden et ord at stable grenene på et lille stykke hun havde ryttet for græs og visne blade. forsigtigt satte hun hænderne ned til bunken og lukkede øjnene. hendes ansigt blev koncentreret og fast. pludselig sprang en lille gnist mellem hendes fingre, og så blussede en lille flamme frem. de tørre blade krøllede sig sammen i varmen og blussede så op. hun åbnede øjnene og gned sin pande. hendes magiske gave var virkelig ikke ret stor.

Green kiggede på.
"Godt alternativ til et fyrtøj" sagde han så.
Han gik hen i ærheden af bålet og satte sig ned.
"Mad" sagde han så pludselig "det må vi altså undvære, vi har ikke andet at jage med end mit sværd...".

Gæst

hun rejste sig let vaklende op.
"jeg har en bue..."
hun trak den over skulderen, hvor den uskyldigt havde skjult sig.
"mon ikke det går?"

Han nikkede "Vil du, eller skal jeg?" spurgte han så.
Han blinkede og holdt sine hænder frem mod ilden.
Han tog en kæp og begyndte at rode lidt i bålet.

Gæst

hun sank noget, men fik det sagt.
"vil du?"
det virkede dumt, men hun følte sig underligt fortumlet efter at have brugt magi. hun rakte buen frem mod ham. pilene var pakket ind i et hvidt klæde sammen med strengen.

"Selvfølgelig" svarede han blidt.
Han tog imod buen og pilene og begyndte endnu en gang at gå ind i skoven.
Der var ikke meget liv, men han havde i sinde at prøve.

Gæst

hun satte sig ned ved bålet og slyngede armene om knæene. hun følte sig egentlig tom indvendig. hun kom igen til at tænke på sin far. og sin mor. hun forsvundet som den første. folk sagde, at elvere levede evigt. det passede ikke helt. de onde sygdomme var meget udbredte. de åd folk op indefra, sagde Adrian.

Green så en hare men før han havde taget sigte var den væk igen.
Han sukekde og fortsatte igennem den tæt bevoksede underskov.
Flere gange så han dyr men de forsvandt lynhurtigt igen.