Månedansen

"jeg arbejder hvertfald heller ikke for menneskeheden, men sådan er verdenen jo. Jeg stoler ikke på dig Abnay, dine øjne afsløre hvad resten af dit ansigt ikke, gør, øjene vil altid gøre det svært at ikke afslører en" sagde han til Abnay. Han havde givet Raiden et lille nik, da han også havde fået øjenkontakt med ham, så de var klar il at kunne hjælpe hinanden, hvis der skulle ske noget, som Amon gjorde, og han ville få det svært fordi at hvis der skete noget var elinor og jack der jo også

Amon kiggede på dem, han havde intet at frygte. Og knægten prøvede på at få til at frygte. Han vidste bedre end allle hvor kold sine øjne er. "Jeg arbejder ikke for nogen 'regering'" sagde Amon med sin afslappet stemme, smilet glid over hans læber igen, og det var afslappet og venlig som altid "Og det er hellere ikke mening man skal stole på all dem man møder, vel?"
Amon kunne stadig mærke det lille magisk udløsning. Der var noget galt, men hans vidste bare ikke hvad! Han lod sin opmærksomhed går tilbage til de to foran ham. De var ikke så afslappet. *Være nu ikke dumme* tænkte Amon.

Bala som hørte at der var en ny stemme tilsted, rejste sig op, og svang sig på hesten. Hans hjerte fortalt ham at der var problemer på vej. Han givet ordre til sin hest, og den begyndte at ride næsten lydløst mod det samme sted. Bala mærkede at sværdet var ved hans side, og en følelse af trykhed fyldte hans krop.

Amon mærkede den den adel metal, kom tættere på. Han rejste sig op stadig med et smil på læben. Han mærkede samtidig lidt fare. Han begyndt at bevæg fingerne stille og roligt. "Den er på vej" sagde han, og lod blikket glide over det sted hvor han kunne mærke at platin og magi kom fra.

Bala var nået frem til stedet, nu stod hans hest stille, de var dækket af nogle få træer. Bala så med det samme den ny skikkelse. Det var en magiker! Hans hånd gik ned til daggerterne, *nej* tænkte han. "Lad dem være, du magiens tjener!" sagde Bala med en stemme der vil havde fået en hel bande til at flygte.

Amon mærkede en anden følelse, en magiker blev skadt et stykke herfra. Han kiggede mod den retning han mærkede den adle metal kom fra. Men en magiker havde brug for hjælp. Han kiggede efter det nærmeste træ, og løb over mod det hvorefter han snedigt svang sig op. "Vi mødes igen senere du ejer af den adle" sagde Amon hvorefter han hoppede over til næste træ. Han var af alt en vel trænet morder og tyv.



//OUT!! Hvis nogen prøver at følge efter, løber de altså lig ind i en usynlig mur.//

Raiden stirrede forbavset på sceneriet.. Var det nu ham igen?! Hvad lavede han nu her? Og hvorfor fik Amon pludselig så travlt? Han himlede på øjnene og gik over mod et træ der stod knap en meter væk. Han vendte sig atter mod dem, og lænede sig op af træet med armene over kors. Han ville hellere stå og se på fra sidelinjen end starte en diskussion. Så kunne han altid bryde ind, hvis det gik galt..

"Jeg håber i ved hvem i stod og kiggede på ligefør" sagde Bala og lod luften komme ud af sine lunger. Han havde holdt vejret hele det stykke tid hvor Abhay var her. "I stod foran Abhay selv i sin højperson, en af de mægtigste, og måske den mægtigste ren magiker der har levet" man kunne tydeligt hører at Bala's stemme rystet hver gang han sagde 'Abhay' "Han er en frygtet mand. Det bedste man kan gør, er at holde sig væk, og aldrig krydse hans vej" han fik hesten til at vende om. Abhay forsvinder ikke bare uden grund. Der må være noget galt et andet sted.

"det var dit sværd, Abny var bange for tror jeg go så fordi en elelr nden magiker sikkert kommet til skde, det er hvd jeg tror. Han kn sikekrt ikke lide metal, og så vr der noget om at dit sværd var lavet af adle metal, hvilket jo kan være mange forskellige slags metaller. Du siger at han er en af de stærkeste ren magikere, men hvad ser du så formskiftning som, det er en magi art i sig selv, og jeg forstår ikke hvorfor du ikek også kan se det. ridder f syd, hvis kommer sikkert til at mødes igen, under andre forhold." sagde han til Bala, han havde hørt rygter om Abnay, men dem lod han bare være. Han kom i tanke om et andet rygte han havde hørt om en stærk formskifter herude i skoven, som ikke var med på nogen sider, så han vendte ryggen til bal og raiden, og gik hen til Elinor og sagde til hende og så til jack "undskyld mig, emn elinor jeg tror hellere at vi må gå herfra, vi skulle jo helst ikke skuffe mændene som venter på mig, og undskyld for forstyrrelse, men hun bliver desvære nød til at følge mig, vi har nogle pligter som vi desvære bliver nød til at overholde"

"Abhay er frygtløs, jeg kender ham bedre end alle" sagde Bala mens han var på vej væk "Sværdet... sværdet, på sværdet står hans fødselnavn. Alle de mægtige magiker der en gang kunne læse det, er blevet dræbt af ham. Der er noget ved hans navn. Og Abhay er en formskifter selv." Bala kendte Abhay bedre end mange, de har været ærkefjender i lang tid, men Abhay har aldrig kommet for tæt på når sværdet var tilsted. "Jeg tror slet ikke han kan dø, så han har ikke rigtigt noget at frygte"



//OUT!!//

//Ann er faktisk lige out, btw xD//

// Bala ? Hvordan kan han både være formskifter OG kunne magi? Det er ikke muligt ..?

Raiden lukkede øjnene et øjeblik, talte til ti, og så på Bala Youngblood igen. Han var tydeligvis bange for denne Abhay... Personligt fik han ikke kuldegysninger af navnet eller at være i nærheden af ham.. Han brød sig bare generalt ikke om Abhay - han var for selvsikker.
Det var desuden en stor overdrivelse - "Jeg tror slet ikke han kan dø" .. Raiden smilede frydefuldt af ham. Åh ja - skræmt!

Han trådte væk fra træet og råbte til Veneur: "Farvel!"
Varmen bredte sig som et lyn gennem hans krop, og ravnen stod igen dér hvor Raiden havde været. Han skreg et højlydt ravneskrig og lettede dermed fra jorden.

// OUT!

//Er du i tvivl om noget. Så kan du læse hans baggrundshistorie.//

Ellinor nikkede tankevækkende og så stille på Veneur, "Ja du har ret, de venter..." Hun tøvede et øjeblik, tog sig så sammen og nejede elegant til Jack mens hun så undskyldende på ham. Hun rakte ud efter Veneurs hånd og fulgte ham gennem det grønne, tætte kradt. Langs stier og lysninger, hun pustede befriende håret væk fra øjnene og smilede svagt til Veneur, "Godt at alt er ved det gamle igen." Med en let håndbevægelse og et lille blik på planterne omkring dem, begyndte de stille at brede sig og danne en lille vej for dem.

"jeg tror det ville være bedst,hvis vi går tror du ikke også det, og ja det er godt at alt er ved det gamle, og jeg bryder ikke om de to, en ridder fra syd og en magiker ved navn Abnay, men pyt, jeg må vel tage debatten, med dem begge, de dur ikke at have så stærke fjender." sagde han til hende, mens han gik med hende. Han gik den vej sammen med hende, hvor planterne flyttede sig. Han syntes at det var dejligt at gå igen, også fordi nu havde de dejlig ro og fred.

Ellinor rynkede panden, tydeligvis frastødt, hendes lyse hud lå i skygger og hendes sørgmodige udtryk, blev om end ikke så mere fremtrædende. "Jeg bryder mig slet ikke om nogen af dem," indvendte hun. Mens hun stille nikkede til hans forslag om at gå. "Jeg er bange for at det ikke var sidste gang vi så dem!" Næsten umærkeligt gøs hun, men fortsatte i et hurtigt tempo, som om hun flygtede fra noget.
Gennem krat og lave grene, ind og ud imellem grønne buske, og rundt om store brede træstammer. Skyggerne var truende mørke, og alle træerne havde en underlig pastelgrøn farve. Ellinor så sig om og trak opgivende på skuldrene, denne del af skoven var meget mørk, og dyster. Men af en eller anden grund, fandt hun den meget smuk. Her var fredsfyldt og hyggeligt, og over dem sang fuglene en bestemt, sørgmodig melodi.

Hun så fraværende op på Veneur, og sendte ham et underligt smil. "Hvis jeg skal være ærlig," hun tøvede et øjeblik og så ned i jorden. "Så tror jeg ikke at du kan få dem på tale," det var hendes mening at henvise til troldmændene og ridderen.

"Det tror jeg heller ikek at jeg kan, men jeg har altid andre måder, jeg behøves jo ikke at tale med netop de to vi mødte, der er det magiske råd og ridder rådet, som jeg kan tale med, og gør jeg det, kan jeg undgå alt for mange konfrontationer med de to. Der er altid næsten et råd, som består af mennesker, en magi råd, en regering, og en tempelridderrådet." sagde han til hende, mens han fulgte hende gennem skoven.

"Men dette "Råd" bygger jo også på deres principper - så hvor meget du kan tale dem til fornuft, ved jeg ikke. Det eneste jeg er sikker på, er at du vist ikke kan undgå at få nogle snigmordere på nakken, hvis du fornærmer dem." Ellinor så tænkende op på Veneur igen, da han gik ved hendes side, foretrak hun ikke at se for meget ned i jorden. Et øjeblik sendte hun ham et næsten bedende blik, som for at få ham til at droppe ideen om at snakke nogen til fornuft. "Veneur jeg stoler på din magt, og på dig, din viljestyrke og din erfaring, men jeg frygter for dit liv, ridderne og magikerne er ikke at spøge med, og jeg venter ikke at de tager imod os med åbne arme," hun undlod at nævne noget om hendes frygt for at blive taget til fange, og at de muligvis derved ville blive skilt fra hinanden og måske drabt. Men hendes frygt var ikke svær at ane, gennem de nervøse trækninger, hendes hænder gjorde.

Skyggerne blev stadig tættere som de gik i den skumle, mørke skov. Det dunkle krondække over dem, sluttede efterhånden stadig tættere sammen, og lukkede nu det meste lys ude.

Ellinor så nervøst hen på Veneur - hvis han ikke kunne se i mørke som hende, så ville han muligvis falde og slå sig, hun måtte finde på noget; med en lille elegant håndbevægelse, og nogle hurtige, uforklarlige ord: "Nela yvas". Frembragte hun en lille sølv måne, den var dog kun halv, pga af den sent ventede fuldmåne. Den svævede ca en meter over jorden, og et blegt, krumt skær, afslørede den lille sti de fulgte.

//(Sorry at jeg ikke lige skiftede bruger)//

//Out - der er snart bal - Veneur skriv en PM til mig når du kommer på igen//

Veneur fulgte hend eroligt og hørte hvad hun sagde og tænkte og det hun sagde. Han lod hende have ret med det hun sagde selvom han sikkert godt kunne have fundet modsvar gjorde han det ikke fordi han ikek gad starte en diskussion når her var så pænt han fulgte hede bare, og så da hun lavede månen.


///out kunnt ikke finde på nioget