Blevet væk

Amylia fnyste fornærmet. "Hvorfor? jeg kan godt klare mig mod et par vagter!" fnøs hun, og virrede fornærmet med hovedet. "Der er ikke noget i altid at stikke halen imellem benene, ligeså snart der sker noget!!" hun skulle lige til at tage sin arm til sig, men fortrød. Hun blev også hurtigt distraheret af lyden. Nu var hun mere sikker. Det var nok soldater. men hun nægtede at flygte! hun nægtede!

"fløjte"sagde hun og tog sin brune fløjte frem, hun begyndte at spille på den, en sød lille melodi, hun havde lært sig selv, hun var stadig hos Fal og hun ville ikke falde ned igen for det gjorde ondt da hun faldte ned da hun var hos Amylia

Avanya hørte tydeligt lyden af rustninger og vidste at soldaterne var på vej og så manden der havde hjulpet hende, vinke hende over til den lille gruppe han havde med.
,,Tak." Smilede hun, da hun nåede over til dem. Hun lagde mærke til at manden havde en lille pige i hånden og kunne se at det var hende der havde spillet så smukt tidligere.

hun spillede, hun havde langt sine katteøre ned så det lignet hun ikke havde nogle, hun smilte mens hun spillede



//kunne ikke finde på mere//

Fal kikkede urogeligt på Ayla og sagde "det ved jeg godt...j.jeg vil bare ikke have i kommer til skade..." det var første gang han havde stammet, bare det mindste. Han sank endnu en klump spyt af lyden fra klirrende rustninger. Han kikkede på duruko som var begyndt at spille "ikke lige nu, slemme mænd finde os så." han kikkede på Ayla og gav tegn til den anden kvinde til at følge med ind i en lille gyde. Der var ingen mennesker og vagterne ville nok ikke lægge mærke til dem der.

hun stoppede med at spille, hun tog fat i Fal"bange for onde mænd"sagde hun, hun så bange ud, hun kunne osse høre lyden af rustninger og det gjorde hende ikke mere rolig der i mod mere bange, hun havde hætten på endnu, så hun lignet ikke formskifter

Amylia smilte til Fal, men var inderst inde lidt irriteret over at han nok ikke troede hun kunne noget selv... Hun trak på skuldrene, for han mente det jo godt. Hun fulgte med ind i gyden og smilte til den nye pige. Hun tænkte at de nok skulle vente i gyden i lidt tid, da hun kunne høre rustningerne komme nærmere, så hun satte sig i skrædderstilling på jorden, og tog hætten over hovedet.

//Det ville være en hjælp hvis i også gad styre soldaterne! ^^" //

Avanya kunne hører hvordan en af soldaterne, en kaptain efter hans myndige stemme at dømme, gik rundt og spurgte folk om de havde set en formskifter. Det havde de da, svarede mange, men hvor hun var forsvundet hen vidste de ikke. Hun smilede, vel vidende at så snart mange af disse folk fik en skilling ville de alle sammen kunne huske hun var gået i dén retning, og så ville de pege et sted hen, uden at ane hvor hun var. Ja ja, folk og deres penge. Tænkte hun.
Hun så på den lille gruppe med de øjne der i dag var næsten gule fordi solen skinnede, og smilede.
,,Mit navn er Avanya." Sagde hun med sin hæse stemme.

Fal så på Soldaterne..han sank en klump spyt og satte Duruko ned og sagde "pas på, Fal har tænk sig at fjerne onde mænd..den ene eller anden vej."
han gik langsomt ned mod soldaterne, i sin fine form. Hans skridt føltes lange og tunge. Da han stod foran dem kikkede han på dem med et utrogeligt roligt ansigt, som om at han ikke var bange, selv om han var. Dette var hvad han havde brugt hele sit liv på, at overleve. Og han havde ikke tænkt sig at stikke af nu. Hvis bare generalen var en typisk idiot.

"kære general, jeg tror det de leder efter er længere ned af den gade" han løftede langsomt en finger mod syd, så slog det ham. Hans form var for fin til at hjælpe soldater......havde han bare tænkt sig om lidt mere ville han havde husket det, han bad til at generalen var en idiot. For ellers....måtte han fjerne dem..

Amylia bandede indvendigt, da Fal gik. Hun forvandlede sig hurigt til en yngre pige med kort filtret hår. Hun gik hurtigt efter Fal, da hun hørte ham sige at de var længere nede af gaden. Hun stirrede. Fal var da godt og grundigt gået fra den hvis han troede at han kunne få soldaterne til at gå en anden vej i sin 'fine' skikkelse. Hun så kaptajnen hviske noget til en soldat, der nikkede, og lagde hånden på sit sværdskæfte. "Hey!" råbte hun med en skinger stemme. "Der er nogle herovre!" soldaterne tøvede, men vendte sig så igen imod Fal...

,,Jeg finder jer igen." Sagde Avanya til den lille pige, og trådte ud fra gyden og gik en omvej så soldaterne ikke kunne se at hun kom derfra men fra det sted den rigt udseende formskifter havde udpeget. Hun gik op bag generalen og prikkede ham på skuldrene.
,,Undskyld mig hr. general. Jeg tror det er mig I leder efter." Sagde hun. Generalen så på hende, så trak han manden der havde stødt ind i hende, frem.
,,Er det hende?" Spurgte han, og manden nikkede.
,,Formskifter, jeg må bede dig fælge roligt med." Sagde generalen og Avanya nikkede.
,,Selvfølgelig." Svarede hun. ,,Men så må i først fange mig." Det var ikke for ingenting at hun var en god lejesoldat. En af de ting der gjorde hende fremragende var at hun kunne reagere så hurtigt, så da generalen trak sit sværd havde hun allerede forvandlet sig til panteren og sat tænderne i hans bagdel. General skreg hysterisk, og flere af soldaterne slog ring om hende og trak deres sværd, men hun var ligeglad. 250 kilo tung panter kunne nemt vælte et par soldater, så hun pløjede ind i dem, og fik kun en lille rift på skuldren.
Kooooom nu. Tænkte hun, og gik frem og tilbage lige udenfor soldaternes rækkevidde. Det virkede. Hun hørte generalen bjæffe at de skulle fange formskifterne, og da soldaterne satte efter hende løb hun. Ikke så hurtigt som hun kunne, for hun ville ikke smutte fra dem så den lille gruppe formskiftere der havde hjulpet hende, kom noget til, bare hurtigt nok til at de ikke kunne fange hende.
Højre, venstre, duk dig. Hun lod panteren i hendes sind overtage styringen, og lokkede langsomt, men bestemt soldaterne væk fra den gyde hvor den lille pige var.

Amylia blev inderst inde endnu mere irriteret på pigen. Amylia havde faktisk set frem til at kunne komme op at slås, og få nogle agrresioner ud, og så kom pigen bare og spillede helt! Amylia vidste godt at hun burde være taknemmelig, men det kunne hun bare ikke! hun havde sådan haft lyst til at kunne slå nogle soldater, og så pyt med om hun kom til skade!!! Hun gik langsomt tilbage mod gyden, og tænkte at det dér, bare forstærkede hendes tanker om, at folk ikke troede hun kunne klare noget selv.

Fal så på formskifteren fra før *hun er god, men hjernen mangler vist...* tænkte han for sig selv, da han så soldaterne gå i kamp reagerede han med det samme, han forvandlede sig til en halv drage halvt menneske, hans krop var formet som et menneskes, men havde hale og skæl + dragehoved og klør. Han tog fat i sit sværd og slyngede det efter en af soldaterne. Uden at blinke så han en af soldaternes bløde arme blive offer for et hug. Han hoppede lidt bagud samtidig med at spy lidt ild for at skave forviring. Han kikkede på Duruko omme ved hjørnet og håbede hun blev tilbage, hun havde ikke lært at skifte form endnu.

Da Amylia så Fal gå efter dem, blev hun direkte sur. Pigen havde dem jo efter sig, og så behøvede Fal jo ikke også at spille helt..! Amylia dirrede af vrede, da hun forvandlede sig til en lipisanerhest, og smuttede hen til Dukoru. "Kom, jeg tager dig hen til Fal's hus, og så sætter jeg efter dem." sagde hun venligt til Dokuro, og så knælende hun foran Dokuro, så hun kunne komme op.

Raskasim havde set intrigen op fra lufte n hvor han havde svævet i sin krageform. han fløj ned over hovedet på et par soldater hvor han skiftede tilbage til meneskeskikkelse. han landede oven på soldater nå som veltede under hans vægt. han greb et af deres sværd og kom hurtigt på benene. *hvorfor er de altid ude efter os formskiftere?!* tænkte han vredt og sluttede sig til de to andre.

hun stod bare alene i gyden og så på, hun gik lidt frem"ikke slås"sagde hun, hun var bange, hun begyndte at græde lidt, hun kunne ikke lide når de slås


//kunne ikke finde på mere//

Amylia kiggede lidt på Dokuro, der ikke så ud til at ville sidde op, så hun forvandlede sig tilbage til sig selv, og løftede Dokuro op. "Hør, moster Ayla skal lige hen og... snakke lidt med de onde mænd. Du skal helst ikke følge med, for mændende kan godt blive lidt sure når de skal snakke med moster Ayla her." sagde hun forklarende til lille dokuro, og satte dokuro ned. Hun tog sin kappe af, og svøbte den godt om Dokuro, så hun næsten bare lignede en tøjbylt.

Hun satte i løb efter de andre, og nåede dem hurtigt. Mændende var flere end hun havde regnet med, men hvis de alle gjorde deres bedste, kunne de nok klare dem med livet i behold.

Eftersom Amylia ikke længere havde hendes kappe på, var der ikke noget til at skjule hendes bælte, som bugnede af forskellige poser i forskellige størrelser, og så hendes lange dolk. Hun tog den op, og da hun nåede de andre, kastede hun sig sttraks mod den første soldat, som uforberedt blev slået bevidstløs, da hun slog ham i hovedet med den flade side af dolken. Derefter gik hun rigtig ind i kampen, og hun kunne virkelig svinge dolken med meget øvelse og elegance.

//uuuh, mit længste indlæg! xD //

hun var meget bange, hun kunne se hvad de andre lavede, hun lukkede øjne for hun ville ikke se det mere, hun grad lidt

//kunne ikke finde på mere//

Fal så hvordan Ayla kom med i kampen og nikkede kort før han igen svang sværet. Denne gang brugte han det dog på den flade side. Han ramt en soldat lige i maven og væltede ham omkuld. Han smilede lidt, selv om han ikke brød sig så meget om kamp, så var det rart at slås for hvad man mente var rigtigt. Menneskene havde sørme påvirket ham....Hvad var han igang med?!...at slås mod unge soldater der er blevet hjernevasket...nej han kunne ikke skade dem mere.

Fal gik baglæns hvorefter han forvandlede sig til en stor rød drage, hans ultimative form... //hans hoved//. "FLYGT SMÅ SOLDATER ELLER BLIV FORVANDLET TIL ASKE!!!!" han bluffede selvfølgelig, men hvis de ikke flygtede ville han skabe så meget ild han kunne og skabe så meget panik at soldaterne måtte lade dem gå.

Fal kikkede over til Duruko, hun var stadig sikker. Han sukkede lettet og kikkede på Ayla og hviskede "vi smutter om lidt, gør klar til at lette!""


//en eller anden spil soldaterne XD//

Nogle soldater skreg, og flygtede hovedkulds, imens andre bed tænderne sammen, og tænkte på alt hvad de havde fået at vide om formskiftere til deres træning, og var sikre på at de måtte dræbe formsikfterne, før de selv blev dræbt.
Amylia hørte godt Fal, men hun var rigeligt beskæftiget med fire soldater der prøvede at stikke hende ned, men indtil vidrere var hun godt tilfreds med sig selv og sin indsats, for hun var kun blevet ramt to gange. En gang, overfladisk i siden, og en anden gang i den skulder der i forvejen gjorde ondt. Hun slog en af soldaterne bevidstløs, og sparkede en i maven, og klarede hurtigt de sidste to, da hun vendte sig mod Fal, og nikkede som tegn til at hun var klar til at stikke af.

en soldat havde hørt Dokuro og var gået der hen, han hev hende ud af gyden"slip mig"sagde hun, hun prøvede at komme fri af soldatens grab, men han løftede hende op og holdte en arm om hende så hun ikke kunne komme ned, hun vred og vendte sig for at komme fri

Avanya kunne se hvordan soldaterne pludselig skiftede retning, og så hvordan kvinden og manden fra den lille gruppe af formskiftere var gået ind i kampen. Hun kunne hører folk skrige og hun kunne lugte, lugten af frygt der lugtede lidt som spænding i et tordenvejr, men så alligevel ikke, som en død mus, men så alligevel ikke.
Hun fik øje på en af soldaterne og så ham gå ind i gyden nej, ikke den lille pige! Tænkte hun, og satte i et spring over mod gyden hvor hun hurtigt forvandlede sig til et menneske igen.
,,Sæt hende ned!" Sagde hun vredt til vagten, der ventede sig med den sprællende pige i hånden. Han vidste han havde et skjold, for hun ville ikke turde skade ham når han havde pigen mellem Avanya og ham selv.
,,Nej!" Sagde han, og grinede mod Avanya der mærkede at hun blev rigtig vred.
,,Sæte hende NED!" Sagde hun, og det sidste lød mere som et brøl end noget andet. Vagten glippede, men så så over hendes skulder og smilede.
Avanya nåede lige at dukke sig inden et sværd kløvede luften hvor hun for få øjeblikke siden havde stået. Lyn hurtigt forvanldede hun sig igen til panteren og så på den ny ankommende soldat der var en smule ældre end de andre. Hun skannede ham hurtigt, og lagde mærke til at han haltede en smule på det ene ben.
Med et brøl der kunne få blodet til at fryse i årene på selv den modigste mand kastede hun sig over soldaten, og sørgede for at ramme hans ben. Soldaten skreg og hun kunne hører hvordan hans ben knækkede under hans vægt men alligevel blev han ved at kæmpe og svinge med sværdet der ramte hende lige over snuden. Det gjorde forfærdeligt ondt, og panteren i Avanya skreg af smerte og vrede og svingede den store pote der slog sværdet ud af hans hænder og langt væk over markedspladsen. Ikke slå ham ihjel! Tænkte Avanya, og forsøgte at få kontrol over sin panter del der kun var opsat på en ting: blod. Hun slog efter soldaten, og ramte hans hovede men han havde heldigvis hjelm på, så i stedet for at få hovedet flået af som han ellers ville, blev han slået bevidstløs.
Avanya vendte sig mod vagten, der stadig holdt pigen, og knurrede vredt. Hun kunne ikke hoppe på ham uden også at skade pigen, og det vidste han. Slip hende så din.... Tænkte hun, og tænkte et meget grimt ord hun havde hørt soldater bruge om deres fjender i kamp.
Hun kunne ikke gøre andet end at gå frem og tilbage i den lille gyde og skiftevis knurre vredt og brøle for at skræmme ham, men selvfølgelig lagde han ikke pigen fra sig.

hun grad og ville ned, men hun kunne ikke komme ned, hun prøvede flere gange, men intetet hjalp det, hun gav til sidst op med at prøv, hun grad bare nu, hun prøvede at få fal til at høre det, men hun viste at han havde andet at leve, soldaten tog hendes kappe af og smed den ud af gyden

Fal hørte Duruko skrige efter hjælp, i et sekundt slog hans indre instinkter til, hans øjne blev vrede som en vred drages, han så soldaterne foran ham og tænkte kun instinktivt *dræb og red.....* han slyngede en arm/klo ud og væltede flere soldater omkuld før han vænte sig om og så hvordan en anden kvinde havde fat i manden der havde Duruko....godt...men ikke nok... han greb fat i manden og løftede ham op, han så på formskifteren og kunne knap nok få ord ud af hans mund, blodsrusen havde ham "lad....hende...GÅÅÅÅ!!!" han stof nu på to ben og tog fat i en arm med en anden klo....og begyndte langsomt at rive i den for at få den førs ttil at gå af led...men så rive den af.....brutalt og nådesløs.....INGEN skadede et uskyldigt formskifter barn...INGEN!....blodsrusen havde ham næsten komplet, en fornemmelse han aldrig havde følt før....

hans ansigt havde komplet forvandlet sig til en drages...man kunne ikke længere se forskel på en drage og ham....


//lidt som en slags "feral" form.....scary...men fed... =P//

Amylia hørte Avanya (i sin Panterform) brøle, og hun vendte hovedet efter lyden. *Dokuro!* tænkte hun, og slog hurtigt en soldat ned for at komme derhen. Hun væltede, da en mindre kniv ramte hendes ene ben, men hun rejste sig igen. Hun skulle hen til Dokuro! Og Avanya kunne jo være blevet skadet! En lille stemme inden i hende udbrød pludselig '*Min kappe!!! hvis de ødelægger mid kappe-!*' hun rejste sig med besvær, men nåede ikke langt før soldaten der havde kastet knive, var over hende. Efter få minutters intens kamp, kunn kun skubbe den bevidstløse soldat fra sig, og kunne trække en mindre kniv ud fra hendes side. Hun kiggede med afsky på kniven, og kastede den ned i jorden få cencimeter fra mandens hovede. Hun vidste godt at Fal ville afsted, men hvis de to andre var i fare blev hun nok desværre nødt til at hjælpe dem. Hun skar et ironisk ansigt for sig selv. hun kunne jo bare gå lidt til den ene side, og forsvinde i skyggerne, og så ville hendes eget liv være reddet. Men hun vidste at hun ikke kunne gøre det. Nu var de jo ligesom... sammensvorne, og selvom hun ikke var meget for at indrømme det, så holdt hun jo af dem, på en eller anden måde. Hun humpede hen til gyden, og havde ikke lagt mærke til Fal, før hun stod lige bag ham. Hun kiggede på ham, og tænkte: ironisk *Ja, hvis han nu bare redder Dokuro, så kan jeg jo ligeså stille stikke af!* Men så grinte hun lidt for sig selv. han skulle jo faktisk bare redde Dokuro, så kunne hun frit løbe sin vej! ... eller humpe.