Månedansen

"Elinor du skal da ikke være genert præsenter dig selv for en ham, som man burde gøre i din position og sæt dig hvis du har brug for det, du skal nemlig ikke bekymrer dig, tre formskiftere og en elver med magi mod en ridder som er alt for let at gøre vred og han burde lade være med at være så aggresiv, i krig er det en dårlig, men god evne, god til at gå bersærk og dæbe en del, men den gør også så du næsten er hundrede procent sikker på at dø sagde han til hende og satte sig ned ved siden af hende. Han havde lyst til at forvandle sig til sin fugleform eller andre af sine former, men han lod være og blev i elverform. Han ventede så på at elinor satte sig ned. Han havde stadig et lille smil på læben over at hun var så genert.

Jack bukkede elegant foran Ellinor. "Hvilke smukt navn, Frk. Winslow." Han tøvede lidt med rettede sig atter op igen og lagde mærke til hendes undring. Det var hans øje hun havde fået øje på, hvilken skam i livet havde han dog ikke selv over dette øje. "Jeg kunne ikke lade vær med at bemærke dit blik mod mit underlige øje, min kære Frk." Hans hænder var slanke og elegant og lod sin pegefinger stryge hen over sin kind på siden hvor øjet var. Han vendte blikket mod Veneur og bukkede. "Godaften Hr. De skal skam ikke takke mig. Jeg havde blot fri og ville ikke have min yderst sjælende fridag spoleret af en mand i rustning." Han rettede sig atter op og rakte hånden frem. Hans hænder var beklædt med sorte silkehansker. Et koldt og beroligende smil bredte sig over hans blege mund. Hans stemme havde ikke forandret sig og heller ikke hans øjne. De var begge lige så kolde og rolige som de altid havde været. Jack vidste udemærket godt at Raiden befandt sig i nærheden. Sådan noget var ikke svært at finde ud af. Og slet ikke når man engang jagtede sin egen art. Han vidste hvilken skikkelse han havde og hvor han sad. Han gjorde ikke mere ud af det og satte sig op af træet bag sig med et ledt støn af nydelse og afslappenhed.

Hun så forvirret ned på Veneur der nu havde sat sig og bedt hende om samme, derefter så hun målrettet op på Jack der også havde sat sig ned *Hans øje? Nej.. hmm... det var vel specielt, men forklarligt? Hvorfor stolede Veneur på ham? Kendte de hinanden? Havde reddet dem - Jack var kommet og stoppede det ved sin indbrydelse, men ikke andet?* Hun besluttede at lægge tankerne fra sig et øjeblik og i stedet bekymre sig om det der var omkring hende, hun så på Veneurs smilende ansigt, hendes generthed igen, det var det han morede sig over. Han var afslappet - det måtte hun også være så, eller i hvert fald se sådan ud, men det var svært. Ganske stille og lydløst satte hun sig ned, ved siden af Veneur men ikke langt fra Jack heller. "Det er ikke Deres øje der bekymre mig Hr." Svaret var til Jack og sagte. Besværet sank hun en klump og blinkede nervøst med øjnene, hun pillede fraværende ved en tot hår og så stille ned i sit skød. I øjenkrogen holdt hun stadig øje med Jack, alle hans elegante bevægelser og bekymringer, men hans kolde blik afslørede intet og det gjorde hende nervøs.

Raiden drejede hovedet let på skrå, så bare ned på dem. De virkede lettere afslappede, som om de kendte hinanden. Men på en eller anden måde kunne han ikke rigtig få det til at passe i sit hoved. Han sukkede let og tænkte "Nå hva' pokker...", hvorefter at han spredte de blanke ravnevinger og lod sig falde ud over grenens kant. I et styrtdyk fløj han mod dem og landede elegant på benene, dog i menneskeform. Han smilede først lidt akavet til dem, hvorefter smilet forvandledes til en grimasse. Tågen.. Det dunkede i hans hoved, som hvis en hammer slå til og han famlede efter noget at stå op af.. Han hadede den pokkers bivirkning... Svimmelheden tog over og det meste blev efterhånden hvidt for hans blik, men han var ikke bange, han havde prøvet det så mange gange før...

"nå men jeg har et spørgsmål. hvad laver i to dog her i dene skov på sådan et tidspunkt som det er nju, og hvorfor skulle den ridder også lige komme, jeg må åbenbart til at have den samtale med de ridderer desvære, tror jeg ikke at det går godt" sagde han til jack til at starte med, hvor efter han både talte til jack ham selv. Han stolede ikke på jack af netop hans øjne som ikke afslørede ham, han var afslappet i det, men det var nok fordi han ville se om han kunen gøre en helt speciel ting, samtidig med at han lige lagde så planer i hovedet om hvad han kunne gøre.

Den fornemmelse Ellinor havde haft af at nogen eller noget var i nærheden, blev nu stærkere og da ravnen landede ikke så langt fra dem, men i skikkelse af et menneske, sprang hun forskrækket op. *Det er dine dårlige nerver* Mindede hun sig selv om, og så undersøgende og nervøst på den nye person. *Tåget? Hvad mener han? Er han syg?* De mange mennesker bekymrede hende og gjorde hende nervøs. Et øjeblik betragtede hun den nyankomne, men rettede derefter blikket mod Veneur, hun nikkede langsomt til ham med et alvorligt udtryk i øjnene. Inderst inde brød hun sin hjerne med hvordan han i al verden ville tale dem til fornuft, i hendes øjne var dette umuligt. Men han var vant til den slags svære arbejde, og et sted, var hun sikker på at det nok skulle lykkes ham.

Hendes ellers så blege kinder, var blevet en anelse rødere af den pludselige forskrækkelse og hun tog sig forlegent til ansigtet og så stille væk. Jack var stadig et mysterium som hun ikke kunne løse, og ligeså den nye person, *Jeg må have lidt luft mens Veneur taler med dem, bare lidt* En lille bevægelse udgjorde et tegn til Veneur om at hun snart kom igen og at han ikke skulle følge efter, men bare finde ud af hvad han kunne. Hun sendte et sidste sigende blik til Jack og derefter Raiden for at måle dem med øjnene, så gik hun lidt væk, hen i skyggen af nogle træer bag de tre mænd, hvor hun ikke kunne ses for krat.

Hun fulgte lydløst en lille sti bag nogle buske og lod den højre håndflade, stryge nogle enkelte planters toppe. Dybe indåndinger fulgte, og hun lukkede afslappende øjnene stille i.

Jack rejste sig op og bukkede atter for dem. "Undskyld mig." Han rettede sig op og så efter Ellinor. Han tøvede lidt med valgte at gå efter hende. Han stod nu et stykke væk fra hende. "Undskyld mig, kære Frk." Han stemme havde forandret sig nu hvor han ikke vær sammen med så mange personer. Hans blik havde også ændret sig og var nu ikke det samme kølige blik. Hans øjne var nu et spejl ind i hans åbne sjæl og de så mere venlige og blide ud. Man måtte jo heller ikke se alt for barsk ud overfor en kvinde.

Han tog sig til hovedet og missede med øjnene, da han atter så i farver. Han rettede sig op og rømmede sig akavet. ,, Bivirkning.." mumlede han en smule forlegent til elvermanden (hvilket han stadig tror Veneur er ..) og så derefter over mod stedet, hvor formskifteren og elverkvinden var forsvundet hen. Hvad sker der nu?

"ah må jeg gætte du er ikke vant til at bruge dne form, jeg har også tit den følelse hvis jeg ikke har været i formen på det seneste, så derofr skal man bare have en dag hvor han tager tid til at gøre så at tågen ikke er der eller er lille, men ahhh dejligt nu hvor ham ridderen ikke er her, så kan jeg blive til den form jeg har haft så stor trang ti lat forvandle mig ti, men jeg må nok vente med at flyve" sagde han til Raiden hvorefter han kort forvandlede sig til fugle formen, han rettede vingerne ud og det, men han fløj ikke væk af netop grunden med elinor, men han var klar til at forvandle sig og beskytte hende hvis hun havde brug for hjælp.

I en hurtig og flydende bevægelse, trak Ellinor hånden til sig og vendte sig mod Jack. En smule overrasket, faldt hun nærmest over ordene "Und..undskyld, j..ja hvad?" Hun tog sig undskyldende til brystet, så ned i jorden og rømmede sig. En spinkel arm og hånd, rakte ud efter en af de små egetræer der stod i nærheden, at støtte sig op ad. Hun fik balancen igen og rettede så blikket op mod Jack igen, slap træet og tvang sig selv til at se knapt så mut ud.
Hans øjne var bløde og fangende, trods det lilla, lidt specielle øje, men det var en charme som han kunne prise sig lykkelig for at have. En verden åbnede sig for øjnene af hende, hans verden, fantastisk og anderledes.

Hun rystede kort på hovedet, han havde holdt hendes blik fast, *For længe? For intenst?* Han var anderledes og det fascinerede hende dybt, men det var mindst lige så skræmmende. Hun tog sig forvirret til hovedet og slog blikket ned, "J..jeg øhmm.. undskyld" Langsomt sænkede hun hænderne igen og så bekymret og nærmest træt på ham.

Hun kunne ikke længere høre Veneur- og Raidens stemmer, de var for langt væk til at kunne høres. Fuglene sang befriende omkring dem og lettede lidt af den stille stemning.

Antal indlæg : 87 Points : 5828 Reputation : 1 Registration date : 17/02/09

Bala som var redt et stykke fra dem, var nu stoppet. Han faldt lysløst ned ved sin hest, og begyndte at tænke på den vrede der pludselig var kommet op i ham. Han kunne stadig hører hvad de sagde, men han var for træt efter de stor anstrengelser han havde gjort for at kontrolere sin vrede. *Knægten havde sat spørgsmålstegn ved min ære* tænkte han. Han havde aldrig været forbi lignende ting før. Folk var kloge nok til at tale pænt til en tempelridder. *Hvad ville min mester havde gjort? Hvad vil han forventer at jeg skal gør* Bala følte en pludselig svaghed.
Sværdet havde gjort hvad dettes herre havde beordrede det til. Og nu var det på vej mod der hvor han lå på knæ. Det så at han lå i mørke, så dennes runer begyndt at lyse svagt, men det var nok.

// Bare hvis der er nogen der læser seddlen mens jeg ikke er op//

'jeg ved bedre en' all hvem I er' stod der, sproget var ikke helt til at forstå. Det lignede elvisk, men det var meget gamelt. Nogle af ordene var ikke på elvisk.

Antal indlæg : 171 Points : 6023 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

Amon som var på sin normal vandretur i skoven, hørte nogen lyde. *Sikkert børn der leger i skoven* tænkte han. Men hans stærkere sanser fortalt ham mere end blot om fred og ro. Der var en stærk lugt af metal. *Er børn begyndt at lege med jern legetøj?* tænkte han, og smilede ved tanken. Han lod fingerne lave nogle små tegn, man ville ikke lægge mærke til at hans finger bevæget sig. Han havde som altid sit kolde, afslappet smil på læberne. Han stak hånden ned i en af de mange lommer, og tog noget pulver op. Han gnid lidt på det. Det begyndt at sende et sødt duft ud i luften, resten af pulveret kastede han blot ned ved sine fødder, hvorefter han lod lidt vand falde af håndfladen. "Det skal nok begynde at lugte godt i skoven." sagde tilfreds til sig selv. Han kunne stadig hører stemmerne, så han gik bare videre.

Raiden så vurderende på Veneur. "Så han er altså ikke en elver... Men en formskifter" tænkte han og sagde så: "Nej, sådan fungerer det ikke med mig... Sådan her har det altid været, og tro mig, jeg er ikke glad for det... Tågen ... Det er en bivirkning jeg er født med... Ser du, jeg er ikke 100% formskifter" Han smilede svagt til ham og så så efter de to andre.. Hvad lavede de?

"ah du er en halv formskifter så, så kan jeg forstå det" sagde han og forvandlede sig igen til elver formen. han gik så hen af hvor Bala havde lagt sedlen, han gik hen og læste den, il det der stod der på, kunne han godt forstå sammenhængen, selvom nogle af ordene kunne han ikke forstå. han tænkte lidt til sig selv *hmm hvis du vidste hvem vi var, hvorfor kunne du så ikke genkende en oprørsleder eller en som er højt rangeret deri, jeg tror ikek at du vidste helt hvem vi var, tempel ridder fra syd*

Antal indlæg : 171 Points : 6023 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

Amon var ikke så langt fra lyden nu. Han prøvede ikke at skjule det larm der udlystes når han træder på de tøre blade. *Hvad mon de laver* tænkte Amon. "Hvem der" sagde han med sin afslappet, rolig og glad stemme. Tanken om at de er børn forsvandt, da stemmerne blev tyddeligere. De talt ihvertfald elvisk, det var han sten sikker på.

// Det er Ellinor og Jack der snakker elvisk - Veneur kan også elvisk, men bruger det ikke lige nu ^^

Raiden så betragtede på formskifteren (Veneur) da han bøjede sig ned og tog papiret. "Hvad er Deres navn?" spurgte han, denne gang med en mere formel tone. Kort efter lød der en stemme et stykke fra dem. Raiden drejede 360 grader rundt og stirrede intents og med løftet pande om bag buskadset... "Det kommer an på så meget", svarede han med en hævet stemme, til den fremmede. "Hvem er De, fremmede?"

"ja det kommer an på hvilken måde du spørger og hvem spørger du efter og mit navn er veneur" sagde han til ham. Han var jo både vener men samtidig var han den midlertidige oprørsleder indtil man havde fået bestemt hvem der skulle være oprørsleder. Han sagde sit navn til Raiden og det sidste sagde han til amon. Han forholdte sig stille men han stolede ikke på jack.

Antal indlæg : 171 Points : 6023 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

"Man kalder mig Abhay" svarede Amon med sine sædvendlig venlig og glad stemme. Han kom ud af træernes mørke, og kiggede på de 4 der stod foran ham. "Uh, I er ikke børn? Det var overraskende" sagde han nu med en lidt drillende stemme. "En af vandets tjener" han gik blot videre med overslappet skridt. Han så at de havde våben, og det fik ham til at ta' sig af endnu en sikkerheds regl. "Hvem er i?" spurgte han med sin glad, aflsappet smil. Lugten af metal var blevet stækere det sidste stykke. Amon kiggede på en af dem, hans øje? *Det ser ikke godt ud* tænkte han.

//Ellinor og Jack er ikke det samme sted som Veneur og Raiden. Ellinor og Jack er gået et stykke væk, om bag nogle buske og man kan ikke se dem der fra hvor Raiden og Veneur er.//

//Sorry, men gad ikke lige skifte char ^^//

// Det er korrekt :)

Veneur... tænkte han.. Det sagde ham ikke så meget, da han ikke kendte det helt store til oprøret, og han blev derfor lidt forvirret over Veneur's 'det kommer an på hvem du spørger efter'...

Børn?! tænkte han irritabelt og spyttede en gang til sin højre side. Han så på Abhay med sammenknæbne, mistroiske øjne. Han virkede så afslappet? For afslappet..
,, Raiden Aeron Hephaestus" sagde han i en neutral tone, dog med et let strejf af kølighed over sig.

"jeg siger ikke mere end veneur det er dumt for mig at afslører mere og istedet for at spørge hvem du er så spørger jeg dig, arbejder du for regeringen eller for et af de magisk råde der nu er i denne her verden" sagdeh na og gik nu lidt derfra, det var ham der havde stanken af metal. Han havde jo kæmpet så meget med dem, s at de var hans egen livvagter, sådan havde han det med dem.

Antal indlæg : 171 Points : 6023 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

*du har allerede sagt for meget* tænkte Amon. "Jeg arbejder ikke for nogen" sagde han, han gik de sidste per skridt og stopppede 2,5m fra dem."Jeg arbejder for mig selv" han smilede stadig sit venlig og glad smil, fordi der var ingen grund til at være sur, ENDNU. "Hvad med jer?" spugrte han, han satte sig ned på jorden under ham, men alligevel ikke helt på jorden, han sad få cm'er over. Så få at man ikke kunne se det så let.

Ellinor så tøvende tilbage efter den lille forsamling, hende og Jack lige havde forladt. Hun kunne høre stemme, og når hun koncentrede sig kunne hun også skelne mellem dem; Veneurs kunne hun sagtens kende, men der var to andre også. Hun regnede med at den ene af dem måtte være Raiden, men den sidste var ny og rå. Ironisk eller hovmoden ville hun sige, overmodig? Forsigtigt og bekymret skævede hun over Jacks skulder, men vendte så sin opmærksomhed mod ham igen, den mystiske mand, der fulgte efter hende. *Hvad ville han? Tilbageholden og elegant, hvad var det ved ham? Noget hun ikke kunne forklare..*

Antal indlæg : 171 Points : 6023 Reputation : 9 Registration date : 28/02/09

Amon kiggede på dem der stod foran ham, og lod sine sanse samle alt. Nu lugtede han metal, den var adel-metal med en stor kraft, den stammede for et sted længere fremme. Der var også en lille udløsning af magi. Han prøvede at lugte metalens type, *Platin* tænkte han, lidt overrasket. I svundende tider brugte man platin til at spærre dæmoner, djinner, helvedes sjæle osv. . Han kiggede igen på den der stod foran ham, kunne de mon prøve på at bluffe ham? Hans smil begyndt at forsvinde, og hans ansigt blev seriøst.

Han kiggede alvorligt på Veneur og sørgede for at have øjenkontakt med ham. ,, Jeg arbejder ikke for regeringen.." Mere sagde han ikke, og det alvorlige ansigt tøede op og blev til et venligt smil. ,, Og jeg vil vædde med, at du heller ikke arbejder for dem? Eller et magisk råd?" spurgte han, stadig smilende.

Amon irriterede ham en smule.. Hvordan kunne manden være så afslappet? Og nu, pludselig så underligt seriøs?