Skovfæstningen

Gæst

hun kiggede rundt, men bemærkede heller ikke den flygtende. De bundende fjender blev ført ud og Jonathan blev båret over mod en dør, selv om han protesterede højlydt.
"lederen er såret, men ikke alvorligt..."
Simon stor pludselig bag dem.
"jeg forstår bare ikke, hvorfor..."
det lød tænksomt og bekymret.

Green rystede på hovedet.
"Jeg tror der står en anden bag" sagde han så "det er undelrigt at en gruppe elitesoldater pludselig angriber, for at få en fæstning, det er jo ikke den nemmeste måde at gøre det på".

Gæst

"det kunne være afledning..."
Foreslog en elverpige og rakte Simon en af angribernes pile.
"det er elverpile...."
sagde hun bestemt og Simon nikkede.
"ja... men der er også mennesker imellem..."
"haldonir?"
Spurgte Niniane og kiggede på pilen uden at slippe greens hånd.

Green rykede brynene let.
Pludselig slog en tanke ned i ham "hvad vej ligger skatkamret?" spurgte han så, en elverpige pegede undrende mod øst.
Green slap Ninas hånd, inden han begyndte at spurte i den retning "jeg tror de allerede er her" råbte han over skulderen mens ha stormede ned ad gangen.

Gæst

"Efter ham..."
Beordrede Jonathan, der stak hovedet ind af døren. hans skjorte var overpøset med blod, men han så meget frisk ud. Elverne begyndte at løbe efter Green. Niniane vendte om og skyndte sig op af trapperne for at finde sit sværd. hun nægtede at være våbenløs et øjeblik mere.

Green stormede ned ad gangene.
Idet han stormede forbi en dør, greb to hænder ud af den og trak ham lydløst ind i et mørk rum.
De lukkede stille døren i efter sig.

Gæst

Niniane fik fat i sine våben og stormede ned af trappen igen. Der var elvere med våben overalt nu. en lille flok elverbørn kom hende i møde under en lang buegang. de ældste drenge og piger bar våben og nogen af de yngste græd. Hun ville gerne videre, men i stedet ledte hun dem tilbage til en større hal, hvor der herskede mildt kaos.
"hvis de små går ud i haven, kan vi så ikke hjælpe?"
Spurgte en stor dreng.
"Men hvem bliver ved de yngste?"
spurgte en pige og fortsatte :
"Jeg gør ikke!"
Niniane ville ikke gå med på ideen, men havde det været hende for to år siden, havde hun reageret nøjagtig som dem.
"Okay.. kommer i bare?"

Green blev trukket ind i rummet.
Der stod tre mænd omkring ham, den ene var anføren.
Lederen smilte "Green Leak" sagde han så.
Green stirrede på ham "hvor kender du mit navn fra" sagde han sig, idet han vristede sin mund fri fra den ene vagts greb.
"Fordi du er vores virkelige mål" sagde anføren koldt.

Gæst

Niniane og den lille flok af børn styrtede ned af en gang. de kendte alle smutveje og alle små trapper. de mødte mange bevæbnede elvere, men ingen vidste, hvor de rigtige fjender eller Green befandt sig. Jonathan og Simon havde, efter, hvad man kunne opsnappe, lige fanget en mindre gruppe forklædte mennesker i kælderregionen, som de havde lagt i lænker. Hun sprang ned af en lang trappe og nærmest sparkede en dør op. gangen bag døren var lang og mørk. hun snuppede en fakkel i en stage og løb ned af gangen. børnene var langt bagude. det var nok forkert af hende at løbe fra dem, men her i mørket blev hun pludselig bange for, at der var sket noget med Green. alle alarmblus blev tændt i hendes hoved, men hun vidste ikke, hvor hun skulle lede efter ham.

Green stirrede på ham med store øjne "jeres..jeres virkelige mål?" hviskede han forbløffet.
Anføren nikkede. Green stirrede på ham med foragt "så for at få fat i mig, var i parate til at myrde løs blandt uskyldige, både kvinder og børn".
Green spyttede efter ham men manden lo bare.

Gæst

Niniane styrtede videre ned af en gang. hun vidste, at Green var et sted deromking. det var ikke længere et spørgsmål om at finde nogen indtrængende. det var en kamp for at finde Green og.. og hvad så? hvad hvis han ikke var i fare, og hun var ved at skabe totalt kaos med en dum bekymring. men inderst inde vidste hun, at der var noget galt. børnene kom halsende efter hende.
"okay vi deler os.. to og to.. kig i alle rum.. og hvis der sker noget.. så bare løb ud på gangen og kald..."
gispede hun forpustet og begyndte at løbe igen. en stor dreng slog sig til hende.

Manden holdt Greens ansigt op "hvordan skulle vi ellers have fanget dig?" spurgte han hårdt "bare have banket på hoveddøren og bedt om at få dig udleveret".
Green tænkte på Nina, og på alle børnene "Hvis i får mig" sgade han så "lader i så de andre gå?".

Gæst

Der kom aldrig noget svar, for i næste øjeblik blev døren sparket op af to elverpiger. den ene skreg og flygtede, da hun fik øje på de bevæbnede mænd, mens den anden lagde en pil på sin bue. I næste øjeblik stod Niniane i døren. faklen i hendes hånd skinnede et øjeblik i hendes øjne, da hun så Green. det var som om hele verden forsvandt. så blev hun opmærksom på krigerne omkring ham. hun hævede faklen som et våben og trak sit sværd med den anden hånd.

Green benyttede at vagten der hodlt ham tøvede. Han sparkede ham hårdt over skinnebenet og sprang frem mod Nina, så drejede han om så han havde front mod krigerne og trak sit sværd "tak fordi du kom" hviskede han til Nina inden han stillede sig i kamppostition.

Gæst

hun svarede ikke, sænkede bare faklen en smule. mændene rørte sig ikke.
"hent Simon..."
beordrede hun en dreng bag sig. det øjeblik hun slækkede koncentrationen og så væk slog anføreren til. han kastede sig frem forbi Green og ind i niniane, så hun snublede bagover med et forskrækket hvin. faklen blev slået ud af hendes ene hånd, og hun kunne ikke få plads til at svinge sværdet, før hun lå på gulvet, og manden sad på hendes mave. han holdt hendes ene arm fast med sit knæ og trykkede en lang dolk ned mod hendes hals. hun kunne høre sit eget gispende åndedræt, i stilheden, der fulgte.
"Ja. Hvis vi får dig lader vi de andre gå."
manden kiggede op på green og smilede koldt.

"gå med jer" beordrede Green de restenrende børn.
De forsvandt ud af døren for at hente Simon.
Green kiggede på anføren og så på Nina "Okay" sagde han så "jeg overgiver mig".
Hans hjerte dundrede da han smed sit sværd og den kniv han havde hængende i bæltet
Anføren gav Nina et skub og tog mænd trak Green hen til sig.
Green kiggede på hende med et sørgmodigt smil, så slog anføren ham ud og de forsvandt ud af vinduet, væk igennem natten.

Gæst

//helt ærlig, så er det faktisk dag... så natten? men hvis det er nat? så er det nat xD //

Niniane kom op igen og sprang over til vinduet med et råb af raseri og forskrækkelse. det var gået uhyggelig stærkt, og på et øjeblik, var hele hendes verden vendt rundt. hun stirrede ned mod floden, der brusede i det fjerne, og hørte hestehove, der forsvandt om et ned over bakkerne.
*De slipper ikke forbi vagterne. de slipper ikke forbi vagterne!*
hun vidste, at hun løj for sig selv, da hun sprintede efter børnene for at komme ud mod stalden. i en dør ramlede hun ind i Jonathan og Simon og tre bevæbnede mænd.
"Vi kunne ikke finde dem..."
gispede Simon, der åbenbart var gået forbi børnene.
"De har Green..."
afbrød Niniane og forsøgte at smutte forbi dem.
"hvem?"
Simon tog fat i hendes arm og hun så hans egen skræk på hans ansigt. nok ikke for Greens skyld, men nærmere for hendes.
"jeg ved et ikke, men jeg skal finde dem før de slår ham ihjel..."
det lød helt forkert at sige det på den måde, men det så ud til at gøre et enormt indtryk på de omkringstående. Så trak hun sig fri af Simon og spurgtede ned af gangen. øjeblikket efter sluttede Jonathan og to mænd sig til hende. de havde alle langbuer ligesom hende selv og hun vidste, at de var de bedste mænd, nogen kunne ønske sig.

((nu er det så nat, sry))

Green lå på hesteryggen og bumlede frem og tilbage.
Anføren smilte, alt var ikke gået efter planen, men de havde Green Leak, så snart de var ude af porten skulle de bare stikke ham ned og bringe liget til deres herre.

Gæst

//naat xD//

Niniane satte den hest, der havde stået klar, i strakt galop. hun lagde sig frem over halsen på den og drev den hurtigere fremad og lagde de to elvermænd, der, helt upåvirkede af farten, var ved at spænde deres buer. Jonathan holdt heller ikke hendes tempo, men det gik lige. et øjeblik efter fik hun pludselig øje på noget. lyden af hestehove var ikke langt væk. som en skygge næsten fløj hendes hest gennem et lille krat og dukkede frem på den anden side, kun omkring tyve meter fra de flygtende fjender.

Green vågnede langsomt men holdt øjenene lukkede, efter at have blinket et par gange.
Han måtte vente til det rette øjeblik.
De var i overtal, og selvom hjælpen vist var på vej, ikke så langt derfra, var han ikke helt sikker.

Gæst

vinden susede om hendes ører, og hun holdt hesten an. de havde ikke set hende endnu. men det ville de snart. de fortsatte deres stormridt, mens hun satte strengen på sin bue og trak prøvende i den. ved at trykke til den med knæene fik hun hesten til at springe fremad i let galop. hun lagde en pil på buestrengen og trak langsomt højre hånd tilbage til ud for sit øre. hun tog roligt sigte. at forhaste sig ville ødelægge det hele, og hun havde kun overraskelsesmomentet med sig en gang. hun var sikker på, at hun ikke ville ramme Green. De tre andre elvere var oppe på siden af hende nu. de var ikke helt så langt med deres buer som hende, og hun var den første til at sende pilen hvislende ud i mørket. hun vidste pr. instinkt, at den ville ramme.

I samme sekund Nina lod pilen suse gennem luften satte Green sig op.
Den suste lige hen over hans hoved og ramte anføren ((ok?)).
Han gav et skrig fra sig og Green skubbede ham hårdt ned fra hesten.
Han greb efter sit sværd, men det havde de jo taget. Et øjeblik sad Green på hesten, så sprang han ned i samme sekund en kniv susede hen imod ham.

Gæst

Ikke engang Ninianes natteøjne kunne se den mørke skygge, der gled ned fra hesten. det eneste hun opfattede var, at den ene hest pludselig var rytterløs, og at hun haved ramt sit mål. hun sporede hesten yderligere for at fange mændene, der indså, at de ikke overlevede, hvis de forsøgte at vende om for at dræbe Green.

Greens ben gav efter under ham og han sank sammen, mens han så rytterne ridde væk i fuld galop.
Han kiggede op mod den opstående måne, hun var kommet efter ham,selvfølgelig, Nina havde aldrig svigtet ham, hvorfor skulle hun dog gøre det nu.

Gæst

Niniane standsede sin hest, da hun blev klar over, at hun var redet forbi Green. de andre fortsatte ud i mørket, men det betød ingenting. hun sprang af og styrtede over mod den mørke skikkelse. hendes ansigt lyste op i et lettet smil, da hun så, at han var ved bevidstheden. hun faldtpå knæ ved siden af ham og knugede ham hårdt ind til sig.