Månedansen

//Hvis nogen nye skal være med, kan i se forhistorien i: Takamir by, oprørsbasen, "Ankomsten til oprørsbasen" (Men spørg lige først :))//

Vinden kastede Ellinors skinnende hår om bag hende i en hvirvl. De lyse krøller svang om hovedet på hende og de blege, indsunkne kinder stod i kontrast til de krystalklare, blå øjne. Hendes hvide læber var trukket op i et let forundret udtryk og hendes blik var myndigt og alvorligt.
Det hårrejsende ridt på Veneurs ryg som en sibirisk tiger, forekom hende i en helt anden verden. Det eneste hun lagde mærke til var den ny opståede måne og de smukke stjerner.

Trods den lette kølige brise, var der stille og ikke én af træerne svajede. Stemningen var mystisk, og man kunne fornemme det magiske i luften, det var som om nogle stemmer hviskede i vindpustene, sagte og smukt, som en stille melodi af forskellige toner.

Foran dem sås nu en lysning hvor månens stråler skinnede en smule klarere igennem end ellers, det var den samme lysning som Veneur havde fundet hende i, Druidernes Cirkel. Ellinor bøjede sig automatisk frem mod hans ører og hviskede stille men meget klart "Det er der!" Som om hun på forhånd vidste hvor de skulle hen, men i virkeligheden anede Elinor ikke hvor de var, det var nu hendes elver instinkt der havde taget over.

Veneur var blevet en forpustet, men han forsatte stadigvæk, han gik derover hun sagde at hun skulle hen, han vidste nemlig at der var mere til dette ritual ind man egentlig kunne finde ud af ved at se på de med videnskab, der var nemlig magi og instinkter som kom ind i elverne ved sådan nogle ting,. da han så var nakommet, lagde han sig ned på alle poter, så hun kunne stige af her ved druidernes cirkael, han forblev dog i den sibiriske tiger, dne passede bedst lige nu, han så på stjernerne og månen.

Ellinor hoppede elegant af Veneurs ryg og lagde en lille, spinkle hånd på hans varme pande og lukkede øjnene, hendes hånd blev øjeblikkeligt kold og beroligende mod hans overhedet hud. Hendes blik var fjernt da hun igen åbnede øjnene og man kunne lige nå at ane et grønligt skær. Hun tog et skridt væk fra ham og så op på månen. Hun var som i trance og hun skævede hen til Veneur som om hun ikke kunne kende ham. Hun vendte sig væk fra ham og med øjnene rettet mod månen, bevægede hun sig nærmest svævende, og uopmærksom på hvor hun trådte, hen til lysningen. Armene lod hun hænge ned ad siden og hendes tynde, blege fingre strejfede planterne omkring hende. De krøb op omkring hendes ben, men holdt ikke fast i hende så hun snublede, de krøb omkring hendes arme og nærmest spærrede vejen bag hende så det blev sværere at følge efter hende.

Det blege månelys skinnede sølvagtigt ned i lysningen og skabte skygger fra de høje trækroner. Hun fulgte en lille naturlig stig ned til midten af lysningen og stod stille. Hendes lille skikkelse virkede skrøbelig i forhold til de store høje træer.

Veneur gjorde noget meget simpel for ikek at skulle takle planterne ved at forvandle sig og flyve lige over hendes hoved næsten, han var måske halvanden meter og hende og fulgte elegant med hende i hans blå fugleform, som han elskede. Han begyndte at nyne, en melodi som handlede om roen i skoven, som alle kune lide. Den melodi var blød og rolig, uden at være kedelig og det lød so men nattergales sang, for han brugte nu fuglens stemme, til at nynne med, for han kunen jo også forvandle sit stemmebånd og det indvendige.

Hun vendte opmærksomheden mod den syngende fugl og så undrende på den. Hendes lysende grønne øjne glimtede i det klare månelys og hendes krøller svang sig let omkring det lille kønne ansigt. Hun rakte en hånd op mod fuglen, som om hun ville gribe fat i ham. Længselsfuldt og bedende så hun længe på ham og begyndte stille at nynne med på hans lille sang. Hun begyndte at danse, som hun havde gjort i storsalen, men denne gang var dansen mere svævende og yndefuld. For hvert skridt hun tog, tegnede der sig ét glimtende sølvmønster som begyndte at tage form. Hun flyttede fødderne i små drejende bevægelser, mens hun stadig nynnede og så op mod ham.

Planterne omkring dem snoede sig nu ind i hinanden, i samme bevægelser og rytme som Ellinor. De dannede ligeså et kønt mønster, og den ellers så stille lysning, summede nu af et klart fløjtespil, hvis lyd hang yndefuldt og aftagende i den stille brise. Træerne svajede i takt med Ellinor og det var som om at hun var midtpunkt for hele ceremonien.

Dave sad og holdte for sit sår hvor blodet stadig sivede ud.
Han havde prøvet at forbinde det, men det blødte for meget, og kan kunne ikke finde vej til åen når det var mørkt.
Han så sig omking og snart efter kunne han høre fløjtespil.

veneur fløj lidt laverer så hun kunne nå hans vinger, han fløj med i hendes bevægelser, alt var så vidunderligt go mystisk. Hele skoven handlede om hende og magien var stærk, det kunen han mærke i sin krop, jo højrer magi en formskifter havde jo mere kunne han forvadnle sig til og jo stærkerer væsne kunne han forvandle sig til. Magien var så stærk at veneur fik fornemmelsen at hvis han forvandlede sig til en drage vilel det lykkes hundrede procent, for normalt er en drage umulgt at forvandle sig til for en formskifter, selvom man sagtens kunne få mange ting og ligne en drage kunen man aldrig ligne en drage fuldstændig og stadig hae alle dragers vner. Han forsatte med at nynne , han så også på Elinor mens han fløj rudnt om hende.

Hun lo befriende og strakte sine arme op over hovedet for at nå hans vinger, hun strejfede dem stille og grinede kønt til ham. Fløjtespillet fortsatte i samme melodi og rytme men i stedet for en sagte lyd i baggrunden, tog den nu til og indhyllede dem i et smukt scenarie af toner.

Normalt under en elverdans ville alle elverne samles og danse i flok, men da der ikke var andre elvere i nærheden, var Ellinor alene.

Ellinor dansede som havde hun aldrig gjort andet og langtfra så det ud som om fuglen og hende legede en lille leg, men dansen rummede meget mere end bare leg. Træerne rundt om dem knagede stille til fløjtens spil.

Ellinor fulgte nu med i trance og fra hendes små spinkle hænder, lyste nu en klar gylden flamme. Den lignede stjernestøv og svang sig smukt op og rundt om hendes arme. Det sølvglimtende mønster på jorden, der kom hver gang hun tog et skridt, begyndte at lyse tydeligere, som havde hun lige malet det.
Hun begyndte at synge en stille sang, uden ord, men en slags formular, hun så ned af sig selv med de grønne øjne mens hun uafbrudt sang den lille trolddom. Mønstret fra jorden, hævede sig nærmest, som en slags damp og satte sig overalt på hendes krop som et gråligt mønster.
Det var oldgammelt elversprog og var et rim, en forudsigelse af fremtiden.
Luften var tyk af mystik og Ellinor dansede let videre mens de mange uforståelige ord kom ud af hendes mund.

Veneur prøvede så godt han kunen at nynne og samtidig flyve, samtidig mens han paasssede på ikke at ramme hende, mens han prøvede at terpe det hun nærmest sang uden ord, veneur vidste at der var ngoet bagved hele denne dans osm sakbte denne mystik, han vidste ikke hvad det ville være, men magien var meget kraftig, dne lyste ud af hende og han havde sværer ved at kontrollerer sin forvandlings magi fordi der var så meget magi, at det var svært for ham at forblive i dne form og hold hans magisk ro hele tidne så han ikkke kom galt afsted. han så på hendem ens hun hdansede rundt.




////glemte at skifte bruger////

Dave rørte nervøst på sig, og det føltedes som om hele skoven var levende omkring ham.
De halvt-lukkede blomster svajede fra side til side, og musikken blev en smule højere for hver gang han blinkede.
Han støttede ryggen imod træet, som på sin egen måde syntedes at følge hans bevægelser, og kom endelig op at stå.

Bag Ellinor´s "trance-øjne" blinkede et tegn af genkendelse da hun så op på Veneurs kønne vinger, men ligesom det kunne se ud at hun blev sig selv igen, lige så hurtigt tog magien over igen. Hun så forundret op på ham og blinkede nervøst.
Mønstrene på hendes krop begyndte at lyse svagt og bevægede sig stille rundt på hendes krop, som om at forudsigelsen va ved at gå i opfyldelse. Hun så forvirret op på Veneur, som om der var noget der bekymrede hende, hun kunne mærke at de ikke var alene og hendes magi fortalte tydeligt at de var Dave der var der. Men den kunne ikke finde ud af om han var ond eller godsindet.

Lidt efter var bekymringen ikke til at skimte og Ellinor dansede gladeligt uvidende videre. Musikken var smukt og fuldendt og hele skoven svejede videre i fryd.

Veneur havde set hendes bekymring af en elelr anden, ahn lod hende danse i fred, mens han fløj væk og forvandlede sig til elverformen, det var sværer end normalt da magien var stærkerer end den normalt var. Han havde trukket sine sværd og spurgte tæt på der hvor han troede at Dave var "hvem der, god eller ond, menneske eller oprør eller neutral" det var blevet sagt så Elinor ikke blev forstyrret, men alligevel blev dave spurgt.

Ann bevægede sig målrettet gennem skoven, hendes øjne trancematte. Noget her et sted kaldte på hende. Den kølige nattebrise gik direkte igennem hendes tøj og gav hende gåsehud, men hun ænsede det ikke. Hun må finde dem... hendes magi blev hevet i af fremmede kræfter.
Ann vågnede af trancen. Nu var hun her.
Det første hun mærkede var at luften var tyk af magi, en fremmed magi som Ann aldrig var stødt på før. Det var som om hele skoven fulgte med i den scene der udspillede sig foran hende. En smuk elverkvinde som Ann aldrig havde set før dansede rundt, yndefuldt og elegant mens hun sang i et sprog som Ann ikke kunne forstå. Sølvmønstre snoede sig rundt på kvinden mens hun dansede, og oplyste lysningen som en lille måne. Et øjeblik følte Ann en trang til at danse med, men mærkede at det ikke var for hende.
Ann vidste ikke hvad hun skulle stille op med den nye magi der havde kaldt på hende. Hun stod og gloede forgabt på den smukke elverkvinde uden tanke på tid eller sted eller hvorfor hun var her.

Alastor var gået fra teltet og Nippon, men hvorfor? Hvad var det der trak ham hen...han vidste det ikke...han kunne mærke sin egen Aura og den sjæl han delte krop med´s aura...som om bode den gode og den onde aura blussede op i ham, men hvorfor?

Han havde ikke taget sin jakke med og havde ikke dækket sit øje...hans venstre øje var dødt...og dog levende....helt sort med en gul pupil i midten....og hans trøje havde skyggerådets mærke på sig...nok ikke det smarteste, men der var ikke tid.

Da han kom så han en smuk elverkvinde danse...han blev næsten trukket i en trance...men han havde fået trænning mod magiske trancer...også måske fordi han havde to sjæle i sig...hvem vidste... hans mørke magi blev nærmest trukket ind i det....men han var ligeglad.
Alastor så en elver lidt væk og skyndte sig at løbe hen til ham og sige "hvad sker der?!"

Ellinor tog sig ikke synderligt af at Veneur fløj sin vej, men hendes stædige og egocentrede elversind synes at det var en synd og skam. Hun så et kort øjeblik længselsfuldt efter ham, men efter et kort øjeblik fornemmede hun noget andet. Hun dansede mere stille og stoppede pludseligt da hun fik øje på den lille pige i udkanten af lysningen.

Skoven mumlede fløjtens melodi og månens stille suk fortonede sig i vindens vuggen. Ellinor så ufravendt hen på pigen og hendes indsunkne blege kinder afslørede intet ud over forundring. Hendes lille mund mundede ud i et nervøst smil og sølvmønstret havde nu nået hendes hals, når det dækkede hende helt, ville dansen være fuldendt.

Hun stod helt stille med det ene spinkle ben foran det andet og stirrede på hende. Den kølige nattebrise svang Ellinors kønne krøller om i ansigtet på hende og hun kastede dem væk i en hurtig bevægelse. Trods afbrydelsen af dansen stoppede hun ikke sin sang, og efter et øjeblik stillestående, fortsatte hun sin dans men denne gang var den målrettet og hun bevægede sig hen mod pigen. Snorede rundt om hende mens hun uafbrudt holdt skarpt øje med hende. Hendes øjne lyste klart grønt og Ellinor kom tættere og tættere på pigen i hendes dans. Tilsidst rakte hun en lille spinkel hånd ud mod hende og ville føre hende med i dansen.
Elverblodet brusede i hendes årer men selvom magien skærpede en hver anden tanke, var Ellinor ikke i tvivl om at pigen var et menneske, og efter gammel skik var det forbudt for mennesker at danse med i elvernes dans eller i det hele taget opdage den. Så en gammel regel stod klar i Ellinors hoved; Efter dansen, måtte hun dræbe pigen. Koldblodigt.

reves kom gående i sin smukke hvide ulve skiggelse, hendes pels lyste i måne lyset, hun så ikke der var andre, hun satte sig og hylde mod månen som en normal ulv ville gøre.

//kunne ikke finde på mere//

Ann bakkede først nervøst tilbage, men kunne så ikke modstå den smukke musik og den smukke, skinnende kvinde længere. Selvom hendes instinkt skreg til hende at hun skulle lade være, sagde hendes magi, Ja, gør det!
Ann tog den mystiske kvindes hånd, og lod sig hvirvle ind i dansen.

//gad ikke skifte bruger...sorry træt/doven idag//

Alastor så på dansen og prøvede at finde ud af hvad der var så bekendt ved den, han håbede bare kvinden ikke kendte til skyggerådet....
han så på den pige der var og løb hen mod hende i forvirringen...hans hår fløj nærmest i luften efter han. Da han var kommet over så han at hun nærmest var i en trance..."hvad forgår her`?" var alt kunne sige...Det var svært at modstå trancen...han tænkte hurtigt og trak et stykke kridt frem...han tegnede en cirkel rundt om sig og plaserede sine hænder i den og sagde nogle ord "anti magic zone" han svedte, men et grønt skær kom rundt om cirklen og lavede en bobbel om sig...den ville nedsætte al form for magis effekt i et minuts tid...

Ellinor instinkter berettede om flere mulige trusler der var nær dem og hendes nervøse blik blev tydeligere. En ulv hylede ikke så langt derfra og hendes hænder begyndte stille at ryste, men det var næsten umærkeligt. Af en eller anden grund som hun ikke kunne forklare, savnede hun pludseligt fuglen hun havde leget med tidligere.

Da pigen tog hendes udstrakte hånd, førte Ellinor hende nærmest ind i en verden af de smukkeste drømme. Drømme som ikke kunne måles med virkeligheden. Pigen ville kunne se hvad hendes største ønske var og hvordan det lykkeligt gik i opfyldelse. Følelsen af at den fantastiske dans ville fortsætte for altid, ville holde hende fanget i et net af længsel som ikke ville brydes før at det var for sent og Ellinor ville dræbe hende.
Ellinor lo af bare fryd og sang sin uforståelige trolddom til perfektion, mens hun varmhjertet førte pigen med rundt i de kønneste bevægelser.

Ellinor´s opmærksomhed blev imidlertidigt fanget af en drenget stemme der lød forvirret og bange, han råbte efter nogen, men hans sprog var ganske uforståeligt for Ellinors midlertidige trance og hun så uforstående i stemmens retning.

Mønsteret på jorden og rundt om hende, lyste nu klarer end før og dansen var ved at nå sit højdepunkt. Ellinor dansede videre med samme lethed som en fjer og hun bandt pigen i et smukt drømme scenearie.

Era var også kaldt af den fremmede magi i skoven. Men ikke kun i sin magi - hele hendes krop blev hevet med. Hendes elverinstinkter var på det højeste; det var tid til Månedansen.
Endelig nåede hun sit mål - den tykke luft var fyldt med den ældgamle elvermagi som hun tit havde oplevet. Hun skulle lige til at indlede sig selv i dansen, da hun opdagede at noget var galt. En lille pige, hvirvlede rundt med danseren. Det var ikke en elver. Det var et menneske.
Eras første instinktive følelse var vrede; hvordan kunne et menneske tillade sig at danse deres dans? Men det var hendes elverinstinkt der talte - siden hun ikke var i dansetrancen kunne hun stadig tænke klart. Hun vidste at hendes artssøster der var i gang med dansen ville blive nødt til at dræbe menneskepigen når dansen var færdig. Dræbe. Det varede et sekund før det gik op for hende hvad det betød.
"Nej!" skreg hun, men det var næppe hørligt gennem den tykke dyne af magi der havde lagt sig over stedet, træernes susen og elverens sang.

//im so lazy TT^TT//

Alastor genkendte ikke helt dansen men han vidste noget skidt snart ville ske...han kunne bare mærke det...som om hans magi prøvede at advare, og samtidigt lure ham....

Han slugte en smule spyt og tog sig sammen, han tog sin S formede daggert ud og holdte den sådan at den ville kun kunne slå nogen bevidstløs...han tog tilløb mod elverkvinden og løb af alt hans krop lod ham...magien der trak ham nærmere gjorde ham kun hurtigere da han var nær hende hoppede han...det var som om alt stog stille...han håbede han kunne ramme hende og vælte hende omkuld...så ville ritualet være forstyrret og hun ville være nød til at vente til en anden gang...han håbede bare ikke hun ville blive for vred...

midt i hoppet så han Era....han råbte af alt han kunne "STIK AF ERA!!!!"

//Tror at vi snart skal vente på Veneur//

Ellinor så straks ned på den mørke skikkelse der tegnede på jorden, og udstødte et vredens skrig. Hun løftede med lynets hast en hånd op og jorden under cirklen slog revner. Hun så rasende på drengen og hendes øjne lyste klart og magisk grønt. Hun stoppede dog ikke sin sang, men lod pigen danse et øjeblik alene.

(Da det er fuldmåne er Ellinors magi på det højeste, og hun er aldelse farlig. Hun ved ikke hvad hun gør under dansen, da den fanger hende i en magisk trance.)

Ellinor fornemmede den nytilkomne elver og hendes verden blev pludselig meget lysere. Hun kaldte nærmest på artssøsteren gennem sangen af oldsprog og dansede kønt hen i mod hende med pigen i hånden, gennem ordene fulgte en beretning om pigens historie, hvordan hun blev ført ind i dansen.

Ellinor skreg vredt igen over hans vilde angreb, men kunne ikke synderligt gøre noget. Hun lukkede de kønne øjne stille i og ventede på slaget men der kom ikke noget. Alligevel blev ritualet stoppet og Ellinor blev slået omkuld på jorden. Hun nåede lige at se skræmt og frastødt på ham. Hun besvimede og med et blev skoven stille, alt stoppede og musikken forsvandt. Men Ellinor havde nået at synge sangen færdig. Mønsteret havde nået overalt på hendes krop, dansen var fuldendt.

Hun lå bumstille, hendes spinkle, blege krop svang sig i det bløde græs og hendes hår dækkede det lille kønne ansigt. Mønsteret havde fortonet sig og var nu kun en aftegning på hendes krop. Hun sukkede stille.

//ved det ^^..men alastor er lidt naiv nogen gange =D//

Alastor ramte ikke..men han havde stoppet hende i et par sekunder...en stemme lød i hans hoved...*lad mig hjælpe dig* han kunne mærke kvinden var stærk...så han sukkede og accepterede det.....


hans sorte øje blev rødt.....det lyste svagt...og han landede i et rullefald... han vendte hoved rundt på en mærkelig måde..."heheheheheHAHAHAHA"
Han rejste sig op og vendte sig mod kvinden...han vidste hun kunne angribe, men han vidste også han havde tid nok...."hehe...hvem du så end er må du være noget af en trudsel siden han har villigt givet mig kontrol.....er det et ritual?...lad os se om vi ikke kan stoppe det lidt eh?"

hans ansigt så ondt ud...helveds ondt...det engang så glade venlige smil var forsvundet og erstattet af et stort ondt grin..

Han straktye armene ud og knoglepulveret fra hans ryg adlød..."DARKNESS EMPOWER ME!....LET LIGHT BE BANISHED AND LET ME STOP THIS RITUAL" hans knoglepulver flød ud over hans arme og ned på jorden og blev til 3 små skeleter....hans arme var også blevet armeret med kløer på hver sin side

han så en pige som virkede som om hun kendte ham, han så kort på hende med det døde rødglødende øje...med det sorte døde hud om det. Han kikkede hurtigt væk "skrid...før jeg ombestemmer mig om dig..."

//han har en anden sjæl i kroppen..magisk stærkere men sindsyg og ond...hvilket jo ikke er fedt =(//

Selvom kvinden var væk, havde Era allerede mærket hendes kald, og kunne ikke længere holde sangen tilbage fra sine læber. Hendes krop begyndte at bevæge sig i de yndige mønstre som udgjorde dansen. Hun forsvandt ind i trancen, og sølvmønstre begyndte at vise sig på hendes ankler, hvor de snoede sig længere op.

Ann vågnede af drømmetrancen. Elverkvinden lå på jorden. Og der stod... Ann begyndte at ryste. Hun så ikke andet end drengens sorte øje, og var ikke klar over at hun havde mødt ham før. Hun skreg skingert og bakkede væk fra ham.