Fals hus (fortsættelsen ;D)

Fal landede lige foran sit hus....det linede egentligt et nedbrudt skur. Han bankede 3 gange og døren blev låst op. Han gik indenfor og det så ikke ud af meget, et bord med 4 stole, et lille køkken, en pejs med et stort bjørnetæppe, en seng/sofa, et skab, og en pejs foran tæppet. Han kikkede på Duruko og sagde "vi er i sikkerhed her" han gik ind og lukkede døren.

Han satte duruko ned på bjørneskindstæppet, han var bange for hun ville blive ked af det når hun tænkte på de andre...men han var sikker på de ville klare den.
Så han sagde "vil du høre en historie?"

"jaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa historie"sagde hun, hun hoppede op og ned, hun elskede historier, hun var helt oppe at køre, det var længe siden hun havde fået en historie, hun smilte og var helt vild glad

Fal smilede og sagde "øjeblik lad mig lige hente nogle ting" han tog gryden ved pejsen og gik udenfor. Han kom igen med noget vand og brænde, han satte ild i pejsen med sin dragånde hvorefter han varmede vandet hurtigt, han hentede en kop og nogle brune bønner, han knuste bønnerne til pulver og hældte vandet i. Det fik en dejlig duft..sød...rolig. "her" sagde han og rækte duruko hende det. //det er kakao =P //

Han løftede duruko still og satte hende ved pejsen og satte sig ved siden af
"dette er historien om en formskifter"

Det krasede på døren reves stod uden for i sin ulve skiggelse med en braget for potte, hun håbede det var det rigtig sted hun havde snust sig frem til, men var ikke sikker.

//kunne ikke finde på mere.//

hun sad med koppen"nogle ved døren"sagde hun, hun så hen på døren, men hun ville helst havde sin historie nu, hun ventede på han skulle begynde at læse, hun havde aldrig hørt historien om formskifterne

/kunne have svoret jeg skrev et indlæg o0//

Fal åbnede døren og sagde "kom ind vi er ved at høre historie" han blinkede til hende for at fortælle hun skulle spille med. Da hun var inde viste han hende vej til pejsen hvor Duruko sad, han satte sig og rømmede sig. *ahem*

"der var engang et forældrepar der elskede deres barn meget... de passede på ham alt de kunne...men så en dag forsvandt barnet...ingen vidste hvorhen og forældrene ledte og ledte....desværre var barnet væk...de grad i mange dage endtil de til sidst selv forsvandt....." han stoppede i et sekundt og kikkede ned i tæppet også op igen

"Barnet var kravlet væk...eller...løbet for det havde forvandlet sig til en lille tiger unge...helt hvid... og da det var langt inde i skoven kunne det ikke finde hjem igen...heldighvis så den et lille skur..."

hun lyttede bare, hun så op på ham, hun rørte ikke sin kop, hun så op på ham, hun satte koppen fra sig og lagde sig ned, hun rullede sig sammen som en lille kat, hun faldte i søvn lidt efter, hun sov

//kunne ikke finde på mere//

reves lagde sig ned hun lydtede til historien, hun slikkede sin en potte, men det var rat at være inden for, hvor der var varme og trykhed, hun syndes det var sødt han passede sådan på den lille pige som ikke havde nogen forældre som hun selv mente hun aldrig havde haft.

//gad ikke skifte//
Fal smilede og så hvordan hun sov

"nåmen det lille barn kunne egentlig ifølge naturens regler ikke overleve...men af en eller anden grund overlevede det i alle de år gennem at jage biller og små dyr...og drikke vand fra en tætliggende flod...som det voksede forvandlede det til sig en mand....han kunne ikke tale med mennesker men han trænnede sine evner til at forvandle sig hver dag..og da han kunne forvandle sig til en fugl fløj han til byen og holdt øje med alle de mennesker der var....han lærte langsomt sproget.." han stoppede igen og så på Reves "øøh...før jeg fortsætter vil du have lidt te?"

Amylia havde hørt Fal's råb, og var taget mod øst, og havde fundet skuret i skoven. Hun var blevet en smule tilbage for at give de andre mere tid, men hun havde hurtigt indset at det var umuligt. Det eneste hun havde opnået var et opsvulmet blåt øje, og en øm skulder. Hun havde forvandlet sig til en solsort, og var fløjet afsted. Nu stod hun uden foran et skur. Hendes skulder værkede og hun var meget træt. Hun forvandlede sig tilbage til sin almindelige skikkelse og bankede på døren

"nej tak jeg klare mig uden, vids min potte heler hurtigt nok" sagde hun og slikkede potten, der var braget *indtil den heler bliver jeg ved med at være en ulv duen har jo braget vingen og hvalen en lufe og mig en arm så jeg ville ikke kunne bruge mine vifter* tænkte hun trist, men lyttede vider til hitorien.

//stadig doven -.-//

Fal åbnede døren og så Ayla han skyndte sig at tage imod hende "er du ok?!" han ledte hende over til hans seng/sofa og gav hende en våd klud.

Fal satte sig tilbage og skyndte sig kort at fortælle Ayla historien før han fortsatte
"ahem...nåmen da han blev så gammel nogen ville kalde ham voksen, kom han op at slås med nogle soldater....han blev slået bevidstlød...tævet...og smidt ud af byen...da han vågnede lå han i sin hytte...da han gik ud var det en anden årstid...da han kom i byen så ALT anderledes ud....han så sig selv og indså han måtte have været væk i årevis...." han kikkede på Ayla og spurgte "noget jeg kan gøre for dig?"

Amylia satte et bredt grin op for ikke at gøre ham urolig. "Nej, nej. jeg har det skam fint." sagde hun, og tog kluden op mod det hævede øje. "Måske burde jeg bare tænke mig lidt mere om før jeg begynder at lege helt" sagde hun grinene, og prøvede at ignorere den dumpe smerte i skulderen. Hun så Dokuro, og Reves, og var utrolig glad for at de alle sammen vra sluppet godt afsted.

hun lå bare og sover, hun lagde sig på en sjov måde, hun drømmet bare en dejlig drøm, hun drømte om den mor hun aldrig har kendt

//kunne ikke finde på mere//

Amylia sad lidt forlegen på sengen, og rykkede uroligt på sig. "altså... det er ikke fordi jeg ikke er glad for din hjælp..." startede hun til Fal, og fortsatte; "Det er bare fordi jeg ikke kan se hvordan jeg skal kunne betale dig tilbage..." Hun kiggede hen på den sovende Doruko, og kunne mærke hvordan hun længtes efter den bekymringsløse barndom.

reves kiggede på dokuro med et smil *hun vil blive en god formskifter hvis vi beskytter hende og lære hende hvad vi ved, måske ville hun kunne blive til noget større end nogen kunne forstille sig* tænkte hun og slikkede vider på sin potte.

Fal smilede så blidt han kunne og sagde "du hjalp mig med at flygte...du holder med selskab...du giver mig håb...det er mig der er i gæld til dig..." han rømmede sig og sagde så "vil du have noget te??...noget mod smerten.." han satte sig på sin plads igen og fortsatte

"drengen som nu var mand gjorde det eneste logiske han kunne finde på....han byggede skuret om til et lille hjem...han lavede enda en hule til at gemme sig i....desværre måtte han nu stjæle fra rige for at overleve....han blev mester i snyd...tyveri...men han lærte også noget godt fra det...han valgte at hjælpe svage og fattige alt han kunne....når han stjal gjorde han det KUN fra dem der ikke ville ligge mærke til det.." han rømmede sig igen

Amylia smilte til ham. "Te ville ikke være helt ved siden af..." da hun hørte mere af historien så hun forlegent ned i gulvet. "Hvor er du bare moralsk! stjæler kun fra de rige..." Amylia sukkede. "Så er der dem dder har lært at stjæle fra alle, men kun nok til at alle kan klare sig." hun kiggede igen forlegent ned i gulvet. Fal var så... Moralsk.
Hun så hen på Reves. "Altså hør, du er ikke den bedste til at skjule at der er noget galt, så fortæl os det nu bare." sagde hun muntert.

"hanler den om dig" spurte reves stille og hurtigt, og regste sig men faldt hurtigt da hun kom til at stødte på sin brækede potte "av" sagde hun og slikkede hurtigt på sinpotte igen.

// Dokuro er logget, men hun kommer igen =) //

//shit min post forsvandt o0...skrive rlige igen//

Fal smilede og sagde til Ayla "moralsk? jeg ved bare hvordan det er at ikke at have noget...eller nogen"
han tog en kop og 3 blade + en intørret pink rose fra skuffen "3" og lavede en kop te til Ayla....han gav hende den og sagde "den fjerne størstedelen af dine smerter...men pas på hvis du har tænkt dig at gå rundt...man kan ikke føle så meget bagefter hehe"

han satte sig på sin plads og fortsatte
"nåmen som han groede op lærte han at hade menneskerne fordi de aldrig viste et gram venlighed mod ham...selv når han hjalp dem....og han endte i flere kampe...men vandt de fleste nu hvor han havde lært en drages form.....nåmen...selv om han var glad og alt...så var der altid en tomhed...og en masse spørgsmål.... der gik mange år og hans levehvis ændrede sig ikke...selv om han fik samlet en pæn slap penge hehe"

"okey så fortæler jeg, jeg var bare misunlig. Jeg har aldrig fået kærlighed fra mine forældre, jeg var bare deres tjeneste pige de fortalte mig ikke engang at jeg var en formskifter, så jeg har altid troret jeg var anderledes, nu hvor jeg har mødt jer ser jeg at mine evner ikke bare er mig men en hel race jeg har været lukket ude af" fortalte hun.

"Jamen hvad så med at lave om på det?" spurgte Amylia med et bredt grin. "få nogel venner! jeg mødte Fal her i går, og jeg stoler allerede fuldt og fast på ham!" smilte hun, og strakte sig lidt. Hun rullede lidt med sin skulder, og prøvede at tage kluden væk fa øjet. Det havde hun nu ikke behøves. hun kunne næsten ikke se ud af det, og hævelsen var ikke faldet.

Fal kikkede på reves og sagde "stakkels dig...." han smilte til Ayla og sagde "og jeg stoler fuldt ud på Ayla....."

*ahm* han rømmede sig igen
"nåmen hvor var vi? når ja....Manden virkede ensom...han valgte at beskytte det eneste han brød sig om...sine egne og skoven... desværre fik han indtrykket at sine race var ved at uddø...men han blev modbevist...han mødte en ork og en lille pige some viste sig at være formskifter..." han kikkede på Duruko og hans øjne blev helt bløde og han fik et lille smil på kinden.. "i hans hoved lovede han hurtigt at beskytte pigen...snart mødte han en til..og en til...og inden han vidste det havde han fået en flok venner....og en at passe på..." han smilede roligt og sagde "det var det snip snap snude nu er den historie ude.." han smilede til dem helt roligt.

"jeg har en ven her men det har i måske lagt mærke til gorm er min ven men det bliver i nok også på et tidspunkt" sagde hun og kiggede på den lille pige med et smil, hun mente hende lidt om da hun var lille men det var kun gode ting hun så så det var meget lidt hun så.